Translate

Viser opslag med etiketten afhængighed. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten afhængighed. Vis alle opslag

søndag den 9. juli 2023

Danny Boyle: T2 Trainspotting (2017) [Sequels nr. 7]


SNEBOLDE MED SKARPE STEN
Holdet fra Trainspotting vender tilbage

Af BO GREEN JENSEN

DET er naturligvis både fantastisk og nostalgisk, at der nu er gået næsten 30 år. For det var tilbage i 1996, at Danny Boyle (f. 1956) med sin filmatisering af Trainspotting satte clubbing, det skotske stofmiljø, Thatcher/ Major-årenes udsigtsløshed og forfatteren Irvine Welsh (f. 1958) på landkortet.
   Fortsættelsen T2 Trainspotting blev produceret til jubilæet i 2016. Det var indviklet, så arbejdet gik et år over tid. Og vist var det et spørgsmål, om verden som sådan havde råbt på at vide, hvordan det videre gik Mark »Rent Boy« Renton (Ewan McGregor), Simon »Sick Boy« (Jonny Lee Miller), Danny »Spud« (Ewen Bremner) og Francis »Franco« Begbie (Robert Carlyle), da Mark tog alle pengene og løb for sit liv i finalen på den første stilskabende gruppefortælling.
   Irvine Welsh – som selv havde en lille rolle i filmen – skrev sin autofiktive kultbog i 1993.* Han ajourførte historien i 2002, da romanen Porno brugte karaktererne igen. Det er den, som Boyles film bygger på, og det giver en lille skævhed i forhold til tiden og skuespillernes fysik, at der egentlig er gået 20 år i stedet for ti. Siden har Welsh også skrevet en befriende prequel, Skagboys (2012), der fortæller om drengenes opvækst i Leith. Begbie optræder på overraskende vis i The Blade Artist (2017). I 2018 fulgte endelig Dead Men's Trousers, der fører mændene frem til fuld midtlivsalder.



NÅR det endelig skulle være, gjorde holdet fra 90erne en agtværdig indsats. Især kan manuskriptforfatteren John Hodge (f. 1964) tage æren for at skabe en sammenhæng og struktur, som ikke altid er indlysende i kildematerialet.
   I sig selv er det bemærkelsesværdigt, at så mange gamle kræfter kom med. Det var gået dem lidt op og ned. Robert Carlyle var det bedst kendte ansigt i 1996. Ewan McGregor blev stjerne i kraft af Trainspotting. Ewen Bremner havde spillet flere variationer af Spud-karakteren. Jonny Lee Miller var på femte år en moderne Sherlock Holmes (med Lucy Liu som sin Watson) i tv-serien Elementary (2012-2019).**
   For dem alle blev Trainspotting noget særligt. Fortsættelsen falder dog aldrig for fristelsen til at idyllisere. Dengang var dengang, og nu er det nu. Der var ingen gode, gamle dage. Det hele var fucked fra begyndelsen af.



FØRST skal trådene samles. Mark Renton har drevet forretning og haft familie i Amsterdam. Han kollapser på et løbebånd i fitnesscentret, hvor han har prøvet at løbe fra tiden. Så vender han hjem for at gøre regnskabet op. »Velkommen til Edinburgh,« siger turistinfopigen. Mark kan høre, hun ikke er skotsk. »Hvor kommer du fra,« spørger han. »Slovenien,« er det lakoniske svar.
   For nu er det blevet globaliseringens tid. Simon har slået pjalterne sammen med Veronika (Anjela Nedyalkova), en bulgarsk sexarbejder. De afpresser kunderne, som bliver filmet. Ellers hænger parret ud i pubben Port Sunshine, som Simon har arvet efter sin mor. På en god aften er der 3-4 kunder.
   Mark stjal jo fra Simon og Begbie. Til gengæld fik Spud en stor sum. Det er vennen stadig bitter over, for hvad kunne et grødhoved bruge den til? Spud købte skag og ødelagde livet lidt mere for Gail (Shirley Henderson) og deres søn. Da Mark finder ham i en betonblok, er Spud igen ved at tage sit liv.



OGSÅ T2 Trainspotting scorer billige grin ved at skildre fornedrelsen, som er forbundet med afhængighed. Mark redder Spud i en geyser af opkast. Intet kan helt matche scenen i den første film, hvor Mark dykker ned i wc-kummen for at bjærge to stikpiller med opium. Der er heldigvis heller ingen level event, som matcher spædbarnets død i Trainspotting.
   De gamle ting er snebolde med skarpe sten, som Simon og Mark kaster efter hinanden. For det meste er de dog venner for livet. Veronika – som så langt er den mest ressourcestærke karakter – har sikkert ret, når hun siger (på bulgarsk), at det ville være bedst, hvis hun rejste, så de to mænd kunne dyrke sex med hinanden.
   Trioen tager sig sammen og pitcher en plan om at renovere Port Sunshine for EU-penge, så havnen i Leith kan få kronede dage. Faktisk vil de åbne et bordel, som Veronika skal bestyre.
   Imens flygter Begbie fra fængslet og kommer hjem til sin kone og søn. Han glæder sig til at begå indbrud med drengen. Men Junior er en stor skuffelse, som går på business college og har planer om at migrere socialt. Simon sender Begbie efter Mark. Som fortællerstemmen siger: »Først opstod der en gylden mulighed. Så fulgte et utilgiveligt forræderi.«



DET lykkes atter i rigt mål at blande komedie, kritik og tragedie. Mark og Simon rejser startkapital ved at lænse garderoben i en pub, hvor skotske loyalister mindes slaget ved Boyne i 1690. Mark improviserer på stedet en drabelig sang om at kvæste og hade, der tager forsamlingen med storm. Bagefter kan han og Simon tømme hæveautomaten, fordi alle betalingskort bruger pinkoden 1690.
   Det bedste spor i fortællingen lader taberen Spud få endnu en chance. Han begynder at skrive den samme slags episodiske dialektnoveller, som Irvine Welsh samlede i sin debutbog. Den evige Fedtmule finder sin stemme og går med inspirationen. Gail har allerede en titel og kontakten til en forlægger.
   Dybest set er det en skildring af fire mænds midtvejskrise. Og en skotsk version af Ettore Scolas C'eravamo tanto amati (1974, da. Så gode venner var vi vist), der på engelsk hedder We All Loved Each Other So Much. Det er egentlig ikke så vigtigt, hvem og hvad de var engang. Den gamle musik bliver brugt i bearbejdede versioner, og det ender, hvor det begyndte: i drengeværelset med lokomotiver på tapetet.



FORMEN er flimrende, heftig og hurtig, især i de første 30 minutter, hvor Boyle gør alt for at være æstetisk på forkant og bruge tricks, der er trendy på samme måde, som den svimlende stil i Trainspotting var tyve år før. Det virker ikke altid, men det lykkes, når det er afgørende.
   Efter sit hjertestop indser Mark Renton, at livet varer længe endnu. Dialogens sætstykke er en opdatering af »Choose Life«-tiraden i den første film. Du er fri til at vælge ensretningen på 100 sociale platforme, hvor ingen rager hinanden en bønne, og tilværelsen som sædvanlig bliver solgt. Det er intet under, at drenge går rusvejen. Faktisk var narkomanien et livstegn.

*) Irvine Welsh spiller dealeren Mikey Forrester. Det er ham, der sælger Mark opium i stikpilleform før den ikoniske scene, som udspiller sig på »The Worst Toilet in Scotland«. Manuskriptforfatteren John Hodge optræder ukrediteret som den ene af butiksvagterne, der løber efter Mark i åbningsscenen. Som et kuriosum kan nævnes, at Ewen Bremner, der spiller Spud, havde hovedrollen som Mark Renton i teateropsætningen af Trainspotting.


**) Robert Dohertys amerikanske Elementary (7 sæsoner, 154 episoder) er på sin måde lige så radikal og vellykket som Mark Gatiss' og Steven Moffats mere anerkendte britiske Sherlock (4 sæsoner, 13 episoder) med Benedict Cumberbatch og Martin Freeman. I Elementary praktiserer detektiven som konsulent for politiet i New York. Hans rige far (John Noble)  ansætter dr. Joan Watson som sønnens personlige læge/assistent, da Sherlock har været i rehab for sit stofmisbrug. For hver episode suppleres og justeres personkredsen i overensstemmelse med Arthur Conan Doyles karakterer: Rhys Ifans spiller Mycroft Holmes; Natalie Dormer er Irene Adler, der har en dobbelt identitet som Jamie Moriarty. Elementary blev produceret for CBS Television. Serien vokser organisk, måske fordi den er skabt til broadcast før streaming. Miller og Liu har et fremragende samspil, der udvikler sig sammen med dybden i forholdet. Det er en af de pasticheserier, man knap tænker på som conanisk spin-off, fordi den er blevet sit eget univers. Laurie R. Kings romaner om Mary Russell, der bliver oplært af den aldrende Holmes, som hun senere gifter sig med, har den samme kvalitet. Serien åbnede i 1915 i The Beekeeper's Apprentice (1994, da. Biavlerens lærling) og er 17 bind senere nået til 1925 i Castle Shade (2021). Kun de første to bøger findes på dansk.
 



T2 Trainspotting. Instr.: Danny Boyle. Manus: John Hodge. Foto: Anthony Dod Mantle. 117 min. UK 2017. Dansk premiere: 02.03.2017.



Fotos: DNA Films/ Decibel Films/ Cloud Eight Films/ Artbees/ Film4/ Creative Scotland/ Miramax/ Sony Pictures Home Entertainment/ UIP DK/ VIntage/ Penguin/ Jonathan Cape/ Faber & Faber/ CineMaterial/ MovieStillsDB.
Filmen streames på AppleTV, Blockbuster, Google Play, NETFLIX, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies.
Første version af anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 03.03.2017. 

onsdag den 22. februar 2023

Felix van Groeningen: Beautiful Boy (2018)


MENS VI LÆGGER ANDRE PLANER
Kan praktisk oplysning bære som filmkunst?

Af BO GREEN JENSEN

AF alle mørke mareridt, som hjemsøger dagens forældre, må et af de værste være at se sit barn forsvinde i stofmisbrug. »Det vil så heller aldrig ske,« siger de fleste. »Mine børn er fornuftige mennesker, og vi har selv været gode eksempler.«
   Alligevel skete det for David Sheff, den amerikanske journalist og forfatter, som i 2008 fik udgivet erindringsbogen Beautiful Boy: A Father's Journey Through His Son's Addiction. Titlen er taget fra John Lennons sang – dén med linien om, hvordan »livet er det, som sker, mens du har travlt med at lægge andre planer«. Undertitlen er i besværgende datid: »En fars rejse gennem sin søns afhængighed.«
   Sheff er ikke hvem som helst. Han interviewede Lennon og Yoko Ono til Playboy Magazine umiddelbart før Lennons død i 1980. Samtalen findes i bogform med titlen All We Are Saying (2000, da. Lennon uden filter). Han har skrevet for The New York Times og Rolling Stone Magazine. Han har mødt mange (også velfungerende) misbrugere gennem sit journalistiske virke. David var derfor en privilegeret og slet ikke uforstående far, da ulykken ankom.
   


BEAUTIFUL Boy behandler emnet på flere måder. Beskrivelsen af sønnen Nics misbrug er blandet med billeder af, hvor tætte de var. Der er et gedigent forsøg på at forklare misbrugets væsen. Nic er afhængig af crystal meth (metamfetamin). Sheff prøver selv giften for helt at forstå, og han beskriver de invaliderende konsekvenser, som Nics forvandling har for familien. Konklusionen er, at afhængighed er en sygdom, der kun kan behandles ved afholdenhed efter A.A.-modellen.
   Nic Sheff var 18 år, da hans misbrug tog fart. I gymnasiet var han en gylden dreng med talent. Han søgte ind på fem elite-universiteter og fik ja fra dem alle. Men fremtiden blev mindre vigtig end kampen for at fylde det sorte hul og genopleve det første rush. Han mener selv, at han altid var disponeret for afhængighed. Da David skrev Beautiful Boy, supplerede Nic med erindringsbøgerne Tweak: Growing Up on Methamphetamins (2008) og We All Fall Down: Living with Addiction (2011).



NU kommer Hollywood-udgaven, som anlægger begge synsvinkler. Far og søn følger hver sin dramatiske kurve, og det skaber flere udfordringer. Filmen vil formidle, at afhængighed er en uhelbredelig sygdom. Den vil forklare, at metamfetamin er en satanisk substans, som afviser gængs terapi. Begge teser er kontroversielle i behandlermiljøet.
   Samtidig skal der tegnes et dobbeltportræt af Sheff père et fils. Man kunne nok have ændret navnene og gjort historien mere almen. Men hvis niveauet skal løftes over den rene problemfilm, må det ske i erindringen om den smukke dreng, der blev til et monster, som vrænger fuck you og stjæler fra sin lillebrors sparegris.
   Far og søn bliver spillet af Steve Carell og Timothée Chalamet. Carell er altid brysk i dramatiske roller, som ikke må røbe hans komiske flair. Chalamet er den unge mand fra Call Me By Your Name (2017). I flashbacks til den gode tid bliver han spillet af drenge, der ligner. Mødrene (Amy Ryan og Maura Tierney) fylder kun lidt i historien.
   Først bader David sig i nostalgi. Senere bliver fortiden et værelse, som han nødigt går ind i. Han fjerner de belastende fotos. Han hader at lukke sit hjerte, men han lærer at gøre sig hård. Han siger endelig nej, da Nic ringer. Til slut er det et spørgsmål, om han nogen sinde vil smile igen.



FILMEN undgår ikke et missionerende præg, men den gør et agtværdigt forsøg. Det tilskriver jeg instruktøren, belgiske Felix van Groeningen, som lavede den bevægende ukorrekte The Broken Circle Breakdown (2012).
   Manuskriptforfatteren, australske Luke Davies, er selv forhenværende misbruger. Han brugte sin erfaring i Candy (2006), som med Abbie Cornish og Heath Ledger i de to hovedroller blev en af de bedste og mindst melodramatiske misbrugsskildringer, som findes på film.
   Davies er især god til at skildre følelsesløsheden og impulsiviteten. Der er en vis prosaisk frihed forbundet med tilsidesættelsen af andre behov. I Candy flytter parret på landet for at blive stoffri. Cornish klager over mørket i huset. Ledger ser på loftet. Så saver han et hul, der giver lys.
   Stemningen gentager sig i Beautiful Boy, da Nic og en veninde fra afvænningsklinikken bryder ind i barndomshjemmet. Det er hér, at noget dæmrer for Nic. Han prøver at dø, men det vil ikke lykkes. Herefter affinder han sig med altid at have to skrigende punkter i hjernen. Ved filmens fint afstemte slutning har han været klar i otte år.



LYDSPORET bugner af totemmusik. Neil Young synger »Heart of Gold«, Perry Como synger »Sunrise, Sunset« fra Fiddler on the Roof. Da Nic var 12, kunne far og søn brøle i bilen, når Kurt Cobain sang »Territorial Pissings«. Nu er det hele bittersød lyd. Og distraherende sange, som fylder så meget, at publikum nu og da taber tråden, fordi det bliver vigtigere at høre efter.
   Det er en hjerteskærende film for familier, som kender til misbrug. Beautiful Boy vil gerne være mere, men er begrænset af sit emne og den uafbrudt knugende alvor. Det gør ondt at huske drengen, der gik i stykker. Men borte tog ham, og nu er han væk.
   I stedet står der en skrøbelig mand. Han lægger ikke andre planer, for han lever én dag ad gangen. Vi kan dele Davids smerte, men Nic er den mest interessante figur.
   De ting får filmen udmærket frem. Den bliver derfor ikke lagt væk med det samme.



Beautiful Boy. Instr.: Felix van Groeningen. Manus: Luke Davies, Felix van Groeningen. Foto: Ruben Impens. 120 min. USA 2018. Dansk premiere: 17.01.2019.


Fotos: Amazon Studios/ Big Indie Pictures/ Plan B Entertainment/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på AMAZON PRIME, Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, Rakuten TV, SF Anytime og YouTube Movies
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 18.01.2019

søndag den 19. februar 2023

Neil Armfield | Luke Davies: Candy (2006)


SAMMEN TIL DEN BITRE ENDE
Fryd, fornedrelse, følelsesløshed

Af BO GREEN JENSEN

I EN bestemmende fase af ungdommen, mens kroppen er stærk og sindet vidtåbent, får misbruget et romantisk skær. De fleste kommer over det. Andre bliver narkomaner og alkoholikere uden at føle et højere formål, men visse kreative kunstnerspirer hænger uhjælpeligt fast i det store selvbedrag.
   For dem synes rusen at rumme en indsigt, som konventionerne arbejder på at fortrænge, og afhængigheden bliver i sig selv et adelsmærke, der forbinder misbrugeren med en stolt tradition for unge døde og fordømte digtere fra Coleridge, Baudelaire og Rimbaud til rockkulturens seje koryfæer.
   Teatermennesket Neil Armfield (f. 1955), Australiens svar på Peter Langdal, har skabt en oprigtigt bevægende kærlighedshistorie, som folder to narkomaners forhold ud over en årrække. Filmen lægger lige megen vægt på at skildre »Himmel«, »Jord« og »Helvede«. Det begynder med fryd, fortsætter i fornedrelse og slutter hinsides følelsesløshed. Dog er det aldrig så klart eller enkelt, for Candy skildrer også nuancerne og glemmer ikke på noget tidspunkt, at de druknende mennesker elsker hinanden.



DIGTEREN Daniel (Heath Ledger) og kunstneren Candice (Abbie Cornish) ved nøjagtig, hvad de går ind til, da rejsen til nattens ende begynder. Det er ham, der viser vejen, men det er hende, der insisterer og tager ved lære frygtindgydende hurtigt. Dan fokuserer på udvalgte flashbacks og vender hele tiden tilbage til en erindring om den gode dag, hvor alt var i balance. De stod i Tivoli, på bunden af en drejende forlystelse, og var svimle af stoffernes lykke og glæden ved hinanden.
   Et år eller to holder følelsen ved. Siden følger en lang nedgangstid. Candys forældre har penge og tilgiver aldrig Dan for at trække deres prinsesse ned i sølet. Hans beretning ligner en selvransagende overvejelse, for i princippet giver han dem ret. For publikum er det dog tydeligt, at Candy har hærværket i sig fra begyndelsen. Forlægget er en bog af Luke Davies, Candy: A Novel of Love and Addiction (1997). Det er i en nøddeskal, hvad filmen beskriver, kærlighed og afhængighed som uadskillelige størrelser.*



LÆNGE er det hende, som forsørger den vordende verdensforfatter og finansierer parrets heroinmisbrug. Det sker primært gennem prostitution, og når det virkelig brænder på, opsøger parret kemiprofessoren Casper, som var Candys lærer på universitetet. Casper inkarnerer ånden fra 1968 og savner 70ernes livsfølelse. For ham er narkomanien et sentimentalt og nostalgisk projekt. Han bruger selv giften, han skaffer og sælger.
   Da glansen går af rutinen, begynder Candy at bebrejde Dan, at han aldrig risikerer noget for kærligheden. Han skal derfor debutere som trækkerdreng ved toilettet i parken, men det hårde liv ligger ikke til drengen, der dybest set ikke vil være voksen. En række alternativer forsøges. Mest konsekvent er forsøget på at flytte væk og stifte familie på landet.
   Her bliver Candy psykotisk og maler selv skriften på væggen. Et katastrofalt besøg fra svigerfamilien fører til et definitivt brud. Armfield er dygtig til at skildre hengivenhed og bitterhed i én og samme bevægelse. Da parret savner lys i stuen, vil Dan etablere et skylight. Han banker simpelt hen hul i taget, og længere kommer projektet aldrig, for alt bliver gjort i en tåge af tiltagende sneblindhed. For det første er det forstemmende morsomt. For det andet er det sådan, man lever med giften til hverdag.



BEGYNDELSEN beskrives, så man forstår en smule af den følelse, som lokker Candice og Daniel i fordærv. Geoffrey Rush har en sekundær rolle som den kreative kemiprofessor, der både er en faderfigur og de elskendes ven. Det er ham, der formulerer fortabelsens paradoks: Så længe man kan, vil man ikke stoppe. Og når man vil, kan man ikke længere stoppe.
   Candy kombinerer konturerne af en generationsskildring med karakterstærkt kærlighedsdrama og en beskrivelse af misbrugets topografi, hvor fornedrelsen er nabo til sublime stunder af lykke. I nærbillede ser vi et par gå til grunde. Det er filmens store kvalitet, at lys og mørke får lige megen vægt.



DEN amerikanske grinebider Blake Edwards, manden bag bl.a. The Pink Panther-serien, instruerede i sin ambitiøse ungdom misbrugsmelodramaet Days of Wine and Roses (1962, da. Hektiske dage), hvor Lee Remick og Jack Lemmon er lænket til hinanden i en tilsvarende kærlighedspagt. Også her er det ham, der begynder, og hende, som ikke kan holde op.
   For Edwards gjaldt det alkoholisme, men den følelsesmæssige ligning og vejen ned og ud var den samme. Trods højt spil og hysteriske tiltag var Days of Wine and Roses en fremragende film. Det er derfor en absolut anbefaling at kalde Candy for Hektiske dage med stoffer.
   Kilden er i begge tilfælde dekadenten Ernest Dowson (1867-1900), som vidste hvad han talte om og skrev digtet »Vitae Summa Brevis« i 1896:

They are not long, the weeping and the laughter,
Love and desire and hate;
I think they have no portion in us
After we close the gate.

They are not long, the days of wine and roses:
Out of a misty dream
Our path emerges for a while, then closes
Within a dream.

NEIL Armfields film har skønhedsfejl, bl.a. en reklameagtig klipning og en tendens til at skøjte for hurtigt hen over de stille og svære afsnit på vejen. Sådan er der dog i Dans version af historien, og det lykkes Candy at fastholde kærlighedens efterbillede sammen med den tiltagende følelsesløshed, som Dowson beskriver. Man ser faktisk Dan og Candy på stien, der træder frem et øjeblik og synes indlysende klar, før den lukker sig inde i drømmen.
   Armfield bruger krasse virkemidler, herunder højpoetisk voice over, lyrisk slowmotion, et dødfødt foster og Tim Buckleys gamle »Song To The Siren« for at nå sine følelsesmæssige mål. Men han når dem så stærkt, at kun kynikere og purister kan forblive upåvirkede. Historien er fortalt mange gange, og det er ingen blevet klogere af. Også dét ved filmen, men den har mod til at gennemføre en slutning, som hverken er falsk eller tragisk og smuk.


*) Luke Davies (f. 1962) debuterede med samlingen Four Plots for Magnets (1982) og levede i 1980erne med det misbrug, som er skildret i Candy. Fra 1984 til 1990 var han gift med billedkunstneren Megan Bannister, som er modellen for Candy i bogen. Begge har fortalt om tiden i interviews. »Living it was 50,000 times worse,« sagde Bannister til Sydney Morning Herald, da Neil Armfields film fik premiere. Luke Davies har efterfølgende opbygget et alsidigt forfatterfatterskab og etableret sig som manuskriptforfatter. Blandt filmene er Anton Corbijns Life (2015), den Oscar-nominerede Lion (2016), Felix van Groeningens misbrugsdrama Beautiful Boy (2018) og Paul Greengrass' News of the World (2020). Í 2019 skrev og udviklede han miniserien Catch-22 sammen med David Michôd. Serien er det første forsøg på at dramatisere Joseph Hellers antikrigsklassiker, siden Mike Nichols filmatiserede den i 1970. Resultatet kan for tiden ses på DR.dk

Candy. Instr. : Neil Armfield. Manus: Luke Davies, Neil Armfield. Foto: Garry Phillips. 108 min. Australien 2006. Dansk premiere: 08.06.2007.
.

Fotos: Film Finance/ Paradigm Hyde Films/ Renaissance Films/ The New South Wales Film and Television Office/ Miracle Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Paramount/ Warner Bros./ Sydney Morning Herald | David Verrall (Luke Davies and Megan Bannister 1986 portrait)
Filmen streames Blockbuster, FILMSTRIBEN og Rakuten TV
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 08.06.2007

tirsdag den 8. februar 2022

To versioner: Nightmare Alley (1947/2021) [Oscars 2022]


DEN HÆNGTE MAND
Narrens historie i flere versioner

Af BO GREEN JENSEN

DER skal i skæbnefortællinger være et forvarsel; et glimt, som oplyser mørket og viser et gådebillede af slutningen på væggen i hulen. Her sidder publikum i den platoniske forestilling om, hvordan vi oplever virkeligheden. Det vil i vor tid svare til skærmen eller lærredet i bevidsthedens biograf.
   Det er derfor ingen tvivl om, hvad der venter Stanton Carlisle, som vores antihelt hedder. Som nyansat i forlystelsesparken, hvor Nightmare Alley udspiller sig, er han særligt fascineret af »the Geek«. The Geek kravler rundt i et bur. Manden bliver fodret med levende høns, som han spiser foran publikum. Hver tilskuer betaler 25 cent for at se ham og væmmes og undres.
   The Geek har ingen fortid. Han bliver betalt med spiritus, som der er dryppet opium i, så han forholder sig rolig og er afhængig af arbejdet. The Geek er det laveste væsen i hierarkiet. Han er næsten ikke et menneske mere. Når han dør eller bliver kasseret, ansætter direktøren en ny vagabond i funktionen.
   Det siger sig selv, at der kommer en dag, hvor Stan Carlisle får svar på spørgsmålet om, hvordan nogen kan synke så dybt. I Nightmare Alley er skæbnen ikke neutral. Den er ondskabsfuld og udspekuleret. Stan er en svag mand, der lader sig friste. Han har egentlig altid vidst, hvor det ender.



GUILLERMO Del Toro fortæller Narrens historie i Nightmare Alley. Det er ikke den første filmatisering af William Lindsay Greshams kulørte roman fra 1946. Del Toros version konkurrerer med Edmund Gouldings klassiske film noir, som blev lavet, da bogen var ny, og der endnu fandtes autentiske geeks.
   Tyrone Power fik Darryll Zanuck fra Fox-studiet til at købe Greshams roman, fordi han ville udfordre sit image. Da stjernen døde i 1958, trak Zanuck filmen tilbage, fordi han fandt den lige så lurvet, som Tod Brownings Freaks (1932) havde været. De amerikanske cirkusgysere er skåret af det samme stof.
   Du skal læse romanen, hvis du støder på den. New York Review of Books genudgav Nightmare Alley i 2010. Gresham identificerede sig stærkt med Stan Carlisle. »Stan is the author« skrev han kort før sin død.
   Stan begynder som menig arbejder. Han avancerer til udråber for sandsigersken Madame Zeena, der foregiver at kunne læse tanker. Hun og ægtemanden Pete udviklede en kode, der gjorde dem til et stort varietenummer. Noget skete, og Pete sank ned i alkoholisme. Afhængighed er et andet af de mørke hovedspor i Nightmare Alley.



STAN har et godt øje til Madame Zeena, men er for alvor interesseret i Molly, som han løber væk med, da det lykkes at franarre Pete den fonetiske kode. Her skifter scenen fra tivoli til natklub. Stan og Molly har succes med tankelæsernummeret. Så bryder Stan en uskreven pagt, da han foregiver at kunne kontakte de døde.
   Han begår denne hybris med vidtåbne øjne. Film noir handler ikke altid om våben og hårdkogte mænd. Men om menneskers iboende grådighed. Titlens »mareridtsgyde« sigter til en tilbagevendende drøm. Stan flygter fra noget og løber mod lyset, uden nogen sinde at nå frem.
   I den fantastiske egn løber sporene sammen. Nightmare Alley er tilegnet digteren Joy Davidman, som var Greshams første hustru. Hun forlod ham i 1952 og rejste til Oxford for at møde C.S. Lewis. Lewis skrev Surprised by Joy, giftede sig med Davidman og brugte hendes børn i Narnia-krøniken. Gresham tog sit liv i New York i 1962. På hans sidste visitkort stod der: »RETIRED - no address, no phone, no business, no money«.



TAROTKORT spiller en stor rolle i Nightmare Alley. I romanen tager hvert af de 22 kapitler sin titel fra et trumfkort i Den Store Arkana. Stan begynder som Narren og Magikeren, før han ender som Den hængte Mand.
   I bogen er Stan Carlisle 21 år, da han kommer til det omrejsende Ten-in-One Show. Tyrone Power var 30, da han spillede rollen. Bradley Cooper er 47 og tæt på at være for gammel. Til gengæld har han mere forhistorie. Det første, vi ser, er et rum, han sætter ild til. Historien fortæller hvorfor.



GUILLERMO del Toro begyndte i horrorgenren og har gradvis nærmet sig realismen. Den fantastiske frygt i Cronos (1993) og Djævelens rygrad (2001) blev virkelig, da han forankrede den i Den Spanske Borgerkrig i Pan’s Labyrint (2006). I The Shape of Water (2017) brugte han koldkrigsårenes amerikanske paranoia til at fortælle en fabel om Skønheden og Udyret.
   Del Toros Nightmare Alley varer næsten tre timer. Det er atter fotografen Dan Laustsen, som breder tidsbilledet ud. Især cirkussekvenserne er en fryd. Den farvestrålende stil er ikke nødvendigvis »bedre«. Gouldings sort-hvide film var sagligt fortalt og velsignet med nogle af de smukkeste natbilleder, som fotografen Lee Garmes fik skabt.



DER er forskellige forrykkelser. Willem Dafoe spiller cirkusejeren, som forklarer, hvordan illusionerne fungerer. I Gouldings version var Joan Blondells Madame Zeena den stærkeste kvindefigur. Nu bliver hun spillet af Toni Collette og forsvinder efterhånden i mængden.
   Vi ser mere til The Geek hos del Toro. Mest konsistent er dr. Lilith Ritter, den iskolde psykoanalytiker, der i alle versioner bliver femme fatale-figuren. Hun spilles af Cate Blanchett, som bestemt ikke underleverer. Rooney Maras Molly er den uskyldige modpol til hjerteløsheden.
   Den gamle film har en påklistret slutning, som indgyder håb. Bogen slutter helt udtryksløst. Del Toro lukker med en scene, som han var villig til at tage om 60 gange. Bradley Cooper skulle le på den rigtige måde, så fortabelsen kunne trænge ind. Man forberedte sig i timer. Scenen lykkedes i første forsøg.

Nightmare Alley er Oscar-nomineret i 4 kategorier: Best Picture (Guillermo del Toro, J. Miles Dale, Bradley Cooper), Best Cinematography (Dan Laustsen), Best Production Design (Tamara Deverell; Set Decoration: Shane Vieau); Best Costume Design (Luis Sequeira). 





Nightmare Alley. Instr. Guillermo del Toro. Manus: Kim Morgan, Guillermo del Toro. Foto: Dan Laustsen. 150 min. USA 2021. Dansk premiere: 27.01.2022.

Nightmare Alley (Lykkeridderen). Instr.: Edmund Goulding. Manus: Jules Furthman. Foto: Lee Garmes. 110 min. USA 1947. Dansk premiere: 29.11.1949.

William Lindsay Gresham: Nightmare Alley. 275 s. New York: Rinehart & Company, 1946.

William Lindsay Gresham: Nightmare Alley. Introduction by Nick Tosches. 284 s. New York Review of Books Classics, 2010.  



Foto: 20th Century Studios/ Walt Disney Studio Motion Pictures/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmaffinity/ Dustjacket Facsimiles/ New York Review of Books/ Pamela Colman Smith (Rider-Waite tarot deck)
Nightmare Alley (1947) streames ikke p.t.
2K Blu-ray fra The Criterion Collection [spine #1078] 25.05.2021
2K Blu-ray fra Signal One Entertainment (UK) 17.01.2022
Nightmare Alley (2021) streames på AMAZON PRIME, Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, DRTV, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film
4K UHD + 2K Blu-ray fra Disney Buena Vista 22.03.2022
Anmeldelsen trykt første gang i Weekendavisen Kultur 28.01.2022.