Translate

Viser opslag med etiketten Westerns 100. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Westerns 100. Vis alle opslag

lørdag den 1. oktober 2022

To versioner: Unforgiven (1992/2013) [Westerns 100]


FRA WESTERN TIL EASTERN
Eastwoods elegiske Unforgiven på japansk

Af BO GREEN JENSEN

DE fleste remakes er amerikanske genindspilninger af film fra den øvrige verden. En sjælden gang går trafikken den modsatte vej. Lee Sang-ils Yurusarezaru mono er en japansk version af Clint Eastwoods Unforgiven (1992), den nyklassiske western, som én gang for alle fik skeptikerne til at tie og acceptere Eastwood som en maskulin mester i traditionen fra John Ford, Howard Hawks og Don Siegel.

   De nådesløse – som filmen lidt misvisende hed på dansk – modtog fire Oscars, bl.a. for Bedste Film og Bedste Instruktør. Endvidere fik Gene Hackman en pris for sin fremstilling af sheriffen Little Bill, en pragmatisk sadist med et skævt kælenavn. Siden da har ingen talt om Eastwood som en reaktionær Dirty Harry.
   Unforgiven havde manuskript af David Webb Peoples. Lee Sang-il følger det trofast – mange scener er eksakte kopier – men gør mere ud af den historiske indramning. Lee er tredje generations zainichi, dvs. en japansk koreaner. Han benytter lejligheden til at pege på nogle blinde punkter i landets historie.



DEN amerikanske Unforgiven udspiller sig i Wyoming i 1880. I den japanske version er tiden den samme, men handlingen er henlagt til Hokkaido, den nordligste ø i Japan, som dengang hed Ezo. Meiji-regeringens tropper har nedlagt de fleste af de sidste samuraier, som tjente Tokugawa-shogunatet. Man er også nået langt med at udrense den indfødte Ainu-befolkning, som svarer til de amerikanske indianere.
   Jubei Kanata (Ken Watanabe) er en forhenværende samurai, som under Goryokaku-krigen blev berømt og berygtet for sin slagkraft og sin grusomhed. Han giftede sig med en Ainu-kvinde, fik to børn og blev landmand. Efter hustruens død har han fået stadig sværere ved holde modet oppe og drive gården rentabelt. Han drikker i øvrigt også for meget og har måske ondt af sig selv.



GANSKE som William Munny i den amerikanske historie, bliver Jubei lokket af udsigten til hurtige penge, da en prostitueret i byen bliver skåret i ansigtet af en beruset kunde. Little Bill vil ordne sagen i mindelighed, men kvinderne udlover en dusør. Ligesom Munny bliver den forhutlede Jubei næsten sparket ihjel af sheriffen, som sørger for, at fremmede lægger deres våben ved ankomsten.
   Koichi Sato spiller sheriff Oishi med den samme uudgrundelighed, som Gene Hackman inkarnerede i originalen. Man afleverede sine skydevåben i Big Whiskey, Wyoming. I byen på Kokkaido er der tale om knive og sværd.
   Også Lee bygger op til mødet mellem Jubei og Oishi med sidehistorien om den professionelle duellant, som kommer til byen med en journalist, der skriver om hans bedrifter. Little Bill ydmygede Richard Harris i rollen som English Bob. Hos Lee er det en arrogant samurai, der bliver sparket til lirekassemand.



EASTWOODS film var en revisionistisk western, der dekonstruerede genren, ganske som i 1970erne, men kun for at genskabe den i en mere realistisk udgave. William Munny bukker under i mytologien, men han rejser sig i en ny virkelighed. »Var det sådan i gamle dage?« spørger en ung desperado, som også er med i den japanske version. »Det kan jeg ikke huske,« svarer Munny. »Jeg var fuld det meste af tiden.«

   Jubei er længere om at træde i karakter, end Munny var i originalen. Han tager imod og tager imod, men går endelig til modangreb, da sheriffen dræber hans gamle ven, som hos Eastwood blev spillet af Morgan Freeman. Eastwoods Munny gjorde det fornødne og red videre. Jubei brænder byen ned og ofrer sig på samme måde, som Eastwood siden gjorde i sin egen, åbenlyst apologiske Gran Torino (2008).



JOHN Sturges’ The Magnificent Seven (1960, da. Syv mænd sejrer) var et remake af Akira Kurosawas Seven Samurai/ Shichi-nin no samurai (1954, da. De syv samuraier), og Sergio Leones A Fistful of Dollars/ Il magnico straniero (1964, da. En nævefuld dollars) – den første af de europæiske westerns, der gjorde tv-skuespilleren Eastwood til filmstjerne – var en genindspilning af Kurosawas Yojimbo (1961, da. Livvagten).
   Flere kritikere har fået en del ud af, at Lee Sang-il justerer balancen ved at annektere westerngenren og gøre Unforgiven japansk. Kurosawa kunne dog selv hente historier, hvad enten han fandt dem hos William Shakespeare (Blodets trone fra 1957 er en japansk version af Macbeth, og Ran fra 1985 er et riff på King Lear), Maksim Gorkij (The Lower Depths fra 1957 bygger på Natteherberget: scener fra dybet i fire akter) eller i Ed McBains Station 87-krimier (High and Low/ Himmel og helvede fra 1963 er baseret på Kingu no minoshirokin af »Edo Makubein«, dvs. King's Ransom fra 1959, den tiende af de 55 Precinct 87-bøger, som Evan Hunter (1926-2005) skrev under sit Ed McBain-pseudonym).



ET remake er, hvad man kalder en cover version i musikken, dvs. en kendt sang i en ny fortolkning. Kender man originalen, vil man høre dén for sig og have svært ved at abstrahere. Er Lees film derimod den første Unforgiven, man ser, kan forholdet meget vel være omvendt.
   Ken Watanabe havde hovedrollen i Eastwoods Letters from Iwo Jima (2006), der så 2. verdenskrigs slutning med japanske øjne og var en tvilling til Flags of Our Fathers fra samme år. Han er en blid og introvert eks-samurai, men han er ikke omvandrende mytologi, som den 62-årige Eastwood var, da han instruerede sig selv i 1992. Det har derfor ikke helt samme virkning, at han lader legenden afvikle.

 

VISUELT er versionen på niveau med originalen. Der er bjergtagende vinterbilleder. Taro Iwashiros score er japansk i anslaget, men gør til slut en dyd af at genbruge klangen fra den smukke musik, som Lennie Niehaus skrev til Eastwoods amerikanske elegi.
   Eastwoods Unforgiven var tilegnet »Sergio og Don«. Lees film kunne være dedikeret »til Clint og Akira«. Den vises 10 gange i Cinemateket. Vi holder mest af Miyazaki, atmosfærefuld horror og familiehistorier i ånden fra Ozu og Mizoguchi. Unforgiven er en sjælden mulighed for at se en aktuel japansk storfilm, der vil og kan noget andet.

Andre titler i temaet To versioner: 3:10 to Yuma (1957/2007) [Westerns 100]; Berlin Alexanderplatz (1980/2020) [Bogen og filmen]; Brideshead Revisited (1981/2008) [Bogen og filmen]; Carrie (1976/2013) [Bogen og filmen]; Far from the Madding Crowd (1967/2015); Lolita (1962/1997) [Bogen og filmen]; Papillon (1973/2017) [Bogen og filmen]; Solaris (1972/2002) [Bogen og filmen]; Suspiria 1977/2018) [Horror 100]; The Day the Earth Stood Still (1951/2008) [Sci-Fi 100]; The Magnificent Seven (1960/2016) [Westerns 100]; The Secret Life of Walter Mitty (1947/2013); True Grit (1969/2010) [Westerns 100]; Nightmare Alley (1947/2021) [Oscars 2022]; West Side Story (1961/2021) [Oscars 2022]. 

Unforgiven (De nådesløse). Instr.: Clint Eastwood. Manus: David Webb Peoples. Foto: Jack N. Green. 130 min. USA 1992. Dansk premiere: 30.10.1992.

The Unforgiven (Yurusarezaru mono). Instr. og manus: Lee Sang-il. Foto: Norimichi Kasamatsu. 135 min. Japan 2013. Dansk premiere: 21.08.2014 [Cinemateket].


Fotos: Warner Bros./ Malpaso Productions/ Nikkatsu/ Office Shirous/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab
Unforgiven (1992) streames på Blockbuster, Google Play, HBO Max, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies + udsendt på Blu-Ray 4K Ultra HD (maj 2017)
The Unforgiven/ Yurusarezaru mono (2013) streames ikke i Europa, men er udsendt på Blu-Ray [april 2015].
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 22.08.2014. 

tirsdag den 28. december 2021

Jane Campion: The Power of the Dog (2021) [Westerns 100]


HUNDEN I BJERGET
En film om hævn og forelskede mænd

Af BO GREEN JENSEN

NÅR man ser på bjergene bag ranchen, træder omridset af en hund frem i stenen. Motivet er et fiksérbillede. Nogle ser dyret, andre gør ikke. Det var forbilledet Bronco Henry, der viste Phil Burbank hunden i bjerget.
   Phil lærte alt af sin rollemodel. Mindet om hans mentor er det eneste, som den voksne mand respekterer. Han ser op på hunden hver morgen, før arbejdet begynder. »Hvad er der derude?« spørger en cowboy. Phil tager ikke blikket væk. »Ingenting,« siger han så. »Hvis du ikke kan se det, er der ingenting derude.«
   Men Rose Gordons blide søn kan se det. Det lykkes for ham i første forsøg, og Phil skifter mening med hensyn til drengen. Hidtil har han hånet ham og gjort nar ad de feminine manerer. Phil Burbank er indbegrebet af machismo.


HUNDEN hører sammen med et skriftsted. Det er fra Davids 22. salme: »Deliver my soul from the sword; My darling from the power of the dog,« står der i King James-versionen fra 1611. På dansk er virkningen mindre: »Red mit liv fra sværdet, mit dyrebare liv fra hundene«.
   Jane Campions spillefilm nr. 9 tager sin titel fra bibelcitatet. Det er, forstår tilskueren efterhånden, især en fortælling om hævn. Filmen har varslet det tidligt: »Hvilken slags menneske ville jeg være, hvis jeg ikke hjalp min mor?« siger Peter i begyndelsen. Men bolden rammer først målet til slut.


BRØDRENE BURBANK driver en gård i det sydvestlige Montana. Forfatteren Thomas Savage (1915-2003) kom selv fra regionen. Han skrev om Montana i 13 romaner. Ifølge kritikeren Alan Weltzien var han selv Peter Gordon. Phil Burbank var hans »bachelor uncle«.*
   The Power of the Dog udkom i 1967. Bogen blev rost, men ikke læst i vide kredse. Savage var så godt som glemt, da E. Annie Proulx skrev forord til et genoptryk. Hun arbejdede da på sin egen western om to forelskede cowboys. Novellen »Brokeback Mountain« stod i The New Yorker i 1997 og blev samlet op i Close Range: Wyoming Stories (1999).
   Jeg nævner det, fordi Jane Campion fandt Savages bog via E. Annie Proulx. Ang Lees filmatisering af Brokeback Mountain (2005) var et pionerarbejde, den første homoerotiske western, som blev skabt til og hyldet af mainstreamkulturen. Det var en urtekst i LGBTQ-regi. Campions film er en stærk efterkommer.


VI er på Prairie Horse Ranch i 1925. Territoriet Montana har været en delstat i 35 år. Det vilde vesten er ikke vildt mere. Også cowboys ser Hollywood-film. Perioden er skildret i nyklassikere som Michael Ciminos Heaven's Gate (1980) og Terrence Malicks Days of Heaven (1978, da. Himlen på jorden)
   Phil Burbank (Benedict Cumberbatch) er en ondskabsfuld mand, der kan finde det svage punkt hos enhver. Broderen George (Jesse Plemons) er hans bløde modsætning. Familien er aristokrati i Montana. Guvernøren kommer til brylluppet mellem George og Rose Gordon (Kirsten Dunst), som Phil foragter åbenlyst. »A suicide widow« skriver han i sit ugentlige brev til forældrene.


CAMPION eksponerer aldrig forhistorien. Peter Gordon (Kodi Smit-McPhee) læser til læge, men hjælper sin mor i restauranten, når han er hjemme. Han lægger fine papirblomster ved hver kuvert. Phil nedgør ham udførligt, mens alle mændene ler. Senere, da han er forelsket i drengen, siger han: »Don’t let your mother make a sissy out of you.«
   Jane Campion fik instruktørprisen i Venedig. Filmen blev set som en afsløring af »toxic masculinity«, dvs. »giftig maskulinitet«, som er et #MeToo-begreb. Phil er i hvert fald en studie i en særlig slags maskulint selvhad: den homofile homofobiker, der kæmper for at bevare kontrol. Så han ikke smelter ned og går i stykker. Fiktionen er fuld af fornægtere. Muligvis også virkeligheden.


PHIL afviser Rose, der vil kalde ham svoger. George køber et klaver til sin hustru. Phil overdøver hende på banjo. Manden er et mysterium. Han har læst klassiske sprog på universitet, men hjemme er han næsten blevet ét med jorden. Han bader i mudder og nægter at vaske sig, fordi der kommer fint besøg. Som sagt kan han se, hvor mennesker er svage.
   Rose begynder at drikke i smug. Måske har klaveret ingen betydning, men Campion modtog Guldpalmen i Cannes og fik sin første Oscar netop for The Piano (1993). Det passer ikke, at hun aldrig har skildret verden fra mandens synsvinkel. Før i tiden var det altid Harvey Keitel, som havde de roller.


SKIFTET sker, da Phil går ud og masturberer under månen. Over ansigtet har han det tørklæde, som Bronco Henry altid bar. Peter ser ham bade og finder gemmestedet med magasiner om mænds kropskultur. Phil råber, da Peter løber sin vej. Men næste dag begynder venskabet. Phil tager den unge mand under sin vinge, i hvert fald som han ser det selv.
   Når tyrekalvene bliver kastreret, arbejder Phil uden handsker. Han begynder at flette en lasso til Peter. Disse remedier indgår i hævnen. Jeg siger ikke mere. Du skal selv se filmen, som streames på Netflix fra 1. december.


JANE Campion er blevet 67 år uden at give sig en tomme. Hun kom fra New Zealand med Sweetie (1989) og An Angel at My Table (1990, da. En engel ved mit Bord). Hun erobrede verden med The Piano og The Portrait of a Lady (1996, da. Portræt af en kvinde). Et svært årti fulgte med Holy Smoke! (1999) og In the Cut (2003). Der gik ti år mellem Bright Star (2009), en film om Fanny Brawne og John Keats, og The Power of the Dog. Imens har Campion skrevet og instrueret to Top of the Lake-miniserier.

   Det nye værk er ypperligt. Kun selve stedet er et problem. Filmen er optaget i Aotearoa på New Zealand. Bjergene er runde, og lyset er for skarpt. Men hunden lever i stenen, hvis man kan se den.


Se også Jane Campion: Bright Star (2009); Jane Campion: Holy Smoke! (1999) [Cult Fiction].

*) Thomas Savage fik udgivet 13 romaner i løbet af en lang og aldrig særligt succesrig karriere. Han er et eksempel på »the regional author«, forfatteren der bruger og bliver i sin hjemstavn. Der er ikke skrevet meget om ham. Alan Weltzien udreder forbindelserne mellem biografi og fiktion i »Thomas Savage: Forgotten Novelist«, et gennemillustreret essay fra Montana The Magazine of Western History (Winter 2008). I oktober 2020 udkom biografien Savage West: The Life and Fiction of Thomas Savage på University of Nebraska Press.
   Weltzien knytter steder og familiehistorie sammen i sin topografiske læsning. Vi ser, hvordan Savage bruger og fordeler træk fra sin egen historie i en cyklus af forbundne fiktioner. Han voksede op på en fåreranch i Beaverhead County, Montana. Han gik på college og følte sig udenfor. Hans stedfar var en hård, kold mand. Hans mor var modellen for Rose i romanen.
   Thomas Savage gik på Montana State College (nu University of Montana) og fik et stipendium til videre studier ved Colby College i Maine. Han blev gift med sin lærers datter. Elizabeth Savage (1918-1989) havde mere succes som forfatter. Bøger som Summer of Pride (1960), Last Night at the Ritz (1973) og The Girls from the Five Great Valleys (1976) er sædeskildrende udviklingsromaner om unge kvinder med rod i det nordvestlige USA.
   Thomas og Betty boede i Maine i 30 år, men i sine bøger forlod han sjældent Montana. Han håbede altid at nå en større læserkreds. Der er intet af den sædvanlige westernromantik og gunfighter-mytologi i hans bøger.
   Savage var både nonbinær og familiefar. Han og Elizabeth fik to sønner og en datter; nekrologen i The New York Times fremhæver, at han efterlod sig 18 børnebørn, som var dét en bedrift i sig selv. Nekrologen nævner debutbogen The Pass (1944), The Power of the Dog og The Sheep Queen som forfatterskabets højdepunkter. The Sheep Queen var den nye titel på I Heard My Sister Speak My Name (1977), en roman om mødet med en bortadopteret søster, der blev endnu et nær-gennembrud for Savage.
   De fleste af Savages bøger udkom på Boston-forlaget Little, Brown and Company. De var alle i restordre, da forlagsredaktøren Emily Salkin Takoudes faldt over dem under en oprydning i sin bedstemors hus. Hun blev nysgerrig og læste med begejstring. I 2001 genudgav Little, Brown The Power of the Dog og The Sheep Queen sammen med Savages sidste bog, The Corner of Rife and Pacific fra 1988. Her begyndte genopdagelsen af forfatterskabet, som viser nye sider af både westernmiljøet og maskuliniteten (som ikke altid er toksisk).


The Power of the Dog. Instr. & manus: Jane Campion. Foto: Ari Wegner. 126 min. New Zealand-Australien-Canada-UK-USA 2021. Dansk premiere: 18.11.2021.


Fotos: See Saw Films/ Netflix/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ YouTube (Official trailer)
Filmen streames [i juli 2025} stadig på NETFLIX
4K UHD + 2K Blu-ray fra The Criterion Collection (spine #1158) 26.08.2024
Anmeldelsen trykt (uden noten om Thomas og Elizabeth Savage) i Weekendavisen Kultur 19.11.2021

tirsdag den 23. november 2021

David Mackenzie: Hell or High Water (2016) [Westerns 100]


FJENDER FOR EVIGT
Engang var der ære blandt tyve

Af BO GREEN JENSEN

DET kan stadig lade sig gøre. Tilbage i 1970erne, da unge filmskabere fra det nye Hollywood havde overtaget studiesystemets fallitbo, blev der produceret genrefilm med løs bagkant og en ny realistisk årvågenhed. I de år kom filmen for alvor ud i lyset. Næsten alt fik et præg af episodisk road movie, som blev en bærende form, der kunne samle de gamle virkeligheder.
   Det varede kun i et lille årti. Så lukkede muren sig atter. Men i kølvandet på banebrydere som Bonnie and Clyde (1967) og Easy Rider (1969) var der små film, som i dag ligner ridsede perler. For eksempel spillede Jeff Bridges, som har den ene hovedrolle i Hell or High Water, sammen med Clint Eastwood i Michael Ciminos Thunderbolt and Lightfoot (1974). Til slut sad han stille og døde i bilen, mens Paul Williams sang »Where Do I Go From Here?«, en sang om, hvordan man ikke kan finde hjemvejen, fordi landskabet har ændret sig.


DET er en stor pointe i Hell or High Water, at forbrydelse ikke betaler sig mere, men at der engang var ære blandt tyve. Brødrene Toby og Tanner (Chris Pine og Ben Foster) kaster sig ud i en serie bankrøverier for at indfri lånet på gården, som banken stjal fra deres mor. Toby vil give sine sønner en god start i livet. Hans bror har erfaring fra hæren og fængslet. De går ind med elefanthuer på og beder om alle pengene. Hvor svært kan det egentlig være?
   Problemet er bare, at flere filialer er lukket, og ingen bruger kontanter i dag. Som et vidne betror de to Texas Rangers, der efterforsker sagen, er brødrenes projekt sært anakronistisk. »Det dér med at tømme banken og leve for pengene resten af livet - alt dét er jo væk for længe siden,« siger den gamle mand fra dineren, hvor brødrene gav servitricen 200 dollars. Han har ellers kun sympati for tanken om at stjæle fra banken, som altid stjæler fra andre.


FILMENS portræt af det vestlige Texas, hvor samtlige kriser har sat sine spor, er i øvrigt forstemmende realistisk. Der er tvangsauktioner, campingvogne, affolkede hovedgader, forgiftet frasolgt jord. Trøstesløsheden er sat i system. Eneste håb er de mekaniske bor, som prøver at finde olie.
   Rangeren Marcus Hamilton (Jeff Bridges) har kun tre uger tilbage i korpset. Han gennemskuer brødrenes plan og venter ved den sidste filial. Makkeren Alberto (Gil Birmingham), som er halvt comanche og halvt mexicansk, døjer med den gamle mands racistiske vittigheder. Marcus siger, at han vil savne dem en dag. Begge tager for givet, at den yngre mand vil leve længst.
   Sådan går det ikke. Få ting går efter planen i Hell or High Water. Tonen er påtaget let, men det ender med fire dødsfald, og Marcus spørger den ene bror, om pengene var det værd. Han kunne samtidig spørge sig selv, om prisen for hans nidkærhed var for høj. Det gør han måske i den vidtåbne slutning.


MODSAT mange grænselandswesterns er Hell or High Water ikke overlæsset med vold og symboler. Det er ikke Lone Star, No Country for Old Men eller The Counselor, men i Jeff Bridges’ karakter er der reminiscenser af figuren, den retskafne sherif, som Tommy Lee Jones plejer at spille. Også hér er han afgjort sympatisk. Han har bare ikke ret hele tiden.
   Alberto holder et foredrag om, hvem der stjal landet fra hvem og hvornår. På et casino møder Tanner en indfødt amerikaner, han kalder »høvding«. På den måde får han at vide, at comanche betyder »fjender for evigt«. Tanner taler om dengang, indianerne var »lords of the plains«. Tonen er ironisk. Alligevel er »præriens herrer« det sidste, han hvisker for sig selv, da han dør.


DET er tonen og look’et i filmen, der lykkes. Enspænderen David Mackenzie (f. 1966) er skotsk og har været interessant at følge, siden han castede Ewan McGregor i Young Adam (2003) og undersøgte Jamie Bells moderbinding i Hallam Foe (2007).
   Mackenzie har sagt, at han håber, vi snart bliver trætte af superhelte. I ventetiden har han bl.a. instrueret fremtidsfablen Perfect Sense (2011), som ikke fik dansk premiere, selv om Kim Fupz Aakeson skrev manuskriptet.
   Hell or High Water er et brilliant genrestykke. Filmen er en anakronisme, som hylder anakronismer. Titlen henviser til, at Toby skal møde i banken med aftalte penge senest fredag, uanset hvad der sker, »come hell or high water«.


NICK Cave og Warren Ellis har skrevet musikken, og Townes Van Zandt-sangen »Dollar Bill Blues« figurerer prominent. Alligevel er det »Dust of the Chase« med Ray Wylie Hubbard, der sætter den stoiske grundstemning bedst. Jeff Bridges (f. 1949), som selv har pensionsalder nu, er billetprisen værd i rollen som Marcus Hamilton.
   Jeg tænkte af flere grunde på Sidney Lumets sidste film, Before the Devil Knows You’re Dead (2011), der havde meget af den samme baggrund og fatalistiske stemning i skildringen af et futilt røveri. Disse mænd bliver ikke mindre relevante, fordi det ikke er deres tid mere. Tværtimod lyser eksemplerne op.


Hell or High Water. Instr.: David Mackenzie. Manus: Taylor Sheridan. Foto: Giles Nuttgens. 102 min. USA 2016. Dansk premiere: 08.12.2016.


Fotos: CBS Films/ Lionsgate/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store
4K UHD + 2K Blu-ray fra Lionsgate Films 13.02.2018
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 09.12.2016

fredag den 9. juli 2021

Alejandro González Iñárritu: The Revenant (2015) [Westerns 100]


AMERIKA I BEGYNDELSEN
En erindring om vildnissets mennesker

Af BO GREEN JENSEN

NOGLE dage spiser du bjørnen, andre dage spiser den dig. Sådan lyder den mærkelige titel på et mindeværdigt 1974-album med sangskriveren Iain Matthews. Altså: Some Days You Eat the Bear … Some Days the Bear Eats You.

   Det er svært at ryste mundheldet af sig, mens man følger med Leonardo DiCaprio i rollen som stifinderen Hugh Glass. Meget er hændt ham i løbet af livet, men intet overgår mødet med bjørnen, der kaster ham rundt som et barns kludedukke og bagefter flår i de blodige rester.



MANDEN kæmper for sit liv i de midtvestlige territorier, som endnu ikke havde delstatsstatus i 1823, da The Revenant tager sin begyndelse. Områderne blev amerikanske efter købet af franske besiddelser. Handelen fandt sted i 1803. Først herefter så man nationen, der strækker sig fra kyst til kyst.
   Perioden er støvet til i historien. Det samme er de vilkår, som vildmarkens mennesker levede under. Da jægeren gør sin entre i kulturen, er det i skikkelse af Natty Bumppo, den ædle stifinder, som hjælper nybyggerne med at fortrænge den første befolkning i James Fenimore Coopers romantiske fortællinger om Læderstrømpe, Hjortedræber og Den sidste mohikaner (1827-1841).*
   The Revenant er altså en western fra før cowboytiden. Perioden står som regel i et pastoralsk, forklaret skær. Her er det første vildnis, hvor den amerikanske Adam kunne ånde og leve, om ikke i harmoni med den første befolkning, så i hvert fald i en form for gensidig åbenhed og respekt.



DET er hverken respekt eller romantik, der præger mændene i The Revenant. Glass er blevet spejder for professionelle pelsjægere, der har base på Fort Kiowa ved Missouri Floden i Dakota. De dræber så mange bævere, de kan, og fører krig mod indianske fraktioner, som selv er i indbyrdes strid.
   Historien er autentisk baseret. Der var virkelig en Hugh Glass (ca. 1780-1833), som skabte overskrifter i samtiden, fordi han overlevede at have nærkontakt med en vred grizzlybjørn. Hvorpå han kravlede hjem til Fort Kiowa, 300 kilometer gennem vildnisset, og kunne fortælle om turen bagefter.



AT kalde filmen en western, svarer dog til at kalde Moby-Dick en fortælling om hvalfangst. Det er ikke forkert, men der er mere i sagen. Revenant er et gammelt ord for genfærd, og filmens forlæg – en roman af Michael Punke – bruger selv betegnelsen »en fortælling om hævn«. Heller ikke dét er dog helt dækkende for alle de farver, man får at se ved at følge Hugh Glass.
   Glass er sammen med sin søn, Hawk, som er halvt Pawnee, da mændene fra Fort Kiowa bliver angrebet af Arikara-krigere. Tyve ud af tredive dør, og de må efterlade deres bæverskind. John Fitzgerald, en halvt skalperet fribytter, der bliver en nemesis for Glass, mener ligefrem, at han bærer skylden. For kan man stole på en mand, der har børn med indianere?



EFTER mødet med bjørnen er Glass ved at dø. Kaptajn Henry tilbyder at betale de mænd, som vil blive og begrave ham. Fitzgerald melder sig sammen med Hawk og den unge Jim Bridger, som er en jomfru i vildnisset. Han vil dræbe Glass og tage tilbage efter pengene, når der er gået et passende stykke tid.
   Mens mændene forhandler, kommer Glass til bevidsthed. Ellers sover han i lange stræk og driver ned ad erindringens flod. På den måde vises historien i glimt. Han fik en søn og blev hos Pawnee-folket. Da stammen blev slagtet af blå soldater, dræbte Glass en officer. Siden har han levet i ingenmandsland.
   Fitzgerald dræber Hawk og dækker Glass til med jord. Han og Bridger tager tilbage til fortet. Men Glass genopstår og begynder at kravle. Sandt nok er hævnen et hovedmotiv. Det er dog, hvad Glass udholder for at kunne tage den, der gør filmen til en sanselig, kropsnær kæde af episoder.



ALEJANDRO González Iñarritu modtog i 2015 en Oscar for Birdman. Michael Keaton spillede Hollywoodstjernen, som vil erobre Broadway med en sceneudgave af Raymond Carvers noveller. Filmen blev i Keatons vinkel og stolede på, hvad han følte og så. Det gjaldt også, når han kunne flyve. Man oplevede Birdman som en film uden klip, mesterligt fotograferet af Emmanuel Lubezki og drevet af et rent trommescore, som Antonio Sanchez improviserede frem undervejs.
   Musikken til The Revenant er skrevet af Ryuichi Sakamoto, men Lubezki har igen tilrettelagt kameragangen. Man har oplevelsen af at være inde i billedet, mens man samtidig ser det på afstand, og man er altid i den samme situation som Hugh Glass.
   Det er ikke en verden, hvor godhed belønnes. Man kan derfor ikke vide, hvordan det vil gå, da Glass i filmens tredje time når tilbage til Fort Kiowa. Her er John Fitzgerald vred, fordi han skylder mere i the company store, end han har til gode for sin indsats på den fejlslagne jagt.
   Fitzgerald bliver spillet med dyrisk snu- og selviskhed af Tom Hardy. Det er dog helt og holdent DiCapprios film. Han kravler gennem sneen, slår sig halvt og helt fordærvet, overlever de mest usandsynlige ting. Alligevel er filmen aldrig andet end troværdig.



SOM tilskuer husker man to beslægtede westerns. For det første Arthur Penns Little Big Man (1970, da. En god dag at dø), hvor Dustin Hoffmans karakter på samme måde får halvvejsstatus mellem de indfødte amerikanere og sine egne. Han har for den sags skyld en kort periode som gal eneboer.
   Den anden film er Sydney Pollacks Jeremiah Johnson (1972), hvor Robert Redford er manden i bjergene. Begge film var politiske fabler. Det er der også reminiscenser af Ralph Nelsons Soldier Blue (1970) og Bruce Beresfords Black Robe (1991), men først og fremmest er The Revenant en erindring om alle vildnissets mennesker.
   Det er en af de film, man ser med en følelse af, at kun denne kunstart kunne fortælle historien så tæt og så sandfærdigt. Filmen var Oscar-nomineret i 12 kategorier og vandt i tre af de store: Bedste instruktør, Bedste mandlige hovedrolle og Bedste fotograf. I Danmark var branche og kritikere enige om at se den som årets bedste amerikanske film. The Revenant fik både Robert og Bodil.

*) Natty Bumppo-karakteren optræder i The Pioneers (1823, da. Colonisterne), The Last of the Mohicans (1826, da. Den sidste mohikaner) The Prairie (1827, da. Steppen), The Pathfinder (1840, da. Stifinder) og The Deerslayer (1841, da. Hjortedræber). Handlingen i bøgerne er henlagt til perioden 1740-1804. »Læderstrømpe« er ældst i den første bog, yngst i den sidste, som fortjener betegnelsen amerikansk pastorale. Kritikeren R.W.B. Lewis har en eksemplarisk læsning af bøgerne som natur- og (stadig mere selvbevidst) nationalmyte i The American Adam: Innocence, Tragedy, and Tradition in the Nineteenth Century (1953). For D.H. Lawrence var The Deerslayer »one of the most beautiful and perfect books in the world: flawless as a jewel and of gem-like concentration«. Lawrence skriver om Cooper i Studies in Classic American Literature (1923). Digteren William Carlos Williams har samme romantiske syn på Leatherstocking-karakteren i In the American Grain (1925). Begge er gode inspirationsbøger. På film er figuren fremstillet af bl.a. Randolph Scott (1936) og Lex Barker (1957). Den definitive fortolkning leveres af Daniel Day-Lewis i Michael Manns fremragende filmatisering af The Last of the Mohicans (1992).

The Revenant. Instr.: Alejandro G. Iñárritu. Manus: Mark L. Smith, A.G. Iñárritu. Foto: Emmanuel Lubezki. 160 min. USA 2015. Dansk premiere: 21.01.2016.


Fotos: CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB/ Filmgrab/ 20th Century Fox/ YouTube
Filmen streames på AMAZON PRIME, Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, NETFLIX, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film
4K UHD + 2K Blu-ray fra 20th Century Fox 06.06.2016
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 22.01.2016