Translate

Viser opslag med etiketten Sofia Coppola. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Sofia Coppola. Vis alle opslag

søndag den 23. juli 2023

Sofia Coppola: The Virgin Suicides (1999) | Bogen og filmen


PIGERNE OG DRENGENE
Sofia Coppolas fejlfri debutfilm

Af BO GREEN JENSEN

DE er aldrig kommet over det, drengene. Man siger, at tiden læger alle sår, og efterhånden er der gået 25 år siden selvmordssommeren, da Lisbon-søstrene tog deres liv, én efter én, metodisk og næsten lidenskabsløst, som virkede en uafvendelighed. Alligevel taler de stadig om det, drengene, når de løber på hinanden ved receptioner og møder. For de fleste af dem er blevet i den lille by, Grosse Pointe i Michigan, som kunne være alle små byer, i det mindste i det amerikanske Midtvesten. Og at The Virgin Suicides frem for alt er en (mælkehvid) amerikansk historie, hverken kan eller skal der herske tvivl om.
   Jomfruselvmorderne var en sær og mærkeligt dragende historie, allerede da Jeffrey Eugenides fortalte den første gang, i sin debutroman af samme navn fra 1993. På stribe tager fem teenagesøstre deres liv i sommeren 1975, og ingen kan forklare hvorfor. Ingen aner, hvad de skal stille op med den bizarre tildragelse, som både i filmen og bogen forlenes med en aura af skønhed, skæbne og seksualitet. Romanen er en stafethistorie, hvor de voksne drenge skiftes til at fortælle. I filmen er det én af mændene, der fortæller os om pigerne, som gjorde livet elektrisk, før de forsvandt.


HOS Eugenides får man i lige så høj grad et indtryk af drengenes verden, mens fortællingen akkumulerer sine detaljer. I Sofia Coppolas meget katolske og bogstavelig talt billedskønne filmatisering er det søstrene, som er i centrum, fra Cecilia (Hannah R. Hall) på 13 år, der som den første forsøger at skære pulsåren over, til Therese (Leslie Hayman) på 17, som er den ældste. I centrum stråler åbenbaringen Lux (Kirsten Dunst), hvis død virker stærkest på drengene, fordi hun var så gylden og fordi hun var sammen med en af dem. Det er hjerteknuseren Trip (Josh Hartnett), der i interviewagtige scener taler til kameraet. Så kaldes han ind til sin aftale, og det går op for os, hvor han befinder sig nu.



SOFIA Coppola (f. 1971) er datter af Eleanor og Francis Ford Coppola, hendes storebror Roman var assistent på produktionen. Den forpligtende familiebaggrund skabte ekstra opmærksomhed omkring debutarbejdet – på godt og ondt, naturligvis – men instruktøren ville under alle omstændigheder have markeret sig med The Virgin Suicides. Filmen er en øvelse i anvendt mystik, der lykkes på snart sagt alle niveauer.
   Ligesom Eugenides dvæler Coppola ved de fysiske detaljer i tidsbilledet og giver på den måde fortællingen en håndgribelig forankring, et troværdighedspræg, som man sætter pris på og mere end respekterer, skønt det er svært at forholde sig til den centrale, erfaringsoverskridende begivenhed. Og dét er det. Jeg kan stadig ikke sige, hvad filmen vil fortælle mig. Men jeg forstår, at en stor del af styrken ligger i uaflæseligheden. Som Coppola siger om sagen:
   »Historien viser os egentlig disse drenge, som er blevet ældre og ser tilbage på tiden, da de alle sammen delte denne fortabelse, denne besættelse. Pigerne er for dem disse magiske, smukke skabninger. Der vil altid være den slags øjeblikke i livet, som er magiske og perfekte, men de varer aldrig ved. Så man går videre, men de har altid efterladt noget hos én.« 
   Eugenides er endnu mindre opsat på at få sit værk reduceret af bogstavelig fortolkning. Han bemærker »en grundlæggende forskel« i fortællersynsvinklen:
   »I bogen fantaserer drengene om pigerne, der døde. De lægger til og trækker fra og digter videre på det skete, også i erindringens skær, tyve år efter. Sofia Coppola bevarede ganske vist drengenes fortællerstemme, men det er pigerne og deres forældre, som vi ser på hele tiden. Vi kan derfor ikke være i tvivl på samme måde. Når kameraet følger med ind på pigernes værelser, tror vi at det er sandheden vi ser. Det dér mellemled, drengenes forestilling, forsvinder. Men det er en udmærket film, jeg er meget glad for den.«*



COPPOLA erkender, at hun vil tættere på pigerne, end vi er hos Eugenides: »Jeffrey siger, at Lisbon-søstrene er drengenes feberdrøm. Jeg ville gøre hele filmen til den feberdrøm.« Hun uddyber ved at beskrive den sidste lange indstilling, som viser huset med det døde elmetræ:
   »Jeg ville have det til at ligne slutscenen i en tragisk opera, så jeg trak kameraet helt tilbage og filmede på lang afstand. Du ser det fra naboernes perspektiv, udefra. Drengene er i chok, de forstår ikke, hvad der er sket, og først kan publikum heller ikke se, hvad det er. Cecilia synes at svæve – det ligner en tryllekunst. Du ser det gennem erindringens dis, så nogle ting er udeladt og andre ting er føjet til. Det er ikke skildret, som det faktisk skete.«
   Der er erotisk latens og fortrængning. Der er weltschmertz og indestængt længsel. Der er kollektiv erindring og specifik erfaring i flere kronologiske lag. Fornemmelsen af en hjemstavn, der forvandles til spøgelsesby. Der er frem for alt lavpraktisk kvindelighed. Hvor bogen bliver i drengenes gyldne fantasier om kønnet, svarer filmen med en konkret klaustrofobi. Coppola viser, hvordan det må være at bo i et hus med seks kvinder. Eugenides har mere forståelse for manden, der undrer sig over det hele. Og selvsagt for drengene, der fantaserer. 
   Det kan i hvert fald ikke nægtes, at tryllekunsten fungerer. The Virgin Suicides er stemningsfuld, tragisk, ironisk og nostalgisk. På sin uudgrundelige måde er den sikkert også livsklog, men især overvældes man af æstetikken. Sjældent har en film arbejdet så hårdt på at forføre. Nærmeste fortilfælde er Picnic at Hanging Rock (1975, da. Udflugten), Peter Weirs berusende filmatisering af Joan Lindsays australske nyklassiker, der forener (fingeret) dokumentarisme med en hvidgylden meditation over den mørke side af »the feminine mystique«. Coppola gik videre med motivet i sin 2017-genindspilning af Don Siegels The Beguiled.



DUOEN Air lægger himmelsk musik under billedmontager af Lux’ smil. Imens skaber James Woods og Kathleen Turner to af karrierens bedste karakterer som den strenge mor og den stille far, der er matematiklærer. Ham kender drengene fra skolen, og ingen i Grosse Pointe begriber, hvordan to så ordinære mennesker har båret sig ad med at få fem fantastiske døtre.
   Det gør forældrene heller ikke selv, og de forstår slet ikke, hvad der sker den sommer, da også byens elmetræer dør. Da søstrene har fuldendt, hvad vi aldrig er i tvivl om, at de vil fuldende, pakker hr. og fru Lisbon bilen og kører væk fra det ubærlige. Som tilskuer går man ud med en undren, der ligger midt mellem drengenes tilbedelse og forældrenes sorg.
   Man føler en masse modstridende ting, mens sommerens farver forsvinder, og man bliver ikke meget klogere, hverken på livet eller på døden. Det er vel dybest set derfor, at filmen formår at stå tilbage som realisme af en slags. For er det ikke så flygtig tilværelsen er?


*) Sofia Coppola er citeret efter dokumentaren »The Making of The Virgin Suicides« og interview med Jessica Winter (»Sofia Coppola’s Mystery Girls«) i The Village Voice 18.04.2000. Jeffrey Eugenides er citeret efter mit eget interview med forfatteren (»Teiresias er forelsket«) i Weekendavisen Bøger 21.11.2003.
 


The Virgin Suicides. Instr. & manus: Sofia Coppola. Foto: Edward Lachman. 96 min. USA 1999. Dansk premiere: 29.09.2000.

Jeffrey Eugenides: Jomfruselvmorderne. Oversat efter The Virgin Suicides (1993) af Marianne Børch. 216. Samleren, 1994.


Fotos: American Zoetrope/ Eternity Pictures/ Muse Productions/ Virgin Suicides LLC/ Paramount Home Entertainment/ The Criterion Collection [New cover by Naomi Hirabaiashi]/ CineMaterial/ Filmgrab/ Movie StillsDB.
Filmen streames på Apple TV og AMAZON PRIME
The Virgin Suicides er udkommet på 4K UHD + Blu-ray fra The Criterion Collection (#920)
Anmeldelsen stod [men er stærkt revideret] i Weekendavisen Kultur 20.09.2000.

lørdag den 16. januar 2021

Sofia Coppola: On The Rocks (2020)



FARVEL TIL RONKEDOREN
Satyrernes tid er forbi

Af BO GREEN JENSEN

DET er tyve år siden, at Sofia Coppola (f. 1971) trådte frem som fuldt færdig instruktør og autrice. The Virgin Suicides (1999) var en mørk, eftertænksom filmatisering af Jeffrey Eugenides' roman fra 1960ernes Detroit. Som voksen husker fortælleren, hvordan han og de øvrige drenge hviskede om en flok katolske søstre, der døde på mystisk og dragende vis.
   Det var dog med Lost in Translation (2003), at Coppola charmerede verden og blev populær. Bill Murray og Scarlett Johansson fandt hinanden og førte famlende samtaler i et Tokyo, hvor nuancerne i de sociale koder gik tabt i oversættelse. Som så meget mellem mennesker, fik Coppola sagt.
   Hun blev en af de førende filmskabere. Der er anakronistisk revolutionshistorie i Marie Antoinette (2006), californisk sædeskildring i Somewhere (2010), et blik på yngste generation i The Bling Ring (2013), feministisk fabel fra borgerkrigstiden i The Beguiled (2017) og stor opera i La Traviata (2017).

 

ALLIGEVEL er det Lost in Translation, som publikum husker og gerne vil gense. Så i On The Rocks vender Murray tilbage og spiller denne gang far til protagonisten, der opleves som Coppolas alter ego. Forfatteren Laura (Rashid Jones) er gift med webdesigneren Dean (Marlon Wyans). De har små børn, som distraherer Laura i skrivearbejdet. Familien trives et sted på Manhattan.
   En nat kommer Dean hjem og synes at forveksle Laura med en anden. Hun kan ikke slippe tanken. Da ingen veninder har tid til at lytte til andre end sig selv, kontakter hun sin far. Fabeldyret Felix kommer fejende ind og er sikker på, at Dean lyver. Det gjorde han jo selv i tiden med Lauras mor.
   Felix og Laura holder øje med Dean, mens de taler om alt mellem himmel og jord. Som karakter er Felix summen af maskuline klicheer og Murrayske manierismer. Det er morsomt skrevet, men figuren er tæt på en karikatur.
   »Hvor må det være dejligt at være dig,« siger Laura til sin playboyfar i scenen, hvor han besnakker to betjente og får dem til at skubbe sportsvognen i gang. Felix flirter til højre og venstre. Han kender alle i byen. Derfor kan han godt tage fejl med hensyn til Dean. Og karismaen ændrer jo ikke, at han aldrig var der i hendes barndom.


MURRAY får lov at forklare sig lidt, men generelt er On The Rocks en undsigelse af de hvide hanelefanter. Satyrernes tid er definivt forbi, og godt det samme, siger Coppola. Før var der måske en vis nostalgisk veneration for ronkedoren. Den dør på stedet i On The Rocks, og det er det nye i filmen.
   Tonen er både tragisk og komisk. Især er den bittersød og lakonisk, for det er de kvaliteter, som Murray og Coppola deler og mestrer. On The Rocks er produceret af A24 for Apple TV+. Før streamingpremieren kunne den ses i biografen i tre uger.



Fotos: A24/ Apple TV/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Apple TV+
Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 02.10.2020

fredag den 15. januar 2021

Sofia Coppola: The Beguiled (2017) | To versioner


MARIONETTER I DRIFTERNES HUS

En (borger)krig mellem kvinder og mænd

Af BO GREEN JENSEN

VIRGINIA ved slutningen af Den Amerikanske Borgerkrig. Året er 1864, og på Martha Farnsworths pigeskole har to lærerinder og fem elever holdt sammen på normalitet og moral, mens der blev kæmpet i nærheden.
   Den yngste pige, Amy på 12 år, finder en såret soldat. John McBurney (Colin Farrell) kommer fra den anden hær. Han bærer blå uniform, og han svæver mellem liv og død. Måske skal det ene ben sættes af.
   Kvinderne diskuterer og beslutter at tilse hans sår. Miss Farnsworth (Nicole Kidman) holder en dydsiret tale om kristen barmhjertighed. De kan aflevere ham til hæren, når han er rask. McBurney bliver båret ind i huset, som han aldrig kommer ud af igen.


   
SIDST Sofia Coppola søgte bagud i historien, var da Kirsten Dunst spillede titelrollen i Marie Antoinette (2006). Det var en overdådig periodefilm med moderne, ironiske islæt, som når dronningen shoppede igennem, og der blev spillet »I Want Candy« med Bow Wow Wow.
   Der er ingen anakronistiske krøller i The Beguiled. Lanceringen lover »et gotisk sydstatsdrama«, men skønt situationen udarter neurotisk og makabert, er filmen (heldigvis) svær at genrebestemme. Den er i hvert fald en studie i lyst og fortrængning. Et freudiansk psykodrama i guldalderskørt. Det nærmest beslægtede fortilfælde er Peter Weirs klassiske Picnic at Hanging Rock (1975, da. Udflugten).
   Soldaten får det bedre, kvinderne skåner det sårede ben. De har alle studeret og beundret hans fysik. McBurney er ikke tabt bag en vogn. Han orienterer sig i magtstrukturen og arbejder på at forføre hver enkelt.
   Spændingen stiger, og normerne skrider. Lærerinden Edwina (Kirsten Dunst) og eleven Alicia (Elle Fanning) er lige så betagne som Martha Farnsworth. Kvinderne begynder at hakke på hinanden, McGurney gør sig til og laver kunster. Da han træder forkert, får det skræmmende følger.



FILMEN bygger på en roman af Thomas P. Cullinan, og Coppolas fortolkning er ikke den første. Clint Eastwood spillede tinsoldaten i Don Siegels Én mand – syv kvinder fra 1971.
   Coppolas film har delt hendes fans, også i den kritiske lejr. I Cannes fik hun festivalens instruktørpris, men i USA landede filmen midt i et år, hvor diversitet og etnisk hvidvaskning er de varmeste emner i en debat om, hvem der har ret til at skrive historien. Alt kom til at handle om fraværet af afrikansk-amerikanske karakterer (som der er to af i Cullinans tekst) og manglen på en holdning til krigen om slaveriet.
   Det er at misforstå Coppolas hensigt. Der bliver brugt megen energi på at sammenligne den nye The Beguiled med den gamle, men Coppolas film er ikke en gængs genindspilning. Den er et andet bud på en film over bogen. Og tiden er bare en baggrund, som sætter kønnenes (borger)krig i relief.
   Coppola vil se de blikke, kønnet kaster, når begærets dunkle mål er en mand, der må navigere og manipulere i forhold til kvindernes længsler og krav, hvis han vil overleve. Eastwood og Siegel havde for så vidt den samme prioritet. I 1971 var det radikalt at vende stereotyperne og gøre manden til genstand for kvindernes blik.



COPPOLA bevarer bogens forskellige synsvinkler og er meget forelsket i æstetikken. Landskabet emmer troldeskovsagtigt, og det er næsten altid aften i de kærtebelyste indendørsscener. Kvinderne bærer hvide kjoler og er optaget af feminine ritualer, allerede før den sårede soldat dukker op.
   Det er i sidste ende udsøgtheden, der gør The Beguiled til en af Coppolas mindre bedrifter. Det fremgår hurtigt, at søster er søster værst, og at intet er helligt for manden. Herefter er Kidman, Farrell, Dunst og Fanning som marionetter i drifternes hus. Dukkeføreren drejer dem rundt om hinanden, mens den chokerende slutning bliver kørt i stilling.
   Den kommer helt som i kildematerialet. Der er en ny realistisk bestræbelse, men den underminerer egentlig den troværdighed, som forlægget har, hvis historien bliver spillet som ren grand guignol. Uden den gotiske faktor falder psykologien til jorden.



The Beguiled. Instr. og manus: Sofia Coppola. Foto: Philippe Le Sourd. 94 min. USA 2017. Dansk premiere: 05.10.2017

The Beguiled (Én mand – syv kvinder). Instr.: Don Siegel. Manus: Albert Maltz & Irene Kamp. Foto: Bruce Surtees. 105 min. USA 1971. Dansk premiere: 21.06.1971 


Fotos: American Zoetrope/ Focus Features/  Universal Studios/ CineMaterial/ FilmAffinity/ SF Studios
The Beguiled (2017) streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film
2K Blu-ray fra Universal Studios (regionsfri) 20.11.2017
The Beguiled (1971) streames på Apple TV, Viaplay Store, YouTube Film
2K Blu-ray fra Kino Lorber (region A) 10.11.2020
2K Blu-ray fra Universal Studios (regionsfri) 12.09.2016
YouTube Movies og Viaplay Rent and Buy
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 06.10.2017

torsdag den 14. januar 2021

Sofia Coppola: The Bling Ring (2013)


TIL UNGDOMMEN
Satirisk formaning fra Moster Sofia

Af BO GREEN JENSEN

SOFIA Coppola (f. 1971) er en interessant instruktør, som altid har noget særligt på hjerte og siger det med stil i et filmsprog, der vokser for hvert værk og er hendes eget. Hun er Eleanor og Francis Ford Coppolas datter, tilhører Hollywoods aristokrati. Hun har dog aldrig haft brug for at spille familiekortet og bliver måske det første stjernebarn siden Michael Douglas, som ikke bukker under for Liza Minnelli-syndromet.
   Coppola laver distinkte film, som bygger på originale ideer. Hun lefler ikke for markedet, men er heller ikke ligeglad med, om hun når et publikum – modsat sin storebror Roman, som dyrker det virkeligt smalle. Coppolas værkliste er ujævn. The Virgin Suicides (1999), Lost in Translation (2003) og Somewhere (2010) var små hovedværker. Kostumefilmen Marie Antoinette (2006) – med strategisk anbragte anakronismer – hørte snarere til i kategorien interessante fejltagelser. Her finder man også The Bling Ring, som må være Coppolas svageste arbejde til dato.



DET betyder ikke, at filmen er dårlig, men den løber hurtigt tør for ideer, da den har sagt, hvad den vil. Nicki (Emma Watson), Rebecca (Katie Chang), Chloe (Claire Julien), Sam (Taissa Farmiga) og Marc (Israel Broussard) er rige Los Angeles-børn, som hænger ud på klubber, går i butikker og dokumenterer alting på Facebook. De er fuldblods børn af tiden, besatte af berømthed og konsumerisme. Marc er så meget til drenge, at han kunne være en pige. De andre betragter ham som en veninde.
   Det indgår naturligt i dagen, at man tjekker berømte menneskers tweets og gransker deres Facebook-væg. Herfra er der ikke langt til at kigge indenfor hos Paris Hilton, når man ved, at hun er ude til den-og-den begivenhed. Andre luksushuse besøges. Man tager designersko, ure og tasker, ikke så meget ad gangen, mere kostbart nips og bling, der fungerer som trofæer og fetichistiske souvenirs. Man bliver en lille legende i kredsen af lige så overfladiske venner. Knækkene udarter til en forretning. En af pigerne svigter de andre, men det gør ikke noget. For syndebukken Nicki er det bedste ved det hele, at hun selv kan få en karriere som angrende celebrity.*
   Coppola skildrer de unge i stilen fra tarvelige reality-programmer, som filmen kopierer med akkuratesse og flair. De kvidrende fællessamtaler er ikke nedskrevne; skuespillerne har fået et tema at tale rundt om og behandler det i deres egen jargon. Forældrene hudflettes med åbenlys sarkasme. Den holistisk orienterede Laurie (Leslie Mann) hjemmeskoler sine børn, beder til verdenssjælen og bruger selvhjælpsbogen The Secret som livsmanual. Andre forældre er mere konforme. Ingen af dem aner, hvad børnene egentlig bruger tid på eller brænder for.



HÉR, siger Coppola, er blomsten af Amerikas ungdom, nationens stolte fremtid, og se, hvad I/vi har gjort den til. Hun solidariserer sig tydeligvis med de unge, men hun taler trods alt forældrenes sprog. Der er en forbavsende gammeldags tro på værdier som nytte, flid, fornuft og engagement på spil i denne films undertekst. Det gør den halvhjertet og faktisk forloren på en måde, som f.eks. Harmony Korines beslægtede Spring Breakers (2012) slet ikke er. The Bling Ring er en mosters formaning. Spring Breakers er en vild fantasi og en tillidserklæring.
   Forlægget er en artikel af Nancy Jo Salles, »The Suspects Wore Louboutins«, som Coppola læste i magasinet Vanity Fair. The Bling Ring er ikke så meget en film for de unge, mere en moralitet for fornuftige mødre. De vil sikkert elske den. Målgruppen vil undertrykke en gaben. Paris Hiltons grimme tasker er ikke noget, der rykker på Twitter p.t.

*) Vi er i SoMe-æraens pubertet. I 2013 var veteranerne Facebook (2004) og Twitter (2006) stadig cutting edge-medier. Instagram blev lanceret i 2010. WhatsApp (2009) og Snapchat (2011) var små alternativer. Ingen drømte om TikTok (2016) endnu. YouTube (2006) var på banen i sin grundform. I 2020 ville Nicki som minimum have sin egen Premium Channel.
   


The Bling Ring. Instr. & manus: Sofia Coppola. Foto: Harris Savides, Christopher Blauvelt. 90 min. USA 2013. Dansk premiere: 11.07.2013.


Fotos: American Zoetrope/ A24/ SF Studios/ CineMaterial/ FilmAffinity
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, SF Anytime, YouTube Film
2K Blu-ray fra SF Studios 30.10.2013
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 12.07.2013

onsdag den 13. januar 2021

Dronningebilleder| Sofia Coppola: Marie Antoinette (2006)


ROCK OG ROKOKO
Sofia Coppola fejrer anakronismen

Af BO GREEN JENSEN


FÅ kvindeskæbner er mere grundigt beskrevne end den franske dronning Marie-Antoinettes (1755-93). Hun levede i overflod, bestemte ikke meget selv og var sikkert aldrig lykkelig, men lærte sig at tage til takke. Hun døde som et nødvendigt offer for stærke historiske kræfter, som hun ved slutningen søgte at drive tilbage. Hun var næppe nogen ædel kvinde. Hun var sikkert heller ikke ond. Bare et af skæbnens hittebørn.
   Sofia Coppola har en enkel idé, som hun gennemfører ærligt og meget konsekvent. »Alt i filmen er baseret på research af den historiske periode, men det er set og beskrevet fra en nutidig vinkel.« Ergo ser Coppola stort på den politiske sammenhæng og fortæller sin historie i fragmenter og montager, der sjældent spilles igennem som scener. Produktionsapparatet er overdådigt, men filmen undgår med vilje det lækre præg, som den sagtens kunne have satset på, eftersom holdet havde adgang til Versailles.
   Ideen er at følge den østrigske teenagers rejse fra dagen, hvor hun som 14-årig overhændes til den franske kronprins ved en bizar ceremoni, gennem ægteskab, fødsler, intriger og affærer, frem til revolutionen. Coppola afstår fra at vise hendes guillotinering. Dronningen siger farvel til Versailles fra kareten, og det sidste billede viser kongeparrets sovekammer, efter at folket har hærget. Med en dramatisk gestus bøjer dronningen sig for folket. Det er for sent og for lidt, men gør indtryk, også på denne films publikum.



COPPOLAS kilde er en biografi af Antonia Fraser, der ligesom det franske publikum er begejstret for Coppolas take på figuren.* Den første idé var sikkert at koble den frustrerede teenagedronnings power shopping sammen med en anakronistisk effektiv lydside, der lader Bow Wow Wow synge »I Want Candy«, mens Marie prøver sko og spiser kager med sine veninder. Desværre fører filmen ikke sin strategi helt igennem. Som lydspor til dronningens morgenritual høres den samme hvirvlende bid af Vivaldi, som Bob Fosse benyttede i All That Jazz (1979, da. Det er showtime!). Resultatet er anakronisme i tredje eller fjerde potens.
   Marie-Antoinette er en almindelig kvinde i en ualmindelig situation. Snart grænseløst privilegeret, snart bundet på hænder og fødder af intriger og kryptiske ritualer. Der bliver ikke psykologiseret, og Coppola afholder sig fra filosofiske udredninger, ligesom dronningen selv er forbavsende ureflekteret. Stille former konturerne af en livsrejse sig, og den er ganske anfægtende, men undervejs forpasser filmen nogle kæmpemæssige chancer for at inddrage publikum dybere. Forholdet til den svenske Grev Fersen (Jamie Dornan) er et eksempel.



DRONNINGENS mor, Maria Theresa, spilles af Marianne Faithfull, der har forvandlet sig til en svær matrone. Steve Coogan er næsten i stand til at lægge ironien fra sig som ambassadør. Som svigerfar, Louis 15., dræver Rip Torn frejdigt løs i sin egen sædvanlige western. Asia Argentos fremstilling af kongens ærekære elskerinde, Madame du Barry, hører til filmens mest interessante. Det er alt sammen mere sjældent end kønt.
   Kirsten Dunst er velvalgt og solidarisk med sin rolle. Filmens blik på dronningens udvikling minder slående om den forvandling, som Marlene Dietrich gennemgår i Josef von Sternbergs The Scarlet Empress (1934), da hun som tysk prinsesse kommer til det russiske hof og bliver kejserinde Katharina den Store. Begge kvinder oplever en mur af kulde og føler samme seksuelle frustration. I Sternbergs slutbillede er Dietrich forvandlet til en blodtørstig isdronning. Hos Coppola bliver Dunst bare stille, menneskelig og moderne. Marie Antoinette har en god idé, men bruger den ikke til meget. Især ved et gensyn er filmen forbavsende tom.**


*) Marie Antoinette: The Journey. London: Weidenfeld & Nicolson, 2001. Antonia Fraser har skrevet fiktion (herunder ti krimier om journalisten Jemima Shore), essays og erindringer, men har især haft succes som historiker. Hun er ophavsmand til en halv snes biografier, fra Mary Queen of Scots (1969) til Cromwell, Our Chief of Men (1988). Fraser var gift med politikeren Hugh Fraser fra 1956-1977. I 1980 blev hun gift med forfatteren Harold Pinter (1930-2008). Mens Sir Harold levede, var hun Lady Antonia Pinter. Vanity Fair-artiklen »Sofia’s Choice« fra 2006 er en personlig beretning om Frasers forhold til Coppola og filmatiseringen. I december 2020 er Lady Antonia 88 år.

**) Sådan må jeg have oplevet det i november 2006. Gad vide, om jeg faktisk genså filmen eller skrev på erindringen om den første visning i Cannes, hvor den kritiske konsensus var skuffelse og »nej, duer ikke«, skønt Coppola som nævnt fik en sølvpalme for bedste instruktion. Man ville hellere se noget skævt, amerikansk og samtidigt fra Sofia Coppola, som lige dér blev vurderet på sin alder, familiebaggrund og tonen i The Virgin Suicides og Lost in Translation. Det skal i hvert fald siges, at filmen har et formidabelt kurateret soundtrack – Strokes, Cure, Air, New Order, Aphex Twin – som jeg har lyttet til ganske ofte, og det anakronistiske anslag har sat sig spor i film som Saul Dibbs The Duchess (2008), Nikolaj Arcels En kongelig affære (2012), Benoît Jaquots Les adiuex à la reine (2012) og Yorgos Lanthimos’ The Favourite (2018).



Marie Antoinette. Instr. og manus: Sofia Coppola. Foto: Lance Acord. 123 min. Frankrig-Japan-USA 2006. Dansk premiere: 17.11.2006.


Fotos: Sony/ Columbia Pictures/ CineMAterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, NETFLIX, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film
2K Blu-ray fra Sony Pictures 06.10.2016
Weekendavisen Kultur 17.11.2006

tirsdag den 12. januar 2021

Sofia Coppola: Lost in Translation (2003)


FORTABT I JAPAN
Mennesker mødes og sød musik opstår

Af BO GREEN JENSEN

GLÆDEN kan nå os de særeste steder. Charlotte (Scarlett Johansson), som har livet for sig, og skuespilleren Bob Harris (Bill Murray), der har fremtiden bag sig, er begge strandet i Tokyo.
   Charlotte er fulgt med sin mand til Japan, men fotografen John (Giovanni Ribisi) skal næsten altid arbejde og genopfriske sit forhold til en bimbo af en gammel flamme. Bob er kommet for pengenes skyld – bryggeriet Suntory betaler ham to millioner dollar for at medvirke i en whiskyreklame – men vel også for at slippe lidt væk hjemmefra, hvor livet går op i børnenes fødselsdage og valget af nye gulvtæpper.
   De er begge fortabt og alene i Japan. Charlotte vil gerne ud, men som dagene går er det lettest at blive på hotellet, hvor den kulturelle dissonans i det mindste leveres med room service og aircondition. Bob skal bare have tiden til at gå, mens agenterne diskuterer omfanget af hans forpligtelser.
   De begynder at smile til hinanden i elevatoren, hvor Bill Murrays slidte pokerfjæs rager op over alle japanerne. Siden deler de drinks i baren, udforsker neonvildnisset sammen, taler i parenteser om natten og bliver mere og mere fortrolige med hinanden. Så skal maj blive ét med september?


NEJ, og det er for så vidt det fine ved Sofia Coppolas første arbejde efter debutspillefilmen The Virgin Suicides (1999). Lost in Translation er en bittersød romantisk komedie uden noget stort romantisk payoff. Det er snarere en velgørende ironisk realisme, som præger filmen fra først til sidst. Charlotte og Bob er praktiske mennesker, skønt begge har lyst til at flygte og glemme. Bob ved, hvad en dyrekøbt hverdag koster, og Charlotte vil sikkert se tiden an. Da han rejser, giver han hende et knus og mumler noget i hendes øre.
   VI kan ikke høre, hvad han siger, og derved bliver scenen dybere og vigtigere. Ikke siden Wong Kar-wais In the Mood for Love (2000) har en hemmelig hvisken virket så stærkt. Da Lost in Translation blev præsenteret i Venedig, fortalte Sofia Coppola, at der faktisk stod nogle banale og utilstrækkelige replikker i manuskriptet. Hun syntes ikke om dem og bad i stedet Bill Murray tage afsked med en mine, som fortalte, at »han er glad for at være på vej hjem, men også glad fordi han kom til Tokyo.«


DÉT er præcis, hvad Murray udtrykker med sin legendariske udtryksløshed. I 80erne blev hans Buster Keatonske deadpan brugt som en komisk effekt. Efter gennembruddet i Ghostbusters (1984) fulgte en række roller – i film som John McNaughtons Mad Dog & Glory (1993, da. Pigen i midten), Harold Ramis’ Groundhog Day (1993, da. En ny dag truer) og Wes Andersons Rushmore (1998) – der bedre kunne bruge furerne i fjæset og poserne under øjnene. Murray ligner nu indbegrebet af den lakoniske overlever. Han er ikke blevet en indbildsk succes eller en lykkelig taber, men en mand som midt i livet er forkommen og taknemlig for hverdagens stille velsignelser.
   Over for denne ærefrygtindgydende livstrætte maske sætter Scarlett Johansson sin sarte æblehud og de friske øjne, som dog har set for meget til at lade sig narre eller begejstre ret længe ad gangen. Hun er 19, han er 53, men i uvirkeligheden på Tokyo Park Hyatt er de nogenlunde lige gamle og fortabte.
   Ude i gaderne eksploderer alt i neonreklamer og blankt storbymørke. De japanske skrifttegn forstærker indtrykket af en hemmelig kode, som parret bestræber sig på at bryde, og den kulturelle fremmedgørelse bliver ikke mindre, fordi Bob Harris genkender sig selv på plakater og skærme allevegne. Snarere bliver han, midtvejs i livet, en mand der står ved siden af og betragter sig selv. I hans øjne kan man læse, at synet ikke behager ham særligt.


FILMENS fortryllelse ligger i dialogen og spillet mellem Johansson og Murray. Til gengæld er sædeskildringen tegnet med brede og meget generaliserende strøg, som ikke forsømmer nogen lejlighed til at latterliggøre den japanske konsumerisme og kulturens knæfald for populære amerikanske fænomener, som den ikke forstår, når det kommer til stykket.
   Samtlige komiske sætstykker bliver til på japanernes bekostning: filmholdet bag whiskyreklamen; den prostituerede kvinde, som bryggeriet sender op til Murray (»Lip my stockings!«); talkshowværten, som hviner så skingert, at Murrays udtryk et øjeblik tangerer en panikslagen reaktion.
   At Matthew's Best Hit faktisk er et autentisk japansk tv-program, gør ikke satiren mindre firkantet. Hvad vi ser er et svimlende marked i neon. Kulturen bag spejlet og under overfladen beskæftiger filmen sig slet ikke med. Disse ting er velsagtens nogle af de kvaliteter, som går tabt i oversættelsen.


LOST in Translation er en stilfærdig og tidssvarende komedie, der siger lidt mere for hver gang man ser den. I USA modtog den tre Golden Globes (bedste film, bedste manus, bedste mandlige hovedrolle) og var Oscar-nomineret i fire kategorier (bedste film, bedste manus, bedste instruktør og bedste mandlige skuespiller). Det kan være meget godt, men siger filmen danske mennesker noget om, hvad vi mister i den følelsesmæssige oversættelse?
   Det er dét, som er forbløffende. Lost in Translation ophæver kulturelle begrænsninger ved at udspille sig i et ingenmandsland. Overensstemmelsen mellem signifikat og signifikant kommer ikke ind i billedet. Der er ingen tabt forbindelse; ingen skjult betydning at bore i hér. Bare to gode mennesker, som kommer fra hver sin ende af aldersspektret, men mødes på midten af i livet i Tokyo.


Lost in Translation. Instr. og manus: Sofia Coppola. Foto: Lance Acord. 102 min. USA-Japan 2003. Dansk premiere: 30.01.2004.


Fotos: Focus Features/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ FilmAffinity
Filmen streames på Netflix
Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 30.01.2004