FRA BAKKE TIL BAKKE SOM ØER AF SKOV Dylan Thomas på dansk gennem tiden
Af BO GREEN JENSEN
DYLAN Thomas var kun 39 år, da han døde i New York i 1953. Den walisiske digter var da på højden af sin bane. For unge amerikanere var han et eksotisk ikon, en romantisk inspiration for beatdigterne. Det er en kendt sag, at sangskriveren Robert Zimmerman tog sit nye efternavn fra Dylan Thomas.
Hans betydning var enorm. Man kan høre Dylan Thomas i danske stemmer fra Jørgen Gustava Brandt til F.P. Jac. Man kan i hvert fald genkende en særlig naturfølsom sensibilitet. Også Thomas kunne have valgt titler som Under vejr med mig selv og For vejret i mig selv.
I de engelsktalende lande bliver han fortsat læst, og myten lever i bedste velgående. Der var film, teater, radio (den primære platform for Thomas) og en lille snestorm af nye udgivelser ved 100-året for hans fødsel i 2014. På andre sprog er han blevet en sag for specialister og unge kolleger.
I Norden er han næsten forsvundet. Kritikken har skrevet sig hen til et sted, hvor den stort set ikke kan bruge eller forstå Dylan Thomas. Det bliver digtene ikke dårlige af. De afviser blot en formel analyse og er stærkest i kvaliteter, som videnskaben ikke agter p.t.
Efter årtier med tavshed er der ny interesse. Så er Thomas ved at blive vigtig igen?
JON Høyer har samlet 24 tekster i En proces i hjertets vejr. Her er bl.a. de to korte digte, som fælleskulturen bliver ved at citere. Det er »And death shall have no dominion« (»Og døden bliver ikke herre«) fra 25 Poems (1936) og »Do not go gentle into that good night« (»Gå ikke fredeligt ind i den gode nat«) fra In Country Sleep (1952). Altså noget af det første og det sidste. For Thomas var dødsforagt altid et tema.
De fleste af hans digte var længere og sværere. På dansk har man derfor haft nok i de hverdagsmagiske noveller, som (med et nik til James Joyce) er samlet i Portrait of the Artist as a Young Dog (1940), og radiospillet Under Milk Wood (1953), som Thomas skrev til BBC. Her er digt, sang, prosa og drama forenet. Et sted og dets mennesker bliver manet frem.
Værket findes også i film- og sceneversioner. Det var i mange år 1956-gendigtningen ved Jørgen Nash (Forår Milkwood eller Forår i Milk Wood), der stod som standardudgaven. DR har brugt den igen og igen. Teksten fik en tiltrængt overhaling i 2010, da Karsten Sand Iversen nyoversatte. Under Mælkeskoven – et spil for stemmer udkom på forlaget Vandkunsten.
Portræt af kunstneren som hvalp blev oversat af Jørgen Andersen i 1955. Andersen redigerede også Rejsen tilbage: Prosastykker i udvalg (1964). Erik Thygesen oversatte tre tekster fra Adventures in the Skin Trade (1955) til Hasselbalchs Kultur-Bibliotek. Bind 241 i Jacob Paludans navnkundige serie hedder En pelshandlers eventyr.
GENDIGTNINGEN gik i stå efterhånden, som Thomas blev umoderne i Danmark. Jeg ledte i årevis efter en god version af den stemningsfulde erindringstekst om »A Child’s Christmas in Wales« (1952). Min egen kærlighed til Thomas begyndte i mødet med hans landsmand, John Cales, sang af samme navn fra albummet Paris 1919 (1973). Cale har også komponeret symfoniske versioner af »Lie Still, Sleep Becalmed« og »Do not go gentle«, som indgår på albummet Words for the Dying (1989).
»Et barns jul i Wales« blev endelig oversat i 2014. Ib Johansen tog livtag med teksten i udvalget Kort over kærligheden, som Det Poetiske Bureau udgav. Også 15 digte fik et skud. Det er i vid udstrækning de samme tekster, som Høyer inddrager: »Fern Hill«, prologen til Samlede digte (1952) osv.
Hos Johansen står digtene lidt mindre mejslet. »Do not go gentle into that good night« bliver til »Gå ikke ydmygt ind ad nattens dør«. Men stedvis brænder en vildere ild, der kan måle sig med raseriet hos Thomas. »I den hvide kæmpes lår« – som Høyer springer over – er en sanselig, næsten vulkanisk bedrift. Begge udvalg skaber en ny sammenhæng.
EN proces i hjertets vejr er en mesterlig gendigtning. Det er værd at fæste sig ved Høyers undertitel: »Udvalgte digte på danske vers«. For dét er om noget bedriften: at samlingen fremstår så færdig og dansk. Rimene er der, og hvert vers skanderer. Er læseren i tvivl, kan hun/han selv se, hvad Thomas skrev. Originalteksten er reproduceret.
Høyer går frem kronologisk. Forlægget er John Goodbys udgave af The Collected Poems, som udkom til 100-året. Men Høyer plukker og skærer så tæt, at den viltre bog bliver en slank, biografisk sekvens. Der er fokus på de fødselsdagsdigte, hvor Thomas selv førte regnskab. Ellers er det (næsten) altid vejret og det walisiske landskab, der smelter sammen i mytologisk erindring. Få steder mere fuldendt end i digtet om drengen på gården Fern Hill (fra Dødsfald og indgange, 1946):
Og da jeg var grøn og sorgløs, berømt imellem laderne
om den lykkelige gårdsplads, for gården var mit hjem, fyldt med sang
under solen, som kun er ung en enkelt gang,
lod tiden mig lege og være
gylden, med den barmhjertighed, der er hans,
og grøn og gylden var jeg jæger og hyrde, kalvene
sang til mit horn, rævene på bakkerne glammede klart og koldt,
og sabattens klokkeslag lød
langsomt i de hellige strømmes småsten.
(And as I was green and carefree, famous among the barns/ About the happy yard and singing as the farm was home,/ In the sun that is young once only,/ Time let me play and be/ Golden in the mercy of his means,/ And green and golden I was huntsman and herdsman, the calves/ Sang to my horn, the foxes on the hills barked clear and cold,/ And the sabbath rang slowly/ In the pebbles of the holy streams.)
Der er seks majestætiske strofer. Manden ser tilbage på drengen fra »det første roterende sted«. Han er der ikke mere. Det er derfor, at solen »kun er ung en enkelt gang«. Facit er en frydefuld bittersødme, der for Thomas bliver til fin årgangsvin. Han serverer den for os igen og igen.
DER er en vedtagen visdom, som siger, at Thomas var bedst i begyndelsen og blev stadig mere afhængig af tricks, efterhånden som alkoholen tog over. Han skabte sine egne bløde systemer og kom videre ved at tænde for en billedmaskine, der spyttede sang, symbioser og synæstesier med stadig mindre selvkritisk sans.
Det er en lidt for flot fordom. Ja, der er skarpere kanter og en anden slags renfærdighed i det første. Og den lange syntaks i det sidste kan nu og da gå i byzantinsk selvsving: »Fire elementer og fem/ sanser og mennesket en forelsket ånd,/ der snor sig gennem denne sammenspundne slim/ til sit glorie-klokke-kølige kongeriges komme.«
Alligevel er der altid en klang og et billede, som hænger sammen:
»Vi rider ud alene, og så, herhen,/ under Wales’ stjerner på stribe,/ råb, fra mængder af arker! Over/ vanddækkede lande/ flyder de fra bakke til bakke som øer af skov/ bemandet med al deres kærlighed her.«
TIL slut har Høyer fuldt fortjent den instruktive note, som forklarer metoden i Thomas’ prolog: »Første linje slutter på samme måde som sidste og anden linje som næstsidste og tredje linje som tredjesidste, hvorefter rimene tager over fra hver sin ende, så fjerde linje rimer på fjerdesidste og så videre indadtil, indtil rimene mødes på midten.«
Det gør de virkelig. Strukturen er fantastisk kunstfærdig. Vi indser for alvor, hvor svært det har været. Herefter gør Høyer sin helt til en bror: »Alt dette ser og hører jeg som et udtryk for forfatterens ønske om at holde sine håndflader tæt og gennemtrængende om alle sine digte, sammenfattet i prologen her, inden han rækker dem videre til os andre.«
Oversætteren gør jo det samme. Han lukker bogen varsomt og rækker den til os i tillid. Så kærlig en gestus er virkelig en gave. Det store arbejde er endelig gjort.
Jon Høyer (f. 1942) modtog Dansk Oversætterforbunds Ærespris 2022. Jeg havde fornøjelsen af at tale ved receptionen i Dansk Forfatterforening. Høyer fik prisen for sit samlede virke, der omfatter Goethes Faust, Derek Walcotts Omeros og gamle og nye tekster fra islandsk.
*) »Through throats where many rivers meet, the curlews cry,/ Under the conceiving moon, on the high chalk hill,/ And there this night I walk in the white giant’s thigh/ Where barren as boulders women lie longing still/ To labour and love though they lay down long ago.// Through throats where many rivers meet, the women pray,/ Pleading in the waded bay for the seed to flow/ Though the names on their weed grown stones are rained away,// And alone in the night’s eternal, curving act/ They yearn with tongues of curlews for the unconceived/ And immemorial sons of the cudgelling, hacked/ Hill...«
»In the White Giant’s Thigh« er slet ikke mystisk. Digteren går på kalkbakken ved Cerne Abbas i Dorset, hvor en kæmpemæssig kridtfigur er skåret i jorden. Det britiske landskab er fuldt af kridtfigurer. Bedst kendt er The Long Man of Wilmington på Windover Hill i East Sussex og de hvide heste ved Uffington i Oxfordshire og Hindover Hill i South Downs.
Der er mange bud på, hvem der skar figurerne, hvornår og hvorfor. Kun fugle og flypassagerer kan se dem. Man må tro, de blev tegnet for gudernes skyld. Flere har vist sig at være af nyere dato, men Cerne Abbas-figuren er forhistorisk. Den rejste fallos vidner om et fertilitetsritual. Derfor kommer de barnløse kvinder til skrænten for at ligge »i den hvide kæmpes lår«. I Ib Johansens version lyder digtets begyndelse:
»Spover skriger gennem svælg, hvor mange floder sammen når/ Under den drægtige måne, på den høje kridthøj,/ Og denne nat går jeg dér i den hvide kæmpes lår,/ Hvor kvinder, golde som kampesten på deres strøg// Længes efter at føde og elske, skønt lagt ned i fordums tid.// Gennem svælg, hvor mange floder sammen når, be’r de kvinder,/ Bønfalder i bugtens vadesteder om at sæd vil flyve hid./ Skønt navne i regnen på ukrudt-tilgroede sten forsvinder,// Og alene hér i nattens evige, krummede akt/ Længes de med spove-tunger efter sønner aldrig undfanget,/ Fra Arilds tid på den knippel-svingende højt sammenbragt/ Under hakker.«
Luftfotoet er fra Times Literary Supplement, hvor digtet blev trykt første gang i 1951.
Dylan Thomas: En proces i hjertets vejr. Udvalgte digte på danske vers ved Jon Høyer. Tosproget udgave. 142 s. Forlaget Multivers.
Dylan Thomas: Kort over kærligheden. Efterfulgt af Et barns jul i Wales & Udvalgte digte. Oversat fra engelsk af Ib Johansen. 70 s. Det Poetiske Bureau/ Bureauets lommebibliotek, 2014.
Fotos: National Portrait Gallery (Gordon Stuart Portrait 1953; Dylan Thomas at BBC by John Gay, 1948; Rollie McKenna photographs 1953 [Rosalie Thorne McKenna Foundation - courtesy of Center for Creative Photography, University of Arizona Foundation])/ National Museum Wales (Alfred Janes Portrait 1934, Augustus John Portrait 1937-38), Forlaget Multivers (omslagsdesign Christine Lind)/ Det Poetiske Bureau (omslagsdesign Mikkel Pape)/ Facsimile Dust Jackets LLC/ Ace Books 1957 (DT in America paperback cover).
»Words got me the wound and will get me well – if you believe it.«
Jim Morrison så sig selv som digter. Han var glad for rollen som rockstjerne, sexgud og shaman, i hvert fald i begyndelsen, da berømmelsen åbnede alle slags døre. Han gav heller aldrig slip på drømmen om at blive filmskaber. Men det var og blev i ordene, at han så sig selv leve videre, når processionen var passeret og musikken var forbi.
Der er skrevet over tusind bøger om Jim Morrison og The Doors. De øvrige medlemmer af The Doors har bidraget med deres biografier, og ildsjæle som Frank Lisciandro og Danny Sugerman (1954-2005), der var bandets publicist, har redt trådene ud i en vifte af værker. Tre store officielle biografier er skrevet, og der findes en underskov af tvivlsom litteratur om sangerens sidste tid i Paris. Efter 50 år lever myten i bedste velgående. For hvert år bliver den faktisk lidt større.
Efterhånden er der også plads til en kritisk litteratur, som ser The Doors i et større perspektiv og læser sangene i en mentalitetshistorisk kontekst, hvor hele samtiden er inddraget. Også kunstens politiske side. Det er ikke kun fans og musikjournalister, der skriver. i 2011 udgav Greil Marcus The Doors. A Lifetime of Listening to Five Mean Years, som udkom på forlaget Faber med en anbefaling fra Salman Rushdie bagpå. Marcus’ bog er ikke mindst interessant, fordi han er så skeptisk. Han er ikke i tvivl om musikkens betydning, men tøver med at anerkende dens værdi.
ALLE disse bøger, tv-programmer, film og magasinartikler fortæller stort set den samme historie om Morrisons voldsomme liv og sangenes fænomenale betydning. Kun sjældent bliver der sat fokus på Morrisons poesi. Det er da som regel sangteksterne, der bliver læst som proklamatoriske statements, han udsiger på vegne af 1968-generationen: »We want the world and we want it NOW!« osv.
Der er dog væsentligt mere i både digte og sange. Denne præsentation af de samlede værker vil derfor ikke fokusere på legenden om The Doors og Jim Morrisons korte, kaotiske liv. Der er allerede sagt så meget. I stedet vil jeg give et signalement af digteren James Douglas Morrison, som blev født i Florida den 8. december 1943 og døde i Paris den 3. juli 1971.
I
»HØR her: virkelig poesi har ikke noget budskab, den sætter bare muligheder i gang.«
Forrest i Wilderness, før kufferten åbnes, er anbragt et »selv-interview«, som Morrison angiveligt skrev over tre år i Los Angeles, mens han fyldte blokke og notesbøger – i alt 1.600 sider – med »en sekvens af noter, prosadigte/ historier, stumper af spil & dialog/ Aforismer, epigrammer, essays// Digte? Ja da.«
Teksten bruger tid på at komme til sagen, men formulerer så en tillidserklæring: »Så længe der findes mennesker, vil de huske på ord og sammensætninger af ord. Kun digte og sange kan overleve en holocaust. Ingen er i stand til at huske en hel roman. Ingen kan helt nøjagtigt beskrive en film, en skulptur, et maleri, men så længe der findes mennesker, vil sangene og poesien blive ved.«
Digteren har også en hensigtserklæring: »Hvis min poesi forsøger at opnå noget, er det at frigøre folk fra begrænsningen i måderne, de ser og føler på.«
MORRISON mente, han havde meget at give. Samtidig var han ikke sikker på, om han var god nok, når det kom til stykket. Denne tvivl greb ham aldrig på scenen, skønt han var utilfreds med sin stemme. Men digtene skrev han om hele tiden. De samme fragmenter bliver bøjet, strakt og filet til i den ene notesbog efter den anden. Kort før sin død gik han ture i Paris, mens hustruen Pamela sov i parrets lejlighed. Han havde altid en plasticpose i hånden, som indeholdt notesbøgerne. Det var før, der var computere. Nu var han nok blevet set med en laptop, som han kunne glemme på cafeen, hvor dagen uvægerligt endte.
DET er naturligvis ikke muligt – og giver heller ingen mening – at skelne mellem sangeren og digteren. Morrison forsøgte dog selv at skille tingene ad. Han nærede tidligt en ambition om at få udgivet en rigtig bog på et toneangivende forlag. Da det lykkedes i 1969, og Simon and Schuster udgav The Lords and The New Creatures, var det vigtigt for ham, at bogen ikke blev lanceret som digte af sangeren fra The Doors, måske med et stort pinupfoto på. Det skulle være en bog, der blev læst for sin egen skyld og vurderet på samme præmis. Han skrev i ånden fra William Blake og Rimbaud. Det skulle være en bog, som de ville sige god for.
Efter Morrisons død er samlingen blevet mere sober at se på. Den amerikanske paperback er hvid med et melankolsk sort/hvid-foto. Digteren har trimmet fuldskæg og nedslået blik. Den originale hardcoverudgivelse var imidlertid plastret til med fire udgaver af Morrisons ansigt, som betragter tilskueren og poserer. Han havde naturligvis selv stillet op til den session, hvor Joel Brodsky tog de ikoniske fotos, som stadig bruges i bred sammenhæng. Men Morrison kom til at hade, når man poserer.
FORFATTEREN fik dog delvis sin vilje. Et af Edmund Teskes mere menneskelige portrætter – fra den samme serie som coverfotoet til An American Prayer – har Simon and Schuster anbragt på flappen. Om digteren står der: »Jim Morrison was born in Melbourne, Florida, in 1943. Mr. Morrison is a graduate of U.C.L.A. in the Theater Arts Department. His ambition is to be a film director.« The Doors er slet ikke nævnt.
II
DER er flere slags digte i Morrisons kuffert. Nogle er visionære fragmenter, som arbejder hen mod at blive et hele. Billedsproget er her skruet op mellem stjernerne, og når stumperne lægges rigtigt på plads, bliver hensigten af og til realiseret. På An American Prayer, det posthumt udgivne album fra 1978, er den lange sluttekst et eksempel på, hvor smukt det er og hvor stort det lyder, når den høje, besyngende stil finder hjem. Faktisk er digtet føjet sammen af fragmenter.
De lange tekster arbejder med Amerika som myte og vil lade englene komme til orde. I måden at tale besværgende på, er de ofte tæt på klassiske stordigte som Walt Whitmans Leaves of Grass (1855) og Hart Cranes The Bridge (1930). Det er imidlertid ikke sikkert, at Morrison havde læst disse værker. Han blev kun 27 år, og i de sidste fem var der sjældent tid eller klarhed til at gøre nye opdagelser. Alle hans valgslægtskaber begyndte i de formative år, mens han gik i high school og på UCLA. Her læste han Nietzsche, Blake, Artaud og Rimbaud. Og så i øvrigt en masse film.
NÅR Morrison skriver om engle og sømænd i den amerikanske nat; mexicanske piger, der stripper for »licquor and clothes«, mens stjernerne blinker over det hele; poleret sort krom og »scenes of rape in the arroyo«, kan man afgjort også høre, at han kommer fra det samme sted og den samme tid som Allen Ginsberg og Jack Kerouac. Morrison må være den eneste i sin generation, der aldrig prøver at skrive som Bob Dylan. Men Ginsbergs Howl (1956) har han helt sikkert læst.
Stedvis lykkes langdigtene, og de vokser, når de læses højt af Morrisons egen stemme. Digteren var dygtig til at præsentere sine tekster. Selv uegalt stof som »Lament for My Cock« (»Klagesang for min pik«) kommer til at lyde af noget. På An American Prayer har produceren Paul Rothchild (1935-1995) og de (i 1978) endnu levende Doors-medlemmer, Ray Manzarek (1939-2013), Robbie Krieger (f. 1946) og John Densmore (f. 1946), lagt musik under stemmen. Det er egentlig ikke nødvendigt, og det trækker ofte fra koncentrationen.
Det er, når Morrison læser, messer og synger alene, at ordene bliver levende. Til gengæld skal de så også høres. På den trykte side falder helheden ofte forkert. Det bliver enten alt for store ord eller tilsyneladende banale fragmenter. Men se, hvilke scener – »weird scenes inside the gold mine« – Morrison kan mane frem med erindringen om strandpromenaden i Venice, hvor han møder to piger en varm sommeraften:
Altid en legeonkel,
Aldrig en dræber. Altid en brudepige
på randen af berømmelse, eller over den,
han manøvrerede 2 piger ind på sit
hotelværelse. Den ene, en veninde,
den anden, den yngste, en nyere fremmed
Vagt mexicansk eller puertoricansk.
Fattige drenges tynde lår & balderne, arret
Af faderens bælte. Hun forsøger
At rejse sig. Historie om hendes kæreste
& stenede teenage-dødslege.
En flot fyr, død i en bil.
Kom her
Jeg elsker dig.
Fred på Jord
Vil du dø for mig
Slik mig
sådan hér
slutningen
- Det undrer mig at du kunne få den op at stå.
Han pisker hende adspredt, sardonisk
m/ bæltet.
- Har jeg ikke været nok igennem? spørger hun.
Den mørke pige begynder at bløde.
Det er katolikkernes himmel. Jeg har
et gammelt indiansk krucifiks
om halsen. Min brystkasse er hård
og brun. Liggende på plettet &
Flænset linned m/ en blødende Jomfru.
Vi kunne planlægge et mord, eller
Starte en religion.
(Always a playground instructor,/ never a killer. Always a Bridesmaid/ on the verge of fame, or over,/ he maneuvered 2 girls into his/ hotel room. One, a friend,/ and a newer stranger, vaguely/ Mexican or Puerto Rican.// Poor boy's thighs & buttocks, scarred/ by a father's belt. She's trying/ to rise. Story of her boyfriend/ & teen-age stone death games./ handsome cat, dead in a car.// Come here/ I love you./ Peace on earth/ Will you die for me/ eat me/ this way/ the end// – I'm surprised you could get it up./ He whips her lightly, sardonically/ w/ belt./ – Haven't I been through enough? she asks.// The dark girl begins to bleed./ It's Catholic heaven. I have an/ ancient Indian crucifix around/ my neck. My chest is hard/ and brown. Lying on stained &/ wretched sheets w/ a bleeding Virgin./ We could plan a murder, or/ Start a religion.)
I SKYGGEN af bønner og besværgelser, erotisk og mytologisk reportage, står en håndfuld fortættede tekster, der ofte også findes som sange med The Doors. Her reciterer Morrison dem over musikken, ja han næsten skriger gennem støjen på »Horse Latitudes«:
Når det stille hav sammensværger et harnisk
Og hendes tvære og aborterede
Strømme yngler bittesmå uhyrer,
Sand sømandskunst er død.
Akavet øjeblik
Og det første dyr forstødes,
Ben pumper rasende
Deres stive grønne gallop,
Og hoveder dukker op
Balance
Skrøbelig
Pause
Samtykker
I stum nasal forpinthed
Omhyggeligt renset
Og forseglet.
På albummet Strange Days (1967) er digtet sat i scene med en hylende tordenstorm og elektriske piskesmæld. Det lyder naturligvis bedre på engelsk:
When the still sea conspires an armor
And her sullen and aborted
Currents breed tiny monsters,
True sailing is dead.
Awkward instant
And the first animal is jettisoned,
Legs furiously pumping
Their stiff green gallop,
And heads bob up
Poise
Delicate
Pause
Consent
In mute nostril agony
Carefully refined
And sealed over.
J.M.W. Turner kunne have malet det hér. Et brændende skib kaster sin last af heste over bord, måske som det skete for krigsskibene i den spanske armada, som angreb England i 1588 og blev ødelæggende drevet tilbage af dronning Elizabeth I’s flåde. I hvert fald hænger de desperate heste i luften, og digteren skriver det ned. I Shekhar Kapurs film Elizabeth: The Golden Age (2007) er der en scene, som skildrer det berømte slag med fysisk indlevelse og en vis infernalsk poesi. Da jeg så den, kunne jeg høre »Hestenes spillerum« indvendig.
DENNE tekst er den ældste af de koncentrerede ting. Den var også noget af det første, som Morrison skrev. I selv-interviewet i Vildnis fortæller han:
»’Horse Latitudes’ skrev jeg i high school. Jeg havde en masse notesbøger i gymnasiet og på universitetet, og af en eller anden åndssvag grund – eller måske var det en viis handling – smed jeg dem alle sammen væk, da jeg holdt op med at gå i skole. Hvis jeg ikke havde smidt dem væk, ville jeg måske aldrig have skrevet noget originalt – for det var stort set bare ansamlinger af ting, jeg havde læst eller hørt, som citater fra bøger for eksempel. Hvis jeg ikke havde skaffet mig af med dem, var jeg næppe nogen sinde blevet fri.«
Samme tætte væsen har især de sydstatsbilleder, der har stået som anslag og indstik i notesbøgerne, men finder sammen og forløses i »The WASP (Texas Radio and the Big Beat)« fra The American Night og fra L.A. Woman, der i 1971 blev det sidste – og for mine penge også bedste – Doors-album med Morrison som sanger. Det er en sump af fantastiske billeder, der bliver konkrete i læserens forestilling. Der er tre versioner af digtet. Den ene af dem lyder:
»Hør nu det hér:
Jeg fortæller jer om
Texas Radio & the Big Beat
Blød dreven lad og afsindig
som et eller andet nyt sprog
Den når dit hoved
m/ koldt & abrupt raseri
som en himmelsk budbringer
Lad mig fortælle dig om
hjertesorg & tabet
af Gud
Vandrer, vandrer
I håbløs nat
Negrene i skoven
strålende fjerdragter
lad mig vise dig møer
m/ smedejernssjæl
Herude i omkredsen
er der ingen stjerner
Herude er vi blæst
uanfægteligt«
(»Now listen to this:/ I'll tell you about/ Texas Radio & the Big Beat/ Soft driven slow & mad/ like some new language// reaching your head/ w/ the cold & sudden fury/ of a divine messenger/ Let me tell you about/ heartache & the loss/ of God/ Wandering, wandering/ in hopeless night// The negroes in the forest/ brightly feathered/ let me show you the maiden/ w/ wrought-iron soul/ Out here in the perimeter/ there are no stars/ Out here we is stoned/ immaculate«)
Out here in the perimeter there are no stars/ Out here we is stoned immaculate. Bemærk at teksten er sat i citationstegn. Det er ikke digteren selv, der taler. Det er signalet fra WASP, som sender fra et uvist sted i den store amerikanske nat. Dette mytologiske landskab bliver levende og fylder både Vildnis og Den Amerikanske Nat.
VISSE nøglesteder i biografien bliver der kredset om igen og igen. Morrison var syv år, da han kørte i bil med sin far gennem ørkenen og så resterne af en trafikulykke. En ladvogn med indianske arbejdere var væltet. De lå spredt rundt omkring og var døde eller kvæstede. Morrison følte – nej han så– deres sjæle forlade deres kroppe og trængte ind i hans egen porøse bevidsthed.
Hér bliver både drengen og digteren født. Hændelsen er udgangspunkt for »Ghost Song« og »Dawn’s Highway« på An American Prayer. Den repeteres i mange skrevne fragmenter og er koncentreret i de to linier, som udgør b-stykket i »Peace Frog« fra Morrison Hotel:
Indians scattered on dawn’s highway, bleeding
Ghosts crowd the young child’s fragile eggshell mind.
Ifølge Morrisons far var det slet ikke sådan. Jo, de passerede en vogn, der var væltet, og der sad en indianer og græd. Men resten er romantisk mytologi.
ALLERBEDST og mest sig selv er Morrison måske i notatet, en form som han mestrer til fulde og bruger til at sige ting, der er færdige og skarpe. Oplevelsen af at vågne med tømmermænd og indse, at man aldrig mere bliver i godt humør. At sidde med dissonans i systemet i taxien, som kører fra lufthavnen til hotellet, da digteren er landet på Jamaica efter det skændige cirkus i Miami aftenen før. Forbindelser som trækkes i dagens overflade og registreres som epifanier. Eller noget som blot er en lang katalog over forstadens lyde. I sammenhæng ser man dog billedet fuldt:
Sirener
Vand
Regn & Torden
Stråle fra bunden
Hede ætsende skrig fra insekter
Frøer & fårekyllinger
Døre åbnes & lukkes
Glas som knuses
Den Stille Parade
En ulykke
Raslen af silke, nylon
Vanding i det tørre græs
Ild
Klokker
Klapperslange, fløjten, kastagnetter
Plæneklipper
Isbilen
Rulleskøjter & vogne
Cykler
Now is blessed/ The rest/ remembered. »Børnene standser & snuser til/ lugten, som vil blive til/ lugten af hjemvé om adskillige år.« Morrison begynder at skrive med et mere åbent sind og en dybere forståelse i de sidste to år af sit liv, da han træder ned fra scenen og lægger stilen om. Han finder sine emner i det umiddelbare, og han indser, at det hele snart forsvinder. Nu er lindring/ Resten/ Erindring.
DENNE smertefulde lydhørhed klæder ham. Der er slet ingen selvmedlidenhed i Morrison. Trods alt kan man ikke forsvare at klage, når man har stået på en scene midt i verden og bekendtgjort, at man ikke tror på astrologi, skønt man som skytte ved, at man tilhører »the most philosophical of all the signs«. For så at give mindfulness-pigerne denne salut:
»I don’t know what’s gonna happen, man, but I tell you this. I’m gonna have my kicks before the whole shithouse goes up in flames. All right!«
Sangeren er ufortrøden. Obedience is suicide. Digteren dør med støvlerne på.
III
MORRISON indspillede sin poesi ved to lejligheder. Da en stor amerikansk turné blev aflyst efter arrestationen og politisigtelsen i Miami (hvor sangeren angiveligt blottede sig på scenen i Dinner Key Auditorium), fik Morrison mere tid til at skrive og tænke over tingene. Pamela Courson havde åbnet en modebutik, Themis på Hollywood Boulevard, som Morrison betalte for. Hun så Miami-sagen som en lejlighed til at trække Jim ud af The Doors. Manzarek overtalte ham til at give det hele seks måneder mere. Men efter Miami var alting oppe i luften.
Morrison blev dømt for blufærdighedskrænkelse og sjofel sprogbrug. Han fik en ubetinget dom på seks måneders straffearbejde, som ganske vist blev anket og senere konverteret til betinget fængsel, han kunne betale sig fra, men som stadig hang over sangerens hoved, da The Doors gik i studiet med Morrison Hotel og L.A. Woman.
Disse albums genrejste kraften, som havde været i aftagende på Waiting for the Sun og The Soft Parade, der begge havde gode sange, men var løsere i kødet og bar præg af Morrisons distance til tingene.
For øvrigt er titelnummet på The Soft Parade den oversete kronjuvel, som altid mangler på kanoniserende lister. Morrison reciterer sit langdigt, mosaikken er monteret med et stort melodisk overskud, og da Morrison synger kor med sig selv i fire kanaler, føjes alle sporene sammen.
På sin vis er det stærkere end koncertfavoritten »The Celebration of the Lizard«, som svælger i konstruerede billeder af shamanisme, præsidentmord og erotisk metafysik. Det tog 11 måneder at optage The Soft Parade. Da det endelig var, blev L.A. Woman lagt i skabet på en uge.
I MARTS 1969 gik Morrison i studiet for at læse en række af sine digte. Eneste vidne var teknikeren John Haeny, som sad i kontrolrummet. Nogle tekster reciteres i Morrisons anråbende form, andre fremsiges fortroligt, nogle hviskes og enkelte synges uden musik. »Bird of Prey«, »Winter Photography«, »Whisky, Mystics and Men« og andre bootleg-favoritter stammer fra disse optagelser.
For så vidt er der tale om demoer. Morrison håbede, han kunne overtale Elektra til at udgive et album med digte og enkelte sange. I samme forår betalte han selv omkostningerne for to digtsamlinger, der blev trykt i 100 eksemplarer og foræret til venner og forretningsforbindelser. Det var disse tekster, som blev samlet i et bind, da Simon and Schuster udgav The Lords and The New Creatures. Morrison betalte også for et privattryk, en rubinrød lille chapbook, af An American Prayer i 1970.
Den anden lange session fandt sted i Greenwich Village i New York, da Morrison fejrede sin 27 års fødselsdag den 7. december 1970. Her var en række gæster inviteret med i studiet for at høre digteren læse. »An American Prayer« stammer fra denne session, som ligeledes findes på en række officielle og uofficielle udgivelser. Frank Lisciandro arrangerede teksterne, da han redigerede Wilderness i 1988.
ENDELIG optog Morrison en række tekster, da han og Pam kom til Paris i foråret 1971. Det var bare på bånd og mest for at dokumentere digtenes eksistens. På boxsættet The Doors Complete, en italiensk piratudgivelse fra 1992, bliver den fjerde cd brugt til at samle så godt som alt, hvad der ligger af talt poesi i arkivet. Her kan man høre den samlede session fra 1969 i sin fulde udstrækning på 24 minutter.
Det hører med til mytologien, at Morrison gik rundt i Paris med sin ølvom og sit vildmandsskæg, blev mere opsvulmet og led ved det hele, og var færdig som sanger i enhver forstand, da han døde. Faktisk ser både han og Pamela friske og fortrøstningsfulde ud på de sidste kendte fotos, som er taget den 28. juni, 1971. Jim og Pam er i Saint-Leu-d'Esserent sammen med deres ven, Alain Ronay, og hans kæreste. Det ligner en stille, rolig og håbefuld dag. Det ligner et par, som tror på en fremtid.
Pamela Courson og Morrison levede muligvis vildt og var hinanden utro i lange baner. Men de var forbavsende gode til at holde sammen og tage sig lidt af hinanden gennem hele perioden med The Doors. Parret på Ronays billeder ligner faktisk sig selv fra de fotos, som Edmund Teske tog i Laurel Canyon i 1965.
Det var fra begyndelsen Pamela, der bakkede digteren op og mente, at det var dét, han skulle prioritere. De traf hinanden på UCLA, cirka samtidig med, at Ray Manzarek og Morrison begyndte at sætte musik og digte sammen på Venice Beach. Manzarek – som døde i 2013 – sagde altid, at Pamela passede perfekt til rytmen i Morrisons liv. De var kopiloter i kaos.
Paris var også en ny begyndelse for Pamela. Efter tre år gav hun slip på tøj- og smykkebutikken, som Morrison købte med sine royalties fra Strange Days og var aktivt med til at lancere og promovere. Themis var vel deres Apple Boutique. De kom virkelig til Paris for at begynde forfra i rue Beautreillis i Le Marais. Det lyder sandsynligt, at Morrison fik hjertestop, fordi han tog en bane af Pams heroin i den tro, at det var kokain. Pamela var ufortrøden misbruger til sin død i 1974. Hun døde i Los Angeles. Også hun blev 27 år.
ELEKTRA og The Doors’ eget label, Bright Midnight, har aldrig udsendt en straight version af Morrisons oplæsninger. Albummet An American Prayer blev skabt med optagelser fra studiet og fraklip fra koncertpladen Absolutely Live, men teksterne er ombrudt og sat i scene musikalsk. Man kan ikke høre, hvordan det lød, når Morrison bare læste.
Materialet er siden redt ud og drysset ned på forskellige genudgivelser. For eksempel findes »Orange County Suite« på det første officielle boxsæt fra 1997. Resten er anbragt i boxsættet Perception, som Rhino udgav i 2006.
AF og til bliver det diskuteret, om Morrison nu også var noget særligt som digter. Det foregår mest i musikpressen og yderzonerne af den akademiske kritik, hvor det første publikum har fået pensionsalder. Mr. Mojo Risin’ ville være 77, hvis han trådte ud af junglen i 2021. Som regel har man været skeptisk og overbærende. Især britisk presse har tradition for at affærdige lyrikken på baggrund af fejlciterede tekster.
De seneste tiår er strømmen dog vendt. Rhino og Bright Midnights udgivelser af The Doors’ koncerter, som blev optaget, fordi bandet ville bruge dem i filmen Feast of Friends, der aldrig blev til noget, har gjort meget for at konsolidere musikkens klassikerstatus.
I februar 2010 sad jeg i Cinestar 7 i Berlin, da Tom DeCillo og John Densmore præsenterede When You’re Strange på den årlige filmfestival. Man havde endnu ikke lagt Johnny Depp på som fortæller. Det var DeCillo selv, man hørte i voice over, og digtene blev læst af Morrison. Depp gør det på det officielle soundtrack, og dét er afgjort ingen forbedring.
VED samme lejlighed lovede DeCillo, at filmen HWY: An American Pastoral, som Morrison lavede sammen med Frank Lisciandro i 1969, ville følge med som bonusmateriale, når When You’re Strange udkom på dvd og blu-ray. Der er dog intet ekstramateriale på udgivelsen.
Citaterne, som indgik i When You’re Strange, var lidt af en åbenbaring. Klippene var istandsat, så man kunne se, at HWY var en autentisk art movie, optaget i 35 mm og med levende californiske farver, der daterede den som en slægtning til de øvrige produktioner fra 1970ernes New Hollywood.
Filmen ligger på YouTube i en grynet videokopi med tidskode. HWY varer 50 minutter. På en måde er det vel afgangsfilmen, som Morrison aldrig fik lavet i sin tid på UCLA. Hans projekter var mere konkrete, end man får indtryk i biografierne, som dyrker vulgærbilledet af den kvæstede sanger, der går ned i flammer som en amerikansk Ikaros.
Morrison etablerede sit eget selskab for at producere Feast of Friends. HWY var tænkt som en teaser til The Hitchhiker, der skulle være i spillefilmslængde. Manuskriptet ligner en dramatisering af »Riders on the Storm«, den mørke bannersang fra L.A. Woman, hvor titelnummeret sætter et værdigt punktum for hele tiden med The Doors.
IV
JEG elsker Morrisons digte. De er frustrerende at læse (og oversætte), fordi så meget er fragmenter, der skal justeres efter hinanden. Der er evindelige overlapninger, og især er der hele tiden løsrevne linier, som bryder koncentrationen, fordi man kender dem fra en anden kontekst i en af de kanoniserede Doors-sange. Hele »L.A. Woman« står på den måde spredt rundt omkring i Vildnis, før Lisciandro atter samler sangen op i Den Amerikanske Nat.
Derfor kræver læsningen en vis tolerance og udholdenhed. Der er ingen tvivl om, at The Lords and The New Creatures er den mest færdige bog, mens Wilderness og The American Night snarere præsenterer et landskab af forjættende fragmenter, som kunne være blevet et amerikansk hovedværk, hvis Morrison ikke var død så ung. Egentlig sker det vel på An American Prayer-albummet, der er mesterligt føjet sammen, skønt man kan have forbehold omkring arbejdsformen.
I 2021-UDGAVEN af de samlede værker er Lisciandro og hans medredaktør, Anne Morrison Chewing (dvs. sangerens lillesøster) trådt to skridt tilbage, for bedre at kunne se motivet på afstand. Teksterne er nu arrangereret i den rækkefølge, som Morrison skrev dem i. Strukturen fra tidligere udgivelser er glattet ud til en flade; kronologien er rettet til en rolig strøm. Digte og tekster er trykt for sig; notesbøgerne er reproduceret og transskriberet; Morrisons treatment til filmen The Hitchiker indgår sammen med stills fra HWY: An American Pastoral. Der er nye fotos fra familiealbummet – og nogle notesbøger, som ikke har været vist frem før nu.
Sangteksterne er trykt for sig. De fylder kun 80 af bogens 580 sider. I kritisk kontekst giver man ofte Morrison æren (og ansvaret) for alle sange. Faktisk blev adskillige numre skrevet af guitaristen Robbie Krieger, som var naturligt hitlisteorienteret og kunne skrive radiosingler på bestilling. Det var Krieger, som skrev både »Wishful Sinful« og »Touch Me« til The Soft Parade-albummet. Morrison skændtes med Krieger om banaliteten.
Krieger skrev »Love Her Madly« til L.A. Woman og »Hello, I Love You« til Waiting for the Sun, som sammen med »Light My Fire«, »Break On Through«, »When the Music's Over« og »The End« er bandets største streaminghits. Teksten står alligevel i bogen, for til og med tredje album blev alle kompositioner kollektivt krediteret.
Det er en overdådig og overvældende bog, som dokumenterer en livsrejse. Lisciandro har foretaget flere valg, så der er færre overlappende tekster. Man kan godt savne nogle af de sammenhænge, som især Wilderness-udvalget skabte med flair. Ligesom i dén bog slutter det hele så smukt med »As I Look Back«, der markerer Morrisons afsked med Amerika og fortiden.
The Collected Works of Jim Morrison er en fornem udgivelse, som er timet perfekt til 50-året for digterens død. Vi er langt fra de fotokopierede piratudgivelser, typisk med fejlaflyttede tekster, som versede i 1970erne. En dag bliver Morrisons værker sikkert samlet op i Library of America-serien. De har formatet til sådan et bind, og Morrison ville elske anerkendelsen. Vist var han vred på systemet og træt. Men han drømte til det sidste om at blive set og respekteret – ikke som en Ikaros, men som en amerikansk Rimbaud.
DE store Morrison-arbejder er: Horse Latitudes (»Hestenes Spillerum«); The End (»Slutningen«); When The Music’s Over (»Når musikken standser«); The Celebration of the Lizard (»Festen for Firbenet«); The Soft Parade (»Den Stille Parade«); The WASP (Texas Radio and the Big Beat) (»Jeg vil fortælle dig«/ »Hør nu det hér«); L.A. Woman (»L.A. Kvinde«); »Riders on the Storm«; »To Come of Age« (»Altid en legeonkel« etc.); An American Prayer (»En amerikansk bøn«).
Der er en lige så fin skyggeliste med i hvert fald følgende titler: Moonlight Drive (»Månetogt)«; The Crystal Ship; Roadhouse Blues; Peace Frog (»Der er blod i gaderne«); Orange County Suite; Hyacinth House; Paris Journal.
Der er af og til også ægte substans i Morrisons tekster om film, hvis man ser bort fra den indstuderede attitude. »Det er en forkert antagelse, at kunst behøver tilskueren for at være. Filmen ruller videre uden øjne. Tilskueren kan ikke eksistere uden. Filmen forsikrer hans eksistens,« står der i Guderne. Tag dén, kære dekonstruktører. Alene de første ord er sublime: Look where we worship - Se hvor vi tilbeder.
JEG var 12 år i sommeren 1968, da Waiting for the Sun slog vinduet til verden ind. Det samme gjorde mange andre stemmer, som vi lytter til endnu, men det var altid noget særligt med Jim Morrison. Jeg har set hans grav på Pére Lachaise flere gange, og jeg har hele viften af bokssæt, film og bøger, inklusive eksotika som to romaner, der bruger Morrison som hovedperson: Burn Down the Night (1982) af Craig Kee Strete og Jim Morrison’s Adventures in the Afterlife (1999) af Mick Farren. Jeg har for den sags skyld førsteudgaven af The Lords and The New Creatures, som jeg købte på udsalg i 1973 – for 14,50 kr.
Jeg er overbevist om, at Morrison holder, og jeg er sikker på, at han døde i sit badekar. Der er ingen Mr. Mojo Risin’. Der har aldrig været andet end en dreng, der ville digte og være noget stort. Lige nu synes jeg, at det enkleste og bedste, som han fik sunget og skrevet, er »Cars Hiss By My Window« fra L.A. Woman:
The cars hiss by my window
Like the waves down on the beach
I got this girl beside me
But she’s out of reach
Headlights through my window
Shining on the wall
Can’t hear my baby
Though I call and call
Windows started trembling
With a sonic boom
A cold girl will kill you
In a darkened room
Her bliver Morrison endelig bare en bluessanger, og musikken som spiller er aldrig forbi.
The Collected Works of Jim Morrison. Poetry, Journals, Transcripts, and Lyrics. Foreword by Tom Robbins. Edited and with an introduction by Frank Lisciandro. Prologue by Anne Morrison Chewning. 584 s. New York & London: Harper Design/ HarperCollins, 2021.
Wilderness. The Lost Writings of Jim Morrison. Volume 1. 214 s. Edited by Columbus B. Courson, Pearl Marie Courson. Frank Lisciandro, Katherine Lisciandro. New York: Villard Books, 1988.
The American Night. The Writings of Jim Morrison. Volume II. Edited by Columbus B. Courson, Pearl Marie Courson. Frank Lisciandro, Katherine Lisciandro. 212 s. New York: Villard Books, 1990.
Jim Morrison: The Lords and The New Creatures. Poems. 140 s. New York: Simon and Schuster, 1969.
På dansk foreligger:
James Douglas Morrison: Samlede digte og tekster 1968-1971. Med 12 fotos af Freddy Tornberg. 590 s. København: Forlaget politisk revy/ Rævens Sorte Bibliotek nr. 85, 2012.
Jim Morrison: Vildnis. De sidste efterladte digte 1. 248 s. København: Forlaget politisk revy/ Rævens Sorte Bibliotek nr. 21, 1990.
Jim Morrison: Den amerikanske nat. Efterladte digte 2. København: Forlaget politisk revy/ Rævens sorte Bibliotek, 1991.
Jim Morrison: Guderne/ Øjne/ En amerikansk bøn. 176 s. København: Forlaget politisk revy/ Rævens Sorte Bibliotek nr 1, 1983.
Alle er i to-sprogede udgaver og oversat af denne artikels forfatter.
LÆS VIDERE I:
Jerry Hopkins og Daniel Sugerman: No One Here Gets Out Alive (1980). Den første og bedste biografi af to forfattere, som faktisk kendte Morrison.
Frank Lisciandro: An Hour for Magic. A Photojournal (1982). Gribende bog af Morrisons ven, forretningspartner og husfotograf. Lisciandro og Morrison gik begge på UCLA. De optog HWY: An American Pastoral sammen. Han har redigeret alle digtudgivelser med undtagelse af The Lords and The New Creatures. Fuld af sjældent sete fotos.
Danny Sugerman: The Doors (1983). En stor bog om bandet med billeder i. Danny Sugerman (1954-2005) var pr-medarbejder for The Doors.
Dylan Jones: Jim Morrison - Dark Star (1990). Gennemillustreret essay med biografisk vinkling. Jones har stil, men ringe dybde, og han hører sangene dårligt.
James Riordan & Jerry Prochnicky: Break On Through. The Life and Death of Jim Morrison (1991). En kritisk biografi, som diskuterer værket på højt niveau.
John Densmore: Riders on the Storm . My Life with Jim Morrison and the Doors (1991). Trommeslagerens historie. Diskret og velskreven, men også lidt vred.
Bob Seymore: The End. The Death of Jim Morrison (1991). Den definitivt nørdede fremstilling af »mysteriet« om Morrisons død.
Patricia Kenneally: Strange Days. My Life With and Without Jim Morrison (1992). Selvbiografi af kvinden, som Morrison »giftede« sig med ved en okkult ceremoni, mens Pamela Courson var i Paris. Kenneally forsvandt, da Courson kom hjem. Men ikke med sin gode vilje.
Patricia Butler: Angels Dance and Angels Die. The Tragic Romance of Pamela and Jim Morrison (1998). Hvis man vil vide mere om Pamela Courson, som døde i 1974. Hun blev 27 ligesom Jim.
Ray Manzarek: Light My Fire. My Life with The Doors (1998). Manden ved orglet fortæller. Det var Manzarek, som skabte bandets lyd sammen med guitaristen Robby Krieger. Manzarek og Morrison studerede sammen på UCLA. Manzarek døde i 2013. Han blev 74 år.
Stephen Davis: Jim Morrison. Life, Death, Legend (2004). Endnu en biografi i fuld skala. Naturligvis kommer der nye ting frem.
Greil Marcus: The Doors. A Lifetime of Listening to Five Mean Years (2011). Greil Marcus er en sur gammel mand, men han skriver behændigt og kender sit stof.
Gå heller ikke glip af James Henkes The Jim Morrison Scrapbook (2006), som er fuld af falsk memorabilia, og billedværket The Doors (2006), som bandet selv skrev i samarbejde med Rolling Stone-redaktøren Ben Fong-Torres.
DET bedste boxsæt med de officielle udgivelser er Perception (2006). The Doors Complete, det italienske boxsæt med bootlegs, som nævnes i teksten, blev udgivet af Red Phantom & Great Dane Production i 1994. Doors-koncerterne udkommer hos Elektra/Rhino og Bright Midnight Records. Der findes 23 af dem i 2021. Senest udkom London Fog 1966 (2016) og Live at the Isle of Wight Festival 1970. Isle of Wight-koncerten blev filmet og ligger på blu-ray i bokssættet. The Doors leverer en sober og solid koncert, men Morrison står bomstille i mørket og synger. Efter retssagen og domfældelsen i Miami holdt han stort set op med at interagere.
Fra 2017 til 2021 er de seks studiealbum blevet gen-produceret og remastereret i nummerede bokssæt med 3 cd'er og en nypresset LP. Her er meget (men slet ikke alt) det verserende bootleg-materiale (outtakes, sessions, demoer, oplæsninger, alternative takes) samlet i en slags officiel og definitiv udgave. Det er dog stadig svært at finde ud af, hvilke af Morrisons oplæsninger, der stammer fra hvor og hvornår. 50th Anniversary Deluxe Edition supplerer de øvrige udgivelser og indrammer så at sige livsværket. Den erstatter dog ikke de gamle udgaver. Det er uvist, om der kommer en deluxe-udgave af An American Prayer. Albummet fylder først 50 år i 2028. Det er genoptrykt på god vinyl i 2016.
AN AMERICAN Prayer har nu officiel status som det niende studiealbum med The Doors. De første seks er de kanoniske værker fra The Doors (1967) til og med L.A. Woman (1971). Nummer syv og otte er Other Voices (1971) og Full Circle (1972), som Manzarek, Krieger og Densmore indspillede efter Morrisons død. De album er blevet svære at finde. Det er ikke dårlige plader, men det er noget helt andet end The Doors i Morrisons tid. Manzarek fungerer som sanger, og lyden peger frem mod hans soloudgivelser.
Tom DeCillos film When You’re Strange udkom på dvd og blu-ray i 2011. Det meste af musikken streames på Spotify. Næsten alt (og mere til) kan findes på nettet, hvis man vil lede.
Fotos: Joel Brodsky/ Edmund Teske/ Art Kane/ Frank Lisciandro/ Yale Joel/ Alain Ronay/ Elektra Records/ Rhino Records/ Bright Midnight/ LIFE Photo Collection/ The Guardian/ Morrison Hotel Gallery/ Rolling Stone Magazine/
Filmen When You're Strange streames (i maj 2025) på Blockbuster, FILMSTRIBEN, SF Anytime. Kan også købes/lejes på YouTube Film.
2K Blu-ray fra Universal Pictures (regionsfri) 30.08.2010
Teksten er en ajourført og revideret version af efterskriften til James Douglas Morrison: Samlede digte og tekster 1968-1971 (2012). Info ovenfor.