Translate

Viser opslag med etiketten Køn. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Køn. Vis alle opslag

mandag den 13. juni 2022

Efter Antichrist: Et interview med Charlotte Gainsbourg [2009]


AT FØLE EN MÆRKELIG FRED
En samtale med Charlotte Gainsbourg

Af BO GREEN JENSEN

CANNES 2009 – DET er tre dage efter premieren på Lars von Triers Antichrist. Som regel har nye indtryk fortrængt de gamle, når man deltager i en filmfestival, hvor hovedværkerne dagligt ankommer i flertal. Cannes bliver dog ved med at tale om Antichrist. Især er efterbilledet af filmens seksuelle lemlæstelser uafrysteligt.
   I filmen er Charlotte Gainsbourgs karakter ude af sig selv af sorg. Hun knuser sin mands kønsdele og klipper klitoris af sig selv. Filmen skildrer det livagtigt, og både Trier og Gainsbourg bliver spurgt, om det er nødvendigt at gå så langt. Trier svarer, at man må skildre frygten sandfærdigt og vise dens inderste billeder. Gainsbourg taler om sin længsel efter at gå hele vejen, der endelig blev forløst i denne film.
   Fire dage senere modtager hun prisen for årets bedste interprétation feminine. Da er Triers film stadig kontroversiel, men prisen til Gainsbourg er populær. I sin takketale siger hun blandt andet: »Je pense à mon pere«. Jeg tænker på min far.



CHARLOTTE Gainsbourg er født i 1971. Som datter af Serge Gainsbourg (1928-1991) og Jane Birkin (1946-2023) har hun altid været på scenen. Parret fik hende to år efter verdenshittet »Je t'aime ... moi non plus«, der selv for sin frigjorte tid var en skandalesucces. Charlotte debuterede på film i Paroles et musiques (1984), blev genstand for intens furore, da hun sang duet med sin far på »Lemon Incest« fra Love on the Beat (1985) og havde sin første hovedrolle i Charlotte for Ever (1986).
   Siden har hun aldrig været ude af billedet, skønt hun værner om sit privatliv. Hun har to børn med kæresten Yvan Attal, som instruerede hende i Ma femme est une actrice (2001) og Ils se marièrent et eurent beaucoup d'enfants (2004). Hun har spillet med i en lang række film, både i Europa og USA. Senest medvirkede Gainsbourg i Dominik Molls Lemming (2005), Michel Gondrys The Science of Sleep (2006), Emanuele Crialeses Nuovomondo (2006) og Todd Haynes’ Bob Dylan-fantasi I'm Not There (2007), som alle fik dansk premiere.
   På soundtracket til sidstnævnte synger Gainsbourg »Just Like a Woman« sammen med filmens husorkester, californiske Calexico. Hun ånder ordene frem med en stemme, der til forveksling minder om hendes mors. Efter debutpladen Charlotte Forever (1986), som var produceret af Serge Gainsbourg, gik der tyve år, før hun vendte tilbage med albummet 5:55 (2006). Det var til gengæld en gennemført plade. Hendes tredje album, IRM, er skabt i samarbejde med Beck og bliver udgivet i efteråret 2009.


NÅR man ser Antichrist, er det svært at forestille sig andre end Gainsbourg i rollen som kvinden, der mister sin søn. Hun plages af skyld og bliver måske en heks. Måske inkarnerer hun Antikrist, måske er hun bare en sørgende kvinde. Sandsynligvis begge dele, for i denne film bliver alt én fortærende psykose. Under alle omstændigheder kastrerer hun både sin mand og sig selv, før han kvæler hende i selvforsvar.
   Der var dog flere kandidater til rollen. Især var man langt i arbejdet med Eva Green, den unge kvinde fra Bernardo Bertoluccis The Dreamers (2003). Green ville gerne have rollen, men hendes agent forbød hende at tage den. Gainsbourg var den første, som både ville og kunne gå hele vejen. Siden hun i 2007 overlevede en lille hjerneblødning, har det ligefrem været nødvendigt for hende at give sit yderste, når det var muligt.


GAINSBOURG er spinkel og taler med en lille tryllestemme, der får én til at sætte sig helt tæt på hende. Vi er fem journalister, der danner halvkreds i en bungalow på det eksklusive Hotel du Cap, som ligger oppe ad kysten, langt fra Croisettens sydende mylder. Her taler vi på skift og efter en streng køreplan med Trier, Gainsbourg og Willem Dafoe.
   Man kunne sikkert præsentere interviewet som en intim, personlig samtale, men det ville ikke være ærligt, og ærlighed er netop sagen i Antichrist, der har formået at gøre indtryk på alle. Mange tager afstand fra filmen, andre omfavner den passioneret, men ingen er ligeglade. Som dagene går, står der derfor respekt omkring filmen. I et program, der er præget af solide værker fra etablerede auteurer, træder Triers film frem som en af de få, der forsøger at tale radikalt og bruge mediet til at stryge publikum mod håret.


GAINSBOURG spørger interesseret til modtagelsen hjemme, da hun hører, at jeg er fra Danmark. Så taler vi sammen i tyve minutter.
   – Hvordan var det at arbejde med Lars von Trier?
   »Jeg var nervøs omkring det, før vi begyndte. Jeg havde naturligvis hørt alt muligt, og jeg spekulede på, om han ville være hård og brutal. Det var han slet ikke. Tværtimod var han rørende, for jeg så ham i en sårbar, skrøbelig tilstand. Han var meget tæt på karakteren, hvilket gjorde ham inspirerende. Han sagde, at jeg kunne stole på ham. Det var en rejse, som vi skulle foretage sammen. Det gjaldt ikke kun nøgenscenerne, men for ham var det vigtigt, at jeg netop i de scener følte fuldkommen tillid, at han aldrig ville udlevere eller forråde mig ved at få mig til at gøre noget, som jeg senere ville skamme over. Det var alt sammen meget klart. Han respekterede mig virkelig. Og han hjalp mig.
   Bagefter følte jeg mig træt og helt tømt. Men samtidig var det så ophidsende og intenst og fyldt med glæde. Der var alle disse lidelser og lemlæstelser, men der var også en mærkelig fred. Jeg har aldrig oplevet noget så stærkt. Jeg så mine børn under optagelserne, men der var ingen små øjeblikke, hvor jeg kunne trække vejret sammen med dem igen. At vende hjem til det almindelige liv var meget underligt. Det var selvsagt, hvad jeg ville, men samtidig vidste jeg, at det var et enestående øjeblik, jeg havde oplevet. Og jeg vidste ikke, hvornår jeg igen ville se et manuskript, der betød så meget for mig og tillod mig at gå så langt.«


– Vidste du, hvad du gik ind til?
   »Jeg læste hele manuskriptet uden at have afgjort, om jeg ville medvirke i filmen. Så rejste jeg til København for at møde Lars. Da jeg kom tilbage, vidste jeg ikke, om han ville arbejde med mig eller hvad, for efter vores møde tænkte jeg, at det ville han nok ikke. Jeg havde ikke sagt så meget. Mødet var sært, for jeg opdagede ham som for første gang. Det overraskede mig, at han ville vise sig i så nervøs en tilstand. Jeg opdagede vel hans personlighed. Jeg var meget rolig og normal sammen med ham. Jeg tænkte, han måske ville mene, at jeg ikke var vanvittig nok.«
   – Lå karaktererne fast eller udviklede de sig under optagelserne?
   »Naturligvis, og det var dét, han ledte efter i små uheld og spontane reaktioner. Somme tider fik han os til at gennemspille et forløb, hvor vi glemte dialogen og bare reagerede. Han er meget opfindsom og god til at fremprovokere opfindsomheden hos andre. Han opfordrede os til at gå så langt, som vi ville, i hvilken som helst retning. Han bad os være ekstreme og brugte små stumper af det, som vi viste ham. Så i løbet af dagen gik vi i så mange retninger, at jeg faktisk ikke vidste, hvad jeg havde lavet, om scenen var okay eller ikke. Det var forvirrende, men han sagde, at det var hans måde at arbejde på. Og at alle skuespillere føler sig frusterede og usikre, når det kommer til stykket.«
   – Hvorfor ville du have rollen?
   »Fordi jeg ville arbejde med ham. Jeg elsker hans film, og jeg ville virkelig have denne oplevelse. Jeg er aldrig blevet bedt om at gå så langt og vise så meget. For en skuespiller er dét, hvad man virkelig håber på. Jeg ønsker ikke at lave åbenlyse og kedelige ting, for nu udlever jeg min erfaring på film.«
   – Hvilke scener var sværest at optage?
   »Den sværeste var kvælningen. Jeg følte et stort pres omkring den dødsscene. Lars viste mig videoer med strangulering, og det byggede op, og jeg kunne mærke, at det blev mere og mere afgørende.«
   – Videoer med strangulering?
   »Ikke fiktionsfilm, men klip på internettet. Mennesker, der har det sjovt med at kvæle sig selv og hinanden. Og folk omkring ham begyndte at tale om dødsscenerne i hans film i almindelighed, om hvordan andre skuespillere havde præsteret fantastiske ting. Og pludselig ville jeg ikke tænke på ham som denne store instruktør og levere en præstation. Jeg ville arbejde, som vi havde gjort indtil da. Så med ét blev jeg meget nervøs.
   Det var smertefuldt, også rent fysisk, for jeg ville gå den vej. Willem kvalte mig ikke for alvor, men jeg bad ham være hård, og jeg holdt op med at trække vejret. Og fordi jeg har et problem i hovedet efter min ulykke, var jeg bange for, at mine blodårer skulle briste. Det skræmte mig, men også på en positiv måde. Derfor er det svært at sige, hvad der var det værste, og hvad der var det bedste. For det hele var altid blandet, og jeg følte mig meget masochistisk på det tidspunkt. Det var ophidsende at gøre smertefulde ting. Der var en sær eufori i lidelsen og gråden. Så ja, alting var blandet sammen.«


– Var det først i Cannes, at du så den færdige film?
   »Jeg så filmen flere gange. Første gang viste Lars mig den i København, da vi eftersynkroniserede lyden. Jeg ved ikke, hvad jeg så. Det var en mærkelig film, og jeg vidste ikke, om jeg forstod den. Anden gang var i Paris, for jeg ønskede, at min kæreste så filmen sammen med mig, før andre havde set den, så han vidste hvad der ventede. Han havde ikke læst manuskriptet, men han vidste, hvor langt jeg var gået. Han blev alligevel overrasket, men sagde, at han ville støtte mig og rejse med mig, når filmen skulle præsenteres. På den måde blev det vel her i Cannes, at jeg så Antichrist første gang. Jeg kunne vurdere Lars’ arbejde. Jeg kunne virkelig se mig selv, og jeg var begejstret for hans måde at skildre naturen og dyrene på.«
   – Hvad mener du selv om den scene, som alle taler om i Cannes?
   »Tænker du på masturbationsscenen eller klitorisscenen?«
   – Scenen med saksen.
   »Altså klitorisscenen. Jeg havde ikke set den på optagelserne, for det er en special effect. Det er ikke mine egne lår. Men det er smertefuldt, og det er meningen, at det skal være smertefuldt. For mig er det den stærkeste og mest frygtindgydende ting, man kan gøre, men det er dér, hun er nået hen med sin skyldfølelse. Jeg fandt det meget svært at optage den. Men det var dét, som Lars ville, óg det respekterede jeg.
   Dybest set ved jeg jo ikke, hvad Lars vil sige med Antichrist. Filmen ser på tingene med en virkelig kunstners blik, så det er brutalt og hårdt og meget voldsomt. Jeg er stolt af at være en del af det hele. Jeg forstår ikke de kritikere, som mener at filmen er fjendtlig over for kvinder. For mig var Lars en del af kvinden, og når jeg så på ham, følte jeg virkelig, at jeg fremstillede ham. Og naturligvis er filmen fuld af hans frygt og følelser omkring kvinder. Jeg fandt det meget fascinerende.«


– DU har kendt til kontrovers fra begyndelsen. Du var kun 13 år, da du og din far indsang »Lemon Incest«. Dine forældre fik hele verdens opmærksomhed med »Je t’aime moi non plus«. Du må have vidst, at der ville komme en reaktion på Antichrist. Overrasker det dig, at den var så stærk?
   »
Nej, jeg blev ikke overrasket, og jeg er glad for, at der var de ekstreme reaktioner. Før vi kom til Cannes, var jeg bange for, at der ingen reaktioner ville være. Eller kun subtile kritiske overvejelser. For forventningen blev bygget op, og presseagenterne sagde, at man talte om årets skandale i Cannes. Jeg tænkte: Bare det hele ikke falder til jorden.
   Også derfor føltes det ved premieren som at se filmen for første gang. Da jeg så den under klipningen, var lyden ikke færdig og effekterne ikke lagt på. Det gør en stor forskel. Nu så jeg virkelig Lars’ vision og hans æstetik, som er rig og somme tider meget smuk på en forfærdende måde. Det var jeg ikke bevidst om på optagelserne. Jeg tror, at jeg lukkede af over for det. Jeg interesserede mig ikke for, hvad der foregik bag kameraet. Det var kun de første, hyperlangsomme optagelser, som vi alle sammen så på monitoren. Jeg kunne se, at det var en helt anden måde at lave film på.
   Det er sandt, at min far følte stærkt for provokationen. Han nød at provokere, han elskede at udfordre den gode smag og finkulturen. Jeg tror, at det er en kunstnerisk ting, men jeg opfatter mere mig selv som et talerør for kunstneren. Jeg mener, at kraften kommer fra Lars, og det er hans film. Jeg giver kraften udtryk, men det er ham, der sætter tingene sammen.
   Vist hørte jeg et ekko af »Je t’aime… moi non plus«. Sangen handler naturligvis om noget helt andet, men den var en skandale på det tidspunkt, i 1969-70, og den chokerede og provokerede ved at fremstille sex realistisk.
   Min mor satte sig selv i en situation, som jeg virkelig kan forholde mig til. Jeg talte med hende under optagelserne, og hun støttede mig og var meget forstående. Vi sms’ede sammen. Hun spurgte, hvad min dag var gået med, og vi forstod hinanden, fordi hun havde foretaget rejsen før jeg. Det gav mig autoritet til at gå så langt som nødvendigt med karakteren. At vide, at det var okay. Og til kun at føle glæde ved det, ikke nogen skam.«


– Forstår du kvinden i filmen? Er hun Antikrist eller er hun et offer?
   »Måske er hun ond, men jeg følte mig tættest på hendes skyldfølelse. Jeg forstod hende, og jeg følte en ømhed og hengivenhed for hende. Tabet i filmen er så ekstremt, at jeg kan forstå den førsproglige måde, som hun ødelægger sig selv på. Det, jeg forholdt mig til i hende, var det, som er tæt på mig selv. 
   Jeg ved ikke, hvem hun er. Jeg vidste ikke, hvad Lars ønskede af mig. Jeg vidste ikke, hvorfor han havde valgt mig, for jeg var fuldkommen fremmed i det landskab. Optagelserne foregik i Tyskland, så jeg var langt fra min familie, og jeg havde ikke noget navn. Jeg var hun, og Willem var han. Den anonymitet var vigtig for historien, tror jeg. Jeg kendte ikke hendes baggrund, men karakteren behøvede ikke hænge sammen. Jeg lavede naturligvis min egen baghistorie.«
   – Trak du på din egen erfaring?
   »Jeg koncentrede mig ikke om at åbne døre eller gøre andet af alt dét, man plejer. Jeg ville ikke tænke på mine egne børn, jeg ville ikke ind i karakteren. Måske er jeg lidt overtroisk. Jeg ville ikke bruge mit eget liv, men ubevidst gør man det alligevel, tror jeg. Jeg følte mig meget åben for følelsen i de scener, men det hele kom naturligt. Lars skubber én på den måde. Man går med ham, og så føler man, at man har fjernet sine barrierer.
   Jeg stillede ham en masse spørgsmål. Men efterhånden forstod jeg, at han ikke ville svare. Jeg ville gerne forstå ham. Jeg ville vide, om der virkelig var en religiøs dimension under det hele, et lag af betydning, som jeg havde overset. Der var meget, jeg ikke vidste, og mange henvisninger, jeg ikke kendte. Men han ville ikke sige noget, han ville ikke forklare sig. Han var stædig, men ikke på en hemmelighedsfuld, afvisende måde. Han sagde bare, at han virkelig ikke vidste det. Jeg synes, det er i orden at bevare et mystisk skær om nogle af spørgsmålene. Det betyder ikke noget.«


– Tror du selv på Gud og Satan?
   »Nej. Jeg er ikke religiøs. Jeg er ganske tæt på min fars tro, den jødiske side, men jeg kan ikke sige, at jeg er religiøs. Jeg har ikke fået en religiøs opdragelse. Jeg tror ikke, der findes en højere magt. Jeg ville somme tider ønske, at jeg gjorde, men det gør jeg ikke.
   Derimod er skyldfølelsen noget, jeg forstår meget godt. For mig er den ofte en nem måde at forholde mig til tingene på. Jeg tror, jeg har fået den slags opvækst. Ikke på en religiøs måde, men man føler skyld for sine børn. Man føler skyld over aldrig at være der nok. Det gør jeg i hvert fald.«
   – Antichrist handler om at konfrontere sin inderste frygt. Hvad er du mest bange for?
   »Det spurgte Lars mig om, da vi mødtes første gang. Dengang kunne jeg ikke svare, men nu ved jeg, hvad jeg frygter. Jeg er bange for at dø. Den frygt havde jeg ikke før, men nu har jeg den, og frygten bliver større. Ikke fysisk, men angsten for tabet, for ikke at være her mere. Jeg tror, det skyldes sygdommen efter min ulykke. Jeg var døden nær, og det skræmte mig.
   Jeg føler mig ikke tæt på de karakterer, jeg fremstiller. Jeg føler stærkt omkring denne film, fordi oplevelsen var så ægte og tæt. Jeg er meget stolt af denne film. Det betyder ikke, at jeg føler mig tæt på karaktererne.«
   – Hvilke film sætter du højest?
   »Min mands film og så denne film.«



Charlotte Gainsbourg blev interviewet på Hôtel du Cap-Eden-Roc i Antibes den 21. maj 2009. Gainsbourg har siden medvirket i Lars von Triers Melancholia (2011) og Nymphomaniac (2013). Hun og Yvan Attal har nu tre børn. Albummet IRM udkom i december 2009. Siden har Gainsbourg udgivet Stage Whisper (2011) og Rest (2017). Gainsbourg har indspillet 30 film siden Antichrist. I 2021 instruerede hun selv dokumentaren Jane by Charlotte, som var et portræt af hendes mor, Jane Birkin. Jane Birkin døde i 2023. Hun blev 76 år og var aktiv på scene og skærm til det sidste.



Fotos: Zentropa Entertainments (Anthony Dod Mantle)/ Nordisk Film Distribution (Christian Greisnæs)/ MovieStillsDB/ Deposit Photo (CG by Tanka V 2019)/ Wikimedia Commons/ Marie Claire Magazine/ Charlottegainsbourgforever.com/ YouTube
Artiklen stod i Weekendavisen Kultur 29.05.2009.

tirsdag den 7. juni 2022

Lisa Cholodenko: The Kids Are All Right (2010)


DEN OVERFLØDIGE MAND
En veloplagt afsked med fædrenes tid

Af BO GREEN JENSEN

NOGLE film ankommer lige til tiden, skønt de kunne være fortalt når som helst. Det gælder i høj grad for Lisa Cholodenkos The Kids Are All Right, som hverken er stor eller udspekuleret, men alligevel rører ved så mange emner, at den næsten kunne være bestilt til skolebrug.
   Seksuel identitet, nonbinær ligestilling, forholdet mellem børn og forældre, behovet for at kende sin baggrund. Alle disse ting bliver taget op i hånden og vendt i lyset som hjerteformede brosten. Tonen er skiftevis let og vemodig. Stjernerne er store. Filmen har sjæl til at fylde en lastbil.
   Nic (Annette Bening) og Jules (Julianne Moore) har dannet par i en årrække. De har to børn sammen, Joni (Mia Wasikowska) på 18 og Laser (Josh Hutcherson) på 15, som den samme sæddonor er far til. Joni er Nics datter, Laser er Jules’ søn. Hjemmet præges i øvrigt af god californisk sen-hippie zen og holisme. Man spiser sundt, føler dybt, lever ansvarligt og har mange penge. På afstand ligner familien et postkort.


HELT så enkelt er det ikke, skønt varmen og kærligheden er ægte. Egentlig er den rastløse Jules vist nok lige så meget til mænd. Hun har heller aldrig haft held med nogle af de påbegyndte uddannelser og professionelle tiltag, som Nic tålmodigt har finansieret med sin lægepraksis. Til gengæld er Jules hjemmets livsstykke. Nic er den ansvarlige, som altid må kontrollere. Moore og Bening rammer deres typer perfekt.
   Børnene deler træk med deres forældre. Drengen er rastløs og mener allerede, at der må være noget mere, hvis livet skal give mening. Det er Laser, som ønsker at kende sin far, og han plager Joni om at tage kontakt til klinikken, hvilket er muligt, da hun bliver myndig. Mødrene fornemmer, at noget er i gære, men lader børnene være og plejer deres eget forhold, som er truet af hverdagens slidmærker.


IND på scenen træder da Paul (Mark Ruffalo), en charmerende livskunster med tilbagelænede vaner og masser af tid til at hænge ud, eftersom hans to mad-og-vin-steder passer sig selv. Paul er ca. 40 år, kører motorcykel og skifter sine unge kærester ud, når de keder ham. Han har aldrig taget ansvar for noget som helst, men børnenes interesse gør ham sentimental og eftertænksom. Samtidig ser han sit snit til at score Jules, da hun begynder at dyrke hans afsvedne have.
   Jules’ seneste ambition er at blive Californiens svar på Signe Wenneberg. Nic tror ikke på det. Jules forstår med ét, hvad det var ved mænd, som tiltalte hende. Børnene er vilde med Paul, som kommer til middag. Nic bliver mere vissen og bitter time for hver time. Hun hader alt ved Paul, hans flair for at elske, hans store talent at indynde sigl. Og hun frygter, at Jules vil forsvinde. Omvendt har Nic skabt familien og holdt den sammen. Den fortabte far har dybest set ikke gjort noget som helst.


DE komplekse relationer er skildret med indlevelse og akkuratesse. Næsten hver scene blander den underliggende alvor med perlende situationskomik, og alle fem karakterer får lov at folde sig ud. Man ser ikke slutningen komme på afstand. Som i virkeligheden er der ingen nem løsning eller noget klart svar. Det bliver klart for børnene, at deres mødre er begge forældre i familien. Hvis det er sådan, hvad skal man da med ligningens ubekendte faktor, den redundante, kronisk umodne mand?


BLOGOSFÆREN er for tiden fuld af livsstilsanalyser, som drager netop dén konklusion: at ilden i mændenes sol bliver svag, mens månens kraft er i tiltagende.
   Enlige kvinder fravælger manden. Forældre af samme køn kan få børn, når de adopterer eller bliver insemineret. Da vakler patriarkatet for alvor. Det er kvinderne, som danner netværker, tager uddannelser, dyrker det spirituelle, drejer verden i positiv retning, i hvert fald hvis de kan undgå at blive til jakkesæt uden køn.
   Eller hvad? En dag bliver sønnerne voksne, og måske kunne hele familien tage ved lære, uanset køn og seksualitet. Filmen har de ting med i sin slutning, hvor faderskikkelsen står og vil ind. Realismen i Blumberg og Cholodenkos manuskript er cementeret med symboler. Filmen føles dog florlet og frisk, så man ikke har set magen på den amerikanske mainstreamscene i et årti.


LISA Cholodenko (f. 1964) har gjort indtryk med High Art (1998), sædeskildringen Laurel Canyon (2002), som fik en chance i Danmark, og den rugende Cavedweller (2004) med Kyra Sedgwick som en musiker, der genstarter sit liv fra bunden.
   I 2014 skabte hun (efter et stærkt manuskript af Jane Anderson) en af bedste litterære miniserier, da hun instruerede Frances McDormand i Olive Kitteridge efter Elizabeth Strouts roman (som er fortalt i 13 forbundne noveller). Siden har Cholodenko arbejdet på flere serier. Et remake af Maren Ades Toni Erdmann (2016) har snart været meget længe på vej.
   The Kids Are All Right tager udgangspunkt i filmskaberens egen identitet og erfaring. Her bliver hun endelig salgbar og bred, men uden at svigte de mindre films integritet. Fremfor alt er hun ikke neurotisk som sine mandlige fætre. The Kids Are All Right er en virkelig vinder.


The Kids Are All Right. Instr.: Lisa Cholodenko. Manus. Stuart Blumberg og Lisa Cholodenko. Foto: Igor Jadue-Lillo. 106 min. USA 2010. Dansk premiere: 16.09.2010.


Fotos: Focus Features/ Gilbert Films/Antidote Films/ Mandalay Visions/ UCG/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ YouTube
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, MUBI, Paramount+, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 17.09.2010 

fredag den 13. maj 2022

Alice Winocour: Maryland/Disorder (2015) [Future is Female]


EN PÆNT BESKIDT FORTÆLLING
Manden set med kvindens blik


Af BO GREEN JENSEN

DET er altid interessant at se, hvordan kvinder og mænd laver film i de genrer, som traditionelt er henvendt til det andet køn. Disorder –
 som i Frankrig hedder Maryland – er produceret af to kvinder og instrueret af Alice Winocour, som debuterede i lang form med Augustine (2012) og var medforfatter på Mustang (2015), der blev Oscar-nomineret.
   Soldaten Vincent (Matthias Schoenaerts) er aldrig kommet helt hjem fra Afghanistan. Han bor hos sin mor, er i PTSD-behandling og tjener løse penge som sikkerhedsvagt. Det er åbenbart sådan, man gør efter krigen. Kollegerne taler stadig om jobbet på Malta, hvor hyren var 800 euro pr. dag.
   På den måde kommer Vincent til »Maryland«, en fantasiluksuøs landejendom i Sydfrankrig, hvor forretningsmanden Whalid (Percy Kemp) bor med sin søn og trofæhustruen Jessie (Diane Kruger). Et selskab for samfundets eminencer, de samme embedsmænd og erhvervsfolk, som sendte Vincent og hans fæller i krig, eksponerer den uhellige alliance mellem finans, politik og demokrati.



FESTEN giver – på ret ubehændig og firkantet vis – en fornemmelse af miljøet gennem tilfældige møder og overhørte samtaler. Midt i støjen står Vincent og prøver at holde kroppen i ro, mens han får ordrer i sin øresnegl. For eliten er han gennemsigtig. Gæsterne tager ham for en tjener og beder om isterninger til deres drinks.
   Arbejdet er en kæde af ydmygelser, som Vincent suger til sig, men han er nysgerrig nok på den luftige livsstil, han får indblik i gennem Marylands overvågningskameraer. Han er fortabt i samme øjeblik, han får øje på Jessie, der taler i telefon og tager sig af sin søn, mens hun klæder om før festen.
   Det bliver aldrig klart, hvor meget Jessie ved om sin mands aktiviteter. Han synes at fungere som en mellemmand mellem den franske regering og diverse interesser i Libanon og Quatar. Der er derimod ingen tvivl om, at tiden er ved at indhente manden. Efter festen bliver Vincent på Maryland, hvor han skal beskytte Jessie og drengen Ali.



PORTRÆTTET af den forblændede livvagt er næsten en genre for sig. Han bærer ofte på et traume, for eksempel fordi han har svigtet engang – som Clint Eastwood-karakteren i Wolfgang Petersens In the Line of Fire (1993, da. Lige på kornet), der føler skyld, fordi han fejlbedømte situationen i Dallas i 1963.
   Han er som regel en neutral iagttager, der gradvis drages ind i miljøet. Måske bliver han forelsket – som Kevin Costner, der falder for Whitney Huston i Mick Jacksons The Bodyguard (1992) – og leger med tanken om at blive en anden. I hvert fald er der altid et regnskab, som skal gøres op.
   Somme tider betragter han bare, imens han bliver overset, og foretager en rejse fra benovelse til ufortyndet indignation og foragt. I Rodrigo Morenos El Custodio, en argentinsk nyklassiker fra 2006, bliver livvagten endelig så led ved ministeren, han varter op, at han dræber ham for at få fred i sit hoved.



ALICE Winocours bidrag til genren låner træk fra alle tre grundmodeller. Vincent flytter ind og begynder at se sig selv som en surrogatfar. Han tager med Jessie og Ali til stranden, retter på drengen og gebærder sig som en kæreste.
   Først tager Jessie ikke truslerne alvorligt og behandler muskelbundtet som en mindreværdig, paranoid belastning. Tonen skifter, da han får ret. Han får lov at udleve sin drøm i fem minutter, men det forbliver uklart, om hun holder af ham eller udnytter ham. Der er ingen stor, romantisk forløsning.
   Finalen er en mekanisk affære med anonyme angribere, skudkampe i huset og en masse væltede møbler. Det er scenerne, hvor manden, kvinden og drengen prøver grænser af og lærer hinanden at kende, der gør filmen gedigent seværdig. De bedste af dem er fine treklange.


   
MATTHIAS Schoenaerts kan som få koncentrere en fysisk ubalance og gøre psykologien konkret. Han er udmærket, når han taler engelsk (som i Thomas Vinterbergs version af Far from the Madding Crowd), men det er i belgiske og franske roller, at han kommer fuldt til sin ret. Vincent er ikke helt så anspændt som den kastrerede mand, der tog steroider i Bullhead, Schoenaerts gennembrudsrolle fra 2011, men karakteren kommer fra samme register.
   Tyske Diane Kruger gemmer en hård kvalitet i den generiske skønhed. Hun er derfor aldrig helt troværdig i romantiske roller, men kan bevare sit mysterium, når karakteren er mere pragmatisk og mindre uskyldig, end den maskuline betragter opfatter. Her er hendes figur i familie med den fængslede hustru, som Vincent Lindon satte livet på spil for i Pour Elle (2008, da. Alt for hende).



DET er manden, der raser og snøfter, mens kvinden ser klart og gør det nødvendige for at beskytte sig selv og sin søn. Det er sådan set en instruktiv og pænt beskidt fortælling, men fordi Vincent er en god mand, og filmen bliver i hans perspektiv, får den også en ironisk og tragisk dimension. Nogle riddere er for gode til denne verden. Narren bliver betalt som fortjent.

Se også Alice Winocour: Proxima (2019) [Future is Female]; En perfekt metafor | Et interview med Alice Winocour [2020].

Maryland (Disorder). Instr.: Alice Winocour. Manus: Jean-Stéphane Bron & Alice Winocour. Foto: Georges Lechaptois. 98 min. Belgien-Frankrig 2015. Dansk premiere: 04.08.2016.


Fotos: Dharamsala/ Darius Films/ Mars Films/ France 3 Cinéma/ Scope Pictures/ Indie Sales/ Indie Invest/ Canal+/ Ciné+/ France Télévisions/ CNC/ Procirep/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ 41Shadows
Filmen streames (juni 2025) på Apple TV, AMAZON PRIME, FILMSTRIBEN, YouTube Film
2K Blu-ray fra Soda Pictures (UK) 25.07.2016
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 05.08.2016.

fredag den 29. oktober 2021

David Fincher: Fight Club (1999)


LUD, SVED OG LYSERØD SÆBE
Et frit fald ned i løbsk paranoia

Af BO GREEN JENSEN

I HALEN af denne film er en krølle, som det ville være forkert og faktisk utilgiveligt at rette ud, eftersom hele atmosfæren i Fight Club hviler på et forhold, som man først begriber og accepterer til slut. Det gælder derfor om at holde tungen lige i munden, når man beskriver tematikken og topografien i David Finchers bemærkelsesværdige film. Faktisk må man fortie og fordreje, hvilket dog er helt i filmens ånd. Få fortællere har så effektivt ført os bag lyset, som figuren Edward Norton hér lægger stemme og krop til.
   Norton, der yder en præstation i klasse med hans portræt af den reformerede nynazist i Tony Kayes American History X (1998), spiller et 30-årigt massemenneske, der er så led ved sin automatiserede tilværelse, at han har mistet evnen til at falde i søvn. Hans verden er ordnet i alle detaljer og ser for så vidt rimelig ud.
   Han arbejder som »tilbagekaldelseskoordinator« for en større bilfabrikant og har bogstaveligt indrettet sin 190 kvadratmeter store ungkarlehybel som et IKEA-katalog. Da han mister sit indbo ved en mystisk eksplosionsbrand, går hans ærgrelse mest på besværet med at skulle samle det hele igen. Han var lige ved »at være fuldendt«, han havde tøjet, møblerne, elektronikken. Efter branden er han på bar bund igen.


FØR det når så vidt, må isolationen dog brydes. Første akt beskriver med eksempelløs indlevelse den følelse af uvirkelig distance, som er den kronisk søvnløses grundvilkår, og i tilbageblik kan Norton – hvis fortællerstemme til stadighed guider os rundt i plottets psykologiske labyrinter – se, at hans liv før forvandlingen var blevet »en kopi af en kopi af en kopi«. Finchers forlæg er romanen Fight Club (1996) af Chuck Palahniuk, og filmen følger bogen ret nøje. Romanen er renset for fysiske detaljer, og denne enkelhed er en del af dens styrke. Fincher visualiserer de forhold, som blot er antydet hos Palahniuk, og i denne bogstavelighed har filmen så sin styrke. Den er en hel del bedre og større end bogen.*


NORTONS liv begynder at rykke, da han bliver afhængig af andres lidelser. Hans læge er træt af at høre ham klage og foreslår Norton – der er navnløs i bogen, men bærer navnet Jack i filmen – at opsøge terapeutiske selvhjælpsgrupper, hvis han vil se, hvad virkelig lidelse er.
   Jack føler for første gang fred i sin krop, da han giver slip på selvkontrollen i De Halve Mænds Forening, en støttegruppe for patienter med testikelkræft. Han græder ud i favnen på Robert Paulson (sangeren Meat Loaf), en forhenværende bodybuilder, som har fået kæmpemæssige østrogenbryster efter den hormonbehandling, der følger med operationen. Kønsforvirring er et af mange symptomer på krisen i Fight Club.



INDEN længe er Jack blevet elendighedsjunkie. Under falske navne opsøger han støttegrupper for knogleskørhed, hjerneskader, blodsygdomme, tuberkulose. Han deltager i langstrakte krammeseancer, føler uvægerligt fred og sover som et spædbarn bagefter. Han oplever også, at andre mennesker lytter, når de tror han er dødsmærket ligesom de.
   To år går på den måde. Så bliver han opmærksom på den kæderygende ulykkesfugl Marla Singer (Helena Bonham Carter), der som han selv er en af lidelsens turister. Med hende forrykkes balancen i hans skrøbelige surrogatverden, og han er netop ved at blive virkelig vred, da kaos med stort K ankommer i skikkelse af den karismatiske psykopat Tyler Durden, som Brad Pitt inkarnerer med stil og panache.



TYLER er Jacks komplementære modsætning, hans mørke tvilling, hans Mr. Hyde. Det er Tyler, der beder Jack slå til og lærer ham fryden og glæden ved smerte. Tyler organiserer de underjordiske »kampklubber«
, hvor mænd med dårlige jobs kan afreagere, slå og blive slået, glemme at tænke og leve i stedet.
   Jack flytter ind hos Tyler, da hans eget sted brænder. Marla ringer efter Jack, men det er Tyler, hun går i seng med. Tyler arbejder som tjener og urinerer i suppen. Tyler fremstiller udsøgt lyserød sæbe af menneskefedtet fra affaldsspanden bag den kosmetiske klinik. Tyler laver napalm og nitroglycerin. Tyler mærker Jacks hånd med en kemisk ætsning af lud og spyt. Jack mister både sine tænder og sin forstand, men han har aldrig været så lykkelig.


FØRST da Tyler begynder at mobilisere sin hær, tøver han i springet, som også er et frit fald ned i løbsk, begrundet paranoia. Tyler har en afsindig plan om at gøre sporadisk hærværk til landsdækkende terrorisme, og der er afgjort system i hans galskab.
   Palahniuks roman er i slægt med de filosofisk baserede skildringer af amerikansk anarkisme, som man finder i Paul Austers Leviathan og Philip Roths American Pastorale, men Finchers film har mere til fælles med lærestykker som David Cronenbergs Crash. Den dvæler så længe ved kampene i kælderen, at man må forholde sig til den ritualiserede vold.
   Det er dog filmens første halvdel, den satiriske skildring af moderne følelsesløshed, som rammer målet uden mislyde. Svaret ligger et sted i den erotiske ligning, som bogen lægger frem uden forbehold: »Vi har en slags trekant kørende her. Jeg vil have Tyler. Tyler vil have Marla. Marla vil have mig.«



DAVID Fincher debuterede med bestillingsarbejdet Alien 3 (1992), men trådte i karakter med den mørke, stilskabende Se7en (1995), der var en af årtiets centrale film. Her spillede Kevin Spacey psykopaten, som trak kriminalbetjentene Brad Pitt og Morgan Freeman rundt i hjertets søle, mens han for en navnløs storbys apatiske massemennesker demonstrerede, at de syv dødssynder stadig har relevans.
   Den cerebrale leg mellem jæger og bytte, jeg'et og dets mørke tvilling, blev varieret i den elegante og mildt fortænkte The Game (1997), hvor bundene igen og igen faldt ud af de kinesiske æsker i rigmanden Michael Douglas' tilværelse, der på sin måde var lige så tom og steril som Edward Nortons liv er før forvandlingen i Fight Club.


HER får splittelsen og den psykologiske kispus atter fysiske udtryk. I visuel henseende demonstrerer Fincher også her sin markante måde at se på, og skønt Fight Club ikke matcher Darius Khondjis mørke tableauer fra Se7en, dyrker fotografen Jeff Cronenweth meget virkningsfuldt en mere rastløs, frapperende stil, der holder publikum fast til sidste billede.
   Prologen åbner i fortællerens hjerne, rejser baglæns ud gennem hans mund og pistolløbet med de lyddæmpende huller, som han og Tyler selv har boret i metallet, før kameraet rejser 191 etager ned fra toppen af Parker Morris Building til den varevogn med nitroglycerin, som står i parkeringskælderen. Vi er endnu ved titelsekvensen, rejsen gøres med svimlende stillfotos, og i salen spærrer man øjnene op.


TYLER udfordrer blandt andet tingenes orden ved at klippe pornografiske enkeltbilleder ind i de familiefilm, han kører i sit bijob som operatør. Publikum sidder derfor med sære, sublimativt fremkaldte efterbilleder, når lyset tones op. På samme måde modtager man visuelle forvarsler i Fight Club. Vi har uden at vide det set Tyler Durden fem gange, før han bliver præsenteret.
   Disse glimt er mere end gimmicks. De sætter virkeligheden i anførselstegn, og det er der brug for. Man kan aldrig vide sig sikker, og det er heller ikke meningen. »Jeg ved det, fordi Tyler ved det,« siger Nortons Jack Navnløs til stadighed. Det kan nok få en bjælde eller to til kime, men den forløsende sammenhæng træder først frem til slut, da den fede dame endelig synger.


MED Fight Club har Fincher forvandlet en mådelig bog til en mesterlig film. Han demonstrerer atter sin tæft for at arbejde kompromisløst i kommercielle formater og viser, at Steven Soderbergh og Quentin Tarantino ikke er generationens eneste auteurer i Hollywood ved årtusindeskiftet.
   Brad Pitt leverer fysikken, og som den neurotisk opstemte Marla viser Bonham Carter sin vilje til at bryde ud af den fløjlsbetrukne madonnabås, hvor de mange britiske periodefilm har anbragt hende. Det er dog Nortons film fra ende til anden. Han er en af sin generations store spillere.

Se også David Fincher: Mank (2020) [Oscars 2021]; David Fincher: Gone Girl (2014) [Noir 100]; David Fincher: The Curious Case of Benjamin Button (2008); David Fincher: Zodiac (2007) [Noir 100].

*) Chuck Palahniuk (f. 1962) har for mange læsere til at kvalificere som kultforfatter, men værket deler vandene på den måde. Han har skrevet ni romaner og ti bind med noveller, essays og artikler. Senest udkom The Invention of Sound (2020), hvor en far leder efter sin forsvundne datter i Hollywood, og Alteration Day (2018), hvor den amerikanske værnepligt bliver genindført, og man stemmer på sociale medier om, hvilke mediefisk, der fortjener at dø. Ved slutningen er USA delt i tre: Blacktopia, Gayasia og Caucasia. Kun Fight Club (1996, da. Kampklubben) og Choke (2001, da. Kvalt) er samlet op af danske forlag. Det for alvor »transgressive« ved Palahniuks bøger er den stædige, makabert kyniske humor, som insisterer jo mere hård handlingen bliver. Palahniuk er blevet kaldt en satirisk profet; hans livssyn beskrives som nihilistisk. Han ser sig selv som romantiker. Tegneserieromanen Fight Club 2: The Tranquility Gambit (2016) er en »meta-sequel« skabt i samarbejde med tegneren Cameron Stewart. Fight Club 3 fulgte i 2020.

Fight Club. Instr.: David Fincher. Manus: Jim Uhls. Foto: Jeff Cronenweth. 139 min. USA 1999. Dansk premiere: 05.11.1999.


Fotos: Fox 2000 Pictures/ 20th Century Studios/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Dark Horse Comics
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film
2K Blu-ray fra 20th Century Fox 26.08.2018
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 05.11.1999