Translate

Viser opslag med etiketten Sandy Denny. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Sandy Denny. Vis alle opslag

torsdag den 26. maj 2022

Dronningebilleder | Mary Queen of Scots (2018)


OFRE FOR HISTORIEN
Maria Stuart og Elizabeth I 

Af BO GREEN JENSEN

FOR lige at repetere historien, som er fortalt og fortolket utallige gange: Maria Stuart af Skotland (1542-1587) og dronning Elizabeth I af England (1533-1603) var kusiner.
   Katolikken Maria blev gift med den franske kronprins og var i et lille år dronning af Frankrig. Hun vendte hjem som enke i 1561 og giftede sig med sin fætter, Lord Darnley. Parrets søn, James, blev senere konge af både Skotland og af England. Det er efter ham, at vi har Kong James-bibelen. Han sponsorerede også Shakespeares teater.
   Protestanten Elizabeth var datter af Henrik VIII og Anne Boleyn (som Henrik lod henrette, da datteren var to et halvt år). I 1542, samme år som Maria blev født, overtog hun tronen efter sin far. Som dronning Elizabeth regerede hun England i 45 år.


DEN britiske udgave af Reformationen var fuld af royale og politiske intriger. Marias mand blev myrdet i 1567. Hun giftede sig med Jarlen af Bothwell, som formentlig stod bag drabet. Efter folkelig modstand blev hun sat i fængsel, abdicerede og overgav tronen til sin søn. Jarlen af Bothwell flygtede til Danmark og endte sine dage på Dragsholm Slot.
   Maria tog til England og bad sin kusine om hjælp. Elizabeth var fast besluttet på at undgå en religionskrig. Hun så Maria som en mulig rival, der kunne gøre krav på den engelske trone. Kusinen blev sat i husarrest og tilbragte de sidste 17 år af sit liv på forskellige slotte i England.


DER er delte meninger om, hvem der skrev de belastende breve, som implicerede Mary i et katolsk statskup. Måske var de forfalskninger; måske blev linier føjet til. De gjorde deres virkning. Elizabeth ville én gang for alle have fred og dømte sin kusine til døden. Maria blev halshugget på slottet Fotheringay. Det skete den 8. februar 1587.*
   Hun bedyrede til det sidste sin uskyld og citeres ofte for en uudgrundelig linie, som mange digtere har brugt: »I min slutning er min begyndelse.« Faktisk var det et motto, som hendes mor, Maria af Guise, lod brodere i sit våben: En ma fin est mon commencement.**
   Forholdet mellem de to kvinder er blevet set som et billede på mange slags dualisme: mellem sanselighed og askese, følelse og fornuft, sjælfuldhed og kynisme. Mary blev den romantiske martyr, Elizabeth en rationel magtfigur. Begge blev de ofre for historien.



DEN
 debuterende instruktør Josie Rourke – som til hverdag er leder af Donmar Warehouse i London og har mange teaterforestillinger bag sig – gør konflikten til et nyfeministisk lærestykke. Kvinderne er styret af maskuline kræfter. Den religiøse faktor nedtones, mens magtbegæret er helt skruet op. Henrettelsen på Fotheringay har en højtidelig, næsten rituel kvalitet.***

   

DE to dronninger bliver spillet af irske Saoirse Ronan og australske Margot Robbie. Ronan er god til at vise Marys grundlæggende varme. Robbie kan ikke helt matche Cate Blanchetts fremstilling i Shekhar Kapurs to film om Elizabeth (1998) og Elizabeth – The Golden Age (2007).
   Mændene er et mørkt, forvirrende mylder af kavalerer, ambassadører, gejstlige nøglepersoner og militære rådgivere. Der er en stemning af moderne kommandocentral i de skotske og engelske scener.
   Filmen begynder ved henrettelsen på Fotheringay, bryder så af og klipper tilbage til stranden, hvor Mary »kom hjem« fra Frankrig i 1561. Det lange forløb gennemspilles. Til slut bliver øksen hævet, mens Mary taler til sin søn i voice over: »I min slutning er min begyndelse. Jeg vil se på dig fra himlen, når din krone en dag forener to kongeriger – og vi vil omsider have fred.«


UNÆGTELIGT har filmen gode ideer og alle de bedste hensigter. Den er skrevet af Beau Willimon, som var medforfatter på Nexflix-udgaven af House of Cards (2013-2018) og stod for manuskriptet til George Clooneys The Ides of March (2011, da. Kamæleonen). Han forstår sig på spin og politiske rænker. Kilden er John Guys My Heart is My Own: The Life of Mary Queen of Scots (2004), en af adskillige nye biografier, som vil revidere offerbilledet af Maria.
   Rourkes teaterbaggrund fornægter sig ikke. Hun klipper stramt mellem hoffet i Skotland og hoffet i England. De to kvinder optræder aldrig alene. I Skotland er der mørkt og råt, men Mary lader kavalererne synge. I England bliver Elizabeth iscenesat som nationalsymbol. Hun har dårlig hud, er ubeslutsom og kasserer konstant sine fine broderier.


   
ALLE drab foregår i det åbne, så de sammensvorne ikke kan nægte bagefter. Det er vigtigt, at hver gennemfører et stød. Indtrykket er som af stammer, der fører en primitiv krig. De skotske landskabsbilleder er smukke, men føjer absolut intet til filmen.
   Endelig mødes de to kusiner og fører en lang dialog. Det er filmens største fiktion. Mary og Elizabeth havde en omfattende korrespondance, som er bevaret. Den består mest af bønner fra Mary og undvigende reaktioner fra Elizabeth. De to kvinder mødtes aldrig i virkeligheden.
   Det er ikke den værste rekonstruktion, men lidenskaben, som må have været der, mangler. Maria Stuart er blevet stærkt spillet af bl.a. Katharine Hepburn (1936), Vanessa Redgrave (1971) og Samantha Morton (2007). Saoirse Ronan slutter sig til processionen.




*) Der er talrige fremstillinger i alle medier. Det første klip i filmhistorien er foretaget i The Execution of Mary Stuart, som Alfred Clark instruerede for Thomas Edison i 1895. Filmen, som varer 18 sekunder, viser kort og godt henrettelsen. Mary/Maria bliver spillet af Robert L. Thomae. Da øksen falder, sættes filmen i stå, og skuespillerens hoved erstattes med en attrap. Clark splejser negativerne sammen, og effekten mere end overbeviser.
   Hvor historien for alvor blev levende for mig, var i Simon Schamas fremragende dokumentarserie A History of Britain (BBC 2000-2002). I episode syv, som hedder »The Body of a Queen«,  står Schama ved resterne af Fotheringay og taler om Elizabeths tvivl og bevæggrunde. Han siger, at hun bagefter var »in deep denial of what she had done«. Betoningen er et skuespil værdig. A History of Britain er stor formidling i den bedste tradition fra Kenneth Clark (Civilisation), Alistair Cooke (America), Jacob Bronowski (The Ascent of Man) og David Attenborough (Life on Earth).

**) Komponisten Robert White skriver i februar 1569 til Sir William Cecil, Elizabeths nærmeste rådgiver: »In looking upon her cloth of estate, I noted this sentence embroidered: 'En ma fin est mon commencement', which is a riddle I understand not.« T.S. Eliot gjorde mottoet til sit eget (og Englands) i digtet »East Coker« (1940), den anden af krigsårenes Four Quartets, som blev samlet i 1943: 
»In my beginning is my end. In succession/ Houses rise and fall, crumble, are extended,/ Are removed, destroyed, restored, or in their place/ Is an open field, or a factory, or a by-pass.« Digtet er i fem dele og slutter: »Old men ought to be explorers/ Here or there does not matter/ We must be still and still moving/ Into another intensity/ For a further union, a deeper communion/ Through the dark cold and the empty desolation,/ The wave cry, the wind cry, the vast waters/ Of the petrel and the porpoise. In my end is my beginning.« Den amerikansk fødte digters familie kom fra East Coker til Amerika i 1660. Eliot – og siden 2013 også hans anden hustru, Valerie Eliot – er begravet i St. Michael's Church i East Coker.  

***) Navnet på slottet har særlig betydning for fans af sangskriveren Sandy Denny (1947-1978). Denny bliver husket som stemmen i Fairport Convention, fordi hun sang på tre af bandets vigtigste albums –
What We Did On Our Holidays, Unhalfbricking og Liege & Lief (alle fra 1969). Indtrykket forstærkes, fordi hun vendte tilbage på Rising for the Moon (1975).
   Faktisk var Denny kun to år i Fairport. I 1971 kom den første af solopladerne, hun brændte mest for: The North Star Grassman and the Ravens. Siden fulgte Sandy (1972), Like an Old-Fashioned Waltz (1974) og Rendezvous (1977). Ingen af dem med særlig succes. 
   Mellem Fairport og solokarrieren dannede hun bandet Fotheringay sammen med sin mand, Trevor Lucas. De fik kun udsendt et enkelt album, Fotheringay, i 1970. I 2008 udkom et skrinlagt Fotheringay 2 sammen med demoer og koncertoptagelser. Siden 2015 er Fotheringay tilbage med tre af de overlevende medlemmer.
   Fotheringay tog sit navn fra sangen om Mary, som Denny skrev til Fairport-albummet What We Did on Our Holidays:

How often she has gazed from castle windows o’er,
And watched the daylight passing within her captive wall,
With no-one to heed her call.

The evening hour is fading within the dwindling sun,
And in a lonely moment those embers will be gone
And the last of the young birds flown.

Her days of precious freedom, forfeited long before,
To live such fruitless years behind a guarded door,
But those days will last no more.

Tomorrow at this hour she will be far away,
Much farther than these islands, or the lonely Fotheringay.

Fotheringay fik lov at forfalde og blev revet ned i 1630. Kun rester af murværket står tilbage. 

Mary Queen of Scots (Maria Stuart – Dronning af Skotland). Instr.: Josie Rourke. Manus: Beau Willimon. Foto: John Mathieson. 124 min. UK-USA 2018. Dansk premiere:14.03.2019. 


Fotos: Focus Features/ Perfect World Pictures/ Working Title Films/ UIP/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ BBC/ Hannibal Records/ East Coker Society/ History Today/ WikiWand/ National Museum of Scotland
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, DRTV, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film
4K UHD + 2K Blu-ray fra Universal Studios 26.02.2019
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 15.03.2019.

lørdag den 23. maj 2020

To versioner: 3:10 to Yuma (1957/2007) [Westerns 100]



NÆSTEN SOM BRØDRE
To versioner af Elmore Leonards novelle

Af BO GREEN JENSEN

ARIZONA i 1860erne, nogle år efter borgerkrigens slutning. Farmeren Dan Evans, en almindelig familiefar, der så vidt muligt prøver at passe sig selv, overværer sammen med sine sønner et røveri, som den lovløse Ben Wade og hans bande begår. Diligencens kusk bliver dræbt. Dan ser ingen grund til at gribe ind. For det første er fjenden for stærk. For det andet har ingen hjulpet ham med den skrantende kvægdrift, som et halvt års tørke har tvunget i knæ.
   Senere, da Wade er blevet arresteret, påtager Evans sig at føre fangen til hovedbyen Contention og sætte ham på eftermiddagstoget til Yuma. Han tager opgaven, fordi han på den måde kan tjene 200 dollars, betale af på sin gæld og genvinde sin families respekt. Han har intet imod den fredløse, og faktisk opstår en vis sympati mellem mændene. Wade er skiftevis fornøjet og bekymret. Han lokker Evans med svimlende summer og truer ham med repressalier. Den stille mand er urokkelig. A man’s got to do what a man’s got to do, og for sin søns respekt vil Dan Evans dø, om så det gælder.



FØRSTEUDGAVEN af 3:10 to Yuma, som Delmer Daves instruerede i 1957, var en sober, sort-hvid »western for voksne« i den allegoriske ende af traditionen, der blev et hovedspor efter Fred Zinnemanns High Noon (1952, da. Sheriffen). High Noon gav genlyd i samtiden. De nye, modne westerns brød med genrens iboende eskapisme, for i stedet at arbejde åbent og (relativt) ærligt med aktuelle ideologiske problemstillinger. Man har ofte beskyldt Amerika for at anskue verden som en cowboyfilm. Koldkrigsårenes western er nok det tætteste, man kommer et bevis for denne påstand.



HIGH Noon handler som bekendt om sheriffen, der nægter at overgive byen til kaos, skønt fællesskabet har opgivet håbet. Filmen er rimeligt nok blevet set som et opgør med isolationismen, en kritik af det handlingslammede flertal og et forsvar for nationens »nødvendige« intervention i Korea.
   3:10 to Yuma lader det komme til en mental og moralsk styrkeprøve mellem to af Vestens arketyper: den karismatiske outlaw, som sætter sig uden for fællesskabet, og den tryghedssøgende konformist, som prøver at civilisere vildmarken og skabe en hverdag for sin familie. Filmens publikum delte Evans’ værdier. Både fædre og sønner havde dog leget med tanken om at leve et farligt og farverigt liv som Ben Wades.
   I en vis forstand er de to mænd som brødre, og desperadoen er lige så fascineret af gennemsnitsmennesket. Alle venter, at Wades bande vil komme sin leder til undsætning, hvilket endelig sker i Contention. Én efter en falder hjælperne fra, og Evans står alene. Wade morer sig over situationen, men er i sit stille sind imponeret. Begge mænd står på toget, og i den gamle film er der øjeblikkelig afregning. Da toget forlader Contention – navnet betyder »kappestrid« – kan Evans’ hustru holde ved sporet og vinke til manden, som for første gang tillader sig at slappe af. Hverdagshelten smiler. Ikke alene er fangen på vej, men efter måneders uafbrudt tørke falder regnen omsider som nærende liv.



JAMES Mangolds nyindspilning følger Delmer Daves’ film ganske trofast. Adskillige scener er taget direkte fra det gamle manuskript, og dialogen er flere steder den samme. For eksempel er der ikke ændret ét ord i dialogen med barpigen Emmy (Vinessa Shaw i den nye version, Felicia Farr i den gamle), som får Wade til at huske en bedre tid og gør, at han glemmer at se sig over skulderen. Dog er slutningen drejet i stik modsat retning, hvilket får én til at tabe næse og mund. Den nye slutning passer bedre til tiden, men retfærdig føles den ikke.



FORLÆGGET for begge film er en 18 sider lang novelle, som den 27-årige Elmore Leonard fik trykt i Dime Western Magazine i 1953. Teksten er optrykt adskillige gange, bl.a. i Peter Hainings Classic Western (1997), en nyttig antologi, som samler de obskure tekster bag 12 af genrens hjørnesten. »Three-Ten to Yuma« udgør et skoleeksempel på fortælleteknisk økonomi.
   Leonard springer direkte til scenen på hotellet i Contention, hvor revolvermanden prøver at lokke borgeren både med det gode og det onde. Også hos Leonard lader fangen sig overbevise. »You know, you really earn your hundred and a half,« siger den fredløse, da de er landet i toget. Den stille mand opdager, at han smiler. »He was thinking pretty much the same thing«.
   Mere er der ikke i novellen. Hele filmens forhistorie skyldes manuskriptforfatteren Halsted Welles, som gjorde Evans’ sønners syn på deres far til et bærende tema. Mangolds film beholder rammen, men tilføjer også nyt materiale, som endnu flere forfattere har lagt ned i det gamle.
   Derved bliver filmen et Fabergé-æg for sin genre. Æstetisk udgør den en katalog af stilarter. Der er rester af den ædle gamle western i strukturen, men også 70ernes elegiske tone og den stiliserede voldsopera fra Sergio Leones hovedværker er i spil. Faktisk har Marco Beltrami skrevet et score, der ligger så tæt på Ennio Morricones kompositioner, at det egentlig er i overkanten. Den gamle film var i tidens stil forsynet med en maskulin ballade, fremført af idolet Frankie Laine.*


MANGOLDS film ikke bare fungerer. Den sprudler og gnistrer og brager igennem, så man føler sig hensat til en klassisk western og samtidig ser noget nyt blive født.
   Det skyldes først og fremmest de stærke karakterer, som Russell Crowe og Christian Bale får ud af Ben Wade og Dan Evans. Sidstnævnte har fået mere at have sine færdigheder i. Evans har nu en fortid som skarpskytte i nordstatshæren. Wade er produkt af et stort omsorgssvigt, der giver ham et blødt punkt i forhold til Evans. Crowe er lige så cool, og Bale er lige så stoisk, som Glenn Ford og Van Heflin var i rollerne for 50 år siden.
   På skelettet er anbragt en række ornamenter, som man kan tage eller lade være efter behov. Der er en omvej gennem apachefolkets land, og Wades bande er gjort endnu mere grusom. Håndlangeren Charlie Prince (Ben Foster), der som den eneste har beholdt sit navn fra Leonards novelle, forsynes atter med homoerotiske karakteristika, skønt heller ikke den nye version sætter ord på motivet.
   Mangolds genindspilning er et godt sted at begynde, hvis man aldrig har været til klassiske westerns. Ligesom The Assassination of Jesse James by the Coward Robert Ford (2007, da. Mordet på Jesse James af kujonen Robert Ford) er 3:10 to Yuma et velskabt forsøg på at genrejse genren. Kommercielt er den afgjort et mere positivt varsel. Andrew Dominiks film slog ikke an hos et bredt publikum. Budgettet var på 30 mio. dollars, men filmen solgte billetter for fire. 3:10 to Yuma har derimod hentet sin fremstillingspris – på 50 mio. dollars – og vil fremover give rent overskud.


JAMES Mangold har siden debutfilmen Heavy (1995) instrueret flere intelligente genrestykker. Især Copland (1997) og Johnny Cash-filmen Walk The Line (2005) var aktive forsøg på at omdefinere en række maskuline troper og typer.
   En tv-udgave af Richard Fords Sportsjournalisten blev ikke realiseret. Efter et mellemspil i spiongenren (Knight and Day fra 2010 er en romantisk komedie i True Lies/Mr. & Mrs. Smith-traditionen) gav han superheltefilmen en hårdere kant med The Wolverine (2013) og Logan (2017), der tilfører X-Men-figuren en ny realisme og endelig lader ham dø.
   Der er således gammeldags auteurtræk i instruktøren, som er født i 1963. Det var sikkert på den konto, at han i 2020 blev Oscar-nomineret for racerkørerfilmen Ford v Ferrari (da. Le Mans '66). Forhåbentlig er 3:10 to Yuma ikke en enlig svale. Der må gerne komme flere bløde westerns med klassisk muskeltoning.


*) George Duning (1908-2000) var huskomponist på Columbia Pictures og ophavsmand til noget i nærheden af 300 scores. Flere har klassikerstatus i genren, hvor det ellers var russeren Dimitri Tiomkin (1894-1978) , som satte den dominerende standard.
   Ned Washington (1901-1976) var den førende tekstforfatter. Han skrev ordene til »High Noon (Do Not Forsake Me, Oh My Darlin')«, »Wild Is the Wind«, »Gunfight at the O.K Corral« og »Rawhide« fra tv-serien af samme navn – alle med musik af Tiomkin – men leverede også i andre stilarter, f.eks. med de fine og faktisk udødelige sange, han skrev til Walt Disney Productions, bl.a. »Baby Mine« fra Dumbo og ædelstenen »When You Wish Upon a Star«, der begyndte sit liv i Pinocchio.
   Frankie Laine (1913-2007) var crooneren med den gjaldende stemme, som hyppigst blev brugt til at synge de sange. Det gjorde han uden at blinke, ligegyldigt hvad teksterne sagde. Mel Brooks ledte efter »en vokalist med Frankie Laine-agtig røst« – sådan skrev han i annoncen – da han sammen med komponisten John Morris (1926-2018) arrangerede lydsporet til sin geniale og stadig radikale Blazing Saddles (1974, da. Sheriffen skyder på det hele), som dekonstruerer den klassiske western. Laine tilbød sin tjeneste og sang (ifølge Brooks) med hjerte og overbevisning, før han hævede honoraret og gik. Han vidste ikke, at sangen og filmen var parodier. Det havde næppe heller gjort en forskel.


Jeg genfortæller anekdoterne, også for at give en idé om, i hvor høj grad westernmusik var en genre og en metervare, som blev skabt på bestilling. Ned Washington afleverede to gribende tekster til temaet fra 3:10 to Yuma. Den ene har Ghost Riders In the Sky-mytologisk klangbund, den anden er snarere stemt i stilen Menneske-til-alle-tider. Der er dog en tredje variation, som jeg vil dvæle ved lidt endnu.
   1957-filmen er fra før min tid – jeg var to år, da den fik dansk premiere. Det samme er for den sags skyld Frankie Laine, som jeg først blev opmærksom på, da Leonard Cohen brugte hans hit »Jezebel« til at sætte scenen for afdansningsballet i sangen »Memories' fra albummet Death of a Ladies' Man (1978). Selv om temaet fra High Noon sivede ned til os via forældrenes radio, er jeg ikke vokset op med sangen fra 3:10 to Yuma. Det gjorde derimod generationen, der kom lige før min, dvs. de ældste i boomer-segmentet.
   Sanger-sangskriveren Sandy Denny (1947-1978) var stemmen i Fairport Convention, da bandet i sin første zenit knæsatte genren britisk folkrock på tre forbløffende album – What We Did On Our Holidays, Unhalfbricking og Liege & Lief  – der udkom på et enkelt år, i 1969. Hun begyndte alene og sang flere steder, før hun via produceren Joe Boyd fik kontakt med Richard Thompson, Iain Matthews og de øvrige pionerer i Fairport, hvor hun erstattede Judy Dyble. I 1967 var hun kortvarigt tilknyttet budgetmærket Saga Records. Hun optræder på albummet Alex Campbell and Friends (1967) og danner par med Johnny Silvo på Sandy and Johnny fra samme år. På sidstnævnte indgår »3:10 to Yuma« uden proveniens eller nærmere forklaring.


I 1970 blev de to album flikket sammen til et enkelt med titlen It's Sandy Denny. Optagelserne indgår i forskellige versioner på de mange kompilationer med Denny. Uanset balladens dusinpræg løfter hun både temaet og teksten. Sandy Denny blev kun 31 år, men hendes betydning for britisk musik kan næppe overvurderes. Efter Fairport dannede hun Fotheringay, var tilbage i Fairport på Rising for the Moon (1975) og skar i mellemtiden fire albums i eget navn. Læs om hendes alt for korte liv i Mike Houghtons I've Always Kept a Unicorn: The Biography of Sandy Denny (2015), som Richard Thompson skrev forordet til. Og nyd hendes tidløse take på sangen fra 3:10 to Yuma.


3:10 til Yuma (3:10 to Yuma). Instr.: James Mangold. Manus: Halsted Welles, Michael Brandt, Derek Haas. Foto: Phedon Papamichael. 122 min. USA 2007. Dansk premiere: 25.01.2008

3:10 til Yuma (3:10 til Yuma). Instr.: Delmer Daves. Manus: Halsted Welles. Foto: Charles Lawton Jr. 92 min. USA 1957. Dansk premiere: 28.04.1958


Fotos: Columbia Pictures/ Sony Pictures/ The Criterion Collection// Lionsgate/ Tree Line Film/ Relativity Media/ Columbia Pictures/ Yuma// CineMaterial/ FilmAffinity/ SF Studios/ elmoreleonard.com/ YouTube (clips + trailers)
3: 10 Yuma (2007) streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, MAX, Rakuten TV, SF Anytime, TV2 PLAY, VIAPLAY, YouTube Film
4K UHD + 2K Blu-ray fra Lionsgate Films (UK) 13.10.2018
3:10 to Yuma (1957) streames på Apple TV, Blockbuster, SF Anytime, YouTube Film
2K Blu-ray (4K transfer) fra The Criterion Collection (spine #657) 08.01.2018
Første udgave af anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 28.04.2008