Translate

Viser opslag med etiketten New Zealand. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten New Zealand. Vis alle opslag

torsdag den 9. juni 2022

Ane Riel | Daniel Borgman: Harpiks/ Resin (2019) [Bogen og filmen]


SÆRE HISTORIER OM LIVET PÅ ØEN
Omsorgssvigt, syndefald, frigørelse

Af BO GREEN JENSEN

PIGEN Liv vokser op i et Eden, som ligger uden for lands lov og ret. Familien bor isoleret på øen, der i forvejen kun har en færge som livline. Øen hedder Hovedet. Der er en by med en havn, en kro og nogle gårde. Kun posten når helt ud til huset i skoven, hvor Jens har forskanset sig med hustru og datter.
   Maria har i årevis ligget i sengen og er blevet mere immobil. Nu vejer hun 200 kilo. Ingen ved, at Liv lever. De har narret verden ved at fingere en drukneulykke, der gav Jens en god grund til at blive sær. Det er længe siden nu. Det var, før alting groede til. Maria kunne stadig gå. »Troede de på dig?« siger hun. Han nikker, og vi forstår sammenhængen.
   Det forklarende flashback er lagt allerede i første scene af Harpiks. Måske skulle det ikke have været med. For i lang tid er dagene gode i skoven, skønt alting er fugtigt og roder, og arrangementet med den kolossale mor Maria er bizart.
   Jens lærer fra sig. Han fortæller sin datter alt, hvad der er værd at vide om naturen. Hun hører også om harpiks, der bliver til rav, og hun lærer at skyde med bue og pil.
   Skovmanden siger til sin lærling, at hun skal holde sig fra de onde blikke i byen. Øjnene er bare hulller ind til tomheden i deres hjerner. De måler tiden med mærkelige armbånd, og den slags er farligt, Liv, siger Jens, som med tiden er blevet mere paranoid. Der kunne have været en pointe i at opdage det gradvis. Nu ved vi, hvad Jens er, fra første scene.


DET er så også det eneste fejltrin i Harpiks. Daniel Borgman har skabt en sær og markant film på baggrund af Ane Riels »idyl noir«, som Bo Hr. Hansen har bearbejdet. I bogen får man mere at vide om, hvordan det var med Jens som dreng. Her bliver det antydet midtvejs, da Farmor (Ghita Nørby) kommer til øen og ser elendigheden for, hvad den er.
   Liv vidste ikke, hun havde en Farmor. Hun ved, at Far ofte taler med Farfar, når han har ondt i hovedet og hører stemmer. Men en Farmor, der kommer med gaver! Det er næsten lige så spændende som Lillebror, der vokser i Mors mave oppe i sengen.
   Jeg skal ikke røbe mere om den videre deroute. Harpiks er – faktisk helt i Jens’ ånd – en tingfinderhistorie, som samler på kuriøse oplysninger, f.eks. om hvordan de gamle ægyptere balsamerede deres døde. Den esoteriske folklore skal bruges. Dog er syndefaldsmyten blandet op med en frigørelseshistorie. Det gør Harpiks til en positiv fortælling.



FOR Liv er jo nysgerrig efter at se, hvordan de onde mennesker lever i byen. Om natten sniger hun sig ind i kroens køkken, undersøger tingene og rapser forskellige småting. Restauranten er i nyere tid blevet overtaget af Roald (Amanda Collin), som er begyndt forfra ved verdens ende, fordi hun er knust af skyldfølelse. Hun sad selv ved rattet i bilen, da hendes datter omkom. Hun ved knap, om hun håber eller frygter, at det er datterens genfærd, der kommer om natten.


ANE Riel skriver sære fortællinger, der kan minde om Southern Gothic på dansk, og Daniel Borgmans film fanger både realismen og fantastikken.
   Det kunne godt være William Faulkner, der skrev om den forvredne og fordømte Haarder-slægt. Eller Blixen i kulørt humør, blandet op med Peter Seeberg og Stephen King. Der er for den sags skyld et lille skær – som så vi gennem tyndt papir i et gammelt fotoalbum – af Martin A. Hansen ude på øen. Det er et stemningsfuldt, billedskabende sted.
   Peter Plaugborg griber rollen som Jens og fylder den helt ud med tics og manerer, der passer sig for en paranoid skovmand. Det er en prægtig skikkelse. Sofie Gråbøl bærer fat suit og er knap til at kende igen som Maria. Det siger meget om tiden og mediernes filmsyn, at al foromtale har gået på repræsentationen; om rollen burde spilles af en person, som var stor »i virkeligheden«. Men hvad har virkeligheden med Harpiks at gøre?

   
VIVELIL Søgaard Holm spiller Liv. Det gør hun med størst virkning, da hun indser, hvor galt det er fat med hendes far. I bogen er hun en anelse yngre. Han er konge på slottet, som styrter i grus. Hun er prinsessen, som endelig indser, at det er tid til at rejse. Harpiks er distinkt og inciterende. Filmen er lovlig glad for sin skævhed, men Borgman er ikke stolt uden grund.
   Lad os kalde det en gyser om omsorgssvigt og sonet skyld. Men også om skønhed og stor kærlighed. Filmen er allerbedst i de vemodige glimt, hvor vi ser, at Jens ved, hvad han er blevet. Han forstår, hvad der kunne have været. »Du skal ikke sige undskyld,« er det sidste, han siger til sin datter. Liv er jo livet. Bogstavelig talt.

  
DANIEL Borgman (f. 1981) kommer fra Super16, den alternative danske filmskole, men allerførst var han dreng i New Zealand. Han har studeret ægte filmvidenskab på University of Otago. Kortfilmene Lars og Peter (2009) og Berik (2010) nåede begge til Cannes. De første to spillefilm, The Weight of Elephants (2013) og At elske Pia (2017), blev udtaget til Berlinalen.
   Som nordisk billedskaber er Borgman i familie med islændingen Hlynur Palmáson (Vinterbrødre, En hvid, hvid dag), Jonas Arnby, som lavede gyseren Når dyrene drømmer (2014), og Anders Walter, som instruerede den væsensbeslægtede I Kill Giants (2017).
   Det gælder om at give præpubertetens grænseland et nyt sprog. Harpiks ligner i stemningen og ved brugen af groteske elementer den transcendentale uhygge i Tideland, både Mitch Cullins bog (1999) og Terry Gilliams filmatisering (2005), der skildrer en tilsvarende relation mellem døende far i mentalt forfald og datter i nødvendig forvandling. Det er gotiske fabler om barndommens ophør. Det er praktisk magi og potent eksorcisme.
   Der er måske noget nyt og sært undervejs. Det ville ikke være det værste.


Harpiks. Instr.: Daniel Borgman. Manus Bo. Hr. Hansen. Foto: Louise McLaughlin. 92 min. Danmark 2019. Dansk premiere: 12.12.2019.

Ane Riel: Harpiks. 256 s. Forlaget Tiderne Skifter, 2015.

Ane Riel: Resin. Translated by Charlotte Barslund. 313 s. Doubleday, 2018.


Fotos: Luis Alberto Rodriguez/ Zentropa Productions/ / Adomeit Film/ Nordisk Film Distribution/ CineMaterial/ DFI/ TIFF/ Danielborgmandirector.com
Filmen streames på Blockbuster, Google Play, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy og YouTube Movies 
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 13.12.2019 

tirsdag den 28. december 2021

Jane Campion: The Power of the Dog (2021) [Westerns 100]


HUNDEN I BJERGET
En film om hævn og forelskede mænd

Af BO GREEN JENSEN

NÅR man ser på bjergene bag ranchen, træder omridset af en hund frem i stenen. Motivet er et fiksérbillede. Nogle ser dyret, andre gør ikke. Det var forbilledet Bronco Henry, der viste Phil Burbank hunden i bjerget.
   Phil lærte alt af sin rollemodel. Mindet om hans mentor er det eneste, som den voksne mand respekterer. Han ser op på hunden hver morgen, før arbejdet begynder. »Hvad er der derude?« spørger en cowboy. Phil tager ikke blikket væk. »Ingenting,« siger han så. »Hvis du ikke kan se det, er der ingenting derude.«
   Men Rose Gordons blide søn kan se det. Det lykkes for ham i første forsøg, og Phil skifter mening med hensyn til drengen. Hidtil har han hånet ham og gjort nar ad de feminine manerer. Phil Burbank er indbegrebet af machismo.


HUNDEN hører sammen med et skriftsted. Det er fra Davids 22. salme: »Deliver my soul from the sword; My darling from the power of the dog,« står der i King James-versionen fra 1611. På dansk er virkningen mindre: »Red mit liv fra sværdet, mit dyrebare liv fra hundene«.
   Jane Campions spillefilm nr. 9 tager sin titel fra bibelcitatet. Det er, forstår tilskueren efterhånden, især en fortælling om hævn. Filmen har varslet det tidligt: »Hvilken slags menneske ville jeg være, hvis jeg ikke hjalp min mor?« siger Peter i begyndelsen. Men bolden rammer først målet til slut.


BRØDRENE BURBANK driver en gård i det sydvestlige Montana. Forfatteren Thomas Savage (1915-2003) kom selv fra regionen. Han skrev om Montana i 13 romaner. Ifølge kritikeren Alan Weltzien var han selv Peter Gordon. Phil Burbank var hans »bachelor uncle«.*
   The Power of the Dog udkom i 1967. Bogen blev rost, men ikke læst i vide kredse. Savage var så godt som glemt, da E. Annie Proulx skrev forord til et genoptryk. Hun arbejdede da på sin egen western om to forelskede cowboys. Novellen »Brokeback Mountain« stod i The New Yorker i 1997 og blev samlet op i Close Range: Wyoming Stories (1999).
   Jeg nævner det, fordi Jane Campion fandt Savages bog via E. Annie Proulx. Ang Lees filmatisering af Brokeback Mountain (2005) var et pionerarbejde, den første homoerotiske western, som blev skabt til og hyldet af mainstreamkulturen. Det var en urtekst i LGBTQ-regi. Campions film er en stærk efterkommer.


VI er på Prairie Horse Ranch i 1925. Territoriet Montana har været en delstat i 35 år. Det vilde vesten er ikke vildt mere. Også cowboys ser Hollywood-film. Perioden er skildret i nyklassikere som Michael Ciminos Heaven's Gate (1980) og Terrence Malicks Days of Heaven (1978, da. Himlen på jorden)
   Phil Burbank (Benedict Cumberbatch) er en ondskabsfuld mand, der kan finde det svage punkt hos enhver. Broderen George (Jesse Plemons) er hans bløde modsætning. Familien er aristokrati i Montana. Guvernøren kommer til brylluppet mellem George og Rose Gordon (Kirsten Dunst), som Phil foragter åbenlyst. »A suicide widow« skriver han i sit ugentlige brev til forældrene.


CAMPION eksponerer aldrig forhistorien. Peter Gordon (Kodi Smit-McPhee) læser til læge, men hjælper sin mor i restauranten, når han er hjemme. Han lægger fine papirblomster ved hver kuvert. Phil nedgør ham udførligt, mens alle mændene ler. Senere, da han er forelsket i drengen, siger han: »Don’t let your mother make a sissy out of you.«
   Jane Campion fik instruktørprisen i Venedig. Filmen blev set som en afsløring af »toxic masculinity«, dvs. »giftig maskulinitet«, som er et #MeToo-begreb. Phil er i hvert fald en studie i en særlig slags maskulint selvhad: den homofile homofobiker, der kæmper for at bevare kontrol. Så han ikke smelter ned og går i stykker. Fiktionen er fuld af fornægtere. Muligvis også virkeligheden.


PHIL afviser Rose, der vil kalde ham svoger. George køber et klaver til sin hustru. Phil overdøver hende på banjo. Manden er et mysterium. Han har læst klassiske sprog på universitet, men hjemme er han næsten blevet ét med jorden. Han bader i mudder og nægter at vaske sig, fordi der kommer fint besøg. Som sagt kan han se, hvor mennesker er svage.
   Rose begynder at drikke i smug. Måske har klaveret ingen betydning, men Campion modtog Guldpalmen i Cannes og fik sin første Oscar netop for The Piano (1993). Det passer ikke, at hun aldrig har skildret verden fra mandens synsvinkel. Før i tiden var det altid Harvey Keitel, som havde de roller.


SKIFTET sker, da Phil går ud og masturberer under månen. Over ansigtet har han det tørklæde, som Bronco Henry altid bar. Peter ser ham bade og finder gemmestedet med magasiner om mænds kropskultur. Phil råber, da Peter løber sin vej. Men næste dag begynder venskabet. Phil tager den unge mand under sin vinge, i hvert fald som han ser det selv.
   Når tyrekalvene bliver kastreret, arbejder Phil uden handsker. Han begynder at flette en lasso til Peter. Disse remedier indgår i hævnen. Jeg siger ikke mere. Du skal selv se filmen, som streames på Netflix fra 1. december.


JANE Campion er blevet 67 år uden at give sig en tomme. Hun kom fra New Zealand med Sweetie (1989) og An Angel at My Table (1990, da. En engel ved mit Bord). Hun erobrede verden med The Piano og The Portrait of a Lady (1996, da. Portræt af en kvinde). Et svært årti fulgte med Holy Smoke! (1999) og In the Cut (2003). Der gik ti år mellem Bright Star (2009), en film om Fanny Brawne og John Keats, og The Power of the Dog. Imens har Campion skrevet og instrueret to Top of the Lake-miniserier.

   Det nye værk er ypperligt. Kun selve stedet er et problem. Filmen er optaget i Aotearoa på New Zealand. Bjergene er runde, og lyset er for skarpt. Men hunden lever i stenen, hvis man kan se den.


Se også Jane Campion: Bright Star (2009); Jane Campion: Holy Smoke! (1999) [Cult Fiction].

*) Thomas Savage fik udgivet 13 romaner i løbet af en lang og aldrig særligt succesrig karriere. Han er et eksempel på »the regional author«, forfatteren der bruger og bliver i sin hjemstavn. Der er ikke skrevet meget om ham. Alan Weltzien udreder forbindelserne mellem biografi og fiktion i »Thomas Savage: Forgotten Novelist«, et gennemillustreret essay fra Montana The Magazine of Western History (Winter 2008). I oktober 2020 udkom biografien Savage West: The Life and Fiction of Thomas Savage på University of Nebraska Press.
   Weltzien knytter steder og familiehistorie sammen i sin topografiske læsning. Vi ser, hvordan Savage bruger og fordeler træk fra sin egen historie i en cyklus af forbundne fiktioner. Han voksede op på en fåreranch i Beaverhead County, Montana. Han gik på college og følte sig udenfor. Hans stedfar var en hård, kold mand. Hans mor var modellen for Rose i romanen.
   Thomas Savage gik på Montana State College (nu University of Montana) og fik et stipendium til videre studier ved Colby College i Maine. Han blev gift med sin lærers datter. Elizabeth Savage (1918-1989) havde mere succes som forfatter. Bøger som Summer of Pride (1960), Last Night at the Ritz (1973) og The Girls from the Five Great Valleys (1976) er sædeskildrende udviklingsromaner om unge kvinder med rod i det nordvestlige USA.
   Thomas og Betty boede i Maine i 30 år, men i sine bøger forlod han sjældent Montana. Han håbede altid at nå en større læserkreds. Der er intet af den sædvanlige westernromantik og gunfighter-mytologi i hans bøger.
   Savage var både nonbinær og familiefar. Han og Elizabeth fik to sønner og en datter; nekrologen i The New York Times fremhæver, at han efterlod sig 18 børnebørn, som var dét en bedrift i sig selv. Nekrologen nævner debutbogen The Pass (1944), The Power of the Dog og The Sheep Queen som forfatterskabets højdepunkter. The Sheep Queen var den nye titel på I Heard My Sister Speak My Name (1977), en roman om mødet med en bortadopteret søster, der blev endnu et nær-gennembrud for Savage.
   De fleste af Savages bøger udkom på Boston-forlaget Little, Brown and Company. De var alle i restordre, da forlagsredaktøren Emily Salkin Takoudes faldt over dem under en oprydning i sin bedstemors hus. Hun blev nysgerrig og læste med begejstring. I 2001 genudgav Little, Brown The Power of the Dog og The Sheep Queen sammen med Savages sidste bog, The Corner of Rife and Pacific fra 1988. Her begyndte genopdagelsen af forfatterskabet, som viser nye sider af både westernmiljøet og maskuliniteten (som ikke altid er toksisk).


The Power of the Dog. Instr. & manus: Jane Campion. Foto: Ari Wegner. 126 min. New Zealand-Australien-Canada-UK-USA 2021. Dansk premiere: 18.11.2021.


Fotos: See Saw Films/ Netflix/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ YouTube (Official trailer)
Filmen streames [i juli 2025} stadig på NETFLIX
4K UHD + 2K Blu-ray fra The Criterion Collection (spine #1158) 26.08.2024
Anmeldelsen trykt (uden noten om Thomas og Elizabeth Savage) i Weekendavisen Kultur 19.11.2021

lørdag den 13. november 2021

Jane Campion: Holy Smoke! (1999) [Cult Fiction]


HELLIG RØG
Kultbevidsthed og kønspolitik

Af BO GREEN JENSEN

MAN stiller særlige krav til en ny film af Jane Campion (f. 1954). Det gælder nu – i 2021, hvor The Power of the Dog, en episk anlagt western, får premiere – som i 1999, da Holy Smoke! var instruktørens første samtidsfilm efter to pristine historiske stykker.
   Den newzealandsk fødte filmskaber, som stadig bor og arbejder i Australien, markerede allerede med Sweetie (1989), at hun ville noget særligt og tog sit håndværk lige så alvorligt, som det snart efter fremstod i An Angel at My Table (1990), Campions indfølte filmatisering af Janet Frames erindringsbøger, der blev hendes internationale gennembrud.
   Alle Campions arbejder er radikale forsøg på at analysere og meditere over magtforholdet mellem kønnene. Det gælder uanset, om hun gransker Holly Hunters tavshed i The Piano (1993) eller konfronterer Nicole Kidman med essensen af skræmmende hvidhed i Henry James-filmatiseringen The Portrait of a Lady (1996, da. Portræt af en kvinde). Hos Campion bliver der ikke genfortalt. Her får selve kønnet stemme og taler.



CAMPIONS film ligner ikke andre politisk funderede arbejder af feministiske instruktører. For det første falder hun sjældent for fristelsen til at docere og moralisere. For det andet udtrykker hun sig konsekvent i visuelle metaforer og synes ude af stand til at skabe billeder, der ikke forfører øjet og får sanserne til at begære. Ofte virker det, som siges under billederne, at være klogere og skarpere end de replikker som karaktererne udveksler foran kameraet.
   Efter den tilsigtede klaustrofobi i Portræt af en kvinde vender Campion i Holy Smoke! tilbage i fabulerende og frapperende form. Det gør hun på triumferende vis, skønt flere psykologiske stereotypier er påfaldende karikerede.
   Hun har skrevet manuskriptet sammen med søsteren Anne, og parret har moret sig med at sætte alle komiske sejl til i skildringen af gennemsnitsfamilien, som ikke har fantasi til at forestille sig andre måder at leve på end den surrealistiske småborgerlighed, de selv praktiserer og kalder en tilværelse. Alligevel er især mændene i den australske familie svære at tage alvorligt i længden.



PÅ en rejse i Indien bliver Ruth (Kate Winslet) ramt i sit inderste væsen af guruen Chidaatma Baba, som fordrer betingelsesløs kærlighed. I en af filmens korte drømmesekvenser, fantastiske indstik der imiterer den polerede stil fra hinduistiske helgenbilleder, træder et tredje øje frem i hendes pande. Det stråler og drejer. Vi ser, at det ser.
   Ruth bliver i Indien. Veninden tager hjem og fortæller hendes familie om sekten, der tog deres datter. Moderen tager til Indien og lokker datteren hjem, hvor den amerikanske »exiting expert« PJ Waters (Harvey Keitel) skal »afkode« Ruths bevidsthed.


FILMENS hjerte ligger i den australske ørken, hvor Ruth og Waters tilbringer tre intense døgn i en hytte, mens nuancerne i deres forhold til stadighed skifter væsen. Eksorcisten må erkende, at kvinden på 19 år er hans jævnbyrdige, og at rutinen ikke hjælper ham hér.
   Ruths svigerinde kaster sig i grams for amerikaneren, der ved ankomsten er en tilknappet type i cowboystøvler og pressede jeans. Megen situationskomik afvikles, men i centrum sidder en magisk scene, hvor den nøgne Winslet på én gang bryder sammen og retter sin seksualitet mod Keitel som et våben.
   Fra da af behersker hun situationen. Den amerikanske cowboy ender som en både absurd og afsindig pilgrim, der iført make-up og rød kjole kravler rundt på hænder og knæ i ødemarken. I en sidste ironisk åbenbaring ser han Winslet som en indisk gudinde med seks arme og uudgrundeligt smil.


FILMEN tager aldrig definitivt stilling til de hallucinationer og epifanier, som Ruth og Waters er alene om at få, fordi de kan åbne og bevæge sig på en måde, som de øvrige karakter enten har glemt eller slet ikke kender.
   Et bånd med rædselshistorier om kultiske mord og selvmord fra Charles Manson til Heaven’s Gate afspilles. Endelig ankommer Waters’ veninde i skikkelse af Pam Grier og trækker ham tilbage til virkeligheden. Trods alt bliver en hverdag indført til slut. Trods alt var miraklerne nok hellig røg.


KATE Winslet er formidabel som Ruth, indbegrebet af alt som er frugtbart. Keitel stiller som altid op til hvad som helst med en mine af stoisk beredvillighed. Campion er en af de få filmskabere, der har set (og forløst) noget mere end Scorseseanske Little Italy-reminiscenser i den amerikanske karakterskuespiller, som med årene blev en næsten kontrært uforstyrrelig type-til-leje.
   To Neil Diamond-sange – »Holly Holy« og »I Am I Said« – stjæler lydbilledet fra Angelo Badalamentis stemningsmusik, og den blå ørkenhimmel udgør en perfekt kontrast til udvekslingen af seksuelle energier, som til stadighed finder sted.
   Holy Smoke! handler om at bryde kontrol ned og give sig hen. Filmen nyder selv at slippe taget, og derfor tilgiver man den nogle urimeligheder, som ville have kæntret et ringere værk.


Holy Smoke! Instr.: Jane Campion. Manus: Anna Campion & Jane Campion. Foto: Dion Beebe. 115 min. Australien-USA 1999. Dansk premiere: 17.12.1999.


Fotos: India Take One Productions/ Miramax/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, SF Anytime, YouTube Film
2K Blu-ray fra Pathé Distribution (Frankrig) i bokssættet Intégrale Jane Campion 1984-2013 | 15 Movies | 28.10.2015
Anmeldelsen blev lagt på filmsitet Scope i august 2000

søndag den 25. juli 2021

Peter Jackson | Alice Sebold: The Lovely Bones (2009) [Bogen og filmen]


HER FRA MIN HIMMEL

En myrdet engels efterliv

Af BO GREEN JENSEN

DER er ikke bare et liv efter døden i Peter Jacksons The Lovely Bones. Der er flere lag af tid og verden i det hinsides, hvor den dødes sjæl kan vente, vurdere situationen og måske justere en jordisk balance, før den endelig smelter sammen med lyset, som kommer fra Edens have. Om der venter en Gud mellem skarer af engle, bliver aldrig uddybet i filmatiseringen af Alice Sebolds roman om en myrdet piges efterliv. Formentlig er der bare lys og fred i Paradis.
   Bogens danske titel er Her fra min himmel. The Lovely Bones udkom på engelsk i 2002 og har fået kultstatus, især blandt unge læsere, fordi den behændigt blander faktorer, man sjældent oplever i samme kontekst. Fortælleren Susie Salmon er en 14-årig pige, som efter en lykkelig barndom er ved at gå ind i sit teenagelivs første alvorlige kærlighedsforhold, da hun bliver voldtaget, myrdet og parteret af en nabo, som længe har lagt sine planer.
   Susies død dræber al glæde i familien, flår bogstaveligt hjertet ud af dens bryst. Hendes far bliver besat af at løse mysteriet. Hendes mor vil ikke rydde op. Ni år går, og imens vokser Susies søskende op i skyggen af den døde pige.



FRA mellemtiden i efterlivet kan Susie se til, mens familien lider. Hun kan også følge de sindrige forholdsregler, som morderen tager for at sløre sine bevægelser og dække sine spor. Hun kan se sin familie blive ældre, mens hun selv forbliver en pige på 14. Og i sit personlige Limbos favnende landskab kan hun tumle omkring i paradisbakkerne eller flitre gennem skoven sammen med morderens øvrige ofre.
   Som tiden går, bliver det klart for Susie, at hun må træffe et valg. Enten må hun give slip, så familien kan blive lægt og komme videre, eller hun må sørge for, at naboen bliver afsløret og straffet, så hans ofre kan rejse til Paradis sammen.
   Det lyder måske fortænkt og forskruet, men de særeste ting hænger sammen og giver mening i den grænseudviskende genrehybrid, som både Sebolds bog og Jacksons film repræsenterer. Summen af værkets enkelte dele er næsten en filosofisk traktat.
   I hvert fald er der tale om en tankevækkende blanding af krimi, fabel og spøgelseshistorie. Egentlig horror kommer aldrig på tale, men lys og mørke kæmper konstant. Først og fremmest er The Lovely Bones en tillidserklæring til menneskers kapacitet for at tilgive. Historien handler også om at elske, kysse, frygte og savne.



STEDET er delstaten Pennsylvania på den amerikanske østkyst. Tiden er 1973, og der er lagt megen periodespecifik omhu i det overdådige produktionsdesign, som præger både jordiske og himmelske scener. Susies far (Mark Wahlberg) er en ung skolelærer, der lever for familien og bruger aftenerne på at lære sin datter, hvordan man anbringer skibe i flasker. Senere knuses disse flasker, og modelskibene kæntrer og forliser i fuld størrelse, da Susie i sin himmel mærker, hvordan hendes far raser ud.
   Susies mor (Rachel Weisz) forlader i flere år hjemmet, fordi hun ikke kan leve med sin smerte. Da træder Mormor (Susan Sarandon) til med sin pels, sin galgenhumor, sine evige cigarettter og et alkoholindtag i misbrugerklassen. Men også med sin kærlighed. Det er på godt og ondt den skuffede Grandma Lynn, der sørger for, at Lindsey (Rose McIver) og lillebror Buckley (Christian Ashdale) får en barndom. I øvrigt er der aldrig tvivl om, at naboen Mr. Harvey (Stanley Tucci), en dæmonisk ordinær mand uden særlige egenskaber, er den psykopatiske barnemorder.



JACKSONS film trimmer Sebolds plot – som undervejs slår fantastiske krøller og foretager forskydninger, der ikke skal røbes på forhånd – og bruger lige megen tid på Jord og Himmel. Imens fortæller Susie om den skrøbelige kontur af en tilgivelse, de nye, nære relationer og kærligheden, som vokser op i savnets sted. Saoirse Ronan (Atonement, Brooklyn, Lady Bird) er lige præcis god og mild nok til at aldrig at blive for bleg eller skuffende sød.
   Filmens styrke ligger i snittet og mixet. Her er varme scener med myldrende hverdag, hårde scener hvor seriemorderen træder i karakter, visionære mellemspil fra de himmelske landskaber, bogstaveligt magiske scener fra morderens strålende hule under jorden og blade, der bliver til fugle og flyver fra livets træ, før de senere samles igen. Lyset fra Paradis fylder en verden. Her er afsnit, som kunne være udtag af en snuff movie, hvor Susie ser sin morder gøre barberkniven klar. Her er lysægte scener fra high school og indkøbscenter i 1973. Her er kærlighed efter døden. Her er had og mørke lige før.



PETER Jackson huskes stadig for humoristiske splatterfilm som Just the Feebles (1989) og The Frighteners (1996), som han lavede før gennembruddet med The Lord of the Rings-trilogien (2001-03) og den efterfølgende genindspilning af King Kong (2005), som nok gik én effekt for langt. The Lovely Bones minder mest om Heavenly Creatures (1994), hvor man for første gang så Kate Winslet. Hun spillede den ene af to lesbiske skoleveninder, som tog livet af en familie. Det giver måske en idé om filmens særegenhed, at The Lovely Bones har atmosfærisk musik af Brian Eno.
   Filmen er fuld af ægte suspense, og det er bemærkelsesværdigt, at spændingen i de fleste tilfælde skabes af forventningen om ting, som ikke sker. Der går nok lidt for megen new age i de digitale paradiseffekter, men som helhed holder filmen alle sine bolde i luften på en gang. Det er ingen ringe bedrift. Skønt intet går helt, som man venter, har filmen en meget tilfredsstillende slutning. Det lykkes også at bruge den kosmiske og alvidende fortæller, uden at spændingen aftager i styrke.
    

DET bedste ved The Lovely Bones er nok, at filmen ikke uden videre kan henregnes til den ene eller anden slags genre. Her er magisk horror, romantisk spænding, bundløs sorg og forklaret smerte. Alt er forbundet i en LYS spøgelseshistorie, som i pagt med genrens ældste litterære konventioner lader en rastløs sjæl gøre et moralsk regnskab færdigt, før den giver slip, rejser videre og lader de levende være i fred.
   The Lovely Bones er næppe for alle. Fans af hård horror vil væmmes, modstandere af metafysiske fabler vil flygte med akut sukkerchok. Men begge parter vil sidde på kanten af stolen, når Mr. Harvey skaffer sine ofre af vejen. Man skal mindst have Susie Salmons alder for at forstå, hvad der rører sig i og omkring hende. Censuren på 15 år bør derfor tages meget alvorligt.


Alice Sebold (f. 1963) skrev The Lovely Bones i forlængelse af erindringsbogen Lucky (1999, da. Heldig - beretning om en voldtægt). Hun fortæller her, hvordan hun i 1981 blev overfaldet og voldtaget, mens hun var førsteårsstuderende på Syracuse University. Senere mødte og genkendte Sebold gerningsmanden på gaden. Hun gik til politiet, som rejste sigtelse, og han blev idømt 25 års fængsel. Sebold gennemførte sine studier ved Syracuse, men faldt ud af studieforløbet i Houston. Hun blev heroinmisbruger og havde svært ved at færdiggøre, hvad hun skrev. Efter ti år i New York tog hun til Californien og blev vicevært i en kunstnerkoloni. The Lovely Bones begyndte som en roman med titlen Monsters. Sebold var 33, da hun begyndte at skrive den. Hun overlevede og kom videre. Det er det, hvad hun mener med Heldig.


I september 2018 var der premiere på en britisk teaterudgave af The Lovely Bones. Bryony Laverty bearbejdede bogen. Melly Still iscenesatte forestillingen, som var et samarbejde mellem Royal & Derngate Northampton, Everyman Liverpool, Northern Stage, Newcastle og Birmingham Repertory Theatre. Forestillingen flyttede til London i 2019.



Jeg så i 2010 filmen sammen med kritiker og kunsthistoriker Henrik Wivel, som var min kulturredaktør på Weekendavisen. Henrik er ekspert i Selma Lagerlöf og forfatter til afhandlingen Snedronningen - en litterær biografi om Selma Lagerlöf (1989). Han bemærkede, at der er tematiske sammenfald mellem The Lovely Bones og Herr Arnes penningar (1904, da. Hr. Arnes penge). Lagerlöfs spøgelseshistorie har middelalderbaggrund. Hr. Arne og hans familie bliver myrdet for stjålne klosterpenge, der i øvrigt kun har voldt tyven problemer. Skæbnefortællingen er også en litterær film noir i B. Traven/ Treasure of Sierra Madre-traditionen. Jomfru Elsalil overlever og tvinger morderne til at gå til bekendelse. En af dem er imidlertid hendes elskede. Det er også her de døde, som styrer begivenhederne fra et efterlivsperspektiv. Mauritz Stiller skabte i 1919 den klassiske stumfilm på baggrund af teksten. 

The Lovely Bones. Instr.: Peter Jackson. Manus: Philippa Boyens, Fran Walsh, Peter Jackson. Foto: Andrew Lesnie. 136 min. New Zealand-USA 2009. Dansk premiere: 11.03.2010.

Alice Sebold: The Lovely Bones. 328 s. Little, Brown, 2002.

Alic Sebold: Her fra min himmel. Oversat efter The Lovely Bones (2003) af Tim Kane. 350 s. Gyldendal, 2003.


Fotos: Dreamworks Pictures/ Paramount/ UIP/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film
2K Blu-ray fra Paramount Pictures 28.06.2010
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 12.03.2010

søndag den 9. februar 2020

Forår for Hitler: Jojo Rabbit (2019) [Oscars 2020]


SOMMERFUGLE I MAVEN
Nazismen set med børneøjne

Af BO GREEN JENSEN
  
PRÆMISSEN er skæv som en cykel, der slingrer. Det er 1944 i Tyskland, og krigslykken er vendt for længe siden. Stadig ældre mænd bliver indkaldt. Hitlerjugend træner små drenge op som soldater, mens Den Røde Hær nærmer sig østfra. Nedtællingen til der Untergang er begyndt.
   Midt i kaos har Jojo sin barndom. Johannes Betzler er ti år og brænder for sagen. Han er opfostret med nazistiske værdier. Han har lært, at den ariske race er skabelsens konger. Jøder har horn og hænger fra loftet som flagermus, når de sover. De er i lag med kommunisterne, som er næsten værre skadedyr. Der er mange dæmoner, som truer en tysker. Jojo vil dræbe og dø for sit land.


PROBLEMET er, at Jojo ikke altid har magt, som han har agt. For egentlig er han bare en god dreng, der savner sin far og sin søster, som døde. Han får sit øgenavn af tropsføreren, da han ikke kan bringe det over sit hjerte at vride halsen om på en kanin. Jojo bliver grundigt kanøflet. Hans far er deserteret. Han er alene med sin mor, som har klare kommunistiske tilbøjeligheder.
   Det er en farlig tid at leve i. Jojo har derfor en fantasiven, der giver ham gode råd og bakker op, når det kniber. Vennen hedder Adolf og er en alternativ udgave af Adolf Hitler. Han er legesyg og trættekær, blød som et æg under skallen og først til at flygte, så snart det bliver farligt. Det er Føreren, som en dreng på ti år kunne se ham.
   Adolf er dog altid klar med paroler om jøder og kommunister. Han har vilde ideer og giver Jojo dårlige råd. Det er Adolf, der får Jojo til at gribe en håndgranat under træningen. De løber sammen gennem skoven, nej de svæver i en sejrsrus. Men granaten rammer et træ og rikochetterer. Sådan får Jojo sit døde ben og arret, der dækker hans ansigt. Det er slut med at være i træning til fronten.


FØRST nu kommer titelsekvensen. Det er ti minutter inde i filmen, som ikke ligner andre krigstidsfilm. The Beatles synger »Komm gibt mir deine Hand« - altså »I Want To Hold Your Hand« på tysk – mens citater fra Leni Riefenstahls Viljens triumf flettes sammen med billeder af et land i opløsning.


DA filmen slutter, er det med »Helden«, David Bowies tyske udgave af »Heroes«, på lydsporet. Undervejs høres klassiske stykker af Strauss (»Frühlingsstimmen«) og Gounod (Faust), men det er Arthur Lee og Love, som synger »Everybody’s Gotta Live«, mens Det Tredje Rige går under. Det er filmens strategi at sætte et filter af kulturelle klicheer. Kun de onde karakterer taler med accent. Alle andre taler almindeligt engelsk.
   Scenografien er gennemført realistisk. Det ligner virkelig år nul i Tyskland, da byen bliver skudt i stykker til slut, og fordi man tror på den rationerede hverdag, kan fantasien gribe bogstaveligt ind. Da Jojo forelsker sig i den jødiske pige, Elsa, som hans mor har givet husly, får han sommerfugle i maven. Han står midt på gulvet i stuen og har en hel sværm af dem flagrende under brunskjorten. Det er et fantastisk røntgenbillede.



INSTRUKTØREN Taika Waititi, som selv spiller Adolf, er newzealænder med maori-baggrund og rødder i russisk immigrantkultur. Hitler ville hade ham af princip. Waititi lagde verden for sine fødder med Hunt for the Wilderpeople (2016), en grænse- og genreoverskridende skrøne. Han har siden instrueret Marvel-filmen Thor: Ragnarok (2017), som var en kassesucces. Det må være derfor, at Fox Searchlight Pictures, som er arthouse-afdelingen i det nu Disney-ejede selskab, har ladet ham satse hele butikken på et eventyr om en dreng, der har Føreren som fantasiven.
   Jojo Rabbit er viklet ind i vittigheder og fyldt med æstetiske raffinementer. Men i sit hjerte er filmen enkel og alvorlig. Jojos mor viser ham fem hængte landsforrædere på torvet i byen (der aldrig får navn, men kunne være Wien – som i romanen Caging Skies af Christine Neunes, Waititi har bearbejdet). Det er vigtigt for hende, at han ser dem. Jojo spørger, hvad de gjorde. »Hvad de kunne«, svarer hun.


FORDI alt er set fra Jojos vinkel, bliver rammen kun klar efterhånden. Det står værre til, end han gør sig begreb om. Hans mor er politisk aktiv, men vægrer sig ved at indvie drengen, der er hjernevasket af skole og partisystem. Da Jojo opdager Elsa, slår de en handel af. Hun skal røbe jødernes hemmeligheder, så han kan rapportere til Hitlerjugend. Til gengæld vil han lade nåde gå for ret og tie stille.
   Filmen ender ikke godt. Den ender som Tyskland i ruinerne, og vi får pladsen med de hængte dissidenter at se flere gange. Der er velkendte sko på de dinglende fødder, men der er også håb for fremtiden. Adolf får, hvad han fortjener, og de bedste karakterer foretager en indre rejse. Det er helt efter bogen – og dét har man brug for i den forvrængede verden, hvor Jojo er blevet en 10-årig Hamlet.

   
ROMAN Davis og Thomasin McKenzie overbeviser som drengen og den unge kvinde, der mødes i sandhed. Scarlett Johansson giver Jojos mor en tragisk værdighed, men den stærkeste karakter bliver spillet af Sam Rockwell. Han er den excentriske kaptajn Klenzendorf, som træner drengene til krig. Han ligner først en kvæstet kyniker, der drukner sine sorger. Men han handler for det gode på et afgørende tidspunkt, da hele verden hænger på en fiktiv fødselsdato.
   Klenzendorf er endnu en af de kompromitterede rollemodeller, som Rockwell har spillet så godt og så ofte, fra astronauten i Moon (2009) og badelandsbestyreren i The Way Way Back (2013) til sheriffen, som vælger side i Three Billboards Outside Ebbing, Missouri (2017). Jojo Rabbit kan ses alene for Rockwell. Man får derimod nok af den komiske Hitler.

 

DET er ikke første gang, at Hitler bliver til forvandlet til komediestof. Charles Chaplin og Ernst Lubitsch var tidligt ude med Den store diktator (1940) og At være eller ikke være (1942). Det kan næsten kun gøres i høj farceform – og det skal helst være ofrenes børn, der fortæller.
   David Wnendts filmatisering af Timur Vermes’ satiriske roman Er ist wieder da (2015) lod Hitler komme tilbage og være et spejl for moderne fadæser. I Danmark fik filmen kun netpremiere, og det kan man sagtens forstå. Både bogen og filmen giver en sær eftersmag på de steder, hvor de flirter med næsten at give Hitler ret.
   Det bedste og mægtigste foreksempel er Mel Brooks’ The Producers (1967, da. Forår for Hitler), hvor Zero Mostel og Gene Wilder for forsikringspenges skyld skal lave en teaterforestilling, som med garanti bliver en fiasko. Musicalen Springtime for Hitler er fuld af dansende stormtropper og nazister i kåd forårsstemning. Forestillingen bliver – naturligvis – en meget ubekvem succes.


JEG havde Fox og Disney mistænkt for at tænke i lignende baner, da jeg kun havde hørt om grundideen i Jojo. De skal sikkert bruge en film, der går dårligt af regnskabstekniske grunde. De vil skabe et underskud, der kan afskrives og modregnes gevinsten på de store popcornfilm.
   Nu er Jojo Rabbit blandt de ni titler, som konkurrerer om at blive årets Oscar-vinder. Filmen er et veludført jonglørnummer, der formår at holde alle bolde i luften: fjollet farce (når alle heiler evindeligt), dyb komedie, dunkelt drama og noget ægte historisk. Der er mange trick og gimmicks, som lykkes på én gang, når svikmøllen drejer.
  Men der er mere i Jojo Rabbit. Filmen skildrer en karakter, som tager form. Den handler om at miste alt og rejse sig i tomheden. Den taler for alle sårede krigsbørn, og det gør den helt uden løjer og pynt. Waititi har en særlig tilgang til stoffet. Han tager ikke historiske hensyn, der er ingen nedarvet fordom. Der er bare Jojo og Elsa. I de bedste scener bliver filmen til magisk realisme. Og er da en lykkelig dannelsesskildring.

Jojo Rabbit er blandt de ni film, som er nomineret i Best Picture-kategorien ved den 92. Oscar-uddeling, som finder sted i aften. Flere kandidater er anmeldt på bloggen: The Irishman (Martin Scorsese), Joker (Todd Phillips), Marriage Story (Noah Baumbach), Once Upon a Time in Hollywood (Quentin Tarantino), Parasite (Bong Joon-ho), 1917 (Sam Mendes) og Ford v Ferrari/ Le Mans '66 (James Mangold).


Jojo Rabbit. Instr. & manus: Taika Waititi. Foto: Mihai Malaimare Jr. 108 min. New Zealand-Tjekkiet-USA 2019. Dansk premiere: 16.01.2020.


Fotos Searchlight Pictures/ TSG Entertainment/ Defender Films/ Piki Films/ Czech Anglo Films/ Disney+/ CineMaterial (Poster Art)/ Nordisk Film Distribution
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, Rakuten TV, SF Anytime 
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 17.01.2020.