Translate

Viser opslag med etiketten Peter Jackson. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Peter Jackson. Vis alle opslag

mandag den 27. marts 2023

Steven Spielberg | Hergé: The Adventures of Tintin (2011) [Animation]


BRÆNDINGER AF SKUM OG SAND

Tintin går til filmen i tre dimensioner

Af BO GREEN JENSEN

SPLITTE mine bramsejl! Det er Tintin i 3D!! Der skal nok være fans af la ligne claire, som gyser ved tanken om en vulgær animationsfilm, der overfører Hergés figur til en rund og ret blank realisme. Ydermere vil nidkære tintinologer have svært ved at kapere manuskriptet, som ryster tre af de hellige skrifter sammen i en pose med kulørt pærevælling. I England har Nicholas Lezard fra The Guardian kaldt Hergé ifølge Steven Spielberg »en typisk svulst af en moderne blockbuster, Tintin for idioter.« Det er den slags kritik, der gør sig i soundbites. Til gengæld elsker de værket i Belgien, hvor den unge mand med krøltop og plusfours blev født i 1929. På heltens eget sprog handler det hele om juniorreporteren Kuifje. Kært barn har mange navne. I Tyskland kalder de ham Tim.



TINTIN har dog stået model til adskilligt, fra cerebrale løjer som Frederic Tutens roman Tintin in the New World (1993, da. Tintin i den nye verden) og kritisk eksegese i Tom McCarthys Tintin and the Secret of Literature (2009) til filosofisk undersøgelse i Jean-Marie Apostolides’ Les métamorphoses de Tintin (1984) og omfattende psykoanalyse i esoteriske skrifter af Serge Tisseron.
   For den sags skyld er der to gamle spillefilm, Tintin et le Mystère de la Toison d'Or (1961, da. Tintin på skattejagt) og Tintin et les oranges bleues (1964, da. Tintin og de blå appelsiner), som følger vor helt i nye historier. Boets egne biografsatsninger, Tintin et le Temple du Soleil (1969, da. Tintin i Soltemplet) og Tintin et le Lac aux requins (1972, da. Tintin og Hajsøen), var begge animationsfilm i featurelængde. Her bliver alting fladt og forenklet. Tiden har ikke behandlet dem venligt.



EN belgisk teatermusical – Kuifje – De Zonnetempel (2001) – er produceret med lokal succes. Old Vic i London har opført en sceneversion af Tintin in Tibet. Der er et utal af gradbøjninger i alle medier, men det er og bliver i de 24 håndtegnede albummer, som Hergé arbejdede på fra 1929 til sin død i 1983, at sjælen i det hele kommer til sin fulde ret.
   Vil man se en neutral og loyal overførsel, kan man udmærket klare sig med den fransk-canadiske animationsserie for tv, som blev produceret 1991-92. Der er 39 korte episoder, som er vist mange gange, også i Danmark. Nu kan de altid købes og streames. Især er titelsekvensen med musikalsk tema af Ray Parker og Tom Szczesniak en kærlig og gennemført hyldest til hovedværket. Spielbergs film sender den også en hilsen. 



FAKTISK er det en smuk skipperskrøne, som Spielberg og Peter Jackson har krænget ud af Hergés historier. Le Secret de La Licorne (1943, da. Enhjørningens hemmelighed i gammel serie; »
Enhjørningen«s hemmelighed i den ny) er flikket sammen med Le Crabe aux pinces d'or (1941, da. Krabben med de gyldne kløer eller Krabben med de gyldne klosakse), hvor Tintin første gang møder le capitaine Haddock.*
   Til næste år følger Jacksons version af Le Trésor de Rackham le Rouge (1944, da. Rackham den Rødes skat). Endelig skal sporene mødes i en finale, som Spielberg og Jackson instruerer sammen i 2015.**
   Teknikken er motion capture, dvs. computeranimation som baseres på skuespilleres træk. Jamie Bell har lagt fysik til Tintin, Andy Serkis er grundlaget for kaptajn Haddock. Milou, som vi kalder Terry, mens englænderne siger Snowy, er en sød og tænksom terrier. Dupond og Dupont – Thomson og Thompson – er et kært klovnenummer. Bianca Castafiore synger for livet. Egentlig mangler kun le professeur Tournesol.



DER er flotte sekvenser, hvor den berusede Haddock glider ind og ud af historiske søslag. I ørkenafsnittet morfes der spektakulært mellem brændinger af skum og sand. Fornøjelsen bor dog i byen, hvor det er fint at se Tintins lejlighed. På torvet er det Hergé selv, som tegner Tintin. Måske er der ikke vildt megen dybde, men der er varme, lune og spænding. Selv John Williams har gjort sig umage med den atypisk elegante musik til titelsekvensen, som minder tilskueren om Jacques Tati.




STEVEN Spielberg kontaktede Georges Remi allerede i 1983, da han som ung movie brat fik et stort budget at arbejde med første gang. Desværre døde Hergé samme år, og projektet blev henlagt. Filmen er et kærlighedsarbejde, der behandler sit forlæg på samme måde, som når Guy Richie i to Sherlock Holmes-film tager fat på Sir Arthur Conan Doyles kreation. Det vil sige, at rammen er ændret, men glæden ved stoffet er intakt.
   3D-formatet gør ingen stor forskel. Filmen kan også ses i 2D.



*) Danske fans diskuterer stadig, om der er flest vitaminer i Jørgen Sonnergaards klassiske og kongeniale, men ikke altid nøjagtige oversættelse [gammel serie] eller Niels Søndergaards mere korrekte og teksttro version [ny serie], som fra 2005 er standardudgaven af Tintins oplevelser. Forskellen kommer især til udtryk i kaptajn Haddocks tirader af eder og forbandelser. Der er endvidere foretaget en række identitetspolitiske justeringer i forhold til etnicitet og jargon. For ældre fans falder det mest naturligt at bruge de gamle albumtitler. Men Søndergaards version er klart den mest mundrette og korrekte. Et generationsskifte finder løbende sted. For yngre folk er Søndergaard utvivlsomt førsteudgaven.


**) Som bekendt kom der ingenting ud af planen. I hvert fald blev den sat på lang pause. Spielberg var videre med Lincoln (2012), Bridge of Spies (2015), The BFG (2016), The Post (2017), Ready Player One (2018), West Side Story (2021) og den semi-selvbiografiske The Fabelmans (2022), som er filmskaberens dannelsesskildring. Peter Jackson fik travlt med at producere og instruere trilogien af 3D-helaftensfilm om The Hobbit (2012-2015). Herefter gik han i gang med at researche og klippe dokumentaren They Shall Not Grow Old (2018), som var bestilt i anledning af 100-året for slutningen på Første Verdenskrig. Samtidig gennemså og redigerede han de mere end 60 timer råfilm med The Beatles, som Michael Lindsay-Hogg optog i 1968-69 og klippede sammen til dokumentaren Let It Be (1970). Jackson de- og rekonstruerede materialet, som i 2021 blev til miniserien The Beatles: Get Back, der fik premiere på Disney+. Serien varer otte timer og kulminerer i koncerten på taget af Apple Corps-bygningen i Savile Row den 30. januar 1969. De 42 minutter med selve The Rooftop Performance blev vist i biografer med iMax-udstyr i februar 2022. Jackson har ikke opgivet sin filmatisering af Rackham den Rødes skat. I skrivende stund [26.01.2023] er The Adventures of Tintin: Red Rackham's Treasure programsat til at få premiere i 2027. Manuskriptforfatteren er Anthony Horowitz.  


The Adventures of Tintin: The Secret of the Unicorn (Tintin: Enhjørningens hemmelighed). Instr.: Steven Spielberg. Manus: Steven Moffat, Edgar Wright, Joe Cornish. Foto: Janusz Kaminski. 107 min. USA-New Zealand-UK-Frankrig-Australien 2011. 2D & 3D; OST eller dansk versionering. Dansk premiere: 27.10.2011.


Fotos: Columbia Pictures/ Paramount Pictures/ Amblin Entertainment/ WingNut Films/ The Kennedy Marshal Company/ DreamWorks/ Hemisphere Media Capital/ Nickelodeon Animation Studios/ Nickelodeon Movies/ Sony Pictures Releasing/  Studios Hergé/ Fondation Hergé/ Casterman/  SF Studios/ Forlaget Cobolt/ Éditions Moulinsart
Filmen streames på AMAZON PRIME, Blockbuster, SF Anytime, VIAPLAY
Teksten bragt som Filmrevy (med rubrikken 'Tintin i 3D') i Weekendavisen Kultur 28.10.2011

søndag den 25. juli 2021

Peter Jackson | Alice Sebold: The Lovely Bones (2009) [Bogen og filmen]


HER FRA MIN HIMMEL

En myrdet engels efterliv

Af BO GREEN JENSEN

DER er ikke bare et liv efter døden i Peter Jacksons The Lovely Bones. Der er flere lag af tid og verden i det hinsides, hvor den dødes sjæl kan vente, vurdere situationen og måske justere en jordisk balance, før den endelig smelter sammen med lyset, som kommer fra Edens have. Om der venter en Gud mellem skarer af engle, bliver aldrig uddybet i filmatiseringen af Alice Sebolds roman om en myrdet piges efterliv. Formentlig er der bare lys og fred i Paradis.
   Bogens danske titel er Her fra min himmel. The Lovely Bones udkom på engelsk i 2002 og har fået kultstatus, især blandt unge læsere, fordi den behændigt blander faktorer, man sjældent oplever i samme kontekst. Fortælleren Susie Salmon er en 14-årig pige, som efter en lykkelig barndom er ved at gå ind i sit teenagelivs første alvorlige kærlighedsforhold, da hun bliver voldtaget, myrdet og parteret af en nabo, som længe har lagt sine planer.
   Susies død dræber al glæde i familien, flår bogstaveligt hjertet ud af dens bryst. Hendes far bliver besat af at løse mysteriet. Hendes mor vil ikke rydde op. Ni år går, og imens vokser Susies søskende op i skyggen af den døde pige.



FRA mellemtiden i efterlivet kan Susie se til, mens familien lider. Hun kan også følge de sindrige forholdsregler, som morderen tager for at sløre sine bevægelser og dække sine spor. Hun kan se sin familie blive ældre, mens hun selv forbliver en pige på 14. Og i sit personlige Limbos favnende landskab kan hun tumle omkring i paradisbakkerne eller flitre gennem skoven sammen med morderens øvrige ofre.
   Som tiden går, bliver det klart for Susie, at hun må træffe et valg. Enten må hun give slip, så familien kan blive lægt og komme videre, eller hun må sørge for, at naboen bliver afsløret og straffet, så hans ofre kan rejse til Paradis sammen.
   Det lyder måske fortænkt og forskruet, men de særeste ting hænger sammen og giver mening i den grænseudviskende genrehybrid, som både Sebolds bog og Jacksons film repræsenterer. Summen af værkets enkelte dele er næsten en filosofisk traktat.
   I hvert fald er der tale om en tankevækkende blanding af krimi, fabel og spøgelseshistorie. Egentlig horror kommer aldrig på tale, men lys og mørke kæmper konstant. Først og fremmest er The Lovely Bones en tillidserklæring til menneskers kapacitet for at tilgive. Historien handler også om at elske, kysse, frygte og savne.



STEDET er delstaten Pennsylvania på den amerikanske østkyst. Tiden er 1973, og der er lagt megen periodespecifik omhu i det overdådige produktionsdesign, som præger både jordiske og himmelske scener. Susies far (Mark Wahlberg) er en ung skolelærer, der lever for familien og bruger aftenerne på at lære sin datter, hvordan man anbringer skibe i flasker. Senere knuses disse flasker, og modelskibene kæntrer og forliser i fuld størrelse, da Susie i sin himmel mærker, hvordan hendes far raser ud.
   Susies mor (Rachel Weisz) forlader i flere år hjemmet, fordi hun ikke kan leve med sin smerte. Da træder Mormor (Susan Sarandon) til med sin pels, sin galgenhumor, sine evige cigarettter og et alkoholindtag i misbrugerklassen. Men også med sin kærlighed. Det er på godt og ondt den skuffede Grandma Lynn, der sørger for, at Lindsey (Rose McIver) og lillebror Buckley (Christian Ashdale) får en barndom. I øvrigt er der aldrig tvivl om, at naboen Mr. Harvey (Stanley Tucci), en dæmonisk ordinær mand uden særlige egenskaber, er den psykopatiske barnemorder.



JACKSONS film trimmer Sebolds plot – som undervejs slår fantastiske krøller og foretager forskydninger, der ikke skal røbes på forhånd – og bruger lige megen tid på Jord og Himmel. Imens fortæller Susie om den skrøbelige kontur af en tilgivelse, de nye, nære relationer og kærligheden, som vokser op i savnets sted. Saoirse Ronan (Atonement, Brooklyn, Lady Bird) er lige præcis god og mild nok til at aldrig at blive for bleg eller skuffende sød.
   Filmens styrke ligger i snittet og mixet. Her er varme scener med myldrende hverdag, hårde scener hvor seriemorderen træder i karakter, visionære mellemspil fra de himmelske landskaber, bogstaveligt magiske scener fra morderens strålende hule under jorden og blade, der bliver til fugle og flyver fra livets træ, før de senere samles igen. Lyset fra Paradis fylder en verden. Her er afsnit, som kunne være udtag af en snuff movie, hvor Susie ser sin morder gøre barberkniven klar. Her er lysægte scener fra high school og indkøbscenter i 1973. Her er kærlighed efter døden. Her er had og mørke lige før.



PETER Jackson huskes stadig for humoristiske splatterfilm som Just the Feebles (1989) og The Frighteners (1996), som han lavede før gennembruddet med The Lord of the Rings-trilogien (2001-03) og den efterfølgende genindspilning af King Kong (2005), som nok gik én effekt for langt. The Lovely Bones minder mest om Heavenly Creatures (1994), hvor man for første gang så Kate Winslet. Hun spillede den ene af to lesbiske skoleveninder, som tog livet af en familie. Det giver måske en idé om filmens særegenhed, at The Lovely Bones har atmosfærisk musik af Brian Eno.
   Filmen er fuld af ægte suspense, og det er bemærkelsesværdigt, at spændingen i de fleste tilfælde skabes af forventningen om ting, som ikke sker. Der går nok lidt for megen new age i de digitale paradiseffekter, men som helhed holder filmen alle sine bolde i luften på en gang. Det er ingen ringe bedrift. Skønt intet går helt, som man venter, har filmen en meget tilfredsstillende slutning. Det lykkes også at bruge den kosmiske og alvidende fortæller, uden at spændingen aftager i styrke.
    

DET bedste ved The Lovely Bones er nok, at filmen ikke uden videre kan henregnes til den ene eller anden slags genre. Her er magisk horror, romantisk spænding, bundløs sorg og forklaret smerte. Alt er forbundet i en LYS spøgelseshistorie, som i pagt med genrens ældste litterære konventioner lader en rastløs sjæl gøre et moralsk regnskab færdigt, før den giver slip, rejser videre og lader de levende være i fred.
   The Lovely Bones er næppe for alle. Fans af hård horror vil væmmes, modstandere af metafysiske fabler vil flygte med akut sukkerchok. Men begge parter vil sidde på kanten af stolen, når Mr. Harvey skaffer sine ofre af vejen. Man skal mindst have Susie Salmons alder for at forstå, hvad der rører sig i og omkring hende. Censuren på 15 år bør derfor tages meget alvorligt.


Alice Sebold (f. 1963) skrev The Lovely Bones i forlængelse af erindringsbogen Lucky (1999, da. Heldig - beretning om en voldtægt). Hun fortæller her, hvordan hun i 1981 blev overfaldet og voldtaget, mens hun var førsteårsstuderende på Syracuse University. Senere mødte og genkendte Sebold gerningsmanden på gaden. Hun gik til politiet, som rejste sigtelse, og han blev idømt 25 års fængsel. Sebold gennemførte sine studier ved Syracuse, men faldt ud af studieforløbet i Houston. Hun blev heroinmisbruger og havde svært ved at færdiggøre, hvad hun skrev. Efter ti år i New York tog hun til Californien og blev vicevært i en kunstnerkoloni. The Lovely Bones begyndte som en roman med titlen Monsters. Sebold var 33, da hun begyndte at skrive den. Hun overlevede og kom videre. Det er det, hvad hun mener med Heldig.


I september 2018 var der premiere på en britisk teaterudgave af The Lovely Bones. Bryony Laverty bearbejdede bogen. Melly Still iscenesatte forestillingen, som var et samarbejde mellem Royal & Derngate Northampton, Everyman Liverpool, Northern Stage, Newcastle og Birmingham Repertory Theatre. Forestillingen flyttede til London i 2019.



Jeg så i 2010 filmen sammen med kritiker og kunsthistoriker Henrik Wivel, som var min kulturredaktør på Weekendavisen. Henrik er ekspert i Selma Lagerlöf og forfatter til afhandlingen Snedronningen - en litterær biografi om Selma Lagerlöf (1989). Han bemærkede, at der er tematiske sammenfald mellem The Lovely Bones og Herr Arnes penningar (1904, da. Hr. Arnes penge). Lagerlöfs spøgelseshistorie har middelalderbaggrund. Hr. Arne og hans familie bliver myrdet for stjålne klosterpenge, der i øvrigt kun har voldt tyven problemer. Skæbnefortællingen er også en litterær film noir i B. Traven/ Treasure of Sierra Madre-traditionen. Jomfru Elsalil overlever og tvinger morderne til at gå til bekendelse. En af dem er imidlertid hendes elskede. Det er også her de døde, som styrer begivenhederne fra et efterlivsperspektiv. Mauritz Stiller skabte i 1919 den klassiske stumfilm på baggrund af teksten. 

The Lovely Bones. Instr.: Peter Jackson. Manus: Philippa Boyens, Fran Walsh, Peter Jackson. Foto: Andrew Lesnie. 136 min. New Zealand-USA 2009. Dansk premiere: 11.03.2010.

Alice Sebold: The Lovely Bones. 328 s. Little, Brown, 2002.

Alic Sebold: Her fra min himmel. Oversat efter The Lovely Bones (2003) af Tim Kane. 350 s. Gyldendal, 2003.


Fotos: Dreamworks Pictures/ Paramount/ UIP/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film
2K Blu-ray fra Paramount Pictures 28.06.2010
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 12.03.2010

tirsdag den 23. marts 2021

Neill Blomkamp: District 9 (2009) [Sci-Fi 100]


REJERNES VÅBEN
Nyskabende sydafrikansk lærestykke

Af BO GREEN JENSEN


EN vældig vifte af konventioner fra ny og ældre sci-fi får et postmodernistisk ansigtsløft og en fortælleteknisk drejning i Neill Blomkamps originale District 9. Filmen er noget så sjældent som en sydafrikansk-newzealandsk co-produktion. På en måde er alt ved det gamle, på en anden er intet som før. I sin tid kom et kolossalt moderskib med udhungrede, rejelignende væsener til syne på himlen over Johannesburg, hvor det har stået bomstille i tyve år. De forkomne aliens blev evakueret og anbragt i et township-lignende Distrikt 9, hvor de har klaret sig ved tuskhandel, bl.a. med våben som de sælger til nigerianske gangstere.
   »Rejernes« teknologi er organisk, og mennesker kan ikke betjene de potente våben. Det viser sig, at man fra regeringens side har ført omfattende, unævnelige eksperimenter. Lokalt i Johannesburg hader man de fremmede med anti-semitisk ildhu, og ved filmens begyndelse er den naive Wikus van der Merwe (Sharlto Copley) af sin nedrige svigerfar blevet udpeget som leder af operationen, der skal rydde op i Distrikt 9. For syns skyld overholder man menneskerettigheder, men planen er at flytte de fremmede til en regulær koncentrationslejr.


UNDER ransagningen af barakbyen bliver Wikus ramt i ansigtet af væsken fra en beholder, som han åbner for tv-kameraets skyld. På kreativ low tech-vis er en stor del af filmen fortalt gennem arkivklip, fingerede nyhedsrapporter og tv-reportager. Det er med til at give filmen et vist troværdighedspræg og gør den mere interessant, fordi man aldrig ved, hvad der venter. Helhedseffekten af District 9 er ikke ulig dén, man havde af Matt Reeves' Cloverfield (2008), som med samme virkemidler gradbøjede katastrofegenren i ånden fra King Kong.
   Da Wikus bliver smittet, begynder hans DNA at forandre sig. Den ene arm muterer og gør ham i stand til at betjene de fremmedes våben. Samtidig ofres han af systemet, der i en smædekampagne beskylder ham for at have sex med de fremmede. Han skjuler sig i barakbyen, hvor han beslutter at hjælpe rejemanden Christopher Johnson (Jason Cope), som sammen med sin søn forsøger at vende tilbage til moderskibet, starte det og flyve hjem.


JO værre menneskene opfører sig, des mere vælger Wikus rejernes side. District 9 er nemlig også en klassisk øvelse i tolerance. I sine bedste afsnit har filmen samme følelse som Graham Bakers Alien Nation (1988), en lille, men betydningsfuld film, der brugte politigenren som skabelon. James Caan og Mandy Patinkin havde rollerne som to kriminalbetjente, den ene jordisk, den anden af ekstra-terrestrial herkomst. De blev hinandens bedste venner og opbyggede gensidig respekt, mens de patruljerede i grænselandet mellem vores og deres. Alien Nation var så effektiv, at en tv-serie efterfølgende blev produceret.
   District 9 benytter i stedet tonsvis af troper fra invasion-fra-det-ydre rum-undergenren og forsømmer ingen lejlighed til at drage paralleller mellem regeringens  behandling af »rejerne« og dagens sociale virkelighed. Det er næppe heller tilfældigt, at Distrikt 9 til forveksling ligner gaderne i Bagdad, når politisoldater griber ind på vegne af Multi-National United eller MNU, et regeringsorgan, som varetager relationerne mellem de fremmede og menneskene. Filmen gør dog sin stærkeste virkning ved at være forankret i en konkret moralsk konflikt. Wikus bliver et bedre menneske, mens han samtidig mister sin menneskelighed.

   

UDEN at være helt uforglemmelig, giver filmen stof til eftertanke og leverer en variation over det klassiske tema om den uskyldige mand, som jages af systemet og må lære at klare sig ude i marken. Baggrunden er meget raffineret eksponeret. Mod slutningen går der lidt for megen Jerry Bruckheimer/Transformers-agtig robotvold i filmen, men den er længe engagerende, tankevækkende, morsom på metavis og egentlig ret spændende.
   District 9 er skrevet og instrueret af Neill Blomkamp (Alive in Jo'burg), men produceret af Peter Jackson, manden bag Ringenes Herre-trilogien og en lang række opfindsomme genrefilm. Den lanceres derfor stort i USA, hvor den er åbnet som årets mest sete film. Man vil ikke nødvendigvis elske oplevelsen, men District 9 er værd at se for sin stil og de mange finesser. Den handler ikke om fremmede relationer, men om universelle og almene forhold. Om os.


District 9. Instr.: Neill Blomkamp. Manus: Terri Tatchell og Neill Blomkamp. Foto: Trent Opaloch. 112 min. New Zealand-Sydafrika 2009. Dansk premiere: 21.08.2009.


Fotos: MovieStillsDB/ Cinematerial/ Tri-Star Pictures
Filmen streames (lån, køb eller leje) på FILMSTRIBEN, Google Play, YouTube, iTunes/ Apple TV+, Blockbuster og SF Anytime
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 22.08.2009

torsdag den 2. januar 2020

Peter Jackson: They Shall Not Grow Old (2018)


MELLEM VALMUERNE
Første Verdenskrig i 3D og farver

Af BO GREEN JENSEN

DEN 21. september 1914 bragte The Times i London et digt med titlen »For the Fallen«. Krigen mellem stormagterne havde varet i to måneder, og mobiliseringsiveren var på sit højeste. Der er dog ingen patriotisk blodtørst. Teksten foregriber den trætte stoicisme i senere krigsdigte:
   »De bliver ikke gamle, som vi, der er tilbage, bliver gamle:/ Tiden kan ikke gøre dem trætte, årene vil ikke udmatte dem./ Når solen går ned, og når det er morgen,/ vil vi huske dem«. 
   Digtets forfatter, Laurence Binyon, var kunsthistoriker med ansvar for den orientalske samling på British Museum. Han var 45 år og for gammel til aktiv tjeneste. I 1915 meldte han sig som frivillig sygehjælper. Binyon nåede at se sit digt få betydning. Edward Elgar satte musik til. »Til de faldne« bliver stadig læst på Remembrance Day.
   Peter Jackson bruger Binyons ord som titel på sin dokumentar om menige britiske tommy’ers oplevelse af skyttegravskrigen i Flandern. Der er gået 100 år, og stoffet er belyst i tusindvis af film og tv-programmer. Jackson vil gøre det levende nu. Allerede syntaksen er tweaket. I digtet står der faktisk: »They shall grow not old, as we that are left grow old.«


DE første tyve minutter er en meget elementær prolog om vejen til krigen. Man ser de sædvanlige hverveplakater og hører de sædvanlige taler. Arkivbillederne er 3D-bearbejdet, men Jackson understreger den historiske distance ved at sætte en ramme om filmen. Formatet er academy, altså næsten kvadratisk. Man hører fremviseren dreje og klikke.
   Det næste kvarter skildrer rekrutternes grundtræning. En kæde af stemmer beskriver omvæltningen ved at være i hæren, små rationer, mærkeligt udstyr, hård disciplin og absurd eksercits. Der er ingen pædagogisk fortæller i They Shall Not Grow Old. Lydsiden er en montage af citater fra interviews, som veteraner gav til BBC og Imperial War Museum i 1960erne. Der er også musik og diverse geräusch.
   

DET er gamle mænd, som ser tilbage. De fleste mener, at krigen var nødvendig og at oplevelsen gjorde dem stærke. Men de kom forandrede hjem. De lærte, at tyskerne ikke var monstre, men almindelige unge mænd som de selv. Bagefter ville ingen se deres sår eller høre om skyttegravshelvedet. Det passede ikke ind i historien. Så de lærte at lægge det væk.


ENDELIG kommer udskibningsordren. Soldaterne bliver sejlet over Kanalen og når frem til de fastlåste frontlinier. Mange optagelser er hentet i The Battle of the Somme, en officiel (og delvis iscenesat) dokumentarfilm som Geoffrey Malins og John McDowell optog i 1916.
   Somme-offensiven varede i 17 dage og kostede en milllion unge mænd livet. På én dag døde 20.000 britiske soldater. Der var dog få civile ofre, og krigsførelsen var koncentreret. Første Verdenskrig var måske den sidste krig, hvor betegnelsen slagmark gav mening.



DET er først ved fronten, midt i filmen, at Jackson begynder at bearbejde. Formatet bredes ud til scope, bevægelserne bliver bløde og naturlige. Der zoomes ind på detaljer, og især bliver der lagt farver på de historiske optagelser. Alt for at anbringe os i tidsmaskinen.
   Vi ser koldbrand, rotter, fordærvede lig og forfærdelige kvæstelser. Der ligger døde heste i Ingenmandsland. Hvis sennepsgassen kommer, og masken ikke slutter tæt, skal man dyppe et stykke stof i urin og holde det op for sit ansigt. Et vidne fortæller, at han stak hele hovedet i latrinen. 
   Vi ser også skriveri, amatørteater, fodbold, soldater der tænder små bål i skyttegravsvæggen for at få en kop varm te til cigaretten. Det er drenge på 19 år, der går til. Det er levende menneskehed.



JACKSONS film er den officielle britiske markering af 100-året for fredsslutningen i 1918. Den blev simultanforevist i 3D i biografer landet over og efterfølgende sendt i tv, hvor to millioner husstande så med. Instruktøren er fra New Zealand, men hans bedstefar kæmpede i krigen og kom hjem, men to andre forfædre faldt.
   Der er delte meninger om filmen. Så langt de fleste lægfolk, herunder kritikere uden et særligt forhold til stumfilm, har den oplevelse, som Jackson tilstræber: krigen bliver mere virkelig, tilskueren har en næsten taktil og sanselig fornemmelse af at være med i skyttegraven. Farverne får afstanden i tid til at forsvinde: soldaterne bliver vores samtidige, unge mænd på 18-19 år, der taler, tænker og føler som vi.
   

HELT anderledes er reaktionen blandt specialister. Her har effekterne i They Shall Not Grow Old udløst principielle diskussioner om, hvad man kan og ikke kan tillade sig i formidlingen af dokumentarisk materiale. Man klager over farverne, over Jacksons billedbeskæring og især over det ændrede fremvisningshastighed. »Projektet har mere at gøre med rotoskopi end med restaurering,« skrev Pamela Hutchinson fra Silent London. Selv fans af filmen må lige lade en henvisning til Jacksons Tolkien-filmatiseringer falde i flugten.
   Meget af kritikken er ikke relevant. De gamle film havde brugt den moderne teknik, hvis de kunne, og Jackson blev ikke kontaktet, fordi man ønskede endnu en korrekt dokumentar. Han blev spurgt for at skabe aktuel interesse og finde nye overensstemmelser, som alle kan forstå.


   
JEG havde selv en blandet oplevelse. Filmen er et vellykket æstetisk eksperiment, og 3D-virkningen giver billederne et præg af levende stereoskopi. Det er lidt som at se på installationskunst. Men farverne gør ikke krigen mere virkelig. Tværtimod bliver skildringen spillefilmsagtig. Man ser ud over skyttegravssystemet og tænker, at det ligner et par af de bedste rekonstruktioner. Så trods alt var fiktionen ikke så skæv.

 

DET store lærred giver noget særligt, men det er egentlig for stemmerne, at man bør opleve They Shall Not Grow Old. Særligt effektiv er den robuste humor, som Jackson giver plads mellem valmuerne. Et mandskor synger evighedsvisen om »Mademoiselle from Armentières«, mens søjler af navne bliver vist efter filmen: »Went in the bed, she sure was fun/ Working her arse like a Maxim gun/ Hinky-dinky, parles-vous.«
   Den store krig skabte nye metaforer. Også mørk latter lever i 100 år.

Se også I virkelig tid: 1917 (2019) [Oscars 2020]; Medskabninger | Steven Spielberg: War Horse (2011); François Ozon: Frantz (2016) + interview [Moderne mestre]; Bogen og filmen: Testament of Youth (1933/2015); Bogen og filmen: Mothering Sunday/ Helligdag (2021); Kenneth Branagh: The Magic Flute/ Tryllefløjten (2006); Christian Carion: En dag uden krig/ Joyeux Noël (2005).


They Shall Not Grow Old. Instr.: Peter Jackson. 99 min. UK-New Zealand 2018. 3D i udvalgte sale. Vises uden undertekster. Dansk premiere: 28.02.2019


Foto: Warner Brothers/ BBC/ CinemaxX
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film
2K Blu-ray (regionsfri) fra Warner Bros. 10.12.2018
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 01.03.2019