Translate

Viser opslag med etiketten børnekultur. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten børnekultur. Vis alle opslag

onsdag den 5. april 2023

Medskabninger | Steven Spielberg: War Horse (2011)


DYRENES KRIG
Helvede set fra hestens synsvinkel

Af BO GREEN JENSEN
I DE engelsktalende lande har man en god og human tradition for at huske dyr, som satte livet til i menneskets krige eller var med til at sikre nationens sejre. The Animals’ Memorial ved Hyde Park i London blev rejst for private penge i 2004, men også officielle monumenter som det sydafrikanske Horse Memorial – dedikeret til de 300.000 heste, som døde i Boerkrigene – vokser ud af respekten for dyrenes indsats. »They had no choice,« siger den fyndige indskrift på mindesmærket i London.*
   75 gange har man i Storbritannien uddelt Dickin-medaljen til dyr, som gjorde en forskel – første gang til brevduerne Winkie, Tyke og White Vision i 1943, senest [24.01.2023] til hyrdehunden Bass, som gjorde tjeneste i Afghanistan i 2019. 38 hunde, 32 duer, fire heste og én kat [som hed Simon og gav sit tiende liv i 1949] har modtaget tapperhedshedsmedaljen. Animationsfilmen Valiant (2005), som også fik dansk biografpremiere, var en velturneret fremstilling af brevduernes krig.
   Steven Spielbergs War Horse hører til i denne tradition. Forlægget er en højt elsket børnebog – »the Black Beauty of the Great War« – som forfatteren og filantropen Michael Morpurgo skrev i 1982. Føllet Joey vokser op på et husmandssted i Devon, hvor han bliver ven med drengen Albert. Alberts far må sælge hesten, da 1. verdenskrig begynder. Joey tilhører en kavalleriofficer, som falder under et mislykket angreb i Flandern. I de følgende fire år er Joey både på tyske og franske hænder, før han genforenes med Albert efter en mareridtsnat i Ingenmandsland mellem skyttegravene ved Somme. Morpurgos roman har hesten som fortæller. Den er mærkværdigvis ikke oversat til dansk.**



HISTORIEN blev større og mere abstrakt, da Nick Stafford dramatiserede den til Royal National Theatre, som i 2007 opførte War Horse i Marianne Elliotts og Tom Morris' instruktion og med krævende koreografi af Toby Sedgwick. The Handspring Puppet Company skabte de forbløffende figurer og effekter, som stadig får publikum til at måbe, når skuespillet bliver opført igen.
   Menneskene spilles af mennesker, men dyrene er sindrige marionetter i fuld hestestørrelse. Krigen er skabt med lyde og lys, samt tegninger som projiceres op på bagvæggen. Da kaptajn Nicholls (som i filmen bliver spillet af Tom Hiddleston) bliver Joeys herre, skriver han dagbog og tegner hesten i breve til drengen på gården. På den måde får krigen de samme stemmer, som man hører i digte af Wilfred Owen, Edward Thomas og Siegfried Sassoon. Henved en million heste blev dræbt i løbet af krigen.
   Skuespillet er genopsat mange gange. Det har spillet på Broadway; turneret i UK, USA, Australien, Sydafrika (hvor Handspring Puppet-kompagniet er baseret) og Canada; været gæsteopført i Tyskland, Holland, Kina og Singapore. I 100-året for krigsudbruddet var en af sæsonens traditionsrige promenadekoncerter viet til en særopførsel, som BBC transmitterede live fra Royal Albert Hall og genudsendte 2. juledag samme år.



I Spielbergs filmatisering, som har manuskript af Lee Hall og Richard Curtis, får historien sin mest realistiske fremstilling. Krigen er genskabt i fuld størrelse; hestene spilles af heste, som ikke kan tale. Synsvinklen ligger i et kamera, der følger slagets gang som en guddommelig fortæller, somme tider i svimlende fugleperspektiv, andre gange på slæb efter hesten, som pløjer gennem Ingenmandsland, skræmt fra vid og sans og derfor stærkere end både romanens reflekterende dyr og teaterrummets geniale marionetter.
   Havde Joey kunnet tale, var der ikke blevet nogen film. I så fald skulle det være en animationsfilm på linje med Spirit – Stallion of the Cimarron (2002; da. Stallion – Hingsten fra Cimarron (2002), ligeledes en Dreamworks-produktion, hvor de vestlige territoriers historie blev fortalt gennem vildhesten Spirit. Der er naturligvis præcedens for at bruge heste som nyttige vidner. Det store foreksempel er Anna Sewells Black Beauty: His Grooms and Companions, the Autobiography of a Horse (1877). I romanen Traveller (1988) fortæller Richard Adams den amerikanske borgerkrigs historie gennem hesten, som blev redet af general Robert E. Lee.***



SPIELBERGS film gør indtryk som helhed. Nogle afsnit er i sig selv meget banale. Billedet af det feudale England, hvor Alberts (Jeremy Irvine) stolte forældre (Peter Mullan og Emily Watson) trodser godsejeren Lyons (David Thewliss) er som klippet ud af Eric Knights Lassie Come-Home (1940, da. Lassie vender hjem). I samme ånd bliver Joeys tid hos en fransk bedstefar (Niels Aarestrup) og hans barnebarn (Celine Buckens) et lån fra Johanna Spyris Heidi (1880-81). Derimod er kampscenerne imponerende og originale.
   Det er en væsentlig pointe, at krigen undsiges totalt. De allierede soldater er ikke bedre mennesker end de tyske. I stedet bliver deres håndtering af dyr et moralsk parameter. Midt i myldrebilledet har Nicolas Bro en lille, men afgørende rolle som den tyske hestepasser, der siger fra over for sin officer, da man igen vil presse mere liv ud af Joey. Også David Dencik medvirker i War Horse. Den retskafne Major Stewart bliver spillet af Benedict Cumberbatch. Han har hingsten Topthorn, som Joey bliver ven med på samme måde, som Nicholls og Stewart er venner.



I 1914 angriber englænderne endnu som i Krim-krigen. Den tyske øverstbefalende skælder den engelske ud for at være en uansvarlig nar: troede han virkelig, at en garnison på en mark ville være ubeskyttet? Fra luften panoreres over landskabet af døde og døende heste og mænd. Siden bliver krigen udkæmpet med stadig større mekaniske våben. For hvert slag er der mindre lys. En træfning midtvejs opleves indefra, som landgangen i Normandiet i Saving Private Ryan (1998).
   Endelig foregår Joeys flugt i et veritabelt götterdämmerung. Mænd fra begge sider er blevet ren kanonføde, ofre for rotter, tyfus og sennepsgas. Det er i dette tiltagende mørke, at en britisk og en tysk soldat arbejder sammen for at befri den lidende hest, så man har lejlighed til at mindes den berømte våbenhvile i Julen 1914. Da mørket er tættest, for Joey såvel som for Albert, hører hesten sit første menneske kalde.



ET efterspil er filmet som en blanding af klassisk John Ford og Borte med blæsten. Det bliver endelig for meget og for tykt. Ellers er filmen stærk og solid. Respekten for dyr bliver sat over kritikken af krigen. Selv John Williams har varieret sin tonale palet og skruet ned for de enslydende fanfarer – som han i øvrigt også gør i Spielbergs anden familiefilm fra perioden, The Adventures of Tintin (2011).
   Censuren på 11 år bør respekteres. War Horse vil være en film for alle aldre, men skildringen af krigen er ikke romantiseret. For eksempel henrettes to mindreårige tyske drenge uden videre, da de deserterer. I dyrenes krig er der ingen mirakler, skønt Joey bliver kendt som »The Miracle Horse«.




*) Juliet Gardiners The Animals' War (London: Portrait/ Piatkus Books, 2006) er en fremragende og fascinerende gennemgang af kulturhistorien om dyr i krig. Bogen udkom i forbindelse med en særudstilling på Imperial War Museum i London, hvor mange fotos og effekter også indgår i den permanente udstilling. Imperial War Museum er bestemt et besøg værd, også for pacifister. Det ligger kun et stenkast fra Lambeth Workhouse, hvor Charles Chaplin tilbragte en del af sin barndom og hvor der nu er et (konstant lukningstruet) Cinema Museum, som man kan og bør se ved samme lejlighed. IWM London er et af fem nationale Imperial War Museums. IWM North i Manchester viste i 2012 en udstilling, som var dedikeret til Morpurgos bog og Spielbergs filmatisering.

**) Michael Morpurgos roman er genoptrykt mange gange og fremstår i hver ny udgave lidt mindre børnebogsagtig. Der er langt fra æstetikken i Victor Ambrus' originale coverdesign til hestefotoet af Nine Francois på 40 års-udgaven fra 2022. Det må være selve krigen, der tænder publikums indlevelsesevne. Morpurgo skrev en fortsættelse, Farm Boy, i 1997. Den var der langt færre læsere til, skønt både Joey og Albert optræder. Joey fortæller dog ikke i Farm Boy.



***) Richard Adams (1920-2016), forfatteren til Watership Down (1972, da. Kaninbjerget), overgik aldrig sin store bedrift fra gennembrudsbogen, men han var tæt på at tangere den i The Plague Dogs (1977, da. Hundeflugten). Også Shardik (1974) og Tales from Watership Down (1996, da. Gensyn med Kaninbjerget) er meget læseværdige. Adams var anderledes uinspireret, når han fravalgte den antropomorfe synsvinkel, som i samtidsromanen The Girl in a Swing (1980, da. Pigen i gyngen), der delvis udspiller sig i København, og fantasysagaen Maia (1984), som er et verdensbyggerforsøg i fuld skala. I Traveller hører vi bogstaveligt historien fra hestens egen mund. Traveller står i sin stald og fortæller til huskatten Tom Napper. Konføderationsgeneralen Robert E. Lee (1807-1870) var en problematisk figur allerede i 1988, men han var endnu ikke »
aflyst« og forvist fra historien som symbolet, der inkarnerer en feudalistisk samfundsstruktur baseret på slavearbejde og menneskehandel. Jeg ved ikke, om Traveller er omfattet af den aktuelle identitetspolitiske boykot. Noget lignende gør sig gældende i forhold til animationsfilmen om Spirit. Her er det general George Armstrong Custer (1839-1876), en anden annulleret nationalmyte, som prøver at tæmme den stolte vildhest. Begge fiktioner har skiftet farve og er blevet sværere at forholde sig til – på en måde, som de ikke var for 30 og 20 år siden. Især Traveller. Det er lidt som at læse en bog, hvor Stalins kat husker sin herre med varme. Eller den om lejrkommandantens hund. Identitetspolitikken har sat sig i sproget og blikket. Det kan næppe være ukonstruktivt.


War Horse. Instr.: Steven Spielberg. Manus: Lee Hall, Richard Curtis. Foto: Janusz Kaminski. 145 min. USA 2011. Dansk premiere: 26.01.2012.


Fotos: Dreamworks Pictures/ Touchstone Pictures/ Reliance Entertainment/ Amblin Entertainment/ The Kennedy/Marshall Company/ Walt Disney Studios Motion Pictures/ Royal National Theatre - War Horse on Stage [official production photo: Brinkhoff/Mögendorff]/ Wikimedia [Australian War Horse Production]/ Michael Morpurgo Official Website/ Imperial War Museums/ Borgens Forlag [Gyldendal].
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Google Play, SF Movies, YouTube Movies
2K Blu-ray fra Disney Buena Vista 07.05.2012
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 27.01.2012 [her let ajourført]

fredag den 29. juli 2022

Animation | Ma vie de Courgette/ Mit liv som Squash (2016)


DET HANDLER OM VIRKELIGHEDEN
En hård og alligevel herlig historie

Af BO GREEN JENSEN

EN historie for hele familien om børn, der ikke har nogen familie. Det er sådan cirka, hvad denne film er.
   Mit liv som Squash er frarådet børn under syv. Det skal du faktisk tage ret alvorligt. Hvis du ser den med dine små søskende, er der meget svært stof, som må forklares.
   Drengen Ikaros er ti år, da hans i forvejen tyndslidte verden går i stykker. Hans far forsvandt på et tidspunkt. Hans mor sidder dagen lang og drikker øl foran tv’et nede i stuen. Ikaros har værelse på loftet. Han ser sin far som en superhelt, der fløj væk, og har malet hans billede på en drage.
   Det er Mor, der kalder Ikaros for Squash – du ved den dér tykke agurk, man skærer i skiver og steger. Hun dør ved et uheld. Hun har drukket for mange øl og kravler op ad stigen til loftet. Dét er i lang tid det værste for drengen. Det er ikke hans skyld, at moderen døde – men det var ham, der gjorde det.



DRENGENS sag bliver behandlet af en varm og venlig politimand, der hedder Rasmus. Han følger Squash ud til et stort, gammelt hus, hvor alle de anbragte børn har forfærdende historier. De handler om omsorgssvigt, stofmisbrug, vold og andre overgreb. Alt dét du ellers aldrig hører om i børnefilm. Det er fortællinger, der gør dig stille. For hvad kan du egentlig sige?
   Heldigvis er der gode voksne i huset, og Squash bliver en del af familien. Nogle af de andre børn har levende forældre, der ikke magter at tage sig af dem. Den hårdkogte Simon er først en værre plageånd. Men på bunden er han en god kammerat, og det er Simon, der redder Squash og Camilla.



HVEM Camilla er? Hun er pigen, der ændrer det hele for Squash og giver ham en grund til at smile. Hun er såret i sit inderste. Hendes mor blev dræbt, og hun så det. Nu vil Camillas moster tage sig af pigen, ikke fordi hun holder af hende, men fordi hun kan få penge af de sociale myndigheder.
   Squash er forelsket i Camilla. For første gang får han farve i kinderne. Politimanden Rasmus tilbyder at blive plejefar for begge børn. Samtidig gør Camillas væmmelige moster ekstra meget for at få niecen med hjem. En dommer skal afgøre sagen. Da det ser allerværst ud, tager Simon affære.



JEG ved godt, at man ikke skal røbe, hvad der sker i en film. Men den hér er så mørk – og alligevel både så vigtig og fin. Det kan være godt at vide, det ikke ender sort-i-sort. Det er ikke nogen Disney-film, hvor magiske kræfter hjælper prinsessen. Det handler om virkeligheden, og somme tider kan den være bedre endnu.
   Mit liv som Squash er animeret med stop-motion, dvs. at det er små figurer, som Claude Barras har formet i hænderne og flyttet billede for billede. Det svarer til gammeldags tegnefilm, der er lavet uden brug af computer.
   Det bedste sted i filmen er en weekend, hvor børnehjemmet tager på skitur. De leger i sneen og holder en sej dansefest. På skiskolen er der andre børn, som har forældre, der passer på dem. Børnene fra hjemmet og børnene fra de trygge familier ser på hinanden med store, undrende øjne.



CÉLINE Sciamma har skrevet filmen efter en bog af Gilles Paris. Hun er god til at skrive om svære emner. I 2014 lavede hun den film, som hedder Girlhood. Det kan være, din storesøster har set den.
   Der var en dansk film, Terkel i knibe fra 2004, som brugte den samme blanding af barsk virkelighed og børns ukuelighed. Den var bare mere anstrengt morsom og vild. Men begge film har hjertet på det rette sted. Det handler altid om varme og selvværd – og om at hjemme er noget, man har indeni.


I 2016 blev Ma vie de Courgette valgt som årets bedste europæiske animationsfilm. Den var også kandidat til en Oscar. 
Du skal se Mit liv som Squash, hvis du tør blive blød som en kogt agurk. Du vil godt nok sætte pris på din egen dødssyge familie bagefter.



Fotos: Rita Productions/ Blue Spirit Animation/ Gébéka Film/ KNH/ RTS/ SRG - SSR/ Rhône-Alpes Cinéma/ France 3 Cinéma/ Hélium Films/ Office Féderal de la Culture/ Eurimages/ Canal+/ Ciné+/ CNC/ Suissimage/ Angel Films/ CineMaterial.
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, iTunes og SF Anytime
Teksten stod i Weekendavisen Faktisk 10.02.2017

torsdag den 28. juli 2022

Tove | Tove Jansson 1914-2001


PORTRÆT AF EN KVINDE PÅ REJSE
Tove Jansson danser til tidens musik

Af BO GREEN JENSEN

TOVE Jansson (1914-2001) var længe om at nå frem. Som kunstnerbarn ville hun selv være kunstner; der var egentlig aldrig et valg. Hun arbejdede i mange stilarter og materialer. Hun fik anerkendelse og syntes selv om det, hun skabte, i hvert fald nu og da. Men intet kom myldrende af sig selv som de tegninger, der med tiden blev til Mumiværket.
   Zaida Bergroths og Eeva Putros portrætfilm har tre gennemløbende spor. For det første billedet af den svævende Tove, der ses på filmens plakat. Hun danser vildt og asynkront til skiftende tiders musik. Rytmerne ændrer sig, dansen gør ikke. Det er essensen af den ustyrlige kunstner. Til sidst ser vi Jansson selv på en filmstump. Hun danser nøjagtigt lige sådan.



FOR det andet er der lysten til eksperimenter, som fører hende mange steder hen. Tove vil ikke lade sig begrænse. Da hun opdager, at elskov fungerer bedre med kvinder, står hun ved sine valg. Hun siger til sin kæreste, at hun har fundet et nyt værelse i huset. Han er prosaisk og tror, hun vil flytte. Men mener det godt og er åben, som Toves venner ofte er.
   I tredje spor handler det om at erkende, hvor talentet kommer til sin ret. Hun er en dygtig og alsidig kunstner, der leverer på mål og til tiden. Men i bøgerne om Mumidalen er hun magisk og taler helt ubesværet. Det er dét og den rigtige kærlighed, som hun skal bruge sit liv på at passe.



FILMSKABERNE lægger historien frem, så ingen kan være i tvivl, og Alma Pöysti er mere end overbevisende som den evigt søgende kunstner. Derfor kan filmen slippe af sted med at sige relativt lidt om livsværket.
   Tove handler mest om alt det, som ikke var Mumidalen. Det betyder ikke, at fantasien er underbelyst. I første scene sidder Tove og tegner Mumrik, mens Helsinki bliver bombet i 1944. Lige dét virker faktisk ikke troværdigt. Men forbindelsen er etableret. Mumi bliver ved at være der som krimskrams, der tager toppen af hverdagens trængsler og krav.
   Det hænger godt sammen med Janssons egen udlægning: »Historierne om Mumitrolden var i virkeligheden fra begyndelsen en form for eskapisme. Man flygtede ind i en verden, hvor alting var venligt og ufarligt. Måske søgte man tilbage til en barndom, der var meget lykkelig, og hvor det utrolige og det dagligdags hang ukompliceret sammen.«
   Det reducerer samtidig bøgernes styrke, som er en billedskabende urkraft. De er mere end ren eskapisme.


TOVE prøver altid at gøre sig fri. Det er aldrig modet og viljen, hun savner, men længe er retningen ikke bestemt. Det vigtigste er at træde ud af Fars skygge. Tove var datter af billedhuggeren Viktor Jansson (1886-1958) og Signe Hammersten (1882-1970), som var grafiker og designer.
   Signe bakkede datteren op. Viktor var en feteret mester, som fik anerkendelsen og de store legater, så der ikke var nogen til datteren. Han var – som filmen fremstiller det – ikke interesseret i, at Tove blev andet end klassicist. Han nedgjorde hendes moderne portrætter og kunne intet se i Mumiværket, heller ikke da universet blev en populær daglig stribe i avisen.
   Eller dét troede Tove livet igennem. For på et tidspunkt må Viktor have ændret standpunkt. Filmens bedste øjeblik kommer, da han er død. Signe overrasker Tove med en scrapbog. Her har Viktor samlet alt, hvad Mumi førte med sig. Måske så hun bare forkert. Måske var han stolt hele tiden. Tove begynder at græde. Reaktionen rammer også publikum i solar plexus.



FILMEN foregår i en lang parentes mellem opbrud og ankomst. Tove er 28, da hun flytter ind i et sønderknust atelier og begynder at skabe sin verden fra grunden. Seksuelt er hun altid eventyrlysten. Det er Tove, der tager initiativet, da hun møder politikeren Atos Wirtanen (Shanti Rooney).
   Atos har familie, men vil forlade den for Tove. Efter ti år giver hun ham sit ja. Han forstår dog, at hun helst er fri. Det er et forfriskende solidarisk portræt af en mand, der var feminist før sin tid.



FOR Tove bliver mødet med Vivica Bandler (Krista Kosonen) en bestemmende begivenhed. Hun forelsker sig stort i teaterpersonen, men Vivica er promiskuøs af princip. Til gengæld forklarer hun Tove, at malerierne er »fine nok«, men Mumiværket er noget særligt. Hun finder Kometen kommer i Toves bogreol. Det er første gang, at filmen viser, hvor populær Mumidalen er blevet.
   Siden foreslår Vivica, at de sætter en forestilling op på Lilla Teatern. Tove oplever glæden ved at se figurerne leve. En kontrakt med The Evening News sikrer hende økonomisk. Hun får et forhold til Tuulikki Pietlä (Joanna Haartti). I lang tid vil hun stadig komme, hvis Vivica vælger at fløjte. Men ikke da parentesen er slut.


DEN bedste Mumi-bog er, synes jeg, Det usynlige barn fra 1962. Det er den, hvor Ninni omsider bliver set og lærer at bruge sin stemme og le.
   Det er fantasygenrens adelsmærke, at den skaber en selvstændig virkelighed. De fleste biografier om Jansson – f.eks. Tuula Karjalainens Arbejde og kærlighed (2013) – bestræber sig på at forbinde Toves indre liv med Mumidalen. Det gør filmen ikke. Den anerkender, at Mumidalen findes og er sin egen verden. Men læser den ikke som allegori.


TOVE og Tuulikki skabte deres eget sted på skærgårdsøen Klovharun, hvor Jansson skrev Billedhuggerens datter (1968) og Sommerbogen (1972). I romaner som Den ærlige bedrager (1982) og novellerne i Rejse med let bagage (1987) begynder bevægelsen væk fra det biografiske og fantastiske. Det sene forfatterskab er ved at blive genopdaget, og der er ny interesse for billederne, som har stået i skyggen af Mumiværket.
   Astrid Lindgren og Tove Jansson er de store nordiske verdensbyggere. Det er derfor passende, at Tove har samme anslag som Pernille Fischer og Kim Fupz Aakesons film om Unge Astrid (2018). Tiden kan bruge de kvinders historier. Måske til mere, end vi gør os klart.

Se også Julian Rosefeldt: Manifesto (2015); Marina Abramovic: The Artist is Present (2012); David Lynch: Room to Dream (2018) [Moderne mestre]; Mike Leigh & Mr. Turner: En samtale om billedkunst [2014]; Værk uden skaber (Werk ohne Autor) [Bedste biograffilm 2019 nr. 2]; Céline Sciamma: Portræt af en kunstner i virkeligheden [2020]; Love is the Devil: Francis Bacon 1909-1992; Det lysende arbejde: Séraphine Louis 1864-1942; Billedkunstneren Jackson Pollock 1912-1956; Ekstreme samlere: Peggy Guggenheim 1898-1979; Julian Schnabel: At Eternity's Gate (2018); Dorota Kobiela/Hugh Welchman: Loving Vincent (2017); Siegfried Lenz: Tysktime (1968/2019) [Bogen og filmen]; Simone Aaberg Kærn: Smiling in a War Zone (2006); Yayoi Kusama: Infinity (2018); Gilles Bourdos: Renoir (2012); Big Eyes | Margaret Keane 1927-2022; Helene | Helene Schjerfbeck 1862-1946.

Tove. Instr.: Zaida Bergroth. Manus: Eeva Putro. Foto: Linda Wassberg. 103 min. Finland-Sverige 2020. Dansk premiere: 03.06.2021.


Fotos: Helsinki-Film/ Anagram/ LevelK/ REEL Pictures/ Forlaget Carlsen/ Moomin Characters TM/ Tove Jansson Estate (All rights reserved)  
Filmen streames (i maj 2025)  på Apple TV, Blockbuster, Grand Hjemmebio, RakutenTV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film
2K Blu-ray fra Nordisk Film 31.03.2021
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 04.06.2021

søndag den 26. juni 2022

Animation | Drengen og verden/The Boy and the World (2013)


MED FARVEKRIDT OG KULBLYANT
En anden slags animationsfilm fra Brasilien

Af BO GREEN JENSEN


DE fleste animationsfilm gør alt for at sælge historien. De bruger stærke farver, buldrende lyd og tekniske tricks som 3D. De vil være sjove og spændende, helst på én gang og uafbrudt. Der må også godt være en sang, man kan huske.

   Drengen og verden er slet ikke sådan en film. Vist er der stærke farver og skarpe streger, men de er sat med farvekridt og kulblyant. Der bliver også brugt akvarel og collage. Universet ligner børnetegninger, der er levende og forvandler sig hele tiden.
   Drengens ansigt er egentlig bare en cirkel med tre hår på toppen og streger som øjne. Han har en rødstribet t-shirt og to stankelben. Han er fantastisk udtryksfuld, selv om han ingenting siger, og kan på mange måder minde om Steen fra tegneserien om Steen & Stoffer – altså Calvin fra Bill Watersons Calvin & Hobbes – hvor fantasien også spiller en væsentlig rolle.



FILMEN prøver ikke at være sjov hele tiden. Den begynder med drengen på det hvide papir og fortsætter med at befolke hans verden. Der er en mor og en far og et hus på landet. Drengen finder et kalejdoskop, som han gemmer, da han bliver kaldt ind. Han markerer stedet med en farvet sten, som ligner et æg.
   Drengen græder, da hans far tager til byen for at finde arbejde. Drengen og verden er tegnet af brasilianeren Alê Abreu, og byerne er kæmpestore steder med slumkvarterer og mørke fabrikker, hvor folk skal være glade for at få arbejde. Måske er der sådan i brasilianske byer som Rio de Janeiro og Saõ Paulo.



DRENGEN leder efter sin far og kommer stadig længere væk hjemmefra, mens verden bliver større og mere fantastisk. Der er bomuldsmarker og frodige skove. Der er nok at være bange for, men man kan også finde smukke ting.
   En dag bliver drengen selv en mand med det hvide spøgelsesansigt, som alle voksne har i filmen. Han ender ved stedet med stenen, hvor verden begyndte mange år før. Så kan han huske sin far og sin mor. De griner alle tre lykkeligt sammen.


DU skal forberede dig på at se en anderledes film, håndtegnet og gammeldags, men alligevel supermoderne og hurtig, når stederne skifter i byen. Der er hele tiden symmetriske farver, som drejer og ligner mønstrene i et kalejdoskop.
   Jeg kan ikke love, at du falder pladask for Drengen og verden. Måske vil du savne de sædvanlige figurer fra Disney, Pixar og Dreamworks. Det vil dine små søskende ikke. De vil elske, at der er ikke er nogen dialog, og de vil nyde de drejende farver.


FAKTISK må voksne og små børn (som drengen) være det bedste publikum. Så tag dem i hånden og giv det en chance. Du dør ikke af at se noget andet. Måske vil du nyde livet lidt mere, når Drengen og verden er slut.


Filmen vandt hovedprisen ved Annecy International Animation Film Festival 2014 og var nomineret til en Oscar i kategorien Best Animation Feature.



Drengen og verden (O Menino e o Mundo). Instr. & manus: Alê Abreu & Priscilla Kellen. 80 min. Brasilien 2013. Dansk premiere: 06.11.2014.


Fotos: Filme de Papel/ Elo Company/ Øst for Paradis Distribution/ CineMaterial
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN og SF Anytime
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Faktisk 07.11.2014