Translate

Viser opslag med etiketten forældre. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten forældre. Vis alle opslag

mandag den 1. maj 2023

Sam Mendes: Away We Go (2009)


I MIDTEN AF LIVET
Et sjældent portræt af et lykkeligt par

Af BO GREEN JENSEN

LYKKEN er svær at skildre på film. Harmoni er kunstens fjende, og det gælder snarere om at skabe konflikter, der kan true balancen og udfordre idyllen, hvis man vil fastholde publikums interesse. Det lærer man på enhvert skrivekursus, og sædvanligvis er der meget om snakken. Også derfor er det bemærkelsesværdigt, at kærlighedens realitet og troen på fremtiden udgør et bærende tema i filmen med den eventyrligt klingende titel Away We Go.
   Teatermennesket Sam Mendes (f. 1965), som er brite, fik sit store og øjeblikkelige instruktørgennembrud i USA med Oscarvinderen American Beauty (1999), en ætsende syrlig sædekomedie, som manuskriptforfatteren Alan Ball (Six Feet Under) kan tage mindst halvdelen af æren for. Efter solide succeser som Road to Perdition (2002), antikrigsfilmen Jarhead (2005) og en kongenial filmatisering af Richard Yates' Revolutionary Road (2008) fik Mendes mulighed for at realisere en skæv og demonstrativt lille film om to gode mennesker, der skal have et barn sammen og prøver at finde et ordentligt hjem. Away We Go er enten en alvorlig komedie eller et drama med komiske islæt. En dværgelefant med girafpletter, altså, og som sådan et ret sjældent dyr.



BURT og Verona (John Krasinski og Maya Rudolph) har været gode sammen i mange år, da han bemærker, at hun smager anderledes og mere frugtagtig, idet han kysser hendes skød under tæppet. Hun beder ham lade være med at puste, som han plejer. Åbningsscenens hverdagsvarme er typisk for filmens kærlighedssyn. Der er ingen romantiske højder, men følelsen er alligevel dyb.
   Så nu skal de være forældre i en alder af 34 og 36. Ingen af de materielle ting er på plads, for årene gik med at afprøve livet. »Are we fuck-ups?« spørger de hinanden. Svaret blæser i vinden, men ikke for alvor. Verona og Burt er netop ikke tabere, for de er blevet voksne uden at miste hinanden. Mange i generationen har ventet for længe. Andre er blevet avlsmaskiner. Da Burts forældre (Catherine O'Hara og Jeff Daniels) træder i karakter som selviske 68'ere og tager til Belgien i to år, beslutter Verona, at tiden er inde til at se sig om efter et passende bosted med rigtige venner og sociale muligheder.



PÅ den måde bliver historien en anderledes road movie og en post-ironisk odyssé, som fører parret til Tucson og Phoenix i Arizona, til en jobsamtale i Madison, Wisconsin, og til et bittersødt gensyn med venner i Canada, som for amerikanere smager lidt af Det Forjættede Land. Ingen steder findes lykken, og først da en uerkendt længsel kalder Verona tilbage til de døde forældres hus, sidder parret med følelsen af at have fundet hjem. Handlingsgangen er forudsigelig på en meget smuk måde. Ingen tror vel for alvor, at glæde er geografisk bestemt.
   Away We Go er i forbifarten også en amerikansk vinterrejse, som prøver at måle tidens kropsvarme. Filmens nærmeste slægtninge er Alexander Paynes About Schmidt (2002), hvor enkemanden Jack Nicholson kører tværs over landet for at deltage i sin datters bryllup, og Jim Jarmuschs Broken Flowers (2005), hvor levemanden Bill Murray tager rundt og besøger sine eks-koner og kærester. Alle tre film handler naturligvis om at finde sig selv ved at spejle sig i andre. De er også dramatiske udstillingsvinduer for en mindre hær af gode gæstestjerner.
   For den hengivne Burt er der i grunden ingen verden uden for Verona. For ham er hun hjulet i midten af livet, og det kommende barn løfter alting på plads. Hun har sværere ved at acceptere flodens drift og skæbnens bane. Krasinski og Rudolph er usigeligt charmerende, og filmen er fuldkommen solidarisk med deres jordnære typer. Det er sådan nogle forældre, man gerne selv ville have. Det er sådan nogle forældre, man gerne selv ville være.



KONTRASTEN skabes af de karikerede typer, som Burt og Verona besøger på vejen til deres Eden. Veronas forhenværende kollega (Allison Janney) drikker desperate cocktails, nedgør sine overvægtige børn og taber tålmodigheden med sin bryske mand (Jim Gaffigan), der fantaserer om Amerikas kommende apokalypse.
   Burts bedste studiekammerat (Maggie Gyllenhaal) er nu en feministisk chefideolog, der opfatter klapvognen som en fascistisk rekvisit og har en blød hippiemand med en søhestefetich. Hun taler så overbærende om Verona, at den ellers milde Burt må skære igennem og sige fra, så det kan høres.
   Her når filmen komiske højder og sender samtidig tanken tilbage til rare klenodier som Bob Rafelsons Five Easy Pieces (1970) fra New Hollywoods storhedstid. Det sker endda med den samme, ganske let bedrevidende arrogance, som de unge movie brats fra boomer-generationen var fulde af.

  

MERE nuanceret skildres Grace (Carmen Ejogo), Veronas sørgmodige søster, som dater skiftende forretningsmænd i håb om at finde et acceptabelt kompromis. Burts bror (Paul Schneider) er blevet forladt af sin hustru. En gammel ven i Montreal (Chris Messina) nyder livet med en velstillet overskudsfamilie, men viser sig at bære på en smerte, der forløses i en enestående melankolsk scene, hvor hans hustru (Melanie Lynskey) danser til The Velvet Undergrounds gamle »Oh! Sweet Nuthin'«.
   Der er ikke skrevet ny musik. I stedet har Alexi Murdoch doneret ni sange, de fleste fra Time Without Consequence (2006), der lyder som pasticher på Nick Drake. Men temasangen »All My Days« har egenart og atmosfære. Også ristede kastanjer af George Harrison (»What is Life?«), The Stranglers (»Golden Brown«) og Bob Dylan (»Meet Me in the Morning«) er indlejret. Mendes har selv produceret det fornemme soundtrackalbum i samarbejde med Edward Saxon og Randall Poster.
   Originalt er især manuskriptet, som forfatterparret Dave Eggers (A Heartbreaking Work of Staggering Genius) og Vendela Vida (Let the Northern Lights Erase Your Name) har fyldt med autentiske detaljer. I filmen har Verona mistet begge forældre, da hun var i begyndelsen af tyverne. Det samme skete i virkeligheden for Eggers.*


I BUND og grund er Away We Go et enkelt portræt af et lykkeligt par, som bliver voksent og stifter familie. Et tema så banalt, at det tangerer det geniale. Sådan er der meget paradoksalt ved filmen, som er morsom, rørende, elegant og en lille smule selvglad i passager. Måske er der skønhedsfejl, men de er ikke store, og ånden driver værket i mål. Filmen er en ener. Man bliver glad og eftertænksom af at se den.


*) Eggers fortæller i gennembrudsbogen om sit forhold til forældrene, sine søskende og især om, hvordan han som 21-årig påtog sig ansvaret for den yngste, 8-årige bror, da familien brød sammen. Lindhardt og Ringhof udgav Et hjertegribende værk af overvældende genialitet i Mich Vraas oversættelse i 2001. Fem af Eggers' romaner er kommet på dansk. De øvrige fire er: You Shall Know Our Velocity (2002, da. I skal føle vores hastighed, Lindhardt og Ringhof v/ Mich Vraa); The Circle (2015, da. The Circle, People's Press 2015 v/ Louise Ardenfeldt Ravnild); The Parade (2019, da. Paraden, Turbine 2020 v/ Louise Ardenfeldt Ravnild); The Captain and the Glory (2020, da. Kaptajnen og æren, Turbine 2020 v/ Louise Ardenfeldt Ravnild). A Hologram for the King (2012), som Tom Tykwer filmatiserede (med bl.a. Tom Hanks og Sidse Babett Knudsen) i 2016, er mærkværdigvis ikke oversat. Heller ikke McSweeney's-samarbejdet med bl.a. Michael Chabon er repræsenteret. Vendela Vida er oversat til tysk og fransk. Ingen af hendes tekster findes på dansk.



Away We Go. Instr.: Sam Mendes. Manus: Dave Eggers, Vendela Vida. Foto: Ellen Kuras. 98 min. USA 2009. Dansk premiere: 10.07.2010.


Fotos: Focus Features/ Edward Saxon Productions/ Big Beach Films/ Neal Street Productions/ Twins Financing/ SF Studios/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, SF Anytime og VIAPLAY
Første udgave af anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 11.07.2010.

søndag den 26. juni 2022

Animation | Drengen og verden/The Boy and the World (2013)


MED FARVEKRIDT OG KULBLYANT
En anden slags animationsfilm fra Brasilien

Af BO GREEN JENSEN


DE fleste animationsfilm gør alt for at sælge historien. De bruger stærke farver, buldrende lyd og tekniske tricks som 3D. De vil være sjove og spændende, helst på én gang og uafbrudt. Der må også godt være en sang, man kan huske.

   Drengen og verden er slet ikke sådan en film. Vist er der stærke farver og skarpe streger, men de er sat med farvekridt og kulblyant. Der bliver også brugt akvarel og collage. Universet ligner børnetegninger, der er levende og forvandler sig hele tiden.
   Drengens ansigt er egentlig bare en cirkel med tre hår på toppen og streger som øjne. Han har en rødstribet t-shirt og to stankelben. Han er fantastisk udtryksfuld, selv om han ingenting siger, og kan på mange måder minde om Steen fra tegneserien om Steen & Stoffer – altså Calvin fra Bill Watersons Calvin & Hobbes – hvor fantasien også spiller en væsentlig rolle.



FILMEN prøver ikke at være sjov hele tiden. Den begynder med drengen på det hvide papir og fortsætter med at befolke hans verden. Der er en mor og en far og et hus på landet. Drengen finder et kalejdoskop, som han gemmer, da han bliver kaldt ind. Han markerer stedet med en farvet sten, som ligner et æg.
   Drengen græder, da hans far tager til byen for at finde arbejde. Drengen og verden er tegnet af brasilianeren Alê Abreu, og byerne er kæmpestore steder med slumkvarterer og mørke fabrikker, hvor folk skal være glade for at få arbejde. Måske er der sådan i brasilianske byer som Rio de Janeiro og Saõ Paulo.



DRENGEN leder efter sin far og kommer stadig længere væk hjemmefra, mens verden bliver større og mere fantastisk. Der er bomuldsmarker og frodige skove. Der er nok at være bange for, men man kan også finde smukke ting.
   En dag bliver drengen selv en mand med det hvide spøgelsesansigt, som alle voksne har i filmen. Han ender ved stedet med stenen, hvor verden begyndte mange år før. Så kan han huske sin far og sin mor. De griner alle tre lykkeligt sammen.


DU skal forberede dig på at se en anderledes film, håndtegnet og gammeldags, men alligevel supermoderne og hurtig, når stederne skifter i byen. Der er hele tiden symmetriske farver, som drejer og ligner mønstrene i et kalejdoskop.
   Jeg kan ikke love, at du falder pladask for Drengen og verden. Måske vil du savne de sædvanlige figurer fra Disney, Pixar og Dreamworks. Det vil dine små søskende ikke. De vil elske, at der er ikke er nogen dialog, og de vil nyde de drejende farver.


FAKTISK må voksne og små børn (som drengen) være det bedste publikum. Så tag dem i hånden og giv det en chance. Du dør ikke af at se noget andet. Måske vil du nyde livet lidt mere, når Drengen og verden er slut.


Filmen vandt hovedprisen ved Annecy International Animation Film Festival 2014 og var nomineret til en Oscar i kategorien Best Animation Feature.



Drengen og verden (O Menino e o Mundo). Instr. & manus: Alê Abreu & Priscilla Kellen. 80 min. Brasilien 2013. Dansk premiere: 06.11.2014.


Fotos: Filme de Papel/ Elo Company/ Øst for Paradis Distribution/ CineMaterial
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN og SF Anytime
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Faktisk 07.11.2014

torsdag den 9. juni 2022

Ane Riel | Daniel Borgman: Harpiks/ Resin (2019) [Bogen og filmen]


SÆRE HISTORIER OM LIVET PÅ ØEN
Omsorgssvigt, syndefald, frigørelse

Af BO GREEN JENSEN

PIGEN Liv vokser op i et Eden, som ligger uden for lands lov og ret. Familien bor isoleret på øen, der i forvejen kun har en færge som livline. Øen hedder Hovedet. Der er en by med en havn, en kro og nogle gårde. Kun posten når helt ud til huset i skoven, hvor Jens har forskanset sig med hustru og datter.
   Maria har i årevis ligget i sengen og er blevet mere immobil. Nu vejer hun 200 kilo. Ingen ved, at Liv lever. De har narret verden ved at fingere en drukneulykke, der gav Jens en god grund til at blive sær. Det er længe siden nu. Det var, før alting groede til. Maria kunne stadig gå. »Troede de på dig?« siger hun. Han nikker, og vi forstår sammenhængen.
   Det forklarende flashback er lagt allerede i første scene af Harpiks. Måske skulle det ikke have været med. For i lang tid er dagene gode i skoven, skønt alting er fugtigt og roder, og arrangementet med den kolossale mor Maria er bizart.
   Jens lærer fra sig. Han fortæller sin datter alt, hvad der er værd at vide om naturen. Hun hører også om harpiks, der bliver til rav, og hun lærer at skyde med bue og pil.
   Skovmanden siger til sin lærling, at hun skal holde sig fra de onde blikke i byen. Øjnene er bare hulller ind til tomheden i deres hjerner. De måler tiden med mærkelige armbånd, og den slags er farligt, Liv, siger Jens, som med tiden er blevet mere paranoid. Der kunne have været en pointe i at opdage det gradvis. Nu ved vi, hvad Jens er, fra første scene.


DET er så også det eneste fejltrin i Harpiks. Daniel Borgman har skabt en sær og markant film på baggrund af Ane Riels »idyl noir«, som Bo Hr. Hansen har bearbejdet. I bogen får man mere at vide om, hvordan det var med Jens som dreng. Her bliver det antydet midtvejs, da Farmor (Ghita Nørby) kommer til øen og ser elendigheden for, hvad den er.
   Liv vidste ikke, hun havde en Farmor. Hun ved, at Far ofte taler med Farfar, når han har ondt i hovedet og hører stemmer. Men en Farmor, der kommer med gaver! Det er næsten lige så spændende som Lillebror, der vokser i Mors mave oppe i sengen.
   Jeg skal ikke røbe mere om den videre deroute. Harpiks er – faktisk helt i Jens’ ånd – en tingfinderhistorie, som samler på kuriøse oplysninger, f.eks. om hvordan de gamle ægyptere balsamerede deres døde. Den esoteriske folklore skal bruges. Dog er syndefaldsmyten blandet op med en frigørelseshistorie. Det gør Harpiks til en positiv fortælling.



FOR Liv er jo nysgerrig efter at se, hvordan de onde mennesker lever i byen. Om natten sniger hun sig ind i kroens køkken, undersøger tingene og rapser forskellige småting. Restauranten er i nyere tid blevet overtaget af Roald (Amanda Collin), som er begyndt forfra ved verdens ende, fordi hun er knust af skyldfølelse. Hun sad selv ved rattet i bilen, da hendes datter omkom. Hun ved knap, om hun håber eller frygter, at det er datterens genfærd, der kommer om natten.


ANE Riel skriver sære fortællinger, der kan minde om Southern Gothic på dansk, og Daniel Borgmans film fanger både realismen og fantastikken.
   Det kunne godt være William Faulkner, der skrev om den forvredne og fordømte Haarder-slægt. Eller Blixen i kulørt humør, blandet op med Peter Seeberg og Stephen King. Der er for den sags skyld et lille skær – som så vi gennem tyndt papir i et gammelt fotoalbum – af Martin A. Hansen ude på øen. Det er et stemningsfuldt, billedskabende sted.
   Peter Plaugborg griber rollen som Jens og fylder den helt ud med tics og manerer, der passer sig for en paranoid skovmand. Det er en prægtig skikkelse. Sofie Gråbøl bærer fat suit og er knap til at kende igen som Maria. Det siger meget om tiden og mediernes filmsyn, at al foromtale har gået på repræsentationen; om rollen burde spilles af en person, som var stor »i virkeligheden«. Men hvad har virkeligheden med Harpiks at gøre?

   
VIVELIL Søgaard Holm spiller Liv. Det gør hun med størst virkning, da hun indser, hvor galt det er fat med hendes far. I bogen er hun en anelse yngre. Han er konge på slottet, som styrter i grus. Hun er prinsessen, som endelig indser, at det er tid til at rejse. Harpiks er distinkt og inciterende. Filmen er lovlig glad for sin skævhed, men Borgman er ikke stolt uden grund.
   Lad os kalde det en gyser om omsorgssvigt og sonet skyld. Men også om skønhed og stor kærlighed. Filmen er allerbedst i de vemodige glimt, hvor vi ser, at Jens ved, hvad han er blevet. Han forstår, hvad der kunne have været. »Du skal ikke sige undskyld,« er det sidste, han siger til sin datter. Liv er jo livet. Bogstavelig talt.

  
DANIEL Borgman (f. 1981) kommer fra Super16, den alternative danske filmskole, men allerførst var han dreng i New Zealand. Han har studeret ægte filmvidenskab på University of Otago. Kortfilmene Lars og Peter (2009) og Berik (2010) nåede begge til Cannes. De første to spillefilm, The Weight of Elephants (2013) og At elske Pia (2017), blev udtaget til Berlinalen.
   Som nordisk billedskaber er Borgman i familie med islændingen Hlynur Palmáson (Vinterbrødre, En hvid, hvid dag), Jonas Arnby, som lavede gyseren Når dyrene drømmer (2014), og Anders Walter, som instruerede den væsensbeslægtede I Kill Giants (2017).
   Det gælder om at give præpubertetens grænseland et nyt sprog. Harpiks ligner i stemningen og ved brugen af groteske elementer den transcendentale uhygge i Tideland, både Mitch Cullins bog (1999) og Terry Gilliams filmatisering (2005), der skildrer en tilsvarende relation mellem døende far i mentalt forfald og datter i nødvendig forvandling. Det er gotiske fabler om barndommens ophør. Det er praktisk magi og potent eksorcisme.
   Der er måske noget nyt og sært undervejs. Det ville ikke være det værste.


Harpiks. Instr.: Daniel Borgman. Manus Bo. Hr. Hansen. Foto: Louise McLaughlin. 92 min. Danmark 2019. Dansk premiere: 12.12.2019.

Ane Riel: Harpiks. 256 s. Forlaget Tiderne Skifter, 2015.

Ane Riel: Resin. Translated by Charlotte Barslund. 313 s. Doubleday, 2018.


Fotos: Luis Alberto Rodriguez/ Zentropa Productions/ / Adomeit Film/ Nordisk Film Distribution/ CineMaterial/ DFI/ TIFF/ Danielborgmandirector.com
Filmen streames på Blockbuster, Google Play, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy og YouTube Movies 
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 13.12.2019 

tirsdag den 7. juni 2022

Lisa Cholodenko: The Kids Are All Right (2010)


DEN OVERFLØDIGE MAND
En veloplagt afsked med fædrenes tid

Af BO GREEN JENSEN

NOGLE film ankommer lige til tiden, skønt de kunne være fortalt når som helst. Det gælder i høj grad for Lisa Cholodenkos The Kids Are All Right, som hverken er stor eller udspekuleret, men alligevel rører ved så mange emner, at den næsten kunne være bestilt til skolebrug.
   Seksuel identitet, nonbinær ligestilling, forholdet mellem børn og forældre, behovet for at kende sin baggrund. Alle disse ting bliver taget op i hånden og vendt i lyset som hjerteformede brosten. Tonen er skiftevis let og vemodig. Stjernerne er store. Filmen har sjæl til at fylde en lastbil.
   Nic (Annette Bening) og Jules (Julianne Moore) har dannet par i en årrække. De har to børn sammen, Joni (Mia Wasikowska) på 18 og Laser (Josh Hutcherson) på 15, som den samme sæddonor er far til. Joni er Nics datter, Laser er Jules’ søn. Hjemmet præges i øvrigt af god californisk sen-hippie zen og holisme. Man spiser sundt, føler dybt, lever ansvarligt og har mange penge. På afstand ligner familien et postkort.


HELT så enkelt er det ikke, skønt varmen og kærligheden er ægte. Egentlig er den rastløse Jules vist nok lige så meget til mænd. Hun har heller aldrig haft held med nogle af de påbegyndte uddannelser og professionelle tiltag, som Nic tålmodigt har finansieret med sin lægepraksis. Til gengæld er Jules hjemmets livsstykke. Nic er den ansvarlige, som altid må kontrollere. Moore og Bening rammer deres typer perfekt.
   Børnene deler træk med deres forældre. Drengen er rastløs og mener allerede, at der må være noget mere, hvis livet skal give mening. Det er Laser, som ønsker at kende sin far, og han plager Joni om at tage kontakt til klinikken, hvilket er muligt, da hun bliver myndig. Mødrene fornemmer, at noget er i gære, men lader børnene være og plejer deres eget forhold, som er truet af hverdagens slidmærker.


IND på scenen træder da Paul (Mark Ruffalo), en charmerende livskunster med tilbagelænede vaner og masser af tid til at hænge ud, eftersom hans to mad-og-vin-steder passer sig selv. Paul er ca. 40 år, kører motorcykel og skifter sine unge kærester ud, når de keder ham. Han har aldrig taget ansvar for noget som helst, men børnenes interesse gør ham sentimental og eftertænksom. Samtidig ser han sit snit til at score Jules, da hun begynder at dyrke hans afsvedne have.
   Jules’ seneste ambition er at blive Californiens svar på Signe Wenneberg. Nic tror ikke på det. Jules forstår med ét, hvad det var ved mænd, som tiltalte hende. Børnene er vilde med Paul, som kommer til middag. Nic bliver mere vissen og bitter time for hver time. Hun hader alt ved Paul, hans flair for at elske, hans store talent at indynde sigl. Og hun frygter, at Jules vil forsvinde. Omvendt har Nic skabt familien og holdt den sammen. Den fortabte far har dybest set ikke gjort noget som helst.


DE komplekse relationer er skildret med indlevelse og akkuratesse. Næsten hver scene blander den underliggende alvor med perlende situationskomik, og alle fem karakterer får lov at folde sig ud. Man ser ikke slutningen komme på afstand. Som i virkeligheden er der ingen nem løsning eller noget klart svar. Det bliver klart for børnene, at deres mødre er begge forældre i familien. Hvis det er sådan, hvad skal man da med ligningens ubekendte faktor, den redundante, kronisk umodne mand?


BLOGOSFÆREN er for tiden fuld af livsstilsanalyser, som drager netop dén konklusion: at ilden i mændenes sol bliver svag, mens månens kraft er i tiltagende.
   Enlige kvinder fravælger manden. Forældre af samme køn kan få børn, når de adopterer eller bliver insemineret. Da vakler patriarkatet for alvor. Det er kvinderne, som danner netværker, tager uddannelser, dyrker det spirituelle, drejer verden i positiv retning, i hvert fald hvis de kan undgå at blive til jakkesæt uden køn.
   Eller hvad? En dag bliver sønnerne voksne, og måske kunne hele familien tage ved lære, uanset køn og seksualitet. Filmen har de ting med i sin slutning, hvor faderskikkelsen står og vil ind. Realismen i Blumberg og Cholodenkos manuskript er cementeret med symboler. Filmen føles dog florlet og frisk, så man ikke har set magen på den amerikanske mainstreamscene i et årti.


LISA Cholodenko (f. 1964) har gjort indtryk med High Art (1998), sædeskildringen Laurel Canyon (2002), som fik en chance i Danmark, og den rugende Cavedweller (2004) med Kyra Sedgwick som en musiker, der genstarter sit liv fra bunden.
   I 2014 skabte hun (efter et stærkt manuskript af Jane Anderson) en af bedste litterære miniserier, da hun instruerede Frances McDormand i Olive Kitteridge efter Elizabeth Strouts roman (som er fortalt i 13 forbundne noveller). Siden har Cholodenko arbejdet på flere serier. Et remake af Maren Ades Toni Erdmann (2016) har snart været meget længe på vej.
   The Kids Are All Right tager udgangspunkt i filmskaberens egen identitet og erfaring. Her bliver hun endelig salgbar og bred, men uden at svigte de mindre films integritet. Fremfor alt er hun ikke neurotisk som sine mandlige fætre. The Kids Are All Right er en virkelig vinder.


The Kids Are All Right. Instr.: Lisa Cholodenko. Manus. Stuart Blumberg og Lisa Cholodenko. Foto: Igor Jadue-Lillo. 106 min. USA 2010. Dansk premiere: 16.09.2010.


Fotos: Focus Features/ Gilbert Films/Antidote Films/ Mandalay Visions/ UCG/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ YouTube
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, MUBI, Paramount+, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 17.09.2010 

mandag den 6. juni 2022

Maren Ade: Toni Erdmann/Min far Toni Erdmann (2016)


LYT TIL DIN COACH
En hjerteknuser, et monstrum, en mageløs film

Af BO GREEN JENSEN

TIDEN skaber afstand mellem børn og forældre. Det er et grundvilkår og en naturlov. Nogle nyder at gøre sig fri, andre er længe om at slippe fundamentet, som de kommer fra, men det sker og er nødvendigt, hvis børn skal blive voksne og være i stand til at give kærligheden videre, når de selv bliver forældre.
   Lige så uundgåeligt kan forældre føle sig tilovers, når børnene ikke har brug for dem mere. Det gælder også i det store fælleskab. Der er alt i alt en følelse af ubønhørlighed over det hele. Når båndet bliver brudt, er vi alle alene.
   Disse mekanismer er skildret i tusindvis af fiktive fremstillinger. Maren Ades vidunderlige Min far Toni Erdmann formår alligevel at gøre det på en ny måde og beskrive processen så originalt, at publikum bliver klogere. Filmen er et Frankensteins monster af umage stilarter. Den absurde realisme trodser alle genreskel. Derfor føles Toni Erdmann i sidste instans som virkelighed.


DET er en film om far og datter. Læreren Winfried (Peter Simonischek) er ved at nå vejs ende. Han har alderen til at være en af de sidste fra 1968. På skolen er han stadig ansvarlig for festlige optrin, men man fornemmer, at hans skøre signaturstil ikke er værdsat. Hjemme i parcelhuset, hvor han bor alene med sin kræftsyge hund, bliver han fyret af den sidste knægt, han gav klavertimer.
   Winfried kan sandt at sige også være et anstrengende bekendtskab. Han forvandler alt til pinlige practical jokes, som kun han selv sætter pris på. Når postbudet afleverer en pakke, opfører han en teaterforstilling. Lukker op i badekåbe, kalder på sin bror og kommer ud igen som en anden. Postbudet har bare travlt og undrer sig i forbifarten.
   Per Højholt skrev engang en bog om Intethedens grimasser. Titlen var nok inspireret af Samuel Beckett, som talte om at lave »pratfalls in the void« – at falde på halen i tomrummet. I hvert fald er det den slags klovnenumre, som pranksteren Winfried udfører. Nogle bekæmper døden med vrede. Winfried gør det med latter. Han og Højholt kunne for resten have fået en god snak.

=

WINFRIED er far til Ines (Sandra Hüller) på 30. Han har i mange år været skilt fra hendes mor, som lever trygt med en anden familie. Når Winfried kommer forbi, bliver han behandlet som en fætter, der er faldet lidt uheldigt ud. Han kommer også kun for Ines. De var engang så tætte. Det er de ikke mere.
   Situationen bliver behændigt formidlet i første akt af Toni Erdmann, som helt i Winfrieds ånd er fuld af famlende, pinlige scener, der ikke rigtigt er sjove – eller kun er sjove for alvorens skyld.*
   Ines er på sin side blevet benhård. Hun arbejder for et internationalt konsulentfirma, prøver at markere sig i mændenes domæne og stræber efter et lidt bedre job. Til sin fødselsdag er hun hjemme på besøg i fem minutter. Resten af tiden sidder hun i haven med sin telefon og ryger og bearbejder sin panik. Hun er sikkert ikke lykkelig, men det hér skal lykkes, for det er det nødt til.
   Ines er udstationeret i Bukarest, hvor firmaet foretager massefyringer i en koncern, der skal outsource sine aktiviteter. Det er gyldne, globaliserede tider, og pigen, som var sin fars loyale sidekick, kan ikke bruge hans skøre værdier. Han har slet ikke forberedt hende på det hér.
   Besøget forløber forventeligt pinligt, da Winfried dukker op i Bukarest. Ines klamrer sig til sin rutine, er presset i firmaet og har dårlig tid. De taler hårdt til hinanden. Det er, hvad tiden gør ved mennesker: Datteren skammer sig over sin far. De skilles i bitterhed, før han tager hjem for at vente på døden.


SÅ er det, at Winfried gentager tricket fra scenen med postbudet. Han bliver i Bukarest, griber dybt ned i posen med practical jokes og vender frygteligt tilbage under navnet Toni Erdmann. Forklædningen består af en sort paryk og et gult sæt falske tænder. Ines ved ikke, hvordan hun skal reagere.
   Toni er en verdensmand. Han trækker vejret dybt og frit, er coach for tidens chefer – og du skal lytte til din coach, som Niels Skousen synger med ironisk autoritet – spiser dyrt, snøfter coke, scorer til fester og er på alle måder så meget for meget, at illusionen overbeviser. I hvert fald tager han byen med storm. Mod sin vilje er Ines imponeret.


FØRSTE time af filmen er en tragisk komedie. Time to er en bittersød farce. Endelig følger en blanding af udsoningsakt og road movie. Ines viser Winfried rundt i sin verden. Han er med på virksomhedsbesøg og smiler til arbejderne, der skal fyres. Han ser, hvordan det er for Ines. De bliver far og datter igen.
   Kulminationen kommer i en scene, hvor Winfried har inviteret sig selv på visit hos en lokal kunstner (som sagtens kan se, at han ikke er den tyske ambassadør). Han sætter sig ved klaveret og får Ines til at synge deres gamle signatursang – Whitney Hustons »The Greatest Love of All« – én gang til og med følelse. Ikke et øje er tørt. Og humoren er blevet dødens alvorlig.
   Hos kunstneren står en behåret figur, som måler to en halv meter. Det er en slags folkedragt, men det kunne være Skrækkelige Winfried, som han føler sig og som datteren ser ham. Han har den på, da han kommer til hendes indflytningsfest, som af mange vidtløftige årsager er blevet et improviseret naked party.


PUBLIKUMS tålmodighed bliver rigeligt belønnet. På skrivekurser lærte man i gamle dage om to slags manuskripter. Den ene er den amerikanske, som Hollywood har gjort til et videnskabeligt studium med spændingskurver, hård kronologi og et strategisk point of no return.
   Alternativet er anti-strukturen fra ældre europæiske auteurfilm. Fortællingen er en flod, hvor skibet lægger til ved forskellige af øer af handling. Farten kan variere. Der er tusindvis af digressioner. Der er al den tid, som mennesket har.
   Det er den første slags film, vi ser flest af, og det er dén grammatik, vi er vant til at følge. Med den anden slags film må man arbejde mere, men får selvsagt også mere igen. Min far Toni Erdmann er et pragteksemplar.



INSTRUKTØREN Maren Ade (f. 1976) har Ines’ alder og sikkert også noget af hendes væsen. Men hun ser den gamle mand så klart, at det virkelig bliver en film uden alder. Den lange spilletid er både filmens svaghed og dens styrke. Den løse form er livsnødvendig.
   Maren Ade var kølig og koncis i den sagligt sædeskildrende Alle Anderen (2009, da. Alle andre), hvor et ungt par holdt ferie og gik hinanden på nerverne. Det var vist nok en lektion i kønspolitik. Toni Erdmann er et vulkanudbrud. Og et bevis på, at der venter en ny slags film, selv når man tror, at alting er set.


*) Maren Ade siger selv, at Winfried-karakteren låner træk fra hendes egen far, der kan lide at bruge falske tænder og spøg-og-skæmt forklædning. Og at den insisterende, irriterende humor er inspireret af standupkomikeren Andy Kaufman (1949-1984), når denne var sværest at læse. 
   Toni Erdmann var Oscar-nomineret og modtog 59 andre filmpriser, bl.a. en dansk Bodil, fem EFA-priser og EUs LUX Award. Rettighederne til en amerikansk genindspilning blev solgt allerede i Cannes. Lisa Cholodenko (Laurel Canyon, The Kids Are All Right, Olive Kitteridge) skulle instruere Kristen Wiig i rollen som Ines og Jack Nicholson eller Bill Murray i rollen som hendes far. Begge koryfæer sagde ja og og nej i flere omgange. Det ville i givet fald være Nicholsons første filmrolle siden Reese Witherspoon/Owen Wilson-komedien How Do You Know?, som James L. Brooks instruerede i 2010. Man kan sagtens se en svanesang på niveau med About Schmidt (2002) i materialet, men det er uklart, om den nu 85-årige Nicholson kan medvirke. Man kan også forestille sig Bill Murrays take på karakteren, skønt temaet ligger tæt på Sofia Coppolas On The Rocks (2020). Manuskriptet (af Stewart Blumberg) foreligger, og projektet lever stadig efter COVID-19-pandemien. Meget tyder dog på, at Toni Erdmann er landet i talemådens »development hell«. Maren Ade har – på vegne af Komplizen Film, som hun er medstifter og medejer af – produceret og co-produceret 20 film siden Toni Erdmann. Det vides ikke, om instruktøren selv har en ny film på vej. 

Toni Erdmann (Min far Toni Erdmann). Instr. og manus: Maren Ade. Foto: Patrick Orth. 162 min. Tyskland-Østrig-Monaco-Rumænien-Frankrig-Schweiz 2016. Dansk premiere: 01.12.2016.


Fotos: Komplizen Film/ Coop99 Filmproduktion/ Missing Link Film/ Arte France/ Eurimages/ Camera Film/ CineMaterial/ MoevieStillsDB/ Kino.de/ IMDB (Festival de Cannes-photo 2016 by Dominique Charriau)/ YouTube
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, MUBI, SF Anytime
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 02.12.2016