Translate

Viser opslag med etiketten Slipstream. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Slipstream. Vis alle opslag

fredag den 14. juli 2023

Alex Garland: Men (2022) [Horror 100]


ALLE VERDENS KLAMME MÆND
Kønspolitik i folk horror-forklædning

Af BO GREEN JENSEN

DET begynder med, at Harpers mand virkelig gennemfører sin trussel. Deres blikke mødes i nanosekundet, da han styrter ned. Den første scene i Men bliver gentaget mange gange, for Harper (Jessie Buckley) er slet ikke færdig med at bearbejde det traumatiserende chok. Hvad var det egentlig, hun så?
   Det er i hvert fald en smuk selvmordsscene, der bevæger sig i samme mikroskopiske tempo som åbningssekvensen i Lars von Triers Antichrist (2009). Noget tragisk er realiseret betagende smukt. Der er intet at udsætte på æstetikken i Alex Garlands forbløffende folk horror-fabel. Fotografen Rob Hardy hører til de bedste og sikreste i dagens britiske film.
   James (Paapa Essiedu) falder fra taget på en ejendom, som ligger ved Themsen i London. Som filmet i den gyldne regn, er byen et futuristisk drømmesyn. Det fremgår, at parret skændtes, og han slog hende – hårdt og med knyttet hånd – før han sprang. Hun sagde, at de skulle skilles, og hun holdt fast trods hans klynkende trusler.
   Så stærkt letter drømmeskibet i Men. For desværre at lande et helt andet sted.



GULDØJEBLIKKET er fortid, da titelsekvensen er afviklet. Nu ankommer Harper til et historisk hus, som ligger langt ude på landet. Hun har lejet det for at komme til hægterne. Hun tager for god ordens skyld en bid af det æble, hun plukker fra træet i forhaven. Det er et »Drik Mig«-øjeblik i stilen fra Alice i Eventyrland. Valget mellem rød og blå virkelighed i The Matrix. Den forbudte frugt er naturligvis også bibelsk.
   Husets ejer, Geoffrey, er en rødmosset, fattigfin aristokrat. Man kender typen fra 23 sæsoner af Midsomer Murders, tv-serien om Detective Chief Inspector Barnaby. Vi er nu i Cotswolds-regionen – det tidløse netværk af idylliske landsbyer, som er scenen for så mange anakronistiske puslespilskrimier og nostalgiske britiske gys.
   Geoffrey spilles af Rory Kinnear, som forstår at tegne sin karakter. Han er lunefuld, excentrisk og faretruende jovial. Harper indretter sig, facetimer med en veninde i London og går dragende ture i skoven. Her er regnlyset dunkelt, og verden er fugtig. Hver farveplet lyser op.



VI får en tæt, taktil fornemmelse af, hvor skrøbelig Harpers sindstilstand er. Og hvor stærkt hun længes efter at være videre og have det godt. Musikken er skiftevis atmosfærisk – som skrevet af Geoff Barrow og Ben Salisbury fra Portishead – og specifik i sin brug af Lesley Duncans »Love Song« fra 1970.
   Skoven gennemskæres af viadukter fra en nedlagt jernbanelinie. Harper står længe ved tragten og ser ind i mørket. Kameraet har kikkertsyn. Da hun kalder ind i tunnelen, sender ekkoet triller tilbage. Hun begynder at synge sammen med ekkoet. Der er også en legesyg vilje på spil.
   


DA folklorefiguren Den Grønne Mand med ét står nøgen på marken, forstår man, at noget er rivende galt. Det er ikke kun anelser i Harpers hoved. Han kommer med på hendes foto og følger efter, da hun går hjem. Politiet er hurtigt på stedet, og en kvindelig betjent er empatisk, da hun noterer Harpers forklaring.*
   Imens står en mandlig betjent og ser til. Han har samme ansigtstræk som Geoffrey. Det gælder senere også for præsten, der lader hånden kærtegne stedet på bænken, hvor Harpers køn netop har været. Det gælder for kostskoledrengen med slips, korte bukser og Marilyn Monroe-maske. For værten i pubben og hver enkel gæst. Alle de klamme mænd i landsbyen.



ALEX Garland (f. 1970) er en selvlært, atypisk og interessant filmskaber. Som ung forfatter fik han international succes med romanen The Beach (1996, da. Stranden), en psykedelisk rejsefortælling fra Thailand, der blev en kultbog for backpackergenerationen.
   Stranden blev stort filmatiseret med Leonardo DiCaprio, Virginie Ledoyen og Guillaume Canet. Danny Boyle instruerede, Darius Khondji var fotograf, Angelo Badalamenti (1937-2022) skrev musikken. Alligevel var filmen en stor skuffelse.
   Garland fortsatte forfatterskabet i The Tesseract (1998, da. Tesseract) og The Coma (2005, da. Koma), som begge er bygget af cerebralt horrorstof. Det var højt profilerede udgivelser, men de bøger slog slet ikke an. Det gik gradvis op for forlæggerne, at Stranden havde været en undtagelse.
   Nu fik Garland skyld for at være en one trick pony og for at sejle under falsk flag. Imens fortsatte han samarbejdet med Danny Boyle og bekendte kulør som en genreforfatter med særlig indsigt i sci-fi og horror. Garland skrev manuskriptet til zombie/epidemi-filmen 28 Days Later (2005) og rumrejsefilmen Sunshine (2007), der har Kubrick-kvaliteter.
   Begge titler har deres fejl. Men Mark Romaneks filmatisering af Kazuo Ishiguros Never Let Me Go (2005, da. Slip mig aldrig), som Garland adapterede i 2010, er blandt de bedste britiske dystopier. Carey Mulligan, Keira Knightley og Andrew Garfield spiller klonerne, der bliver dyrket for deres organer. Filmen fik ikke dansk biografpremiere, men streames på flere platforme nu.



GARLAND er som andre britiske drenge vokset op med tegneseriemagasinet 2000 A.D., hvor Alan Moore, Brian Bolland, Alan Grant og flere andre af kunstartens stjerner begyndte. En af de ikoniske karakterer fra universet er Judge Dredd. Garland skrev manuskriptet til Dredd (2012). Det var ikke bare hård science fiction. Denne dystopi var brutal.
   Endelig tog Garland springet og instruerede selv Ex Machina (2014). Her var Alicia Vikander den kunstige kvinde, som udfordrede og forførte Domnall Gleesons IT-arbejder. Ex Machina kombinerer Pygmalion-motivet med elementer fra den jødiske Golem-legende og Mary Shelleys Frankenstein.
   Den lille film gjorde betydeligt indtryk, og Garland kunne på større budget filmatisere Annihilation (2018), den første af romanerne i Jeff VanderMeers Southern Reach-trilogi (2014), som på dansk hedder Udslettelse, Autoritet og Accept. Natalie Portman og tre andre kvinder udforsker det muterede landskab. Her var kønsbevidsthed og økologi. Filmen er et febersyn. Men den fik »kun« premiere på Netflix.
   Mellem Annihilation og Men debuterede Garland i tv-regi som forfatter, konceptuerende instruktør og showrunner på miniserien Devs (2020), der videreudvikler motiver fra Ex Machina. Garland skrev og instruerede selv alle otte episoder. Serien blev produceret for Hulu og streames i Danmark på Disney+.



JEG nævner alt dette for at beskrive de store forventninger, man kommer med til Garlands Men. De bliver imidlertid ikke indfriet.
   Roman Polanski er næsten unævnelig nu, men Garlands film ligner i lang tid en agorafobisk variation over den seksuelle klaustrofobi, som Polanski udforskede i Repulsion (1965, da. Chok) med Catherine Deneuve og Rosemary’s Baby (1968) med Mia Farrow. Man tror, man skal se en fabel om kønnet med stærke #MeToo-motiver. En film, der giver kvinderne ret.
   Garland gør noget andet. I stedet for at gå med tvivl og anelser, bliver han bogstavelig og forklarer sin fabel med en serie groteske fødsler og genfødsler. Så standser han atter ved #MeToo-motivet, men den overnaturlige faktor har undermineret en gensidig tillid. Vi kan næsten ikke tage facit alvorligt.
   [Det kan være min begrænsning – måske fungerer filmen fungerer for andre. Når en kritiker skriver »vi« på den måde, skal det naturligvis læses som »jeg«. Flertalsformen bruges for at give den subjektive reaktion et skær af objektiv uigendrivelighed. »Man« kan vende argumentet og se kønspolitikken som camouflage. Måske er gruen vigtigst for Garland, mens #YesAllMen-faktoren er opportunistisk forsiring.
   Begge dele – og blandingen – er interessante, så længe balancen er usikker. Men de groteske graviditeter og den allegorisk udpenslede manbirth til slut skal åbenbart læses bogstaveligt. Der er et tipping point mellem virkeligheder, som ligger forkert, synes jeg. Og den »øverste« forklaring føles mest af alt som en skrivebordsløsning.]



MAN skal se det for at tro det. Her er grafisk body horror, som kan måle sig med Julia Ducournau og David Cronenberg. Her er psykisk kaos i samme hysteriske skala som hos Darren Aronofsky i mother! (2017), der delte og forvirrede auteurens fans på samme måde.
   Men er på linie med den selvbevidste horror hos filmskabere som Ari Aster (Hereditary, Midsommar), Ben Wheatley (Kill List, Sightseers, A Field in England) og Jordan Peele (Get Out, Us, Nope). Garland følger sit særlige syn på det makabre og fantastiske. Men Men er kun liflig og stærk i en time. Så bliver den til noget andet.
   Det er for Jessie Buckleys indsats i rollen som Harper, at man følger med hele vejen. Det gør selvfølgelig også sin virkning at se Kinnear spille ti forskellige karakterer (uanset om de viser sig at være én). Isoleret set er ideerne gode, men helheden er et misfoster. Gå selv ind og se efter. Der er i hvert fald organisk gru for alle pengene.


*) Den Grønne Mand er fra førkristen tid forbundet med fertilitet og cyklisk genkomst. Han er den kropsliggjorte frugtbarhed, i familie med Dionysos og Bacchus. Som kirkeligt ornament bliver »bladansigtet« (»foliate head«) først i nyere tid forbundet med figuren fra den dybe tradition. Det giver ikonoklastisk stemte skribenter anledning til (fejlagtigt) at affærdige mytekomplekset som en moderne konstruktion. Folkloristen Lady Raglan, som skrev artiklen »The 'Green Man' in Church Architecture« i 1939, var mere opsat på at navngive den arkitektoniske detalje og forbinde bladansigtet med sin lokale kirke i Wales. Den Grønne Mand er særligt aktiv i ny folk horror, men har mørk og ustyrlig kraft allerede i middelalderdigtet om Sir Gawain and the Green Knight. Man kan hugge ham ned og skære ham over, men kroppen vokser altid ud igen. Han er majstangen, vi danser om; John Barleycorn, der dør hvert år, når kornet høstes. Han er skovguden (Peter) Pan og folkehelten Robin Hood. Talrige engelske pubber bærer navnet The Green Man. Han optræder i moderne litteratur fra Kingsley Amis’ The Green Man (1969) til Lindsay Clarkes The Chymical Wedding (1989) og Roy Harpers sangcyklus The Green Man (2000). Figuren er altid maskulin. I Garlands film suppleres motivet med det tilsvarende feminine Sheela-na-gig.
   
I juli 2023 bekræfter Garland og Danny Boyle, at de er langt med forarbejdet til en tredje film i zombieserien, der begyndte med 28 Days Later. Titlen er 28 Months Later. Det kan være, at Garland selv instruerer.


Men. Instr. & manus: Alex Garland. Foto: Rob Hardy. 100 min. UK 2022. Dansk premiere: 02.06.2022.


Fotos: DNA Films/ A24/ Nordisk Film Distribution/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Library of Congress [Foliate Head/ Green Man-photo]/ Science Friction [Roy Harper The Green Man 'Cover design by Harry Pearce at Lippa Pearce Design with special thanks to Gareth Bulton for his assistance'].  
Filmen streames på Blockbuster, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film
2K Blu-ray fra Entertainment in Video (UK) 22.08.2022.
Anmeldelsen stod [uden selvkritisk indskud] i Weekendavisen Kultur 03.06.2022.

søndag den 18. december 2022

Shirley | Shirley Jackson 1916-1965


EN STIKLING FRA EN ROSENBUSK
Et fantastisk portræt af den gotiske drømmer

Af BO GREEN JENSEN

SHIRLEY Jacksons særegne forfatterskab har de seneste tiår været genstand for intens genopdagelse og rehabilitering. Interessen for Jackson har levet fra starten og været konstant i kraft af The New Yorker-novellen »The Lottery« (1948), som er en evig antologifavorit, og romanen The Haunting of Hill House (1959), som Robert Wise filmatiserede i 1963.
   Nu bliver alle hendes tekster genlæst, også de humoristiske klummer i Life Among the Savages (1953), hvor hun iscenesatte sin kaotiske hverdag med fire børn, stor husholdning og en notorisk promiskuøs ægtemand, litteraturprofessoren Stanley Edgar Hyman (1919-1970), som i samtiden var højere agtet end hun.
   I 2016 udkom A Rather Haunted Life, Ruth Franklins biografi, som ødelægger lidt af mystikken, men føjer meget til forståelsen. Library of America har samlet Jacksons værker i to tætte bind (2010, 2020). Den sidste roman, We Have Always Lived in the Castle (1962), har altid været en hemmelig skat, som læsere fandt af sig selv. Det blev den første bog, som kom på dansk, da forlaget Alhambra begyndte at udgive Jackson. Indtil nu foreligger Vi har altid boet på slottet, Mørket i Hill House og Fuglereden – alle i en eksemplarisk oversættelse ved Rebekka Hjelholt Svendsen.*


FORFATTEREN Susan Scarf Merrell var teenager, da hun læste Jackson med en åbenbaring af genkendelse. Derfor blev Shirley: A Novel (2014) en hommage, som ikke ligner andre kunstnerromaner. Bogens fortæller er den nygifte og nyligt gravide Rose Nemser, som flytter ind hos Jackson og Hyman, da hendes mand bliver ansat på Bennington College, hvor Hyman er en af de store kanoner.
   Den lille universitetsby i Vermont hader stadig Jackson for »The Lottery« og fordi hun er anderledes. Hyman har affærer i byen og betragter og behandler de studerende som et harem (Bennington College var forbeholdt kvinder frem til 1969). Jackson kæderyger, drikker og spiser for meget, lider af tiltagende agorafobi. Men hun skriver på romanen Hangsaman (1951) med famlende fokus og overbevisning.**


ROSE og Fred bliver brikker i en ægteskabelig skyttegravskrig. De bliver også en slags tyende. Der er middage i stilen fra Hvem er bange for Virginia Wolf? Men Rose beundrer Shirley, og kvinderne kommer tæt på hinanden, især da Rose har født og engagerer sig i researcharbejdet.
   Hangsaman kredser i mosaikform om en pige fra Bennington, som forsvandt. Merrells bog fantaserer – nu og da i en pastiche på Jacksons stil – om hvad der skete med Paula Weiden, som var Hymans elev og modellen for Natalie Waite i romanen. Mysteriet har ingen definitiv løsning. Dét er helt i Jacksons ånd.
   Jacksons bøger – som hører til mellem horror og slipstream – er den diametrale modsætning til puslespilskrimier. Hun skriver i et anelsens sprog med duften af frugt i forrådnelse og næsten altid brand et sted. Kun det mytiske anslag i »The Lottery« – hvor »vinderen« af det årlige lotteri bliver stenet af sine naboer – adskiller sig. Dén tekst kommer virkelig et andet sted fra.



SARAH Gubbins har bearbejdet Merrells roman til Josephine Deckers kongeniale filmatisering. Shirley blev præsenteret på Berlinalen i 2020, umiddelbart før hele verden fik corona. Det er i dén grad en film, som skal ses i biografen. Sturla Branth Grøvlen (fotograf på Benh Zeitlins Wendy og Thomas Vinterbergs Druk) skaber mørke, stofrige billeder af efteråret i Vermont. Da COVID-19 trak ud, fik filmen en langstrakt, vilkårlig lancering. Den fik aldrig dansk biografpremiere, men streames på talrige platforme.
   Projektet kommer fra Elisabeth Moss, der har en drømmerolle som Shirley Jackson og er krediteret som filmens producer. Moss har ikke Jacksons fysiske tyngde, men ligner ellers i slående grad, når briller og tænder justeres. Den indviklede attitude er ramt på et hår. Der er så mange fine nuancer i spillet mellem Moss og Odessa Young, der har rollen som Rose Nemser.



PÅ vej til Bennington læser Rose »The Lottery«. Teksten gør hende opstemt, og parret elsker i toget. Mødet med Shirley er først en stor skuffelse, så et spirende kærlighedsforhold. Både film og bog fremstiller Jacksons og Hymans ægteskab som en symbiose. Ingen af dem har overtaget. Hyman gik hurtigt i stykker, da Shirley døde af livsstilssygdomme i 1965.
   Efter et år blev han gift med den langt yngre Phoebe Pettingell, som han havde undervist på Bennington. Hun redigerede The Critic's Credentials: Essays and Reviews (1978), et udvalg af Hymans artikler, efter hans død. Selv redigerede han The Magic of Shirley Jackson (1966) og Come Along with Me: Part of a Novel, Sixteen Stories, and Three Lectures (1968) med efterladte tekster af Jackson. Sønnen Malcolm blev født tre måneder efter hans død. Phoebe Pettingell lever stadig. Shirley blev kun 48. Stanley nåede at fylde 51 år.***
   Sanseligheden er bibeholdt. Til gengæld er mange detaljer forsvundet. Filmen udelader Roses baggrund, og Jacksons børn optræder ikke. I bogen har Rose en særlig relation med hvert enkelt. Michael Stuhlbarg spiller Hyman i høj scorestil. Logan Lerman, som spiller Fred Nemser, ligner stadig en dreng. Han er et let bytte for den manipulerende libertiner.
   I bogen er det et højdepunkt, når litterære berømtheder som Ann og Bernard Malamud kommer til middag eller kritikeren Kenneth Burke er med til fakultetsfesten. Vi får baggrunden for Hymans krig med Betty Friedan, som nedgjorde (og misforstod) Jackson i The Feminine Mystique (1963, da. Farvel kvindesag?) Alle de ting er fjernet i filmen. Kun Hymans jungianske interesse for folkekultur og -musik er bevaret.



MYSTERIET er gnidrede indklip og omrids. Der er i bogen et besøg i en havelabyrint, hvor Rose og Shirley kan høre Marie Antoinette og hendes hofdamer. Episoden fremstår som hallucineret virkelighed. I filmen spiser de svampe sammen. Jackson graver i sort muld med krogede fingre. Dét dufter til gengæld af Vi har altid boet på slottet. Det gør hele filmen, når den er god.
   For Jackson-fans er Shirley en tvingende nødvendighed. Også andre kan have stor glæde af filmen. Især manglen på klare svar er livsalig. Det er modgift mod føljetonsygen, som plager de fleste streamede serier.


*) I august 2022 udkom Lotteriet og andre noveller som fjerde bind i Alhambras kærligt kuraterede serie. Det er atter Rebekka Hjelholt Svendsen, der har oversat. Forordet til de tyve noveller er skrevet af Ursula Scavenius. »The Lottery« er dramatiseret/filmatiseret adskillige gange og fortolket i mange formater. Særlig trofast og kongenial er graphic novel/tegneserieromanen Shirley Jackson's "The Lottery": The Authorized Graphic Adaptation (160 s. New York: Hill and Wang), som Miles Hyman, der er barnebarn af Shirley Jackson og Stanley Edgar Hyman, fik udgivet i 2016. Forlaget Fahrenheit udgav Shirley Jacksons "Lotteriet": den autoriserede grafiske fortolkning i 2018. Oversætteren er Astrid Skov-Jakobsen.

**) Deckers film bøjer kronologien for at få tingene til at passe. Handlingen er henlagt til 1964, men Hangsaman udkom allerede i 1951. Det var forlaget Farrar, Strauss and Young [altså FSG før Giroux] som pegede på forbindelsen til den 18-årige Bennington-elev, Paula Jean Welden, der forsvandt på en vandretur i »the Bennington Triangle« i 1946 og blev erklæret død i december samme år. Jackson-biografen Ruth Franklin mener ikke, at romanen var 1:1- inspireret af Weldens forsvinden. Jackson må dog have arbejdet med materialet. Hun nævner Welden i novellen »
The Missing Girl«, som blev trykt i The Magazine of Fantasy and Science Fiction i december 1957 [men først samlet op i Just an Ordinary Day (1996)], hvor børnene Laurence og Sarah Hyman samler tekster, der aldrig blev trykt eller ikke kom med i forfatterens egne udvalg.   
***) Stanley Edgar Hyman er blevet djævelen i den biografiske mytologi omkring Jackson. Eftertidens syn på ægteskabet svarer til den stadige ligsynsanalyse af forholdet mellem Sylvia Plath og Ted Hughes. 
   Det er let at forskrive Hyman til skurkerollen som manden, der holdt kvinden tilbage. Jeg skrev forordet til den danske udgave af The Haunting of Hill House. Da bogen blev anmeldt i Weekendavisen, var Siri Ranva Hjelm Jacobsen [som senere introducerede Fuglereden] venlig nok, men hun så ingen grund til at dvæle ved Hymans meritter. Han var irrelevant for et dansk publikum.
   Men det er han jo ikke, og hvis vi begynder at bruge aktuel lokal relevans som et kriterium, forstærker vi bare nærsynetheden, som der er rigeligt af i Skandinavien, og som er ouverturen til provinsialisme og nationalisme.
    Som kritiker var Hyman, hvad vi i Danmark kalder kulturradikal. Han var opdraget i jødisk ortodoksi, som han brød eftertrykkeligt med, men ikke før talmudlæsningen havde sat sig. Hans passion for jazz og »primitiv« folklore minder i slående grad om Poul Henningsens praksis. Hymans virkefelter var litteratur og psykologi. Hans speciale var folkeviser og folkeeventyr, som han læste med teoretiske briller. Hyman var marxist, jungianer (via J.G. Frazer og The Golden Bough) og freudianer. Hans populære Bennington-kursus hed »Myth, Ritual, and Literature«.
   I tilgift til undervisning og ansættelser på The New Yorker og The New Republic fungerede Hyman i fire år som boganmelder på magasinet The New Leader, der var sponsoreret af Socialist Party of America. Han skrev en introduktion til kritisk teori og metode, The Armed Vision: A Study in the Methods of Modern Literary Criticism (1947), og redigerede antologien The Critical Performance: An Anthology of American and British Literary Criticism in Our Century (1956), som var standardværker i samtiden. 
   Hymans store projekt – og værket, som han skrev på i årene med Jackson – var en sammenlæsning af de tankesystemer, som han trak på i sin kritiske praksis: biologi, politik, antropologi, sammenlignende religion og psykoanalyse. The Tangled Bank: Darwin, Marx, Frazer and Freud as Imaginative Writers (1962) blev næsten overset, da den endelig udkom. Det blev i stedet Joseph Campbell, som aktualiserede J.G. Frazer og C.G. Jung i The Hero with a Thousand Faces (1949) og mangebindsværket The Masks of God (1959-1968). 
   The Tangled Bank er et vidtfavnende værk, der foregriber den arketypiske kritik hos Northrop Frye. Den er antitesen til nykritik, strukturalisme og de forskellige franske skoler. Den egner sig ikke mindst til en læsning af Shirley Jacksons værker. 
   Philippe Halsman tog det ikoniske foto til biografien på flappen i The Tangled Bank. I 2013 blev fotoet (uden videre forklaring) brugt i en annoncekampagne for støvlefirmaet Berluti. Laurence Jackson Hyman skrev i den anledning et essay, »How Stanley Edgar Hyman Jumped Into Madison Avenue Luxury«, til magasinet Tablet.

Shirley. Instr.: Josephine Decker. Manus: Sarah Gubbins. Foto: Sturla Brandth Grøvlen. 107 min. USA 2020. Dansk premiere: 12.12.2020 (streaming).

Susan Scarf Merrell: Shirley: A Novel. 276 s. New York: Plume/ Penguin Random House, 2015.


Fotos: Los Angeles Media Fund/ Killer Films/ Neon/ Curzon Artificial Eye/ Mis.Label/ Library of America/ Blue Rider/ Alhambra/ Penguin Books
Filmen streames (i maj 2025) på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, MAX, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film
2K Blu-ray fra Artificial Eye CURZON (UK) 24.01.2021
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 29.01.2021

mandag den 26. september 2022

Slipstream | David O. Russell: I ❤ Huckabees (2004)


EKSISTENTIELLE DETEKTIVER
En svimlende farce om tankesystemer

Af BO GREEN JENSEN

NOGLE film er så skarpe, skægge og smarte, at det er lige ved at være for meget. Især hvis det tydeligt skinner igennem, at filmskaberen også godt ved det selv, kan resultatet være en irriterende aura af selvfedme.
   Kaoskomedien I ❤ Huckabees lider i nogen grad under denne skavank. Tag nu bare titlens preciøse lille hjertesymbol. Imidlertid er der så megen stil over slaget, dybde i løjerne og kød på intrigen, at man ret hurtigt kapitulerer. En stor del af tiden er filmen nemlig lige så morsom og dyb, som giver sig ud for.
   Præmissen er krøllet og ganske unik. I en gennemglobaliseret virkelighed arbejder forretningskæden Huckabees - »The Everything Store« - på at blive det førende konglomerat. Samtidig, nede i græsrødderne, har miljøaktivister fra Open Spaces-koalitionen viet deres liv til bekæmpe fænomenet suburban sprawl, dvs. butikscentre, motorvejsarkitektur osv. Huckabees vil eliminere modstanden ved at absorbere den. Mere destruktiv er dog den interne magtkamp, som til stadighed hærger i organisationen.



DEN hæmningsløse Huckabees-mand Brad Stand (Jude Law) og den fødte taber Albert Markovsky (Jason Schwartzman) er rivaler og forbundne skæbner. Brad er lys og karismatisk, mens nørden Albert er trodsig og sortsmudsket. Den ene ser ned på den anden. Den anden foragter den første lige så stærkt, som han misunder ham. Det er Brad, der lever sammen med Huckabees-ansigtet Dawn (Naomi Watts) og er på fornavn med Shania Twain. Albert bliver derimod hånet, når han læser miljødigte højt (»Intet står som denne klippe står«) eller anbringer fotos af sig selv i arkivet, hvor autografjægerne køber portrætter.



HUCKABEES-historien er præcis i sin satire og samtidig helt forudsigelig. En udslagsgivende original detalje er derimod de eksistentielle detektiver, som man i denne højnede virkelighed konsulterer, når og hvis man er i krise. Der er flere terapeutiske trosretninger. Ægteparret Bernard og Vivian Jaffe – fremstillet med fuld karikeret skrue af Dustin Hoffman og Lily Tomlin – er bløde folk af den holistiske skole, som lærer deres klienter at tænke på verden, ikke som mig og dig og her og nu, men som et kosmisk slumretæppe, en simrende masse af mellemrum og partikler, hvor alt er godt og til hele tiden.



JAFFE-skolen får skarp konkurrence fra den franske skeptiker Caterine Vauban (Isabelle Huppert), en tidligere elev, som prædiker mørke, egocentrisk sadisme og en grundlæggende mangel på sammenhæng. Caterine bruger billige tricks som hed sex for at lokke Jaffe-parrets klienter over på sin side. Det er sådan, hun vinder Albert for sagen, mens Bernard og Vivian føler sig svigtet sammen med Alberts psykiske tvilling, brandmanden Tommy Corn (Mark Wahlberg), der siden 11. september 2001 har levet sit liv som en tikkende bombe. Snogen Brad går derimod ned og bliver led ved sig selv, da Jaffe-parret præsenterer beviserne for, hvor overfladisk han lever sit liv.



NOGLE af filmens bedste steder lader Albert gå i poseterapi hos Dustin Hoffman. Hoffman breder sit tæppe ud og forklarer, hvordan alle ting og energier er nærværende hele tiden. Når vreden eller fortvivlelsen trykker, skal man trække vejret dybt og visualisere the blanket.
   Huppert prædiker derimod selvudslettelse ved hjælp af en stor gummibold, som man slår hinanden i ansigtet med. Så det er enten bolden eller tæppet, the blanket or the ball, kvantefysik eller rå nihilisme. Der må selvsagt også være en gylden middelvej, og det er sjælens ubændige søgen efter denne, som Russell behændigt allegoriserer.


»MAN skulle nok være der,« siger vi om morsomme historier, som taber i styrke for hver genfortælling. Med I ❤
 Huckabees er det lidt ligesådan. Men filmen er ikke så søgt, som den lyder, og der er absurd stringens i detaljerigdommen. David O. Russell er en fætter til filmskabere som Wes Anderson, Michel Gondry og Spike Jonze, dvs. krøllede talenter der arbejder i periferien af den etablerede filmindustri. Han siger selv om præmissen:
   »Jeg har ofte spekuleret på, hvorfor karaktererne i de intellektuelle indie-film altid har det så svært og lever i sådan en mørk tilværelse, men aldrig formår at bruge de traditioner, som har eksisteret i evigheder, til at udforske bevidstheden. I vores materialistiske kultur har vi så mange fordomme over for »mørke historier«, hvor alle bare er deprimerede og hvor livet er hårdt. Jeg synes, der bør være andre paradigmer og muligheder.«



MANUSKRIPTET til I ❤ Huckabees kunne da også være skrevet af Charlie Kaufman, den skæve fløjs fejrede hovedforfatter. Russells film står på skuldrene af kæmper som Monty Python’s The Meaning of Life (1983), Being John Malkovich (1999) og Eternal Sunshine of the Spotless Mind (2004, da. Evigt solskin i et pletfrit sind). Der er desværre også en bismag af fartglade ensemblefarcer som Stanley Kramers It’s a Mad, Mad, Mad, Mad World, der var årets fiasko i 1963, og den lille efterkommer Rat Race, som var årets prut i 2001.


MEST er filmen dog sin egen og en klar forbedring i forhold til Russells første traumekomedier, Spanking the Monkey (1994) og Flirting with Disaster (1996), hvor selvtilfredsheden gik over gevind. Hans hovedværk er stadig Three Kings (1999), en eventyrfilm fra den første Golfkrig, som blot er blevet mere aktuel siden tilblivelsen.

Se også David O. Russell: The Fighter (2010); David O. Russell: American Hustle (2013).

I ❤ Huckabees. Instr. & manus: David O. Russell. Foto: Peter Demming. 106 min. USA-Tyskland 2004. Dansk premiere: 22.07.2005.



Fotos: Fox Searchlight Pictures/ Qwerty Films/ Kanzeon/ Scott Rudin Productions/ N1 European Film Produktions GmbH & Co. KG/ Huckabee's/ Sandrews/ 20th Century Fox Home Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ YARN (Huckabees .gifs)/ YouTube (Huckabees trailer)
Filmen streames på FILMSTRIBEN, Google Play, iTunes, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 22.07.2005.

fredag den 22. juli 2022

Slipstream | Cameron Crowe: Vanilla Sky (2001)


EN DRØM I EN DRØM
Spansk (selv)erkendelse på amerikansk

Af BO GREEN JENSEN

DET begynder med – og i – en drøm, hvor en kvindestemme vækker os med ordene: »Open your eyes«. Millionæren David Aames (Tom Cruise), en moderne kong Krøsus, tager hul på dagen i sin designerlejlighed og er snart på vej til Manhattan, hvor hans forlagsimperium har hovedkvarter.
   Men noget er galt. Det er morgen i New York, og gaderne er som blæst. Panikken sætter sig gradvis i David, der nu er en Palle Alene i Verden. På Times Square står han ud af sin Porsche og undrer sig over stilheden og tomheden, som kun lysreklamerne bryder.
   Da er det, at en kvindestemme – men ikke den samme som før, denne har ingen blød spansk accent – siger ordene »open your eyes« en gang til. Atter kan David tage hul på sin dag, og denne gang ligger Julie (Cameron Diaz) i sengen ved hans side. Det er hende, der har indtalt beskeden, men hvem sagde ordene i drømmen, og kan man - dvs. kan vi og kan David – med sikkerhed vide, at denne virkelighed ikke er endnu en drøm der begynder?



DET kan man ikke, for inden længe er vi havnet et andet sted i kronologien, og David bliver afhørt i en tv-overvåget celle, hvor psykologen McCabe (Kurt Russell) stiller ham venlige, men bestemte spørgsmål om en kvinde, som er blevet myrdet. I disse gentagne scener – denne tilbagevendende drøm? – bærer David en skræmmende ansigtsprotese, en løs hvid maske som slører hans stemme, skønt psykologen flere gange pointerer, at ansigtet ikke er vansiret.



SOM det fremgår, er handlingsgangen i Vanilla Sky hverken regelret eller klart struktureret. Snarere udgør filmen et system af drømme, hvor flere niveauer af virkelighed til stadighed griber ind i og blander sig med hinanden.
 Det bliver værre endnu og også så mystisk, at jeg ville spolere for mange pointer med et resume.
   Endelig bliver alt forklaret i en tankekonstruktion af de store. Dét er for så vidt den eneste fejl i Cameron Crowes meget velskabte genindspilning af Abre los ojos, Alejandro Amenábars spanske identitetsfabel fra 1997.*
   Vanilla Sky er svær at genrebestemme, og dét er en væsentlig kvalitet. Davids mørke drømmerejse er både en spændingshistorie og en halv fremtidsfilm; afgjort en sædeskildring om måderne, som vi lever på nu, men også en hyldest til venskab, erindring og kærlighed.
   I de bedste afsnit vibrerer mysteriet så rent, at man giver sig fuldstændig hen. I de værste bliver der forklaret og fortalt i prætentiøse symboler, som trækker fra den mangetydige styrke. Drømmen står dog forbløffende stærkt, som det er.



DAVID, gudernes yndling, har arvet alt efter faderen, som både skrev en grundbog om succes og efterlod sønnen aktiemajoriteten i den koncern, der gør ham rig som Bill Gates eller Joakim von And. Vi er i en fabel, disse forhold er ikke urimelige. Han er allerede træt af Julie, da han møder den dragende Sofia Serrano (Penélope Cruz, som også spillede rollen hos Amenábar).
   Men det hævner sig at kassere andre mennesker. Da David tilbringer natten hos Sofia – de kysser kysk og tegner hinanden – kører Julie sig selv og David i døden. Hun dør (og så alligevel ikke), mens han får sin arm knust og sit ansigt revet over. Det er Vanilla Sky også: en film om at miste sit ansigt.
   Ulykken ændrer David til et ansvarligt, angrende menneske. Det klæder Tom Cruise at spille en rolle med skamferede træk, ligesom det er forfriskende at se Cameron Diaz fremstillet som en klæbrig type, man undgår om muligt. Det er dog ikke stjernespillet, som i bedste fald er dækkende, der bærer Vanilla Sky. Ej heller de selvhøjtidelige afsnit i historien, der fortælles med tilbageholdt åndedræt, som om store sandheder skal åbenbares.



DET bedste – og det er fremragende – er kvaliteten af drøm og skildringen af, hvordan en bevidsthed arbejder på at gendanne sig, når den uden videre lades i stikken i et mørke uden tid eller krop. Det reflekterende sind konstruerer da en identitet og bygger en verden med stumper, den kender.
   David ydmyger sig over for Sofia, og allerede da hun samler ham op næste morgen tænker man, at det digitale lys over Manhattan ligner vaniljehimlen på Monet-maleriet, der hænger i Davids Shangri-la af en ungkarlehybel. De elskende støtter sig til hinanden, så det i slående grad ligner coveret på The Freewheelin' Bob Dylan (1963), men man affærdiger det som et udslag af Crowes karriere som rockskribent, den tid han skildrede så besnærende i Almost Famous (2000).**



SÅ enkelt er det bare ikke. Skønt Vanilla Sky er en kostbar studiefilm, der skal fungere på det utålmodige amerikanske marked, står den ved sine centrale mysterier. Den er ujævn, men også konstant fascinerende, en film som man enten forsvinder ind i – en slags Blow-Up for MTV-generationen – eller opgiver uden videre, hvis man har et problem med Tom Cruise eller fordomme i forhold til den fantastiske genre, som Vanilla Sky ligger i udkanten af (det samme gjorde i øvrigt Blow-Up, der var baseret på en psykedelisk novelle af Julio Cortázar).


FILMEN har flere lag end et løg, og ganske som det gælder for løget, finder man kun en kerne af tomhed, hvis man piller den helt fra hinanden. Sådan er det sikkert også med eksistensen. Man kan sagtens sætte sig ind i en tankegang, der afviser konstruktionen som forvrøvlet og ser stort på de æstetiske kvaliteter, der kan affærdiges som CGI-tricks. Det vil jeg dog ikke gøre. Jeg nød denne film hele vejen og var opslugt fra første scene.


Vanilla Sky udkom på blu-ray i 2015 [med alternativ original slutning] og i deluxe-udgave til 20-året i november 2021. I juni 2023 på 4K Ultra HD (højopløsningsformatet, som er regionsfrit), 2K Blu-ray og digital HD til download og streaming. Altsammen fra Paramount Pictures, som har haft stor glæde af samarbejdet mellem Crowe, Cruise og Cruz. Der er masser af godt materiale om filmen på The Uncool - the official website for everything Cameron Crowe.

*) Alejandro Amenábar (f. 1972) debuterede i lang form med den isnende effektive Thesis (1996), hvor Ana Torrent (pigen fra Victor Erices Franco-tids klassiker El espirítu de la colmena/ The Spirit of the Beehive/ Ånden i bistadet) spiller den filmstuderende Ángela, der skriver afhandling om snuff-film, udforsker miljøet omkring dødspornografien og er i offerets sted for en tid. En stilren blanding af hård realisme, metafilm og fundering over, hvad nettet (som dengang var i sin vorden) ville gøre ved kulturen. Abre los ojos (Open Your Eyes) var filmen, som han lavede mellem Thesis og arthousegyseren The Others (2001) med Nicole Kidman. Amenábar fik sit kritiske gennembrud med Mar adentro (2004, da. Mit indre hav), hvor Javier Bardem er den paralyserede mand, der knækker ryggen ved en badeulykke og længes efter at dø, mens han lever og genoplever i sindet. Her er genre- og metaelementerne lagt væk. Det er god kritisk skik at foretrække Amenábars original – som er uden hele laget af popkulturelle henvisninger og mindre demonstrativ i sin forklaring – for Crowes remake, der tangerer en palimpsest. Jeg foretrækker Crowe, måske fordi jeg deler Crowes smag i musik og billedkunst. Jeg kan godt se, at Abre los ojos giver publikum mere at arbejde med. I begge film er Penélope Cruz et væsentligt aktiv. I Crowes version sikrer hun kontinuiteten. Open your eyes fik ikke dansk premiere, men kom (og findes stadig) på en dvd fra britiske Momentum Pictures [+ Blu-ray fra franske StudioCanal i 2021].


**) Farverne på Vaniljehimlen (som for alvor bliver vigtig i filmens slutning, der ikke er afsløret ovenfor) er konkret inspireret af La Seine à Argenteuil, som Monet malede i 1873. Billedet hænger i David Aames' lejlighed. Faktisk er skalaen tættere på i Argenteuil fra 1874 og det ikoniske La femme à l'ombrelle (La Promenade) fra 1875, der har inspireret filmskabere fra Akira Kurosawa til Hayao Miyazaki.
   Don Hunstein (1928-2017) tog de berømte billeder af Bob Dylan og Suze Rotolo (1943-2011), som var kærester i Greenwich Village-perioden, da Dylan skrev sangene på The Freewheelin' Bob Dylan. Hun skrev om sit liv og forholdet til Dylan i Freewheelin' Time (2008). Dylan skriver selv om sin betagelse i Chronicles, Volume One (2004):
   »Hun hed Susie, men stavede det Suze. Jeg kunne ikke tage øjnene fra hende. Hun var den mest erotiske skabning, jeg havde set. Hun var lys i huden og havde gyldenblondt hår, men var fuldblods italiener. Luften var pludselig fuld af bananblade. Vi begyndte at tale sammen, og det begyndte at summe i mit hoved. Amors pile var før suset forbi mit øre, men denne gang ramte de mig i hjertet og slog mig omkuld. Suze var sytten og fra østkysten. Hun var vokset op i Queens i en venstreorienteret familie. Hendes far havde været fabriksarbejder og var død for nylig. Hun færdedes i kunstmiljøet i New York, malede og tegnede til forskellige publikationer, arbejdede med grafisk design, med teaterproduktioner Off-Broadway og var engageret i borgerrettighedsbevægelsen – hun kunne en hel masse. At møde hende var som at træde ind i tusind og én nats eventyr. Hun havde et smil, der kunne sprede lys over en hel gade fuld af mennesker, og var en meget livlig pige med en særlig form for yppighed – en skulptur af Rodin gjort levende. Hun fik mig til at tænke på fritænkende romanheltinder. Hun var lige min type.« [Bob Dylan: Krøniker Bind 1, s. 256, Gyldendal 2004, overs. Claus Bech].


Vanilla Sky. Instr. & manus: Cameron Crowe. Foto: John Toll. 120 min. USA 2001. Dansk premiere: 01.02.2002.


Fotos: Paramount Pictures/ Cruise/Wagner Productions/ Vinyl Films/ Sogecine/ Summit Entertainment/ Artisan Entertainment/ The Uncool - The Official Website for Everything Cameron Crowe/ Reddit/ Wikipedia Commons. 
Vanilla Sky streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, SKYSHOWTINE, TV2 Play/ SkyShowtime, YouTube Film. 
4K UHD + 2K Blu-ray fra Paramount Pictures 20.06.2023
Open Your Eyes (Abre los ojos) streames ikke i DK - i  Frankrig på Amazon Store og Apple TV - i Spanien på DISNEY+, NETFLIX og FLIXOLÉ
2K Blu-ray fra StudioCanal 05.03.2021
Anmeldelsen trykt første gang i Weekendavisen Kultur 01.02.2002; noterne er nyskrevne i 2022; ajourført i