Translate

Viser opslag med etiketten Géza Csáth. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Géza Csáth. Vis alle opslag

fredag den 31. december 2021

Opium etcetera: Géza Csáth 1887-1919 [Bogen og filmen]


OVERGREBETS METAFYSIK
Ulrich Thomsen som Géza Csáth

Af BO GREEN JENSEN

I 1913 ankommer lægen og digteren József Brenner til professor Moravcsiks sanatorium for sindslidende et sted i det østrig-ungarske kejserdømme, som snarest vil påbegynde sin afvikling i den umiddelbart forestående krig.
   Brenner (Ulrich Thomsen) er en blanding af borgerdyr og dandy, uhyre velklædt og helt selvcentreret. Allerede i toget gennemfører han sit coitus nummer 142 med en tilfældig kvindelig medpassager. Han lider af skriveblokering og er offer for et eskalerende morfinmisbrug, som han skiftevis nyder og væmmes lidt ved. I sin dagbog foretager han endeløse beregninger af, hvor mange relative årtusinder et afhængigt åndsmenneske kan nå at leve på et misbrugt liv. Det er ikke mindst for at sikre morfinleverancen, at Brenner har taget arbejde på det i hans øjne tilbagestående hospital.


SKØNT Brenner lever i et hermetisk univers, er han ikke uden faglig nysgerrighed og professionelle ambitioner. Han nævner flere gange, at det er opdagelsen af psykoanalyse, som har stækket hans trang til at skrive. Han lytter til sine patienter. Om ikke andet kan deres lidelser inspirere ham som kunstner. Brenner er skiftevis humanist og vampyr. Hans progressive praksis gør ham til persona non grata på hospitalet, hvor de fleste patienter før eller senere havner på briksen, og Moravcsik udfører sit standardindgreb: en tidlig version af det hvide snit, som gør dem passive og mere tilfredse.


BRENNER får kvinden Gizella (Kirsti Stubø) som patient. Hun er overbevist om, at Den Onde kravler omkring i hendes hjerne. Hun beder Brenner om at fjerne den. Gizella deler sin tid mellem grafomani og masturbation. Når hun ikke dækker papirer og vægge med skrift, tilfredsstiller hun sig selv under megen dramatik. Lægerne registrerer fænomenet ved hjælp af et tidligt filmkamera, en fantastisk karrusel med fotoapparater. De behandler hendes symptomer ved at binde og nedsænke hende i vand, så hun er tvunget til at reagere.
   Moravsciks metoder foregriber behandlingsformer som lobotomi og elektrisk chokterapi. Brenner studerer det hele med afsky og fascineres af den nødstedte kvinde, mens hans morfinindtag sætter nye rekorder. I én forstand er de som herre og slave, han kan gøre med hende, hvad han vil. I en anden er de som tvillinger, begge afhængige og begge besat af at skrive, men mens skriften fosser fra hende, kan han ikke længere skabe. Hun drømmer om at blive gennemboret. Deres forening er et spørgsmål om tid.


FEM minutter inde i filmen går det op for mig, at jeg kender den stemme, som taler i Brenners monolog. Opium bygger på tekster af Géza Csáth (1887-1919), som selv var læge, forfatter og narkoman. Han komponerede musik – blev faktisk afvist på konservatoriet, før han studerede medicin – og skrev kritiske forsvar for Béla Bartók og Zoltán Kodály, mens han plejede en fremgangsrig karriere som symbolistisk fabelfortæller i fin de siècle-traditionen. I årene 1910-13 arbejdede han virkelig for Ernö Moravcsik på dennes hospital i Budapest. Monografien Om den psykiske mekanisme hos sindslidende var et toneangivende arbejde.
   Csáth var egentlig døbt József Brenner. Han tog sin første dosis morfin den 20.april 1910 – datoen er registreret i de omfattende dagbøger. Som terapeut var Csáth inspireret af Freud; som tænker af Bergsons teorier om relativ tid. I misbrugslitteraturen er hans dagbøger en klassiker på linie med Thomas de Quinceys Confessions of an English Opium-Eater (1822, da. En opiumsdrankers bekendelser). Hans mærkelige prosaskitser er fulde af drømme om forældredrab, sadistisk sex med purunge kvinder, tiltagende undergangsstemning. Mesék, amelyek rosszul végződnek – »Fortællinger med en ulykkelig slutning« - var titlen på hans samlede noveller.


EFTER fire produktive år 1908-12 tog (eller fik) Csáth sin afsked. Han giftede sig i 1913 og var soldat i 1. verdenskrig, men blev hjemsendt i 1917. Csáth etablerede sig som landsbylæge for at have frihed til at dyrke sine laster, morfinen og skriften. Den 22. juli 1919 skød og dræbte han sin hustru, mens parrets datter så til. Han prøvede at tage sit liv, men overlevede og blev behandlet på hospitalet i Szabadka. Den 11. september blev han standset af serbiske grænsevagter, da han prøvede at nå tilbage til Budapest, måske for at lade sig indlægge hos professor Moravcsik. For soldaternes øjne tog han gift og døde på stedet, i en alder af 31 år.


I DAG betragtes Géza Csáth som en af Ungarns vigtigste forfattere. I 2000 udkom den samlede dagbog på engelsk (og i 2012 også på dansk). Jeg blev opmærksom på forfatterskabet i 1983, da Philip Roth for Penguin Books redigerede en serie værker af Writers from the Other Europe. Til Opium and Other Stories skrev Angela Carter en introduktion, hvori hun både hylder og begrænser Csáth ved at betragte ham som et symptom:
   »Csáths noveller udgør en bemærkelsesværdig, foruroligende blanding af sentimentalitet, sadisme og seksuel fortrængning – væmmelige fortællinger, ikke ulig nye amerikanske og britiske fiktioner. Også her er den kollektive drøm i den seneste tid begyndt at bryde sammen under vægten af for megen virkelighed.«
   Den lille bog er illustreret med dekadente arbejder af billedkunstneren Attila Sassy (1880-1967), som Csáth lovpriste i tidsskriftet Nyugat, og til hvem han dedikerede fragmentet »Opium«, der er en ganske kort tekst på fire sider. I Janos Szász’ film er den blandet med passager fra novellen »Kirurgen« og uddrag af dagbøgerne. Csáth kom fra den samme verden som Musil, Kafka og Hasék, men hans bedste tekster ligner en krydsning af Georg Trakl, Bruno Schulz og Georges Bataille i det pornografiske hjørne. I 1983 var det som at se i et troldspejl.


HVORDAN hænger dette nu sammen med filmen? Tja. Det gør ikke automatisk Opium til en god film, men den hænger bedre sammen. Oplevelsen er unægtelig mere interessant, når man forstår, hvad der faktisk foregår her. János Szász, som tidligere har filmatiseret Csáth-fortællingen »Moderdrab« i Witman fiúk (1997, eng. The Witman Boys), forholder sig køligt registrerende til Brenner, der i Ulrich Thomsens skikkelse er en frygtindgydende type.
   Filmen forsømmer ingen lejlighed til at fremhæve den latente eller åbenlyse sadisme i forholdet mellem patienter og læger. Det er selve overgrebets metafysik, snarere end symbolsproget i Gisellas manisk-hysteriske skrift, som udgør et bærende tema.
   Tonen er kold og (anti-)katolsk på analytisk, meget ungarsk facon. Egentlig har ingen af personerne nogen sinde nogen chance for at bryde ud af det dødsdømte univers, men et flygtigt nu lever kærligheden mellem Brenner og Gizella. Da han endelig gør, hvad han gør, er handlingen nænsom og faktisk barmhjertig, skønt den samtidig udgør et definitivt overgreb. Vi skal alle dø under hjulene i denne mekaniske verden.



SÅ trods alt er der tale om pornografi af en slags. Filmen excellerer i penetration. De medicinske remedier ligner torturinstrumenter, og der er hele tiden falliske ting, som trænger ind i forsvarsløsheden, mens blotlagtheden drømmer om at blive åbnet og spiddet. Her vil livet sin egen udslettelse. Derfor de besværgende billeder af nålen, som stikker i doktorens hud; lægen som støder i vidtåbne kvinder; nonner der tvangsfodrer fikserede patienter. Brenners tid på hospitalet begynder og ender med absolut penetration: spyddet som bankes op gennem øjet, ind i patientens hjerne, så denne omsider har fred.


OPIUM ville næppe få premiere i Norden, hvis ikke hovedrollerne blev spillet af en dansker og en nordmand, men hvis man frygter at se Ulrich Thomsen og Kirsti Stubø i et stykke lurvet ungarsk sexploitation, bliver man positivt overrasket.
   János Szász (f. 1958) var og er en betydende kunstner, som i 2013 for alvor gjorde indtryk med sin filmatisering af Ágota Kristófs Le grand cahier (1986, da. Det store stilehæfte). I 2017 fulgte A Hentes, a Kurva és a Félszemü (int. The Butcher, the Whore and the One-Eyed Man), som er en original film noir, igen med Tíbor Máthé som fotograf.  
   Omvendt scorer fortællingen højt på en liste med psykoanalytiske klicheer. Markis de Sade møder One Flew Over the Cuckoo's Nest og David Cronenbergs Dead Ringers. I sagens natur er det ikke en film, man bliver varm eller lykkelig af. Oplevelsen minder om at tage opium. Først drømmer man, så dør man. Dét er alt.


*) I 2012 udkom Dagbog 1912-13 på Forlaget Basilisk i Karsten Sand Iversens oversættelse og med en efterskrift af Lillian Munk Rösing. Bogen indgår i Babel-serien for oversat litteratur.

Opium (Opium: Diary of a Mad Woman/ Opium: Egy elmebeteg nö naplója). Instr.: János Szász. Manus: János Szász, András Szekér. Foto: Tibor Máthé. 113 min. Ungarn-Tyskland 2007. Dansk premiere: 26.09.2008.


Fotos: H2O Film/ EuroArts Entertainment/ CineMaterial/ SF Studios (framegrabs)/ Penguin Books/ Forlaget Basilisk
Filmen streames på FILMSTRIBEN og SF Anytime
Teksten stod i Weekendavisen Kultur 26.09.2008

fredag den 6. december 2019

Sunset (Napszállta) [Bedste biograffilm 2019 nr. 7]


ILDFLUER I IMPERIETS SKUMRING
Et klart febersyn fra det gamle Europa

Af BO GREEN JENSEN

ÅRET er 1913. Sommeren får støvet til at flimre. Luften er lummer, og rygterne svirrer. Det er året, før krigen begynder. Budapest er en varm og uvirkelig by, da Irisz Leiter (Juli Jakab) genser den som voksen. Hun var to år, da familiens forretning, byens førende i hatte, handsker og kjoler, gik op i flammer. Begge forældre omkom i branden. 


IRISZ voksede op i Trieste. Hun lærte at sy udsøgte hatte. Nu er hun tilbage for at søge arbejde i forretningen. Den er imens blevet moderniseret af Oszkar Brill (Vlad Ivanov), en brutal og foretagsom finansmand af den nyrige skole. Han overtog alt under mistænkelige omstændigheder og driver forretningen sammen med Zelma (Evelin Dobos), som vist nok er hans elskerinde. Brill kasserede fortiden, men han beholdt det fine, gamle navn: Alle i Budapest kender Leiter.
   Irisz ankommer som en tiggerprinsesse. Først afviser Brill at ansætte hende, men efterhånden ser han en værdi i at have en ekspeditrice af ædel byrd. Budapest drømmer stadig om at blive en tvilling til Wien, som er hovedbyen i Østrig-Ungarn. Leiter er kejserlig hofleverandør – også i udvalgte kvinder, som følger med tøjet til Wien og forsvinder.


DER hersker betydelig uro i byen. Man skal bare gå ind i en sidegade for at se den anden side af pragten. Irisz prajer en droske med en ubehøvlet kusk. Hun bliver ikke budt velkommen i barndomshjemmet, som nu er et slidt pensionat. Det er ekstremernes tid. Der går rygter om en røverbande, der bruger kapervognskørsel som kamouflage.


OM natten bliver Irisz vækket af råben fra gården. En gal mand – den sidste fra det gamle Leiter – taler i tåger om hendes bror. Hun anede ikke, hun havde en bror. Han hedder Kálmán og har formentlig myrdet den nedrige fyrst Redey, som blev opstemt af at slå og skære i sin hustru (Julia Jakubowska), der stadig vansmægter på slottet. Kálmán var hendes elsker. Nu leder han gruppen af revolutionære, som vist nok vil sætte ild til det hele. Hele byen er et stort Vist Nok.
   Irisz følger sporet efter Kálmán. Da hun finder ham, går det ikke, som hun havde tænkt. Imens forbereder Brill sin fejring af Leiters 30 års jubilæum og årets kejserlige besøg. Denne gang vil Zelma gerne til Wien.


LÁSZLÓ Nemes (f. 1977) tog hele verden med storm, da hans debutfilm blev vist på Cannes Festivalen i 2015. Sauls søn genskaber rutinen i Auschwitz og følger Saul Ausländer fra lejrens Sonderkommando. Han fjerner lig, går til hånde og har førsteret til at plyndre de døde. En dag ser han sin søns lig og vil finde en rabbiner, som kan begrave ham behørigt. Filmen er forfærdende livagtig. Kameraet bliver på Sauls ansigt, mens krematoriet anes i baggrunden. Det er 107 minutter på bunden af helvede, hvor ingen er uskyldig. Saul er selv en hykler. Han tog sig ikke drengen, da han var i live.
   Sauls søn fik Juryens Grand Prix i Cannes. Siden modtog den alle årets internationale priser, fra Oscar, Golden Globe og Bafta til Bodil, Robert og Guldbagge. Det er en uafrystelig film. Som tilskuer bliver man anbragt i Auschwitz. End ikke Shoah og Schindlers liste har virket så stærkt. Der er samtidig et postmoderne islæt. Man forstår kun logistikken, fordi man har set både Shoah og Schindler – og forhåbentlig hørt om holocaust i skolen.


NEMES følger Sauls søn op med Sunset, som på afstand ser ud til at være den diametrale modsætning: en kostumefilm fra kejsertidens udtoning. Han genbruger dog en række teknikker. Kameraet, som atter bliver ført af Mátyas Erdély, følger Irisz lige så tæt. Men billederne er bredere, så man ser flere detaljer i de uskarpe baggrunde.
   Der er den samme atmosfære af hemmeligheder og medvideri. Og den samme kulturhistoriske tilgang. I flæng nævner Nemes selv Kafka og Dostojevskij, maleren Edward Hopper, digteren T.S. Eliot, Louis Feuillades tredje film om Fantômas (som netop er fra 1913) og Friedrich Murnaus Sunrise (1927) – verdens smukkeste stumfilm – blandt sine forbilleder.


NEDE i salen tænker man mere på Stefan Zweig, da Irisz ankommer, og på febrile fortællinger af Arthur Schnitzler, Bruno Schultz og Géza Csáth, mens hun drages dybere ind. Der er konturer af et plot med lag af politisk, religiøs og seksuel betydning. Men ingen klar sammenhæng eller forløsning. Bare flere labyrintiske mysterier og måske en stor brand i den forbløffende slutning, hvor Irisz til og med skifter køn.
   Det sidste, vi ser, er en slank skikkelse i en skyttegrav, som fylder landskabet op. Det moderne mareridt er begyndt, og den gamle verden er gået under. Den var, som skildret i Sunset, næppe heller værd at bevare.



FILMEN er en forvandlingskugle, som skifter farve og form hele tiden. Den kan læses på mange måder. Hele drømmerejsen mod slutningen kunne være noget, som Irisz fantaserede om.
   Det bedste ved Sunset er uvisheden og en distinkt modernitet, som anslår et klaviatur af facetter. Først er tonen som i en snusfornuftig tv-serie om konsumerismens begyndelse: Mr. Selfridge eller The Paradise. Men det slutter som en sanselig, anarkistisk vampyrfortælling, der kunne være skrevet af Angela Carter.*
   Sunset er, i al sin flimren, også et portræt af en kvinde. Det er ikke så anstrengende at følge Juli Jakab, som det var – og skulle være – at stirre på Geza Röhrig i Sauls søn. Flere fans af debutfilmen mener, at Sunset – som fik premiere på Venedig Festivalen i fjor – har mindre tyngde og seriøsitet. Det er klart, at den ikke er uafrystelig på samme måde. Alt skal jo gløde, forførende farligt, som ildfluer i imperiets skumring. Men der er en gedigen vision og et aftryk, som ikke findes magen til hos andre filmskabere.


NEMES er en betydelig stemme. Billedet af ungarsk antisemitisme knytter an til den episke skildring af samme motiv i landsmanden Istvan Szabós nyklassiske Sunshine (1999). »Hvad er det, han vil?« spørger kritikerne. Man kunne svare, at han vil skrive med pennen, som Alexandre Astruc sagde, at gode filmskabere gør.** Sauls søn var et grelt belyst foto, som findes i ét eksemplar. Sunset er et historisk fatamorgana med surrealistiske indstik og politiske krummelurer.
   László Nemes er blandt tidens mest interessante filmskabere. Han kommer et helt andet sted fra. Det bliver spændende at se, hvor den næste film fører hen. Lige nu er der grund til at opleve Sunset.

*) I The Bloody Chamber and Other Stories (1979) de- og rekonstruerer Angela Carter (1940-1992) ti klassiske eventyr som fantastiske fortællinger med kønspolitisk tilgang og et formidabelt overskud. Johannes Riis har oversat fem af de fantasmagoriske fabler i udvalget Sort Venus (Samleren, 1988). Desværre ikke Tornerose-historien »The Lady of the House of Love«, hvor en ung officer er på vej til Første Verdenskrig og overnatter hos en rumænsk hertuginde. Nosferatus rose får særlig betydning. Rødhætte-historien »I selskab med ulve« blev filmatiseret af Neil Jordan. The Company of Wolves (1985) fik dansk premiere med titlen Ulvenes Nat.  

**) Kritikeren Alexandre Astruc (1923-2016) var en af flere ophavsmænd til auteur-begrebet og teorien. Essayet »Du Stylo à caméra et de la caméra au stylo« stod i tidsskriftet L'Écran Française den 30. marts 1948 og var en forudsætning for den franske nybølges filmsyn. Det er oversat i tredje bunke af Morten Piil og Ib Montys Se - det er film (1966) og kan læses på engelsk på www.newwavefilm.com. Se i øvrigt udredningen i Christian Braad Thomsen: Kameraet som pen. Den nye bølge i fransk film 1958-94 (Gyldendal, 1994).


Sunset (Napszállta). Instr.: László Nemes. Manus: Nemes, Clara Royer, Matthieu Taponier. Foto: Mátyas Erdély. 142 min. Ungarn-Frankrig 2018. Dansk premiere: 09.05.19



Fotos: Laokoon Filmgroup/ Sony Pictures Classics/  CineMaterial/ MovieStillsDB/ Little White Lies (Nemes period portrait)/ Venice Film Festival
Filmen streames på Blockbuster og FILMSTRIBEN
Artiklen stod i Weekendavisen Kultur 10.05.19