Translate

Viser opslag med etiketten Paul Dano. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Paul Dano. Vis alle opslag

tirsdag den 28. marts 2023

Steven Spielberg: The Fabelmans (2022) [Oscars 2023]


KUNSTNEREN I FAMILIEN
Om at se sig tilbage i glæde og vrede

Af BO GREEN JENSEN

NATURLIGVIS begynder det i biografen. Sammy Fabelman er syv år, da familien går ind og ser Cecil B. DeMilles The Greatest Show on Earth (da. Verdens største show). Det er den 10. januar 1952. Drengen er spændt og lidt frygtsom. Det er hans »første film nogen sinde«. Hans far forklarer, hvordan illusionen om bevægelse fungerer. Hans mor taler blidt om magien.
   Oplevelsen er en åbenbaring. Burt (Paul Dano) og Mitzi (Michelle Williams) udveksler blikke hen over hovedet på deres søn. Filmen – som DeMille fik en sen Oscar for – er ikke helt den hengivne cirkusoplevelse, de har håbet, at drengen kan måbe og more sig over. Der er en intens sekvens med en togkollision. Sammy er mærket for livet. Han kommer sig aldrig helt over filmen.
   De kører hjem til den lukkede vej i New Jersey. Burt siger, at husene ligner hinanden så meget, at man kan tage fejl i vintermørket. Som de eneste på vejen har familien Fabelman ikke julelys tændt. Så deres hus er nemt nok at kende, mener Sammy. Forældrene ler af hans gammelklogskab. Nu ved han, hvad han ønsker sig til Hanukkah. Han vil have et modeltog og genskabe ulykken.
   Burt køber toget. Senere også et Super 8-kamera, da Sammy vil være filmskaber. Men han kan ikke se formålet i at ødelægge toget. Mitzi forstår, hvad der rører i drengen. At han føler en instinktiv nysgerrighed. »He needs to see them crash,« siger hun. Der er en besværgende faktor i denne mani. Hun hjælper ham med at fotografere. Så modeltoget ikke skal knuses igen.



STEVEN Spielberg er født i 1946. Han var selv syv år, da Leah og Arnold Spielberg tog ham med til premieren på The Greatest Show on Earth. Han var faktisk fyldt 12, da han lavede smalfilmen med togulykken, men ellers er fiktionen sandfærdig. The Man who Shot Liberty Valance (1962), John Fords ikonisk-revisionistiske western, gav ham mod på at lave westerns. Han forstod filmens grammatik med det samme.
   Den første kunstneriske krise kom samme år, da han så David Leans Lawrence of Arabia. Han ville aldrig kunne skabe film af den støbning, på det niveau. I selvportrættet er det noget andet, der får Sammy Fabelman til at tøve i springet. Forældrenes ægteskab går i stykker, da Mitzi indser, at hun har mere til fælles med husvennen Benny (Seth Rogen), Burts kollega, som altid har været en del af familien. Benny vil forære Sammy det kamera, han ønsker sig mest brændende. Ergo vil Sammy slet ikke røre ved filmen igen nogensinde.



THE Fabelmans har vel ti nøglescener, der lader publikum føle glæden ved at genkende. »Åh – det må være derfor, han gjorde sådan-og-sådan i E.T. og Jurassic Park.« Der er 35 store film i Spielbergs kogger, fra Duel (1971) og The Sugarland Express (1974) til Ready Player One (2018) og West Side Story (2021). Der er sci-fi, thriller og megen adventure. Der er velment kitsch som The Color Purple (1985, da. Farven lilla) og Amistad (1997). Der er politiske stykker som Munich (2005, da. München) og Lincoln (2012). Der er Schindlers liste (1993) og Saving Private Ryan (1998). Altid umådelig klart eksponeret.
   Har man et forbehold, er det dét. Få kan folde en film ud som Spielberg. Man slentrer gennem Bridge of Spies (2015), mens Berlinmuren bliver rejst i baggrunden, og Den Kolde Krig foregår. Alt konfliktstof glattes ud. Der er aldrig ting, som komplicerer eller står i vejen for forståelsen. Hvis der er, bliver de fjernet før premieren. Der er kun én klar fiasko i karrieren. Det er »Japanerne kommer!«-krigsfarcen 1941 – fra 1979 – hvor Spielberg overvurderede tidsåndens appetit på sort, crazy humor.
   The Fabelmans genskaber udvalgte steder i kunstnerens opvækst. Det er ikke et 1:1-selvportræt, men en biografisk baseret fiktion. Der er heller ingen overraskelser i den æstetiske dannelsesskildring. Filmskaberen er ikke et mysterium for sig selv. Han ved præcis, hvad han gør, da han lader Sammy genskabe togkollisionen og projicere den færdige film på et lærred, han danner med sine hænder. Husfotografen Janusz Kaminski giver billedet mytologisk værdi. Det har samme effekt, som når Ingmar Bergman i Fanny & Alexander (1982) lader sit unge alter ego se på figurer i dukketeatret.



ALENE den fineste scene er hele billetprisen værd. Sammy bliver inviteret til jobsamtale og får tilbudt sin første tv-opgave, ganske som Spielberg, da han som 22-årig instruerede Joan Crawford i pilotepisoden af Night Gallery (1969). Agenten kan lide den unge mands entusiasme og tilbyder ham noget særligt: en audiens med den legendariske instruktør, som har kontor på samme etage.*

   Det er David Lynch, der spiller John Ford i en mageløs scene, hvor eleven får æstetiske råd. Ordvekslingen er allerede klassisk. Ford har to malerier af westernkunstneren Frederic Remington hængende på væggen i sit kontor. Han kommer tilbage fra en våd frokost, sætter sig tungt og bruger et fuldt minut på at få ild i cigaren, som er kæmpestor. Endelig spørger han, hvad den unge mand ser. Sammy beskriver motivet: »Der er to ryttere, som kunne være...« Ford afbryder ham: »Nej. Nej. Hvor er horisonten?« »Horisonten?« »Hvor er den?« »Den er i bunden af billedet.«
   Processen gentager sig ved det næste maleri. Sammy begynder: »Der er fem cowboys, som…« »Nej, nej, nej, nej, nej!« buldrer Ford. »Hvor er den forbandede horisont?« »Den er øverst i billedet.« »Det er rigtigt. Kom så herhen«. Novicen går hen til sin mentor. Ford har klap for øjet, det er svært at fastholde hans blik. Men beskeden er klar som en ringende klokke:
   »Husk det hér. Når horisonten er nederst i billedet, er det interessant. Når horisonten er øverst i billedet, er det interessant. Når horisonten er midt i billedet, er det kedeligt ad helvede til [boring as shit]. Now get the fuck of out of my office!«
   Der er en brysk venlighed i den gamle mands dræven. Sammy går, men vender sig lige og får sagt tak. »My pleasure,« siger Ford og ser ikke op. Sammy smådanser hen ad studiegaden. Selvsagt bliver billedet tiltet, tippet, så horisonten ikke ligger i midten. Den unge mand er på vej og in business.



NU hedder filmen jo ikke Sammy Fabelman eller for den sags skyld Portræt af kunstneren i familien. Det er Spielbergs kuraterede dannelsesskildring, men The Fabelmans handler i højere grad om familien som fællesvæsen. Især er den et dobbeltportræt af de inkompatible forældre, den stækkede drømmer og pragmatikeren uden tæft for at flyve, som får hver sin kærlige afsked.
   Der er omsider ingen bitterhed. Det er der til gengæld i laget under de to hovedspor. The Fabelmans er også historien om en jødisk familie, der mødes med foragt og racisme alle vegne i Eisenhower-årenes USA. Det bliver værre, jo længere vestpå de kommer, og kulminerer i Kennedy-tidens Californien, hvor myten ellers siger, at alle er frie og lige. Spielberg har beskrevet holocaust og antisemitismen i Europa. Her kommer motivet helt hjem.**
   Det er Spielbergs mest personlige film, men det er ikke nødvendigvis hans mest selvafsøgende. Det var Close Encounters of the Third Kind (1977, da. Nærkontakt af tredje grad), hvor den unge filmskaber virkelig ville finde kilden til sin besættelse. Richard Dreyfuss knuser tingene for at forstå dem og bygger en model af bjerget i sin underbevidsthed.



IMMIGRANTERNES erfaring er koncentreret i sekvensen, hvor familien får uventet (og faktisk også ubelejligt) besøg af onkel Boris (Judd Hirsch), som altid har gjort det forkerte og fulgt med cirkustoget hele sit liv. Han deler værelse med Sammy, som er mere optaget af Mitzis affære og trængslerne i skolen, hvor han bliver mobbet ubønhørligt. Judd Hirsch sidder på sengen i sit undertøj og taler om, hvordan kunsten er en uimodsigelig drift, der ikke tager familiehensyn. Man brøler, eller man indordner sig. Der er ingen gylden middelvej.
   I gymnasiet bliver Sammy systematisk set ned på og kanøflet. Han bliver samtidig løftet op af prom queen-typen Monica (Chloe East), der finder ham lækker og vagt Kristus-agtig. Sammy selv er passiv. Han forvirrer sine plageånder med skolefilmen om deres strandtur på den årlige Ditch Day. Han skildrer den værste af bøllerne som en nørd, den anden som en guddom. Den værste (Oakes Fegley) vil slå ham mere endnu, den anden (Sam Rechner) får anfægtelser. Musikken er »Goodbye Cruel World« med James Darren.
   Der er i disse scener en vred undertone, som minder mere om udsatheden i Carrie (1976), Brian De Palmas eminente filmatisering af Stephen Kings high school-horror, som lader mobbeofferets hævn detonere i blod, end om den elegiske atmosfære i George Lucas’ American Graffiti (1973, da. Sidste nat med kliken), som er det forventede nostalgiske territorium. Monica svigter ham uden at blinke. Intet er glemt eller tilgivet.



FREM for alt er det historien om en mor. Filmen – og vi – forstår længe før Sammy, at Mitzi har rasende storme i sindet og brænder inde med mange afsavn og fravalg. Forældrene tror på en fremtid og vil hinanden det godt. De synger »Who could ask for anything more?« i bilen på vej hjem fra biografen. Men Mitzi er uforholdsmæssigt fortvivlet, da Burt får arbejde i Arizona og bare vil bryde med Benny, som altid har været børnenes »onkel«. 
   Michelle Williams er meget intens. Hun tager bilen og kører med børnene ind i tornadoen, der kommer som noget fra The Wizard of Oz. Hun er – som Leah Spielberg – en klassisk pianist, der har prioriteret familieprojektet. Det har knap nok strejfet Burt, at hans IT-karriere ikke var vigtigst. Men han aner og anerkender det stille.
   Mitzi skal spille i tv. Hun er i fuldt skrud og har ordnet negle. Mændene er venner, før de er rivaler. De kan ikke høre andet end neglenes klik på tangenterne. De holder alle tre af hinanden. Det er rodet og svært som i virkeligheden, men også varmt og for Spielberg sjældent troværdigt – han har sjældent scoret højt på det romantiske barometer.



KRITIKEREN Molly Haskell har i sin bog om Spielberg en interessant iagttagelse af, hvordan filmskaberen er tilbøjelig til at gemme sin egen erfaring i korrekt uangribelighed, når han taler om jødisk identitet. Det er sandt, at der er lagt demonstrativ distance til en overstået historie i skildringen af folkemordet på europæiske jøder og det israelske efterretningsarbejde i Munich. Hadet beskrives i datid, og Spielberg lokaliserer det altid uden for USA.  
   Haskell bemærker, at animationsfilmene om musen Fievel Mousekewitz – An American Tail (1986, da. Rejsen til Amerika) og Fievel Goes West (1991, da. Fievel i det vilde vesten) – var noget af det første, Spielberg satte i produktion, da Amblin Entertainment fik sin egen animationsafdeling: »The two-part Fievel saga is in many ways more deeply personal than 1993's Schindler's List, the film that certified the director's rebirth as a Jew and his much-vaunted evolution into a newfound "maturity" as a man and a director.«**
   Der er flere ting, som endelig lykkes – eller falder til ro i en rigtig balance – for filmskaberen i The Fabelmans. Her får han ordene sagt. Der er ømhed uden sentimentalitet i skildringen af den amerikanske familie, og der er regulær bitterhed i beskrivelsen af, hvordan det var at komme til Californien som jøder. Steven Spielbergs erindringsfilm er rig på klare øjeblikke og faste temaer. Kærligheden er gammel, men vreden i bunden af værket er ny.

 

SAMMY forstår forældrenes forhold, da han redigerer filmen fra familiens campingtur. Han ser Mitzis fortvivlende smukke dans i lyset fra billygterne. Han ser, hvordan hun er gladest med Benny. Det er et gennemgående tema, at instruktøren først kender sin verden, når han ordner den i sine film. Spielberg lader Sammy bevare den kritiske, kroniske uskyld. Han deler den næppe længere selv.
   Eventyrlysten og evnen til undren, der fylder lige så meget som gys og spænding i værklisten, er koncentreret i Arizona-afsnittet, hvor Sammy skriver, producerer og instruerer en western i fuld størrelse, The Last Gunfight, og en krigsfilm, som hele castet lever sig ind i, Escape to Nowhere. Begge amatørarbejder er genskabt med kærlig akkuratesse.
   Mateo Zoryan spiller drengen Sammy; Gabriel LaBelle er den unge filmskaber. Michelle Williams, Paul Dano og Seth Rogen skal overbevise både som unge og ældre. Det gør de på glimrende vis. Især Williams har kompleksitet og nuancer. Mitzi Fabelman er jo den anden kunstner i familien. Det må være Spielbergs fineste kvindeportræt.



FOR første gang i årevis er instruktøren selv medforfatter. Han har udviklet ideerne sammen med Tony Kushner, der har skrevet de fleste film siden Munich. Michael Kahn og Sarah Broashar har klippet, Janusz Kaminski fører kameraet, John Williams har skrevet musikken – med sjæl.
   Kushner og Kaminski er stadig unge mænd i tresserne. Williams er 91. Det øvrige filmhold nærmer sig 80. Der er overskud til at se sig tilbage – både i vrede og med ny ydmyghed. The Fabelmans er kunstnerens kærlighedserklæring til sin metier – hans Amarcord og Intervista, hans La nuit americaine og hans Århus by Night. Men først og fremmest en smuk familieskildring og et vidnesbyrd om en tid og en verden, der forsvinder sammen med ham og med os.

Filmen var Oscar-nomineret i 7 kategorier: Best Motion Picture of the Year (Tony Kushner, Kristie Macosko Krieger, Steven Spielberg); Best Achievement in Directing (Steven Spielberg); Best Original Screenplay (Tony Kushner, Steven Spielberg); Best Achievement in Production Design (Karen O'Hara, Rick Carter); Best Performance by an Actress in a Leading Role (MIchelle Williams); Best Performance by an Actor in a Supporting Role (Judd Hirsch); Best Achievement in Music Written for Motion Pictures [Original Score] (John Williams). 


*) Night Gallery var Rod Serlings forsøg på at variere formatet og gentage succesen fra The Twilight Zone (1959-1964), som fik sin kultstatus netop i de år og havde enorm indflydelse på Spielbergs generation. Han og John Landis producerede siden spillefilmen Twilight Zone: The Movie (1983), der i Skandinavien var en (skuffende) introduktion til den sagnomspundne serie, som aldrig blev vist på de nordiske statsmonopoler. Spielberg instruerede selv »Kick the Can«-segmentet, mens Landis instruerede prologen »Time Out«. Australske George Miller (som i 1981 var debuteret med The Road Warrior, den første Mad Max-film] instruerede nyindspilningen af den legendariske »Nightmare at 20,000 Feet«-episode, hvor passageren med flyskræk ser gremlins på vingen.
   Piloten til Night Gallery, som i udviklingsfasen hed Rod Serling’s Wax Museum, var i spillefilmslængde (98 min) og bestod af tre segmenter: »The Cemetery« (Boris Sagal), »Eyes« (Spielberg) og »The Escape Route« (Barry Shear). Night Gallery blev samlet op af Universal Television, som producerede tre sæsoner [43 episoder, 93 segmenter + pilot], der blev sendt på NBC-netværket i perioden december 1970 til maj 1973. Serien var populær, men fik aldrig mytologisk status som The Twilight Zone. Spielberg instruerede siden segmentet »Make Me Laugh« i S1, E4.
   Spielberg bidrog også til serierne Marcus Welby, M.D., The Psychiatrist, The Name of the Game og Owen Marshall, Counselor of Law i det første hyperaktive år på Universal. Så langt den mest langtidsholdbare indsats var episode 1 i sæson 1 af Columbo, »Murder by the Book« (med Jack Cassidy som morderen over for Peter Falk i sin signaturolle). Som flidspræmie for sin indsats fik Spielberg mulighed for at instruere Dennis Weaver i Duel (1971), der var en tv-film i USA, mens den fik biografpremiere i Japan og Europa. Richard Matheson skrev manuskriptet. Duellen havde dansk premiere den 27. april 1973.

**) Citeret efter Molly Haskell: Steven Spielberg: A Life in Pictures (New Haven and London: Yale University Press, 2017) s. 21. Der er faktisk fire lange film (og en serie på 13 korte, Fievel’s American Tails, samt bøger, tegneserier og pc-spil) i Fievel-serien. An American Tail: The Treasure of Manhattan Island (1998, da. Rejsen til Amerika 3: Skatten på Manhattan) og An American Tail: The Mystery of the Night Monster (1999, da. Rejsen til Amerika 4: Fievel og monstermysteriet) blev produceret direkte til video. Det var kun An American Tail, som Don Bluth instruerede, der fik dansk biografpremiere. Universal udgav de fire film på dvd i 2005.
   An American Tail var en samproduktion mellem LucasFilm og Amblin Entertainment i Universal Pictures-regi. Da Bluth og Spielberg afbrød samarbejdet, etablerede Spielberg det britisk baserede studie Amblimation, som producerede Fievel Goes West (og i øvrigt de Jack London-inspirerede animationsfilm om slædehunden Balto), før det blev afviklet i 1997. I 1994 dannede Spielberg DreamWorks SKG sammen med David Geffen og Jeffrey Katzenberg. Amblimation blev til DreamWorks Animation, da selskabet gik i direkte konkurrence med Disney (som Katzenberg både havde en fortid med og et horn i siden på.)  

The Fabelmans. Instr.: Steven Spielberg. Manus: Steven Spielberg, Tony Kushner. Foto: Janusz Kaminski. 151 min. USA-Indien 2022. Dansk premiere: 23.03.2023.


Foto: Amblin Entertainment/ Amblin Partners/ Reliance Entertainment/ Universal Pictures/ Nordisk Film Distribution/ SF Studios (Fanny & Alexander still) 
Filmen er i biografdistribution – udkom på Blu-ray og 4K Ultra HD [region 1] 14.02.2023
Anmeldelsen indlæst [i en kortere version] og lagt på Weekendavisen Kultur 22.03.2023

lørdag den 27. november 2021

Paolo Sorrentino: Youth (2015)


GAMLE MÆND OM AFTENEN
Sorrentino bestiger Der Zauberberg

Af BO GREEN JENSEN

EN komponist og en filminstruktør, begge ved slutningen af livet; en voksen datter, der bliver forladt; en genert bjergbestiger, som bliver forelsket; en Novalis-citerende Hollywoodstjerne, der forbereder sig på at spille Adolf Hitler.
   Figurerne er gæster på et eksklusivt kursted i Schweiz, hvor også Miss Universe flytter ind. De ser på buddhistmunken, som mediterer i haven. De diskuterer, om han kan levitere. De taler om livet og døden, mens dagene kommer og går. Der er sådan set ikke andet.
   Youth kombinerer motiver fra to af Paolo Sorrentinos andre film: Kærlighedens konsekvenser (2004) og La grande bellezza (2013, da. Den store skønhed), som blev sit års udenlandske Oscar-vinder. I den sky skuespiller, som bliver spillet af Paul Dano, er der reminiscenser af den blokerede rockstjerne i This Must Be the Place (2011).



DER er igen ingen grænser for tænksomheden og billedskønheden. Ej heller for selvfølelsen og ambitionen hos den nu midaldrende italiener. La grande bellezza var Sorrentinos La dolce vita. Youth er hans Der Zauberberg.
   I Trolddomsbjerget fra 1924 samler Thomas Mann en kreds af tidstypiske karakterer, som bliver behandlet for tuberkulose på kurhotellet Berghof i de schweiziske alper. Hans Castorp skal besøge sin brystsyge fætter, men ender med at blive på Troldfjeldet i syv år.*
   Her overhører han samtaler mellem humanisten Settembrini og den radikaliserede Naphta, som er jøde, jesuit og kommunist. Han sværmer for Clawdia Chauchat, en sanselig russisk aristokrat, som imidlertid er optaget af den dionysiske Mynheer Peeperkorn.
   Romanen er både mytologisk og satirisk. Før Clawdia rejser, skænker hun Castorp en kærlighedsnat. Som minde får han et røntgenbillede af hendes lunger, altså et portræt af hendes indre jeg. Han sætter det ved sin seng.
   Mens de karikerede patienter vender ryggen til almuen nede i lavlandet, er en sønderrivende krig undervejs. Da det lykkes Castorp at bryde fortryllelsen og vende tilbage til virkeligheden, er det med stor sikkerhed for at dø.


DER er ingen Castorp-karakter i Youth og heller ingen fashionabel sygdom, som konsoliderer hotelgæsternes fællesskab. Det skulle da være elitens begær efter uforstyrret splendid isolation.
   Alligevel bruger man tid på at finde overenstemmelser mellem Manns og Sorrentinos bjergtinder. Stemningen omkring samtalerne mellem komponisten Fred Ballinger (Michael Caine) og filmskaberen Mick Boyle (Harvey Keitel) er den samme. Også Miss Universe (Madelina Ghenea) kommer fra Rusland.
   Sorrentino fremhæver selv forbindelsen. For en sikkerheds skyld er Youth faktisk filmet på Berghotel Schatzalp i Davos, som var et sanatorium, da Katia Mann blev behandlet for tuberkulose i 1912. Her begyndte Mann at skrive Trolddomsbjerget som et sidestykke til Der Tod in Venedig (1912, da. Døden i Venedig).


PÅ samme måde må Youth være tænkt som en tvilling. Den store skønhed var fuld af kærlige henvisninger til 60er-film af Federico Fellini og Michelangelo Antonioni. Det gav ekstra vægt til portrættet af den indolente journalist og hans kreds af romerske døgnvæsener.
   I Youth er virkningen modsat. Det er decideret distraherende, at Sorrentino fører regnskab i forhold til Trolddomsbjerget. Tricket får tilskueren til at spørge, om karaktererne i grunden er så dybe, som de bliver fremstillet.



FILMEN bliver reddet, fordi personerne selv er i tvivl. Ballinger og Boyle er gamle mænd, som har prøvet det hele og betragter ungdommens lidenskab med distance. Muligvis med vemod, men ikke med misundelse.
   Ballinger er træt og ville ønske, at han havde de prostataproblemer, han fingerer. Kongehuset sender en mand for at bede ham dirigere sit hovedværk Simple Songs. Han siger kategorisk nej og kan dårligt selv huske hvorfor.
   Det kan datteren (Rachel Weisz), der fungerer som hans assistent. Hvis filmen trods alt har en Castorp, må det være Lena Ballinger.


   
DER er gjort meget ud af miljøet. Mark Kozalek optræder på terrassen, og sangerinden Paloma Faith spiller sig selv. Hun har hugget Lenas mand, der tilfældigvis er søn af Mick Boyle. Så de gamle mænd går aftentur og siger forbavsende banale ting til hinanden.
   Boyle har barrikaderet sig sammen med fem unge manuskriptforfattere. Filmen, som de skriver, skal på én gang være mesterværk og svanesang, comeback og testamente. Men produktionen er i pengenød.
   Alt afhænger af, om Boyles gamle flamme og forreste stjerne (Jane Fonda) vil spille hovedrollen. Hun kommer og prøver på sin måde at være ærlig. Boyles reaktion er den ene grund til, at Ballinger omsider går på podiet.



DET er generelt en fornøjelse at følge samtalerne mellem Caine og Keitel, som efterhånden lukker skuespilleren ind i deres venskab. Dano sminker sig som Hitler og bliver i karakter i flere dage for at afprøve gæsternes reaktion.
   Et andet godt øjeblik er vist på filmens plakat. De gamle mænd bliver stille, da den nøgne Miss Universe gør dem selskab i badet.
   Youth modtog tre af Det Europæiske Filmakademis EFA-priser for 2015: årets film, årets skuespiller (Caine) og bedste instruktør. Selv savner jeg efterhånden den visuelle rock ’n ’roll fra Il Divo (2008), Sorrentinos suveræne karaktermord på politikeren Giulio Andreotti. Han er altid en stor billedskaber, men i Youth bliver det hele måske mere litterært, end godt er.
   Caine og Keitel skaber fulde karakterer. Selv Jane Fonda liver op i rollen som aldrende diva. Sidst i filmen bliver det afgjort, om buddhistmunke egentlig kan levitere.



*) Også Hayao Miyazaki har henvist til bogen i Når vinden rejser sig (2013), hvor flyingeniøren Jiro Horikoshi faktisk møder Hans Castorp på kurstedet, hvor han frier til sin tilkommende hustru. Der Zauberberg er oversat til dansk flere gange. Carl V. Østergaards version fra 1924 har titlen Troldfjeldet og var den kurante udgave, indtil Ulrich Horst Petersen nyoversatte romanen som Trolddomsbjerget i 1989. Det er desværre svært at komme til at se filmen/miniserien Der Zauberberg/ La montagne magique/ The Magic Mountain, som fransk, (vest)tysk, østrigsk og italiensk tv producerede sammen i 1982. Hans W. Geissendörfer bearbejdede bogen og instruede bl.a. Christoph Eichhorn (Castorp), Marie-France Pisier (Clawdia Chauchat), Irm Hermann (Fräulein Engelhart) og Rod Steiger (Mynheer Peperkorn). Et særligt indtryk gjorde Charles Aznavour i rollen som Naphta. Jeg har aldrig glemt scenen med tuberkulosefotoet som en kærlighedspant. Filmen, som varer 153 minutter, er fra samme periode som Tony Palmers Wagner (1981) med Richard Burton som komponisten, Francois Villiers' Romain Rolland-dramatisering Jean-Christophe (1978) med Klaus Maria Brandauer og Ingmar Bergmans Fanny & Alexander (1982). I nogle territorier var der biografpremiere; andre steder blev filmene vist i længere tv-versioner, hvor føljetonens grammatik kom bedre til sin ret. Dansk tv sendte Der Zauberberg over to aftener. Filmen blev restaureret og vist på Berlinalen i 2008. Arthaus udgav et dvd-bokssæt, som man stadig kan være heldig at finde i Tyskland. 

Youth (La Giovenezza). Instr. og manus: Paolo Sorrentino. Foto: Luca Bigazzi. 124 min. Italien-Frankrig-Schweiz 2015. Dansk premiere: 14.01.2016.


Fotos: Indigo Film/ Medusa Film/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime og Viaplay Rent & Buy
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 15.01.2016