Translate

Viser opslag med etiketten coming-of-age. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten coming-of-age. Vis alle opslag

mandag den 21. august 2023

Olivier Assayas: Après mai/ Efter revolutionen (2012)


ERINDRINGENS KOREOGRAFI
Olivier Assayas genoplever sine læreår

Af BO GREEN JENSEN

STUDENTEROPRØRET i maj 1968 er skildret på film mange gange, men synsvinklen flytter sig med historien. Tiden selv fokuserede på farverne, musikken, de bevidsthedsforstærkende stoffer og den nye nøgenhed i film som Easy Rider, Zabriskie Point, Performance og Woodstock. Det politiske grundfjeld nåede man først, da 1970ernes europæiske storbyterrorisme og amerikanske fænomener som Weather Underground og Symbionese Liberation Army blev analyseret og undersøgt. Omsider blev alvoren under det hele erkendt, kan vi sige; det var ikke bare flower power, flyvende sommer og »sjov tobak«, som gen-x'ere og millennials har fået det til i en arrogant tid, hvor alternativer til konsumerisme og kapitalisme bliver betragtet som sentimental naivisme. 
   En overgang var det moderne at se tilbage i vrede og undren. Siden fulgte nostalgisk overbærenhed, bittersød ironiseren og direkte latterliggørelse. I Skandinavien går bevægelsen fra Peter Bays Fede Tider (1996) og Niels Gråbøls Det store flip (1997) til Lukas Moodyssons Tillsammans (2000), Hans-Petter Molands Kammerat Pedersen (2006) og Thomas Vinterbergs Kollektivet (2016). Først fortalte aktørerne selv. Nu er vidnerne deres børn, yngre søskende og elever. Snart bliver det børnebørnenes tur. Den levende historie er ikke skrevet færdig endnu.


FILMSKABEREN Olivier Assayas (f. 1955) var 13 år i 1968 og hørte først kun musikken. Tre år senere gik han i gymnasiet, da radikaliseringen af studentermiljøet var mest kompromisløs. Den var også noget givent. Parolerne hørte simpelt hen med til at være ungdom i tiden, skønt man bagefter gik hjem fra skole og så småborgerligt fjernsyn med forældrene.
   Assayas valgte politikken fra, fordi den insisterede på nytteværdi og ikke ville anerkende æstetikken. Han blev i første omgang billedkunstner, en aspirerende situationist, som med tiden drev i filmens retning. Han skriver om det i essayet »Une adolescence dans l’aprés-mai. Lettre à Alice Debord« (2005), som er udgangspunktet for Efter revolutionen. Også tv-filmen La page blanche (1994) og biograffilmen L’Eau froide (1994, da. Cold Water) brugte det biografiske stof.*
   Gilles, Christine og Alain er politisk aktive på gymnasiet, en betonfirkant i en døsig forstad til Paris. De er på gaden med molotovcocktails den 9. februar 1971, da politiet nedkæmper en demonstration ved Place de Clichy. Her tager filmen sin begyndelse. Der er fra første scene lagt et filter af erindring, en tilbageskuende koreografi, i de handlingsmættede billeder. Midt i mængden så man det ikke sådan.



HAR man samme alder som Assayas, vil meget føles som fælles erindring. Aktionerne planlægges ved fællesmøder, hvor man vedtager dekreter og skriver selvhøjtidelige manifester om de mindste og mest trivielle ting. Men engagementet er ægte og risikovilligt. Det ligner ikke den glasklokkeagtige ungdom, der fulgte i skærmenes tid.
   Eleverne overmaler skolen med politisk graffiti. Rektor kalder en af hærværksmændene ned og siger, at han ikke vil presse ham til at sladre. Detaljen er dækkende for den integritet, der prægede progressive voksne i tiden. På fantastisk vis trådte man faktisk til side.
   Filmen følger de unge over et år. Det revolutionære sværmeri får konsekvenser, da en bygningsvagt såres alvorligt. Det bliver nødvendigt at gå under jorden. Gilles og Christine tager til Italien med et marxistisk filmkollektiv (navnet er »Porc-épic«, som betyder pindsvin), der belærer den spirende filmskaber om nødvendigheden af distance. Den forbudte æstetik er et tema, som får Gilles til at trække sig væk. Christine finder sammen med en ældre mand fra kollektivet, der laver en film om strejkende arbejdere.
   Gilles’ første kæreste, den romantiske Laure, tager til England (»Min stedfar skal lave lys for Soft Machine på deres turné«) og bliver forelsket i en musiker. Hun lader Gilles forstå, at han ikke skal vente. Vennen Alain bliver imens mindre hårdkogt, da han møder amerikaneren Leslie. De bor i et kollektiv sammen. Hun får fjernet det barn, han er far til, og rejser hjem for at lære at danse på Juillard. Alain absorberer oplevelsesstoffet. Siden smiler han ikke så tit. 
   Gilles får sine tegninger trykt (i undergrundsudgivelsen Parapluie, som var en aflægger af Actuel, det franske sidestykke til Superlove, MM og politisk revy) og laver lysshow for et band, der eksperimenterer med psykedeliske former. Han hjælper sin far, der er ansat i tv-industrien, med at bearbejde Simenons Maigret.** 
   Til slut er Gilles i London som praktikant på en B-film om fortidsdyr, nazister og bikiniklædte jungleprinsesser. Om aftenen ser han asketisk art cinema og forstår, at han savner Christine. Han lærer faget fra bunden og smiler ved synet af en primitiv monsterattrap. Makværket indspilles i Pinewood Studios. Miljøet er genskabt i kærlige detaljer, meget som i Lars von Trier og Jacob Thuesens Erik Nietzsche – De unge år (2007). Man mærker på lyset og tonen, at den kommende kunstner har fundet sit spor.


EFTER revolutionen er en fragmenteret sværm af stemninger, snarere end et forsøg på at beskrive perioden stringent. Assayas’ idol i kunsten var situationisten Guy Debord (1931-1994). Une adolescence dans l’après-mai er tilegnet hans enke. Filmen er også et skrin med erindrede øjeblikke, en æske med regn, som Marcel Proust ville nyde at åbne. Da Gilles tager afsked med Laure i en skov, er kameraet anbragt på en kran. Perspektivet vides ud, som det kun kan lade sig gøre på film og i hukommelsen.
   Ellers er det musikken, som bærer de rekonstruerede indtryk. Gilles er ikke med til sommerfesten, hvor man sætter ild til store høstakke. Den hedonistiske skønhed selvantænder og bliver en husbrand, som dræber den nu heroinafhængige Laure. Under hele sekvensen spiller en skæring fra Soft Machines første album, og Kevin Ayers’ stemme spørger: »Why Are We Sleeping?«.
   Andre nøglesange er med Syd Barrett (»Terrapin«), Amazing Blondel (»Fantasia Lindum/ Celestial Light«), Nick Drake (»Know«), Captain Beefheart (»Abba Zaba«), Incredible String Band (»Air«), Tangerine Dream (»Sunrise in the Third System«) og Dr. Strangely Strange (»Strings in the Earth and Air«). Sangskriveren og livskunstneren Kevin Ayers (1944-2013), som kunne være manden, Laure forelsker sig i, høres atter på skæringen »Decadence« fra soloalbummet Bananamour (1973).



FOR Gilles er det en øjenåbner at læse Simon Leys' Les habits neufs du président Mao (1971, da. »Formand Maos nye klæder«), en kritik af kulturrevolutionen i Kina, der også blandt danske intellektuelle blev affærdiget som reaktionær propaganda. Han læser »I am 25« fra beatdigteren Gregory Corsos Gasoline (1958), ser Bo Widerbergs lyrisk-politiske Joe Hill (1971) og inspireres som tegner af Edward Gorey og Robert Crumb.
   I Christines politiske spor er der citater fra agiterende dokumentarfilm som Laos, images sauvées (Madeleine Riffaud) og Le courage du peuple (Jorge Sanjines). Alt er kompileret med den samme omhu, som Assayas demonstrerede i L’Heure d’été (2008, da. Sommertid). Af og til bliver filmskaberen næsten kurator i et mentalitetshistorisk museum.
   Da er det de unge skuespillere, som gør ordet til kød og giver filmen liv. Clément Métayer (Gilles), Lola Créton (Christine), Félix Armand (Alain), Carole Combes (Laure) og India Menuez (Leslie) er fysiske beviser for styrken og selvstændigheden i den ungdom, som filmen erklærer sin tillid. Sanger-sangskriveren Johnny Flynn er trubaduren, der sidder på græsset og spiller Phil Ochs’ »The Ballad of William Worthy« fra All the News that's Fit to Sing (1964). Dolorès Chaplin har en cameo som afklædt prinsesse i pastichen på kitschet britisk sci-fi.***



DER er lavet stribevis af nostalgiske film om hippietidens utopi, og i genrer fra drama til farce findes et arsenal af fremstillinger, som fokuserer på den politiske aktivisme, der fører til De Røde Brigader, Baader-Meinhof-gruppen i Tyskland, Blekingegadebanden i Danmark. 
Som krønike er Après mai i familie med Philippe Garrels Les amants réguliers (2005), der i grynet sort-hvid følger veteranerne fra 1968 til nu. Den minder uvilkårligt også om Bernardo Bertoluccis The Dreamers (2003), en ofte overset og undervurderet filmatisering af Gilbert Adairs The Holy Innocents (1988).****
   Først og sidst er filmen sin egen. Assayas præsenterede Efter revolutionen i Venedig, hvor han modtog prisen for bedste manuskript. Han sagde ved den lejlighed om sin metier: »Ved slutningen af Après mai forstår Gilles omsider, hvorfor han valgte filmen. Biograflærredet er stedet, hvor en erindring kan blive genfødt, hvor det tabte kan findes igen, hvor verden endnu står til at redde. Maleriet kan ikke afstedkomme denne magiske forvandling, denne genopstandelse, som ikke eksisterer i nogen anden kunstform.«
   Efter revolutionen var Assayas’ spillefilm nr. 14. Og en af værklistens bedste til dato.



*) DET østrigske filmmuseum har udgivet A Post-May Adolescence – Letter to Alice Debord i Adrian Martins engelske oversættelse (Wien: Filmmuseum Synema Publikationen, 2012). Bogen optrykker to andre essays om Guy Debord: »Under circumstances eternal: From the depths of a shipwreck« (1994) og »The hidden oeuvre«, som Rachel Zerner har oversat. Teksten uddyber og viderefører erindringsstoffet fra Après mai. Den er ikke mindst nyttig og meget præcis i sin beskrivelse af, hvordan punkæstetikken virkede på inbetweeners, der var præget af ideer og paroler fra maj 68 og hippietidens bløde æstetik. Brevet til Alice Debord er en filmskabers dannelsesskildring. Assayas' artikler om film, kunst og filmkunst er samlet i Présences (Paris: Gallimard, 2009).


La page blanche er en novellefilm, som Assayas skabte til antologiserien Tous les garçons et les filles de leur âge, der blev produceret [af Georges Benayoun og Paul Rozenberg efter en idé af Chantal Poupaud] for fransk ARTE 1993-94. Hvert bidrag skulle dramatisere en bestemmende coming-of-age-oplevelse fra instruktørens eget teenage-årti, holde spilletiden på en time og bruge flittigt løs af tidstypisk musik (som Françoise Hardys gennembrudssang, der har givet serien titel). Det er med andre ord samme koncept, som ligger til grund for François Ozons Jeune et jolie (2013, da. Ung & Smuk). De øvrige instruktører var Chantal Akerman, Olivier Dahan, Emilie Deleuze, Claire Denis, Laurence Ferreira Barbosa, Cédric Kahn og André Téchiné. Assayas overholdt formkravet, men klippede samtidig en lang version af novellefilmen. På samme måde fik André Téchiné Les roseaux sauvages (1994, da. De vilde siv) ud af sit bidrag til serien, Le chêne et le roseau. Assayas' film bruger første gang karaktererne Gilles og Christine, som i 1994 bliver spillet af Virginie Ledoyen og Cyprien Fouquet. L'eau froide blev vist på Cannes Festivalen og fik fransk premiere i juli 1994, men nåede aldrig uden for festivalkredsløbet. Filmen blev stort genopdaget i 2018, da ophavsretsproblemerne omkring musikken i filmen omsider var løst. L'eau froid kunne åbne i USA med titlen Cold Water. The Criterion Collection har udgivet Cold Water på dvd og blu-ray (#944). 



**) OPTIKKEN i Après mai er autofiktiv, men flere forhold er brugt 1:1. Assayas er søn af modeskaberen Catherine Polya (1919-2006) og manuskriptforfatteren Raymond Assayas (1911-1981), som skrev under navnet Jacques Rémy. Assayas senior huskes måske for sit samarbejde med René Clement (Les Maudits, 1947), Roger Vadim (Les bijoutiers du clair de lune, 1958), René Clair (Tout l'or du monde, 1961), Christian-Jaque (Guerre secrète, 1965) og Marcel Camus (Le mur de l'Atlantique, 1970), men hovedparten af sit arbejdsliv lagde han i tv-serien Les Enquètes du commissaire Maigret (1967-1990), som han skabte, skrev og vedligeholdt sammen med Claude Barma (1918-1992). På 23 år blev det til 88 tv-film i fuld featurelængde, alle med Jean Richard (1921-2001) i rollen som den ikoniske kriminalinspektør. Nord for Frankrig er det især Jean Gabin, man forbinder med Maigret på film, men for generationer af franskmænd var Jean Richard manden med piben. I Après mai må Gilles assistere sin far, da denne udvikler Parkinsons. Gilles har intet til overs for Simenon som forfatter og bebrejder sin far, at han spilder sit liv på at skabe borgerlig underholding, »opium for folket« i marxistisk terminologi. Det er uklart, om Assayas deler Gilles' foragt eller bruger hans arrogance som et udtryk for ungdommelig skråsikkerhed. Gilles kender ikke til kompromiser endnu. Ved slutningen har han vel indset, at der kommer en dag, hvor han gør.  

***) Modellen for filmen-i-filmen er The Land That Time Forgot (1974, da. Det glemte land), den første af fire billigt producerede effektfilm med amerikaneren Doug McClure (1935-1995), som britiske Amicus Productions – en konkurrent til Hammer Films – og siden EMI Films havde succes med i tiden. Den amerikanske partner var American International Pictures.The Land That Time Forgot, At the Earth's Core (1976, da. I jordens indre) og The People that Time Forgot (1977) er (løst og frit) baseret på »Hollow Earth«-bøger af Edgar Rice Burroughs. Warlords of the Deep (1978, da. Atlantis – byen under havet) var skrevet fra grunden af Brian Hayles, men skåret af samme spraglede stof og skudt on location på Gozo og Malta. Scifi-koryfæet Michael Moorcock skrev manuskriptet til The Land That Time Forgot, hvor pterodactyler angriber moderne kampfly, og en naziubåd strander i tiden. De før-digitale effekter er gribende rudimentære. Der var allerede i 70erne en anakronistisk længsel efter 50ernes og 60ernes lavbudgetfilm. Alle fire film blev instrueret af Kevin Connor. De har bevaret en kitschet kultstatus og er særdeles kære klenodier i dag.

****) The Holy Innocents udkom i 1988. Romanen blev revideret og genudgivet som The Dreamers i 2003, da forfatteren selv skrev manuskriptet til Bertoluccis filmatisering. Gilbert Adair (1944-2011) fik udgivet ti fiktionsværker – også Love and Death on Long Island (1990) er filmatiseret – og en række kritiske essaysamlinger. Alice Through the Needle's Eye (1985) og Peter Pan and the Only Children (1987) er kærligt gennemførte (meta)tekster i stilen fra Lewis Carroll og J.M. Barrie. Romanerne i »Evadne Mount«-trilogien er raffinerede pasticher på den britiske guldalderkrimi. Også kultur(af)læsningen i Hollywood's Vietnam (1981) og The Postmodernist Always Rings Twice (1982) er markant. I britisk sammenhæng blev hans rolle ofte at forklare fransk teori for engelske læsere, hvilket han gjorde på vittig vis i talrige klummer. I Flickers: An Illustrated Celebration of 100 Years of Cinema (1995) har han samlet en personlig kanon, som han uddyber i karakteristisk idiosynkratisk form. Adair blev kun 66 år. Forfatterskabet er desværre (slet) ikke oversat.
  

Après mai (Efter revolutionen). Instr. & manus: Olivier Assayas. Foto: Eric Gautier. 122 min. Frankrig 2012. Dansk premiere: 25.04.2013.


Fotos: MK2 Productions/ France 3 Cinéma/ Vortex Sutra/ Canal+/ Ciné+/ La Région Île-de-France/ France Télévisions/ CNC/ IFC Films/ Camera Film/ The Criterion Collection/ Österreichisches Filmmuseum SYNEMA/ Unifrance/ DFI/ Cinematerial/ MovieStillsDB 
Filmen streames på Filmstriben og er udkommet på dvd/blu-ray [i DK fra Another World Entertaiment]
Første udgave af teksten stod i Weekendavisen Kultur 26.04.2013

søndag den 23. juli 2023

Sofia Coppola: The Virgin Suicides (1999) | Bogen og filmen


PIGERNE OG DRENGENE
Sofia Coppolas fejlfri debutfilm

Af BO GREEN JENSEN

DE er aldrig kommet over det, drengene. Man siger, at tiden læger alle sår, og efterhånden er der gået 25 år siden selvmordssommeren, da Lisbon-søstrene tog deres liv, én efter én, metodisk og næsten lidenskabsløst, som virkede en uafvendelighed. Alligevel taler de stadig om det, drengene, når de løber på hinanden ved receptioner og møder. For de fleste af dem er blevet i den lille by, Grosse Pointe i Michigan, som kunne være alle små byer, i det mindste i det amerikanske Midtvesten. Og at The Virgin Suicides frem for alt er en (mælkehvid) amerikansk historie, hverken kan eller skal der herske tvivl om.
   Jomfruselvmorderne var en sær og mærkeligt dragende historie, allerede da Jeffrey Eugenides fortalte den første gang, i sin debutroman af samme navn fra 1993. På stribe tager fem teenagesøstre deres liv i sommeren 1975, og ingen kan forklare hvorfor. Ingen aner, hvad de skal stille op med den bizarre tildragelse, som både i filmen og bogen forlenes med en aura af skønhed, skæbne og seksualitet. Romanen er en stafethistorie, hvor de voksne drenge skiftes til at fortælle. I filmen er det én af mændene, der fortæller os om pigerne, som gjorde livet elektrisk, før de forsvandt.


HOS Eugenides får man i lige så høj grad et indtryk af drengenes verden, mens fortællingen akkumulerer sine detaljer. I Sofia Coppolas meget katolske og bogstavelig talt billedskønne filmatisering er det søstrene, som er i centrum, fra Cecilia (Hannah R. Hall) på 13 år, der som den første forsøger at skære pulsåren over, til Therese (Leslie Hayman) på 17, som er den ældste. I centrum stråler åbenbaringen Lux (Kirsten Dunst), hvis død virker stærkest på drengene, fordi hun var så gylden og fordi hun var sammen med en af dem. Det er hjerteknuseren Trip (Josh Hartnett), der i interviewagtige scener taler til kameraet. Så kaldes han ind til sin aftale, og det går op for os, hvor han befinder sig nu.



SOFIA Coppola (f. 1971) er datter af Eleanor og Francis Ford Coppola, hendes storebror Roman var assistent på produktionen. Den forpligtende familiebaggrund skabte ekstra opmærksomhed omkring debutarbejdet – på godt og ondt, naturligvis – men instruktøren ville under alle omstændigheder have markeret sig med The Virgin Suicides. Filmen er en øvelse i anvendt mystik, der lykkes på snart sagt alle niveauer.
   Ligesom Eugenides dvæler Coppola ved de fysiske detaljer i tidsbilledet og giver på den måde fortællingen en håndgribelig forankring, et troværdighedspræg, som man sætter pris på og mere end respekterer, skønt det er svært at forholde sig til den centrale, erfaringsoverskridende begivenhed. Og dét er det. Jeg kan stadig ikke sige, hvad filmen vil fortælle mig. Men jeg forstår, at en stor del af styrken ligger i uaflæseligheden. Som Coppola siger om sagen:
   »Historien viser os egentlig disse drenge, som er blevet ældre og ser tilbage på tiden, da de alle sammen delte denne fortabelse, denne besættelse. Pigerne er for dem disse magiske, smukke skabninger. Der vil altid være den slags øjeblikke i livet, som er magiske og perfekte, men de varer aldrig ved. Så man går videre, men de har altid efterladt noget hos én.« 
   Eugenides er endnu mindre opsat på at få sit værk reduceret af bogstavelig fortolkning. Han bemærker »en grundlæggende forskel« i fortællersynsvinklen:
   »I bogen fantaserer drengene om pigerne, der døde. De lægger til og trækker fra og digter videre på det skete, også i erindringens skær, tyve år efter. Sofia Coppola bevarede ganske vist drengenes fortællerstemme, men det er pigerne og deres forældre, som vi ser på hele tiden. Vi kan derfor ikke være i tvivl på samme måde. Når kameraet følger med ind på pigernes værelser, tror vi at det er sandheden vi ser. Det dér mellemled, drengenes forestilling, forsvinder. Men det er en udmærket film, jeg er meget glad for den.«*



COPPOLA erkender, at hun vil tættere på pigerne, end vi er hos Eugenides: »Jeffrey siger, at Lisbon-søstrene er drengenes feberdrøm. Jeg ville gøre hele filmen til den feberdrøm.« Hun uddyber ved at beskrive den sidste lange indstilling, som viser huset med det døde elmetræ:
   »Jeg ville have det til at ligne slutscenen i en tragisk opera, så jeg trak kameraet helt tilbage og filmede på lang afstand. Du ser det fra naboernes perspektiv, udefra. Drengene er i chok, de forstår ikke, hvad der er sket, og først kan publikum heller ikke se, hvad det er. Cecilia synes at svæve – det ligner en tryllekunst. Du ser det gennem erindringens dis, så nogle ting er udeladt og andre ting er føjet til. Det er ikke skildret, som det faktisk skete.«
   Der er erotisk latens og fortrængning. Der er weltschmertz og indestængt længsel. Der er kollektiv erindring og specifik erfaring i flere kronologiske lag. Fornemmelsen af en hjemstavn, der forvandles til spøgelsesby. Der er frem for alt lavpraktisk kvindelighed. Hvor bogen bliver i drengenes gyldne fantasier om kønnet, svarer filmen med en konkret klaustrofobi. Coppola viser, hvordan det må være at bo i et hus med seks kvinder. Eugenides har mere forståelse for manden, der undrer sig over det hele. Og selvsagt for drengene, der fantaserer. 
   Det kan i hvert fald ikke nægtes, at tryllekunsten fungerer. The Virgin Suicides er stemningsfuld, tragisk, ironisk og nostalgisk. På sin uudgrundelige måde er den sikkert også livsklog, men især overvældes man af æstetikken. Sjældent har en film arbejdet så hårdt på at forføre. Nærmeste fortilfælde er Picnic at Hanging Rock (1975, da. Udflugten), Peter Weirs berusende filmatisering af Joan Lindsays australske nyklassiker, der forener (fingeret) dokumentarisme med en hvidgylden meditation over den mørke side af »the feminine mystique«. Coppola gik videre med motivet i sin 2017-genindspilning af Don Siegels The Beguiled.



DUOEN Air lægger himmelsk musik under billedmontager af Lux’ smil. Imens skaber James Woods og Kathleen Turner to af karrierens bedste karakterer som den strenge mor og den stille far, der er matematiklærer. Ham kender drengene fra skolen, og ingen i Grosse Pointe begriber, hvordan to så ordinære mennesker har båret sig ad med at få fem fantastiske døtre.
   Det gør forældrene heller ikke selv, og de forstår slet ikke, hvad der sker den sommer, da også byens elmetræer dør. Da søstrene har fuldendt, hvad vi aldrig er i tvivl om, at de vil fuldende, pakker hr. og fru Lisbon bilen og kører væk fra det ubærlige. Som tilskuer går man ud med en undren, der ligger midt mellem drengenes tilbedelse og forældrenes sorg.
   Man føler en masse modstridende ting, mens sommerens farver forsvinder, og man bliver ikke meget klogere, hverken på livet eller på døden. Det er vel dybest set derfor, at filmen formår at stå tilbage som realisme af en slags. For er det ikke så flygtig tilværelsen er?


*) Sofia Coppola er citeret efter dokumentaren »The Making of The Virgin Suicides« og interview med Jessica Winter (»Sofia Coppola’s Mystery Girls«) i The Village Voice 18.04.2000. Jeffrey Eugenides er citeret efter mit eget interview med forfatteren (»Teiresias er forelsket«) i Weekendavisen Bøger 21.11.2003.
 


The Virgin Suicides. Instr. & manus: Sofia Coppola. Foto: Edward Lachman. 96 min. USA 1999. Dansk premiere: 29.09.2000.

Jeffrey Eugenides: Jomfruselvmorderne. Oversat efter The Virgin Suicides (1993) af Marianne Børch. 216. Samleren, 1994.


Fotos: American Zoetrope/ Eternity Pictures/ Muse Productions/ Virgin Suicides LLC/ Paramount Home Entertainment/ The Criterion Collection [New cover by Naomi Hirabaiashi]/ CineMaterial/ Filmgrab/ Movie StillsDB.
Filmen streames på Apple TV og AMAZON PRIME
The Virgin Suicides er udkommet på 4K UHD + Blu-ray fra The Criterion Collection (#920)
Anmeldelsen stod [men er stærkt revideret] i Weekendavisen Kultur 20.09.2000.

onsdag den 4. januar 2023

Ib Michael: Brev til månen (1995)


GENSYNETS PANTOMIME
Erindring, hukommelse, virkelighed

Af BO GREEN JENSEN

EFTERÅR 1995: IB Michael har altid trukket sanglinjer i sit forfatterskab, skønt hver roman udgør et værk for sig. Hver ny bog tager afsæt i den forrige og udgør samtidig et springbræt for bevægelsen, som fører videre til den næste.
   Det gælder især for de store romaner, som han har skrevet fem-seks stykker af, siden Kejserfortællingen i 1981 indledte den lange rejse tilbage, som kulminerer i Brev til månen. Det var i fortællingen om den kinesiske elitesoldat, som vandrer gennem verden, fra tidernes morgen til deres mulige ophør, at soldaten første gang fremstod som forfatterskabets samlende skikkelse.
   Med erindringsromanen Brev til månen sætter Ib Michael kronen på værket og fuldender trilogien, som endvidere tæller Vanillepigen (1991) og Den tolvte rytter (1993). Sekvensen begyndte på sæt og vis allerede i Kilroy Kilroy (1989), hvor en navnløs bombepilot forulykkede over Stillehavet, for så at fødes i et hukommelsestab og genopstå som den allestedsnærværende Kilroy, hvis navn står på mure og fly verden over, men som ingen nogen sinde har set.
   Den amnesiramte kriger kunne være indbegrebet af alle de skæbnesoldater, fra Den flyvende kalkundræber til Den tolvte rytter, som Ib Michael har skrevet sig ind på og ud af hele vejen gennem sit forfatterskab. Piloten bliver søgt og set en sidste gang i Brev til månen.




DET samme gør Papa Viggo, den lille konge fra Penrhyn Island (Tongareva), som første gang optrådte i Kilroy Kilroy, og hvis baggrund blev klar i Vanillepigen. Soldaten, som lå begravet i haven, og som fik et ansigt i Den tolvte rytter, trilogiens fantastisk-historiske intermezzo, finder også sin plads i erindringstapetet med alle fortællerens genfærd, men først nu og her, til allersidst, forstår vi, hvem rytteren var.
   På bogens sidste sider flettes det, som i store træk har været en regelret dansk udviklingsskildring, ind i en fantastisk ramme, der for det første retfærdiggør betegnelsen roman og for det andet føjer hele værket sammen med en billedkraft så lysende, at vi endelig indser, hvad magisk realisme kan være på dansk.
   Som sådan er Brev til månen intet mindre end forfatterens manifest og credo. Hvad den så ellers er, står romanen både som et udtryk for og en lovsang til den for alvor skabende fantasi. Den er mere end et aftryk. Den kan bogstavelig talt ændre verden og skrive historien om.



VED begyndelsen af Vanillepigen ankom en navnløs mand i fyrrerne til Roskilde og satte sig til at skrive i et værelse på Hotel Prindsen. Vi kom ind i hans erindring, men fik egentlig aldrig at vide, hvorfor han vendte hjem som en flygtning og krydsede sine spor med så bortvendt og stejl en grimasse. Vi glemte også at spørge, efterhånden som fortælleren foldede sin barndom ud i så duftende og farvestærke baner, at man følte sig hensat til selve begyndelsens og forventningens land.
   I denne omgang står det fra starten klart, at fortælleren er vendt tilbage for at begrave sin far, rytteren, fantasten og huronen, hvis minde sønnen aldrig for alvor har fundet sig til rette med. Også hans mor og søsteren Lulú, som de tre romaner på sæt og vis er tilegnet, venter på manden som vender tilbage, men det er den aldrig særligt nærværende far, han finder for enden af rejsen.
   Det er faderens genfærd, som skal uddrives, og denne eksorcisme udgør i tilbageblik hele trilogiens omdrejningspunkt. I det kursiverede »Præludium« stiger dykkeren ned i Stillehavet ved Victoria Island, som epilogen kalder for »længslens arkimedespunkt«. Han finder vraget med piloten og vækker fortiden til live, så det et øjeblik ligner en genopstandelse, før skelettet – som en anden tekst – spredes og bliver »til hvide stavelser«.
   Der går panik i den danske dykker. Han skyder op med et skrig, spytter snorklen ud og gisper efter luft. Imidlertid rider de døde hurtigt. Det er erindringens by, han befinder sig i, da mareridtet har lagt sig.


DET, som følger, er forfatterens egen fortsatte historie. Den fiktive iscenesættelse er denne gang holdt på et absolut minimum, og var det ikke for forvandlingsrammen, som forspil og coda føjer erindringen ind i, kunne der være tale om egentlig selvbiografi.
   Det historiske mellemspil og de fantastiske spor fra Den tolvte rytter er trådt i baggrunden for en tid. Det er Vanillepigen, vi knytter an til, da de første par lag er skrællet af løget, og fortælleren begynder at sige jeg om sig selv. Vi oplever nu på anden hånd en privilegeret dansk 1960er-opvækst, som hverken er værre eller bedre, mere broget eller tragisk, end så mange lignende film ville være.
   Her, som i Vanillepigen, er det atter genkendeligheden – ikke de fantastiske islæt, men de mange banale små indtryk og sanseligt duftende detaljer, som kunne være trukket ud af en kollektiv dansk drengeerindring – der giver fortællingen sin overvældende styrke.


VI kommer ind i historien, da fortælleren prøver ridetøj og på faderens foranledning bliver ekviperet som en hertug. Så følger han med familien i Tivoli, hvor Pantomimeteatrets figurer siden vil illustrere og kommentere det, som sker i fortællerens og hans nærmestes liv.
   »Gensynets pantomime« er et af bogens ledemotiver, og det var selvsagt Pjerrot, som skrev det første brev til månen. I første omgang vidner besøget blot om, hvilken slags indstilling drengen har: »Luftkasteller er ikke noget, jeg er flasket op med. Fordi jeg kan se pagoden herfra, hvor jeg står, tror jeg jo ikke af den grund, at jeg er kommet til Kina. Man vokser op, og forgyldningen falmer.«
   Andetsteds erklærer fortælleren, at »erindringen bevæger sig med lysets forsinkelse«, men vi klipper hurtigt frem gennem hukommelsens film. Et ophold i Sverige er fuldt af forelskelser, ulykkelige såvel som gengældte, mens hormonerne raser i rytterknægten. Snart er vi nået til 2.g og en Frankrigstur, hvor fortælleren lytter til »Spurvens sange«, leger kispus med de lokale fugle og læser digte som en sulten hund. På denne afstand bliver han enig med sig selv om, at intet er uden dét, som »hjernen producerer hver dag på ny«.


FORTÆLLEREN er en vandrefugl og en kærlighedstyv. Han deler dagene med vennen Olaf og den elskede Kate, som måske fordi hun er så tragisk skrøbeligt disponeret ender med at stå som indbegrebet af den varige kærlighed, som vi søger. Han sætter en ære i at have en let gang på jorden, og efterhånden skriver vi 60ernes slutning, hvor mangt og meget ændrer sig, efterhånden som et ungdomsoprør slår igennem.
   Det sker om ikke andet i måden, som folk gebærder sig på og går klædt. Der er ved at være langt tilbage til Roskilde- drengen, som var medlem af K.U.: »Med mine blå briller og den tynde fip ligner jeg på samme prik Tournesol og doktor Strangelove.«
   I den gyldne tid i Meinungsgade træder Olaf, Kate og fortælleren rundt i pantomimen med samme tumpede ukuelighed som Harlekin, Columbine, Kassander og Pjerrot. Det er Olaf, som i forbifarten påpeger, at tegningen af Vanillepigen faktisk forestiller en mand. De rejser til Italien, hører Ezra Pound læse højt og opsøger guruen Hundertwasser.*
   Verden er blevet elektrisk. Man læser amerikanske beatdigtere, blæser hjernen ud med stoffer og kalder det for erkendelsessøgen. Fortælleren kan tåle det, men det kan spurven Kate ikke. Overhovedet er hele romanen en rejse frem mod det punkt og den grav i Venedig, hvor himlen ikke skylder os »andet end et requiem for Sister Kate«.


ENDELIG er vi ved begyndelsen igen. Fortælleren konfronterer sine genfærd, rejser til Penrhyn Island, chartrer et fly med kinesisk pilot og dykker ned for at finde skæbnesoldaten ved Victoria, »længslens arkimedespunkt«. Men den mytiske drøm selvantænder, og han går ned i flammer endnu en gang.
   Tilbage i Roskilde sidder forfatteren samtidig og tager skæbnen på sig. Han erkender at være både Pjerrot og den standhaftige tinsoldat. Han skriver titlens brev til månen og stålsætter sig i forvisningen om, at i morgen altid vil ligne i dag.** Det regner i samtlige hjerter til slut:

Hen imod slutningen kan han glæde sig over den rolle, historien tildelte ham. Kappe, maske og trekantet hat. Han løb – som soldaten – spænede fra sin skygge med månen som sin eneste vejviser. Indtil den sidste maske faldt, og han så, han var smeltet sammen med faderens billede.

DA er det, at jokeren undslipper for sidste gang. Han gør brevet færdigt, lister ned ad trappen, kommer ud i gården og finder lågen, som han ikke måtte åbne, dengang det var før. Han åbner den nu og er fremme ved øen, han altid bærer med sig i hjertet. Solaris kaldes den til slut, da han træder ud på revet med palmer og sand.
   Her ender da trilogien, som opsummerer forfatterskabet, og sætter punktum for et romanværk, der vil stå sig som noget af det ypperste, der blev skrevet i 1990ernes Danmark:

Allerede da han svømmer tilbage mod land, flammer hænderne af ildkorallens gift. Han kravler op på bredden, ser med vantro de røde ophovnede øer af hud, som breder sig, vikler hænderne i palmeblade. Han kommer i tanke om et råd, fjerner beviklingen igen og pisser på sårene. Det hjælper ikke. Ikke før han sætter sig ved det drømmende hav, som heler alt, hvad det skjuler.

Og til allersidst clouet: »Han venter på skib.«



*) Amerikaneren Ezra Pound (1885-1972) var central for udviklingen af den modernistiske poesi i Europa. I 1913 kom han op fra en metrostation i Paris og så »the apparition of these faces in the crowd:/ Petals on a wet, black bough.« I 1920 fastholdt han krigsgenerationens erfaring i stordigtet Hugh Selwyn Mauberley (»there died a myriad/ And of the best, among them/ For an old bitch gone in the teeth,/ For a botched civilisation«. Pound hjalp T.S. Eliot med at få fragmenterne, som blev til The Waste Land (1922, da. Ødemarken eller Det Golde Land), i facon. Hans hovedværk er The Cantos, en aldrig afsluttet cyklus på næsten 900 sider, der folder sig ud i et grænseløst historisk rum og som han skrev på livet igennem. Jørgen Sonne oversatte en fyldigt udvalg Digte og cantos i 1968. Pound er blandt modernismens store hanelefanter, men hans status er evigt kontroversiel, fordi han valgte mørkets side politisk. I 1923 kom Pound til Italien. Her gjorde han fælles sag med fascismen, både før og under 2. verdenskrig, meget som den ældre Knut Hamsun gjorde i Norge. Ingen af dem angrede. Begge har af samme grund et belastet »genial-men-gal«-eftermæle. Pound blev sigtet for forræderi, erklæret utilregnelig og sat i forvaring i Washington. Han kom ud i 1958 og bosatte sig i Venedig. Her hørte Ib Michael ham læse i 1964, da han og Peter Severin var i byen som nye studenter.

Østrigeren Friedensreich Hundertwasser (1928-2000) var maler, designer og arkitekt. Han tænkte både konkret og profetisk om emner som klima og økologi. Hans farvestærke signatur var alle vegne i tiden. Hundertwasser blev et brand på linie med Buckminster Fuller, H.R. Giger, herhjemme Bjørn Wiinblad (!), lidt senere husindpakkeren Christo, doodleren Keith Haring og andre navne i sui generis-kongerækken, der er underkendte i kraft af deres popularitet og kommercielle beredvillighed. Som arkitekt efterlod han en række strukturer, der har stået distancen og båret i praksis. Hundertwasser var især inspireret af maori-kulturen i Oceanien. Det ikoniske Hundertwasserhaus i Wien koncentrerer den ornamentale teknik og fungerer som et levende museum og mindesmærke. Han var som tænker og kunstner en original. Æret være de varme jordfarvers mester.



**) »Au clair de la lune« er en fransk folkevise af uvis oprindelse. Den bliver første gang samlet op i Les voitures verseés (1820), en komisk opera i to akter med tekst af Emile Dupaty og musik af Michel Boyeldieu. Der er fire strofer i folkesangen fra Chants et chansons populaires de la France (1858), hvor teksten røber sit profane ophav. Fortælleren beder Pierrot om en pen og et lys. Pierrot siger, at han ingen pen har og henviser til naboen, der har brunt hår og lys i sit køkken. Ingen ved, om brevet blev skrevet, for det var svært at se ved måneskær. Men sikkert er, at frieren kom ind. I Chansons et rondes enfantines (1870) bliver teksten forkortet til to søde vers. Det er kun i den danske udgave, at Pierrot selv sidder og skriver til Pierrette. Han beder da månen lyse hvid og klar. For romanen er Pierrot-skikkelsen på en gang den klassiske rolle fra commedia dell'arte-traditionen (med en maske, som alle kan bære på skift), den surrealistiske trickster fra Pierrot lunaire-sporet i førmodernismen (fra Albert Giraud til Arnold Schönberg; fra Deburau père et fils og Paul Legrand til Sarah Bernhardt og Jean-Louis Barrault som Baptiste i Les Enfants du Paradis) og gøglerfiguren fra danske udflugter, hvor Pjerrot spiser blår på Dyrehavsbakken og danser på Tivolis påfuglescene. Harlekin og Columbine har lige så omfattende ophav. Disse ting udgør en evig fortælling – ganske som historien om den udødelige soldat.
 
Ib Michael Brev til månen. 384 s. Gyldendal, 1995.

.
Fotos: Gyldendal (Brev til månen-omslag Tove Krebs Lange med maleri af Rudi Baerwind; Kilroy Kilroy-omslag Peter Severin)/ Wikipedia (Antoine Watteau;  Charles Léandre; Atélier Nadar [foto af Charles Deburau])/ Library of America (Ezra Pound)/ Hundertwasserhaus/ Wien Tourismus/ Adolphe Willette ('Pierrot saoul danse sous la lune', Chat Noir 1885).
Vanilletrilogien udkom samlet i 2005
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Bøger 06.10.1995

onsdag den 19. oktober 2022

Hirokazu Kore-eda: Nobody Knows/ Dare mo shiranai (2004)


ALLE VERDENS TÅRER
Det kollektive omsorgssvigt

Af BO GREEN JENSEN

DEN japanske filmskaber Hirokazu Kore-eda (f. 1962) fik også i Danmark et gennembrud med After Life (1999, da. Mellem liv og død). I dette melankolske stemningsstykke måtte nyligt afdøde sjæle vælge hver én erindring fra deres liv. Om den blev der drejet en film, og de døde kunne beholde den, når de tog videre. Resten blev slettet én gang for alle.
   Også i sin næste film rører Kore-eda ved de inderste ting, men denne gang er der ingen metafysisk stødpude. Nobody Knows er en hjerteskærende virkelig historie om fire børn, som bliver forladt og må klare sig alene i en lejlighed i Tokyo. Deres mor har fået dem med forskellige mænd. I den nye lejlighed må der kun være ét barn, så de mindste gemmer sig i Samsonite-kufferterne, da filmen begynder og familien flytter ind.


MODEREN Keiko har en svaghed for alkohol og andre stimulanser. Hun bliver også let forelsket og plejer da at tage væk med den nye mand, idet hun overlader ansvaret for familien til Akira, den ældste søn, som naboerne godt må se. Børnene går ikke i skole. De vil gerne, men Keiko mener, at uddannelse er overvurderet. Først tager hun væk nogle måneder og lover at komme hjem til jul. Endelig forsvinder hun helt. Der kommer et brev med alt for få penge. »Jeg stoler på dig, Akira,« er alt, hvad Keiko skriver til sønnen.
   Så skal de klare sig, drengen på 12, hans lidt yngre søster, spilopmageren Shigeru på syv år og hjerteknuseren Yuki på fire. Først overholder de Keikos regler, går ikke ud, laver en slags lektier, prøver at rydde en anelse op. Akira betaler regninger, rækker ud efter kammerater i nabolaget og knytter i mangel af bedre et venskab med den lidt ældre pige Saki, som har rige forældre, men er overset på en anden måde og bliver mobbet i skolen. Også hun strejfer rundt i kvarteret om dagen.



FILMEN følger forløbet over et år. Der er gode perioder, hvor børnene faktisk får indrettet sig og mod alle odds fungerer som en familie, strandet snarere end egentlig nødstedt. Men hverdagen skrider, rodet tager til. Der bliver lukket for gas, el og vand, efterhånden som pengene slipper op. Akira opsøger to af børnenes fædre, men får ikke nogen hjælp, som han kan bruge. En kvinde i supermarkedet er den eneste voksne, han har kontakt med. Hun ser som regel genert ned i gulvet, når indehaveren lærer endnu en ekspedient at krølle poserne op på den rigtige måde.
   Nobody Knows er fuld af sådanne sikkert sete detaljer, der giver den enkelte øjeblikke af humor. Det samme gør børnene selvsagt. Af og til er de bare fire søskende, som leger og nyder livet på øen, hvor ingen griber forstyrrende ind. Deres isolation bliver ved, og man lever sig ind i en hverdag med store og små revolutioner. Det er grænseoverskridende, da Akira første gang lader hånt om moderens instrukser og tager Yuki med i byen på hendes fødselsdag. Hun bærer hjemmesko, der kan pibe, får sit yndlingstøjdyr med i et aflagt tornyster og er lykkelig, da de kan købe et lille lager af hendes yndlingsslik.



SIDEN kommer alle ud i lyset. Lejligheden begynder at lugte. Akira ved ikke sine levende råd, og efterhånden er det lettest at give slip. En ulykke ændrer alting totalt. Kore-eda formulerer da en ren og stille scene, som man sent eller aldrig vil glemme:
   To store børn begraver en kuffert ved en flyveplads. Det sker til tonerne af en spinkel ballade, »Houseki«, som Tate Takako fremfører. Det regner, og de lægger også slik i hullet, som er svært at lave i den våde jord og med dårlige redskaber. I kufferten ligger et lille liv, som ingen måtte kende til og som ingen ville vide af. Sangen bliver ved. Den banale musik virker større og større, da børnene tager toget tilbage.
   Ved filmens Cannes 2003-premiere skrev en kollega, at amerikanske og europæiske tilskuere formentlig ville finde scenen overdrevent sentimental. »Men den er ærke-asiatisk,« tilføjede han. Det samme er den unikke blanding af poesi, eventyr og socialrealisme, som Kore-eda skildrer børnenes liv med. Han nævner selv en autentisk hændelse som sin primære inspirationskilde. Et lignende kolossalt omsorgssvigt fandt sted i Tokyo i 1988, hvor en mor forlod sine børn. Efter et halvt år døde det yngste. Heller ikke i virkeligheden vidste naboerne, at der var fire børn i lejligheden.



DET er klart, at der i filmen ligger en implicit erklæring om, hvor lidt vi ved om og tager os af hinanden; hvor megen fortræd man kan gøre et barn og hvor mærkelig tilværelsen er. Men Kore-eda undlader at prædike og forenkle. Man fornemmer ikke noget sted den pegefinger, som en europæisk filmskaber typisk ville rette mod publikum og de sociale instanser. I forbifarten kan man sende Lone Scherfigs familiefilm Når mor kommer hjem (1998) en venlig tanke. Den havde mange af de samme elementer som Nobody Knows, men var nødt til at glatte dem ud i sin slutning.
   Kore-edas saglige snit og neutrale tone gør smerten i materialet endnu mere påtrængende. End ikke den flagrende mor bliver fremstillet uden nuancer. Hun er mere som det største barn, når hun kommer sent hjem og sidder og pjatter med ungerne. Der er ingen tvivl om, at hun elsker dem på sin adspredte måde. Keiko, der spilles besnærende af rockdivaen YOU, er snarere en fantastisk psykologisk undtagelse.



YAGIRA Yuya, som spiller Akira, modtog prisen som bedste mandlige skuespiller, da filmen fik premiere i Cannes. Flere mente, at han var for ung og at det generelt er en uskik at give priser til børn i tragiske roller. Sikkert er i hvert fald, at han yder en fuldkommen indlevet fremstilling.
   Man tror på Akira, når han er sammenbidt og panikslagen, men ikke vil vise det over for sine søskende, og når han i glimt holder fri fra det hele i parken, hvor børnene bliver vant til at bade og hente vand. Han prøver virkelig, gør den dreng. Og hele verden burde skamme sig over, at sådanne ting foregår.



DET er i dét krigshumør, man forlader biografen. Og med en svimmel romantisk fornemmelse af, at denne film rummer alle verdens tårer, selv om pointen bagefter er, at livet går videre uanset hvad. Helhedsvirkningen er et lærebogseksempel på begrebet katarsis, dvs. den lutring af sindet, som kunsten fremkalder. Med føleri har det intet at gøre, skønt en kyniker kan have svært ved at se forskel. Nobody Knows er en pragtfuld film, som man gemmer på et særligt sted, dér hvor de største oplevelser ligger.


Nobody Knows (Dare mo shiranai). Instr. og manus: Hirokazu Kore-Eda. Foto: Yamazaki Yukata. 141 min. Japan 2004. Dansk premiere: 20.08.2004 [Copenhagen International Film Festival]: 25.03.2005.


Fotos: Bandai Visual Company/ Cine Qua Non Films/ Engine Film/ Nobody Knows Project Team/ TV Man Union/ c-style/ Wild Bunch/ IFC Films/ Øst for Paradis/ CineMaterial/ Movie StillsDB
Filmen streames ikke i DK - i øvrige EU på iTunes 
Nobody Knows udkom på Blu-ray i 2017 (UK) og 2017 (Frankrig)
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 25.03.2005