Translate

Viser opslag med etiketten Cameron Crowe. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Cameron Crowe. Vis alle opslag

mandag den 25. juli 2022

Mainstream | Cameron Crowe: Jerry Maguire (1996)


NOGET OM MENNESKER
Et følsomt farvel til guldflippertiden

Af BO GREEN JENSEN

MARTS 1997: JERRY Maguire er sportsagent, et toptunet karrieremenneske på 35 år, som bare kan det dér med snak og charme. Han sælger sine klienters kontrakter så dyrt som muligt, lever godt af provisionen og er et væsentligt aktiv for bureauet, Sports Management International, som han var med til at gøre til, hvad det er nu: en stor forretning med så mange klienter, at der sjældent er tid til den enkelte sag og det enkelte menneske. Allerede i titelsekvensen får Jerry derfor anfægtelser, oplever en slags indre gennembrud og udfærdiger et følelsesladet memo, som alle roser ham for. Indtil chefen fyrer ham næste dag.*


   
NU vil Jerry være sin egen mand og sælge en bedre service til færre klienter, men alle på nær én vælger at blive hos SMI. Undtagelsen er den afroamerikanske fodboldspiller Rod Tidwell, som har brug for en bedre kontrakt med sin klub i Arizona, hvor han spiller godt, men er upopulær.
   Imens bliver Jerry romantisk interesseret i sekretæren Dorothy, som fulgte med ham fra SMI. Måske er han forelsket, måske er han bare taknemlig for hendes loyalitet og som altid villig til at gå langt, når der skal leves op til et ansvar. Derimod er ingen i tvivl om, at han elsker hendes lille søn Ray, og at drengen nyder sin nye far.
   Tiden går – og tager sig tid til at gøre det grundigt, for den eneste skønhedsfejl ved Jerry Maguire må være den overdrevne spillelængde på to timer og tyve minutter. Foldboldspilleren kan ikke vente evigt på en god kontrakt, og Jerry Maguire må gøre op med sig selv, hvad han egentlig vil med sin frihed og sin samvittighed. Alt afgøres under den TV-transmitterede NFL-finale, og det siger meget om filmens styrke, at man anfægtes dybt af Jerrys dilemma.



CAMERON Crowes usædvanligt vellykkede film lyder velsagtens både ordinær og sentimental, når man refererer den således, men faktisk ligner Jerry Maguire ikke ret mange film fra 1980ernes og 90ernes Hollywood. Den er i familie med den romantiske komedie, men med sin insisteren på at diskutere moral og værdier knytter den an til andre og dybereliggende lag i amerikansk filmtradition. Så genresky film er i regelen mindre, uafhængige produktioner, og man skal tilbage til 1930erne og 40erne for at finde en tid, hvor de store studier rørte ved den slags. Men Jerry Maguire er faktisk en superkommerciel satsning. Det er derfor intet mindre end opløftende, at alt i filmen lykkes så smukt.



TOM Cruise har spillet typer i sine sidste mange film. Typer er den slags personer, man finder i genrebevidste produktioner, anset om det gælder en thriller som Sydney Pollacks The Firm (1993), et stykke højbrynet horror som Neil Jordans Interview With The Vampire (1994) eller imiteret irsk immigrantromantik à la Ron Howards Far and Away (1992). Man tager et par træk og forstørrer dem, markerer med alle midler, og vips –
 en skikkelse er skabt, uden at man af den grund kan tale om særlig skarp skuespilkunst. Man kan på den måde glemme, hvor godt det kan være at se en film, der tegner et menneske frem for en type.
   Det gør Cruise i Jerry Maguire, endda med så megen dybde og stil, at man for første gang aner en personlighed bag den glatte facade. Renée Zellwegers forelskede sekretær ligner mere en karakter, som vi kender, men også i fodboldspilleren Rod Tidwell, som Cuba Gooding Jr. gør sig megen umage med, er der lagt mere substans end sædvanligt. Sammen udgør Cruise og Gooding et særdeles vindende par. Og ikke siden Lawrence Kasdans Grand Canyon (1991) har en Hollywood-film bestræbt sig på at skildre rigtige mennesker, så man kunne tage dem alvorligt og leve sig ind i deres problemer og valg.


DET var Cameron Crowe, som i 1992 skrev og instruerede Singles, en målrettet ensemblefilm om musikmiljøet i grunge-metropolen Seattle. Singles blev med rette kritiseret for at være lidt for trendy og demografisk bevidst. Matt Dillon, Bridget Fonda og Eric Stolz m.fl. spillede unge enere, der skulle lære, hvad voksenlivet sådan nærmere indebar, mens Nirvana, Pearl Jam, Soundgarden osv. pumpede løs i den elektriske baggrund. Med andre ord netop en film om typer.
   I Jerry Maguire har Crowe gjort personerne ældre, mens tiden på lydsporet til gengæld er skruet tilbage. Det er en flot vifte sjældent hørt sen-60errock, som Crowe bringer sammen på soundtracket: The Who-nummeret »Magic Bus« i Live At Leeds-versionen udgør et tema; Neil Youngs »World On A String« er hentet fra 1973-albummet Time Fades Away; to instrumentale skæringer (»Singalong Junk« og »Momma Miss America«) fra Paul McCartneys første soloalbum; Peter Greens gamle Fleetwood Mac-nummer »Oh Well Parts 1 & 2« og ikke mindst en alternativ udgave af Bob Dylans »Shelter From The Storm« er mere end tilfældig underlægningsmusik.



LÆG hertil en håndskreven sang af Bruce Springsteen (»Secret Garden«), førsteudgaven af Aimee Manns »Wise Up« og temaet »We Meet Again«, som Nancy Wilson har skrevet.**  Hver skæring føjer noget til persontegningen og arbejder sammen med filmen, der helt fortjent var Oscar-nomineret i kategorierne bedste film, bedste manus, bedste mandlige hovedrolle og birolle – som Cuba Gooding Jr. vandt – samt bedste klip. Det er længe siden en Hollywood-film er lykkedes så godt som hér.


*) Memoet er et manifest på 25 sider, »The Things We Think and Do Not Say: The Future of Our Business«, som vi kun hører brudstykker af. Men i 2016, da filmen fyldte 20 år, lagde Cameron Crowe teksten op på sit website, The Uncool. Jerrys »mission statement« var inspireret af den hensigtserklæring, som Jeffrey Katzenberg ruskede op i vanetænkningen med, da han var hovedansvarlig for live action-produktioner på Walt Disney Studios. Memoet »The World Is Changing: Some Thoughts on Our Business« er en miniklassiker i filmindustrien.
   Katzenberg forlod Disney i 1994 og stiftede selskabet DreamWorks SKG sammen med Steven Spielberg og musikproducenten David Geffen. Dreamworks blev videresolgt i 2005, da Viacom (som ejer Paramount Pictures) overtog driften. Siden 2016 fungerer Dreamworks (der er uløseligt affilieret med Spielbergs Amblin Partners) som en enhed i Universal Studios, og Dreamworks' produktioner distribueres af Universal Pictures. Der er med andre ord grænser for friheden, som udbryderne fik tilkæmpet sig.
  Jeg har henvisningen fra The New Yorker, hvor Ian Crouch i 2016 genså og gik i rette med »The Towering Narcissism of Jerry Maguire«. Det er sandt, at æstetikken er 90er-glat; at etniciteten er hvid og privilegeret; at kønsrollebilledet ligner yngre stenalder – til basisgruppen af fraskilte kvinder siger Zellweger, at »manden er fjenden, men jeg elsker alligevel fjenden.« Tonen i miljøet er trumpistisk og chauvinistisk – det er jo dét, som Jerry siger fra overfor. Så filmens præmis var profetisk, men tiden, som elskede Jerry Maguire, havde stadig sin sjæl i 1980erne. Man troede, at replikker som »You complete me« og »You had me at Hello« ville blive stående. Men linjen, som satte sig og stadig lever, er Cuba Gooding Jr.'s snusfornuftige: »Show Me The Money!«

**) Crowe og Nancy Wilson (den ene søster i duoen Heart) var gift fra 1986 til 2010. Hun var i den periode fast leverandør af sange og scores til hans film. Aimee Manns »Wise Up« blev skrevet til Jerry Maguire, men fik for alvor egenliv, da Paul Thomas Anderson brugte sangen i multiplotfilmen Magnolia (1999). Her skiftes karaktererne til at synge et vers. Tom Cruise spiller selvhjælpsforkynderen Frank T.J. Mackey, en vred mand af Iron John/Jernhans/Carl-Mar Møller-skolen, som havde medvind i 90erne, da mænd skulle realisere det indre urmenneske. De ting er helt glemt nu. Det er Magnolia ikke. Rollerne i Stanley Kubricks Eyes Wide Shut (1999) og Magnolia var de første, hvor Cruise kunne udfordre sit renskurede persona fra de store studiefilm. Han bad selv om at medvirke i Magnolia, fordi han havde set og syntes om Andersons Boogie Nights (1997). Den film gav Mark Wahlberg en karriere, og han fungerer godt som pornostjernen. Men tænk, hvis Tom Cruise havde spillet Dirk Diggler.

Jerry Maguire. Instr. & manus: Cameron Crowe. Foto: Janusz Kaminski. USA 1996. 139 min. Dansk premiere: 14.03.1997.


Fotos: Tri-Star Pictures/ Gracie Pictures/ Universal Sony Pictures Home Entertainment Nordic/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, VIAPLAY, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film
4K UHD + 2K Blu-ray + Digital HD fra Sony Pictures [i boxsæt Columbia Classics Volume 1] 16.06.2020
Anmeldelsen trykt første gang i Weekendavisen Kultur 14.03.1997. Noterne er skrevet i juli 2022. Status for streaming i februar 2025.

søndag den 24. juli 2022

Cameron Crowe: Almost Famous (2000)


DEN VENLIGE UNDTAGELSE
Et præcist (selv)portræt af den unge skribent

Af BO GREEN JENSEN

JANUAR 2001: DET har aldrig været en hemmelighed, at filmskaberen Cameron Crowe begyndte som musikjournalist. Crowe var kun 15 år gammel, da han fik sin første artikel trykt i magasinet Rolling Stone. Det var et interview med Richie Furay (fra Buffalo Springfield og senere Poco), som fandt sted i 1973, da der var mere grynet modkultur og mindre glittet livsstil i bladet.
   På seks år havde magasinet, som endnu blev trykt på avispapir, dog udviklet en aura af institution. Rolling Stone var stedet, hvor 68erne skrev historien, mens den skete. Navne som Tom Wolfe, Joan Didion og Hunter S. Thompson var blandt bidragyderne.


DE fleste bands ville give en arm og et ben for at komme på forsiden. Alene med det mål for øje skrev Shel Silverstein i 1972 sangen »On the Cover of the Rolling Stone« til Dr. Hook & the Medicine Show. Til gengæld var bladets stab blevet ældre, mens oplaget accelererede.
   Det var ikke længere helt så attraktivt for Jann Wenner og Ben Fong-Torres at tilbringe fire døgn i turbussen sammen med Lynyrd Skynyrd og brødrene Allman. For teenageren Crowe var der derimod tale om en ønskedrøm, som gik i opfyldelse. Crowe har nemlig aldrig lagt skjul på, at han både var fan og reporter.
   Af samme grund, fordi han så åbenlyst elskede musikken, blev den venlige unge mand vist en tillid, som fagets veteraner ikke kunne forvente. Crowes helt og mentor, Lester Bangs (1949-1982), en af rockjournalistikkens helt store penne og misbrugslegender, advarede hvalpen mod at blive ven med de bands, som han skulle beskrive. Som skribenter var den blide Crowe og den brølende Bangs vel noget nær diametrale modsætninger. Alligevel var det Bangs, som gav drengen fra San Diego en chance i magasinet Creem.*



OM disse fjerne læreår og det første gode favntag med musikken har Crowe nu drejet Almost Famous, en film som har været et liv undervejs. Også alter ego'et William Miller (Patrick Fugit) er knap fyldt femten, da Rolling Stone Magazine ringer og tilbyder ham 1000 dollars for at følge bandet Stillwater til verdens ende.
   Filmen fokuserer på Millers forhold til guitaristen Russell Hammond (Billy Crudup), som – til de øvrige medlemmers bekymring og fortrydelse – er ved at blive stjernen i bandet, men den finder sit bærende tema i forelskelsen mellem William og groupien Penny Lane (Kate Hudson). Det bliver en stærk tur, som ændrer William Miller. Bagefter ligner han Cameron Crowe.



HVIS man er jævnaldrende med Crowe, og hvis man stadig hører musikken fra dengang, vil man sætte stor pris på Almost Famous. Filmen er en uforbeholden kærlighedserklæring til sangene, der spiller videre, uanset hvad kunstnerne hedder og hvem der skriver kritikken.
   Til gengæld er det svært at bedømme filmen som film, fordi man til stadighed distraheres af detaljer og svømmer hen i personlige erindringer om den fælles historie, vi bærer med os som generation, uanset om vi er danske eller amerikanske.
   I sin tid blev Crowe tit bebrejdet, at han var for flink og for diskret, for meget fan og for lidt journalist, når han skrev om livet bag scenen. Crowe havde situationsfornemmelse, og det var ikke mindst de personlige hensyn, som han tog, der gjorde, at musikerne stolede på ham.
   Almost Famous dramatiserer tillidskonflikten, som er et arbejdsvilkår for den betroede journalist, og den forholder sig også til dilemmaet, som opstår, når en kritiker kender en kunstner for godt. Samtidig lider den selv lidt af sygen. Stort set alle i filmen er gode og flinke; livet på vejen er pænt og sympatisk, selv når Stillwater opfører sig værst.




ENDVIDERE er det en ujævn film, som er bygget af sætstykker. Flere enkeltstående scener er prægtige. Da Russell beslutter sig for at forlade Stillwater, tager han »fjenden« William med sig i byen for at have noget virkeligt at forholde sig til. Ordet virkelig er overhovedet hans mantra den nat, hvor de går med til en fest hos lokale teenagere og nogen kommer syre i Russells glas.
   Novicen William ved ikke, hvornår man se, om syren virker. I næste scene – der klippes effektivt og ironisk – balancerer Russell på taget over poolen og proklamerer, at han er »en gylden gud«. Festdeltagerne måber, jubler og venter på, at Russell skal springe, mens stjernen på sin side bliver så klar, at han vil formulere nogle fyndige Berømte Sidste Ord. Han kan dog ikke finde på andet end et intetsigende: »Jeg er på stoffer!«
   Næste dag henter bandet Russell og William. I bussen vender den fortabte søn tilbage til livet, og et langt øjeblik holder filmen fast i den gode søvnige stemning, som griber en gruppe på vejen. På lydsporet spiller »Tiny Dancer«, en eminent ballade fra den første sprøde tid med Elton John. Én efter én begynder de rejsende at synge med. Det er en mageløs scene, på én gang pragtfuld og meget preciøs, som holder en hel verden i sine hænder.**



DEN samme fornemmelse burde man få, da Penny Lane følger Stillwater-holdet til New York, hvor Russells hustru venter. Den trods alt forelskede groupie krøller sammen som en sommerfugl, da guitaristen ignorerer hende. Penny Lane-karakterens hårdkogte skrøbelighed er noget af det fineste og tætteste i Almost Famous.
   Hun søger fred i et tabletglas, som veninden Polexia (Anna Paquin) har ladet stå, men William holder Penny vågen og tilkalder lægen på Plaza Hotel. Vi hører drengen mumle om sin kærlighed og ser Penny sluge slangen, før hendes mave pumpes ud. Alligevel føles øjeblikket ikke så konkret og taktilt, så selvfølgeligt og virkeligt, som sangen i bussen om morgenen.
   Det går meget bedre i scenen, hvor Stillwaters privatfly er ved at forulykke i en storm. Mellem liv og død lægges alle masker og forbehold. Man er ærlige, faktisk alt for ærlige, i de fem minutter, som går i uvisheden. Da William afleverer sin artikel på Rolling Stone-redaktionen i San Francisco, er både Fong-Torres og Wenner begejstrede. Alle er i chok over journalistens alder, men den store dreng skriver fra hjertet, skarpt og med indsigt, som Lester Bangs har rådet ham til. Så ringer Stillwater og dementerer alt, hvad der står i artiklen.



DEN unge hvalp rejser hjem til Mor i San Diego og gemmer sig på værelset. Her får affæren et fint efterspil, som du må se Almost Famous for at sætte pris på. I virkeligheden kom Crowes legendariske feature om livet på vejen med Led Zeppelin først på forsiden i 1975.
   Stillwater er et fiktivt band, som låner træk fra blandt andre Lynyrd Skynyrd og Allman Brothers. Ifølge Crowe er Russells karakter baseret på Glenn Frey (1948-2016) fra The Eagles. Nancy Wilson fra Heart [som var gift med Crowe fra 1986-2010] og det gamle guitar-es Peter Frampton har skrevet den nye pastichemusik til Stillwater.
   Dannelseshistorien er blevet en lille juvel. Almost Famous lever og ånder i næsten hver scene. Debutanten Patrick Fugit (f. 1982) og stjernebarnet Kate Hudson (f. 1979) – som er datter af Goldie Hawn – inkarnerer alverdens fortumlede ungdom, som samler smertelig erfaring og gør store øjne i slaraffenland.
   Det er dog Billy Crudups fremstilling af guitaristen, Philip Seymour Hoffmans livagtige portræt af Lester Bangs og Frances McDormands solidariske indsats som Williams mor, der løfter filmen til uforglemmelig status. Endelig ville intet af dette gøre indtryk uden musikken.***




CROWE forlod Rolling Stone for at skrive Fast Times at Ridgemont High (1982), hvori han på Günter Wallraff-vis går undercover og forklæder sig som studerende. Samme år skrev han manuskriptet til Amy Heckerlings filmatisering. Det faldt naturligt selv at skrive og instruere Say Anything i 1989. Siden fulgte Singles (1992) og Jerry Maguire (1997), men Crowe har aldrig sluppet journalistikken. Han har fulgt Neil Young og Billy Wilder helt til dørs. I 2001 kunne man læse hans store portræt af Tom Cruise i Premiere.
   Cruise, som blev Oscar-nomineret for Jerry Maguire, spiller hovedrollen i Crowes næste film, Vanilla Sky. Lester Bang’ske kvaliteter som autonomi og kritisk distance er med andre ord ikke absolutte begreber for Crowe, der aldrig har savnet et bagscenepas. Men for varmen og erfaringen skal han have lov at være den venlige undtagelse.




»PÅ mange måder blev jeg voksen, mens jeg arbejdede for Rolling Stone,« skrev Crowe i 1992, da magasinet genoptrykte hans Led Zeppelin-reportage. »Jeg mistede min uskyld, blev forelsket, interviewede mine helte, flyttede hjemmefra.« Det er den historie, som holdes fast og foldes ud en sidste gang i Almost Famous. Også hvis man aldrig har vaklet mellem at være fan eller frygtløs udspørger af John Cale, Leonard Cohen og Ray Davies, vil man føle at man var der selv, når de sidste rulletekster forsvinder.



*) Musikmagasinet Creem var baseret i Detroit og udkom hver måned fra 1969 til 1989. Også Dave Marsh og Robert Christgau begyndte som skribenter for Creem, der så sig selv som et undergrundsblad med mere social kant end luksuslineren i Californien. Robert Crumb leverede flere forsider til Creem, der ligesom Rolling Stone begyndte i avisformat og blev glittet og mere magasinagtigt med tiden.
   Lester Bangs var bidragyder fra 1971 og overtog redaktørarbejdet i 1973, da Jann Wenner fyrede ham fra Rolling Stone (efter en særligt hård anmeldelse af Canned Heat-albummet The New Age). Bangs redigerede Creem indtil 1975. Han blev boende i Detroit og brugte sin sidste tid på at promovere den spirende punk-scene. Lou Reed, Patti Smith, David Bowie, Blondie, The New York Dolls og Ramones fik kærlig og kongenial særbehandling, mens prog rock og Los Angeles-lyden blev latterliggjort. Læs mere i Jim DeRogatis' biografi Let It Blurt: The Life & Times of Lester Bangs, America's Greatest Rock Critic (New York: Broadway Books, 2000), som har Cameron Crowes anbefaling på omslaget. Magasinet genopstod i 2022 som sitet The CREEM Archive, hvor samtlige numre kan læses online.
   Creem må ikke forveksles med det britiske Cream, som udkom på samme tid (29 numre 1971-1973) og havde mange af samme særinteresser. Her læste jeg selv de første lidt dybere tekster om Lou Reed og David Bowie i september 1972. Cream har slet ikke samme status som Creem, men er alligevel husket. Dagsprisen for mint copies af de mest ikoniske numre er 60 britiske pund. Jeg har desværre kun seks af de bedste tilbage.  

**) Jeg tænker her på de USA-forelskede albums mellem den britiske begyndelse på Empty Sky (1969) og Elton John (1970) og glampop/imperial camp-perioden, der åbner med Don't Shoot Me I'm Only the Piano Player og Goodbye Yellow Brick Road, begge fra 1973, som også for »Elton« Reginald Dwight og tekstforfatteren Bernie Taupin var et første annus mirabilis. Ligesom Crowe kunne de knap nok få armene ned.
   På Tumbleweed Connection (1970), Madman Across the Water (1971) og Honky Château (1972) er Elton John og Bernie Taupin så betagede af det amerikanske. »Tiny Dancer« er fra Madman Across the Water, hvor sange som »Holiday Inn« er dagsbogsoptegnelser fra den første amerikanske turné. Efter overskuddet på Goodbye Yellow Brick Road (og den trætte opfølger, Caribou fra 1974) kulminerer sangskriver-samarbejdet på Captain Fantastic and the Brown Dirt Cowboy (1975), som er et regulært mesterværk.
   Siden følger 20 år med opportunistiske udgivelser, der jager efter tidens smag. I første version af teksten om Almost Famous skrev jeg egentlig, at »Tiny Dancer« var »en ballade fra dengang, man endnu kunne tage Elton John alvorligt«. Formuleringen var arrogant, men der var mere at have den i, da jeg skrev. Netop i 2001 begyndte sangeren så at kravle tilbage. Songs from the West Coast (2011), Peachtree Road (2004), The Captain & the Kid (2006) – som hører sammen med Captain Fantastic and the Brown Dirt Cowboy – og The Diving Board (2013) er mesterlige albums.
   Cameron Crowe har interviewet Elton John ved flere lejligheder. I dokumentaren The Union (2010) følger han kollaborationen med Leon Russell, som blev til duetalbummet med samme titel. Madman Across the Water udkom senest i en 50th Anniversary Deluxe Edition i 2022. Her er en blu-ray med albummet i flere mix og 4 cd'er med diverse baggrund og nyt materiale. For ikke at tale om bogen, der følger med bokssættet. Det er en prægtig genudgivelse.

***) Almost Famous-soundtracket har ændret sig hen ad vejen. Især er det vokset for hver gang, der var lejlighed til at relancere filmen. Førsteudgaven fra 2000 er en traditionel kompilation med 17 skæringer på. Nancy Wilsons »Fever Dog« er alene om at repræsentere Stillwater-musikken. Denne er vokset til et selvstændigt album i bokssættet Almost Famous 20th Anniversary (2021), hvor fem cd'er med 102 skæringer kommer ud i alle hjørner af kontekst. Der er »kun« 47 skæringer på standardudgaven med to discs.
   Filmen blev længere (endda på den gode måde) ved det første jubilæum i 2010, da »The Bootleg Cut« med en director's edition markerede 10-året. I 2021 blev filmen igen restaureret og udgivet på blu-ray i 4K Ultra HD-opløsning. Soundtrackets fødselsdag blev fejret med en samlet udgivelse på vinyl.
   Crowe fortæller selv om detaljerne på sit website The Uncool. Her kan man se den definitive liste med musikken, som faktisk høres i filmen. Som nævnt har der hele tiden været små ændringer i materialet. Mange har med rettigheder at gøre. For eksempel skulle Neil Young spille en lille rolle (som Hammonds far) i filmen. Crowe havde været med Young på turné, og koncertbilledet med rosen (som jeg reproducerer i teksten) er en omhyggelig rekonstruktion af coveret på Neil Young-albummet Time Fades Away (1973) [ligesom fotoet af Stillwater i transit i en lufthavnskorridor rekonstruerer et ofte set klip med The Doors – Almost Famous er virkelig fuld af den slags kærlige detaljer].
   I filmen hører man Young spille en tidlig akustisk version af »Cortez the Killer« (fra albummet Zuma, 1975). Den var hentet på en bootleg-indspilning, som ikke kunne bruges af ophavsretslige hensyn. Og Young meldte afbud på dagen, så scenen blev skudt uden ham. Til gengæld hjalp Young med at finde den bedste udgave af musikken i sit arkiv, da det nye soundtrack skulle kurateres. »Cortez the Killer« er altså med på Almost Famous – 20th Anniversary. Crowe fik endda brugsretten ret og kvit. 

Almost Famous. Instr. & manus: Cameron Crowe. Foto: John Toll. 123 min. USA 2000. Dansk premiere: 26.01.2001.

Almost Famous. The Bootleg Cut. Director's Edition. 161 min. USA 2000/ 2010.

Almost Famous – 20th Anniversary. Music from the Motion Picture Almost Famous 5-CD Super Deluxe Edition. Slipcase med hardback ringbind, original artwork, storyboards, posters, original essays + (fake) memorabilia. Expanded Soundtrack produced by Cameron Crowe, Jeff Fura, Greg Mariotti and Andy Fisher. Geffen Records/ UMG. 2021. 


Fotos: Columbia Pictures/ Dreamworks Pictures/ Vinyl Films/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmaffinity/ Filmgrab.com/ The Uncool - the official website for everything Cameron Crowe/ Rolling Stone Magazine/ The CREEM Archive
Filmen streames (i 2000-versionen) på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film
4K UHD (regionsfri) + 2K Blu-ray + Digital HD | 1 Movie, 2 Cuts | fra Paramount Pictures 01.02.2022
Teksten stod (selvsagt uden noter og anden indramning) i Weekendavisen Kultur 26.01.2001

lørdag den 23. juli 2022

Cameron Crowe: We Bought a Zoo (2011)

 

STJERNEKLART OG DYREBART
Cameron Crowe i den umådelige mainstream

Af BO GREEN JENSEN

EN enkemand med en mut teenagesøn og en kær lille datter bliver træt af sympati og skånejobs. Han køber en tilgroet landejendom, opdager at der hører eksotiske dyr til og beslutter trods alt at slå til.
   Det skete i virkeligheden for Benjamin Mee, en britisk journalist, som købte Dartmoor Wildlife Park i Devon. Efter to års hårdt arbejde og mange strabadser blev den skrantende safaripark genåbnet som Dartmoor Zoological Park.
   Imens blev familien atter et hold. Mee beskrev processen i klummer, der blev trykt i The Guardian. De er samlet i bogen We Bought a Zoo: The Amazing True Story of a Broken-Down Zoo, and the 200 Animals that Changed a Family Forever (2008).


FILMUDGAVEN har flyttet fortællingen til Californien, hvor Benjamin og børnene genrejser Rosemoor Animal Park. Projektet saboteres af talløse regler, en nidkær inspektør og en excentrisk stab under ledelse af dyrepasseren Kelly Foster. Bymus bliver til landmus, og den forpinte far må lære at give slip på fortiden, før han for alvor kan være i nuet. Benjamin Mee spilles energisk og troværdigt af Matt Damon, mens Scarlett Johansson er den sympatiske Kelly. Dyrene er ægte og har alle karakter.*



ROCKSKRIBENTEN Cameron Crowe skabte sit magnum opus med den selvbiografiske Almost Famous (2000). Skønt instruktørens største tilløbsstykker er Jerry Maguire (1996) og eksistensgyseren Vanilla Sky (2001), begge med Tom Cruise i hovedrollen, er Crowe egentlig bedst, når han i mindre målestok kan blande sin musikalske baggrund med skøre og skæve familiemotiver.
   Crowes forbillede er Billy Wilder, som han har skrevet en udmærket bog om, men det er feel good-genren, som har hans hjerte, uden Wilders syrlige side. Crowe vil frem for alt bevæge, ramme sit publikum bredt og hylde de ting, som vi har til fælles. Her bliver mainstream næsten en filosofi. We Bought a Zoo var Crowes første spillefilm efter Elizabethtown (2005), hvor en fortabt søn fandt hjem ad mange omveje. Det samme sker for en far i We Bought a Zoo.



DET er anekdotisk stof i bedste fald, og der er lidt for mange nuttede nærbilleder af den 9-årige Maggie Elizabeth Jones. På lydsporet pynter bl.a. Tom Petty (»
Don't Come Around Here No More«), Bob Dylan (»Buckets of Rain«) og Wilco (»Airline to Heaven«). Patrick Fugit, som var Crowes alter ego i Almost Famous, er blandt Kellys assistenter. Colin Ford spiller Benjamins teenagesøn. Som hans kæreste ses den unge Elle Fanning. 
   Islandske Jónsi [Jon Thor Birgisson] har skrevet et stemningsfuldt score, men for en gangs skyld tangerer musikken en gimmick – Benjamins første nærkontakt med Kelly bliver fejret med afspilningen af Neil Youngs »Cinnamon Girl« i fuld længde.
   Det drejer sig dog om en fabel til hjertet, og Crowe kan fortælle disse historier, fordi han gør det uden gustent overlæg. Det er ikke Almost Famous, men fans vil sætte pris på filmen. 
 
  

CROWE fortsatte mainstream-arbejdet i Aloha (2015), som var den første af hans fiktionsfilm, der ikke fik dansk biografpremiere. En militærmand vender tilbage til basen på Hawaii, genser sin gymnasiekæreste (som nu har mand og to børn) og falder for en neurotisk kollega.
   Der er plads til både smil og tårer, og anretningen smages til med musik af Jónsi og Alex Somers. Heldigvis høres også »Factory Girl« med The Rolling Stones og »I Can See for Miles« med The Who. Rollerne er fordelt på Bradley Cooper, Emma Stone og Rachel McAdams. Facit er som i Elizabethtown.
   Hvis Crowe har skuffet i fiktionsgenren, er der til gengæld både vægt og hjerte i to spillefilmslange dokumentarer: Pearl Jam Twenty og The Union, begge fra 2011. Crowe brugte 10erne på at skrive og producere tv-serien Roadies (2016), som han var showrunner på i en enkelt sæson. En sceneversion af Almost Famous er enten på vej eller har lige været. 
   Crowe kom fra musikken og synes tilfreds med at vende tilbage. Det er dér, at hans arbejde finder næring og fokus. Som instruktør er han næsten forsvundet. De otte film er en blandet landhandel, men Almost Famous går aldrig i glemmebogen, og Vanilla Sky bliver stående længe endnu.



*) Bogen udkom i UK på HarperCollins Entertainment; i USA er den udgivet af Weinstein Books. Flere detaljer endnu er justeret. I filmen køber Benjamin dyreparken for at komme videre efter sin hustrus død. Han er sig sorgarbejdet bevidst. I virkeligheden levede Katherine Mee, da familien flyttede hjem til England efter en tid som bosættere i Languedoc. Hun fik fjernet en hjernesvulst, mens de boede i Frankrig. De var langt i arbejdet med den zoologiske have, da canceren kom tilbage. Kathrine Mee blev kun 40 år. Arbejdet med at få parken på fode var beskrevet i fire BBC2-programmer (Ben's Zoo), da Cameron Crowe blev tilknyttet projektet. Mee og hans familie medvirker i små roller. DZP lever i bedste velgående. Dartmoor Zoological Society overtog driften i 2014, men Mee bor stadig i huset med sin mor, sin bror og den øvrige familie. Han stiller gerne op til foredrag. Se mere på hjemmesiden dartmoorzoo.org.uk. 




We Bought a Zoo (En ny start). Instr.: Cameron Crowe. Manus: Aline Brosh McKenna, Cameron Crowe. Foto: Rodrigo Prieto. 124 min. USA 2011. Dansk premiere: 14.06.2012.


Fotos: Twentieth Century Fox/ Vinyl Films/ LBI Entertainment/ Dune Entertainment/ Acquire Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Benjaminmee.com
We Bought a Zoo streames på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film
2K Blu-ray fra 20th Century Fox (Sverige) 14.11.2012 
Aloha streames på Apple TV, Blockbuster, TV2 PLAY, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film
2K Blu-ray fra Sony Pictures 25.08.2015 
Anmeldelsen trykt første gang som Filmrevy i Weekendavisen Kultur 15.06.2012

fredag den 22. juli 2022

Slipstream | Cameron Crowe: Vanilla Sky (2001)


EN DRØM I EN DRØM
Spansk (selv)erkendelse på amerikansk

Af BO GREEN JENSEN

DET begynder med – og i – en drøm, hvor en kvindestemme vækker os med ordene: »Open your eyes«. Millionæren David Aames (Tom Cruise), en moderne kong Krøsus, tager hul på dagen i sin designerlejlighed og er snart på vej til Manhattan, hvor hans forlagsimperium har hovedkvarter.
   Men noget er galt. Det er morgen i New York, og gaderne er som blæst. Panikken sætter sig gradvis i David, der nu er en Palle Alene i Verden. På Times Square står han ud af sin Porsche og undrer sig over stilheden og tomheden, som kun lysreklamerne bryder.
   Da er det, at en kvindestemme – men ikke den samme som før, denne har ingen blød spansk accent – siger ordene »open your eyes« en gang til. Atter kan David tage hul på sin dag, og denne gang ligger Julie (Cameron Diaz) i sengen ved hans side. Det er hende, der har indtalt beskeden, men hvem sagde ordene i drømmen, og kan man - dvs. kan vi og kan David – med sikkerhed vide, at denne virkelighed ikke er endnu en drøm der begynder?



DET kan man ikke, for inden længe er vi havnet et andet sted i kronologien, og David bliver afhørt i en tv-overvåget celle, hvor psykologen McCabe (Kurt Russell) stiller ham venlige, men bestemte spørgsmål om en kvinde, som er blevet myrdet. I disse gentagne scener – denne tilbagevendende drøm? – bærer David en skræmmende ansigtsprotese, en løs hvid maske som slører hans stemme, skønt psykologen flere gange pointerer, at ansigtet ikke er vansiret.



SOM det fremgår, er handlingsgangen i Vanilla Sky hverken regelret eller klart struktureret. Snarere udgør filmen et system af drømme, hvor flere niveauer af virkelighed til stadighed griber ind i og blander sig med hinanden.
 Det bliver værre endnu og også så mystisk, at jeg ville spolere for mange pointer med et resume.
   Endelig bliver alt forklaret i en tankekonstruktion af de store. Dét er for så vidt den eneste fejl i Cameron Crowes meget velskabte genindspilning af Abre los ojos, Alejandro Amenábars spanske identitetsfabel fra 1997.*
   Vanilla Sky er svær at genrebestemme, og dét er en væsentlig kvalitet. Davids mørke drømmerejse er både en spændingshistorie og en halv fremtidsfilm; afgjort en sædeskildring om måderne, som vi lever på nu, men også en hyldest til venskab, erindring og kærlighed.
   I de bedste afsnit vibrerer mysteriet så rent, at man giver sig fuldstændig hen. I de værste bliver der forklaret og fortalt i prætentiøse symboler, som trækker fra den mangetydige styrke. Drømmen står dog forbløffende stærkt, som det er.



DAVID, gudernes yndling, har arvet alt efter faderen, som både skrev en grundbog om succes og efterlod sønnen aktiemajoriteten i den koncern, der gør ham rig som Bill Gates eller Joakim von And. Vi er i en fabel, disse forhold er ikke urimelige. Han er allerede træt af Julie, da han møder den dragende Sofia Serrano (Penélope Cruz, som også spillede rollen hos Amenábar).
   Men det hævner sig at kassere andre mennesker. Da David tilbringer natten hos Sofia – de kysser kysk og tegner hinanden – kører Julie sig selv og David i døden. Hun dør (og så alligevel ikke), mens han får sin arm knust og sit ansigt revet over. Det er Vanilla Sky også: en film om at miste sit ansigt.
   Ulykken ændrer David til et ansvarligt, angrende menneske. Det klæder Tom Cruise at spille en rolle med skamferede træk, ligesom det er forfriskende at se Cameron Diaz fremstillet som en klæbrig type, man undgår om muligt. Det er dog ikke stjernespillet, som i bedste fald er dækkende, der bærer Vanilla Sky. Ej heller de selvhøjtidelige afsnit i historien, der fortælles med tilbageholdt åndedræt, som om store sandheder skal åbenbares.



DET bedste – og det er fremragende – er kvaliteten af drøm og skildringen af, hvordan en bevidsthed arbejder på at gendanne sig, når den uden videre lades i stikken i et mørke uden tid eller krop. Det reflekterende sind konstruerer da en identitet og bygger en verden med stumper, den kender.
   David ydmyger sig over for Sofia, og allerede da hun samler ham op næste morgen tænker man, at det digitale lys over Manhattan ligner vaniljehimlen på Monet-maleriet, der hænger i Davids Shangri-la af en ungkarlehybel. De elskende støtter sig til hinanden, så det i slående grad ligner coveret på The Freewheelin' Bob Dylan (1963), men man affærdiger det som et udslag af Crowes karriere som rockskribent, den tid han skildrede så besnærende i Almost Famous (2000).**



SÅ enkelt er det bare ikke. Skønt Vanilla Sky er en kostbar studiefilm, der skal fungere på det utålmodige amerikanske marked, står den ved sine centrale mysterier. Den er ujævn, men også konstant fascinerende, en film som man enten forsvinder ind i – en slags Blow-Up for MTV-generationen – eller opgiver uden videre, hvis man har et problem med Tom Cruise eller fordomme i forhold til den fantastiske genre, som Vanilla Sky ligger i udkanten af (det samme gjorde i øvrigt Blow-Up, der var baseret på en psykedelisk novelle af Julio Cortázar).


FILMEN har flere lag end et løg, og ganske som det gælder for løget, finder man kun en kerne af tomhed, hvis man piller den helt fra hinanden. Sådan er det sikkert også med eksistensen. Man kan sagtens sætte sig ind i en tankegang, der afviser konstruktionen som forvrøvlet og ser stort på de æstetiske kvaliteter, der kan affærdiges som CGI-tricks. Det vil jeg dog ikke gøre. Jeg nød denne film hele vejen og var opslugt fra første scene.


Vanilla Sky udkom på blu-ray i 2015 [med alternativ original slutning] og i deluxe-udgave til 20-året i november 2021. I juni 2023 på 4K Ultra HD (højopløsningsformatet, som er regionsfrit), 2K Blu-ray og digital HD til download og streaming. Altsammen fra Paramount Pictures, som har haft stor glæde af samarbejdet mellem Crowe, Cruise og Cruz. Der er masser af godt materiale om filmen på The Uncool - the official website for everything Cameron Crowe.

*) Alejandro Amenábar (f. 1972) debuterede i lang form med den isnende effektive Thesis (1996), hvor Ana Torrent (pigen fra Victor Erices Franco-tids klassiker El espirítu de la colmena/ The Spirit of the Beehive/ Ånden i bistadet) spiller den filmstuderende Ángela, der skriver afhandling om snuff-film, udforsker miljøet omkring dødspornografien og er i offerets sted for en tid. En stilren blanding af hård realisme, metafilm og fundering over, hvad nettet (som dengang var i sin vorden) ville gøre ved kulturen. Abre los ojos (Open Your Eyes) var filmen, som han lavede mellem Thesis og arthousegyseren The Others (2001) med Nicole Kidman. Amenábar fik sit kritiske gennembrud med Mar adentro (2004, da. Mit indre hav), hvor Javier Bardem er den paralyserede mand, der knækker ryggen ved en badeulykke og længes efter at dø, mens han lever og genoplever i sindet. Her er genre- og metaelementerne lagt væk. Det er god kritisk skik at foretrække Amenábars original – som er uden hele laget af popkulturelle henvisninger og mindre demonstrativ i sin forklaring – for Crowes remake, der tangerer en palimpsest. Jeg foretrækker Crowe, måske fordi jeg deler Crowes smag i musik og billedkunst. Jeg kan godt se, at Abre los ojos giver publikum mere at arbejde med. I begge film er Penélope Cruz et væsentligt aktiv. I Crowes version sikrer hun kontinuiteten. Open your eyes fik ikke dansk premiere, men kom (og findes stadig) på en dvd fra britiske Momentum Pictures [+ Blu-ray fra franske StudioCanal i 2021].


**) Farverne på Vaniljehimlen (som for alvor bliver vigtig i filmens slutning, der ikke er afsløret ovenfor) er konkret inspireret af La Seine à Argenteuil, som Monet malede i 1873. Billedet hænger i David Aames' lejlighed. Faktisk er skalaen tættere på i Argenteuil fra 1874 og det ikoniske La femme à l'ombrelle (La Promenade) fra 1875, der har inspireret filmskabere fra Akira Kurosawa til Hayao Miyazaki.
   Don Hunstein (1928-2017) tog de berømte billeder af Bob Dylan og Suze Rotolo (1943-2011), som var kærester i Greenwich Village-perioden, da Dylan skrev sangene på The Freewheelin' Bob Dylan. Hun skrev om sit liv og forholdet til Dylan i Freewheelin' Time (2008). Dylan skriver selv om sin betagelse i Chronicles, Volume One (2004):
   »Hun hed Susie, men stavede det Suze. Jeg kunne ikke tage øjnene fra hende. Hun var den mest erotiske skabning, jeg havde set. Hun var lys i huden og havde gyldenblondt hår, men var fuldblods italiener. Luften var pludselig fuld af bananblade. Vi begyndte at tale sammen, og det begyndte at summe i mit hoved. Amors pile var før suset forbi mit øre, men denne gang ramte de mig i hjertet og slog mig omkuld. Suze var sytten og fra østkysten. Hun var vokset op i Queens i en venstreorienteret familie. Hendes far havde været fabriksarbejder og var død for nylig. Hun færdedes i kunstmiljøet i New York, malede og tegnede til forskellige publikationer, arbejdede med grafisk design, med teaterproduktioner Off-Broadway og var engageret i borgerrettighedsbevægelsen – hun kunne en hel masse. At møde hende var som at træde ind i tusind og én nats eventyr. Hun havde et smil, der kunne sprede lys over en hel gade fuld af mennesker, og var en meget livlig pige med en særlig form for yppighed – en skulptur af Rodin gjort levende. Hun fik mig til at tænke på fritænkende romanheltinder. Hun var lige min type.« [Bob Dylan: Krøniker Bind 1, s. 256, Gyldendal 2004, overs. Claus Bech].


Vanilla Sky. Instr. & manus: Cameron Crowe. Foto: John Toll. 120 min. USA 2001. Dansk premiere: 01.02.2002.


Fotos: Paramount Pictures/ Cruise/Wagner Productions/ Vinyl Films/ Sogecine/ Summit Entertainment/ Artisan Entertainment/ The Uncool - The Official Website for Everything Cameron Crowe/ Reddit/ Wikipedia Commons. 
Vanilla Sky streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, SKYSHOWTINE, TV2 Play/ SkyShowtime, YouTube Film. 
4K UHD + 2K Blu-ray fra Paramount Pictures 20.06.2023
Open Your Eyes (Abre los ojos) streames ikke i DK - i  Frankrig på Amazon Store og Apple TV - i Spanien på DISNEY+, NETFLIX og FLIXOLÉ
2K Blu-ray fra StudioCanal 05.03.2021
Anmeldelsen trykt første gang i Weekendavisen Kultur 01.02.2002; noterne er nyskrevne i 2022; ajourført i