Translate

Viser opslag med etiketten gendigtning. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten gendigtning. Vis alle opslag

fredag den 2. juni 2023

To versioner: Ikiru – At leve | Living (1952/2022)




MENS DINE LÆBER ENDNU ER RØDE
Japansk fortælling omsat til britisk efterkrigstid

Af BO GREEN JENSEN

BRITISK forstad, 1953. Hver morgen mødes de unge kontorfolk. De bærer alle uniformen: nålestriber, bowlerhat, mappe; avis under armen, en fornuftig paraply. De tager toget ind til London, står af på Waterloo Station og går over broen. De er ens som borgerdyrene på et René Magritte-maleri. Eller som der står om myldretiden i T.S. Eliots The Waste Land: »Så mange – jeg troede ikke, at døden havde taget så mange.«
   Synsvinklen er lagt hos en ny rekrut. Peter Wakeling (Alex Sharp) har sin første arbejdsdag på Kontoret for Offentlige Arbejder i London County Hall. Han deler kupé med de øvrige bureaukrater. Flere taler trøstende til ham. Og ved en af de første stationer er det vigtigt at blive set af »the old man«. »Nej, han rejser aldrig sammen med os,« siger en af Wakelings kolleger.



DET er den gamle mand, Mr. Williams (Bill Nighy), som filmen Living handler om. Han har ikke haft en sygedag i 30 år. I kontorlabyrinten er han legendarisk. De forskellige afdelinger i administrationen sender sagerne videre til hinanden. At henlægge dem er et ritual i sig selv. »We can keep it here,« siger Williams. »It’s no harm done«. Det er ingen skade til.
   Living bruger lang tid på at etablere universet. Kun én gang i årenes løb har det vaklet. Det var, da Williams blev alene med sønnen Michael. Nu deler han huset med Michael (Barney Fishwick) og sin svigerdatter, Fiona (Patsy Ferran). Der var kærlighed mellem far og søn engang. Nu er der bare sameksistens. Fiona vil have Michael til at tale om arv og realiteter med den tilknappede far.
   Londons slum ligger stadig hen efter krigen og Blitzens bombardementer. En gruppe mødre ønsker sig en kommunal legeplads. De møder op hver dag på kontoret og bliver sendt fra Herodes til Pilatus i bureaukratiet. Wakeling inddrages tidligt, da Williams beder ham følge kvinderne rundt. De to forstår hinanden, fornemmer man, uden rigtigt at vide hvorfor.
   Dybhavsbomben springer, da Mr. Williams får sine resultater hos lægen. Det sker efter 18 minutter. »I’m afraid this time they’re pretty conclusive,« siger kræftspecialisten og tilføjer, at det jo aldrig er let at meddele den slags. »Quite,« siger den gamle kontormand. Lægen giver ham seks måneder – otte eller ni »by a stretch«.



DET er ingen hemmelighed, at fortællingen om Mr. Williams bygger på et andet arbejde. Titelsekvensen oplyser straks, at Living er baseret på Ikiru (1952, da. Ikiru – At leve), et kanoniseret værk af Akira Kurosawa (1910-1998). Han skabte samtidsfilmen mellem Rash
ōmon (1950, da. Rashomon – Dæmonernes port) og Shichinin no samurai (1954, da. De syv samuraier), to historiske stykker, som vestlige distributører bed på med det samme.*
   Living har manuskript af Kazuo Ishiguro (f. 1954), forfatteren til forrygende britiske bøger som An Artist of the Floating World (1986, da. Kunstner i den flydende verden), The Remains of the Day (1989, da. Resten af dagen), Never Let Me Go (2005, da. Slip mig aldrig) og senest Klara and the Sun (2021, da. Klara og solen). Ishiguro er født i Japan, men kom til England med sine forældre som dreng. Han modtog Nobelprisen i litteratur i 2017 – og har brugt megen energi på dels at fastholde, dels lægge afstand til den japanske forankring.
   Der er færre udenværker, da bureaukraten Watanabe får sin dødsdom på hospitalet i Japan. Ikiru begynder med et røntgenfoto, en ironisk-lakonisk fortæller og et måbende menneskeansigt. Lige så fattet, Bill Nighy er i situationen, lige så lamslået er Takasha Shimura. Følelsen indvendig er dog den samme.
   Kurosawa ville værdsætte bestræbelsen bag Living. Hjemme blev han ofte kritiseret for at være mere internationalt orienteret end fæller og forbilleder som Ozu og Mizoguchi. Ikiru forsvandt i første omgang mellem den stilskabende metafortælling i Rashōmon, hvor »sandheden« om en voldtægt er set fra flere vinkler, og den fysiske action i De syv samuraier. Først i 1960 fik filmen europæisk og amerikansk premiere.



KUROSAWA var altid brobyggeren. Han gendigtede William Shakespeares Macbeth i Kumonosu-jō (1957, da. Blodets trone) og Kong Lear i det sene hovedværk Ran (1985). John Sturges brugte til gengæld De syv samuraier som forlæg for The Magnificent Seven (1960, da. Syv mænd sejrer), der blev genindspillet i 2016.
   Japaneren holdt af krimi og western. Tengoku to jigoku (1963, da. Himmel og helvede) skildrer hverdagen på en politistation i Yokohama, men forlægget var King’s Ransom (1959, da. Skæbnen kræver løsepenge), en Station 87-krimi af Ed McBain. Kurosawa fik ideen til Yojimbo (1961, da. Livvagten), da han læste Dashiell Hammetts hårdkogte Red Harvest (1929, da. Dødens Høst eller Rød høst). Til gengæld brugte italieneren Sergio Leone Yojimbo, da han skabte A Fistful of Dollars (1964, da. En nævefuld dollars), den første af tre europæiske westerns med amerikaneren Clint Eastwood som »The Man with No Name«.**
   Kurosawa samarbejdede med Ingmar Bergman og Federico Fellini. Han besøgte Andrej Tarkovskij på produktionen af Solaris (1972) og instruerede Derzu Uzala (1975) for det sovjetrussiske Mostar-studie. Hans æstetik fik stor betydning for hele New Hollywood-generationen. Da Kurosawa selv blev gammel, var det George Lucas og Steven Spielberg, som fandt finansiering og sørgede for, at mesteren kunne realisere de otte vignetter i Yume (1990, da. Akira Kurosawas drømme). Her optræder Martin Scorsese – på Francis Ford Coppolas foranledning – som Vincent van Gogh i segmentet, der hedder »Krager«.
   Kurosawa begyndte som filmskaber i 1943, under 2. verdenskrig. Han vendte stadig oftere tilbage til atombombningen af Hiroshima og Nagasaki, som nivellerede landet og førte til kapitulationen i august 1945. Kurosawa castede Richard Gere i sin næstsidste film, Hachigatsu no rapusodi (1991, Rapsodi i August). En kvinde husker angrebet på Nagasaki. Hun har præcis samme tilgang til sin erindring, som den ældste fortæller i Kazuo Ishiguros debutroman A Pale View of Hills (1982), der på dansk hedder De fjerne blå bjerge.



DER ER GÅET 70 år siden Ikiru. Hermanus og Ishiguro ophæver afstanden ved at flytte handlingen til den samme evige fortid i London. Rodney Williams har spildt sit liv på samme måde som Kanji Watanabe. Begge mænd lod tiden gå. Også Mr. Williams når til at sige: »Før jeg dør, må jeg vide, hvorfor jeg har levet«.
   Flere scener er oversat 1:1 – i andre er trykket justeret. Ishiguro har rutine. Han skrev The White Countess (2005) til James Ivory, da denne havde gjort The Remains of the Day (1993, da. Resten af dagen) til britisk arvesølv. Han skrev The Saddest Music in the World (2003) til avantgardisten Guy Maddin. Som filmforfatter ligner han Harold Pinter (1930-2008), en anden britisk nobelpristager. Begge har rene ideer om formen. De sværger til civiliseret mainstream med diskret modernistisk accent.
   Jeg interviewede Ishiguro, da The Remains of the Day udkom på dansk. Han talte bl.a. om, hvor inderlig træt han var af at høre om den japanske faktor i sine bøger: »Jeg kunne have skrevet som Kafka, og man ville alligevel have modtaget det som en særlig japansk specialitet.« Han talte også om at undersøge »selvbedragets sprog«. Det er dét, som Williams har talt alt for længe.***



KUROSAWAS film skaber sin særlige rytme med skæve synsvinkler, stadige wipes og ekstreme nærbilleder. Hermanus skildrer London i heroisk Eastmancolor, der får farverne til at smælde, så det ligner og føles som 1953. Kurosawa gør en del ud af at skildre amerikaniseringen, der præger sønnens generation. Der er baseball, showgirls og boogie-woogie. Hermanus henlægger natten i byen til en tidløs udgave af Brighton.
   Williams tager kontorets unge (og eneste) kvinde med i biografen, hvor de ser Cary Grant som queer pioneer i Howard Hawks’ I Was A Male War Bride (1949, da. Jeg var en mandlig krigsbrud). Margaret Harris (Aimee Lou Wood) er svært imponeret, da han byder på fornem frokost hos Fortnam’s. Her er scenen med de øgenavne, som mændene på kontoret har fået. I Ikiru blev Watanabe kaldt »Mumien«. Hos Ishiguro hedder han »Mr. Zombie.«



DA JULI BLIVER til august, begynder smerten at bide i Williams. Han forstår, at han må skaffe kvinderne en legeplads, så hans minde vil leve i børnenes latter. Der er det samme frapperende klip til begravelsen. Som tilskuer tænker man: »Er det forbi allerede?«
   Hos Kurosawa følger en lang sekvens, hvor embedsmænd diskuterer, hvem der har æren for legepladsen. De drikker sig syngende fulde imens. Scenen blev fjernet i flere versioner, så Ikiru i spilletid varierer fra 103 til 143 minutter. Hermanus gør det mere stramt. Diskussionen er henlagt til toget og kontoret.***
   Erindringsglimtet fra bilen efter hustruens død er bevaret. Drengen vender sig stadig og siger: »Hurtigt! Mor kører fra os,« mens hans fars øjne løber i vand. Hvor Watanabe synger »Livet er kort« – »ah, en kærlighedssang fra gamle dage,« siger barpianisten hos Kurosawa – er det en skotsk tåreperser, »The Rowan Tree« (»Rønnebærtræet«), som Bill Nighy fremfører med patos og sjæl. Der er den samme følelse i sangen: »Lev, min pige, mens du kan,/ mens dine læber endnu er røde/ og før du bliver kold«.



ALT mødes i den ikoniske scene, hvor den døende mand sidder på gyngen i sneen, betragter sit værk og husker det hele. Kurosawa gik tæt på hans ansigt. Hermanus’ fotograf, Jamie Ramsay, gør atter brug af kran og drone, som er gennemgående virkemidler i Living. Det er det samme rum i den samme slags liv. Og det samme lys på et ansigt til slut.
   Ikiru er en klassisk film, som altid står på de kritiske lister. Men det lykkes Hermanus at skabe et værk, der kan stå ved dets side og være en film i sin helt egen ret. Både Nighy og Ishiguro var Oscar-nominerede for filmen.
   Stamtavlen er alenlang og meget imponerende, Det skal man ikke lade sig påvirke af. Jeg vil faktisk foreslå, at man bare ser Living, uden først at gå til originalen. Som jeg ikke desto mindre har sagt adskilligt om hér – for det er jo den slags, en kritiker gør.
   Filmen står eller falder med Bill Nighys portræt af en mand, der fortryder. Han har sjældent eller aldrig været bedre. Meget i Living kommer af stoffet, men det er frem for alt en stor skuespiller, som forløser og fører det hjem.


*) Kurosawa skrev Ikiru sammen med Hideo Oguni (1904-1996) og Shinobu Hashimoto (1918-2018). Hashimoto var på sin side inspireret af Lev Tolstojs fortælling om Ivan Iljits død (1886), som er oversat til dansk mange gange, senest af Marie Tetzlaff i 2015.. 


**) Den italienske originaltitel på En nævefuld dollars var Il magnifico straniero, og filmen hed stadig The Magnificent Stranger ved sin internationale lancering. Tre dage før den amerikanske premiere blev titlen ændret til A Fistful of Dollars. Yojimbo er ført tilbage til udgangspunktet i Walter Hills Last Man Standing (1996), hvor Bruce Willis og Christopher Walken er antagonister i Jericho, Texas, i 1930. Her hedder manden uden navn meget passende John Smith. »The Man with No Name« var et PR-påfund. I A Fistful of Dollars hedder han Joe. I The Good, The Bad and the Ugly (1965) bliver karakteren kaldt Blondie. Udvekslingen mellem japansk og amerikansk er mangfoldig. John Lasseter og Andrew Stanton lod sig lykkeligt inspirere af De syv samuraier, da de skabte Pixar-filmen A Bug's Life (1998, da. Græsrødderne). 

***  Ishiguro forsøgte faktisk at skrive som Kafka i romanen The Unconsoled (1995, da. Koncerten). Samtalen med Kazuo Ishiguro er trykt i Andre stemmer. Forfatterportrætter og værkstedssamtaler. 30 interviews (Forlaget Per Kofod, 1995).


**** Bjørn Rasmussen angiver følgende spillelængder i Verdens bedste film (1970): »Opr. længde: 143, 3918 m, nedklippede udgaver: 130 min. (i England), 126 min. (i Frankrig) og (i Japan) 103 min. 2820 m - længde i da. TV: 120 min. - Vist i TV 11.11.1965.« Jeg har ikke haft mulighed for at sammenligne de redigerede udgaver, men gætter på, at det er den lange (og trættende, skønt genialt anbragte) begravelsesscene, samt måske nogle nattelivsoptrin, der er taget ud.     


Living. Instr.: Oliver Hermanus. Manus: Kazuo Ishiguro. Foto: Jamie Ramsay. 102 min. UK-Japan-Sverige 2022. Dansk premiere: 04.05.2023.

Ikiru (Ikiru - At leve). Instr.: Akira Kurosawa. Manus: Akira Kurosawa, Shinobu Hashimoto, Hideo Oguni. Foto: Asakazu Nakai. 143 min. Japan 1952. Dansk premiere: 11.11.1965 [tv]; 13.10.2000 [bio].


Fotos: Film4/ County Hall/ Lipsync Production/ Rocket Science/ Kurosawa Production Co./ Filmgate Films/ Film i Väst/ Number 9 Films/ Creative Europe MEDIA/ Business Finland/ British Film Institute/ Ingenious/ Sony Pictures Classics/ SF Studios/ Toho Company/ Criterion Collection
Living er i nordisk biografdistribution – streames i UK på Apple TV, Chili Play, Rakuten TV, Sky Store, Virgin Media Store og YouTube Movies
Ikiru streames ikke i Europa – i USA og Canada på AMAZON PRIME, Apple TV, Google Play, HBO MAX, THE CRITERION CHANNEL, VUDU og YouTube Movies
Living er udkommet på (regionsfri) Blu-ray fra Sony Pictures (2023)
Ikiru er udkommet på 4K Blu-Ray fra The Criterion Collection (#221) 
Anmeldelsen indlæst [i kortere udgave] og lagt på Weekendavisen Kultur 04.05.2023

torsdag den 23. juni 2022

Genskabt: Digteren Dylan Thomas 1914-1953


FRA BAKKE TIL BAKKE SOM ØER AF SKOV
Dylan Thomas på dansk gennem tiden

Af BO GREEN JENSEN

DYLAN Thomas var kun 39 år, da han døde i New York i 1953. Den walisiske digter var da på højden af sin bane. For unge amerikanere var han et eksotisk ikon, en romantisk inspiration for beatdigterne. Det er en kendt sag, at sangskriveren Robert Zimmerman tog sit nye efternavn fra Dylan Thomas.

   Hans betydning var enorm. Man kan høre Dylan Thomas i danske stemmer fra Jørgen Gustava Brandt til F.P. Jac. Man kan i hvert fald genkende en særlig naturfølsom sensibilitet. Også Thomas kunne have valgt titler som Under vejr med mig selv og For vejret i mig selv.
   I de engelsktalende lande bliver han fortsat læst, og myten lever i bedste velgående. Der var film, teater, radio (den primære platform for Thomas) og en lille snestorm af nye udgivelser ved 100-året for hans fødsel i 2014. På andre sprog er han blevet en sag for specialister og unge kolleger.
   I Norden er han næsten forsvundet. Kritikken har skrevet sig hen til et sted, hvor den stort set ikke kan bruge eller forstå Dylan Thomas. Det bliver digtene ikke dårlige af. De afviser blot en formel analyse og er stærkest i kvaliteter, som videnskaben ikke agter p.t.
   Efter årtier med tavshed er der ny interesse. Så er Thomas ved at blive vigtig igen?


JON Høyer har samlet 24 tekster i En proces i hjertets vejr. Her er bl.a. de to korte digte, som fælleskulturen bliver ved at citere. Det er »And death shall have no dominion« (»Og døden bliver ikke herre«) fra 25 Poems (1936) og »Do not go gentle into that good night« (»Gå ikke fredeligt ind i den gode nat«) fra In Country Sleep (1952). Altså noget af det første og det sidste. For Thomas var dødsforagt altid et tema.
   De fleste af hans digte var længere og sværere. På dansk har man derfor haft nok i de hverdagsmagiske noveller, som (med et nik til James Joyce) er samlet i Portrait of the Artist as a Young Dog (1940), og radiospillet Under Milk Wood (1953), som Thomas skrev til BBC. Her er digt, sang, prosa og drama forenet. Et sted og dets mennesker bliver manet frem.
   Værket findes også i film- og sceneversioner. Det var i mange år 1956-gendigtningen ved Jørgen Nash (Forår Milkwood eller Forår i Milk Wood), der stod som standardudgaven. DR har brugt den igen og igen. Teksten fik en tiltrængt overhaling i 2010, da Karsten Sand Iversen nyoversatte. Under Mælkeskoven – et spil for stemmer udkom på forlaget Vandkunsten.
   Portræt af kunstneren som hvalp blev oversat af Jørgen Andersen i 1955. Andersen redigerede også Rejsen tilbage: Prosastykker i udvalg (1964). Erik Thygesen oversatte tre tekster fra Adventures in the Skin Trade (1955) til Hasselbalchs Kultur-Bibliotek. Bind 241 i Jacob Paludans navnkundige serie hedder En pelshandlers eventyr.


GENDIGTNINGEN gik i stå efterhånden, som Thomas blev umoderne i Danmark. Jeg ledte i årevis efter en god version af den stemningsfulde erindringstekst om »A Child’s Christmas in Wales« (1952). Min egen kærlighed til Thomas begyndte i mødet med hans landsmand, John Cales, sang af samme navn fra albummet Paris 1919 (1973). Cale har også komponeret symfoniske versioner af »Lie Still, Sleep Becalmed« og »Do not go gentle«, som indgår på albummet Words for the Dying (1989).
   »Et barns jul i Wales« blev endelig oversat i 2014. Ib Johansen tog livtag med teksten i udvalget Kort over kærligheden, som Det Poetiske Bureau udgav. Også 15 digte fik et skud. Det er i vid udstrækning de samme tekster, som Høyer inddrager: »Fern Hill«, prologen til Samlede digte (1952) osv.
   Hos Johansen står digtene lidt mindre mejslet. »Do not go gentle into that good night« bliver til »Gå ikke ydmygt ind ad nattens dør«. Men stedvis brænder en vildere ild, der kan måle sig med raseriet hos Thomas. »I den hvide kæmpes lår« – som Høyer springer over – er en sanselig, næsten vulkanisk bedrift. Begge udvalg skaber en ny sammenhæng.


EN proces i hjertets vejr er en mesterlig gendigtning. Det er værd at fæste sig ved Høyers undertitel: »Udvalgte digte på danske vers«. For dét er om noget bedriften: at samlingen fremstår så færdig og dansk. Rimene er der, og hvert vers skanderer. Er læseren i tvivl, kan hun/han selv se, hvad Thomas skrev. Originalteksten er reproduceret.
   Høyer går frem kronologisk. Forlægget er John Goodbys udgave af The Collected Poems, som udkom til 100-året. Men Høyer plukker og skærer så tæt, at den viltre bog bliver en slank, biografisk sekvens. Der er fokus på de fødselsdagsdigte, hvor Thomas selv førte regnskab. Ellers er det (næsten) altid vejret og det walisiske landskab, der smelter sammen i mytologisk erindring. Få steder mere fuldendt end i digtet om drengen på gården Fern Hill (fra Dødsfald og indgange, 1946):

Og da jeg var grøn og sorgløs, berømt imellem laderne
om den lykkelige gårdsplads, for gården var mit hjem, fyldt med sang
under solen, som kun er ung en enkelt gang,
lod tiden mig lege og være
 gylden, med den barmhjertighed, der er hans,
 og grøn og gylden var jeg jæger og hyrde, kalvene
 sang til mit horn, rævene på bakkerne glammede klart og koldt,
 og sabattens klokkeslag lød
 langsomt i de hellige strømmes småsten. 

(And as I was green and carefree, famous among the barns/ About the happy yard and singing as the farm was home,/ In the sun that is young once only,/ Time let me play and be/ Golden in the mercy of his means,/ And green and golden I was huntsman and herdsman, the calves/ Sang to my horn, the foxes on the hills barked clear and cold,/ And the sabbath rang slowly/ In the pebbles of the holy streams.) 

Der er seks majestætiske strofer. Manden ser tilbage på drengen fra »det første roterende sted«. Han er der ikke mere. Det er derfor, at solen »kun er ung en enkelt gang«. Facit er en frydefuld bittersødme, der for Thomas bliver til fin årgangsvin. Han serverer den for os igen og igen.


DER er en vedtagen visdom, som siger, at Thomas var bedst i begyndelsen og blev stadig mere afhængig af tricks, efterhånden som alkoholen tog over. Han skabte sine egne bløde systemer og kom videre ved at tænde for en billedmaskine, der spyttede sang, symbioser og synæstesier med stadig mindre selvkritisk sans.
   Det er en lidt for flot fordom. Ja, der er skarpere kanter og en anden slags renfærdighed i det første. Og den lange syntaks i det sidste kan nu og da gå i byzantinsk selvsving: »Fire elementer og fem/ sanser og mennesket en forelsket ånd,/ der snor sig gennem denne sammenspundne slim/ til sit glorie-klokke-kølige kongeriges komme.«
   Alligevel er der altid en klang og et billede, som hænger sammen:
   »Vi rider ud alene, og så, herhen,/ under Wales’ stjerner på stribe,/ råb, fra mængder af arker! Over/ vanddækkede lande/ flyder de fra bakke til bakke som øer af skov/ bemandet med al deres kærlighed her.«


TIL slut har Høyer fuldt fortjent den instruktive note, som forklarer metoden i Thomas’ prolog: »Første linje slutter på samme måde som sidste og anden linje som næstsidste og tredje linje som tredjesidste, hvorefter rimene tager over fra hver sin ende, så fjerde linje rimer på fjerdesidste og så videre indadtil, indtil rimene mødes på midten.«
   Det gør de virkelig. Strukturen er fantastisk kunstfærdig. Vi indser for alvor, hvor svært det har været. Herefter gør Høyer sin helt til en bror: »Alt dette ser og hører jeg som et udtryk for forfatterens ønske om at holde sine håndflader tæt og gennemtrængende om alle sine digte, sammenfattet i prologen her, inden han rækker dem videre til os andre.«
   Oversætteren gør jo det samme. Han lukker bogen varsomt og rækker den til os i tillid. Så kærlig en gestus er virkelig en gave. Det store arbejde er endelig gjort.

Jon Høyer (f. 1942) modtog Dansk Oversætterforbunds Ærespris 2022. Jeg havde fornøjelsen af at tale ved receptionen i Dansk Forfatterforening. Høyer fik prisen for sit samlede virke, der omfatter Goethes Faust, Derek Walcotts Omeros og gamle og nye tekster fra islandsk. 

*) »Through throats where many rivers meet, the curlews cry,/ Under the conceiving moon, on the high chalk hill,/ And there this night I walk in the white giant’s thigh/ Where barren as boulders women lie longing still/ To labour and love though they lay down long ago.// Through throats where many rivers meet, the women pray,/ Pleading in the waded bay for the seed to flow/ Though the names on their weed grown stones are rained away,// And alone in the night’s eternal, curving act/ They yearn with tongues of curlews for the unconceived/ And immemorial sons of the cudgelling, hacked/ Hill...«
   »In the White Giant’s Thigh« er slet ikke mystisk. Digteren går på kalkbakken ved Cerne Abbas i Dorset, hvor en kæmpemæssig kridtfigur er skåret i jorden. Det britiske landskab er fuldt af kridtfigurer. Bedst kendt er The Long Man of Wilmington på Windover Hill i East Sussex og de hvide heste ved Uffington i Oxfordshire og Hindover Hill i South Downs.
   Der er mange bud på, hvem der skar figurerne, hvornår og hvorfor. Kun fugle og flypassagerer kan se dem. Man må tro, de blev tegnet for gudernes skyld. Flere har vist sig at være af nyere dato, men Cerne Abbas-figuren er forhistorisk. Den rejste fallos vidner om et fertilitetsritual. Derfor kommer de barnløse kvinder til skrænten for at ligge »i den hvide kæmpes lår«. I Ib Johansens version lyder digtets begyndelse:
   »Spover skriger gennem svælg, hvor mange floder sammen når/ Under den drægtige måne, på den høje kridthøj,/ Og denne nat går jeg dér i den hvide kæmpes lår,/ Hvor kvinder, golde som kampesten på deres strøg// Længes efter at føde og elske, skønt lagt ned i fordums tid.// Gennem svælg, hvor mange floder sammen når, be’r de kvinder,/ Bønfalder i bugtens vadesteder om at sæd vil flyve hid./ Skønt navne i regnen på ukrudt-tilgroede sten forsvinder,// Og alene hér i nattens evige, krummede akt/ Længes de med spove-tunger efter sønner aldrig undfanget,/ Fra Arilds tid på den knippel-svingende højt sammenbragt/ Under hakker.«
   Luftfotoet er fra Times Literary Supplement, hvor digtet blev trykt første gang i 1951.

Dylan Thomas: En proces i hjertets vejr. Udvalgte digte på danske vers ved Jon Høyer. Tosproget udgave. 142 s. Forlaget Multivers.

Dylan Thomas: Kort over kærligheden. Efterfulgt af Et barns jul i Wales & Udvalgte digte. Oversat fra engelsk af Ib Johansen. 70 s. Det Poetiske Bureau/ Bureauets lommebibliotek, 2014.



Fotos: National Portrait Gallery (Gordon Stuart Portrait 1953; Dylan Thomas at BBC by John Gay, 1948; Rollie McKenna photographs 1953 [Rosalie Thorne McKenna Foundation - courtesy of Center for Creative Photography, University of Arizona Foundation])/ National Museum Wales (Alfred Janes Portrait 1934, Augustus John Portrait 1937-38), Forlaget Multivers (omslagsdesign Christine Lind)/ Det Poetiske Bureau (omslagsdesign Mikkel Pape)/ Facsimile Dust Jackets LLC/ Ace Books 1957 (DT in America paperback cover). 
Teksten stod i Weekendavisen Bøger 03.05.2019