Translate

Viser opslag med etiketten Mitch Cullin. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Mitch Cullin. Vis alle opslag

tirsdag den 21. december 2021

Bill Condon | Mitch Cullin: Mr. Holmes (2015)


EN MAND TIL ALLE TIDER
Sherlock Holmes på film i 100 år

Af BO GREEN JENSEN

LAD os bare gå lige til sagen. Der er ingen grund til at skrive en lang forerindring. Hele verden kender hovedpersonen, som ikke var den første, men som stadig er den største af alle fiktionens privatdetektiver.
   I 1947 er den 93-årige Sherlock Holmes (Ian McKellen) ved at skrive om sagen, som fik ham til at trække sig, efter 23 år i faget, og blive biavler i Sussex. Han har boet på en gård i South Downs, ved landsbyen Cuckmere Haven mellem Seaford og Eastbourne, og passet sine bier i 44 år. Her er det krigsenken Mrs. Munro (Laura Linney), der tager sig af ham og fører hus.
   Mrs. Munro er alene med Roger (Milo Parker), en kvik dreng på 10 år. Hun har et anstrengt forhold til sin arbejdsgiver, der kan være lidt af en åndssnob. Holmes erkender at have faderlige følelser for Roger. Hun synes ikke om, at drengen – der allerede har glemt sin fars godnathistorier – knytter sig til detektiven. »Mr. Holmes vil ikke være for altid,« siger hun til Roger.

   
SAGEN er, at Sherlock er ved at blive senil. Han ved det selv og kæmper med en tiltagende demens, der indtil videre kan camoufleres som distræt glemsomhed. Men huslægen dr. Barrie (Roger Allam) ved besked og beder Holmes sætte kryds i kalenderen, når der går en dag, som han ikke kan huske.
   Ved begyndelsen af Mr. Holmes kommer detektiven hjem efter en rejse. Han har været i Japan for at plukke zanthoxylum peperitum – som englændere kalder prickly ash og som vi kalder tandved eller japansk peber – i Hiroshima.
   Holmes er forfatter til monografien The Value of Royal Jelly, with Further Comment upon the Health Benefits of Prickly Ash. Han har i årevis bedt Mrs. Munro komme biernes gelée royal i sin mad, i sin te, ja i så mange ting, at hun væmmes. Nu er det den bestrålede tandved, som skal indtages på alle måder. Holmes håber mod alt håb, at planten kan standse hans mentale forfald.

   
DET er i denne atmosfære, at han sætter sig for at skrive. Holmes anerkendte aldrig afdøde Watsons evner som forfatter. Nu har han problemer med at puste liv i historien om The Glass Armonicist. En sag om sorg og ufødte børn, der begyndte som en ægtemands forsøg på at finde ind til sin hustru og sluttede med et dødsfald, som Holmes i alle årene har følt sig ansvarlig for.
   Den gamle sag er skudt ind i rammehistorien. Holmes driver ind og ud af erindringen, som på gode dage er stærk og præcis, mens det forgangne forsvinder på andre. Værst er den drømmende grænsetilstand, hvor Holmes ikke ved, om han hallucinerer. Han har altid kunnet stole på sin hjerne. Det kan han ikke mere, og det fylder ham med en ny smerte.
   Det er dén tilstand, som Mr. Holmes handler om, og det gør historien til en anden slags fortælling end de fleste pasticher på Conan Doyles stil.


BILL Condons film er en forenklet udgave af A Slight Trick of the Mind, en meget elegant roman, som Mitch Cullin skrev i 2005. Her er alt mere detaljeret beskrevet: bierne, planterne, Japan efter atombomberne, Holmes som en levende anakronisme, klangen af glasharper, husholdersken med den opvakte søn, sagen som bliver vigtig at huske, fordi erindringen er ved at dø.*
   Alligevel er det i filmen, at manden i midten bliver konkret. Hos Cullin er den gamle sag henlagt til foråret 1902. I filmen er forløbet skudt tyve år frem, til tiden efter 1. verdenskrig. Den gamle Holmes fortæller efter endnu en ødelæggende krig, men han siger stadig The Great War om den første.
   Det bliver perspektivet blot mere svimlende af. Grebet er dog foretaget, fordi Ian McKellen – som er født i 1939 – skal overbevise både som yngre og ældre. I flashbacks er han en skarp, væver mand på 70. Som gammel går han dårligt, hiver efter vejret og har fået leverpletter.
   Mr. Holmes blev vist på Berlinalen i 2015 og var rost og meget efterspurgt, fordi tiden for tiden er så forelsket i den moderniserede Sherlock, som Benedict Cumberbatch fremstiller i BBC-serien. Den stille film ligner ikke den hyperaktive serie. Så Mr. Holmes fik dansk premiere i Cinemateket.



ENHVER seriøs sherlockianer måtte sporenstregs løse billet. Premieren var samtidig startskuddet på en kavalkade, kurateret af Palle Schantz Lauridsen. Lauridsen er forfatter til Sherlock Holmes i Danmark (2014) og disputatsen Sherlock Holmes findes ikke (2020). Han er som undertegnede dybt impliceret – vi er begge medlemmer af Sherlock Holmes Klubben i Danmark.
   Serien samlede ti biograffilm fra de sidste (eller første) 100 år. Hen ad vejen blev Holmes en figur, som flertallet fulgte i tv. Conanen, som består af fire lange og 56 korte historier, kunne være skrevet til mediet. Novelleformatet passer perfekt. Både BBCs Sherlock (som fra 2020 streames på Netflix) og Granada-serien med Jeremy Brett (1984-94) var globale fænomener.
   Imens blev spillefilm sjældne. Måske var Basil Rathbone og Nigel Bruce de sidste versioner af Sherlock Holmes og John Watson, som verden oplevede i biografen. Det er næsten 80 år siden. I nyere tid kan kun Guy Ritchies to Holmes-film med Robert Downey Jr. præstere noget lignende. Cinemateket viste Rathbone-udgaven af Baskervilles hund, som Sidney Lanfield instruerede i 1939, og den første af Ritchies energiske steampunk-versioner, Sherlock Holmes, fra 2009.



ÆLDST i feltet var den danske Sherlock Holmes i bondefangerkløer (1910). Otto Lagoni spillede Holmes i 12 korte film, som Nordisk producerede mellem 1908 og 1911. Kun dette kuriosum er bevaret. Mere spændende var den britiske Sherlock Holmes fra 1916. Filmen varer to timer, er instrueret af Arthur Berthelet og har den legendariske William Gillette i titelrollen.
   Gillette var for sin tid, hvad Rathbone og Brett blev for deres: den definitive Holmes. Det var ham, der fastlagde de grundlæggende træk ved figuren. Gillettes teaterudgave blev opført 1300 gange. Man troede, at filmen var gået tabt, men i 2014 fandt Cinématheque Française et nitrat-negativ i sit arkiv. Det blev vist med nykomponeret musik. En begivenhed, intet mindre.
   John Barrymore er næsten romantisk i Sherlock Holmes, som Albert Parker instruerede i 1922. Arthur Wontner har hovedrollen i Graham Cutts’ The Sign of Four: Sherlock Holmes' Greatest Case fra 1932. Filmudgaven af De Fires Tegn var seriens første tonefilm.
   De bedste Holmes-film er fra 70erne, hvor fanindustrien begyndte for alvor. Billy Wilders The Private Life of Sherlock Holmes (1970), med Robert Stephens som Sherlock, Colin Blakely som Watson og Christopher Lee som Mycroft Holmes, blev klippet ned af producenten og var ikke, hvad Wilder havde tænkt sig. Alligevel er den yderst seværdig. Her drager Holmes og Watson til Loch Ness.


HERBERT Ross’ Den snigende gift (1979) er en forrygende historie med Nicol Williamson som Holmes, Robert Duvall som Watson og Laurence Olivier som Moriarty. Alan Arkin spiller Sigmund Freud, der behandler Holmes for hans narkomani.
   Filmen bygger på The Seven-Per-Cent-Solution (1976), den første af fire pasticheromaner, som Nicholas Meyer har skrevet. I The West-End Horror fra 1978 hjælper Oscar Wilde og Bernard Shaw med at løse Jack the Ripper-mysteriet. Den bog er desværre ikke filmatiseret. Ej heller The Canary Trainer (1993), som er et riff på The Phantom of the Opera. Der er stadig håb for The Adventure of the Peculiar Protocols, som udkom i 2019.
   Man kunne savne kuriosa. Gene Wilders The Adventure of Sherlock Holmes’ Smarter Brother (1975) er en kærlig parodi, og Disneys animationsfilm om Mesterdetektiven Basil Mus (1986) er en perlende introduktion for de yngste. Juryen voterer stadig i sagen om Sherlock Gnomes (2018), hvor karaktererne er havenisser, og i dag ville Netflix-filmen Enola Holmes (2020) høre med. For resten findes Holmes også på russisk, indisk, tysk og fransk.

   
VOR helt er i sandhed a man for all seasons. Der findes tæt på 1000 filmudgaver. Som et forvarsel om den totale popularisering, der alt i alt er en positiv ting, vistes Barry Levinsons Young Sherlock Holmes (1985). Holmes og Watson er kun store drenge, da de løser mysteriet om en egyptisk dødekult. Michael Holdern lægger stemme til den ældre, erindrende detektiv.
   Han er endelig ved målet i den fine Mr. Holmes. Detektiven har aldrig været så sårbar, som Ian McKellen fremstiller ham. For denne gang bliver der ingen smutvej; ingen vandreår under radaren; ingen lang pause at digte videre om. Denne gang er det definivt. Selv hukommelsen lukker ned. Det er derfor også gribende at se det store mørke begynde.


*) Mitch Cullin: A Slight Trick of the Mind. 254 s. New York: Talese/ Doubleday, 2005. London: Canongate, 2005. I nye udgaver er titlen ændret til Mr. Holmes. 


Mr. Holmes. Instr.: Bill Condon. Manus: Jeremy Hatcher. Foto: Tobias Schliessler. 104 min. Storbritannien 2015. Dansk premiere: 21.04.2016 (Månedens Film i Cinemateket)


Fotos: CineMaterial/ Miramax/ United Artists/ BBC/ Granada/ DFI/ Canongate/ MovieStillsDB
Filmen streames på iTunes og Google Play
Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 22.04.2016

mandag den 20. december 2021

Terry Gilliam | Mitch Cullin: Tideland (2005)


DE VREDE EGERN SNERRER

Alice gennem spejlet i den jyske marsk

Af BO GREEN JENSEN

MOSELIG og mumificering er centrale faktorer i denne mørke coming-of-age-historie, hvor bl.a. Tollundmanden og Lewis Carrolls Alice indgår i overraskende sammenhænge. De fleste moderne Alice-variationer er surrealistiske forvandlingsrejser, ofte med en seksuel undertekst. Et eksempel er pædofilien i A.M. Homes’ The End of Alice (1996, da. Exit Alice). Terry Gilliams frapperende Tideland er på niveau med ubehaget ved denne.
   10-årige Jeliza-Rose (Jodella Ferland) er udsat for et omsorgssvigt, der trodser de fleste beskrivelser. Hun er datter af rockmusikeren Noah (Jeff Bridges) og »dronning« Gunhilda (Jennifer Tilly), som begge er narkomaner. Mor ligger bare i sengen og bliver større. Hun flæber om sin kærlighed, men brøler som et rovdyr, hvis pigen vil spise af Mors chokolade. Far er en mere ekspansiv type, som stadig spiller hyren hjem. Han lever dog for »ferien«, som venter i søvnen bag solbrillerne, når Jeliza-Rose har tilberedt Fars aftenfix.



NOAH har indviet datteren i sin drøm om at drage til moselandet i Jylland, hvor de gamle guder stadig har magt. Jeliza-Rose vil dele enhver fantasi, der kan knytte hende til noget varmt. For det meste taler hun med sine halshuggede Barbie-dukker og prøver at redde sig noget at spise. Da Gunhilda dør, vil Noah sætte ild til det hele. Jeliza-Rose tager med ham på den store flugt til Texas, hvor Noah planlægger at bo på gården, hvor han voksede op.
   I Texas er landskabet lige så åbent, som mørket i huset er tæret og tæt. Farmor er død, en koloni af hviskende egern regerer. Fra tid til anden buldrer toget forbi, og ved et dødt træ finder Jeliza det kaninhul, hvor hun endelig falder ned som en Alice. Ved ankomsten er Noah taget på sin sidste ferie. Han sidder i stuen og rådner, mens pigen giver ham læbestift og paryk på. Hun putter sig stadig ind til sin far. Der er myrer i marmeladen.



DE vrede egern snerrer, men mareridtet begynder for alvor, da Jeliza møder heksen Dell (Janet McTeer), som bor på nabogården med sin retarderede bror, Dickens (Brendan Fletcher). Trods en interimistisk lobotomisering plages Dickens af epileptiske anfald. Han og Jeliza bliver »skøre kyssere« sammen. Dickens bærer frømandsudstyr og drømmer at afspore toget, som i hans fantasi er en hvid dræberhaj. Dell, der engang var Noahs kæreste, tager på sin måde hånd om forfaldet. Fars lig bliver balsameret, så han ligner en smuk Tollundmand.
   Ellingpigen overlever ved at tilpasse sig de bizarre rutiner. Dell betaler sine købmandsvarer med seksuelle naturalier. Det fremgår, at også Jelizas farmor og Dickens var »skøre kyssere« sammen. Da indtræffer en forløsende katastrofe. Det sker i sidste øjeblik, for pigen er næsten blevet et egern. Hun knytter sig til et af ulykkens ofre, og flammerne over Texas er smukke. Måske er det hér, at en fremtid begynder.



FAKTISK er filmen indspillet i Saskatchewan i Canada, hvor der endnu findes grænseløs prærie. Terry Gilliam lavede den relativt enkle Tideland umiddelbart efter arbejdet med The Brothers Grimm (2005), et forvokset og mislykket fantasyepos. Det amerikanske medlem af Monty Python har som filmskaber realiseret imponerende originale visioner, som regel i den dystopiske ende af sci-fi genren, hvor Brazil (1985) og 12 Monkeys (1995) har nyklassisk status. Filmografien rummer dog også ekstravagante fejlskud som The Adventures of Baron Munchhausen (1988) og Fear and Loathing in Las Vegas (1998).
   Gilliam er altid god for groteske effekter, men har notorisk svært ved at skabe dybde i psykologien. Bedst lykkes det i den oversete The Fisher King (1991). Som filmskaber er han afhængig af at forvrænge. Hvis historien bliver for stille, skinner blankheden gennem de brogede excesser. Tideland lykkes et stykke af vejen ved at blive i pigens synsvinkel og solidarisere sig med hendes sansninger. Der er udsøgte Gilliam-øjeblikke, men også meget grimasserende spil og alt for insisterende henvisninger til Alice-motivet.



FILMEN bygger på en bog af Mitch Cullin, den tredje i hans angiveligt selvbiografiske Texas Trilogy. Gilliam fik manuskriptet at se i 1999, da forlaget bad ham anbefale romanen. Gilliam skyndte sig at købe filmrettighederne, idet han så en mulighed for at kombinere kvaliteterne fra (American) Psycho og Alice i Eventyrland. Man kan hertil føje en lang tradition for sydstatsgotik i sporet fra William Faulkner, Harper Lee og Flannery O’Connor.
   Tideland er blevet en mærkelig film, som man afgjort skal se, hvis man holder af Gilliam. Den er dog mere interessant end egentlig vellykket. Hans næste opus, The Imaginarium of Doctor Parnassus, får premiere i 2009. Alene titlen indikerer, at det gælder endnu et kostbart udstyrsstykke. Forhåbelig bliver der ikke tale om en gentagelse af de store forventninger og den tilsvarende skuffelse, som fulgte med lanceringen af The Brothers Grimm.



Tideland. Instr.: Terry Gilliam. Manus: Tony Grisoni & Terry Gilliam. Foto: Nicola Pecorini. 122 min. Canada-UK 2005. Dansk premiere: 04.07.2008.


Fotos: Recorded Picture Company/ HanWay Films/ Téléfilm Canada/ Cinematerial/ MovieStillsDB/ Filmgrab
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film
2K Blu-ray fra Arrow Video (regionsfri) 13.08.2018
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 04.07.2008