Translate

Viser opslag med etiketten Kate Winslet. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Kate Winslet. Vis alle opslag

søndag den 13. februar 2022

Kenneth Branagh: Hamlet (1996)


ET ÆDELT HJERTE
Branaghs definitive filmatisering 

Af BO GREEN JENSEN

WILLIAM Shakespeares Hamlet bliver sjældent spillet i tekstens fulde længde. Det er der flere grunde til. For det første tager det fire timer. For det andet kan man diskutere, hvilken af de seks foreliggende udgaver, der er den mest autentiske. Førsteudgaven fra 1603, den såkaldte »bad quarto«, er skrevet af efter hukommelsen og afviger markant fra den forestilling, som vi kender i dag, mens den anden kvart fra 1604 kan betragtes som den mest autoritative. Også denne ændrer sig dog i de senere udgaver.
   Heller ikke på Shakespeares tid var det usædvanligt, at en ofte spillet tekst blev filet til gennem årene. Scener blev tilføjet, andre beskåret, der blev rettet og strammet og efterjusteret i overensstemmelse med tidens smag og den dramatiske nødvendighed. Man regner med, at folioudgaven fra 1623 gengiver den version af teksten, som The King's Men faktisk havde på repertoiret, hvorimod den anden quarto ligger tættest på forfatterens egen tekst. Denne er med sine 3.777 linier Shakespeares længste, og det er dén som Kenneth Branagh har baseret sin 90er-Hamlet på.


PÅ film er Hamlet blevet fremstillet af de mest forskellige typer og navne, fra Asta Nielsen i Sven Gades stumme 1920-version til Mel Gibson i Franco Zeffirellis energiske udgave fra 1990. Kenneth Branagh nævner selv russeren Grigorij Kozintsevs 1964-filmatisering blandt sine forbilleder, men der er ingen tvivl om, at han også i denne omgang har kastet et særlig grundigt blik på faderfiguren Laurence Oliviers version fra 1948, som alt andet lige er den klassiske filmatisering. Og lad det være sagt med det samme: det er ikke blot en mere tidssvarende Hamlet, som Branagh har fundet ind til i sit arbejde med figuren. Det er ganske enkelt også en bedre film, som han har aftvunget det kendte materiale.



DET er en stor og forbavsende levende film. Skal man indvende noget, kunne det være et vist forbehold over for den overdosering af kendte ansigter, som i passager distraherer så stærkt, at stjerneeffekten næsten virker mod hensigten. 
   Vist er Jack Lemmon et udmærket valg til rollen som Marcellus, og vist får Billy Crystal en rigtig figur ud af Graveren, som Hamlet taler forgængelighed med. Også Robin Williams' hektiske nummer som Osrick fungerer som tiltrængt comic relief, men der er intet vundet ved at bruge Charlton Heston som skuespillernes konge eller lade Gérard Depardieu fremsige fem replikker på dårligt engelsk i anden akts scene mellem Polonius og Reynaldo.
  Scenen er i øvrigt et af de steder, der i regelen springes over. Den giver os et nyt og skarpere blik på Polonius, og Depardieu distraherer i sammenhængen. Da Hamlet lader gæstespillerne opføre stykket-i-stykket, kan Branagh ikke dy sig for at anbringe John Gielgud og Judi Dench i de levendegjorte tableauer. I den henseende er Branaghs uforkortede Hamlet finkulturens svar på The Longest Day (1962, da. Den længste dag), Ken Annakins film om D-Dagen, som også var angrebet af stjernesyndromet i næsten ufrivillig komisk grad.



FOR sagen er jo, at denne Hamlet er så stærkt besat i de rigtige roller, at udenværkerne irriterer. Derek Jacobi gør Claudius mere menneskelig, og derfor også mere korrupt, end vi er vant til at se ham. Richard Briers fremstiller Polonius, så han for en gangs skyld bliver mere end affældig staffage.

   Kate Winslets Ophelia er en lille åbenbaring, og hun hjælpes godt på vej af de friheder, som Branagh har taget sig i forhold til figuren. I flashbacks ser vi faktisk Hamlet og Ophelia elske sammen, før tiden gik af led. Branagh undgår også at vise os Ophelias vanvid som yndigt. I stedet udsætter lægerne hende for den behandling, der var fremherskende i Oplysningstiden, og det er mere hjerteskærende end de sædvanlige tableauer med stille vand og blomster i håret.



HVOR Franco Zeffirellis 1990-version skruede helt op for blodskamsmotivet i sin fremstilling af forholdet mellem Hamlet og Gertrude, som blev spillet af Glenn Close, lader Branaghs udgave Julie Christie være en enklere, mere entydig person, som man næsten kunne kalde ordinær.
   Rosenkrans og Gyldenstjerne, som især efter Tom Stoppards Rosencrantz and Guildenstern Are Dead er blevet tragediens mest celebre statister, er næsten ansigtsløse i Timothy Spalls og Reece Dinsdales skikkelser. Derimod er den myrdede konges genfærd – Brian Blessed med tordenstemme og himmelblå kontaktlinser – blevet både en gotisk effekt og en magtfuld person.
   Branagh selv er som Hamlet en overlever med dobbeltagentens talent for at forstille sig. Han handler aldrig i affekt, men iscenesætter sin hævn med klart overblik og sætter så at sige sit eget følelsesliv på standby. Han anfægtes nok af Ophelias skæbne, men kan dog ikke andet end trække på skulderen ved denne personlige omkostning. Han sætter aldrig spørgsmålstegn ved sin hævns valør, det destruktive afsind som han møder tidens generelt absurde forvridninger med. Det har han heller ikke grund til, for så vidt som faderens genfærd og hævnens lov her er fremstillet som regulære moralske naturkræfter. Det er op til Hamlet at genoprette balancen, sætte tiden tilbage i led.



FOTOGRAFEN Alex Thomson har tilrettelagt de brede 70mm-optagelser, så hele billedfladen bruges, og Tim Harveys scenografi vender op og ned på vores gængse forestillinger om stykkets formørkede verden. Vi er vant til at se nøgne rum, kalkede vægge og asketiske kostumer i en teatralsk scenografi, som forstærker og forstørrer tragediens centrale konflikt.
   Hos Branagh gøres alting tværtimod overdådigt, stort og farverigt – aldrig mere bjergtagende end i åbningscenen, hvor Claudius og Gertrud indtager tronen sammen. En regn af rosenblade drysser ned over de hvide uniformer, og salen er fuld af levende mennesker. Kun Hamlet er i sort som altid, og afstanden til hans omverden føles af samme grund større og stærkere end sædvanligt.



BLENHEIM Palace ved Woodstock i Oxfordshire holder for som slottet i Helsingør, og i slutningen krydsklipper Branagh mellem slutopgøret inde i tronsalen og Fortinbras' soldater, der trænger ind på slottet i uniformer fra Napoleonstiden.
   Den mest effektive tilføjelse til Hamlet, som vi hyppigst ser stykket, er dog fjerde scene i fjerde akt, hvor Hamlet opsummerer sin tragedie og til sin skam »ser døden true tyve tusind mænd,/ som går for eftermælets gøglesyner/ til graven som til sengs«, da Fortinbras' hær marcherer mod Polen. Vi ser faktisk hæren marchere hos Branagh, og scenen forstærker sin virkning ved at være den sidste før pausen i fire timers versionen.



FOR skønt Branaghs full version af Hamlet egentlig ikke føles så lang –
 man suges ind i handlingen og sproget og glemmer hurtigt tid og sted – var det amerikanske billetsalg så skuffende, at produktionsselskabet Castle Rock rykkede ud med en beskåret to timers version. Den forkortede film havde dansk premiere i 19 biografer, men kun den fulde version fik et videre liv. Den føles netop så stor, helstøbt og færdig, at man ikke ville ændre eller undvære én scene.



Hamlet. Instr. og manus: Kenneth Branagh. Foto: Alex Thomson. USA 1996. 242 min. Dansk premiere: 04.04.1997.


Fotos: Castle Rock Entertainment/ Turner Pictures/ Fishmonger Films/ Columbia Pictures/ Nordisk Film Distribution/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab/ framegrabs [Warner Home Entertainment]
Filmen streames (i maj 2025) på Apple TV, Blockbuster, SF Anytime, YouTube Film 
2K Blu-ray (regionsfri) fra Warner Bros. 17.08.2010
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 04.04.1997

lørdag den 13. november 2021

Jane Campion: Holy Smoke! (1999) [Cult Fiction]


HELLIG RØG
Kultbevidsthed og kønspolitik

Af BO GREEN JENSEN

MAN stiller særlige krav til en ny film af Jane Campion (f. 1954). Det gælder nu – i 2021, hvor The Power of the Dog, en episk anlagt western, får premiere – som i 1999, da Holy Smoke! var instruktørens første samtidsfilm efter to pristine historiske stykker.
   Den newzealandsk fødte filmskaber, som stadig bor og arbejder i Australien, markerede allerede med Sweetie (1989), at hun ville noget særligt og tog sit håndværk lige så alvorligt, som det snart efter fremstod i An Angel at My Table (1990), Campions indfølte filmatisering af Janet Frames erindringsbøger, der blev hendes internationale gennembrud.
   Alle Campions arbejder er radikale forsøg på at analysere og meditere over magtforholdet mellem kønnene. Det gælder uanset, om hun gransker Holly Hunters tavshed i The Piano (1993) eller konfronterer Nicole Kidman med essensen af skræmmende hvidhed i Henry James-filmatiseringen The Portrait of a Lady (1996, da. Portræt af en kvinde). Hos Campion bliver der ikke genfortalt. Her får selve kønnet stemme og taler.



CAMPIONS film ligner ikke andre politisk funderede arbejder af feministiske instruktører. For det første falder hun sjældent for fristelsen til at docere og moralisere. For det andet udtrykker hun sig konsekvent i visuelle metaforer og synes ude af stand til at skabe billeder, der ikke forfører øjet og får sanserne til at begære. Ofte virker det, som siges under billederne, at være klogere og skarpere end de replikker som karaktererne udveksler foran kameraet.
   Efter den tilsigtede klaustrofobi i Portræt af en kvinde vender Campion i Holy Smoke! tilbage i fabulerende og frapperende form. Det gør hun på triumferende vis, skønt flere psykologiske stereotypier er påfaldende karikerede.
   Hun har skrevet manuskriptet sammen med søsteren Anne, og parret har moret sig med at sætte alle komiske sejl til i skildringen af gennemsnitsfamilien, som ikke har fantasi til at forestille sig andre måder at leve på end den surrealistiske småborgerlighed, de selv praktiserer og kalder en tilværelse. Alligevel er især mændene i den australske familie svære at tage alvorligt i længden.



PÅ en rejse i Indien bliver Ruth (Kate Winslet) ramt i sit inderste væsen af guruen Chidaatma Baba, som fordrer betingelsesløs kærlighed. I en af filmens korte drømmesekvenser, fantastiske indstik der imiterer den polerede stil fra hinduistiske helgenbilleder, træder et tredje øje frem i hendes pande. Det stråler og drejer. Vi ser, at det ser.
   Ruth bliver i Indien. Veninden tager hjem og fortæller hendes familie om sekten, der tog deres datter. Moderen tager til Indien og lokker datteren hjem, hvor den amerikanske »exiting expert« PJ Waters (Harvey Keitel) skal »afkode« Ruths bevidsthed.


FILMENS hjerte ligger i den australske ørken, hvor Ruth og Waters tilbringer tre intense døgn i en hytte, mens nuancerne i deres forhold til stadighed skifter væsen. Eksorcisten må erkende, at kvinden på 19 år er hans jævnbyrdige, og at rutinen ikke hjælper ham hér.
   Ruths svigerinde kaster sig i grams for amerikaneren, der ved ankomsten er en tilknappet type i cowboystøvler og pressede jeans. Megen situationskomik afvikles, men i centrum sidder en magisk scene, hvor den nøgne Winslet på én gang bryder sammen og retter sin seksualitet mod Keitel som et våben.
   Fra da af behersker hun situationen. Den amerikanske cowboy ender som en både absurd og afsindig pilgrim, der iført make-up og rød kjole kravler rundt på hænder og knæ i ødemarken. I en sidste ironisk åbenbaring ser han Winslet som en indisk gudinde med seks arme og uudgrundeligt smil.


FILMEN tager aldrig definitivt stilling til de hallucinationer og epifanier, som Ruth og Waters er alene om at få, fordi de kan åbne og bevæge sig på en måde, som de øvrige karakter enten har glemt eller slet ikke kender.
   Et bånd med rædselshistorier om kultiske mord og selvmord fra Charles Manson til Heaven’s Gate afspilles. Endelig ankommer Waters’ veninde i skikkelse af Pam Grier og trækker ham tilbage til virkeligheden. Trods alt bliver en hverdag indført til slut. Trods alt var miraklerne nok hellig røg.


KATE Winslet er formidabel som Ruth, indbegrebet af alt som er frugtbart. Keitel stiller som altid op til hvad som helst med en mine af stoisk beredvillighed. Campion er en af de få filmskabere, der har set (og forløst) noget mere end Scorseseanske Little Italy-reminiscenser i den amerikanske karakterskuespiller, som med årene blev en næsten kontrært uforstyrrelig type-til-leje.
   To Neil Diamond-sange – »Holly Holy« og »I Am I Said« – stjæler lydbilledet fra Angelo Badalamentis stemningsmusik, og den blå ørkenhimmel udgør en perfekt kontrast til udvekslingen af seksuelle energier, som til stadighed finder sted.
   Holy Smoke! handler om at bryde kontrol ned og give sig hen. Filmen nyder selv at slippe taget, og derfor tilgiver man den nogle urimeligheder, som ville have kæntret et ringere værk.


Holy Smoke! Instr.: Jane Campion. Manus: Anna Campion & Jane Campion. Foto: Dion Beebe. 115 min. Australien-USA 1999. Dansk premiere: 17.12.1999.


Fotos: India Take One Productions/ Miramax/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, SF Anytime, YouTube Film
2K Blu-ray fra Pathé Distribution (Frankrig) i bokssættet Intégrale Jane Campion 1984-2013 | 15 Movies | 28.10.2015
Anmeldelsen blev lagt på filmsitet Scope i august 2000

søndag den 27. december 2020

Slipstream | Eternal Sunshine of the Spotless Mind (2004)


VIRKELIGHEDEN BAG VIRKELIGHEDEN
Forelskelsen ifølge Charlie Kaufman og Michel Gondry
 
Af BO GREEN JENSEN
 
DE sværeste forhold gør dybest indtryk og lever videre, når vi har afsluttet dem. Derfor kan man aldrig begynde på en frisk. Man vænner sig måske til tanken, men der vil altid være besværlige rester, one or two hard feelings, at bære med sig i erindringen. Erfaring er selvsagt et dæknavn for disse, og erfaring kan nok være nyttig. Men tænk, hvor enkelt alt ville være, hvis man øjeblikkeligt og fuldkommen smertefrit kunne få slettet sin erindring om den elskede. Alt ville da være ukompliceret som evigt solskin i et pletfrit sind.
   En almindelig morgen et sted i New York vågner ungkarlen Joel Barish (Jim Carrey) med en ubestemmelig længsel i kroppen. Han tager sig sammen, står op og skynder sig til stationen. Ud af det blå beslutter han at pjække og tager et tog i modsat retning, ud til vinterstranden ved Montauk, hvor han går rundt som en slukøret hund. Som altid skriver han ting om sit ikke-liv ned i dagbogen, der rummer en blanding af banale notater og ret gode skitser. Joel spørger, hvad det hele skal til for. Og hvorfor bliver han altid afgrundsdybt forelsket i kvinder, som viser ham bare den mindste interesse?



TAG
 nu den kønne og frodigt småskøre Clementine Krucynski (Kate Winslet), som han ser flere gange på stranden og siden følges med i toget på vej hjem til trøstesløsheden. Det er hende, der lokker ham ud af kokonen, men Joel stritter strengt taget ikke imod. Hun byder ham på cognac, da de er sammen første gang. »Det gør hele forførelsesprocessen langt mindre ubehagelig,« forklarer hun. De leger i parken, kigger stjerner og laver engle i sneen. Før nogen ved af det, er de et par, og elskeren Joel er atter i omløb, mod bedre vidende, ganske vist, men glad nok og kåd som en hvalp.
   Idyllen tangerer et kejtet og slidt, men samtidig meget sympatisk glansbillede fra det store hovedlager i det fælles ubevidste. Det er det gode sted på kærlighedsfilmen. Vi har sikkert selv prøvet at leve det lidt og under de elskende tiden som venter. Hvorfor sidder Joel så i bilen og græder på næste billede? Hvorfor er der noget vagt bekendt ved Clementines farver allerede første gang han ser hende, og hvorfor mangler der sider i journalen fra den svære tid, som han mærkelig nok ikke husker helt klart? Hvorfor vil hun ikke kendes ved ham og har vendt sig til en anden mand, da han opsøger hende på biblioteket? Hvorfor er erindringen underlig blank?



FOR at give en anelse om, hvad der venter, er man nødt til at røbe den halve præmis. Eternal Sunshine of the Spotless Mind er ingen science fiction-film. Tværtimod foregår den i en genkendelig hverdag, hvor alt er lowtech og meget realistisk i sin mangel på formål. Der er dog strategiske forskelle. For i filmens forstæder tilbyder Howard Mierzwiak (Tom Wilkinson) og hans betroede medarbejdere fra firmaet Lacuna en slags pletrens af hukommelsen. Der er ikke tale om egentligt nedbrud. Man bliver tilbudt en personlig løsning, en nænsomt tilrettet amnesi, som sletter de svære detaljer om, hvad det end er, som man ikke vil huske. Bagefter burde man være som nyfødt.
   Det bliver ret hurtigt klart, at Clementine har fravalgt sine erindringer om Joel. Men hvorfor? Og skal han ikke bare gøre det samme? Vel skal han så, hun fortjener ikke bedre, men hér begynder problemerne for alvor. Noget dybere nede i Joel holder fast, og mens tidsfornemmelsen skrider, bøjer af, trækkes ud og styrter helt sammen, prøver Joel og Clementine – kvinden som han husker hende og som hun inderst inde også må være – at gemme sig i den erindring, der ligger længst nede i hukommelsen. Folkene fra Lacuna, sekretæren Mary (Kirsten Dunst) og teknikerne Stan (Mark Ruffalo) og Patrick (Elijah Wood), zapper løs efter røde pletter på skærmen, men hver gang finder Joel og Clem et nyt sted.


DET lyder velsagtens vagt thrilleragtigt, men heller ikke denne genres krav bliver honoreret. Evigt solskin i et pletfrit sind er i bund og grund en ener, sin egen film og sin egen genre. Scener gentages og skifter væsen. Somme tider savner karaktererne ansigtstræk og ligner posefolk på René Magrittes maleri.* Intet er sikkert i erindringen eller drømmen om erindringen, men jagten på et sted at være menneske giver filmen lejlighed til at anbringe sine emblematiske elskende i surrealistiske drømmesekvenser, som ofte er besnærende smukke. I en dobbeltseng i sneen på stranden. I stuen hos Joel, hvor regnen falder tæt indendørs. På isen under stjernerne og til selskabet, hvor de mødte hinanden.
   Noget af teknikken er for snurrig, lidt for meget som Storm P. på stoffer eller Terry Gilliam til økonomipris, men ellers har man kun ganske lidt at udsætte på filmen. Selv spillelængden er tilpas. Jim Carrey er uden sine sædvanlige manerer og har sin bedste rolle siden Peter Weirs The Truman Show (1998), der byggede på en beslægtet præmis om virkeligheden bag virkeligheden. Kate Winslet har endnu aldrig trådt helt forkert, når hun valgte sine roller.
   Pointen er naturligvis, at kærligheden ikke kan slettes, når den er dyb nok og hvis den ikke selv vil. Også internt på Lacuna er der romantiske forviklinger. Flere end man tror har taget kuren. Flere end man tror har fundet sammen igen. Som Joel og Clem. Eller måske som du og jeg? De fleste tanker er erindringer, og hukommelsen bedrager. Hvem kan sige om noget har været? Det findes jo kun i erindringens fluxus.



CHARLIE Kaufmans filmmanuskripter er modangreb på den glatte mainstream, som foretrækker regelrette computerudskrifter, der er kemisk renset for paradoksale indfald og andre løse ender. Kaufmans arbejder nærmest består af løse ender. De er sære, labyrintiske skuffedarier med masser af marginalia, gule huskesedler og krøllede beskeder i plettede kuverter, som er stukket ind allerbagerst i genbrugte ringbind. Sådan noget man typisk finder i døde mænds arbejdsværelser og kasserer mere eller mindre en bloc. Der er ofte en masse excentrisk pynt, men på bunden af den kinesiske æske er der altid en hård, original idé, som ingen andre for alvor har fået.

   Derfor er der rift om den kontrære amerikaner, som første gang gjorde sig bemærket med Being John Malkovich fra 1999. Spike Jonze instruerede den svært beskrivelige identitetsfabel, hvori man mod betaling kunne få adgang til John Malkovichs bevidsthed. Man kom ind ad en underlig halvdør på en hemmelig mellemetage og blev bagefter spyttet ud i græsset ved motorvejen. Inden længe stod alle, bl.a. skuespilleren selv, i kø for at få én på opleveren. Malkovich blev så forskrækket, at han lagde sit liv om, blev marionetfører og modtog Nobels Fredspris. Imens var kønne stjerner som John Cusack og Cameron Diaz forvandlet til almindelige mennesker. Det hele gav en absurd form for mening.


VIA Being John Malkovich kom Kaufman i kontakt med franskmanden Michel Gondry, som instruerede den skuffende kultursatire Human Nature (2001). Patricia Arquette led af ekstrem behåring og barberede sig nat og dag for at tækkes adfærdsforskeren Tim Robbins, som prøvede at pille aben ud af manden Rhys Ifans, der var vokset op hos dyrene. Til slut tog alle tøjet af og vendte tilbage til junglen, men Monty Python-holdet havde været der før og gjort det bedre. George Clooneys instruktørdebut, Confessions of a Dangerous Mind (2002) var baseret på desperadoen Chuck Barris’ erindringsbog af samme navn. TV-produceren Barris udtænkte quizshows og reality-programmer, som endnu hærger den globale sendeflade, men i sin selvbiografi hævder han endvidere at have været lejemorder for CIA.**
   Den paranoide anretning var ikke oplagt stof for Kaufman, som har svært ved at løse bestillingsopgaver, da det volder ham problemer at holde sig til sagen. Det blev der gjort en dyd af i Spike Jonzes Adaptation (da. Orkidé-tyven) fra 2002. Kaufman skulle omplante New Yorker-journalisten Susan Orleans bog om orkidéjægeren John Laroche fra trykte sider til levende billeder, men afleverede i stedet en fabel om en skriveblokeret forfatter, der ingen vegne kommer, mens hans frejdigt debuterende tvillingebror går på kursus hos guruen Robert McKee og får Hollywood til at savle over et skabelonmanuskript. Nicolas Cage spiller begge svedige brødre – ham med blokeringen hedder Charlie Kaufman – mens Meryl Streep er journalisten i resterne af den oprindelige historie. Resultatet ligner ikke meget andet, man har set.


FILMENS stærkt billeddannende titel er ikke et psykedelisk påfund fra i forgårs. Strofen stammer fra en tekst af englænderen Alexander Pope (1688-1744). Følelsen er for så vidt den samme. Klassicisten, som skrev hele verden om til mekanisk rimede, såkaldt »heroiske kupletter«, vidste godt, at drømmen om blank fred er farlig. I digtet »Eloisa to Abelard« (fra Works, 1717) lader han Héloïse skrive til den elskede Pierre Abelard. Hun misunder Antikkens vestalinder, som ikke kendte til fysisk begær. Hun ved dog selv, at følelsen er illusorisk. Der er tale om et futilt hjertesuk:

How happy is the blameless vestal’s lot!
The world forgetting, by the world forgot.
Eternal sunshine of the spotless mind!
Each pray’r accepted, and each wish resign’d.

(Hvor lykkelig er ikke den ulastelige vestalinde!/ At glemme verden, at være glemt af den som hende./ Evigt solskin i et pletfrit sind!/ Hver bøn anerkendt, hver længsels pibe stukket ind.)
   
Både Confessions og Adaptation gjorde indtryk. I Evigt solskin har Gondry og Kaufman derfor haft et betydeligt budget og en håndfuld rigtige stjerner til deres rådighed. De kvitterer for den viste tillid med en tankevækkende kærlighedsfilm, som både besidder fortrolig sødme og et ganske skarpt perspektiv. Erindringsforskydning forekommer typisk i spændingsfilm med mareridtskygger og dystre utopiske fremtidslegender. Her er kærligheden som i virkeligheden, lille og stor, besværlig og nødvendig på én gang. Som bekendt er livet a pain in the ass. Men vi har kun det samme og hinanden at leve det med.



*) René Magritte malede to billeder med titlen Les Amants i 1928. De har samme format (54 x 73 cm) og datering. Det er som regel Les Amants 2 
– hvor skikkelserne kysser gennem stoffet, som kan være lagen eller ligslør – som reproduceres i diverse billedværker. Det var vist også dét, jeg tænkte på, da jeg anmeldte Eternal Sunshine of the Spotless Mind for 16 år siden – og det var helt sikkert dét, som jeg tænkte på for 35 år siden, da jeg skrev digtet »Sandspillet« til samlingen Stedernes mening (1985). Les Amants hænger på National Gallery of Australia i Canberra; Les Amants (2) tilhørte samleren Richard S. Zeisler. Zeisler opbyggede en samling på 110 værker af moderne mestre som Francis Bacon, Max Beckmann, Vassily Kandinsky, Magritte, Juan Miró og Pablo Picasso. Ved Zeislers død i 2007 var samlingen vurderet til 100+ millioner dollars. Han fordelte den på 16 amerikanske museer. Les Amants 2 endte på Museum of Modern Art i New York City. 

 


**) Charles Hirsch Barris (1929-2017) var vært på The Gong Show og udviklede konceptet til The Dating Game og The Newlywed Game. Han begyndte som assistent for Dick Clark på musikprogrammet American Bandstand. I sin formentlig autofiktive erindringsbog fra 1984 hævder Barris, at han samtidig var agent og hitman for CIA. Det svarer til, at Erling Bundgaard eller Jarl Friis-Mikkelsen stod frem og erkendte at være spioner. I Clooneys film bliver han spillet af Sam Rockwell, mens instruktøren selv har rollen som hans CIA-kontakt. Det er til det sidste uklart, om Barris fantaserer eller fortæller det, som det var.    

Evigt solskin i et pletfrit sind (Eternal Sunshine of the Spotless Mind). Instr.: Michel Gondry. Manus: Charlie Kaufman. Foto: Ellen Kuras. 108 min. USA 2004. Dansk premiere: 30.04.2004


Fotos: Focus Features/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ FilmAffinity/ NGA/ MoMA
Filmen streames på NETFLIX og YouTube Film
4K UHD + 2K Blu-ray fra Kino Lorber 26.07.2022
Anmeldelse trykt første gang i Weekendavisen Kultur 30.04.2004

fredag den 13. marts 2020

Et moderne helvedesbillede: Contagion (2011) [Epidemic Cinema]


ET MODERNE HELVEDESBILLEDE
Panikken eskalerer i virusfilmen Contagion

Af BO GREEN JENSEN

DET er i disse år vejret og økønomien, som fylder mest i tidens mareridt, når der ikke er en konkret krig eller terrorkampagne at være bange for. Kemi i maden og dårligt vand er også placeret på listen, og mens man i sidste århundrede nærede frygt for et atomart ragnarok, er det udsivningen fra forvitrende strukturer, der gør os bange. Vi er i meget høj grad blevet en tid, der lever med affaldet efter en anden.
   Én faktor kan dog fortrænge alle de øvrige kilder til frygt, når den viser sit hæslige ansigt. Det er angsten for epidemien, der ikke lader sig standse, en aggressivt muterende virus, der breder sig hurtigt og dræber i flæng. Navnet Ebola udløser koldsved, og når akronymer som SARS og BSE bliver gangbare, er verden skræmt fra vid og sans.
   I 1347 døde en tredjedel af Europas befolkning. Man sagde, at pesten smittede gennem lyset. Erindringen sidder fast i systemet.


   
MAN er gudskelov sluppet med skrækken hver gang. Hverken fugleinfluenza (H5N1) eller svineinfluenza (H1N1) blev de ødelæggende pandemier, nogle forskere havde talt om. Så en Ulven Kommer-stemning har bredt sig. Som en læge siger i Contagion: Der er ingen grund til at holde øje med fugleinfluenza. Det vil dyrene selv sørge for.
   Ud af det blå – til og med fra Wuhan i Kinas mørke indre – kommer så coronavirus (COVID-19). Der er al den sædvanlige skepsis og tøven. Hovedrystende modreaktioner. Et ubehag ved at give pøbelen ret. Men drengen har virkelig set ulven komme. Landsbyens indbyggere prøver at indhente tiden, der gik med at slå det hen. De løber for at nå det. Vi løber for at nå det. Og kommer forhåbentlig ikke for sent.



STEVEN Soderbergh skaber i Contagion (2011) et faktuelt baseret og ganske detaljeret billede af, hvordan scenariet kunne forløbe. Smittevej, inkubationstid og udbrud kortlægges, mens forskere og myndigheder arbejder på at udvikle en vaccine og håndtere det eskalerende kaos. Der er i og for sig ingen skurke, kun bureaukrater som blokerer for logistikken og naturligt panikslagne mennesker.



EN håndfuld narrative tråde skaber dramatiske identifikationspunkter. En kvinde fra Minneapolis kommer i berøring med smittekilden i Hong Kong, er sin ægtemand utro på vej hjem og dør meget voldsomt efter to dage. Det samme gør hendes søn, men manden er immun. Forskere leder efter en vaccine, mens FN sender en læge til Minnesota, hvor det første udbrud finder sted. I Kina tages en kvindelig læge som gidsel af mænd, der vil sikre, at deres børn får vaccinen.



DE mindste hensyn spiller ind i historien, som bliver en stadig mere grum fortælling om undtagelsestilstand, plyndringer og massegrave. En ny slags joker i spillet er journalisten, som taler alle instanser imod på sin blog og har sin egen dagsorden. Den valgte form er en blanding af katastrofefilm og thriller. Nederst i billedet tælles der frem: Dag 3, Dag 7, Dag 140. Først til allersidst vises Dag 1.


ÆSTETISK er filmen på linje med Traffic (2000), Soderberghs panoramiske skildring af narkoens vej til det amerikanske marked. I Contagion spilles de mange små roller af navne som Gwyneth Paltrow, Matt Damon, Kate Winslet, Jennifer Ehle, Laurence Fishburne, Marion Cotillard og Jude Law. Stjernerne er ikke kun til pynt. Man kan bedre følge et ansigt, man kender, når det moderne helvedesbillede syder og flimrer.
   Contagion drives af de samme mekanismer, som gør zombiefilm til livagtige fabler. Den er mindre grum end Wolfgang Petersens Outbreak (1995), som var hårdkogt og dystopisk.
   Man ser Soderberghs film som en besværgende gestus. Sæt pris på livet, som det er. Er man panisk disponeret, skal man vælge noget andet. Pesten breder sig stadig med lyset. Dybest set kan man kun krydse fingre.




Contagion. Instr. & foto: Steven Soderbergh. Manus: Scott Z. Burns. 107 min. USA-Arabiske Emirater 2011. Dansk premiere: 03.11.2011


Foto: Warner Bros./ SF Studios/ CineMaterial/ FilmAffinity/ YouTube (WB 2011 Trailer)
Filmen steames på Apple TV, Blockbuster, Grand Hjemmebio, MAX, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film
4K UHD + 2K Blu-ray fra Warner Bros. 26.02.2024
Hovedparten af anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 04.11.2011