Translate

Viser opslag med etiketten Oscars 2023. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Oscars 2023. Vis alle opslag

torsdag den 3. oktober 2024

Mario Martone: Nostalgia (2022)


GLØDEN, FARVERNE, DUFTEN
En film om at længes og drukne i hjemve

Af BO GREEN JENSEN

EFTER 40 år i Cairo vender napolitaneren Felice Lasco (Pierfrancesco Favino) hjem til den firkant, Rione Sanità, hvor hans verden begyndte og endte i teenagetiden. Felice var 15 år, da han rejste. Først kan han knap huske sproget. Så dykker han ned i en sanselig topografi og bliver forført af erindring. Filmen ved længe før protagonisten, at han aldrig kommer til Cairo igen.
   Felice kommer egentlig for at se sin mor (Aurora Quattrocchi), der ikke har reageret på breve og opkald i længere tid. Han er chokeret over at se, hvordan hun er blevet fordrevet fra de lyse værelser øverst i huset. Alle taler om, hvordan kinesere og Camorraen har overtaget kvarteret. Hun siger, at mørket ikke generer, for hun kan alligevel ikke se. Der er en meget bevægende scene, hvor Felice giver sin mor et bad. Han når lige at være der, før hun dør.



FELICE bor i begyndelsen på et hotel. Da han bliver optaget af at udforske de gamle steder og stemninger, fjerner han spejlet på væggen, sætter et kort op og indrammer firkanten: »Jeg var fascineret af ideen om at optage en film, der udspiller sig, ikke i en by, men i et kvarter i en by, som var det et skakbræt,« siger instruktøren Mario Martone (f. 1959), som selv er fra Napoli, om sin film. »Derfor er alle gader, huse og folk i Nostalgia unikke for Rione Sanità, en bydel som ikke har udsigt til havet.«
   Felice går ture og engagerer sig langsomt i det lokale. Han overværer messen, som Fader Luigi (Francesco Di Leva) markerer sin trods med, skønt både myndighederne og Camorraen har frabedt sig demonstrationer. Han ringer til sin hustru (Sofia Essaidi) i Egypten og siger tak, fordi hun sendte ham hjem. Han møder sin mors gamle bejler, Raffaela (Nello Mascia), som driver et skrædderi og prøver at holde sig fri af kriminelle relationer. Dét er det svære i La Sanità. Camorraen har sine fingre i alt, og midt i nettet sidder den flygtige Oreste (Tommaso Ragno), som Felice var ven med engang.


 »DU kan ikke tage tilbage,« siger en talemåde om erindringens steder. Felice gør forsøget og betaler prisen i Nostalgia.
 Vi bruger betegnelsen nostalgi om en længsel, en forskønnet erindring, der er sentimental, men relativt harmløs. Evigt ejes kun det tabte osv.
   Det er i forbifarten værd at huske på ordets ophav. Det har græske rødder og er dannet af nostos (for hjemkomst) og algos (for smerte). Oprindelig var det en medicinsk diagnose. Lægen Johannes Hofer (1669-1752) brugte begrebet til at beskrive den melankolske tilstand, som greb især schweiziske lejesoldater, der længtes efter hjemstavnens sublime landskaber.
   Martone beskriver med stor konsekvens, hvordan Felice synker dybere ned i erindringen om en ungdom, han idylliserer. Tilbage i guldalderen var han og Oreste uadskillelige. Der er en omstændighed i deres fortid, som jeg ikke skal dvæle nærmere ved. Den driver al videre handling.
   Da Felice ser på sin mors gamle fotografier, viser et af dem drengene på deres motorcykel. Han har sit første fuldt realiserede flashback efter 40 minutter. Da kører han og Oreste fra Sanità ud til vandet. I fortiden er scopebillederne bokset ind, så formatet simulerer Super 8. Felice kommer langsomt til live igen. Han vågner med hele sit væsen hver gang.



NOSTALGIA har nyt score af Laurent Eyquem, men på strategiske steder bruger lydsporet kompositioner af Edgar Froese (1944-2015) og kosmiske krautrockere Tangerine Dream, som stadig er aktive, selv efter stifterens død.
   På vejen til Tangerine Dream var Froese medlem af et mere sangorienteret band, The Ones. De udgav i 1967 singlen »Lady Greengrass«, som må have været et hit i Italien. I hvert fald spiller »Lady Greengrass« i fuld længde under hele den første erindringssekvens og bliver gentaget under de fyldige credits. Sangen siger mere om, hvad der har været, end alle de fysiske flashbacks tilsammen.
   Felice bliver besat af ideen om at se sin gamle ven igen. Især gør det en forskel, da han atter drikker vin. Han lytter ikke til Raffaela og præsten, der til at begynde med håber, at Felice vil blive og være et eksempel for de unge i Sanità. Oreste selv forsøger med alle midler at få den gamle ven til at rejse. Der er absolut ingen nostalgi fra hans side.


MARTONE præsenterer Oreste i glimt, før han lader mændene mødes. Det sker efter 90 minutter. Felice har overbevist sig selv om, at al modstand vil smelte, hvis blot de kan ses. Han får Oreste til at smile, men smilet når ikke blikket. Felice taler om sine planer. Han har købt et hus og vil hente sin familie. »Jeg blev født her, og jeg vil gerne dø her,« erklærer han med en stor gestus. »Det kan vi godt arrangere,« siger Oreste med knastørre øjne.
   Slutningen kommer så klinisk og brat, at det svirper i tilskueren længe efter. Nostalgia er suverænt bygget op. Det er klart, at manden må føle sig hjemme i en by, hvor hver gade omfavner ham som en søn. Murens farver gløder, duften i mørket er stærk. For Felice er hvert sted besjælet. For et nøgternt blik er det bare varm sten.


DEN hårdkogte psykologi er i slægt med Napoli-baggrunden hos Elena Ferrante. Forlægget er en posthumt udgiven roman af hjemstavnsforfatteren Ermanno Rea (1927-2016). Martone siger om sin strategi:
   »Jeg bad skuespillerne og filmholdet om at give sig hen til miljøet og lade sig omslutte, som var det en labyrint, uden frygt for at fare vild. Med kameraet på skuldrene begyndte vi at gå rundt i gaderne, på jagt efter en virkelighedens filmkunst. Møde efter møde, liv efter liv, historie efter historie, vi endte med at optage den sidste scene uden at forstå dens betydning. Vi kunne ikke finde den. Måske er der ingen mening, måske har der aldrig været nogen. Der er labyrinten, og der er nostalgien, som bliver skæbnen for mange – måske for os alle.«


FACIT er en poesi, som overskrider sin specifikke fortælling. Mystikken i stoffet er universel. Martone ved, hvad han gør, når han henviser til Andrej Tarkovskij – Nostalghia (1983) var titlen på russerens italienske eksilarbejde. Han citerer for god ordens skyld Pasolini: »Knowledge lies in nostalgia. He who has not lost himself possesses not.«
   Så er alle magter taget i ed. Nostalgia var årets italienske Oscar-kandidat. Martone var i 90erne blandt de toneangivende filmskabere. Han forsvandt i teaterarbejde og store periodefilm. Med Nostalgia er han tilbage på niveau med Paolo Sorrentino, Matteo Garrone og Alice Rohrwacher. Nostalgia er til alle, som holder af il cinema italiano.


Nostalgia. Instr.: Mario Martone. Manus: Ippolita Di Majo, Mario Martone. Foto: Paolo Carnera. 117 min. Italien-Frankrig 2022. Dansk premiere: 06.07.2023.


Fotos: Picomedia/ Mad Entertainment/ Medusa Film/ Rosebud Entertainment Pictures/ Minestero della Cultura/ Regione Lazio/ Film Commission Regione Campania/ MEDIA Programme of the European Union/ Medusa Distribuzione/ Palace Films/ Curzon Film Distributors/ Another World Entertainment/ Cinematerial
Filmen steames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy
Anmeldelse indlæst og lagt på Weekendavisen Kultur 06.07.2023; trykt 07.07.2023 [sidste bidrag ever i WA]

fredag den 2. juni 2023

To versioner: Ikiru – At leve | Living (1952/2022)




MENS DINE LÆBER ENDNU ER RØDE
Japansk fortælling omsat til britisk efterkrigstid

Af BO GREEN JENSEN

BRITISK forstad, 1953. Hver morgen mødes de unge kontorfolk. De bærer alle uniformen: nålestriber, bowlerhat, mappe; avis under armen, en fornuftig paraply. De tager toget ind til London, står af på Waterloo Station og går over broen. De er ens som borgerdyrene på et René Magritte-maleri. Eller som der står om myldretiden i T.S. Eliots The Waste Land: »Så mange – jeg troede ikke, at døden havde taget så mange.«
   Synsvinklen er lagt hos en ny rekrut. Peter Wakeling (Alex Sharp) har sin første arbejdsdag på Kontoret for Offentlige Arbejder i London County Hall. Han deler kupé med de øvrige bureaukrater. Flere taler trøstende til ham. Og ved en af de første stationer er det vigtigt at blive set af »the old man«. »Nej, han rejser aldrig sammen med os,« siger en af Wakelings kolleger.



DET er den gamle mand, Mr. Williams (Bill Nighy), som filmen Living handler om. Han har ikke haft en sygedag i 30 år. I kontorlabyrinten er han legendarisk. De forskellige afdelinger i administrationen sender sagerne videre til hinanden. At henlægge dem er et ritual i sig selv. »We can keep it here,« siger Williams. »It’s no harm done«. Det er ingen skade til.
   Living bruger lang tid på at etablere universet. Kun én gang i årenes løb har det vaklet. Det var, da Williams blev alene med sønnen Michael. Nu deler han huset med Michael (Barney Fishwick) og sin svigerdatter, Fiona (Patsy Ferran). Der var kærlighed mellem far og søn engang. Nu er der bare sameksistens. Fiona vil have Michael til at tale om arv og realiteter med den tilknappede far.
   Londons slum ligger stadig hen efter krigen og Blitzens bombardementer. En gruppe mødre ønsker sig en kommunal legeplads. De møder op hver dag på kontoret og bliver sendt fra Herodes til Pilatus i bureaukratiet. Wakeling inddrages tidligt, da Williams beder ham følge kvinderne rundt. De to forstår hinanden, fornemmer man, uden rigtigt at vide hvorfor.
   Dybhavsbomben springer, da Mr. Williams får sine resultater hos lægen. Det sker efter 18 minutter. »I’m afraid this time they’re pretty conclusive,« siger kræftspecialisten og tilføjer, at det jo aldrig er let at meddele den slags. »Quite,« siger den gamle kontormand. Lægen giver ham seks måneder – otte eller ni »by a stretch«.



DET er ingen hemmelighed, at fortællingen om Mr. Williams bygger på et andet arbejde. Titelsekvensen oplyser straks, at Living er baseret på Ikiru (1952, da. Ikiru – At leve), et kanoniseret værk af Akira Kurosawa (1910-1998). Han skabte samtidsfilmen mellem Rash
ōmon (1950, da. Rashomon – Dæmonernes port) og Shichinin no samurai (1954, da. De syv samuraier), to historiske stykker, som vestlige distributører bed på med det samme.*
   Living har manuskript af Kazuo Ishiguro (f. 1954), forfatteren til forrygende britiske bøger som An Artist of the Floating World (1986, da. Kunstner i den flydende verden), The Remains of the Day (1989, da. Resten af dagen), Never Let Me Go (2005, da. Slip mig aldrig) og senest Klara and the Sun (2021, da. Klara og solen). Ishiguro er født i Japan, men kom til England med sine forældre som dreng. Han modtog Nobelprisen i litteratur i 2017 – og har brugt megen energi på dels at fastholde, dels lægge afstand til den japanske forankring.
   Der er færre udenværker, da bureaukraten Watanabe får sin dødsdom på hospitalet i Japan. Ikiru begynder med et røntgenfoto, en ironisk-lakonisk fortæller og et måbende menneskeansigt. Lige så fattet, Bill Nighy er i situationen, lige så lamslået er Takasha Shimura. Følelsen indvendig er dog den samme.
   Kurosawa ville værdsætte bestræbelsen bag Living. Hjemme blev han ofte kritiseret for at være mere internationalt orienteret end fæller og forbilleder som Ozu og Mizoguchi. Ikiru forsvandt i første omgang mellem den stilskabende metafortælling i Rashōmon, hvor »sandheden« om en voldtægt er set fra flere vinkler, og den fysiske action i De syv samuraier. Først i 1960 fik filmen europæisk og amerikansk premiere.



KUROSAWA var altid brobyggeren. Han gendigtede William Shakespeares Macbeth i Kumonosu-jō (1957, da. Blodets trone) og Kong Lear i det sene hovedværk Ran (1985). John Sturges brugte til gengæld De syv samuraier som forlæg for The Magnificent Seven (1960, da. Syv mænd sejrer), der blev genindspillet i 2016.
   Japaneren holdt af krimi og western. Tengoku to jigoku (1963, da. Himmel og helvede) skildrer hverdagen på en politistation i Yokohama, men forlægget var King’s Ransom (1959, da. Skæbnen kræver løsepenge), en Station 87-krimi af Ed McBain. Kurosawa fik ideen til Yojimbo (1961, da. Livvagten), da han læste Dashiell Hammetts hårdkogte Red Harvest (1929, da. Dødens Høst eller Rød høst). Til gengæld brugte italieneren Sergio Leone Yojimbo, da han skabte A Fistful of Dollars (1964, da. En nævefuld dollars), den første af tre europæiske westerns med amerikaneren Clint Eastwood som »The Man with No Name«.**
   Kurosawa samarbejdede med Ingmar Bergman og Federico Fellini. Han besøgte Andrej Tarkovskij på produktionen af Solaris (1972) og instruerede Derzu Uzala (1975) for det sovjetrussiske Mostar-studie. Hans æstetik fik stor betydning for hele New Hollywood-generationen. Da Kurosawa selv blev gammel, var det George Lucas og Steven Spielberg, som fandt finansiering og sørgede for, at mesteren kunne realisere de otte vignetter i Yume (1990, da. Akira Kurosawas drømme). Her optræder Martin Scorsese – på Francis Ford Coppolas foranledning – som Vincent van Gogh i segmentet, der hedder »Krager«.
   Kurosawa begyndte som filmskaber i 1943, under 2. verdenskrig. Han vendte stadig oftere tilbage til atombombningen af Hiroshima og Nagasaki, som nivellerede landet og førte til kapitulationen i august 1945. Kurosawa castede Richard Gere i sin næstsidste film, Hachigatsu no rapusodi (1991, Rapsodi i August). En kvinde husker angrebet på Nagasaki. Hun har præcis samme tilgang til sin erindring, som den ældste fortæller i Kazuo Ishiguros debutroman A Pale View of Hills (1982), der på dansk hedder De fjerne blå bjerge.



DER ER GÅET 70 år siden Ikiru. Hermanus og Ishiguro ophæver afstanden ved at flytte handlingen til den samme evige fortid i London. Rodney Williams har spildt sit liv på samme måde som Kanji Watanabe. Begge mænd lod tiden gå. Også Mr. Williams når til at sige: »Før jeg dør, må jeg vide, hvorfor jeg har levet«.
   Flere scener er oversat 1:1 – i andre er trykket justeret. Ishiguro har rutine. Han skrev The White Countess (2005) til James Ivory, da denne havde gjort The Remains of the Day (1993, da. Resten af dagen) til britisk arvesølv. Han skrev The Saddest Music in the World (2003) til avantgardisten Guy Maddin. Som filmforfatter ligner han Harold Pinter (1930-2008), en anden britisk nobelpristager. Begge har rene ideer om formen. De sværger til civiliseret mainstream med diskret modernistisk accent.
   Jeg interviewede Ishiguro, da The Remains of the Day udkom på dansk. Han talte bl.a. om, hvor inderlig træt han var af at høre om den japanske faktor i sine bøger: »Jeg kunne have skrevet som Kafka, og man ville alligevel have modtaget det som en særlig japansk specialitet.« Han talte også om at undersøge »selvbedragets sprog«. Det er dét, som Williams har talt alt for længe.***



KUROSAWAS film skaber sin særlige rytme med skæve synsvinkler, stadige wipes og ekstreme nærbilleder. Hermanus skildrer London i heroisk Eastmancolor, der får farverne til at smælde, så det ligner og føles som 1953. Kurosawa gør en del ud af at skildre amerikaniseringen, der præger sønnens generation. Der er baseball, showgirls og boogie-woogie. Hermanus henlægger natten i byen til en tidløs udgave af Brighton.
   Williams tager kontorets unge (og eneste) kvinde med i biografen, hvor de ser Cary Grant som queer pioneer i Howard Hawks’ I Was A Male War Bride (1949, da. Jeg var en mandlig krigsbrud). Margaret Harris (Aimee Lou Wood) er svært imponeret, da han byder på fornem frokost hos Fortnam’s. Her er scenen med de øgenavne, som mændene på kontoret har fået. I Ikiru blev Watanabe kaldt »Mumien«. Hos Ishiguro hedder han »Mr. Zombie.«



DA JULI BLIVER til august, begynder smerten at bide i Williams. Han forstår, at han må skaffe kvinderne en legeplads, så hans minde vil leve i børnenes latter. Der er det samme frapperende klip til begravelsen. Som tilskuer tænker man: »Er det forbi allerede?«
   Hos Kurosawa følger en lang sekvens, hvor embedsmænd diskuterer, hvem der har æren for legepladsen. De drikker sig syngende fulde imens. Scenen blev fjernet i flere versioner, så Ikiru i spilletid varierer fra 103 til 143 minutter. Hermanus gør det mere stramt. Diskussionen er henlagt til toget og kontoret.***
   Erindringsglimtet fra bilen efter hustruens død er bevaret. Drengen vender sig stadig og siger: »Hurtigt! Mor kører fra os,« mens hans fars øjne løber i vand. Hvor Watanabe synger »Livet er kort« – »ah, en kærlighedssang fra gamle dage,« siger barpianisten hos Kurosawa – er det en skotsk tåreperser, »The Rowan Tree« (»Rønnebærtræet«), som Bill Nighy fremfører med patos og sjæl. Der er den samme følelse i sangen: »Lev, min pige, mens du kan,/ mens dine læber endnu er røde/ og før du bliver kold«.



ALT mødes i den ikoniske scene, hvor den døende mand sidder på gyngen i sneen, betragter sit værk og husker det hele. Kurosawa gik tæt på hans ansigt. Hermanus’ fotograf, Jamie Ramsay, gør atter brug af kran og drone, som er gennemgående virkemidler i Living. Det er det samme rum i den samme slags liv. Og det samme lys på et ansigt til slut.
   Ikiru er en klassisk film, som altid står på de kritiske lister. Men det lykkes Hermanus at skabe et værk, der kan stå ved dets side og være en film i sin helt egen ret. Både Nighy og Ishiguro var Oscar-nominerede for filmen.
   Stamtavlen er alenlang og meget imponerende, Det skal man ikke lade sig påvirke af. Jeg vil faktisk foreslå, at man bare ser Living, uden først at gå til originalen. Som jeg ikke desto mindre har sagt adskilligt om hér – for det er jo den slags, en kritiker gør.
   Filmen står eller falder med Bill Nighys portræt af en mand, der fortryder. Han har sjældent eller aldrig været bedre. Meget i Living kommer af stoffet, men det er frem for alt en stor skuespiller, som forløser og fører det hjem.


*) Kurosawa skrev Ikiru sammen med Hideo Oguni (1904-1996) og Shinobu Hashimoto (1918-2018). Hashimoto var på sin side inspireret af Lev Tolstojs fortælling om Ivan Iljits død (1886), som er oversat til dansk mange gange, senest af Marie Tetzlaff i 2015.. 


**) Den italienske originaltitel på En nævefuld dollars var Il magnifico straniero, og filmen hed stadig The Magnificent Stranger ved sin internationale lancering. Tre dage før den amerikanske premiere blev titlen ændret til A Fistful of Dollars. Yojimbo er ført tilbage til udgangspunktet i Walter Hills Last Man Standing (1996), hvor Bruce Willis og Christopher Walken er antagonister i Jericho, Texas, i 1930. Her hedder manden uden navn meget passende John Smith. »The Man with No Name« var et PR-påfund. I A Fistful of Dollars hedder han Joe. I The Good, The Bad and the Ugly (1965) bliver karakteren kaldt Blondie. Udvekslingen mellem japansk og amerikansk er mangfoldig. John Lasseter og Andrew Stanton lod sig lykkeligt inspirere af De syv samuraier, da de skabte Pixar-filmen A Bug's Life (1998, da. Græsrødderne). 

***  Ishiguro forsøgte faktisk at skrive som Kafka i romanen The Unconsoled (1995, da. Koncerten). Samtalen med Kazuo Ishiguro er trykt i Andre stemmer. Forfatterportrætter og værkstedssamtaler. 30 interviews (Forlaget Per Kofod, 1995).


**** Bjørn Rasmussen angiver følgende spillelængder i Verdens bedste film (1970): »Opr. længde: 143, 3918 m, nedklippede udgaver: 130 min. (i England), 126 min. (i Frankrig) og (i Japan) 103 min. 2820 m - længde i da. TV: 120 min. - Vist i TV 11.11.1965.« Jeg har ikke haft mulighed for at sammenligne de redigerede udgaver, men gætter på, at det er den lange (og trættende, skønt genialt anbragte) begravelsesscene, samt måske nogle nattelivsoptrin, der er taget ud.     


Living. Instr.: Oliver Hermanus. Manus: Kazuo Ishiguro. Foto: Jamie Ramsay. 102 min. UK-Japan-Sverige 2022. Dansk premiere: 04.05.2023.

Ikiru (Ikiru - At leve). Instr.: Akira Kurosawa. Manus: Akira Kurosawa, Shinobu Hashimoto, Hideo Oguni. Foto: Asakazu Nakai. 143 min. Japan 1952. Dansk premiere: 11.11.1965 [tv]; 13.10.2000 [bio].


Fotos: Film4/ County Hall/ Lipsync Production/ Rocket Science/ Kurosawa Production Co./ Filmgate Films/ Film i Väst/ Number 9 Films/ Creative Europe MEDIA/ Business Finland/ British Film Institute/ Ingenious/ Sony Pictures Classics/ SF Studios/ Toho Company/ Criterion Collection
Living er i nordisk biografdistribution – streames i UK på Apple TV, Chili Play, Rakuten TV, Sky Store, Virgin Media Store og YouTube Movies
Ikiru streames ikke i Europa – i USA og Canada på AMAZON PRIME, Apple TV, Google Play, HBO MAX, THE CRITERION CHANNEL, VUDU og YouTube Movies
Living er udkommet på (regionsfri) Blu-ray fra Sony Pictures (2023)
Ikiru er udkommet på 4K Blu-Ray fra The Criterion Collection (#221) 
Anmeldelsen indlæst [i kortere udgave] og lagt på Weekendavisen Kultur 04.05.2023

tirsdag den 28. marts 2023

Steven Spielberg: The Fabelmans (2022) [Oscars 2023]


KUNSTNEREN I FAMILIEN
Om at se sig tilbage i glæde og vrede

Af BO GREEN JENSEN

NATURLIGVIS begynder det i biografen. Sammy Fabelman er syv år, da familien går ind og ser Cecil B. DeMilles The Greatest Show on Earth (da. Verdens største show). Det er den 10. januar 1952. Drengen er spændt og lidt frygtsom. Det er hans »første film nogen sinde«. Hans far forklarer, hvordan illusionen om bevægelse fungerer. Hans mor taler blidt om magien.
   Oplevelsen er en åbenbaring. Burt (Paul Dano) og Mitzi (Michelle Williams) udveksler blikke hen over hovedet på deres søn. Filmen – som DeMille fik en sen Oscar for – er ikke helt den hengivne cirkusoplevelse, de har håbet, at drengen kan måbe og more sig over. Der er en intens sekvens med en togkollision. Sammy er mærket for livet. Han kommer sig aldrig helt over filmen.
   De kører hjem til den lukkede vej i New Jersey. Burt siger, at husene ligner hinanden så meget, at man kan tage fejl i vintermørket. Som de eneste på vejen har familien Fabelman ikke julelys tændt. Så deres hus er nemt nok at kende, mener Sammy. Forældrene ler af hans gammelklogskab. Nu ved han, hvad han ønsker sig til Hanukkah. Han vil have et modeltog og genskabe ulykken.
   Burt køber toget. Senere også et Super 8-kamera, da Sammy vil være filmskaber. Men han kan ikke se formålet i at ødelægge toget. Mitzi forstår, hvad der rører i drengen. At han føler en instinktiv nysgerrighed. »He needs to see them crash,« siger hun. Der er en besværgende faktor i denne mani. Hun hjælper ham med at fotografere. Så modeltoget ikke skal knuses igen.



STEVEN Spielberg er født i 1946. Han var selv syv år, da Leah og Arnold Spielberg tog ham med til premieren på The Greatest Show on Earth. Han var faktisk fyldt 12, da han lavede smalfilmen med togulykken, men ellers er fiktionen sandfærdig. The Man who Shot Liberty Valance (1962), John Fords ikonisk-revisionistiske western, gav ham mod på at lave westerns. Han forstod filmens grammatik med det samme.
   Den første kunstneriske krise kom samme år, da han så David Leans Lawrence of Arabia. Han ville aldrig kunne skabe film af den støbning, på det niveau. I selvportrættet er det noget andet, der får Sammy Fabelman til at tøve i springet. Forældrenes ægteskab går i stykker, da Mitzi indser, at hun har mere til fælles med husvennen Benny (Seth Rogen), Burts kollega, som altid har været en del af familien. Benny vil forære Sammy det kamera, han ønsker sig mest brændende. Ergo vil Sammy slet ikke røre ved filmen igen nogensinde.



THE Fabelmans har vel ti nøglescener, der lader publikum føle glæden ved at genkende. »Åh – det må være derfor, han gjorde sådan-og-sådan i E.T. og Jurassic Park.« Der er 35 store film i Spielbergs kogger, fra Duel (1971) og The Sugarland Express (1974) til Ready Player One (2018) og West Side Story (2021). Der er sci-fi, thriller og megen adventure. Der er velment kitsch som The Color Purple (1985, da. Farven lilla) og Amistad (1997). Der er politiske stykker som Munich (2005, da. München) og Lincoln (2012). Der er Schindlers liste (1993) og Saving Private Ryan (1998). Altid umådelig klart eksponeret.
   Har man et forbehold, er det dét. Få kan folde en film ud som Spielberg. Man slentrer gennem Bridge of Spies (2015), mens Berlinmuren bliver rejst i baggrunden, og Den Kolde Krig foregår. Alt konfliktstof glattes ud. Der er aldrig ting, som komplicerer eller står i vejen for forståelsen. Hvis der er, bliver de fjernet før premieren. Der er kun én klar fiasko i karrieren. Det er »Japanerne kommer!«-krigsfarcen 1941 – fra 1979 – hvor Spielberg overvurderede tidsåndens appetit på sort, crazy humor.
   The Fabelmans genskaber udvalgte steder i kunstnerens opvækst. Det er ikke et 1:1-selvportræt, men en biografisk baseret fiktion. Der er heller ingen overraskelser i den æstetiske dannelsesskildring. Filmskaberen er ikke et mysterium for sig selv. Han ved præcis, hvad han gør, da han lader Sammy genskabe togkollisionen og projicere den færdige film på et lærred, han danner med sine hænder. Husfotografen Janusz Kaminski giver billedet mytologisk værdi. Det har samme effekt, som når Ingmar Bergman i Fanny & Alexander (1982) lader sit unge alter ego se på figurer i dukketeatret.



ALENE den fineste scene er hele billetprisen værd. Sammy bliver inviteret til jobsamtale og får tilbudt sin første tv-opgave, ganske som Spielberg, da han som 22-årig instruerede Joan Crawford i pilotepisoden af Night Gallery (1969). Agenten kan lide den unge mands entusiasme og tilbyder ham noget særligt: en audiens med den legendariske instruktør, som har kontor på samme etage.*

   Det er David Lynch, der spiller John Ford i en mageløs scene, hvor eleven får æstetiske råd. Ordvekslingen er allerede klassisk. Ford har to malerier af westernkunstneren Frederic Remington hængende på væggen i sit kontor. Han kommer tilbage fra en våd frokost, sætter sig tungt og bruger et fuldt minut på at få ild i cigaren, som er kæmpestor. Endelig spørger han, hvad den unge mand ser. Sammy beskriver motivet: »Der er to ryttere, som kunne være...« Ford afbryder ham: »Nej. Nej. Hvor er horisonten?« »Horisonten?« »Hvor er den?« »Den er i bunden af billedet.«
   Processen gentager sig ved det næste maleri. Sammy begynder: »Der er fem cowboys, som…« »Nej, nej, nej, nej, nej!« buldrer Ford. »Hvor er den forbandede horisont?« »Den er øverst i billedet.« »Det er rigtigt. Kom så herhen«. Novicen går hen til sin mentor. Ford har klap for øjet, det er svært at fastholde hans blik. Men beskeden er klar som en ringende klokke:
   »Husk det hér. Når horisonten er nederst i billedet, er det interessant. Når horisonten er øverst i billedet, er det interessant. Når horisonten er midt i billedet, er det kedeligt ad helvede til [boring as shit]. Now get the fuck of out of my office!«
   Der er en brysk venlighed i den gamle mands dræven. Sammy går, men vender sig lige og får sagt tak. »My pleasure,« siger Ford og ser ikke op. Sammy smådanser hen ad studiegaden. Selvsagt bliver billedet tiltet, tippet, så horisonten ikke ligger i midten. Den unge mand er på vej og in business.



NU hedder filmen jo ikke Sammy Fabelman eller for den sags skyld Portræt af kunstneren i familien. Det er Spielbergs kuraterede dannelsesskildring, men The Fabelmans handler i højere grad om familien som fællesvæsen. Især er den et dobbeltportræt af de inkompatible forældre, den stækkede drømmer og pragmatikeren uden tæft for at flyve, som får hver sin kærlige afsked.
   Der er omsider ingen bitterhed. Det er der til gengæld i laget under de to hovedspor. The Fabelmans er også historien om en jødisk familie, der mødes med foragt og racisme alle vegne i Eisenhower-årenes USA. Det bliver værre, jo længere vestpå de kommer, og kulminerer i Kennedy-tidens Californien, hvor myten ellers siger, at alle er frie og lige. Spielberg har beskrevet holocaust og antisemitismen i Europa. Her kommer motivet helt hjem.**
   Det er Spielbergs mest personlige film, men det er ikke nødvendigvis hans mest selvafsøgende. Det var Close Encounters of the Third Kind (1977, da. Nærkontakt af tredje grad), hvor den unge filmskaber virkelig ville finde kilden til sin besættelse. Richard Dreyfuss knuser tingene for at forstå dem og bygger en model af bjerget i sin underbevidsthed.



IMMIGRANTERNES erfaring er koncentreret i sekvensen, hvor familien får uventet (og faktisk også ubelejligt) besøg af onkel Boris (Judd Hirsch), som altid har gjort det forkerte og fulgt med cirkustoget hele sit liv. Han deler værelse med Sammy, som er mere optaget af Mitzis affære og trængslerne i skolen, hvor han bliver mobbet ubønhørligt. Judd Hirsch sidder på sengen i sit undertøj og taler om, hvordan kunsten er en uimodsigelig drift, der ikke tager familiehensyn. Man brøler, eller man indordner sig. Der er ingen gylden middelvej.
   I gymnasiet bliver Sammy systematisk set ned på og kanøflet. Han bliver samtidig løftet op af prom queen-typen Monica (Chloe East), der finder ham lækker og vagt Kristus-agtig. Sammy selv er passiv. Han forvirrer sine plageånder med skolefilmen om deres strandtur på den årlige Ditch Day. Han skildrer den værste af bøllerne som en nørd, den anden som en guddom. Den værste (Oakes Fegley) vil slå ham mere endnu, den anden (Sam Rechner) får anfægtelser. Musikken er »Goodbye Cruel World« med James Darren.
   Der er i disse scener en vred undertone, som minder mere om udsatheden i Carrie (1976), Brian De Palmas eminente filmatisering af Stephen Kings high school-horror, som lader mobbeofferets hævn detonere i blod, end om den elegiske atmosfære i George Lucas’ American Graffiti (1973, da. Sidste nat med kliken), som er det forventede nostalgiske territorium. Monica svigter ham uden at blinke. Intet er glemt eller tilgivet.



FREM for alt er det historien om en mor. Filmen – og vi – forstår længe før Sammy, at Mitzi har rasende storme i sindet og brænder inde med mange afsavn og fravalg. Forældrene tror på en fremtid og vil hinanden det godt. De synger »Who could ask for anything more?« i bilen på vej hjem fra biografen. Men Mitzi er uforholdsmæssigt fortvivlet, da Burt får arbejde i Arizona og bare vil bryde med Benny, som altid har været børnenes »onkel«. 
   Michelle Williams er meget intens. Hun tager bilen og kører med børnene ind i tornadoen, der kommer som noget fra The Wizard of Oz. Hun er – som Leah Spielberg – en klassisk pianist, der har prioriteret familieprojektet. Det har knap nok strejfet Burt, at hans IT-karriere ikke var vigtigst. Men han aner og anerkender det stille.
   Mitzi skal spille i tv. Hun er i fuldt skrud og har ordnet negle. Mændene er venner, før de er rivaler. De kan ikke høre andet end neglenes klik på tangenterne. De holder alle tre af hinanden. Det er rodet og svært som i virkeligheden, men også varmt og for Spielberg sjældent troværdigt – han har sjældent scoret højt på det romantiske barometer.



KRITIKEREN Molly Haskell har i sin bog om Spielberg en interessant iagttagelse af, hvordan filmskaberen er tilbøjelig til at gemme sin egen erfaring i korrekt uangribelighed, når han taler om jødisk identitet. Det er sandt, at der er lagt demonstrativ distance til en overstået historie i skildringen af folkemordet på europæiske jøder og det israelske efterretningsarbejde i Munich. Hadet beskrives i datid, og Spielberg lokaliserer det altid uden for USA.  
   Haskell bemærker, at animationsfilmene om musen Fievel Mousekewitz – An American Tail (1986, da. Rejsen til Amerika) og Fievel Goes West (1991, da. Fievel i det vilde vesten) – var noget af det første, Spielberg satte i produktion, da Amblin Entertainment fik sin egen animationsafdeling: »The two-part Fievel saga is in many ways more deeply personal than 1993's Schindler's List, the film that certified the director's rebirth as a Jew and his much-vaunted evolution into a newfound "maturity" as a man and a director.«**
   Der er flere ting, som endelig lykkes – eller falder til ro i en rigtig balance – for filmskaberen i The Fabelmans. Her får han ordene sagt. Der er ømhed uden sentimentalitet i skildringen af den amerikanske familie, og der er regulær bitterhed i beskrivelsen af, hvordan det var at komme til Californien som jøder. Steven Spielbergs erindringsfilm er rig på klare øjeblikke og faste temaer. Kærligheden er gammel, men vreden i bunden af værket er ny.

 

SAMMY forstår forældrenes forhold, da han redigerer filmen fra familiens campingtur. Han ser Mitzis fortvivlende smukke dans i lyset fra billygterne. Han ser, hvordan hun er gladest med Benny. Det er et gennemgående tema, at instruktøren først kender sin verden, når han ordner den i sine film. Spielberg lader Sammy bevare den kritiske, kroniske uskyld. Han deler den næppe længere selv.
   Eventyrlysten og evnen til undren, der fylder lige så meget som gys og spænding i værklisten, er koncentreret i Arizona-afsnittet, hvor Sammy skriver, producerer og instruerer en western i fuld størrelse, The Last Gunfight, og en krigsfilm, som hele castet lever sig ind i, Escape to Nowhere. Begge amatørarbejder er genskabt med kærlig akkuratesse.
   Mateo Zoryan spiller drengen Sammy; Gabriel LaBelle er den unge filmskaber. Michelle Williams, Paul Dano og Seth Rogen skal overbevise både som unge og ældre. Det gør de på glimrende vis. Især Williams har kompleksitet og nuancer. Mitzi Fabelman er jo den anden kunstner i familien. Det må være Spielbergs fineste kvindeportræt.



FOR første gang i årevis er instruktøren selv medforfatter. Han har udviklet ideerne sammen med Tony Kushner, der har skrevet de fleste film siden Munich. Michael Kahn og Sarah Broashar har klippet, Janusz Kaminski fører kameraet, John Williams har skrevet musikken – med sjæl.
   Kushner og Kaminski er stadig unge mænd i tresserne. Williams er 91. Det øvrige filmhold nærmer sig 80. Der er overskud til at se sig tilbage – både i vrede og med ny ydmyghed. The Fabelmans er kunstnerens kærlighedserklæring til sin metier – hans Amarcord og Intervista, hans La nuit americaine og hans Århus by Night. Men først og fremmest en smuk familieskildring og et vidnesbyrd om en tid og en verden, der forsvinder sammen med ham og med os.

Filmen var Oscar-nomineret i 7 kategorier: Best Motion Picture of the Year (Tony Kushner, Kristie Macosko Krieger, Steven Spielberg); Best Achievement in Directing (Steven Spielberg); Best Original Screenplay (Tony Kushner, Steven Spielberg); Best Achievement in Production Design (Karen O'Hara, Rick Carter); Best Performance by an Actress in a Leading Role (MIchelle Williams); Best Performance by an Actor in a Supporting Role (Judd Hirsch); Best Achievement in Music Written for Motion Pictures [Original Score] (John Williams). 


*) Night Gallery var Rod Serlings forsøg på at variere formatet og gentage succesen fra The Twilight Zone (1959-1964), som fik sin kultstatus netop i de år og havde enorm indflydelse på Spielbergs generation. Han og John Landis producerede siden spillefilmen Twilight Zone: The Movie (1983), der i Skandinavien var en (skuffende) introduktion til den sagnomspundne serie, som aldrig blev vist på de nordiske statsmonopoler. Spielberg instruerede selv »Kick the Can«-segmentet, mens Landis instruerede prologen »Time Out«. Australske George Miller (som i 1981 var debuteret med The Road Warrior, den første Mad Max-film] instruerede nyindspilningen af den legendariske »Nightmare at 20,000 Feet«-episode, hvor passageren med flyskræk ser gremlins på vingen.
   Piloten til Night Gallery, som i udviklingsfasen hed Rod Serling’s Wax Museum, var i spillefilmslængde (98 min) og bestod af tre segmenter: »The Cemetery« (Boris Sagal), »Eyes« (Spielberg) og »The Escape Route« (Barry Shear). Night Gallery blev samlet op af Universal Television, som producerede tre sæsoner [43 episoder, 93 segmenter + pilot], der blev sendt på NBC-netværket i perioden december 1970 til maj 1973. Serien var populær, men fik aldrig mytologisk status som The Twilight Zone. Spielberg instruerede siden segmentet »Make Me Laugh« i S1, E4.
   Spielberg bidrog også til serierne Marcus Welby, M.D., The Psychiatrist, The Name of the Game og Owen Marshall, Counselor of Law i det første hyperaktive år på Universal. Så langt den mest langtidsholdbare indsats var episode 1 i sæson 1 af Columbo, »Murder by the Book« (med Jack Cassidy som morderen over for Peter Falk i sin signaturolle). Som flidspræmie for sin indsats fik Spielberg mulighed for at instruere Dennis Weaver i Duel (1971), der var en tv-film i USA, mens den fik biografpremiere i Japan og Europa. Richard Matheson skrev manuskriptet. Duellen havde dansk premiere den 27. april 1973.

**) Citeret efter Molly Haskell: Steven Spielberg: A Life in Pictures (New Haven and London: Yale University Press, 2017) s. 21. Der er faktisk fire lange film (og en serie på 13 korte, Fievel’s American Tails, samt bøger, tegneserier og pc-spil) i Fievel-serien. An American Tail: The Treasure of Manhattan Island (1998, da. Rejsen til Amerika 3: Skatten på Manhattan) og An American Tail: The Mystery of the Night Monster (1999, da. Rejsen til Amerika 4: Fievel og monstermysteriet) blev produceret direkte til video. Det var kun An American Tail, som Don Bluth instruerede, der fik dansk biografpremiere. Universal udgav de fire film på dvd i 2005.
   An American Tail var en samproduktion mellem LucasFilm og Amblin Entertainment i Universal Pictures-regi. Da Bluth og Spielberg afbrød samarbejdet, etablerede Spielberg det britisk baserede studie Amblimation, som producerede Fievel Goes West (og i øvrigt de Jack London-inspirerede animationsfilm om slædehunden Balto), før det blev afviklet i 1997. I 1994 dannede Spielberg DreamWorks SKG sammen med David Geffen og Jeffrey Katzenberg. Amblimation blev til DreamWorks Animation, da selskabet gik i direkte konkurrence med Disney (som Katzenberg både havde en fortid med og et horn i siden på.)  

The Fabelmans. Instr.: Steven Spielberg. Manus: Steven Spielberg, Tony Kushner. Foto: Janusz Kaminski. 151 min. USA-Indien 2022. Dansk premiere: 23.03.2023.


Foto: Amblin Entertainment/ Amblin Partners/ Reliance Entertainment/ Universal Pictures/ Nordisk Film Distribution/ SF Studios (Fanny & Alexander still) 
Filmen er i biografdistribution – udkom på Blu-ray og 4K Ultra HD [region 1] 14.02.2023
Anmeldelsen indlæst [i en kortere version] og lagt på Weekendavisen Kultur 22.03.2023