Translate

Viser opslag med etiketten åndelighed. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten åndelighed. Vis alle opslag

lørdag den 2. september 2023

Olivier Assayas: Personal Shopper (2016)


ET BRODERI AF BANGE ANELSER
Generationsportræt i gyserforklædning

Af BO GREEN JENSEN

DER er langt mellem ægte spøgelseshistorier, som ikke udarter og bliver horror, men lader døren til virkeligheden stå åben. Olivier Assayas (f. 1955) fortæller én i Personal Shopper, som er den franske superauteurs anden film med Kristen Stewart i en stor rolle.

   Filmen blander behændigt en fast realisme med satire, mystik og ren poesi. Personal Shopper er også et generationsportræt – Kristen Stewart er født i 1990. Den åbne slutning kan gå fire veje, og her er tvivlen en livskvalitet.
   Amerikaneren Maureen Cartwright bor i Paris, hvor hun er blevet hængende efter et studieophold. Hun har ikke smilet med øjnene, siden tvillingebroderen Lewis døde. De var begge clairvoyante og lovede hinanden, at den som »passerede først« skulle skrive.
   Lige siden har hun ledt efter tegn. I prologen undersøger hun huset, hvor Lewis boede med sin kæreste. Det står tomt, før de nye ejere flytter ind, og der er afgjort noget i huset – eller også er det bare stemningsmusikken, som skaber en porøs virkelighed.



MAUREEN lyder som en okkult ekspert, når hun taler. Eller en skeptisk energikonsulent. Faktisk arbejder hun som personlig assistent for en professionel celebrity, modellen Kyra (Nora von Waldstâtten), der kommer og går uden varsel.
   Maureen henter og bringer de kjoler og smykker, som Kyra skal bære til store events. Det er et skyggeliv med lånte fjer. Hun kører ærinder i byen på sin scooter. Med styrthjelmen på er hun svær at genkende. Hun kunne være en spion. Eller en terrorist.
   Filmen skildrer en marginal eksistens, der må anstrenge sig for at bevare sit greb om virkeligheden. Skønt Maureen udadtil virker tjekket, er hun ofte fortabt og forvirret i enrum. Hun klæder sig ud i arbejdsgiverens tøj, hun prøver Kyras liv af for sjov.
   Der er meget løse kontakter til mænd, som hun møder på sine ruter. En af dem er Ingo (Lars Eidinger), Kyras kæreste, som måske er den mystiske mand, der skriver skræmmende og pirrende sms’er. Eller også er det virkelig Lewis.


PERSONAL Shopper er holdt meget stille og gør sig ikke til med dramatiske plotpunkter. Snarere er filmen et broderi af bange anelser, løst og særdeles fint vævet sammen.
   Styrken og svagheden er de svævende, gennemsigtige genfærd. Der går en time med at overveje, om de skal tages alvorligt. Det er primitive og skræmmende nærver. De ligner effekter fra tiden, da Harry Houdini og Arthur Conan Doyle skændtes om spiritisme.
   Assayas har som altid et sikkert blik for yngre menneskers liv lige nu. Det samme var sagen i historiske øvelser som L'Heure d'été (2008, da. Sommertid) og Aprés mai (2012, da. Efter revolutionen). Han var en af de første til at udforske de mørke egne af nettet i Demonlover (2002).
   Her betragter han mentaliteten, som dyrker enhver form for åndelighed. I Kristen Stewart, som ingen længere kalder »ex-Twilight-stjernen«, har Assayas fået en actrice fetîche, der kan bruges i mange slags roller, ganske som ekspartneren Maggie Cheung blev for år tilbage i kultfilmen Irma Vep (1996) og misbrugerskildringen Clean (2004).
   

STEWART spillede også en diskret assistent i Clouds of Sils Maria (2014, da. Skyerne over Sils Maria), hvor Juliette Binoche var den krævende diva. Der var både Alt om Eva og Petra von Kants bitre tårer i cineastens remix, men da kvinderne ventede sammen til sidst – og Stewart gik, før skyslangen endelig kom kravlende mellem bjergtinderne – var Assayas for en sjælden gangs skyld helt sin egen.
   Det er han også i Personal Shopper, og dét er det bedste ved filmen: at den dokumenterer en mystisk sensibilitet og dertil er et fint portræt af en ung kvinde. Kun François Ozon virker lige så overbevisende i Jeune et jolie (2013, da. Ung & smuk), hvor studinens dannelsesskildring er hængt op på fem sange af Françoise Hardy.
   Også Assayas forstår at bruge musikken. Her er kontrasten mellem okkulte excesser og anonymt storbyliv markeret af udtag fra Amazing Blondel (»The Leaving of the Country Lover«) og klassisk klingende kompositionsmusik ved Anna von Hausswolff, gambisten Jordi Savall og Hesperion XX.


FILMEN skal ses som et stort stemningsstykke. De gode detaljer forsvinder, hvis man bruger mental energi på at få vished. For der er ingen vished i verden, og sandheden hænger i laser. Kun kærligheden kan løfte os op, og spørgsmålet er, om Maureen vil lukke den ind.
   Hun ser gamle programmer om Victor Hugo, der troede fast på de flydende ånder. Der er søgende søstre ned gennem tiden. Hun ser på sjælelig kunst af Hilma af Klint. Hun hører sakral muzak af Hildegard Van Bingen, der var så tilpas eksotisk, at hun stadig kan bruges som rollemodel.
   Maureen sorterer Kyras tøj, drikker hendes spiritus og hører Marlene Dietrich synge »Das Hobellied«. Beskederne på telefonen bliver mere spydige. Kommer de fra Lewis eller Ingo eller muligvis manden i toget til London? Måske hallucinerer kvinden det hele.


ET spøgelse brækker ektoplasma op. Da er der fuldkommen stille i salen. Det er afgjort den stærkeste scene. Vi ser det. Vi tror det. Det skræmmer og betrygger. For så er der alligevel noget – måske.
   Fordi Maureens genfærd fylder en masse, men alligevel ikke er hovedsagen, bliver Personal Shopper en film, der rækker langt ud over sin genre. Skruen strammes i Åndernes Hus, men først og sidst er der en kvinde, som lever. Det er filmen om vaklende menneskers søgen. Den er svær at forstå på en rigtig god måde.


Personal Shopper. Instr. & manus: Olivier Assayas. Foto: Yorick Le Saux. 115 min. Frankrig 2016. Dansk premiere: 06.06.2017.


Fotos: CG Cinéma/ Vortex Sutra/ Sirena Film/ Detailfilm/ Arte France Cinéma/ ARTE/ Canal+/ Ciné+/ SCOPE Invest/ IFC Films/ Metrodome Distribution/ Camera Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Google Play, SKY SHOWTIME, TV2 Play | SkyShowtime, YouTube Movies
Personal Shopper er udkommet på 4K UHD + Blu-ray fra The Criterion Collection (#899)
Første udgave af anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 07.06.2017

torsdag den 10. september 2020

Døden og tiden: Richard Matheson 1926-2013


DØDEN OG TIDEN
Richard Matheson 1926-2013

Af BO GREEN JENSEN

DET fulde arsenal af digitale effekter bliver som regel brugt i film, der bevæger sig hurtigt og fokuserer på fysiske ting. Det er derfor befriende, når der males med andet end action og dystopisk fremtid for øje.
   I 1998 lykkedes det endelig producerne Stephen Simon og Barnet Bain at realisere et projekt, som Simon havde båret med sig og brændt for siden 1978, da han læste en korrekturkopi af Richard Mathesons romantiske fabel What Dreams May Come.
   Simon havde netop færdiggjort sin første store produktion, Somewhere in Time (1980), som Jeannot Szwarc instruerede efter en anden af Mathesons romaner. Han faldt pladask for What Dreams May Come, men tiden var – fortæller han i en efterskrift til filmudgaven af bogen – ikke moden. For man havde ikke teknikken endnu.



FØRST med 90ernes computergenererede billeder blev det muligt at skabe de bjergtagende efterlivsuniverser, som er den store – og desværre også eneste – attraktion ved filmatiseringen af What Dreams May Come.
   I newzealænderen Vincent Ward, der havde arbejdet med store billeder og mærkelige baggrunde i middelaldervisionen The Navigator (1988) og den bevægende A Map of the Human Heart (1993), fandt Simon en kongenial instruktør, som var villig til gå fuldt ind for sagen.
   Robin Williams spiller lægen Chris Nielsen, som omkommer i en trafikulykke, men inden længe erfarer, at døden ikke er slutningen. I en verden, som til stadighed skifter form og farve, får han selskab af englen Albert (Cuba Gooding, Jr.), der skal hjælpe den desorienterede pilgrim med at akklimatisere sig til efterlivet.
   En magisk vandring fører gennem fantastiske egne i stadig forvandling. Det er oplagt at se Chris og Albert som moderne versioner af Dante og Vergil i Den guddommelige komedie.* Efterhånden går det op for Williams, at den kulørte skærsild tager farve efter de motiver, som hans endnu levende hustru, kunstneren Annie (Annabella Sciorra), arbejder med i sit atelier.
   Senere bliver filmen en Orfeus-myte om at stige ned i selve helvede. Koryfæer som Max von Sydow optræder. Der er ædel smerte og inderlig længsel. Da Annie tager sit liv for at være sammen med Chris igen, går der grådkvalt tv-film i noget, der begyndte som en original vision.
   Billedsiden bliver dog ved med at skifte og fascinere. Der er enestående digitale malerier og levendegjorde drømmelandskaber. Så hvorfor er jeg egentlig skuffet? Fordi det ikke er en hvilken som helst kristen drømmer, der forestiller sig efterlivet. Dette er Richard Mathesons Paradiset.



BÅDE som prosaist og manuskriptforfatter har Richard Matheson præget skyggelandet mellem sci-fi, horror og fantasy i højere grad, end de fleste gør sig klart. Han var 24 år, da det lykkedes ham at få novellen »Born of Man and Woman« (1950) trykt i The Magazine of Fantasy & Science Fiction. Den gav siden titel til hans første bog, en novellesamling, som udkom i 1954. I dag er den bedre kendt som Third From the Sun.
   Someone is Bleeding (1953) og Fury on Sunday (1953, da. Skrækkens nat) var regelrette (for ikke at sige trivielle) krimier. Så fulgte de fantastiske romaner, som Mathesons berømmelse for alvor hviler på. Fortælleren i I Am Legend (1954, da. Jeg er den sidste) er det sidste vågne menneske på en planet, hvor man bliver forvandlet til vampyr, hvis man falder i søvn. Romanen er filmatiseret tre gange: som The Last Man on Earth (1964) med Vincent Price; som The Omega Man (1971) med Charlton Heston; senest som I Am Legend (2007), hvor Will Smith spiller overleveren Neville.
   Med den originale og meget bevægende fabel om The Shrinking Man (1956, da. Edderkoppen) slog Mathesons styrke som myteskaber for alvor igennem. Han skrev selv manuskriptet til Jack Arnolds klassiske filmatisering, The Incredible Shrinking Man (1957, da. Manden, der blev mindre).
   Skønt effekterne ikke holder i dag, får man stadig kuldegysninger over historien om Robert Scott Carey, der bliver mindre og mindre, før han endelig falder gennem maskerne i selve molekylestrukturen. Alligevel kan han til slut konstatere, at »smaller than the smallest, I meant something too! To God, there is no zero. I still exist!«



MATHESONS prosastil er ujævn, men hans bedste ideer er nye og stærke. Det var forfatterens held, at der fandtes en platform, som passede perfekt til hans særlige kvaliteter. Magasinmarkedet tyndede ud; sci-fi og horror på film var små produktioner. Til gengæld havde tv-mediet sine boom-år, hvor der blev taget store chancer. En række genrer og grammatikker blev udviklet i fællesmængden af høj popkunst og kommerciel sponsorering.
   Matheson var på førsteholdet, da Rod Serling producerede sin skelsættende antologiserie om The Twilight Zone (1959-1964). Matheson skrev 16 af de originale episoder, bl.a. den ikoniske »Nightmare at 20,000 Feet« (S05, E03), hvor William Shatner er passageren med flyskræk, som ser – eller forestiller sig, at han ser – en hujende gremlin på vingen i stormen.
   I begyndelsen ville Serling selv overkomme det hele. Han bearbejdede to af Mathesons noveller, »And When the Sky Was Opened« og »Third from the Sun«, der blev sendt som episode 11 og 14 i december 1959 og januar 1960. Matheson skrev selv manuskriptet til »A World of His Own«, som lukkede seriens første sæson den 1. juli 1960.**
   Han skrev også genrestykker til serier som Cheyenne, Have Gun – Will Travel, Star Trek og The Alfred Hitchcock Hour, men det er i The Twilight Zone, at han færdes naturligt. På bagsiden af Shock I (1979), et udvalg af hans 50er-noveller, bliver Matheson beskrevet som »the celebrated Discoverer of the far side of Strange«.
   Den fejrede opdager/udforsker af landet hinsides Det Sære. Det er ikke bare salgslyrik. Matheson og en kreds af kolleger skabte nye genrer ved at ophæve grænserne mellem de gamle. De nye fantastikere havde ligefrem en (løs) sammenslutning: også Ray Bradbury, Charles Beaumont og William F. Nolan var medlemmer af The Southern California Sorcerers. Eller som Rod Serling ville sige det:

You unlock this door with the key of imagination. Beyond it is another dimension: a dimension of sound, a dimension of sight, a dimension of mind. You’re moving into a land of both shadow and substance, of things and ideas; you’ve just crossed over into the Twilight Zone...***  
    
MATHESON blev med årene stadig mere orienteret mod det okkulte og paranormale. A Stir of Echoes (1958, da. Hjemsøgt af et ekko) lader mørkets kræfter vinde indpas i en forstadsnormalitet af samme slags, som satte scenen i The Shrinking Man. Hell House (1971) er summen af alle hjemsøgte huse fra Horace Walpole til Shirley Jackson. Det er også en forløber for found footage som Paranormal Activity-serien.



I 1970erne blev Matheson optaget af at læse om efterdødsoplevelser. I hans egne arbejder begynder en monoman kredsen om ét stadigt tema: kærligheden, der er stærk nok til at overvinde både døden og tiden. What Dreams May Come er et udtryk for denne fiksering, men hovedværket er Bid Time Return (1975).
   En moderne forfatter forelsker sig i kvinden på et gammelt foto og får mulighed for at rejse tilbage til begyndelsen af århundredet, hvor han møder og forenes med sin store kærlighed. Rejsen foretages alene ved sindets egen kraft. Intet i omgivelserne må minde forfatteren om nutiden, og drømmen går derfor i stykker, da en mønt fra 1970erne pludselig ligger i tøjet fra 1912.
   Det var Bid Time Return, der i 1980 blev til filmen Somewhere in Time. Christopher Reeve og Jane Seymour spillede de tidsadskilte elskende. Ved premieren var der kritikere, som foragtede filmen. Den fik siden romantisk kultstatus. Man forstår begge sider af bordet.
   Jeg så Somewhere in Time på amerikansk kabel-tv, alene midt om natten og uden anelse om, hvad der ventede. Oplevelsen blev bestemmende, og det var ved den lejlighed, at jeg første gang bed mærke i Mathesons navn. Jeg opdagede forbindelsen til The Incredible Shrinking Man, som jeg kendte i forvejen, og læste I Am Legend, som er en afsindigt spændende bog.
   Vil det lykkes den sidste mand på vampyrernes planet at holde sig vågen? Naturligvis ikke, og Mathesons tidlige værker er så langt de mest tilfredsstillende, fordi mørket gør det ud for en slags realisme. Den evangeliske resonans i What Dreams May Come og sene, metafysiske traktater som The Path (1993) ligger derimod faretruende tæt på forklarelsen hos Scientology-medlemmer.
   I 1990erne begyndte Matheson igen at skrive westerns: Journal of the Gun Years (1992), The Gunfight (1993), Shadow on the Sun (1994) og The Memoirs of Wild Bill Hickok (1996). Han har måske haft behov for at arbejde i et tørt, neutralt terræn, hvor der ikke var paranormale sirener. Sjovt nok genopdager han genren, netop som Elmore Leonard forlader den helt.
   Efter 2000 bliver Mathesons bøger for alvor svære at læse. Han er afgjort mest interessant i 50erne og 60erne, hvor genreformatet skaber struktur og giver fokus. Bid Time Return er en isoleret arie. Bedst fra de sidste årtier er 7 Steps to Midnight (1992), en solid drømmethriller, hvor detektiven erfarer, at alle de plots, som han arbejder i, stammer fra krimier, gysere og science fiction-historier, han har læst.


JEG gør så meget ud af denne baggrund, fordi flere burde kende Mathesons bøger, men også for at give læseren et indtryk af, hvilke uforholdsmæssigt store forventninger, jeg havde til filmatiseringen af What Dreams May Come.
   I en vis forstand blev de indfriet af Wards overdådige film. Der er næppe skabt smukkere forvandlingslandskaber end de levende malerier, som Robin Williams snubler igennem, da han kommer til livet på den anden side. Men af dybden og mørket, substansen hos Matheson, er der ikke meget tilbage. Filmen forspiser sig på sine effekter og ender med at virke banal.
   Landskaberne er hentet i malerier af John Martin, Vincent van Gogh, Claude Monet og Caspar David Friedrich. De er levendegjort med mirakuløs billedstyrke, og det er afgjort for dem, at filmen skal ses.
   Mathesons rejse mod åndelighed minder om den, man kan iagttage hos forfatterne Arthur Conan Doyle (Land of Mist) og Brian Moore (Cold Heaven) og filmskaberne Nicolas Roeg og Terrence Malick. For en skeptisk fan er det forstemmende stof. Andre med samme udgangspunkt går den stik modsatte vej. Graham Greene er et oplagt eksempel.
   At læse og genlæse Matheson er under alle omstændigheder indsatsen værd. I hyldestbogen The Twilight and Other Zones: The Dark Worlds of Richard Matheson (2009) har en række venner, kolleger og fans (bl.a. Harlan Ellison og Dean R. Koonz) bidraget med essays. Festskriftet indeholder en fortegnelse over de samlede arbejder i alle medier. Værklisten er på 146 sider. Han var altså også en produktiv mand.



*) Lars von Trier har den samme idé i The House that Jack Built (2018), hvor Bruno Ganz er Vergil-figuren, som fører seriemorderen Jack (Matt Dillon) gennem efterlivet på vej til Inferno.    

**) Episoden er ikke specielt mindeværdig. En manuskriptforfatter (Keenan Wynn) kan tale sine karakterer til live. Han flirter med den fiktive Victoria (Phyllis Kirk), hvilket gør hustruen Mary (Mary LaRoche) jaloux. Hun kaster båndet, hvor hun selv blev talt til live, i kaminen. Gregory skynder sig at skabe en ny ægtefælle. Han er fristet af at beskrive Victoria, men vælger at genskabe Mary. Serling og Matheson leger med metafiktionen. Episoden er instrueret af Ralph Nelson, som ti år senere scorede et verdenshit med Soldier Blue (1970), den kontroversielle folkemordswestern, som satte lighedstegn mellem krigen i Vietnam og drabet på de indfødte amerikanere.

***) Hver af de første fire sæsoner varierer ordlyden i Serlings intro. Jeg citerer Sæson 4 (1963), som Serling genbrugte i Sæson 5. Han skrev selv 92 af de originale 156 episoder. Det er ganske bemærkelsesværdigt.


What Dreams May Come. Instr.: Vincent Ward. Manus: Ronald Bass. Foto: Eduardo Serra. 113 min. New Zealand-USA 1998. Dansk premiere: 16.04.1999



Fotos:I am Legend Fandom WIKI [Richard Matheson portraits]/ Polygram Filmed Entertainment/ Interscope Communications/ Universal International Pictures/ CineMaterial/ Screenmusings (framegrabs)
What Dreams May Come streames ikke i DK – i UK på Amazon Store, Apple TV, NOW | Cinema, Rakuten TV, Sky Store – 2K Blu-ray fra Universal Pictures 28.08.2015
Somewhere in Time streames på Apple TV – 2K Blu-ray fra Final Cut Entertainment 18.04.2019
The Incredible Shrinking Man streames ikke i DK – 2K Blu-ray fra Arrow Academy 13.11.2017
The Twilight Zone streames på Pluto TV. De originale 5 sæsoner er restaureret og genudgivet adskillige gange
2K Blu-ray 24-disc bokssæt fra Mediumrare Entertainment 11.06.2018
Teksten er ny, men tager afsæt i en dvd-anmeldelse, som blev lagt på filmsitet Scope i december 1999. Udgivelsen var et overflødighedshorn fra mediets pionerår. I 2020 er attraktionen en alternativ slutning, som blev fravalgt af moralske hensyn.


onsdag den 5. august 2020

David Cronenberg: A Dangerous Method (2011)


EN HEMMELIG SYMMETRI
Psykoanalysens skabelsesberetning

Af BO GREEN JENSEN

ALLE ved, hvem Sigmund Freud (1856-1939) og Carl Gustav Jung (1875-1961) var. Færre husker 
– eller har overhovedet hørt om – børnepsykologen Sabina Spielrein (1885-1942). Hun blev længe set som en privilegeret biperson i psykoanalysens formative år.
   Spielrein var Jungs patient, mens han endnu betragtede Freud som et forbillede, og hun førte en omfattende korrespondance med Freud, som hun også lærte at kende personligt. I 1911 blev hun som den første kvinde optaget i Wiens psykoanalytiske forening.
   Spielrein var i behandling hos Jung fra august 1904 til juni 1905. Da hun fik det bedre, blev hun først hans forskningsassistent, siden hans kollega. Jung rådgav Spielrein under arbejdet med »Über den psychologischen Inhalt eines Falles von Schizophrenie« (1911) og sørgede for, at artiklen blev publiceret i Jahrbuch für psychoanalytische und psychopatologische Forschungen. Året efter stod afhandlingen Die Destruktion als Ursach des Werdens samme sted. Her brugte Spielrein Freuds tanker om libidoets iboende dødsdrift og foregreb Jungs ideer om forvandlingens kraft. Af samme grund har man set hende som en slags brobygger.


JUNG brød med Spielrein i 1911. Flere faghistorikere forudsatte en seksuel forbindelse mellem de to, andre slog muligheden hen som sensationalisme. Man fik endelig vished i 1977, da brevvekslingen mellem Jung, Freud og Spielrein blev tilgængelig. Der er skrevet adskillige bøger om sagen. En af dem er italieneren Aldo Carotenutos Diario di una segreta simmetria: Sabina Spielrein tra Jung e Freud (1980), som samler Spielreins breve og dagbøger. Altså en hemmelig symmetri.
   Jung behandlede Spielrein med samtaleterapi i en variation af Freuds ideer. Freud brugte den berømte divan, som stod i konsultationen på Berggasse 19 i Wien. Jung sad på en stol med ryggen til analysanden. Spielrein kom til Bürgholzli, Zürichs psykiatriske universitetsklinik, som et hysterisk tilfælde, bogstaveligt forkrøblet af berøringsangst, skyldbevidst drift og fortrængning. Hun betroede Jung, at hun som barn følte lyst, når hendes far slog hende med et bælte. Hun fantaserede endnu om lystfølelsen. Jung hjalp hende med at udleve scenariet.


   
LÆGEN var gift, satte pris på sin status, fik stadig flere børn og havde mange ambitioner. Da affæren blev besværlig, gik han fra Spielrein. Samtidig lagde han distance til Freuds teorier, som ikke ville anerkende den metafysiske dimension – i dag kunne man sige åndeligheden – der i stigende grad blev Jungs domæne. Freud havde set en mulig poster boy for bevægelsen i den yngre, velaflagte og frem for alt ikke-jødiske kollega. Efter Spielrein-affæren kom der kold luft mellem mændene.
   Spielrein giftede sig med en russisk læge, Pavel Scheftel. De fik to døtre, Renate (f. 1912) og Eva (f. 1924), og Spielrein etablerede i Moskva en institution, Den Hvide Skole, som hun drev efter progressive principper. Staten lukkede skolen efter tre år. I 1936 flyttede familien til Rostov. Pavel døde under Stalins politiske udrensninger. Spielrein og hendes døtre blev skudt af SS i august 1942.
   Kongen af ego og id gik i britisk eksil. Da det kom til stykket, gjorde Jung kun lidt for at hjælpe sine jødiske fæller. Sabina Spielrein er ikke nævnt med et ord i Erinnerungen, Träume, Gedanken (1961-63, da. Erindringer, drømme, tanker). Til gengæld skriver han udførligt om animus og anima, individuation og synkronicitet.



DETTE mørke og strålende stof løber sammen i A Dangerous Method, David Cronenbergs spillefilm nr. 19, der bruger tre af tidens stjerner til levendegøre den gyldne trekant. Viggo Mortensen er en skrøbelig, skønt også imødekommende Freud. Michael Fassbender forlener den vitale Jung med en blanding af overbevisning og opportunisme. Keira Knightley forsøger at udtrykke Spielreins rejse fra neurotisk fortrængning til selvbevidst realisering gennem en fysisk pantomime, der alt i alt må være det tætteste, filmen kommer på special effects.
   Christopher Hampton har baseret filmens manuskript på sit eget skuespil, The Talking Cure (2003), der igen krediterer John Kerrs fremstilling i biografien A Most Dangerous Method: The Story of Jung, Freud, and Sabina Spielrein (1993). Skønt Cronenbergs film gør adskilligt for at vise karaktererne i det fri, er der klare spor efter sceneversionen. Så godt som alle scener består af en koncentreret dialog mellem to af de tre karakterer. Dybest set er der tale om et filmet kammerspil.
    I periferien fungerer Jungs hustru Emma (Sarah Gadon) og Freud-eleven Otto Gross (Vincent Cassel) som en blanding af øjenvidner og kor. Emma føder stadig flere børn, som Jung overser med et blændende smil. Nihilisten Gross er en djævelens advokat i det hele. »Så vidt jeg kan se, er der ikke noget problem,« siger han til Jung, der fortæller om Spielrein. »Du slår hende, til hun er døden nær, og dusker hende godt igennem.« Selv forgriber han sig på flere af Bürgholzlis sygeplejersker, før han forsvinder over muren, ind i tågen, for at tage sit liv eller drikke det væk.



FORSKELLIGT pligtstof formidles med takt. Man forstår, at psykoanalysen som sag og bevægelse er i sin vorden, at Freud har brug for allierede kræfter, der kan meritere hans kontroversielle praksis, og at Jung som en hovedrig, kristen discipel må ligne den fuldkomne kronprins. Jung er en sjuft i forhold til Sabina, men hans kritik af Freuds metode er reel, og i kærlighedsscenerne bliver han i så høj grad en levende elsker, at han ender med at frygte for sin forstand. Han vender hjem til sin hustru som til en mor. Spielrein sidder alene tilbage med begæret, der brænder i skridtet.
   Man kunne tro, at Cronenberg ville gøre ekstreme ting med det hysteriske stof, måske skabe en kold psykogyser i stilen fra Dead Ringers (1988), Naked Lunch (1991), Crash (1996) eller eXistenZ (1999). Imidlertid vælger han en tør, præcis form, som lader teksten og spillerne bære indholdet. Da Jung beskriver en apokalyptisk drøm, som må være et forvarsel om verdenskrigen, ser man ingen letkøbt billedmontage med wagnersk musik blandet i. Virkeliggørelsen af de seksuelle fantasier er reduceret til en enkelt spankingscene, hvor Jung og Spielrein bruger læderremmen sammen. Til gengæld har dén erotisk værdi.
   


AFFÆREN får følger for alle, skønt skandalen bliver i inderkredsen. Jung taber status i Freuds øjne og gør ham mindre attraktiv som støtte. Også Jung har en følelse af at falde igennem, men han bruger den til at gøre sig fri af faderfiguren. Jung har fra første færd fundet, at Freud på én gang gik for langt i sin fokusering på det seksuelle og ikke langt nok i kortlægningen af underbevidsthedens mørke kontinenter. For Jung bliver myten herefter det hele. For Freud er den en kode på linje med drømme. Det hele begynder og ender i kønnet. Ved århundredskiftet er de som far og søn. Efter Sabina bliver der kold luft mellem parterne.



FREUD er ofte skildret på film, men her bliver Jung den centrale figur. Michael Fassbender fremstiller ham som en karismatisk, naiv og dog ekstremt beregnende karakter, som ikke desto har ilden. Freud har set ham som en nyttig idiot og erkender sin fejl. Der er fine anekdotiske detaljer. Jung har appetit på alt, og nu og da bliver hans sult til ren grådighed. De to mænd mødes første gang, da Jung tager fra Zürich til Wien og besøger Freud i Berggasse 19. Familien ser til, mens Jung dynger kød op på sin tallerken. Senere, da venskabsvarmen er aftagende, sejler mændene sammen til USA. Jung ser ingen skævhed i, at han sejler på første klasse, mens mesteren er henvist til en køjeplads på anden klasse.
   Tilskuere med en lang erindring vil måske huske The Soul Keeper (2004), som italieneren Roberto Faenza instruerede med Iain Glen som Jung over for Emilia Fox som Sabina. Her var fokus på Spielreins senere virke og den russiske del af historien, mens forholdet til Jung blev formidlet i flashbacks. Freuds navn blev nævnt, men var ikke på rollelisten. Samme år kunne man se Elisabeth Martòns dokumentarfilm, Jeg hed Sabina Spielrein, i danske biografer. Emnet er igen aktuelt.

   

DER er endelig en elegisk kvalitet i filmens tilbageskuende væsen. Psykoanalysen blev grundlagt ved indgangen til det 20. århundrede. I Freuds såvel som i Jungs udlægning blev den en af de store forståelsesmodeller i et forrevent århundrede, hvor kun økonomien og biologien for alvor kunne konkurrere. Sagen »sejrede ad helvede til«, som LO-formanden Thomas Nielsen sagde i anden forbindelse.
   Ved indgangen til det 21. århundrede er sagen ved at miste betydning. Nu er tiden til selvhjælp, coaching og positivisme. Freud »må tillægges æren for i god tro at have skabt en åndelig bevægelse med enorm indflydelse på vores måde at forstå os selv på,« skriver Steen Kristensen i  Freud har sagt (2006), der fortæller en anden af psykoanalysens kvindehistorier, dén om Marie Bonaparte. »I den forbindelse er det betydningsløst, at psykoanalysen som bevægelse er ved at uddø, og at den som terapi har vist sig mindre effektiv end nyere behandlingsmåder.«



KRISTENSEN tilføjer: »Det forklejner jo ikke opfinderen af dampmaskinen, at vi i dag har elmotorer og atomkraft.« Cronenbergs film får dette aspekt med. Disse brave mænd med deres borgerlige problemer er pionerer og opdagelsesrejsende, banebrydere i deres egen opfattelse. Jung og Freud er Stanley og Livingstone, Spielrein en misbrugt Kleopatra ved Nilens varme kilder i det fælles ubevidste. Jung og Spielrein erobrer sammen et nyt kontinent, da han giver efter for hendes ønske om at udleve den masochistiske længsel. I dag kunne det hele ordnes mod honorar i Åndens Tempel på Blegdamsvej.
   Det er fremdeles synd og skam, at D.M. Thomas’ roman The White Hotel (1981, da. Det hvide hotel), en af de allerbedste fiktioner om Freud, ikke blev filmatiseret, skønt både Bernardo Bertolucci, Emir Kusturica og Terrence Malick forsøgte at finde finansiering. Til gengæld kan man glæde sig over Cronenbergs lærestykke, der er skabt med takt, præcision og distance såvel som med lidenskab af en slags.

Med A Dangerous Method afrundes Cronenberg/Mortensen-trilogien. De andre film er A History of Violence (2005) og Eastern Promises (2007).


A Dangerous Method. Instr.: David Cronenberg. Manus: Christopher Hampton. Foto: Peter Suschitzky. 99 min. UK-Tyskland-Schweiz-Canada 2011. Dansk premiere: 21.06.2012


Fotos: Recorded Picture Company/  Millbrook Pictures/ Elbe Film/ Talking Cure Productions/ HanWay Films/ Sony Pictures Classics/ Scanbox Entertainment/ Wikimedia Commons (Sabina Spielrein Plaque + Sigmund Freud Museum, Berggasse 19] 
Filmen streames på FILMSTRIBEN, Pluto TV, YouTube Film
2K Blu-ray fra Sony Pictures 27.03.2012
2K Blu-ray fra Scanbox Entertainment (Nordic Edition) 03.03.2025 
Anmeldelsen trykt ii Weekendavisen Kultur 22.06.2012