Translate

Viser opslag med etiketten Harvey Keitel. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Harvey Keitel. Vis alle opslag

lørdag den 27. november 2021

Paolo Sorrentino: Youth (2015)


GAMLE MÆND OM AFTENEN
Sorrentino bestiger Der Zauberberg

Af BO GREEN JENSEN

EN komponist og en filminstruktør, begge ved slutningen af livet; en voksen datter, der bliver forladt; en genert bjergbestiger, som bliver forelsket; en Novalis-citerende Hollywoodstjerne, der forbereder sig på at spille Adolf Hitler.
   Figurerne er gæster på et eksklusivt kursted i Schweiz, hvor også Miss Universe flytter ind. De ser på buddhistmunken, som mediterer i haven. De diskuterer, om han kan levitere. De taler om livet og døden, mens dagene kommer og går. Der er sådan set ikke andet.
   Youth kombinerer motiver fra to af Paolo Sorrentinos andre film: Kærlighedens konsekvenser (2004) og La grande bellezza (2013, da. Den store skønhed), som blev sit års udenlandske Oscar-vinder. I den sky skuespiller, som bliver spillet af Paul Dano, er der reminiscenser af den blokerede rockstjerne i This Must Be the Place (2011).



DER er igen ingen grænser for tænksomheden og billedskønheden. Ej heller for selvfølelsen og ambitionen hos den nu midaldrende italiener. La grande bellezza var Sorrentinos La dolce vita. Youth er hans Der Zauberberg.
   I Trolddomsbjerget fra 1924 samler Thomas Mann en kreds af tidstypiske karakterer, som bliver behandlet for tuberkulose på kurhotellet Berghof i de schweiziske alper. Hans Castorp skal besøge sin brystsyge fætter, men ender med at blive på Troldfjeldet i syv år.*
   Her overhører han samtaler mellem humanisten Settembrini og den radikaliserede Naphta, som er jøde, jesuit og kommunist. Han sværmer for Clawdia Chauchat, en sanselig russisk aristokrat, som imidlertid er optaget af den dionysiske Mynheer Peeperkorn.
   Romanen er både mytologisk og satirisk. Før Clawdia rejser, skænker hun Castorp en kærlighedsnat. Som minde får han et røntgenbillede af hendes lunger, altså et portræt af hendes indre jeg. Han sætter det ved sin seng.
   Mens de karikerede patienter vender ryggen til almuen nede i lavlandet, er en sønderrivende krig undervejs. Da det lykkes Castorp at bryde fortryllelsen og vende tilbage til virkeligheden, er det med stor sikkerhed for at dø.


DER er ingen Castorp-karakter i Youth og heller ingen fashionabel sygdom, som konsoliderer hotelgæsternes fællesskab. Det skulle da være elitens begær efter uforstyrret splendid isolation.
   Alligevel bruger man tid på at finde overenstemmelser mellem Manns og Sorrentinos bjergtinder. Stemningen omkring samtalerne mellem komponisten Fred Ballinger (Michael Caine) og filmskaberen Mick Boyle (Harvey Keitel) er den samme. Også Miss Universe (Madelina Ghenea) kommer fra Rusland.
   Sorrentino fremhæver selv forbindelsen. For en sikkerheds skyld er Youth faktisk filmet på Berghotel Schatzalp i Davos, som var et sanatorium, da Katia Mann blev behandlet for tuberkulose i 1912. Her begyndte Mann at skrive Trolddomsbjerget som et sidestykke til Der Tod in Venedig (1912, da. Døden i Venedig).


PÅ samme måde må Youth være tænkt som en tvilling. Den store skønhed var fuld af kærlige henvisninger til 60er-film af Federico Fellini og Michelangelo Antonioni. Det gav ekstra vægt til portrættet af den indolente journalist og hans kreds af romerske døgnvæsener.
   I Youth er virkningen modsat. Det er decideret distraherende, at Sorrentino fører regnskab i forhold til Trolddomsbjerget. Tricket får tilskueren til at spørge, om karaktererne i grunden er så dybe, som de bliver fremstillet.



FILMEN bliver reddet, fordi personerne selv er i tvivl. Ballinger og Boyle er gamle mænd, som har prøvet det hele og betragter ungdommens lidenskab med distance. Muligvis med vemod, men ikke med misundelse.
   Ballinger er træt og ville ønske, at han havde de prostataproblemer, han fingerer. Kongehuset sender en mand for at bede ham dirigere sit hovedværk Simple Songs. Han siger kategorisk nej og kan dårligt selv huske hvorfor.
   Det kan datteren (Rachel Weisz), der fungerer som hans assistent. Hvis filmen trods alt har en Castorp, må det være Lena Ballinger.


   
DER er gjort meget ud af miljøet. Mark Kozalek optræder på terrassen, og sangerinden Paloma Faith spiller sig selv. Hun har hugget Lenas mand, der tilfældigvis er søn af Mick Boyle. Så de gamle mænd går aftentur og siger forbavsende banale ting til hinanden.
   Boyle har barrikaderet sig sammen med fem unge manuskriptforfattere. Filmen, som de skriver, skal på én gang være mesterværk og svanesang, comeback og testamente. Men produktionen er i pengenød.
   Alt afhænger af, om Boyles gamle flamme og forreste stjerne (Jane Fonda) vil spille hovedrollen. Hun kommer og prøver på sin måde at være ærlig. Boyles reaktion er den ene grund til, at Ballinger omsider går på podiet.



DET er generelt en fornøjelse at følge samtalerne mellem Caine og Keitel, som efterhånden lukker skuespilleren ind i deres venskab. Dano sminker sig som Hitler og bliver i karakter i flere dage for at afprøve gæsternes reaktion.
   Et andet godt øjeblik er vist på filmens plakat. De gamle mænd bliver stille, da den nøgne Miss Universe gør dem selskab i badet.
   Youth modtog tre af Det Europæiske Filmakademis EFA-priser for 2015: årets film, årets skuespiller (Caine) og bedste instruktør. Selv savner jeg efterhånden den visuelle rock ’n ’roll fra Il Divo (2008), Sorrentinos suveræne karaktermord på politikeren Giulio Andreotti. Han er altid en stor billedskaber, men i Youth bliver det hele måske mere litterært, end godt er.
   Caine og Keitel skaber fulde karakterer. Selv Jane Fonda liver op i rollen som aldrende diva. Sidst i filmen bliver det afgjort, om buddhistmunke egentlig kan levitere.



*) Også Hayao Miyazaki har henvist til bogen i Når vinden rejser sig (2013), hvor flyingeniøren Jiro Horikoshi faktisk møder Hans Castorp på kurstedet, hvor han frier til sin tilkommende hustru. Der Zauberberg er oversat til dansk flere gange. Carl V. Østergaards version fra 1924 har titlen Troldfjeldet og var den kurante udgave, indtil Ulrich Horst Petersen nyoversatte romanen som Trolddomsbjerget i 1989. Det er desværre svært at komme til at se filmen/miniserien Der Zauberberg/ La montagne magique/ The Magic Mountain, som fransk, (vest)tysk, østrigsk og italiensk tv producerede sammen i 1982. Hans W. Geissendörfer bearbejdede bogen og instruede bl.a. Christoph Eichhorn (Castorp), Marie-France Pisier (Clawdia Chauchat), Irm Hermann (Fräulein Engelhart) og Rod Steiger (Mynheer Peperkorn). Et særligt indtryk gjorde Charles Aznavour i rollen som Naphta. Jeg har aldrig glemt scenen med tuberkulosefotoet som en kærlighedspant. Filmen, som varer 153 minutter, er fra samme periode som Tony Palmers Wagner (1981) med Richard Burton som komponisten, Francois Villiers' Romain Rolland-dramatisering Jean-Christophe (1978) med Klaus Maria Brandauer og Ingmar Bergmans Fanny & Alexander (1982). I nogle territorier var der biografpremiere; andre steder blev filmene vist i længere tv-versioner, hvor føljetonens grammatik kom bedre til sin ret. Dansk tv sendte Der Zauberberg over to aftener. Filmen blev restaureret og vist på Berlinalen i 2008. Arthaus udgav et dvd-bokssæt, som man stadig kan være heldig at finde i Tyskland. 

Youth (La Giovenezza). Instr. og manus: Paolo Sorrentino. Foto: Luca Bigazzi. 124 min. Italien-Frankrig-Schweiz 2015. Dansk premiere: 14.01.2016.


Fotos: Indigo Film/ Medusa Film/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime og Viaplay Rent & Buy
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 15.01.2016 

lørdag den 13. november 2021

Jane Campion: Holy Smoke! (1999) [Cult Fiction]


HELLIG RØG
Kultbevidsthed og kønspolitik

Af BO GREEN JENSEN

MAN stiller særlige krav til en ny film af Jane Campion (f. 1954). Det gælder nu – i 2021, hvor The Power of the Dog, en episk anlagt western, får premiere – som i 1999, da Holy Smoke! var instruktørens første samtidsfilm efter to pristine historiske stykker.
   Den newzealandsk fødte filmskaber, som stadig bor og arbejder i Australien, markerede allerede med Sweetie (1989), at hun ville noget særligt og tog sit håndværk lige så alvorligt, som det snart efter fremstod i An Angel at My Table (1990), Campions indfølte filmatisering af Janet Frames erindringsbøger, der blev hendes internationale gennembrud.
   Alle Campions arbejder er radikale forsøg på at analysere og meditere over magtforholdet mellem kønnene. Det gælder uanset, om hun gransker Holly Hunters tavshed i The Piano (1993) eller konfronterer Nicole Kidman med essensen af skræmmende hvidhed i Henry James-filmatiseringen The Portrait of a Lady (1996, da. Portræt af en kvinde). Hos Campion bliver der ikke genfortalt. Her får selve kønnet stemme og taler.



CAMPIONS film ligner ikke andre politisk funderede arbejder af feministiske instruktører. For det første falder hun sjældent for fristelsen til at docere og moralisere. For det andet udtrykker hun sig konsekvent i visuelle metaforer og synes ude af stand til at skabe billeder, der ikke forfører øjet og får sanserne til at begære. Ofte virker det, som siges under billederne, at være klogere og skarpere end de replikker som karaktererne udveksler foran kameraet.
   Efter den tilsigtede klaustrofobi i Portræt af en kvinde vender Campion i Holy Smoke! tilbage i fabulerende og frapperende form. Det gør hun på triumferende vis, skønt flere psykologiske stereotypier er påfaldende karikerede.
   Hun har skrevet manuskriptet sammen med søsteren Anne, og parret har moret sig med at sætte alle komiske sejl til i skildringen af gennemsnitsfamilien, som ikke har fantasi til at forestille sig andre måder at leve på end den surrealistiske småborgerlighed, de selv praktiserer og kalder en tilværelse. Alligevel er især mændene i den australske familie svære at tage alvorligt i længden.



PÅ en rejse i Indien bliver Ruth (Kate Winslet) ramt i sit inderste væsen af guruen Chidaatma Baba, som fordrer betingelsesløs kærlighed. I en af filmens korte drømmesekvenser, fantastiske indstik der imiterer den polerede stil fra hinduistiske helgenbilleder, træder et tredje øje frem i hendes pande. Det stråler og drejer. Vi ser, at det ser.
   Ruth bliver i Indien. Veninden tager hjem og fortæller hendes familie om sekten, der tog deres datter. Moderen tager til Indien og lokker datteren hjem, hvor den amerikanske »exiting expert« PJ Waters (Harvey Keitel) skal »afkode« Ruths bevidsthed.


FILMENS hjerte ligger i den australske ørken, hvor Ruth og Waters tilbringer tre intense døgn i en hytte, mens nuancerne i deres forhold til stadighed skifter væsen. Eksorcisten må erkende, at kvinden på 19 år er hans jævnbyrdige, og at rutinen ikke hjælper ham hér.
   Ruths svigerinde kaster sig i grams for amerikaneren, der ved ankomsten er en tilknappet type i cowboystøvler og pressede jeans. Megen situationskomik afvikles, men i centrum sidder en magisk scene, hvor den nøgne Winslet på én gang bryder sammen og retter sin seksualitet mod Keitel som et våben.
   Fra da af behersker hun situationen. Den amerikanske cowboy ender som en både absurd og afsindig pilgrim, der iført make-up og rød kjole kravler rundt på hænder og knæ i ødemarken. I en sidste ironisk åbenbaring ser han Winslet som en indisk gudinde med seks arme og uudgrundeligt smil.


FILMEN tager aldrig definitivt stilling til de hallucinationer og epifanier, som Ruth og Waters er alene om at få, fordi de kan åbne og bevæge sig på en måde, som de øvrige karakter enten har glemt eller slet ikke kender.
   Et bånd med rædselshistorier om kultiske mord og selvmord fra Charles Manson til Heaven’s Gate afspilles. Endelig ankommer Waters’ veninde i skikkelse af Pam Grier og trækker ham tilbage til virkeligheden. Trods alt bliver en hverdag indført til slut. Trods alt var miraklerne nok hellig røg.


KATE Winslet er formidabel som Ruth, indbegrebet af alt som er frugtbart. Keitel stiller som altid op til hvad som helst med en mine af stoisk beredvillighed. Campion er en af de få filmskabere, der har set (og forløst) noget mere end Scorseseanske Little Italy-reminiscenser i den amerikanske karakterskuespiller, som med årene blev en næsten kontrært uforstyrrelig type-til-leje.
   To Neil Diamond-sange – »Holly Holy« og »I Am I Said« – stjæler lydbilledet fra Angelo Badalamentis stemningsmusik, og den blå ørkenhimmel udgør en perfekt kontrast til udvekslingen af seksuelle energier, som til stadighed finder sted.
   Holy Smoke! handler om at bryde kontrol ned og give sig hen. Filmen nyder selv at slippe taget, og derfor tilgiver man den nogle urimeligheder, som ville have kæntret et ringere værk.


Holy Smoke! Instr.: Jane Campion. Manus: Anna Campion & Jane Campion. Foto: Dion Beebe. 115 min. Australien-USA 1999. Dansk premiere: 17.12.1999.


Fotos: India Take One Productions/ Miramax/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, SF Anytime, YouTube Film
2K Blu-ray fra Pathé Distribution (Frankrig) i bokssættet Intégrale Jane Campion 1984-2013 | 15 Movies | 28.10.2015
Anmeldelsen blev lagt på filmsitet Scope i august 2000