Translate

Viser opslag med etiketten Sigmund Freud. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Sigmund Freud. Vis alle opslag

fredag den 31. december 2021

Opium etcetera: Géza Csáth 1887-1919 [Bogen og filmen]


OVERGREBETS METAFYSIK
Ulrich Thomsen som Géza Csáth

Af BO GREEN JENSEN

I 1913 ankommer lægen og digteren József Brenner til professor Moravcsiks sanatorium for sindslidende et sted i det østrig-ungarske kejserdømme, som snarest vil påbegynde sin afvikling i den umiddelbart forestående krig.
   Brenner (Ulrich Thomsen) er en blanding af borgerdyr og dandy, uhyre velklædt og helt selvcentreret. Allerede i toget gennemfører han sit coitus nummer 142 med en tilfældig kvindelig medpassager. Han lider af skriveblokering og er offer for et eskalerende morfinmisbrug, som han skiftevis nyder og væmmes lidt ved. I sin dagbog foretager han endeløse beregninger af, hvor mange relative årtusinder et afhængigt åndsmenneske kan nå at leve på et misbrugt liv. Det er ikke mindst for at sikre morfinleverancen, at Brenner har taget arbejde på det i hans øjne tilbagestående hospital.


SKØNT Brenner lever i et hermetisk univers, er han ikke uden faglig nysgerrighed og professionelle ambitioner. Han nævner flere gange, at det er opdagelsen af psykoanalyse, som har stækket hans trang til at skrive. Han lytter til sine patienter. Om ikke andet kan deres lidelser inspirere ham som kunstner. Brenner er skiftevis humanist og vampyr. Hans progressive praksis gør ham til persona non grata på hospitalet, hvor de fleste patienter før eller senere havner på briksen, og Moravcsik udfører sit standardindgreb: en tidlig version af det hvide snit, som gør dem passive og mere tilfredse.


BRENNER får kvinden Gizella (Kirsti Stubø) som patient. Hun er overbevist om, at Den Onde kravler omkring i hendes hjerne. Hun beder Brenner om at fjerne den. Gizella deler sin tid mellem grafomani og masturbation. Når hun ikke dækker papirer og vægge med skrift, tilfredsstiller hun sig selv under megen dramatik. Lægerne registrerer fænomenet ved hjælp af et tidligt filmkamera, en fantastisk karrusel med fotoapparater. De behandler hendes symptomer ved at binde og nedsænke hende i vand, så hun er tvunget til at reagere.
   Moravsciks metoder foregriber behandlingsformer som lobotomi og elektrisk chokterapi. Brenner studerer det hele med afsky og fascineres af den nødstedte kvinde, mens hans morfinindtag sætter nye rekorder. I én forstand er de som herre og slave, han kan gøre med hende, hvad han vil. I en anden er de som tvillinger, begge afhængige og begge besat af at skrive, men mens skriften fosser fra hende, kan han ikke længere skabe. Hun drømmer om at blive gennemboret. Deres forening er et spørgsmål om tid.


FEM minutter inde i filmen går det op for mig, at jeg kender den stemme, som taler i Brenners monolog. Opium bygger på tekster af Géza Csáth (1887-1919), som selv var læge, forfatter og narkoman. Han komponerede musik – blev faktisk afvist på konservatoriet, før han studerede medicin – og skrev kritiske forsvar for Béla Bartók og Zoltán Kodály, mens han plejede en fremgangsrig karriere som symbolistisk fabelfortæller i fin de siècle-traditionen. I årene 1910-13 arbejdede han virkelig for Ernö Moravcsik på dennes hospital i Budapest. Monografien Om den psykiske mekanisme hos sindslidende var et toneangivende arbejde.
   Csáth var egentlig døbt József Brenner. Han tog sin første dosis morfin den 20.april 1910 – datoen er registreret i de omfattende dagbøger. Som terapeut var Csáth inspireret af Freud; som tænker af Bergsons teorier om relativ tid. I misbrugslitteraturen er hans dagbøger en klassiker på linie med Thomas de Quinceys Confessions of an English Opium-Eater (1822, da. En opiumsdrankers bekendelser). Hans mærkelige prosaskitser er fulde af drømme om forældredrab, sadistisk sex med purunge kvinder, tiltagende undergangsstemning. Mesék, amelyek rosszul végződnek – »Fortællinger med en ulykkelig slutning« - var titlen på hans samlede noveller.


EFTER fire produktive år 1908-12 tog (eller fik) Csáth sin afsked. Han giftede sig i 1913 og var soldat i 1. verdenskrig, men blev hjemsendt i 1917. Csáth etablerede sig som landsbylæge for at have frihed til at dyrke sine laster, morfinen og skriften. Den 22. juli 1919 skød og dræbte han sin hustru, mens parrets datter så til. Han prøvede at tage sit liv, men overlevede og blev behandlet på hospitalet i Szabadka. Den 11. september blev han standset af serbiske grænsevagter, da han prøvede at nå tilbage til Budapest, måske for at lade sig indlægge hos professor Moravcsik. For soldaternes øjne tog han gift og døde på stedet, i en alder af 31 år.


I DAG betragtes Géza Csáth som en af Ungarns vigtigste forfattere. I 2000 udkom den samlede dagbog på engelsk (og i 2012 også på dansk). Jeg blev opmærksom på forfatterskabet i 1983, da Philip Roth for Penguin Books redigerede en serie værker af Writers from the Other Europe. Til Opium and Other Stories skrev Angela Carter en introduktion, hvori hun både hylder og begrænser Csáth ved at betragte ham som et symptom:
   »Csáths noveller udgør en bemærkelsesværdig, foruroligende blanding af sentimentalitet, sadisme og seksuel fortrængning – væmmelige fortællinger, ikke ulig nye amerikanske og britiske fiktioner. Også her er den kollektive drøm i den seneste tid begyndt at bryde sammen under vægten af for megen virkelighed.«
   Den lille bog er illustreret med dekadente arbejder af billedkunstneren Attila Sassy (1880-1967), som Csáth lovpriste i tidsskriftet Nyugat, og til hvem han dedikerede fragmentet »Opium«, der er en ganske kort tekst på fire sider. I Janos Szász’ film er den blandet med passager fra novellen »Kirurgen« og uddrag af dagbøgerne. Csáth kom fra den samme verden som Musil, Kafka og Hasék, men hans bedste tekster ligner en krydsning af Georg Trakl, Bruno Schulz og Georges Bataille i det pornografiske hjørne. I 1983 var det som at se i et troldspejl.


HVORDAN hænger dette nu sammen med filmen? Tja. Det gør ikke automatisk Opium til en god film, men den hænger bedre sammen. Oplevelsen er unægtelig mere interessant, når man forstår, hvad der faktisk foregår her. János Szász, som tidligere har filmatiseret Csáth-fortællingen »Moderdrab« i Witman fiúk (1997, eng. The Witman Boys), forholder sig køligt registrerende til Brenner, der i Ulrich Thomsens skikkelse er en frygtindgydende type.
   Filmen forsømmer ingen lejlighed til at fremhæve den latente eller åbenlyse sadisme i forholdet mellem patienter og læger. Det er selve overgrebets metafysik, snarere end symbolsproget i Gisellas manisk-hysteriske skrift, som udgør et bærende tema.
   Tonen er kold og (anti-)katolsk på analytisk, meget ungarsk facon. Egentlig har ingen af personerne nogen sinde nogen chance for at bryde ud af det dødsdømte univers, men et flygtigt nu lever kærligheden mellem Brenner og Gizella. Da han endelig gør, hvad han gør, er handlingen nænsom og faktisk barmhjertig, skønt den samtidig udgør et definitivt overgreb. Vi skal alle dø under hjulene i denne mekaniske verden.



SÅ trods alt er der tale om pornografi af en slags. Filmen excellerer i penetration. De medicinske remedier ligner torturinstrumenter, og der er hele tiden falliske ting, som trænger ind i forsvarsløsheden, mens blotlagtheden drømmer om at blive åbnet og spiddet. Her vil livet sin egen udslettelse. Derfor de besværgende billeder af nålen, som stikker i doktorens hud; lægen som støder i vidtåbne kvinder; nonner der tvangsfodrer fikserede patienter. Brenners tid på hospitalet begynder og ender med absolut penetration: spyddet som bankes op gennem øjet, ind i patientens hjerne, så denne omsider har fred.


OPIUM ville næppe få premiere i Norden, hvis ikke hovedrollerne blev spillet af en dansker og en nordmand, men hvis man frygter at se Ulrich Thomsen og Kirsti Stubø i et stykke lurvet ungarsk sexploitation, bliver man positivt overrasket.
   János Szász (f. 1958) var og er en betydende kunstner, som i 2013 for alvor gjorde indtryk med sin filmatisering af Ágota Kristófs Le grand cahier (1986, da. Det store stilehæfte). I 2017 fulgte A Hentes, a Kurva és a Félszemü (int. The Butcher, the Whore and the One-Eyed Man), som er en original film noir, igen med Tíbor Máthé som fotograf.  
   Omvendt scorer fortællingen højt på en liste med psykoanalytiske klicheer. Markis de Sade møder One Flew Over the Cuckoo's Nest og David Cronenbergs Dead Ringers. I sagens natur er det ikke en film, man bliver varm eller lykkelig af. Oplevelsen minder om at tage opium. Først drømmer man, så dør man. Dét er alt.


*) I 2012 udkom Dagbog 1912-13 på Forlaget Basilisk i Karsten Sand Iversens oversættelse og med en efterskrift af Lillian Munk Rösing. Bogen indgår i Babel-serien for oversat litteratur.

Opium (Opium: Diary of a Mad Woman/ Opium: Egy elmebeteg nö naplója). Instr.: János Szász. Manus: János Szász, András Szekér. Foto: Tibor Máthé. 113 min. Ungarn-Tyskland 2007. Dansk premiere: 26.09.2008.


Fotos: H2O Film/ EuroArts Entertainment/ CineMaterial/ SF Studios (framegrabs)/ Penguin Books/ Forlaget Basilisk
Filmen streames på FILMSTRIBEN og SF Anytime
Teksten stod i Weekendavisen Kultur 26.09.2008

tirsdag den 21. december 2021

Bill Condon | Mitch Cullin: Mr. Holmes (2015)


EN MAND TIL ALLE TIDER
Sherlock Holmes på film i 100 år

Af BO GREEN JENSEN

LAD os bare gå lige til sagen. Der er ingen grund til at skrive en lang forerindring. Hele verden kender hovedpersonen, som ikke var den første, men som stadig er den største af alle fiktionens privatdetektiver.
   I 1947 er den 93-årige Sherlock Holmes (Ian McKellen) ved at skrive om sagen, som fik ham til at trække sig, efter 23 år i faget, og blive biavler i Sussex. Han har boet på en gård i South Downs, ved landsbyen Cuckmere Haven mellem Seaford og Eastbourne, og passet sine bier i 44 år. Her er det krigsenken Mrs. Munro (Laura Linney), der tager sig af ham og fører hus.
   Mrs. Munro er alene med Roger (Milo Parker), en kvik dreng på 10 år. Hun har et anstrengt forhold til sin arbejdsgiver, der kan være lidt af en åndssnob. Holmes erkender at have faderlige følelser for Roger. Hun synes ikke om, at drengen – der allerede har glemt sin fars godnathistorier – knytter sig til detektiven. »Mr. Holmes vil ikke være for altid,« siger hun til Roger.

   
SAGEN er, at Sherlock er ved at blive senil. Han ved det selv og kæmper med en tiltagende demens, der indtil videre kan camoufleres som distræt glemsomhed. Men huslægen dr. Barrie (Roger Allam) ved besked og beder Holmes sætte kryds i kalenderen, når der går en dag, som han ikke kan huske.
   Ved begyndelsen af Mr. Holmes kommer detektiven hjem efter en rejse. Han har været i Japan for at plukke zanthoxylum peperitum – som englændere kalder prickly ash og som vi kalder tandved eller japansk peber – i Hiroshima.
   Holmes er forfatter til monografien The Value of Royal Jelly, with Further Comment upon the Health Benefits of Prickly Ash. Han har i årevis bedt Mrs. Munro komme biernes gelée royal i sin mad, i sin te, ja i så mange ting, at hun væmmes. Nu er det den bestrålede tandved, som skal indtages på alle måder. Holmes håber mod alt håb, at planten kan standse hans mentale forfald.

   
DET er i denne atmosfære, at han sætter sig for at skrive. Holmes anerkendte aldrig afdøde Watsons evner som forfatter. Nu har han problemer med at puste liv i historien om The Glass Armonicist. En sag om sorg og ufødte børn, der begyndte som en ægtemands forsøg på at finde ind til sin hustru og sluttede med et dødsfald, som Holmes i alle årene har følt sig ansvarlig for.
   Den gamle sag er skudt ind i rammehistorien. Holmes driver ind og ud af erindringen, som på gode dage er stærk og præcis, mens det forgangne forsvinder på andre. Værst er den drømmende grænsetilstand, hvor Holmes ikke ved, om han hallucinerer. Han har altid kunnet stole på sin hjerne. Det kan han ikke mere, og det fylder ham med en ny smerte.
   Det er dén tilstand, som Mr. Holmes handler om, og det gør historien til en anden slags fortælling end de fleste pasticher på Conan Doyles stil.


BILL Condons film er en forenklet udgave af A Slight Trick of the Mind, en meget elegant roman, som Mitch Cullin skrev i 2005. Her er alt mere detaljeret beskrevet: bierne, planterne, Japan efter atombomberne, Holmes som en levende anakronisme, klangen af glasharper, husholdersken med den opvakte søn, sagen som bliver vigtig at huske, fordi erindringen er ved at dø.*
   Alligevel er det i filmen, at manden i midten bliver konkret. Hos Cullin er den gamle sag henlagt til foråret 1902. I filmen er forløbet skudt tyve år frem, til tiden efter 1. verdenskrig. Den gamle Holmes fortæller efter endnu en ødelæggende krig, men han siger stadig The Great War om den første.
   Det bliver perspektivet blot mere svimlende af. Grebet er dog foretaget, fordi Ian McKellen – som er født i 1939 – skal overbevise både som yngre og ældre. I flashbacks er han en skarp, væver mand på 70. Som gammel går han dårligt, hiver efter vejret og har fået leverpletter.
   Mr. Holmes blev vist på Berlinalen i 2015 og var rost og meget efterspurgt, fordi tiden for tiden er så forelsket i den moderniserede Sherlock, som Benedict Cumberbatch fremstiller i BBC-serien. Den stille film ligner ikke den hyperaktive serie. Så Mr. Holmes fik dansk premiere i Cinemateket.



ENHVER seriøs sherlockianer måtte sporenstregs løse billet. Premieren var samtidig startskuddet på en kavalkade, kurateret af Palle Schantz Lauridsen. Lauridsen er forfatter til Sherlock Holmes i Danmark (2014) og disputatsen Sherlock Holmes findes ikke (2020). Han er som undertegnede dybt impliceret – vi er begge medlemmer af Sherlock Holmes Klubben i Danmark.
   Serien samlede ti biograffilm fra de sidste (eller første) 100 år. Hen ad vejen blev Holmes en figur, som flertallet fulgte i tv. Conanen, som består af fire lange og 56 korte historier, kunne være skrevet til mediet. Novelleformatet passer perfekt. Både BBCs Sherlock (som fra 2020 streames på Netflix) og Granada-serien med Jeremy Brett (1984-94) var globale fænomener.
   Imens blev spillefilm sjældne. Måske var Basil Rathbone og Nigel Bruce de sidste versioner af Sherlock Holmes og John Watson, som verden oplevede i biografen. Det er næsten 80 år siden. I nyere tid kan kun Guy Ritchies to Holmes-film med Robert Downey Jr. præstere noget lignende. Cinemateket viste Rathbone-udgaven af Baskervilles hund, som Sidney Lanfield instruerede i 1939, og den første af Ritchies energiske steampunk-versioner, Sherlock Holmes, fra 2009.



ÆLDST i feltet var den danske Sherlock Holmes i bondefangerkløer (1910). Otto Lagoni spillede Holmes i 12 korte film, som Nordisk producerede mellem 1908 og 1911. Kun dette kuriosum er bevaret. Mere spændende var den britiske Sherlock Holmes fra 1916. Filmen varer to timer, er instrueret af Arthur Berthelet og har den legendariske William Gillette i titelrollen.
   Gillette var for sin tid, hvad Rathbone og Brett blev for deres: den definitive Holmes. Det var ham, der fastlagde de grundlæggende træk ved figuren. Gillettes teaterudgave blev opført 1300 gange. Man troede, at filmen var gået tabt, men i 2014 fandt Cinématheque Française et nitrat-negativ i sit arkiv. Det blev vist med nykomponeret musik. En begivenhed, intet mindre.
   John Barrymore er næsten romantisk i Sherlock Holmes, som Albert Parker instruerede i 1922. Arthur Wontner har hovedrollen i Graham Cutts’ The Sign of Four: Sherlock Holmes' Greatest Case fra 1932. Filmudgaven af De Fires Tegn var seriens første tonefilm.
   De bedste Holmes-film er fra 70erne, hvor fanindustrien begyndte for alvor. Billy Wilders The Private Life of Sherlock Holmes (1970), med Robert Stephens som Sherlock, Colin Blakely som Watson og Christopher Lee som Mycroft Holmes, blev klippet ned af producenten og var ikke, hvad Wilder havde tænkt sig. Alligevel er den yderst seværdig. Her drager Holmes og Watson til Loch Ness.


HERBERT Ross’ Den snigende gift (1979) er en forrygende historie med Nicol Williamson som Holmes, Robert Duvall som Watson og Laurence Olivier som Moriarty. Alan Arkin spiller Sigmund Freud, der behandler Holmes for hans narkomani.
   Filmen bygger på The Seven-Per-Cent-Solution (1976), den første af fire pasticheromaner, som Nicholas Meyer har skrevet. I The West-End Horror fra 1978 hjælper Oscar Wilde og Bernard Shaw med at løse Jack the Ripper-mysteriet. Den bog er desværre ikke filmatiseret. Ej heller The Canary Trainer (1993), som er et riff på The Phantom of the Opera. Der er stadig håb for The Adventure of the Peculiar Protocols, som udkom i 2019.
   Man kunne savne kuriosa. Gene Wilders The Adventure of Sherlock Holmes’ Smarter Brother (1975) er en kærlig parodi, og Disneys animationsfilm om Mesterdetektiven Basil Mus (1986) er en perlende introduktion for de yngste. Juryen voterer stadig i sagen om Sherlock Gnomes (2018), hvor karaktererne er havenisser, og i dag ville Netflix-filmen Enola Holmes (2020) høre med. For resten findes Holmes også på russisk, indisk, tysk og fransk.

   
VOR helt er i sandhed a man for all seasons. Der findes tæt på 1000 filmudgaver. Som et forvarsel om den totale popularisering, der alt i alt er en positiv ting, vistes Barry Levinsons Young Sherlock Holmes (1985). Holmes og Watson er kun store drenge, da de løser mysteriet om en egyptisk dødekult. Michael Holdern lægger stemme til den ældre, erindrende detektiv.
   Han er endelig ved målet i den fine Mr. Holmes. Detektiven har aldrig været så sårbar, som Ian McKellen fremstiller ham. For denne gang bliver der ingen smutvej; ingen vandreår under radaren; ingen lang pause at digte videre om. Denne gang er det definivt. Selv hukommelsen lukker ned. Det er derfor også gribende at se det store mørke begynde.


*) Mitch Cullin: A Slight Trick of the Mind. 254 s. New York: Talese/ Doubleday, 2005. London: Canongate, 2005. I nye udgaver er titlen ændret til Mr. Holmes. 


Mr. Holmes. Instr.: Bill Condon. Manus: Jeremy Hatcher. Foto: Tobias Schliessler. 104 min. Storbritannien 2015. Dansk premiere: 21.04.2016 (Månedens Film i Cinemateket)


Fotos: CineMaterial/ Miramax/ United Artists/ BBC/ Granada/ DFI/ Canongate/ MovieStillsDB
Filmen streames på iTunes og Google Play
Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 22.04.2016

mandag den 2. august 2021

Manele Labidi: Un divan à Tunis/Mit tunesiske eventyr (2019)


FORSIGTIG FEMINISME
Freud får en higende datter i Tunis


Af BO GREEN JENSEN

PSYKOANALYTIKEREN Selma Derwich kommer »hjem« til Tunesien, som familien forlod til fordel for Frankrig, da hun var ti. Nu er hun 35 og har en ambition om at praktisere i Tunis. Øverst i det beskedne flyttelæs ligger en bearbejdet kopi af Max Haberstadts ikoniske foto af Sigmund Freud. Han bærer her en højrød fez, som gør nytte på filmens plakat. Det samme gælder iranske Golshifteh Farahani, der spiller den altdominerende rolle som Selma.
   Manele Labidi Labbés debutspillefilm lægger således tema og aktiver frem i første scene. Selma er en moderne kvinde i et gammeldags land, der ganske vist blev befriet for diktatoren Ben Ali og demokratiseret efter Jasminrevolutionen i 2011, men som til overflod stadig er præget af patriarkalske og fundamentalistiske muslimske værdier og adfærdsmønstre.
   Alle siger til Selma, at den praksis, som hun åbner på taget af sin onkels hus, vil mislykkes. Og selvsagt står hele kvarteret i kø inden længe: salonindehaversken med moderkomplekser; imamen med en dyb depression; bageren, som er transseksuel. Da det kommer til stykket, har alle brug for at tale om, hvem de egentlig er.


MIT tunesiske eventyr – som rettelig burde hedde En divan i Tunis – er en meget elementær blanding af feministisk frigørelsesfortælling og social komedie om kultursammenstød. Politiet mistænker Selma for prostitution; portrættet af Freud bliver set som et tegn på, at hun er zionistisk agent. Selmas største udfordring er at forklare, hvad psykoterapi går ud på. Den praktiske forhindring er tilladelsen til at praktisere. Det er forsøget på at få den – og navigere i et bureaukratisk system – som skubber den venlige handling afsted.
   Selma får tidligt i filmen en relation til den eneste intelligente politibetjent. De bliver opmærksomme på hinanden, da han foretager en interimistisk spiritusprøve. Det er ham, der vil se et officielt papir, men det er også ham, der beskytter Selma mod inkompetente kolleger. Hun ved, at han er den romantiske mulighed, som hun vægrer sig ved at gribe. Slutningen giver et godt svar på, hvordan det kunne gå.



KREDSEN af klienter er et galleri af tunesiske typer. Mere interessant er den tvivl og de nuancer, som onklen, tanten og niecen lægger frem, efterhånden som det bliver deres tur. Selmas egen baggrund har med hendes mors sygdom at gøre, men der er heldigvis ingen bastant eksponering. Hun besøger sin fars onkel, da hun skal bruge en professionel anbefaling. Den demente mand klamrer sig til et foto af den detroniserede Ben Ali.
   Frigørelsesgraden er som i iranske, ægyptiske og libanesiske film fra for ti og tyve år siden. Moufida Tlatli, der blev kulturminister efter Ben Alis fald, lavede film som Fortielsernes palads (1995) og Når mændene kommer hjem på ferie (2001), hvor feminismen og æstetikken var mere moden og længere fremme. Men Manele Labidi har måske bedre blik for, hvordan tingene er lige nu.
   I filmens bedste scene kommer Freud sin discipel til undsætning. Det sker et sted mellem drøm og virkelighed, hvor filmen sjældent lader tingene dvæle. Og man vågner nede i salen, for lige dét har man ikke set komme.



DER ville ikke være megen film uden Golshifteh Farahani. Den iranske stjerne har optrådt i film som Asghar Farhadis Om Elly (2009), Hiner Saleems My Sweet Pepper Land (2013), Mia Hansen-Løves Eden (2014) og Jim Jarmuchs Paterson (2016) på få år. Men hun har også spillet små roller i store film af Ridley Scott og fungeret som blikfang i Pirates of the Caribbean.
   Det er synd, at den valgte genre her er fransk arthouse light. Der er stof til mere og også talent. Manale Labadi har solide pointer, og Farahani har en evne til at brænde igennem. I My Sweet Pepper Land spillede hun på jerntromme i et par scener, og det er grunden til, at alle husker den kurdiske film. I Paterson havde hun drive og ideer. Her er der ikke helt luft til at flyve.


Mit tunesiske eventyr (Un Divan à Tunis). Instr.: Manele Labidi. Manus: Maud Ameline og Manale Labidi. Foto: Laurent Brunet. 88 min. Frankrig-Tunesien 2019. Dansk premiere: 25.06.2020


Fotos: Kazak Productions/ Another World Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 26.06.2020 

onsdag den 5. august 2020

David Cronenberg: A Dangerous Method (2011)


EN HEMMELIG SYMMETRI
Psykoanalysens skabelsesberetning

Af BO GREEN JENSEN

ALLE ved, hvem Sigmund Freud (1856-1939) og Carl Gustav Jung (1875-1961) var. Færre husker 
– eller har overhovedet hørt om – børnepsykologen Sabina Spielrein (1885-1942). Hun blev længe set som en privilegeret biperson i psykoanalysens formative år.
   Spielrein var Jungs patient, mens han endnu betragtede Freud som et forbillede, og hun førte en omfattende korrespondance med Freud, som hun også lærte at kende personligt. I 1911 blev hun som den første kvinde optaget i Wiens psykoanalytiske forening.
   Spielrein var i behandling hos Jung fra august 1904 til juni 1905. Da hun fik det bedre, blev hun først hans forskningsassistent, siden hans kollega. Jung rådgav Spielrein under arbejdet med »Über den psychologischen Inhalt eines Falles von Schizophrenie« (1911) og sørgede for, at artiklen blev publiceret i Jahrbuch für psychoanalytische und psychopatologische Forschungen. Året efter stod afhandlingen Die Destruktion als Ursach des Werdens samme sted. Her brugte Spielrein Freuds tanker om libidoets iboende dødsdrift og foregreb Jungs ideer om forvandlingens kraft. Af samme grund har man set hende som en slags brobygger.


JUNG brød med Spielrein i 1911. Flere faghistorikere forudsatte en seksuel forbindelse mellem de to, andre slog muligheden hen som sensationalisme. Man fik endelig vished i 1977, da brevvekslingen mellem Jung, Freud og Spielrein blev tilgængelig. Der er skrevet adskillige bøger om sagen. En af dem er italieneren Aldo Carotenutos Diario di una segreta simmetria: Sabina Spielrein tra Jung e Freud (1980), som samler Spielreins breve og dagbøger. Altså en hemmelig symmetri.
   Jung behandlede Spielrein med samtaleterapi i en variation af Freuds ideer. Freud brugte den berømte divan, som stod i konsultationen på Berggasse 19 i Wien. Jung sad på en stol med ryggen til analysanden. Spielrein kom til Bürgholzli, Zürichs psykiatriske universitetsklinik, som et hysterisk tilfælde, bogstaveligt forkrøblet af berøringsangst, skyldbevidst drift og fortrængning. Hun betroede Jung, at hun som barn følte lyst, når hendes far slog hende med et bælte. Hun fantaserede endnu om lystfølelsen. Jung hjalp hende med at udleve scenariet.


   
LÆGEN var gift, satte pris på sin status, fik stadig flere børn og havde mange ambitioner. Da affæren blev besværlig, gik han fra Spielrein. Samtidig lagde han distance til Freuds teorier, som ikke ville anerkende den metafysiske dimension – i dag kunne man sige åndeligheden – der i stigende grad blev Jungs domæne. Freud havde set en mulig poster boy for bevægelsen i den yngre, velaflagte og frem for alt ikke-jødiske kollega. Efter Spielrein-affæren kom der kold luft mellem mændene.
   Spielrein giftede sig med en russisk læge, Pavel Scheftel. De fik to døtre, Renate (f. 1912) og Eva (f. 1924), og Spielrein etablerede i Moskva en institution, Den Hvide Skole, som hun drev efter progressive principper. Staten lukkede skolen efter tre år. I 1936 flyttede familien til Rostov. Pavel døde under Stalins politiske udrensninger. Spielrein og hendes døtre blev skudt af SS i august 1942.
   Kongen af ego og id gik i britisk eksil. Da det kom til stykket, gjorde Jung kun lidt for at hjælpe sine jødiske fæller. Sabina Spielrein er ikke nævnt med et ord i Erinnerungen, Träume, Gedanken (1961-63, da. Erindringer, drømme, tanker). Til gengæld skriver han udførligt om animus og anima, individuation og synkronicitet.



DETTE mørke og strålende stof løber sammen i A Dangerous Method, David Cronenbergs spillefilm nr. 19, der bruger tre af tidens stjerner til levendegøre den gyldne trekant. Viggo Mortensen er en skrøbelig, skønt også imødekommende Freud. Michael Fassbender forlener den vitale Jung med en blanding af overbevisning og opportunisme. Keira Knightley forsøger at udtrykke Spielreins rejse fra neurotisk fortrængning til selvbevidst realisering gennem en fysisk pantomime, der alt i alt må være det tætteste, filmen kommer på special effects.
   Christopher Hampton har baseret filmens manuskript på sit eget skuespil, The Talking Cure (2003), der igen krediterer John Kerrs fremstilling i biografien A Most Dangerous Method: The Story of Jung, Freud, and Sabina Spielrein (1993). Skønt Cronenbergs film gør adskilligt for at vise karaktererne i det fri, er der klare spor efter sceneversionen. Så godt som alle scener består af en koncentreret dialog mellem to af de tre karakterer. Dybest set er der tale om et filmet kammerspil.
    I periferien fungerer Jungs hustru Emma (Sarah Gadon) og Freud-eleven Otto Gross (Vincent Cassel) som en blanding af øjenvidner og kor. Emma føder stadig flere børn, som Jung overser med et blændende smil. Nihilisten Gross er en djævelens advokat i det hele. »Så vidt jeg kan se, er der ikke noget problem,« siger han til Jung, der fortæller om Spielrein. »Du slår hende, til hun er døden nær, og dusker hende godt igennem.« Selv forgriber han sig på flere af Bürgholzlis sygeplejersker, før han forsvinder over muren, ind i tågen, for at tage sit liv eller drikke det væk.



FORSKELLIGT pligtstof formidles med takt. Man forstår, at psykoanalysen som sag og bevægelse er i sin vorden, at Freud har brug for allierede kræfter, der kan meritere hans kontroversielle praksis, og at Jung som en hovedrig, kristen discipel må ligne den fuldkomne kronprins. Jung er en sjuft i forhold til Sabina, men hans kritik af Freuds metode er reel, og i kærlighedsscenerne bliver han i så høj grad en levende elsker, at han ender med at frygte for sin forstand. Han vender hjem til sin hustru som til en mor. Spielrein sidder alene tilbage med begæret, der brænder i skridtet.
   Man kunne tro, at Cronenberg ville gøre ekstreme ting med det hysteriske stof, måske skabe en kold psykogyser i stilen fra Dead Ringers (1988), Naked Lunch (1991), Crash (1996) eller eXistenZ (1999). Imidlertid vælger han en tør, præcis form, som lader teksten og spillerne bære indholdet. Da Jung beskriver en apokalyptisk drøm, som må være et forvarsel om verdenskrigen, ser man ingen letkøbt billedmontage med wagnersk musik blandet i. Virkeliggørelsen af de seksuelle fantasier er reduceret til en enkelt spankingscene, hvor Jung og Spielrein bruger læderremmen sammen. Til gengæld har dén erotisk værdi.
   


AFFÆREN får følger for alle, skønt skandalen bliver i inderkredsen. Jung taber status i Freuds øjne og gør ham mindre attraktiv som støtte. Også Jung har en følelse af at falde igennem, men han bruger den til at gøre sig fri af faderfiguren. Jung har fra første færd fundet, at Freud på én gang gik for langt i sin fokusering på det seksuelle og ikke langt nok i kortlægningen af underbevidsthedens mørke kontinenter. For Jung bliver myten herefter det hele. For Freud er den en kode på linje med drømme. Det hele begynder og ender i kønnet. Ved århundredskiftet er de som far og søn. Efter Sabina bliver der kold luft mellem parterne.



FREUD er ofte skildret på film, men her bliver Jung den centrale figur. Michael Fassbender fremstiller ham som en karismatisk, naiv og dog ekstremt beregnende karakter, som ikke desto har ilden. Freud har set ham som en nyttig idiot og erkender sin fejl. Der er fine anekdotiske detaljer. Jung har appetit på alt, og nu og da bliver hans sult til ren grådighed. De to mænd mødes første gang, da Jung tager fra Zürich til Wien og besøger Freud i Berggasse 19. Familien ser til, mens Jung dynger kød op på sin tallerken. Senere, da venskabsvarmen er aftagende, sejler mændene sammen til USA. Jung ser ingen skævhed i, at han sejler på første klasse, mens mesteren er henvist til en køjeplads på anden klasse.
   Tilskuere med en lang erindring vil måske huske The Soul Keeper (2004), som italieneren Roberto Faenza instruerede med Iain Glen som Jung over for Emilia Fox som Sabina. Her var fokus på Spielreins senere virke og den russiske del af historien, mens forholdet til Jung blev formidlet i flashbacks. Freuds navn blev nævnt, men var ikke på rollelisten. Samme år kunne man se Elisabeth Martòns dokumentarfilm, Jeg hed Sabina Spielrein, i danske biografer. Emnet er igen aktuelt.

   

DER er endelig en elegisk kvalitet i filmens tilbageskuende væsen. Psykoanalysen blev grundlagt ved indgangen til det 20. århundrede. I Freuds såvel som i Jungs udlægning blev den en af de store forståelsesmodeller i et forrevent århundrede, hvor kun økonomien og biologien for alvor kunne konkurrere. Sagen »sejrede ad helvede til«, som LO-formanden Thomas Nielsen sagde i anden forbindelse.
   Ved indgangen til det 21. århundrede er sagen ved at miste betydning. Nu er tiden til selvhjælp, coaching og positivisme. Freud »må tillægges æren for i god tro at have skabt en åndelig bevægelse med enorm indflydelse på vores måde at forstå os selv på,« skriver Steen Kristensen i  Freud har sagt (2006), der fortæller en anden af psykoanalysens kvindehistorier, dén om Marie Bonaparte. »I den forbindelse er det betydningsløst, at psykoanalysen som bevægelse er ved at uddø, og at den som terapi har vist sig mindre effektiv end nyere behandlingsmåder.«



KRISTENSEN tilføjer: »Det forklejner jo ikke opfinderen af dampmaskinen, at vi i dag har elmotorer og atomkraft.« Cronenbergs film får dette aspekt med. Disse brave mænd med deres borgerlige problemer er pionerer og opdagelsesrejsende, banebrydere i deres egen opfattelse. Jung og Freud er Stanley og Livingstone, Spielrein en misbrugt Kleopatra ved Nilens varme kilder i det fælles ubevidste. Jung og Spielrein erobrer sammen et nyt kontinent, da han giver efter for hendes ønske om at udleve den masochistiske længsel. I dag kunne det hele ordnes mod honorar i Åndens Tempel på Blegdamsvej.
   Det er fremdeles synd og skam, at D.M. Thomas’ roman The White Hotel (1981, da. Det hvide hotel), en af de allerbedste fiktioner om Freud, ikke blev filmatiseret, skønt både Bernardo Bertolucci, Emir Kusturica og Terrence Malick forsøgte at finde finansiering. Til gengæld kan man glæde sig over Cronenbergs lærestykke, der er skabt med takt, præcision og distance såvel som med lidenskab af en slags.

Med A Dangerous Method afrundes Cronenberg/Mortensen-trilogien. De andre film er A History of Violence (2005) og Eastern Promises (2007).


A Dangerous Method. Instr.: David Cronenberg. Manus: Christopher Hampton. Foto: Peter Suschitzky. 99 min. UK-Tyskland-Schweiz-Canada 2011. Dansk premiere: 21.06.2012


Fotos: Recorded Picture Company/  Millbrook Pictures/ Elbe Film/ Talking Cure Productions/ HanWay Films/ Sony Pictures Classics/ Scanbox Entertainment/ Wikimedia Commons (Sabina Spielrein Plaque + Sigmund Freud Museum, Berggasse 19] 
Filmen streames på FILMSTRIBEN, Pluto TV, YouTube Film
2K Blu-ray fra Sony Pictures 27.03.2012
2K Blu-ray fra Scanbox Entertainment (Nordic Edition) 03.03.2025 
Anmeldelsen trykt ii Weekendavisen Kultur 22.06.2012