Translate

Viser opslag med etiketten Britisk Historie. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Britisk Historie. Vis alle opslag

onsdag den 12. februar 2025

Gurinder Chadha | Safraz Manzoor: Blinded by the Light (2019)


HILSENER FRA BURY PARK
Dannelsesskildring forklædt som et fanbrev

Af BO GREEN JENSEN

LUFTHAVNSBYEN Luton ligger 30 km nordvest for London. Det er gammelt provinsland med ens forstadshuse og resterne af en rig industri. I generationer havde Vauxhall Motors sin base i Luton. Svære tider fulgte med jævnlig beskæring. Da bilfabrikken lukkede, blev der stille i byen.
   Der var absolut intet romantisk eller eventyrligt ved at vokse op i 1980ernes Luton. For journalisten Safraz Manzoor (f. 1971) var det særligt svært. Han var tre år, da familien ankom fra Lyallpur (nu Faisalabad) i Pakistan. Der var både åben og slet skjult racisme forbundet med at have brun hud og muslimske forældre.
   Manzoor voksede op i bydelen Bury Park. Han begyndte på Lea Manor High School i 1982. Her havde han sin musikalske åbenbaring. En kammerat med samme baggrund gav ham to kassettebånd med Bruce Springsteen: Darkness on the Edge of Town og Born in the USA. Det var frigørende på alle måder. Senere skrev han en bog om det hele. Greetings from Bury Park: Race. Religion. Rock ’n’ Roll udkom i 2008.*


I FILMUDGAVEN bliver Safraz Manzoor til teenageren Javed Khan (Viveik Kalra). Han føler, at Springsteens stemme beskriver hans egen grimede hverdag. Han lever kun for de sange en tid. Sammen med vennen Roops (Aaron Phagura) og kæresten Eliza (Nell Williams) står han på motorvejsbroen og brøler »Born to Run« ind i vinden. Allerede navnesammenfaldet besidder en besværgende magi. Det kan jo ikke være tilfældigt, at Springsteen kommer fra Asbury Park i New Jersey, hvor tingene lukker ned ligesom livet i hans eget Bury Park.



RESTEN af England hører pastelfarvet pop. Javeds barndomsven, naboen Matt (Dean-Charles Chapman), har højt hår og scorer piger på stribe. Han siger, at synthesizere er fremtiden. Matts far (Rob Brydon) deler den unge mands lidenskab. Javeds egne forældre forstår ingenting. Det er rå og racistiske tider, hvor The National Front mobiliserer. Men Javed retter ryggen og begynder at skrive journalistik. Han vinder en rejse til Asbury Park. Han kommer også over sin Springsteen-fiksering, skønt han forbliver en meget stor fan. I praksis har sangene reddet hans liv.



BLINDED by the Light er instrueret af Gurinder Chadha (f. 1960), som siden Bend It Like Beckham (2002, da. Bedre end Beckham) har været kvinden, man gik til, når der skulle skabes lette film om identitetspolitik. Hun har bearbejdet Manzoors bog sammen med partneren Paul Magaya Berges.**
   Der er som altid en tendens til at overdrive hjerteligheden. Alligevel overbeviser filmen, som er holdt i den demokratiske husstil fra Brassed Off (1996), The Full Monty (1997), Calendar Girls (2003), Kinky Boots (2005), Made in Dagenham (2010) og talrige andre sociale komedier, hvor trængte lokalsamfund slutter op om noget fælles.
   Selv folk, som ikke kan høre det store i Springsteen, vil have glæde af lynkurset med Javed Khan. Jeg anmeldte dobbeltalbummet The River i 1980. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg følte, at titelsangen var skrevet til mig og min hustru. Jeg følte også en forbindelse mellem Kastrup på Amager og Asbury Park i New Jersey. Det er netop den samhørighed, som Gurinder Chadha forløser i filmen.


SAFRAZ Manzoor har selv været til 130 koncerter med Springsteen. Efter filmen er der trofæbilleder. Blinded by the Light er tæppebelagt med blue collar-sange fra de første fem-seks triumferende album. De iscenesættes som musicalnumre, der bliver opført af godtfolk på gader og stræder. Teksterne skrives på mure og himmel.
   Alligevel er filmen mere end et fanbrev. Den handler om at finde sig selv midt i støjen. Til slut skal Javed læse sit essay, men taler i stedet for til sin far. Sangen om »Independence Day« starter op. Jeg opdager, at jeg har tårer i øjnene. Det sker ellers sjældent. Jeg har siddet for længe i biografen til at lade mig rive med på den måde.


MEN lige nu lever det hele igen, og Springsteen synger direkte til hjertet. Det samme gør filmen, når den er bedst.

*) Safraz Manzoor har gjort adskilligt for hjemstavnen. I 2005 skabte han tv-dokumentaren Luton, Actually, som blev sendt på BBC2. Også BBC4-podcasten From Luton Streets to Jersey Shores, der beskriver pilgrimsrejsen til Springsteens fødeby, var et skridt på vejen til Greetings from Bury Park. I 2021 udkom They, or They: What Muslims and Non-Muslims Get Wrong About Each Other (448 s. London: Wildfire). I 2023 tiltrådte Manzoor æresposten som Chancellor på University of Bedfordshire, der har sin primære campus i Luton. 


**) 
Berlin 2017: »Dag 4. Fire film, otte timer. Det er præcis en arbejdsdag [...] 
Storfilmen Viceroy’s House folder hele det episke udstyr ud i en skildring af nedtællingen til indisk selvstændighed og grundlæggelsen af Pakistan i 1947. Det sker med Hugh Bonneville som Lord Mountbatten, den sidste britiske vicekonge, og Gillian Anderson som hans hustru. Også nøglepersoner som Nehru, Mahatma Gandhi og Muhammad Jinnah er portrætteret.
   Vicekongens kolossale embedsbolig – med 500 tjenestefolk – får Buckingham Palace til at ligne et kolonihavehus. Gurinder Chadha, hvis mormor var blandt de 14 millioner mennesker, der måtte migrere ved delingen af Indien, bruger hierarkierne i paladset til at anskueliggøre de sociale og religiøse forskelle. Der er en kærlighedshistorie mellem en hinduistisk mand og en muslimsk kvinde, men den er ikke hovedsagen. Hvor historiske epos i gamle dage brugte realpolitikken som bagtæppe for melodramaet, er det cirka omvendt i de nye periodefilm.« [FB 13.02.2017]

Se også Danny Boyle | Richard Curtis: Yesterday (2019); The Beatles | Julie Taymor: Across the Universe (2007); Yasemin Samdereli: Almanya – Welcome to Germany (2011).

Blinded by the Light. Instr.: Gurinder Chadha. Manus: Gurinder Chadha, Paul Magaya Berges, Safraz Manzoor. Foto: Ben Smithard. 118 min. UK-Frankrig-USA 2019. Dansk premiere: 17.10.2019.



Fotos: New Line Cinema/ Levantine Films/ Ingenious Media/ Bend It Films/ Rakija Films/ Orange Studios/ Cornerstone Films/ Endeavor Content/ Dream Cars/ Prairie Pictures/ StormStock/ BFI Bruce Limited 2019/ SF Studios/ CineMaterial/ Google Images/ YouTube Premium [Warner Bros. International Pictures Trailer + Bruce Springsteen clips]
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, MAX, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film
2K Blu-ray fra SF Studios 06.02.2020
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 17.10.2019.

torsdag den 6. juni 2024

Darkest Hour: Winston Churchill 1874-1965


DEN BRITISKE KÆMPE
Giv aldrig op, giv aldrig efter

Af BO GREEN JENSEN

2018: WINSTON Churchill er igen alle vegne. Han var en sagnfigur ved sin død i 1965, og tiden har blot gjort ham mere mytologisk. Jeg var ti år, da jeg for egne lommepenge købte Churchill in memoriam, et hasteoversat kompendium af mindeord fra The New York Times. Jeg kendte jo allerede den store cigar og V-tegnet fra tegneserierne i Commando, Attack og Kampflyver.*
   Der har været mange film og tv-serier. Men egentlig aldrig en fremstilling af det lange liv i sammenhæng. Churchill nåede at fylde 90, skønt han drak som en fisk og lod hånt om fysikken. Man ser altid enten den gamle statsmand eller den unge soldat, som svinger sin sabel i Sydafrika. Sidstnævnte red over lærredet i Richard Attenboroughs Young Winston (1972, da. Den unge eventyrer). Her blev han spillet af Simon Ward.
 

DE aktuelle portrætter er snapshots, der fokuserer på en bestemt periode. Den karismatiske kæmpe var britisk premierminister i krigsårene 1940-45. Han kom siden tilbage til embedet fra 1951 til 1955. I Peter Morgans Netflix-serie The Crown (2016-2023), hvor Churchill bliver mesterligt spillet af amerikaneren John Lithgow, er han fanget i tiden omkring sit sidste comeback. Churchill var 77, da det lykkedes ham at blive genvalgt.
   Han var 79, da han fik en blodprop i sommeren 1953. Det var emnet for Charles Sturridges Churchill’s Secret (2016), hvor han blev spillet af Michael Gambon. Han mangler i Lone Scherfigs Their Finest (2016), men han er med i Christina Rosendahls Vores mand i Amerika (2020). Brian Cox havde rollen i Jonathan Teplitskys Churchill (2017). Her fik Churchill anfægtelser ugen før D-Dag. Han er anderledes risikovillig i John Maddens Operation Mincemeat (2021), hvor det gælder om at narre Tyskland til at tro, at de britiske tropper vil gå i Grækenland. Simon Russell Beale er Churchill i filmen, der i øvrigt har Ian Fleming som fortæller.



DARKEST Hour er en gammeldags film, som Gary Oldman dominerer totalt med sin Churchill. Tiden er maj 1940, da Neville Chamberlain (Ronald Pickup) må erkende, at der ikke er opbakning til den forhandlingspolitik, som han og Lord Halifax (Stephen Dillane) stadig ser som en vej ud af krigen mod Hitler.
   Churchill er den eneste kandidat, som begge sider af Underhuset vil støtte. Han er ikke til stede under debatten, som fører til Chamberlains fald. »Hvor er Winston?« bliver der spurgt. »Han sørger for, at man ikke kan se hans fingeraftryk på mordvåbnet,« bliver der svaret.
   Dialogen er atypisk kynisk. Ellers foretrækker instruktøren Joe Wright og forfatteren Anthony McCarten sikre midler som patos og selvopofrende patriotisme. Den gamle politiker ser tilbage på den unge journalist. Han kan faktisk huske ham. Der er derfor noget i tiden, som Churchill forstår, mens fæller og fjender er stivnet. Krigshandlingerne foregår off screen. Hele Dunkerque-forløbet er koncentreret i en modeloptagelse af både, der sejler over kanalen. Andre scener viser øjne, der ser op på himlen, mens bombefly glider forbi.
   Darkest Hour fungerer perfekt, hvis man ser den sammen med Christopher Nolans Dunkirk (2017), hvor den politiske baggrund er fjernet. Og Joe Wright skal være tilgivet. Han skildrede Dunkerque med fuld realisme i Atonement (2007, da. Soning), som stadig er hans bedste film.



DER er vildt utroværdige islæt, f.eks. scenen, hvor Churchill følger kongens råd om at lytte til Folket. I skæbnetimen kører han for første gang med et undergrundstog. Her sidder en murer, en mor med en baby, et sort-hvidt par, en kontorist og en gammelklog skolepige.
   Churchill lader passagerne måbe, beder om ild og beskriver sin tvivl. Alle forsikrer, at de vil kæmpe til det sidste. Så med folkets mandat holder Churchill den berømte tale, som også blev citeret i Dunkirk: 

»We shall go on to the end, we shall fight in France, we shall fight on the seas and oceans, we shall fight with growing confidence and growing strength in the air, we shall defend our island, whatever the cost may be, we shall fight on the beaches, we shall fight on the landing grounds, we shall fight in the fields and in the streets, we shall fight in the hills; we shall never surrender, and even if, which I do not for a moment believe, this island or a large part of it were subjugated and starving, then our Empire beyond the seas, armed and guarded by the British Fleet, would carry on the struggle, until, in God's good time, the New World, with all its power and might, steps forth to the rescue and the liberation.«**

FOR Churchills kompromisløshed ved krigens begyndelse, da briterne virkelig stod alene, har man tilgivet ham alle synder. Han var – både før og efter sit stjerneøjeblik – en konservativ pragmatiker, der slog hårdt ned på modstand fra venstrefløjen. Hans værdier kom fra imperietiden. Han var reaktionær og racistisk. Under minearbejderstrejken i 1921 og generalstrejken i 1926 begyndte han, hvad Margaret Thatcher gjorde færdigt i 1985.
   Churchill delte Europa uden at blinke og havde gerne gjort den kolde krig varm. Alligevel husker vi ham med respekt. Han kunne samtidig nyde, ryge, drikke og skrive. Som menneske var han empatisk. Han var en eminent retoriker. Da det gjaldt, sagde han fra og holdt stand.
   Der er blandt kritikere en tendens til at se de ny-patriotiske krigsfilm som kommentarer til Brexit. De bliver læst som populistiske billeder, der siger, at England kan stå alene. Vi har gjort det før. Se på Dunkirk og Blitzen. Vi kan gøre det igen – med eller uden Europa.
   Men Nolans og Wrights film kan lige så godt være modargumenter. Churchill stod alene, fordi han ikke ville opgive Europa. Han var virkelig som en mand i en western: Han ville gøre den rigtige ting. I Darkest Hour ringer Churchill til Franklin D. Roosevelt og trygler om Amerikas hjælp. Han får kun tørre smuler og sidder alene i telefonboksen og er ved at opgive. Vi ser da et menneske tvivle. Det havde Thatcher, Stalin og Trump aldrig gjort.*** 



GARY Oldman er fremragende. Han fik de forventede priser for rollen, herunder BAFTA, Oscar og Golden Globe, og var nomineret 80 andre steder. Det er og bliver dog højt teater. Man glemmer aldrig, at det er Gary Oldman, som har spillet alt fra Sid Vicious og Lee Harvey Oswald til Dracula, Sirius Black og George Smiley, der præsterer. Kristin Scott Thomas er diskret og solidarisk i rollen som Lady Clementine.
   Når lyset falder på en særlig måde, er det egentlig ikke Churchill, man ser. Det er Robert Hardy (1925-2017) i rollen som Churchill. Han spillede den blandt andet i miniserien The Wilderness Years (1981) og den store føljeton om War and Remembrance (1988, da. Verden i flammer). Jeg holder meget af Gary Oldman, men jeg tror mere på ham som Jackson Lamb.
   Darkest Hour oplyser og underholder, filmen er meget seværdig. Det er god, populær historiefortælling, og det er sobert som gammelt tv-teater. Men filmen har ikke en konsekvent æstetik og en kunstnerisk vision, som Nolans Dunkirk til overflod havde.
   England blev reddet i 11. time. Tyskland brød ikke-angrebspagten med Sovjetunionen i juni 1941, japanske fly angreb Pearl Harbor i december samme år. I det tysk besatte Danmark var der flere modstandsgrupper. En af dem kaldte sig Churchill-Klubben.


NOTER

*) Churchill in memoriam. Hans liv, hans død, hans vid, hans visdom. Skrevet og redigeret af medarbejderne ved The New York Times. Oversat af Christian Dahlerup Koch. 194 s. 8 tavler. København: Forlaget Hasselbalch, 1965.



Commando-serien (1961-1993, 732 numre), Kampflyver-serien (1962-1989, 518 numre) og Attack-serien (1963-1984, 450 numre) var de danske udgaver af War Picture Library, Air Ace Picture Library og Thriller Picture Library fra forlaget Fleetway i London. Alle var i lommeformat og trykt på billigt papir. Ved dansk start er udsalgsprisen 1 kr – ved slutning var beløbet tidoblet. Mest interessant var antologiserien Attack, hvor flyveresset Battler Brittons bedrifter vekslede med historier om Spion 13 og Dogfight Dixon. Særligt efterspurgte er 12 Fleetway-hæfter, som blev tegnet af Hugo Pratt (1927-1995) , der senere skabte Corto Maltese. I Danmark kom serierne på Interpresse. I UK er Eagle Comics en anden af de gamle serieinstitutioner. Eagle udkom hver fredag med en skønsom blanding af adventure, videnskab og historie. Også her fik Churchill sin biografi. I 2014 blev striberne samlet i The Happy Warrior: The Life Story of Winston Churchill as Told Through the Eagle Comic of the 1950's fra forlaget Uniform Press. Churchill nød opmærksomheden og promoverede aktivt sin myte. Det var Churchill, som henvendte sig til Carl Foreman med ideen til filmen Young Winston. 
 

**) Churchill holdt sin tale i House of Commons den 4. juni, 1940. Den gør status efter Dunkerque og er henvendt til den britiske befolkning, men især til Franklin D. Roosevelt og USA. Talen er citeret i sin fulde ordlyd på hjemmesiden for International Churchill Society. Hvis man melder sig ind, er der adgang til arkivet med lydoptagelser af Churchills taler. Gebyret er $29 pr. år. Den 41. International Churchill Conference begynder i London den 24. oktober, 2024. Lyt i øvrigt til Ray Davies' fine sang »Mr. Churchill Says« på albummet Arthur or The Decline and Fall of the British Empire (1969) med The Kinks. Den tale sidder dybt i nationen. 

***) Jeg tænker naturligvis på High Noon (1952, da. Sheriffen) med Gary Cooper som den aldrende marshall og (skal det vise sig) eneste retskafne mand i lillebyen Hadleyville i New Mexico-territoriet. Det samme gjorde Churchill, da han kort før sin død rakte ud til Carl Foreman (1914-1984) med ideen til Young Winston. Foreman skrev manuskriptet til High Noon. Filmen var fra begyndelsen pensum for statsledere, der står alene med en svær beslutning. 
   Filmen blev instrueret af Fred Zinnemann, mens kommunistforskrækkelsen i USA var på sit højeste, og nationen førte krig i Korea. Foreman begyndte på produktionen sammen med forretningspartneren Stanley Kramer. Foreman var forhenværende medlem (1938-1942) af det amerikanske kommunistparti. Det kom derfor ikke som en overraskelse, at han blev indkaldt under HUAC-høringerne.
   Foreman henviste til forfatningens femte paragraf og nægtede at angive kolleger. Kramer brød med den sortlistede Foreman, som rejste til England, hvor han bl.a. skrev Bridge on the River Kwai (1957, da. Broen over floden Kwai) til David Lean, skønt Pierre Boulle, forfatteren til Pont de la rivière Kwai (1952), er krediteret i forteksterne. Han stiftede selskabet High Road og producerede selv The Guns of Navarone (1961, da. Navarones kanoner), som han også skrev manuskript til, efter Alistair MacLeans roman.
    High Noon var kontroversiel og succesrig. Få film er så hurtigt blevet læst ideologisk og set på forskellige måder. John Wayne kaldte senere filmen »the most un-American thing I’ve ever seen«. Han sagde nej til hovedrollen og var efter sigende rasende, da High Noon modtog 4 priser ved Academy Awards-uddelingen. Alligevel var det Wayne, som tog imod en Best Actor-Oscar på Coopers vegne. 
   Cooper insisterede på at lave filmen, skønt mange ville tale ham fra det. Han spiller sheriffen Will Kane, som er ved at gå på pension. Han har netop giftet sig med Amy Fowler (Grace Kelly), der er kvæker og pacifist, og vil flytte til en anden by. Han bliver i Hadleyville, da desperadoen Frank Miller (Ian MacDonald) meddeler, at han kommer med sin bande ved middag. Miller vil hævne sig på byen, der satte ham i fængsel.
   Fællesskabet søger tilflugt i kirken og drøfter situationen. En efter en falder støtterne fra og går hjem for at gemme sig i deres huse. Uret tikker hele tiden. High Noon udspiller sig næsten i virkelig tid. Kane er alene på hovedgaden, da klokken nærmer sig middag.
   Skønt byen helst ser hans ryg, bliver den gamle marshall stående. Han vinder, da Amy af kærlighed svigter sine principper og angriber Miller. Efter sejren vil Hadleyville atter tale med Kane og hans hustru, men sheriffen tager sin stjerne af for sidste gang. Han kaster den fra sig i støvet.
   Uanset om man læser fra højre eller venstre, er Kane en mand, der følger sin samvittighed og forpligter sig på et princip. Han trodser konsensus og handler. Han gør »den rigtige ting«. Dwight Eisenhower var den første præsident, som fik High Noon vist flere gange. Ronald Reagan kaldte filmen sin favorit, Bill Clinton skal have vist den 17 gange i Det Hvide Hus, og Bush Jr. henviste til High Noon i sin tale, da han erklærede krigen mod terror. I sin bog om 1950'ernes Hollywood, An Army of Phantoms: American Movies and the Making of the Cold War (2011) har kritikeren J. Hoberman endnu flere eksempler på præsidenter, der har brugt High Noon.
   Med sin mytiske toning er filmen et gennemført gådebillede. Den kan ses som et forsvar for krigsførelsen i Korea. Den kan ses som et forsvar for manden, der nægter at angive kolleger. Den kan endda ses et forsvar for den, der gør det forkerte og nævner navne.
   Foreman trivedes i England. Produktionerne fra High Road var ofte bemandet med sortlistede kolleger. Churchill havde set High Noon, men det var snarere Foremans succes med Navarone, der imponerede ham. Han tilbød selv erindringsbogen My Early Life: A Roving Commission (1930). Han havde muligvis bemærket, hvad det gjorde for John F. Kennedy at få sine krigsoplevelser filmatiseret i PT 109 (1963).

Darkest Hour. Instr.: Joe Wright. Manus: Anthony McCarten. Foto: Bruno Delbonnel. 125 min. UK-USA-Kina 2017. Dansk premiere: 25.01.2018.


Fotos: Focus Features/ Perfect World Pictures/ Working Title Films/ UIP/ CineMaterial/ MovieStills DB/ Powerhouse Films [Young Winston Indicator BD]/ Eagle Comics/ Uniform Press/ YouTube [Official International Pictures trailer]
Filmen streames på AppleTV, Blockbuster, NETFLIX, Rakuiten TV, SF Anytime, YouTube Movies
Revideret udgave af anmeldelsen i Weekendavisen Kultur 26.01.2018.

søndag den 3. juli 2022

Ken Loach: The Spirit of '45 (2013)


STORHED OG FALD
Hvad blev der af efterkrigsdrømmen?

Af BO GREEN JENSEN

KEN Loach (f. 1936) har aldrig lagt skjul på, at hans filmkunst er socialistisk funderet, at klassesystemet for ham at se lever i bedste velgående, og at han holder med de små og svage i den store sammenhæng. Det har nu og da givet hans fiktionsfilm et præg af salvelsesfuldhed. Det har også udmøntet sig i klassiske værker, der er hjørnesten i den realistiske tradition: Kes (1969), Riff-Raff (1991), My Name is Joe (1998), Sweet Sixteen (2002).
   I The Spirit of ’45 undersøger filmskaberen, hvad der blev af euforien og de sociale visioner, som krigsgenerationen vendte hjem med. Man var taknemlig for toryen Winston Churchills lederindsats, men det første efterkrigsvalg blev en jordskredssejr for Labour. Herpå gik man i gang med at udradere fattigdom, uvidenhed og andre dyr i åbenbaringen. Vitale tjenester blev nationaliseret. Især blev sundhedssektoren fri.


   
DET skete i et land med en sønderknust økonomi, hvor minearbejderne marcherede til London for at markere deres eksistens. Besidderne strittede imod på alle fronter, men projektet blev gennemført i »ånden fra ’45«, som byggede på krigens erfaringer om, hvor meget man kan, hvis man løfter i flok. Det siger i hvert fald filmens vidner, som beskriver deres opvækst og hvilken forskel reformerne gjorde.
   Den nye statsleder hed Clement Attlee, men helten var Aneurin Bevan, som blev Minister for Health and Housing. Bevan overtalte lægerne ved at »stoppe deres munde med guld«. Der er fantastiske beretninger om, hvor fattigt England var for få generationer siden. Man kunne dog lave den samme slags film om DK og ånden fra Thorvald Stauning.



OGSÅ forfaldet og nedturen kunne kopieres, omend den gennemgribende afmontering af velfærdsstaten blev særligt brutal i Margaret Thatchers regi. En sekvens først i filmen opregner, hvordan energi, minedrift, trafik, uddannelse osv. blev nationaliseret i 1940ernes slutning. Sidst i filmen beskriver en spejlvendt montage, hvordan Thatcher rev det hele ned i samme tempo mod slutningen af 1980erne.
   Det er ikke nogen subtil fremstilling, men den går, må man sige, til hjertet. Loach benytter den klassiske propagandafilms virkemidler, og han har en konkret sag: Hvis National Health Service bliver privatiseret, falder de sidste rester af efterkrigsdrømmen. Filmens vidner mener, at det ikke kommer så vidt. Filmskaberen er ikke så sikker.


LOACH kan være fordømmende stejl. På London Film Festival i 2010 hørte jeg ham holde åbningstalen med en salut til BBC. Loach langede ud efter kolleger, der – som f.eks. Mike Leigh – havde sagt ja til ridderkorset og knælet for »that woman«. Loach har afslået æren. Det gør ham nok til lidt af en lyseslukker, men det giver hans værker en ubestikkelighed, som er uset andre steder i dagens britiske landskab.*
   The Spirit of ’45 er især for anglofile fans af socialrealismen, men som nævnt har temaet dansk resonans. Filmen er udgivet på dvd. Her findes alle interviews i fuld længde sammen med det dokumentariske materiale, som Loach har klippet sammen. Den bliver dog noget særligt i biografen, hvor de grynede arkivbilleder kommer til deres ret. Alt er i sort-hvid, men i de sidste minutter bliver der lagt farver på sejrsfesten ved Piccadilly. Det er stærk politisk filmkunst. Det er hjerteskærende godt, simpelt hen.


*) Loach frabad sig i 1977 at blive dekoreret. Leigh tog imod sin OBE i 1993. Det skal siges, at de to mænd nærer dyb og gensidig respekt. Leigh er syv år yngre end Loach. Da han ankom fra en teaterbaggrund, havde Loach lavet film og tv i ti år. De mødtes på BBC, hvor begge instruerede »Play for Today«-dramaer og arbejdede med produceren Tony Garnett. I Mike Leigh on Mike Leigh (2008) fortæller Leigh om sin tv-debut med skuespillet Hard Labour (1973):
   »If I were completely honest, I’d have to admit that although nobody put any pressure on me to make a specific kind of film, somewhere along the line I was succumbing to a conception of a notion of style. I was trying to make it ’like a »Play for Today«’ – as personified by Ken Loach films. So there’s no question that I wasn’t really doing my own thing completely in the way that I have done at all other times. But I must stress that this was all my own fault. I had absolute carte blanche, which Tony went to great lengths to protect.«
   »Had you been a fan of Ken Loach’s work?« spørger Amy Raphael, som har redigeret Mike Leigh on Mike Leigh.
   »Yes, I was a huge fan. And I got to know him. One has to remember that Tony Garnett had by this time pioneered all this work, particularly but not only with Ken, which was massive and hugely influential and significant. I was coming in with the privilege of being on the tide of that. What he was doing and continued to do with Ken and various writers was to be very much part of a team forging ideas and making them happen. In that context, my rather empirical, solo operation wasn’t something that Tony was used to.« [Mike Leigh on Mike Leigh. Edited by Amy Raphael. London: Faber & Faber, 2008; pp. 66-67].
   Gruppefotoet, som Mary McCartney tog i december 2002, viser seks af tidens førende britiske instruktører, der er samlet ved en særlig lejlighed: Stephen Frears, Richard Eyre, Loach, Leigh, Michael Winterbottom og Stephen Daldry. Tyve år senere ser man især, at alle på klassefotoet er mænd. Hvor er Sally Potter, Joanna Hogg, Andrea Arnold, Gurinder Chadha, Clio Barnard m.fl.? Billedet indgår i fotosamlingen på National Portrait Gallery.

The Spirit of ’45. Instr. & manus: Ken Loach. Klip: Jonathan Morris. 94 min. UK 2013. Dansk premiere: 21.11.2013.


Fotos: Fly Film Company/ Sixteen Films/ Film4/ Channel Four/ UK Film Council/ EM Media/ BFI/ Dogwoof Pictures/ Øst for Paradis Distribution/ Transatlantyk Film Festival/ FIPRESCI (The International Federation of Film Critics) [KL 2020 Portrait]
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, MUBI
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 22.11.2013

torsdag den 26. maj 2022

Dronningebilleder | Mary Queen of Scots (2018)


OFRE FOR HISTORIEN
Maria Stuart og Elizabeth I 

Af BO GREEN JENSEN

FOR lige at repetere historien, som er fortalt og fortolket utallige gange: Maria Stuart af Skotland (1542-1587) og dronning Elizabeth I af England (1533-1603) var kusiner.
   Katolikken Maria blev gift med den franske kronprins og var i et lille år dronning af Frankrig. Hun vendte hjem som enke i 1561 og giftede sig med sin fætter, Lord Darnley. Parrets søn, James, blev senere konge af både Skotland og af England. Det er efter ham, at vi har Kong James-bibelen. Han sponsorerede også Shakespeares teater.
   Protestanten Elizabeth var datter af Henrik VIII og Anne Boleyn (som Henrik lod henrette, da datteren var to et halvt år). I 1542, samme år som Maria blev født, overtog hun tronen efter sin far. Som dronning Elizabeth regerede hun England i 45 år.


DEN britiske udgave af Reformationen var fuld af royale og politiske intriger. Marias mand blev myrdet i 1567. Hun giftede sig med Jarlen af Bothwell, som formentlig stod bag drabet. Efter folkelig modstand blev hun sat i fængsel, abdicerede og overgav tronen til sin søn. Jarlen af Bothwell flygtede til Danmark og endte sine dage på Dragsholm Slot.
   Maria tog til England og bad sin kusine om hjælp. Elizabeth var fast besluttet på at undgå en religionskrig. Hun så Maria som en mulig rival, der kunne gøre krav på den engelske trone. Kusinen blev sat i husarrest og tilbragte de sidste 17 år af sit liv på forskellige slotte i England.


DER er delte meninger om, hvem der skrev de belastende breve, som implicerede Mary i et katolsk statskup. Måske var de forfalskninger; måske blev linier føjet til. De gjorde deres virkning. Elizabeth ville én gang for alle have fred og dømte sin kusine til døden. Maria blev halshugget på slottet Fotheringay. Det skete den 8. februar 1587.*
   Hun bedyrede til det sidste sin uskyld og citeres ofte for en uudgrundelig linie, som mange digtere har brugt: »I min slutning er min begyndelse.« Faktisk var det et motto, som hendes mor, Maria af Guise, lod brodere i sit våben: En ma fin est mon commencement.**
   Forholdet mellem de to kvinder er blevet set som et billede på mange slags dualisme: mellem sanselighed og askese, følelse og fornuft, sjælfuldhed og kynisme. Mary blev den romantiske martyr, Elizabeth en rationel magtfigur. Begge blev de ofre for historien.



DEN
 debuterende instruktør Josie Rourke – som til hverdag er leder af Donmar Warehouse i London og har mange teaterforestillinger bag sig – gør konflikten til et nyfeministisk lærestykke. Kvinderne er styret af maskuline kræfter. Den religiøse faktor nedtones, mens magtbegæret er helt skruet op. Henrettelsen på Fotheringay har en højtidelig, næsten rituel kvalitet.***

   

DE to dronninger bliver spillet af irske Saoirse Ronan og australske Margot Robbie. Ronan er god til at vise Marys grundlæggende varme. Robbie kan ikke helt matche Cate Blanchetts fremstilling i Shekhar Kapurs to film om Elizabeth (1998) og Elizabeth – The Golden Age (2007).
   Mændene er et mørkt, forvirrende mylder af kavalerer, ambassadører, gejstlige nøglepersoner og militære rådgivere. Der er en stemning af moderne kommandocentral i de skotske og engelske scener.
   Filmen begynder ved henrettelsen på Fotheringay, bryder så af og klipper tilbage til stranden, hvor Mary »kom hjem« fra Frankrig i 1561. Det lange forløb gennemspilles. Til slut bliver øksen hævet, mens Mary taler til sin søn i voice over: »I min slutning er min begyndelse. Jeg vil se på dig fra himlen, når din krone en dag forener to kongeriger – og vi vil omsider have fred.«


UNÆGTELIGT har filmen gode ideer og alle de bedste hensigter. Den er skrevet af Beau Willimon, som var medforfatter på Nexflix-udgaven af House of Cards (2013-2018) og stod for manuskriptet til George Clooneys The Ides of March (2011, da. Kamæleonen). Han forstår sig på spin og politiske rænker. Kilden er John Guys My Heart is My Own: The Life of Mary Queen of Scots (2004), en af adskillige nye biografier, som vil revidere offerbilledet af Maria.
   Rourkes teaterbaggrund fornægter sig ikke. Hun klipper stramt mellem hoffet i Skotland og hoffet i England. De to kvinder optræder aldrig alene. I Skotland er der mørkt og råt, men Mary lader kavalererne synge. I England bliver Elizabeth iscenesat som nationalsymbol. Hun har dårlig hud, er ubeslutsom og kasserer konstant sine fine broderier.


   
ALLE drab foregår i det åbne, så de sammensvorne ikke kan nægte bagefter. Det er vigtigt, at hver gennemfører et stød. Indtrykket er som af stammer, der fører en primitiv krig. De skotske landskabsbilleder er smukke, men føjer absolut intet til filmen.
   Endelig mødes de to kusiner og fører en lang dialog. Det er filmens største fiktion. Mary og Elizabeth havde en omfattende korrespondance, som er bevaret. Den består mest af bønner fra Mary og undvigende reaktioner fra Elizabeth. De to kvinder mødtes aldrig i virkeligheden.
   Det er ikke den værste rekonstruktion, men lidenskaben, som må have været der, mangler. Maria Stuart er blevet stærkt spillet af bl.a. Katharine Hepburn (1936), Vanessa Redgrave (1971) og Samantha Morton (2007). Saoirse Ronan slutter sig til processionen.




*) Der er talrige fremstillinger i alle medier. Det første klip i filmhistorien er foretaget i The Execution of Mary Stuart, som Alfred Clark instruerede for Thomas Edison i 1895. Filmen, som varer 18 sekunder, viser kort og godt henrettelsen. Mary/Maria bliver spillet af Robert L. Thomae. Da øksen falder, sættes filmen i stå, og skuespillerens hoved erstattes med en attrap. Clark splejser negativerne sammen, og effekten mere end overbeviser.
   Hvor historien for alvor blev levende for mig, var i Simon Schamas fremragende dokumentarserie A History of Britain (BBC 2000-2002). I episode syv, som hedder »The Body of a Queen«,  står Schama ved resterne af Fotheringay og taler om Elizabeths tvivl og bevæggrunde. Han siger, at hun bagefter var »in deep denial of what she had done«. Betoningen er et skuespil værdig. A History of Britain er stor formidling i den bedste tradition fra Kenneth Clark (Civilisation), Alistair Cooke (America), Jacob Bronowski (The Ascent of Man) og David Attenborough (Life on Earth).

**) Komponisten Robert White skriver i februar 1569 til Sir William Cecil, Elizabeths nærmeste rådgiver: »In looking upon her cloth of estate, I noted this sentence embroidered: 'En ma fin est mon commencement', which is a riddle I understand not.« T.S. Eliot gjorde mottoet til sit eget (og Englands) i digtet »East Coker« (1940), den anden af krigsårenes Four Quartets, som blev samlet i 1943: 
»In my beginning is my end. In succession/ Houses rise and fall, crumble, are extended,/ Are removed, destroyed, restored, or in their place/ Is an open field, or a factory, or a by-pass.« Digtet er i fem dele og slutter: »Old men ought to be explorers/ Here or there does not matter/ We must be still and still moving/ Into another intensity/ For a further union, a deeper communion/ Through the dark cold and the empty desolation,/ The wave cry, the wind cry, the vast waters/ Of the petrel and the porpoise. In my end is my beginning.« Den amerikansk fødte digters familie kom fra East Coker til Amerika i 1660. Eliot – og siden 2013 også hans anden hustru, Valerie Eliot – er begravet i St. Michael's Church i East Coker.  

***) Navnet på slottet har særlig betydning for fans af sangskriveren Sandy Denny (1947-1978). Denny bliver husket som stemmen i Fairport Convention, fordi hun sang på tre af bandets vigtigste albums –
What We Did On Our Holidays, Unhalfbricking og Liege & Lief (alle fra 1969). Indtrykket forstærkes, fordi hun vendte tilbage på Rising for the Moon (1975).
   Faktisk var Denny kun to år i Fairport. I 1971 kom den første af solopladerne, hun brændte mest for: The North Star Grassman and the Ravens. Siden fulgte Sandy (1972), Like an Old-Fashioned Waltz (1974) og Rendezvous (1977). Ingen af dem med særlig succes. 
   Mellem Fairport og solokarrieren dannede hun bandet Fotheringay sammen med sin mand, Trevor Lucas. De fik kun udsendt et enkelt album, Fotheringay, i 1970. I 2008 udkom et skrinlagt Fotheringay 2 sammen med demoer og koncertoptagelser. Siden 2015 er Fotheringay tilbage med tre af de overlevende medlemmer.
   Fotheringay tog sit navn fra sangen om Mary, som Denny skrev til Fairport-albummet What We Did on Our Holidays:

How often she has gazed from castle windows o’er,
And watched the daylight passing within her captive wall,
With no-one to heed her call.

The evening hour is fading within the dwindling sun,
And in a lonely moment those embers will be gone
And the last of the young birds flown.

Her days of precious freedom, forfeited long before,
To live such fruitless years behind a guarded door,
But those days will last no more.

Tomorrow at this hour she will be far away,
Much farther than these islands, or the lonely Fotheringay.

Fotheringay fik lov at forfalde og blev revet ned i 1630. Kun rester af murværket står tilbage. 

Mary Queen of Scots (Maria Stuart – Dronning af Skotland). Instr.: Josie Rourke. Manus: Beau Willimon. Foto: John Mathieson. 124 min. UK-USA 2018. Dansk premiere:14.03.2019. 


Fotos: Focus Features/ Perfect World Pictures/ Working Title Films/ UIP/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ BBC/ Hannibal Records/ East Coker Society/ History Today/ WikiWand/ National Museum of Scotland
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, DRTV, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film
4K UHD + 2K Blu-ray fra Universal Studios 26.02.2019
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 15.03.2019.