Translate

Viser opslag med etiketten Jane Campion. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Jane Campion. Vis alle opslag

tirsdag den 28. december 2021

Jane Campion: The Power of the Dog (2021) [Westerns 100]


HUNDEN I BJERGET
En film om hævn og forelskede mænd

Af BO GREEN JENSEN

NÅR man ser på bjergene bag ranchen, træder omridset af en hund frem i stenen. Motivet er et fiksérbillede. Nogle ser dyret, andre gør ikke. Det var forbilledet Bronco Henry, der viste Phil Burbank hunden i bjerget.
   Phil lærte alt af sin rollemodel. Mindet om hans mentor er det eneste, som den voksne mand respekterer. Han ser op på hunden hver morgen, før arbejdet begynder. »Hvad er der derude?« spørger en cowboy. Phil tager ikke blikket væk. »Ingenting,« siger han så. »Hvis du ikke kan se det, er der ingenting derude.«
   Men Rose Gordons blide søn kan se det. Det lykkes for ham i første forsøg, og Phil skifter mening med hensyn til drengen. Hidtil har han hånet ham og gjort nar ad de feminine manerer. Phil Burbank er indbegrebet af machismo.


HUNDEN hører sammen med et skriftsted. Det er fra Davids 22. salme: »Deliver my soul from the sword; My darling from the power of the dog,« står der i King James-versionen fra 1611. På dansk er virkningen mindre: »Red mit liv fra sværdet, mit dyrebare liv fra hundene«.
   Jane Campions spillefilm nr. 9 tager sin titel fra bibelcitatet. Det er, forstår tilskueren efterhånden, især en fortælling om hævn. Filmen har varslet det tidligt: »Hvilken slags menneske ville jeg være, hvis jeg ikke hjalp min mor?« siger Peter i begyndelsen. Men bolden rammer først målet til slut.


BRØDRENE BURBANK driver en gård i det sydvestlige Montana. Forfatteren Thomas Savage (1915-2003) kom selv fra regionen. Han skrev om Montana i 13 romaner. Ifølge kritikeren Alan Weltzien var han selv Peter Gordon. Phil Burbank var hans »bachelor uncle«.*
   The Power of the Dog udkom i 1967. Bogen blev rost, men ikke læst i vide kredse. Savage var så godt som glemt, da E. Annie Proulx skrev forord til et genoptryk. Hun arbejdede da på sin egen western om to forelskede cowboys. Novellen »Brokeback Mountain« stod i The New Yorker i 1997 og blev samlet op i Close Range: Wyoming Stories (1999).
   Jeg nævner det, fordi Jane Campion fandt Savages bog via E. Annie Proulx. Ang Lees filmatisering af Brokeback Mountain (2005) var et pionerarbejde, den første homoerotiske western, som blev skabt til og hyldet af mainstreamkulturen. Det var en urtekst i LGBTQ-regi. Campions film er en stærk efterkommer.


VI er på Prairie Horse Ranch i 1925. Territoriet Montana har været en delstat i 35 år. Det vilde vesten er ikke vildt mere. Også cowboys ser Hollywood-film. Perioden er skildret i nyklassikere som Michael Ciminos Heaven's Gate (1980) og Terrence Malicks Days of Heaven (1978, da. Himlen på jorden)
   Phil Burbank (Benedict Cumberbatch) er en ondskabsfuld mand, der kan finde det svage punkt hos enhver. Broderen George (Jesse Plemons) er hans bløde modsætning. Familien er aristokrati i Montana. Guvernøren kommer til brylluppet mellem George og Rose Gordon (Kirsten Dunst), som Phil foragter åbenlyst. »A suicide widow« skriver han i sit ugentlige brev til forældrene.


CAMPION eksponerer aldrig forhistorien. Peter Gordon (Kodi Smit-McPhee) læser til læge, men hjælper sin mor i restauranten, når han er hjemme. Han lægger fine papirblomster ved hver kuvert. Phil nedgør ham udførligt, mens alle mændene ler. Senere, da han er forelsket i drengen, siger han: »Don’t let your mother make a sissy out of you.«
   Jane Campion fik instruktørprisen i Venedig. Filmen blev set som en afsløring af »toxic masculinity«, dvs. »giftig maskulinitet«, som er et #MeToo-begreb. Phil er i hvert fald en studie i en særlig slags maskulint selvhad: den homofile homofobiker, der kæmper for at bevare kontrol. Så han ikke smelter ned og går i stykker. Fiktionen er fuld af fornægtere. Muligvis også virkeligheden.


PHIL afviser Rose, der vil kalde ham svoger. George køber et klaver til sin hustru. Phil overdøver hende på banjo. Manden er et mysterium. Han har læst klassiske sprog på universitet, men hjemme er han næsten blevet ét med jorden. Han bader i mudder og nægter at vaske sig, fordi der kommer fint besøg. Som sagt kan han se, hvor mennesker er svage.
   Rose begynder at drikke i smug. Måske har klaveret ingen betydning, men Campion modtog Guldpalmen i Cannes og fik sin første Oscar netop for The Piano (1993). Det passer ikke, at hun aldrig har skildret verden fra mandens synsvinkel. Før i tiden var det altid Harvey Keitel, som havde de roller.


SKIFTET sker, da Phil går ud og masturberer under månen. Over ansigtet har han det tørklæde, som Bronco Henry altid bar. Peter ser ham bade og finder gemmestedet med magasiner om mænds kropskultur. Phil råber, da Peter løber sin vej. Men næste dag begynder venskabet. Phil tager den unge mand under sin vinge, i hvert fald som han ser det selv.
   Når tyrekalvene bliver kastreret, arbejder Phil uden handsker. Han begynder at flette en lasso til Peter. Disse remedier indgår i hævnen. Jeg siger ikke mere. Du skal selv se filmen, som streames på Netflix fra 1. december.


JANE Campion er blevet 67 år uden at give sig en tomme. Hun kom fra New Zealand med Sweetie (1989) og An Angel at My Table (1990, da. En engel ved mit Bord). Hun erobrede verden med The Piano og The Portrait of a Lady (1996, da. Portræt af en kvinde). Et svært årti fulgte med Holy Smoke! (1999) og In the Cut (2003). Der gik ti år mellem Bright Star (2009), en film om Fanny Brawne og John Keats, og The Power of the Dog. Imens har Campion skrevet og instrueret to Top of the Lake-miniserier.

   Det nye værk er ypperligt. Kun selve stedet er et problem. Filmen er optaget i Aotearoa på New Zealand. Bjergene er runde, og lyset er for skarpt. Men hunden lever i stenen, hvis man kan se den.


Se også Jane Campion: Bright Star (2009); Jane Campion: Holy Smoke! (1999) [Cult Fiction].

*) Thomas Savage fik udgivet 13 romaner i løbet af en lang og aldrig særligt succesrig karriere. Han er et eksempel på »the regional author«, forfatteren der bruger og bliver i sin hjemstavn. Der er ikke skrevet meget om ham. Alan Weltzien udreder forbindelserne mellem biografi og fiktion i »Thomas Savage: Forgotten Novelist«, et gennemillustreret essay fra Montana The Magazine of Western History (Winter 2008). I oktober 2020 udkom biografien Savage West: The Life and Fiction of Thomas Savage på University of Nebraska Press.
   Weltzien knytter steder og familiehistorie sammen i sin topografiske læsning. Vi ser, hvordan Savage bruger og fordeler træk fra sin egen historie i en cyklus af forbundne fiktioner. Han voksede op på en fåreranch i Beaverhead County, Montana. Han gik på college og følte sig udenfor. Hans stedfar var en hård, kold mand. Hans mor var modellen for Rose i romanen.
   Thomas Savage gik på Montana State College (nu University of Montana) og fik et stipendium til videre studier ved Colby College i Maine. Han blev gift med sin lærers datter. Elizabeth Savage (1918-1989) havde mere succes som forfatter. Bøger som Summer of Pride (1960), Last Night at the Ritz (1973) og The Girls from the Five Great Valleys (1976) er sædeskildrende udviklingsromaner om unge kvinder med rod i det nordvestlige USA.
   Thomas og Betty boede i Maine i 30 år, men i sine bøger forlod han sjældent Montana. Han håbede altid at nå en større læserkreds. Der er intet af den sædvanlige westernromantik og gunfighter-mytologi i hans bøger.
   Savage var både nonbinær og familiefar. Han og Elizabeth fik to sønner og en datter; nekrologen i The New York Times fremhæver, at han efterlod sig 18 børnebørn, som var dét en bedrift i sig selv. Nekrologen nævner debutbogen The Pass (1944), The Power of the Dog og The Sheep Queen som forfatterskabets højdepunkter. The Sheep Queen var den nye titel på I Heard My Sister Speak My Name (1977), en roman om mødet med en bortadopteret søster, der blev endnu et nær-gennembrud for Savage.
   De fleste af Savages bøger udkom på Boston-forlaget Little, Brown and Company. De var alle i restordre, da forlagsredaktøren Emily Salkin Takoudes faldt over dem under en oprydning i sin bedstemors hus. Hun blev nysgerrig og læste med begejstring. I 2001 genudgav Little, Brown The Power of the Dog og The Sheep Queen sammen med Savages sidste bog, The Corner of Rife and Pacific fra 1988. Her begyndte genopdagelsen af forfatterskabet, som viser nye sider af både westernmiljøet og maskuliniteten (som ikke altid er toksisk).


The Power of the Dog. Instr. & manus: Jane Campion. Foto: Ari Wegner. 126 min. New Zealand-Australien-Canada-UK-USA 2021. Dansk premiere: 18.11.2021.


Fotos: See Saw Films/ Netflix/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ YouTube (Official trailer)
Filmen streames [i juli 2025} stadig på NETFLIX
4K UHD + 2K Blu-ray fra The Criterion Collection (spine #1158) 26.08.2024
Anmeldelsen trykt (uden noten om Thomas og Elizabeth Savage) i Weekendavisen Kultur 19.11.2021

lørdag den 13. november 2021

Jane Campion: Holy Smoke! (1999) [Cult Fiction]


HELLIG RØG
Kultbevidsthed og kønspolitik

Af BO GREEN JENSEN

MAN stiller særlige krav til en ny film af Jane Campion (f. 1954). Det gælder nu – i 2021, hvor The Power of the Dog, en episk anlagt western, får premiere – som i 1999, da Holy Smoke! var instruktørens første samtidsfilm efter to pristine historiske stykker.
   Den newzealandsk fødte filmskaber, som stadig bor og arbejder i Australien, markerede allerede med Sweetie (1989), at hun ville noget særligt og tog sit håndværk lige så alvorligt, som det snart efter fremstod i An Angel at My Table (1990), Campions indfølte filmatisering af Janet Frames erindringsbøger, der blev hendes internationale gennembrud.
   Alle Campions arbejder er radikale forsøg på at analysere og meditere over magtforholdet mellem kønnene. Det gælder uanset, om hun gransker Holly Hunters tavshed i The Piano (1993) eller konfronterer Nicole Kidman med essensen af skræmmende hvidhed i Henry James-filmatiseringen The Portrait of a Lady (1996, da. Portræt af en kvinde). Hos Campion bliver der ikke genfortalt. Her får selve kønnet stemme og taler.



CAMPIONS film ligner ikke andre politisk funderede arbejder af feministiske instruktører. For det første falder hun sjældent for fristelsen til at docere og moralisere. For det andet udtrykker hun sig konsekvent i visuelle metaforer og synes ude af stand til at skabe billeder, der ikke forfører øjet og får sanserne til at begære. Ofte virker det, som siges under billederne, at være klogere og skarpere end de replikker som karaktererne udveksler foran kameraet.
   Efter den tilsigtede klaustrofobi i Portræt af en kvinde vender Campion i Holy Smoke! tilbage i fabulerende og frapperende form. Det gør hun på triumferende vis, skønt flere psykologiske stereotypier er påfaldende karikerede.
   Hun har skrevet manuskriptet sammen med søsteren Anne, og parret har moret sig med at sætte alle komiske sejl til i skildringen af gennemsnitsfamilien, som ikke har fantasi til at forestille sig andre måder at leve på end den surrealistiske småborgerlighed, de selv praktiserer og kalder en tilværelse. Alligevel er især mændene i den australske familie svære at tage alvorligt i længden.



PÅ en rejse i Indien bliver Ruth (Kate Winslet) ramt i sit inderste væsen af guruen Chidaatma Baba, som fordrer betingelsesløs kærlighed. I en af filmens korte drømmesekvenser, fantastiske indstik der imiterer den polerede stil fra hinduistiske helgenbilleder, træder et tredje øje frem i hendes pande. Det stråler og drejer. Vi ser, at det ser.
   Ruth bliver i Indien. Veninden tager hjem og fortæller hendes familie om sekten, der tog deres datter. Moderen tager til Indien og lokker datteren hjem, hvor den amerikanske »exiting expert« PJ Waters (Harvey Keitel) skal »afkode« Ruths bevidsthed.


FILMENS hjerte ligger i den australske ørken, hvor Ruth og Waters tilbringer tre intense døgn i en hytte, mens nuancerne i deres forhold til stadighed skifter væsen. Eksorcisten må erkende, at kvinden på 19 år er hans jævnbyrdige, og at rutinen ikke hjælper ham hér.
   Ruths svigerinde kaster sig i grams for amerikaneren, der ved ankomsten er en tilknappet type i cowboystøvler og pressede jeans. Megen situationskomik afvikles, men i centrum sidder en magisk scene, hvor den nøgne Winslet på én gang bryder sammen og retter sin seksualitet mod Keitel som et våben.
   Fra da af behersker hun situationen. Den amerikanske cowboy ender som en både absurd og afsindig pilgrim, der iført make-up og rød kjole kravler rundt på hænder og knæ i ødemarken. I en sidste ironisk åbenbaring ser han Winslet som en indisk gudinde med seks arme og uudgrundeligt smil.


FILMEN tager aldrig definitivt stilling til de hallucinationer og epifanier, som Ruth og Waters er alene om at få, fordi de kan åbne og bevæge sig på en måde, som de øvrige karakter enten har glemt eller slet ikke kender.
   Et bånd med rædselshistorier om kultiske mord og selvmord fra Charles Manson til Heaven’s Gate afspilles. Endelig ankommer Waters’ veninde i skikkelse af Pam Grier og trækker ham tilbage til virkeligheden. Trods alt bliver en hverdag indført til slut. Trods alt var miraklerne nok hellig røg.


KATE Winslet er formidabel som Ruth, indbegrebet af alt som er frugtbart. Keitel stiller som altid op til hvad som helst med en mine af stoisk beredvillighed. Campion er en af de få filmskabere, der har set (og forløst) noget mere end Scorseseanske Little Italy-reminiscenser i den amerikanske karakterskuespiller, som med årene blev en næsten kontrært uforstyrrelig type-til-leje.
   To Neil Diamond-sange – »Holly Holy« og »I Am I Said« – stjæler lydbilledet fra Angelo Badalamentis stemningsmusik, og den blå ørkenhimmel udgør en perfekt kontrast til udvekslingen af seksuelle energier, som til stadighed finder sted.
   Holy Smoke! handler om at bryde kontrol ned og give sig hen. Filmen nyder selv at slippe taget, og derfor tilgiver man den nogle urimeligheder, som ville have kæntret et ringere værk.


Holy Smoke! Instr.: Jane Campion. Manus: Anna Campion & Jane Campion. Foto: Dion Beebe. 115 min. Australien-USA 1999. Dansk premiere: 17.12.1999.


Fotos: India Take One Productions/ Miramax/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, SF Anytime, YouTube Film
2K Blu-ray fra Pathé Distribution (Frankrig) i bokssættet Intégrale Jane Campion 1984-2013 | 15 Movies | 28.10.2015
Anmeldelsen blev lagt på filmsitet Scope i august 2000

torsdag den 11. november 2021

Martha Marcy May Marlene (2011) [Cult Fiction]


DEN FLIMRENDE BUND
Signalement af den sekteriske psyke

Af BO GREEN JENSEN

EN kult, et kollektiv, en kommune. Det er svært at sige, hvad det er for en slags sekt, som Martha (Elizabeth Olsen) flygter fra, da hun efter to års tavshed dukker op hos sin søster Lucy (Sarah Poulson) og svogeren Ted (Hugh Dancy) i parrets fantastiske hus ved en sø i den grønneste del af New England. Tiden er dog ikke til spørgsmål. I første omgang handler det om at få Lillesøster på fode igen.
   Som tilskuer har man en anelse om, hvad der rører sig i Martha. Det er sådan set også alt, hvad man får, for her bliver intet forklaret til bunds.
   Fortællingen begynder på gården, hvor hun dyrker jorden sammen med andre unge kvinder og mænd. Sean Durkins Martha Marcy May Marlene er en film, som antyder meget og uddyber lidt. Det fremgår dog, at den karismatiske Patrick (John Hawkes) bestemmer, hvordan storfamilien skal leve. Man prøver at blive et selvforsynende samfund.



DER er orden i tingene. Kvinderne tilbereder et måltid, som mændene indtager. Først bagefter kommer de selv ind og spiser. Man sover også hver for sig, skønt der er sat tid af til forplantning. Lederen indvier alle novicer. Man kan dufte brødet og mærke regnen i skoven. Farverne er varme, stilen rustik pionertid. Her er smukke unge mennesker, som lever enkelt og virksomt. Det er ikke det skæveste sted, man har set. Alligevel anes mørket i stref.
   Patrick er på én gang charmerende og faderlig. Stålet sidder under den vindtørre hud, og man kan sagtens se attraktionen. John Hawkes, som spillede Teardrop i Debra Graniks Winter's Bone, kunne være en yngre udgave af Levon Helm, som ofte fik den slags roller.* Det er ham, der siger til Martha, at hun »ligner en Marcy May Marlene«. Han synger en sang, som hun tror er skrevet til hende, men faktisk er »Marcy’s Song« hugget fra et album med Jackson C. Frank.**


DET er filmens store styrke, at den ikke dæmoniserer Patrick. For den sags skyld bliver ordene »kult« eller »sekt« aldrig sagt. Man taler højest om et fællesskab eller en familie, og der følger ingen brugsanvisning med de løbende flashbacks. Tiden går ved søen. Tiden går i erindringen. Først er der kun en kreds af udvalgte, men projektet griber om sig, og det samme gør lederens store ideer.
   Der er dog intet melodrama. Man dyrker jorden, lever sammen, har brudt med resten af verden og følger kun egne værdier. Mange ville sige, at man realiserer en idé i den amerikanske tradition for utopiske eksperimenter. Man opfordres ikke direkte til at tænke på Charles Manson, Jim Jones eller David Koresh, men det er den type leder, som Patrick har i sig. Mest af alt minder stedet i skoven om det sagnomspundne compound i Waco, Texas, som FBI gik til angreb på i 1993.



GRADVIS indser Martha, at hun ikke er så udvalgt, som hun tror. Her begynder måske hendes smerte. Senere erfarer hun, at man ikke uden videre forlader Familien. Det er svært at træde ud af en sekt, men værre at blive forkastet.
   Patrick lader gruppen mobilisere og træne med våben i skoven. Nye kvinder kommer til og bliver supermødre i lederens plan. Martha går ud og bliver ved med at løbe. Hun ved næppe selv, hvad hun har været igennem, og endnu mindre om, hvor hun skal hen.
   I denne tilstand banker hun på hos søsteren og hendes mand, der udgør et provokerende eksempel på selvtilstrækkelig normalitet.
   Martha har svært ved at omstille sig. Vanerne fra gården hænger ved. Hun går på bare fødder alle vegne. Hun vasker ikke hænder før maden. Hun sætter ikke ting på plads, når hun har brugt dem, og når hun har svært ved at sove, kommer hun ind og lægger sig i fodenden hos Lucy og Ted, uanset om de er i færd med at elske.
   Ted får hurtigt rigeligt og betragter svigerinden som en snylter. Lucy og Martha har issues fra barndommen, og den ældre søster føler åbenbart, at hun skylder den yngre et eller andet.



MARTHAS egen vinkel ligger mellem objektive billeder af dagene i huset nu og subjektive flashbacks til det lille hus i de store skove, hvor hun var lykkelig i begyndelsen. Når filmen bliver hos Martha, ser man i glimt, hvor skræmmende og svær at læse verden virker for hende. Disciplinen hos Patrick tilbød en klarhed, hun ikke finder i andre systemer. Somme tider ser hun personer fra sekten og er usikker på, om hun bliver forfulgt. Publikum ser det samme og ved, at ikke alt er indbildning.
   Emnet er ofte kredset om og beskrevet, først i Ralph Thomas’ canadiske Ticket to Heaven (1981), herhjemme i Susanne Biers Sekten (1998) og Niels Arden Oplevs To verdener (2008), men måske allerbedst i Jane Campions Holy Smoke! (1999), der fokuserer på afprogrammeringsprocessen.
   Der er dokudramaer om Charles Manson-familien, de kollektive selvmord i Jonestown, Guyana, og den japanske Aum Shinrikyo-kult, som Haraki Murakami skrev bogen Underground (2001) om og som Tatsuya Mori har skildret i filmene A (1998) og A2 (2001).



ALLE disse fremstillinger viser skræmmebilleder, som det er enkelt at tage afstand fra. Det er satanisk stof, som man bliver selvfejrende i sin snusfornuft af. Martha Marcy May Marlene kommer fra et andet sted. Durkins mørke film besidder en uudgrundelighed, som inddrager tilskueren og gør ham eller hende usikker, fascineret og nysgerrig.
   Alt er gjort med anelser. Der hviskes og gestikuleres. Sandheden ses måske i et glimt på den flimrende bund under søen, hvor Martha rekonvalescerer. Man forlader biografen med en følelse af, at der var endnu mere på spil og på færde.
   »Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud,« siger Paulus i 1. Korintherbrev. Enhver kultisk drift er funderet på oplevelsen af et mystisk sekund, på mødet med et ansigt, som man plejer at se i et spejl, i en gåde, og høre om i genfortællinger.
   Men hvad, hvis man følte forklarelsen selv? Sean Durkin sætter ord på en hob af knuste billeder. Det er i kraft af film som Martha Marcy May Marlene, at begrebet American Independent stadig giver mening.


*) Levon Helm (1940-2012) spillede trommer og sang i The Band, men han medvirkede også i henved tyve film, fra Michael Apteds Coal Miner's Daughter (1980) til Bertrand Taverniers In the Electric Mist (2009). I filmen om Loretta Lynn spiller han kulminearbejderen Ted Webb, som er far til Loretta. Taverniers film bygger på James Lee Burkes In the Electric Mist with the Confederate Dead (1993, da. Genfærdsgeneralen), den sjette bog i krimiserien om Dave Robicheaux. Helm har en lille, men vigtig rolle som John Bell Hood, et genfærd fra Konføderationshæren, som træder frem i den elektriske tåge. Robicheaux bliver spillet af Tommy Lee Jones. I Phil Joanous Heaven's Prisoners (1996, da. Delta Blues), den anden Burke-filmatisering, bliver detektiven spillet af Alec Baldwin.

**) Sangskriveren Jackson C. Frank (1943-1999) fik et tragisk liv og en kort karriere. Da han var 11 år, eksploderede fyret på hans skole i Cheektowaga i delstaten New York. 15 elever døde, og mange fik forbrændinger. Jackson lå på hospitalet i syv måneder. Her blev han interesseret i musik. Han var stor Elvis Presley-fan, og hans mor rejste med ham til Memphis, Tennessee, og sørgede for, at han fik hilst på sit idol. Han besluttede at satse på en musikalsk karriere, da han som 21-årig fik udbetalt en stor erstatning ($110.500) for brandulykken.
   Frank kom til England i 1965. I London lærte han Paul Simon at kende, og det var Simon – som samme år indspillede The Paul Simon Songbook (med urversionen af »The Sound of Silence«), før han tog hjem til New York og genoptog samarbejdet med Art Garfunkel – der producerede Jackson C. Frank (1965), den eneste LP, som udkom i Franks levetid. Simon og Al Stewart akkompagnerer på nogle af sangene, der blev indspillet på tre (eller seks - kilderne divergerer) timer.
   Frank var kortvarigt kæreste med Sandy Denny og blev ven med bl.a. Bert Jansch. En lang række kunstnere har indspillet sangen »Blues Run the Game«. Da pengene fra forsikringen slap op, tog Frank tilbage til USA og bosatte sig i Woodstock. Her blev han gift med Elaine Sedgwick. Parret fik datteren Angelina og en søn, som døde af cystisk fibrose.
   Frank led fra begyndelsen af depressioner og blev i 1966 diagnosticeret som skizofren. Han troede i årtier, at Paul Simon ejede rettighederne til hans sange. I 1994, da Mooncrest udgav Jackson C. Frank på cd, var der fem bonusskæringer med. »Marcy's Song« er en af de fem. Sangen var ikke med på den oprindelige LP, men stammer fra samme session.

Martha Marcy May Marlene. Instr. og manus: Sean Durkin. Foto: Jody Lee Lipes. 102 min. USA 2011. Dansk premiere: 28.06.2012.


Fotos: Fox Searchlight Pictures (Searchlight Pictures)/ Camera Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film
2K Blu-ray frs Svensk Filmindustri 13.11.2012
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 29.06.2012

torsdag den 28. november 2019

Jane Campion: Bright Star (2009)


DEN SMUKKESTE STJERNE
John Keats og Fanny Brawne

Af BO GREEN JENSEN

JANE Campion har altid brugt historien som et spejl. Skønt The Piano (1993) og The Portrait of a Lady (1996) på afstand kunne ligne romantiske sætstykker, var begge moderne fabler om kønnet. I Bright Star demonstrerer hun, at det stadig er muligt at kombinere periodefilm, kærlighedsdrama og kunstnerportræt, uden at der bliver tale om teenageromancer som Julian Jarrolds Austen-film Becoming Jane (2007).

   Sonetten »Bright Star« var en af de sidste tekster, som digteren John Keats skrev på, da han døde af tuberkulose i Rom, kun 25 år gammel. Der hersker delte meninger om, hvem der inspirerede teksten, men i Campions udgave er der ingen tvivl. Begærets mål var Fanny Brawne, som Keats blev forlovet med i 1819, da de var naboer i landsbyen Hampstead uden for London.



BEN Whishaw spiller Keats, men Campions vinkel ligger hos Fanny Brawne (1800-1865), som i australske Abbie Cornishs fremstilling bliver en praktisk orienteret kvinde med hang til at skabe mode. Familien Brawne lejer halvdelen af huset, som tilhører Keats’ ven og selvbestaltede beskytter, digteren Charles Armitage Brown, der både er forelsket i og jaloux på Fanny. Hun ender med at betyde mere for Keats, end han selv gør.
   Sociale faktorer bevirker, at forbindelsen mellem Keats og Fanny har svære vilkår. De forlover sig, men forholdet er dømt til at forblive et ideal som den klareste stjerne i digtet. Keats ved, at han er døende, da fans og rige venner sender ham til Italien med John Severn som ledsager. Severn mente altid, at digtet var skrevet til ham. Keats påbegyndte dog arbejdet umiddelbart efter sin trolovelse med Fanny.



MAN kunne dreje et glansfuldt kærlighedsdrama med smukke påklædningsdukker i de to hovedroller og en stor slat periodeguld i scenografien. Eller man kunne lade hånt om al historicisme og gøre parret til moderne elskende, der er fejlanbragt kronologisk. Campion gør ingen af delene. I stedet lader hun John og Fanny være rigtige mennesker – individer i og af deres tid – og hun genskaber det yndefuldt klaustrofobiske Hampstead med hypervirkelig detaljerigdom.
   I titelsekvensen sidder Fanny og syer. Greig Frasers kamera går så tæt på nål og tråd, at begge dele skælver i mælkelyset. Samtidig bæver falsetstemmerne, som synger a cappella på lydsporet. Koret består af Keats, Brown og byens øvrige mænd. De synger ikke klokkerent. Det sorte mudder sætter sig på Fannys røde kjole, og i skoven står levende træer, der ikke er anbragt kunstfærdigt. Man har en følelse af være der selv og dele parrets kærtegn, som forbliver kejtede og realistiske.


FILMEN er med andre ord romantisk på en moden facon. Den relative svaghed er dialogen. Når John og Fanny taler, citerer de i ét væk Keats’ digte, dagbøger og breve. Men smukt og vemodigt gennembrændt er det. Som coda sætter Campion billeder af kisten, der køres gennem Roms gader ved daggry. Whishaws stemme læser »Endymion« og citerer endelig »Ode to a Nightingale«.
   Bright Star er et stort comeback efter instruktørens erotiske thriller, In the Cut fra 2003.* Det lykkes Campion at forvinde præget af museal kunstgenstand og gøre Keats/Brawne-historien nærværende. Digteren døde i 1821, men i Bright Star bliver han levende, som var det lige før.

*) Og med krimiserien Top of the Lake (2013-2017) blev hun en af de skarpeste kvinder i feltet, hvor hårdkogt hjemstavnsskildring møder sær realisme og kønspolitik. 


Bright Star. Instr. og manus: Jane Campion. Foto: Greig Fraser. 119 min. Australien-UK-Frankrig 2009. Dansk premiere: 14.10.2010 [Cinemateket]


Fotos: Pathé Renn Productions/ Screen Australia/ BBC Films/ UK Film Council/ New South Wales Film & Television Office/ Hopscotch Productions/ Jan Chapman Films/ Australian Film Finance Corporation/ CineMaterial/ DFI
Filmen streames p.t. (juli 2025) ikke længere i Skandinavien 
– øvrige Europa og USA på Amazon Store, Apple TV, YouTube Film etc.
2K Blu-ray fra Atlantic Film (Skandinavien) 15.09.2010
2K Blu-ray i box set Intégrale Jane Campion |1984-2013 |15 Movies fra Pathé Distribution (Frankrig) 28.10.2015
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 15.10.2010