Translate

Viser opslag med etiketten Biopic. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Biopic. Vis alle opslag

torsdag den 6. juni 2024

Darkest Hour: Winston Churchill 1874-1965


DEN BRITISKE KÆMPE
Giv aldrig op, giv aldrig efter

Af BO GREEN JENSEN

2018: WINSTON Churchill er igen alle vegne. Han var en sagnfigur ved sin død i 1965, og tiden har blot gjort ham mere mytologisk. Jeg var ti år, da jeg for egne lommepenge købte Churchill in memoriam, et hasteoversat kompendium af mindeord fra The New York Times. Jeg kendte jo allerede den store cigar og V-tegnet fra tegneserierne i Commando, Attack og Kampflyver.*
   Der har været mange film og tv-serier. Men egentlig aldrig en fremstilling af det lange liv i sammenhæng. Churchill nåede at fylde 90, skønt han drak som en fisk og lod hånt om fysikken. Man ser altid enten den gamle statsmand eller den unge soldat, som svinger sin sabel i Sydafrika. Sidstnævnte red over lærredet i Richard Attenboroughs Young Winston (1972, da. Den unge eventyrer). Her blev han spillet af Simon Ward.
 

DE aktuelle portrætter er snapshots, der fokuserer på en bestemt periode. Den karismatiske kæmpe var britisk premierminister i krigsårene 1940-45. Han kom siden tilbage til embedet fra 1951 til 1955. I Peter Morgans Netflix-serie The Crown (2016-2023), hvor Churchill bliver mesterligt spillet af amerikaneren John Lithgow, er han fanget i tiden omkring sit sidste comeback. Churchill var 77, da det lykkedes ham at blive genvalgt.
   Han var 79, da han fik en blodprop i sommeren 1953. Det var emnet for Charles Sturridges Churchill’s Secret (2016), hvor han blev spillet af Michael Gambon. Han mangler i Lone Scherfigs Their Finest (2016), men han er med i Christina Rosendahls Vores mand i Amerika (2020). Brian Cox havde rollen i Jonathan Teplitskys Churchill (2017). Her fik Churchill anfægtelser ugen før D-Dag. Han er anderledes risikovillig i John Maddens Operation Mincemeat (2021), hvor det gælder om at narre Tyskland til at tro, at de britiske tropper vil gå i Grækenland. Simon Russell Beale er Churchill i filmen, der i øvrigt har Ian Fleming som fortæller.



DARKEST Hour er en gammeldags film, som Gary Oldman dominerer totalt med sin Churchill. Tiden er maj 1940, da Neville Chamberlain (Ronald Pickup) må erkende, at der ikke er opbakning til den forhandlingspolitik, som han og Lord Halifax (Stephen Dillane) stadig ser som en vej ud af krigen mod Hitler.
   Churchill er den eneste kandidat, som begge sider af Underhuset vil støtte. Han er ikke til stede under debatten, som fører til Chamberlains fald. »Hvor er Winston?« bliver der spurgt. »Han sørger for, at man ikke kan se hans fingeraftryk på mordvåbnet,« bliver der svaret.
   Dialogen er atypisk kynisk. Ellers foretrækker instruktøren Joe Wright og forfatteren Anthony McCarten sikre midler som patos og selvopofrende patriotisme. Den gamle politiker ser tilbage på den unge journalist. Han kan faktisk huske ham. Der er derfor noget i tiden, som Churchill forstår, mens fæller og fjender er stivnet. Krigshandlingerne foregår off screen. Hele Dunkerque-forløbet er koncentreret i en modeloptagelse af både, der sejler over kanalen. Andre scener viser øjne, der ser op på himlen, mens bombefly glider forbi.
   Darkest Hour fungerer perfekt, hvis man ser den sammen med Christopher Nolans Dunkirk (2017), hvor den politiske baggrund er fjernet. Og Joe Wright skal være tilgivet. Han skildrede Dunkerque med fuld realisme i Atonement (2007, da. Soning), som stadig er hans bedste film.



DER er vildt utroværdige islæt, f.eks. scenen, hvor Churchill følger kongens råd om at lytte til Folket. I skæbnetimen kører han for første gang med et undergrundstog. Her sidder en murer, en mor med en baby, et sort-hvidt par, en kontorist og en gammelklog skolepige.
   Churchill lader passagerne måbe, beder om ild og beskriver sin tvivl. Alle forsikrer, at de vil kæmpe til det sidste. Så med folkets mandat holder Churchill den berømte tale, som også blev citeret i Dunkirk: 

»We shall go on to the end, we shall fight in France, we shall fight on the seas and oceans, we shall fight with growing confidence and growing strength in the air, we shall defend our island, whatever the cost may be, we shall fight on the beaches, we shall fight on the landing grounds, we shall fight in the fields and in the streets, we shall fight in the hills; we shall never surrender, and even if, which I do not for a moment believe, this island or a large part of it were subjugated and starving, then our Empire beyond the seas, armed and guarded by the British Fleet, would carry on the struggle, until, in God's good time, the New World, with all its power and might, steps forth to the rescue and the liberation.«**

FOR Churchills kompromisløshed ved krigens begyndelse, da briterne virkelig stod alene, har man tilgivet ham alle synder. Han var – både før og efter sit stjerneøjeblik – en konservativ pragmatiker, der slog hårdt ned på modstand fra venstrefløjen. Hans værdier kom fra imperietiden. Han var reaktionær og racistisk. Under minearbejderstrejken i 1921 og generalstrejken i 1926 begyndte han, hvad Margaret Thatcher gjorde færdigt i 1985.
   Churchill delte Europa uden at blinke og havde gerne gjort den kolde krig varm. Alligevel husker vi ham med respekt. Han kunne samtidig nyde, ryge, drikke og skrive. Som menneske var han empatisk. Han var en eminent retoriker. Da det gjaldt, sagde han fra og holdt stand.
   Der er blandt kritikere en tendens til at se de ny-patriotiske krigsfilm som kommentarer til Brexit. De bliver læst som populistiske billeder, der siger, at England kan stå alene. Vi har gjort det før. Se på Dunkirk og Blitzen. Vi kan gøre det igen – med eller uden Europa.
   Men Nolans og Wrights film kan lige så godt være modargumenter. Churchill stod alene, fordi han ikke ville opgive Europa. Han var virkelig som en mand i en western: Han ville gøre den rigtige ting. I Darkest Hour ringer Churchill til Franklin D. Roosevelt og trygler om Amerikas hjælp. Han får kun tørre smuler og sidder alene i telefonboksen og er ved at opgive. Vi ser da et menneske tvivle. Det havde Thatcher, Stalin og Trump aldrig gjort.*** 



GARY Oldman er fremragende. Han fik de forventede priser for rollen, herunder BAFTA, Oscar og Golden Globe, og var nomineret 80 andre steder. Det er og bliver dog højt teater. Man glemmer aldrig, at det er Gary Oldman, som har spillet alt fra Sid Vicious og Lee Harvey Oswald til Dracula, Sirius Black og George Smiley, der præsterer. Kristin Scott Thomas er diskret og solidarisk i rollen som Lady Clementine.
   Når lyset falder på en særlig måde, er det egentlig ikke Churchill, man ser. Det er Robert Hardy (1925-2017) i rollen som Churchill. Han spillede den blandt andet i miniserien The Wilderness Years (1981) og den store føljeton om War and Remembrance (1988, da. Verden i flammer). Jeg holder meget af Gary Oldman, men jeg tror mere på ham som Jackson Lamb.
   Darkest Hour oplyser og underholder, filmen er meget seværdig. Det er god, populær historiefortælling, og det er sobert som gammelt tv-teater. Men filmen har ikke en konsekvent æstetik og en kunstnerisk vision, som Nolans Dunkirk til overflod havde.
   England blev reddet i 11. time. Tyskland brød ikke-angrebspagten med Sovjetunionen i juni 1941, japanske fly angreb Pearl Harbor i december samme år. I det tysk besatte Danmark var der flere modstandsgrupper. En af dem kaldte sig Churchill-Klubben.


NOTER

*) Churchill in memoriam. Hans liv, hans død, hans vid, hans visdom. Skrevet og redigeret af medarbejderne ved The New York Times. Oversat af Christian Dahlerup Koch. 194 s. 8 tavler. København: Forlaget Hasselbalch, 1965.



Commando-serien (1961-1993, 732 numre), Kampflyver-serien (1962-1989, 518 numre) og Attack-serien (1963-1984, 450 numre) var de danske udgaver af War Picture Library, Air Ace Picture Library og Thriller Picture Library fra forlaget Fleetway i London. Alle var i lommeformat og trykt på billigt papir. Ved dansk start er udsalgsprisen 1 kr – ved slutning var beløbet tidoblet. Mest interessant var antologiserien Attack, hvor flyveresset Battler Brittons bedrifter vekslede med historier om Spion 13 og Dogfight Dixon. Særligt efterspurgte er 12 Fleetway-hæfter, som blev tegnet af Hugo Pratt (1927-1995) , der senere skabte Corto Maltese. I Danmark kom serierne på Interpresse. I UK er Eagle Comics en anden af de gamle serieinstitutioner. Eagle udkom hver fredag med en skønsom blanding af adventure, videnskab og historie. Også her fik Churchill sin biografi. I 2014 blev striberne samlet i The Happy Warrior: The Life Story of Winston Churchill as Told Through the Eagle Comic of the 1950's fra forlaget Uniform Press. Churchill nød opmærksomheden og promoverede aktivt sin myte. Det var Churchill, som henvendte sig til Carl Foreman med ideen til filmen Young Winston. 
 

**) Churchill holdt sin tale i House of Commons den 4. juni, 1940. Den gør status efter Dunkerque og er henvendt til den britiske befolkning, men især til Franklin D. Roosevelt og USA. Talen er citeret i sin fulde ordlyd på hjemmesiden for International Churchill Society. Hvis man melder sig ind, er der adgang til arkivet med lydoptagelser af Churchills taler. Gebyret er $29 pr. år. Den 41. International Churchill Conference begynder i London den 24. oktober, 2024. Lyt i øvrigt til Ray Davies' fine sang »Mr. Churchill Says« på albummet Arthur or The Decline and Fall of the British Empire (1969) med The Kinks. Den tale sidder dybt i nationen. 

***) Jeg tænker naturligvis på High Noon (1952, da. Sheriffen) med Gary Cooper som den aldrende marshall og (skal det vise sig) eneste retskafne mand i lillebyen Hadleyville i New Mexico-territoriet. Det samme gjorde Churchill, da han kort før sin død rakte ud til Carl Foreman (1914-1984) med ideen til Young Winston. Foreman skrev manuskriptet til High Noon. Filmen var fra begyndelsen pensum for statsledere, der står alene med en svær beslutning. 
   Filmen blev instrueret af Fred Zinnemann, mens kommunistforskrækkelsen i USA var på sit højeste, og nationen førte krig i Korea. Foreman begyndte på produktionen sammen med forretningspartneren Stanley Kramer. Foreman var forhenværende medlem (1938-1942) af det amerikanske kommunistparti. Det kom derfor ikke som en overraskelse, at han blev indkaldt under HUAC-høringerne.
   Foreman henviste til forfatningens femte paragraf og nægtede at angive kolleger. Kramer brød med den sortlistede Foreman, som rejste til England, hvor han bl.a. skrev Bridge on the River Kwai (1957, da. Broen over floden Kwai) til David Lean, skønt Pierre Boulle, forfatteren til Pont de la rivière Kwai (1952), er krediteret i forteksterne. Han stiftede selskabet High Road og producerede selv The Guns of Navarone (1961, da. Navarones kanoner), som han også skrev manuskript til, efter Alistair MacLeans roman.
    High Noon var kontroversiel og succesrig. Få film er så hurtigt blevet læst ideologisk og set på forskellige måder. John Wayne kaldte senere filmen »the most un-American thing I’ve ever seen«. Han sagde nej til hovedrollen og var efter sigende rasende, da High Noon modtog 4 priser ved Academy Awards-uddelingen. Alligevel var det Wayne, som tog imod en Best Actor-Oscar på Coopers vegne. 
   Cooper insisterede på at lave filmen, skønt mange ville tale ham fra det. Han spiller sheriffen Will Kane, som er ved at gå på pension. Han har netop giftet sig med Amy Fowler (Grace Kelly), der er kvæker og pacifist, og vil flytte til en anden by. Han bliver i Hadleyville, da desperadoen Frank Miller (Ian MacDonald) meddeler, at han kommer med sin bande ved middag. Miller vil hævne sig på byen, der satte ham i fængsel.
   Fællesskabet søger tilflugt i kirken og drøfter situationen. En efter en falder støtterne fra og går hjem for at gemme sig i deres huse. Uret tikker hele tiden. High Noon udspiller sig næsten i virkelig tid. Kane er alene på hovedgaden, da klokken nærmer sig middag.
   Skønt byen helst ser hans ryg, bliver den gamle marshall stående. Han vinder, da Amy af kærlighed svigter sine principper og angriber Miller. Efter sejren vil Hadleyville atter tale med Kane og hans hustru, men sheriffen tager sin stjerne af for sidste gang. Han kaster den fra sig i støvet.
   Uanset om man læser fra højre eller venstre, er Kane en mand, der følger sin samvittighed og forpligter sig på et princip. Han trodser konsensus og handler. Han gør »den rigtige ting«. Dwight Eisenhower var den første præsident, som fik High Noon vist flere gange. Ronald Reagan kaldte filmen sin favorit, Bill Clinton skal have vist den 17 gange i Det Hvide Hus, og Bush Jr. henviste til High Noon i sin tale, da han erklærede krigen mod terror. I sin bog om 1950'ernes Hollywood, An Army of Phantoms: American Movies and the Making of the Cold War (2011) har kritikeren J. Hoberman endnu flere eksempler på præsidenter, der har brugt High Noon.
   Med sin mytiske toning er filmen et gennemført gådebillede. Den kan ses som et forsvar for krigsførelsen i Korea. Den kan ses som et forsvar for manden, der nægter at angive kolleger. Den kan endda ses et forsvar for den, der gør det forkerte og nævner navne.
   Foreman trivedes i England. Produktionerne fra High Road var ofte bemandet med sortlistede kolleger. Churchill havde set High Noon, men det var snarere Foremans succes med Navarone, der imponerede ham. Han tilbød selv erindringsbogen My Early Life: A Roving Commission (1930). Han havde muligvis bemærket, hvad det gjorde for John F. Kennedy at få sine krigsoplevelser filmatiseret i PT 109 (1963).

Darkest Hour. Instr.: Joe Wright. Manus: Anthony McCarten. Foto: Bruno Delbonnel. 125 min. UK-USA-Kina 2017. Dansk premiere: 25.01.2018.


Fotos: Focus Features/ Perfect World Pictures/ Working Title Films/ UIP/ CineMaterial/ MovieStills DB/ Powerhouse Films [Young Winston Indicator BD]/ Eagle Comics/ Uniform Press/ YouTube [Official International Pictures trailer]
Filmen streames på AppleTV, Blockbuster, NETFLIX, Rakuiten TV, SF Anytime, YouTube Movies
Revideret udgave af anmeldelsen i Weekendavisen Kultur 26.01.2018.

mandag den 11. marts 2024

Christopher Nolan: Oppenheimer (2023) [Oscars 2024]


DEN AMERIKANSKE PROMETHEUS
J. Robert Oppenheimer 1904-1967

Af BO GREEN JENSEN

EN helaftensfilm på tre timer om videnskab, nødvendig krig i en gammel historie og indviklede relationer mellem mænd, der drøfter moral hele tiden. Det lyder strengt taget ikke som sommerens mest oplagte biografvalg.
   I centrum er den amerikanske fysiker J. Robert Oppenheimer (1904-1967), som var blandt de førende forskere i tiden. I 1942, da USA omsider var tvunget ind i Anden Verdenskrig, blev han bedt om at gå fra sin stilling på Berkeley og bygge et våben, der gjorde en forskel.
   Han gjorde det ikke alene. Forskere af mange slags blev samlet i dybeste hemmelighed for at bygge testbomben Trinity. Det skete i New Mexico, i flækken Los Alamos, som Oppenheimer fik midler til at bygge fra bunden. Her blev Manhattan-projektet realiseret efter megen trial and error. Senere svigtede landet sin helt og tog privilegierne fra ham. Og hvor begyndte det hele i grunden for manden, man kalder »atombombens far«?



FILMEN fortæller det i et format, der retfærdiggør spilletiden og kommer ud i mysteriets dybeste hjørner. Det er en stor og meget statelig film, som i bratte jag bliver rå og moderne. Den er altid kropsnær. Teorien bliver forklaret, men kun i overordnede træk, som de fleste forstår efter tusind effektfilm om sorte huller i multiverset. En ny verdensorden tog form i Los Alamos. For en gangs skyld er det vigtigt at huske, at dette skete i virkeligheden.
   Det lyder alligevel ikke som sommerens biografoplevelse. Skulle vi ikke se Greta Gerwigs skarpe og vittige Barbie i stedet? Eller indhente Wes Andersons Asteroid City, som vist også er noget med bomber og ørken? Jovist. Men man kommer ikke uden om Oppenheimer i år. Filmen er et narrativt monstrum, der holdes sammen af en kolossal præstation fra Cillian Murphy. Det skærper også sulten, at Oppenheimer er instrueret af Christopher Nolan. Hver af den britiske enspænders film er unikke.


NOLAN får en forbavsende god film ud af det støvede materiale. Det lykkes ham at formidle historien, og det lykkes ham at komme tæt på personen. Det gør han bogstaveligt. Hoyte van Hoytemans kamera bliver på Oppenheimers ansigt i lange indstillinger. Noget sker, og vi ser, hvordan forskeren reagerer. Flere har kaldt Oppenheimer for filmen, der genopdager nærbilledet.
   Der er for det første det moralske drama og videnskabsmandens opdagelsesrejse mod erkendelsen af, hvilke kræfter hans værk kan forløse. Der er vejen til Manhattan-projektet, Los Alamos og Trinity-prøvesprængingen, som finder sted i morgentimerne efter regnstormen, kl. 5.30 den 16. juli 1945. Der er alle de døde i Hiroshima og Nagasaki, da bomberne bliver kastet den 6. og 9. august samme år. Freden kom med en frygtelig bismag. Det var al verdens uskyld, som smeltede ned.
   Der er for det andet skæbnefortællingen om den fejrede forsker, som bliver mistænkeliggjort og marginaliseret, da han ikke længere vil som systemet og insisterer på forskerens ret til at sige fra. Oppenheimer blev ikke dømt for forræderi, men han mistede sin sikkerhedsgodkendelse efter en ydmygende skueproces. Det er et bittert moralsk lærestykke.

   
DER er for det tredje en væsentlig sum af nuancer. Det populære efterbillede viser Oppenheimer som forskeren, der arbejder i en god sags tjeneste og først for alvor indser, hvad han har gjort, da han har set, hvad bomberne knuste i Japan. Han kritiserer siden systemet og prøver at tale USA fra at optrappe våbenkapløbet. Den vise forsker bliver en overbevist pacifist og næsten en mystiker ovenikøbet.
   Det er ikke helt så enkelt. Oppenheimer var et menneske i mange dimensioner. Han havde ikke et isoleret Damaskus-øjeblik efter Hiroshima og Nagasaki. Det påvirkede ham, at dødstallet var større end anslået, men han var stort set tilfreds med sin rolle i krigen. Bagefter ville han tale politikerne fra at videreudvikle brintbomben, som forstærkede dødspotentialet.
   Dét var den naive drøm. H-bomben var en varm hjertesag for kollegaen Edward Teller (1908-2003), for høgene i militæret og for hver af præsidenterne i hele koldkrigsperioden. Oppenheimer kunne lige så godt have skudt elastikker mod månen, og imens gik hans liv i opløsning.



NOLANS film er det første portræt i fuld skala, men dele af livet er skildret i skrift og billedfiktion mange gange. Bl.a. i Heinar Kipphardts skuespil In the Matter of J. Robert Oppenheimer (1964), som Oppenheimer læste og truede med at anlægge sag omkring, da det inddrog hans privatliv. I Tom Morton-Smiths skuespil Oppenheimer (2015) blev forskeren spillet af John Heffeman, og flere af de følelsesmæssige konstellationer fra Nolans film var i spil.
   Hverdagen for familierne i Los Alamos var emnet for den udmærkede Netflix-serie Manh(a)ttan (2014-2015). Her var Oppenheimer en baggrundsfigur, som svævede over de oprørte vande. Hvis man undervejs i Oppenheimer tænker, at stoffet kunne være strakt over en lang miniserie, som gik ned i hver enkelt fase, så blev det gjort over syv episoder i den britiske Oppenheimer (1980). Sam Waterston var en god Oppenheimer. Accenten var lagt på hans konflikt med Edward Teller, som blev spillet af David Suchet.


NOLAN
 gør i stedet Lewis Strauss (1896-1974) til arvefjenden. Strauss var formand for Atomenergikommissionen og personligt ansvarlig for kampagnen mod Oppenheimer i efterkrigstiden. Han iværksatte den høring, som i 1954 førte til, at Oppenheimer fik inddraget sin sikkerhedsgodkendelse og blev ekskluderet fra kommissionens rådgivende forum. Han bliver formidabelt godt fremstillet af Robert Downey Jr., der er lige så vigtig for Nolans film, som Cillian Murphy så åbenlyst er i titelrollen.
   Strauss begyndte faktisk med at beundre Oppenheimer. Han forsøgte før krigen at knytte ham til University of Virginia, hvor han havde samlet en række eksilerede forskere fra Europa. I Nolans film går Strauss og glæder sig til at præsentere Oppenheimer for Albert Einstein (Tom Conti), der er blandt de akademiske gæster. Oppenheimer ler og siger, at han og Einstein er gamle bekendte. Han er ikke imponeret af frynsegoderne, Strauss kan tilbyde, og han ser ned på Strauss’ baggrund som autodidakt.
   Strauss kan ikke vide, hvad Einstein og Oppenheimer siger til hinanden nede ved søen, men han er sikker på, at det handler om ham. Han føler sig afvist af Einstein, da de mødes på stien kort efter. Og Oppenheimer vælger i stedet at tage til Berkeley, hvor han indretter sig som en fyrste med flair.
   Senere, synes Straus, forsømmer Oppenheimer ingen lejlighed til at ydmyge ham i faglige spørgsmål. Velviljen hærdes til hævngerrighed, og da HUAC-høringerne og mccarthyismen begynder i 1950erne, manipulerer Strauss med held bag facaden, så processen mod forskeren kan begynde. Han er samtidig altid Roberts »ven«, når de mødes. Kitty Oppenheimer (Emily Blunt) er ikke i tvivl: Al giften kommer fra Lewis Strauss.



ENGLÆNDEREN Roland Joffé, som i 80erne skabte to af årtiets smukkeste og mest patetiske politiske film – The Killing Fields (1984) og The Mission (1986) – instruerede i 1989 den bemærkelsesværdigt mislykkede Fat Man and Little Boy. Joffé bruger meget af det samme stof som Nolan, men han og medforfatteren Bruce Robinson mener åbenbart ikke, at Oppenheimers drama er stærkt nok til at bære. Fokus er i stedet lagt hos Leslie R. Groves, som bliver spillet med brysk ekspertise af veteranen Paul Newman.
   Leslie Groves (1896-1970) var generalen, som koordinerede Manhattan-projektet og havde det praktiske ansvar. Det var ham, der skulle overholde en deadline. I Nolans film er han spillet med hjerte og entusiasme af Matt Damon. Groves og Oppenheimer udvikler et virkeligt venskab med gensidig forståelse og respekt. I Joffés film var militærmennesket sat til at styre en skolegård fuld af uregérlige forskere.
   I rollen som Oppenheimer havde Dwight Schultz en vis fysisk lighed med den yngre Dirk Bogarde. Han fremstod med en vis arrogance, der blev tillagt ham som et karaktertræk. Hos Nolan kommer det frem i de scener, som opleves fra antagonisten Lewis Strauss’ synsvinkel. Det er en side af manden, som andre oplever. Mennesket er et mysterium, ikke mindst for sig selv.
   Begge film er gode til at skildre arbejdet med bomberne Fat Boy og Little Man, hvis kælenavne giver sig selv, når man ser dem. Nolan viser i glimt Oppenheimer som en visionær romantisk kunstner med sans for det evige og det sublime. Dét er der ikke antydning af i Joffés fremstilling, men begge film bruger cowboyhatten og den bestandige cigaret eller pibe som rekvisitter.



BÅDE Nolan og Joffé finder en tragisk bestemmende faktor i Oppenheimers forhold til kæresten Jean Tatlock (1914-1944), som han blev ved at se efter brylluppet med Kitty Puening (1910-1972). Begge relationer var belastende, set med systemets øjne. Jean og Kitty var forhenværende medlemmer af CPUSA, det amerikanske kommunistparti, ligesom Frank Oppenheimer, Roberts bror, der kun bliver clearet, fordi Oppenheimer stiller et ultimatum.
   Kitty og Robert blev sammen til hans død. Tatlock tog sit liv i 1944, da Robert brød med hende efter direkte ordre fra Grover og de tilknyttede efterretningstjenester. Tatlock led af depressioner. Der er ingen, der siger, at hun tog sig af dage for Oppenheimer, men det virkede sådan for ham, og han følte en skyld, der påvirkede arbejdet.
   Nolan caster Florence Pugh (fra Lady Macbeth, Midsommar og Greta Gerwigs Little Women) i rollen som Jean Tatlock. I en film uden megen intimitet skal hun inkarnere al sanseligheden. Der er en løbende, hårdkogt vittighed om, at han altid kommer med blomster, hun ikke vil have.
   I en atypisk vidtløftig scene lader Nolan eros og død flyde sammen. Jean er imponeret over Roberts metafysiske interesser. Han læser T. S. Eliots The Waste Land og Bhagavad Gita på sanskrit. I øjeblikket, hvor han får udløsning, får hun ham til at læse citatet, som eftertiden husker ham for: »Now I am become Death, the destroyer of worlds.«



OVERLEVERINGEN siger, at han sagde det og tænkte på Bhagavad Gita, da han stod i ørkenen i New Mexico og stirrede lamslået ind i stilheden mellem lyset og trykbølgebraget. Han sagde det i hvert fald i nyhedsindslaget, som NBC bragte i 1965, på 20-års dagen for bombningen af Hiroshima. Klippet, som ligger på YouTube, er i det hele taget et godt sted at møde modellen for portrættet i Oppenheimer. Den ældre Oppenheimer redegør værdigt og ydmygt for de argumenter, man havde for at kaste eller ikke kaste atombomben, og han beskriver stemningen efter Trinity-testen:

»Vi vidste, at verden ikke ville være den samme. Enkelte lo; enkelte græd. De fleste var tavse. Jeg huskede linjen fra det hinduistiske skriftsted, Bhagavad Gita; Vishnu vil overtale prinsen til at gøre sin pligt, og for at imponere ham antager han sin flerarmede form og siger: ’Nu er jeg blevet Døden, ødelæggeren af verdener.’ Det følte vi vel alle sammen på den ene eller anden måde.«

»I am now become Death, the destroyer of worlds«. Frank Oppenheimer, som i Nolans film bliver spillet af Dylan Arnold, aflivede myten ved flere lejligheder. Selvfølgelig blev alle forskerne bragt i affekt, sagde han, men de tænkte slet ikke så dybt og så langt. Hvad Robert sagde i første omgang, var, som han huskede det, noget i retning af: »I guess it worked.«
   

NOLAN lader Robert fremstamme ordene første gang sammen i sengen med Jean Tatlock; anden gang i ørkenen efter eksplosionen. Det har sært nok ikke udløst mange kritiske kommentarer. Det har derimod scenen fra forhørslokalet, hvor Robert og Jean med ét sidder nøgne og sammenviklede i stolen foran Atomenergikommisionen. Man ser den som sexistisk blikfang, der skal vække jalousien i Emily Blunts Kitty Oppenheimer. Jeg ser den fra Roberts synsvinkel. Nøgenheden viser, hvor udsat det hele er blevet. Og at tiden med Jean var et sanseligt helle, hvor de elskende kunne være frie, »heroes, just for one day«.


JEG tror faktisk ikke, at Christopher Nolan har set særligt længe på alle de øvrige fremstillinger. Han har til gengæld luvslidt biografien American Prometheus: The Triumph and Tragedy of J. Robert Oppenheimer (2005), som han følger i alle henseender og overtager karakterernes baggrunde fra.
   For forfatterne Kai Bird og Martin Sherwin er Prometheus-analogien – og dét, som Amerika gjorde ved sin favorite son – et om muligt større drama end konstruktionen og udløsningen af atombomben. Deres bog bliver i nogle kapitler næsten en skyggebiografi om Oppenheimers nemesis, Lewis Strauss.
   Nolan tager da sit stikord fra Amadeus (1984), Milos Formans filmatisering af Peter Shaffers skuespil (1979) om forholdet og skæbnefællesskabet mellem komponisterne Mozart og Salieri, der er misundelig på sin kollegas geni. I Formans film er det F. Murray Abrahams asketiske presence, der forankrer Tom Hulces fremstilling af den mangefacetterede Mozart. Præcis på samme måde fungerer Robert Downey Jr. i rollen som Lewis Strauss.



FORSKELLEN er vel, at intet i komponisternes biografier antyder en rivalisering. Salieris skinsyge, som anskueliggør middelmådighedens og konformitetens jalousi i forhold til grænseløsheden og skaberkraften hos geniet, synes væsenligst at være en kunstnerisk konstruktion. Motivet demonstrerer Aksel Sandemoses Jantelov.
   Derimod er der fuldt belæg for hver lille del af Strauss’ lange kampagne mod Oppenheimer. Det bliver i filmen fremstillet en smule firkantet, fordi Nolan lader Robert Downey Jr. udsige sine bevæggrunde, da han selv bliver et offer for planen til slut. Dialogen er hentet fra Bird og Sherwins konklusioner. Men effekten og tematikken er i bund og grund de samme.
   Biografien understøtter fjendskabet. Noget af det bedste i Nolans film er denne lille ting, som lykkes mellem alle de store tanker og billeder: Som tilskuer er man spændt på at se Trinity eksplodere og følge kædereaktionen, som det nye våben sætter i gang. Men man er næsten lige så spændt på at høre, hvad Einstein egentlig sagde til sin yngre kollaga, da de hviskede sammen nede ved søen.



KONTEKSTEN er selv i forenklet form meget indviklet. Robert og Kitty Oppenheimer havde kommunistiske sympatier, hun var forhenværende partimedlem. Frank Oppenheimer, Roberts bror, var aktivt partimedlem. Men general Grover kunne se, at »Oppie« var videnskabsmanden, der kunne samle sine fæller, håndtere logistikken og aflevere et kernevåben til tiden.
   Oppenheimer fik anfægtelser, men han blev ved med at se sit værk som nødvendigt. På Niels Bohrs foranledning var det hans hensigt at tale stormagterne fra at optrappe våbenkapløbet. »De vil lytte til dig,« siger Bohr i filmen, hvor koryfæet bliver fremstillet af Kenneth Branagh.
   Oppenheimers tvivl og samvittighed gør ikke indtryk på Harry S. Truman, som spilles med hårdkogt bravur af Gary Oldman. Der bliver indledningsvis udvekslet høflige fraser, da de mødes i Det Ovale Kontor. Så formulerer Robert sit ønske om, at man ikke går videre med Tellers brintbombeprogram, men nedruster og drøfter fred med Sovjetunionen. Truman tror knap sine øren.
   Da Robert taler om, hvordan japanerne ser på ham efter Hiroshima og Nagasaki, tager Truman handskerne af. »Tror du, at japanerne giver en flad skid for, hvem der byggede bomben? Det var for helvede mig, der kastede den,« siger præsidenten. Oppenheimer overhører Trumans ord til sin forsvarsminister: »Don’t let that crybaby in here again.«
   Oppenheimer mister kontrollen i samme sekund, Trinity-testen lykkes. »No offense, but we’ll take it from here,« siger en soldat, da Oppenheimer vil give ham anvisninger. Han kritiserer regeringens politik efter krigen. »Atombombens far« er på forsiden af Time og Life, men det er søm i hans egen ligkiste. »Han ville have ophavsret over bomben,« vrænger Lewis Strauss mange år senere. Det var det værste. Dét og så Roberts kvalmende anger.



OPPENHEIMER vidnede faktisk for HUAC-kommissionen i 1949. Det springer filmen over. Kernen er den ydmygende høring, som finder sted i 1954, da det lykkes Strauss at iscenesætte sin skueproces. Den finder sted bag lukkede døre, og kun anklageren har aktindsigt. Der er aldrig tale om, at man vil dømme Oppenheimer for noget. »Vi straffer ham jo ikke. Vi tager bare noget væk,« er argumentet, som Strauss retfærdiggør sine handlinger med.
   Strauss har behændigt sørget for, at han ikke selv fører kniven. Det gør angiveren Benton, der skriver til J. Edgar Hoover, og det gør i særdeleshed anklageren Robert Robb (en svinehund spillet med klar nydelse af Jack Cole). For Strauss ved, at Oppenheimer er en fremragende retoriker. Han skal derfor ikke have en platform ved en offentlig McCarthy-proces. Høringen foregår i et lurvet baglokale med lugt af tavlekridt og våd gulvklud. Det er herfra, at »the destroyer of worlds« tænker frem og tilbage, husker det hele og aner, hvad der venter. Her er fortællingens inderste punkt.



KAI Bird og Martin J. Sherwin skriver i American Prometheus:

 »I et par år efter Anden Verdenskrig var videnskabsmænd blevet betragtet som en ny klasse af intellektulle, medlemmer af et politisk præsteskab, der legitimt kunne tilbyde deres ekspertise ikke kun som videnskabsmænd, men som offentlige filosoffer. Efter udelukkelsen af Oppenheimer vidste forskerne, at de i fremtiden kun kunne tjene staten som eksperter i snævre videnskabelige spørgsmål.
   Som sociologen Daniel Bell senere bemærkede, betød Oppenheimers prøvelser, at efterkrigstidens »messianske rolle« nu var slut. Forskere, der arbejdede inden for systemet, kunne ikke afvige fra regeringens politik, som Oppenheimer havde gjort ved at skrive sit essay om udenrigsanliggender fra 1953, og stadig forvente at tjene i regeringens rådgivende bestyrelser.«

Det er i hvert fald sandt, at der skete et skift. Vi hørte aldrig forskernes mening om noget, da jeg var dreng i 1960'erne. Niels Bohr havde alfaderlig status, fordi han havde fået Nobelprisen og ville noget godt med atomkraften nede på Risø. I 1970'erne blev videnskabsmænd for det meste set som systemets lakajer. De havde ikke længere rockstjernestatus. Nolan siger, at han første gang hørte om Oppenheimer i Stings ballade »Russians« fra albummet The Dream of the Blue Turtles (1985): »How can I save my little boy/ from Oppenheimer’s deadly toy?«
   Jeg tilstår at have det lige sådan. I begyndelsen var Bomben bare Bomben. Arsenalet var en naturlov; den kolde krig skyldtes historiske kræfter. Det var uklart og egentlig irrelevant, hvem arkitekterne var. På den måde fik præsident Truman jo ret. Hele verden ved, hvad der skete med Hiroshima og Nagasaki. Manhattan-projektet skal hver gang forklares fra bunden.



FØRSTE gang jeg fik øje på mennesket bag navnet, var i 1996, da jeg besøgte U.S. Virgin Islands på en familietur. Vi rejste rundt i Paradis og var endnu ikke mere woke, end at man kunne føle en vis nostalgisk samhørighed. Vi boede en uge på hver af øerne, St. Croix, St. Thomas og St. John, i det gamle Dansk Vestindien. Vi syntes ikke, at vi kom som oldebørn af koloniherrer. Det var bevidsthedsudvidende og erfaringsoverskridende på alle måder.
   En dag var vi på tur ved Hawksnest Bay på St. John, den mest afsondrede og mindst amerikaniserede af øerne. Vi standsede ved stranden for at bade i endnu en lagune og så taget af en lav gul bygning med fladt gråt tag. »Det er Oppenheimers hus,« sagde guiden og fortalte kort historien. Han sagde, at Oppenheimer fik dybe depressioner, da han indså, hvilke kræfter han havde udløst. At han slog sig ned her for at være i fred. Og at det siden blev datteren Tonis hus.
   Igen er det ikke helt sådan, det var, men det er en del af historien, som mærkelig nok aldrig bliver brugt i dramatiske portrætter. Nolan gør det heller ikke i Oppenheimer. Han sætter punktum efter 1954-høringen og vælger i stedet at følge med Lewis Strauss frem til senatshøringen i 1959, da Oppenheimer indirekte får oprejsning. For Strauss bliver ikke godkendt til embedet som ny handelsminister. Tre nye senatsmedlemmer stemmer imod. Den ene er, siger rådgiveren, en ung demokrat fra Massachusetts. »Hvad hedder han?« snerrer Strauss. Svaret er naturligvis: »John F. Kennedy«.



I American Prometheus fortæller Bird og Sherwin udførligt om familien Oppenheimers sidste år på St. John. De kom, fordi stedet mindede Robert om New Mexico, hvor han og Frank altid havde følt, at de kunne udleve cowboydrømmen.
   Dét træk bruger Nolan behændigt. I begyndelsen bærer Oppenheimer uniform i Los Alamos. Det har Grover insisteret på. »Sig til Grover, at han kan skide i sin hat,« siger Isidor Rabi (David Krumholtz), som modstræbende indvilliger i at hjælpe med bomben. »Modstræbende,« fordi han som mange af de andre videnskabsmænd ikke har forestillet sig, at 300 års forskning skal kulminere i fremstillingen af masseødelæggelsesvåben. Så i næste scene bærer Robert den ikoniske Stetson fra Los Alamos.
   Efter processen i 1954 kom Kitty og Robert til St. John med deres børn. De boede først hos et par venner, Nancy og Bob Gibney, som siden blev deres ærkefjender. De blev i gæsteværelset i et år og fyldte huset med Kittys alkoholisme og Roberts mindst flatterende manerer. Værtsparret lod sig overtale til at sælge det stykke af stranden, hvor Robert siden rejste sit hus. Der var et rent, aflangt rum med en lav mur, som adskilte soveafdelingen fra resten. Huset havde kun tre vægge. Den fjerde var åben ud mod havet.
   Oppenheimer fik strubekræft, blev tyndere i sine sidste år og drak sig fra smerterne inde i huset, hvor parret boede ni måneder af året. Da han døde fandt Kitty sammen med en gammel ven. Hun døde hun på en rejse i 1972. Datteren Toni kom til St. John for at være i fred efter to skilsmisser. Hun tog sit liv i huset, der siden blev ødelagt i en orkan, men den første hytte er der endnu. Og stranden hedder Oppenheimer Beach.




CHRISTOPHER Nolan (f. 1970) har lavet 12 lange biograffilm + plus fire korte arbejder, der typisk er udkast til senere features. Alle blev succeser og nyder stor respekt, hos publikum såvel som hos de allerfleste kritikere. Hovedparten af værkerne er, hvad man kunne kalde cerebrale genrefilm. I begyndelsen skrev Christopher ofte sammen med sin lillebror, Jonathan Nolan (f. 1976).
   Nolan er en af de sidste filmskabere, som insisterer på (og får mulighed for) at bruge analog 70 mm og redigere på råfilm. Han sværger til biografoplevelsen. Nogle film er bestillingsopgaver. Det gælder genindspilningen af Erik Skjoldbjærgs norske Insomnia (2002), filmatiseringen af Christopher Priests The Prestige (2006) og de mørke stykker i Batman-trilogien (2005-2012) med Christian Bale. Her kan Nolan arbejde med en traditionel fortælling, der deler sig i akter og bruger en konventionel kronologi.
   Mere ambitiøse i narrativ forstand er de originale manuskripter: Memento (2000), Inception (2010), Interstellar (2014), Dunkirk (2017) og Tenet (2020). I sine »egne« historier har Nolan udviklet en kværnende, langsomt roterende form, der samler sporene lidt efter lidt, mens den drejer.



CENTRIFUGEPRINCIPPET var den styrende kraft i Inception; det var normen på stranden i Dunkirk og punktet i midten af Tenet, hvor tiden går både frem og tilbage, så nuet bliver et palindrom. Her brugte Nolan flere ideer fra Oppenheimer. Mens forskerne regner på konsekvenser af Trinity-testen, er det et øjeblik en mulighed, at bomben vil udløse en kædereaktion, der ikke kan standses. At man vil starte verdens undergang.
   Inception og Tenet er psykedeliske spændingshistorier, hvor virkeligheden bliver bøjet og strakt. I Dunkirk og Oppenheimer er Nolan tydeligvis interesseret i at arbejde uden for genreformatet. Det er naturligvis paradoksalt, at fravalget af effekter kan blive en effekt i sig selv. Men det er soberheden og sagligheden, der giver Oppenheimer ekstra vægt: at tryllekunstneren holder igen.
   Han bruger stadig centrifugeprincippet som narrativ motor, snarere end den traditionelle kronologiske fremdrift. Der er fire perioder, fire niveauer, som filmen klipper til og fra. Det passer perfekt til en erkendelse som Oppenheimers: tiden der er uden anden slutning end begyndelsen. Fra det første Big Bang til det sidste: »I am become the destroyer of worlds.«


STOFFET i Oppenheimer kunne mageligt være bredt ud i tre eller fem akter med en lineær struktur. Det gør forlægget American Prometheus. Det er en lang og lidt klodset biografi, som fortæller historien fra start til slut. Nolan åbner i stedet mysteriet. Han klipper og skærer og scanner behændigt, så strukturen bliver en drejende masse af indfoldede, koncentriske cirkler. Som en blomst, der åbner sig i time lapse. Eller en bombe, der eksploderer.
   Yderst er høringen i baglokalet, inderst er de ti minutter, hvor prøvesprængningen finder sted. For en fremstillingspris på 100 mio. dollars, kunne Oppenheimer være fuld af effekter. Det er ikke tilfældet. I og for sig er der kun én: »Indretningen« som imploderer, først i lang, dyb tavshed, så i en kogende kulde af ild og bestråling. Det siges, at man virkelig bragte et våben til eksplosion. Det skal nok være rigtigt. Det ser i hvert fald sådan ud.
   Nolan ved, at vi alle har set paddehatteskyen på film mange gange, i dokumentarer såvel som i fiktion. Han ved, at vi kan forestille os Hiroshima og Nagasaki uden at se de forfærdende billeder igen. Så i Oppenheimer hører vi om krigen i det fjerne. Vi ser aldrig de ødelagte byer tæt på.



VI følger i stedet hemmelighedskræmmeriet, som Grover arrangerer for at undgå spionage. Der er fire centre, som ikke ved, hvad de øvrige arbejder på. Oppenheimer bryder konstant disse regler. Som skildret i biografien, var han om muligt mere skødesløs, end han bliver fremstillet her. Bohr er fornuftens stemme. Einstein er en alfaderlig mentor. Teller er den konfliktfulde Judas blandt disciplene. Han vil trods alt bare bygge sin brintbombe.
   Oppenheimer er midt i det hele. Cillian Murphy spiller ham i alle scener med fuld dækning, og Nolan satser mere på hans mørke blik og markerede ansigt end på effektbilleder af sorte huller og Fat Boy, der imploderer. Fortællingen undlader at gøre ham større eller mindre, end han var. Nolan fravælger patos, suspense og kinetisk action. Det gør han for, at vi kan se portrættet helt klart.


GÅ selv ind og se og lær af historien. Æstetikken er altid uovertruffen. Nolan bliver sammenlignet med Stanley Kubrick, men har mindre humor og mere gammeldags gravitas. Han er snarere sin generations David Lean, og med Oppenheimer leverer han et hovedværk på højde med Lawrence of Arabia. Måske bliver det Christopher Nolan, som færdiggør Leans ufuldendte Nostromo.

Filmen var Oscar-nomineret i 13 kategorier og modtog 7 priser ved den 96. Academy Awards-uddeling 10.03.24: Best Motion Picture of the Year (Emma Thomas, Charles Roven, Christopher Nolan); Best Achievement in Directing (Christopher Nolan); Best Achievement in Cinematography (Hoyte Van Hoytema); Best Achievement in Film Editing (Jennifer Lame); Best Performance by an Actor in a Leading Role (Cillian Murphy); Best Performance by an Actor in a Supporting Role (Robert Downey Jr.); Best Achievement in Music Written for Motion Pictures (Ludwig Göransson). Oppenheimer har til dato modtaget 326 filmpriser. 


Oppenheimer. Instr. & manus: Christopher Nolan. Foto: Hoyte van Hoytema. 180 min. UK-USA 2023. Dansk premiere: 20.07.2023.

Kai Bird & Martin J. Sherwin: American Prometheus: The Triumph and Tragedy of J. Robert Oppenheimer. 722 s. Random House/ Vintage Books, 2005.



Fotos: Universal Studios/ Atlas Entertainment/ Gadget Films/ Syncopy/ Universal Pictures Home Entertainment/ Time-Life/ NBC/ CBS/ Cinematerial/ MoviestillsDB/ 
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Google Play, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy
Filmen er udgivet på blu-ray og 4K Ultra HD fra Universal Studios 21.11.2023
Teksten lagt på POV.International 29.07.2023.