Translate

Viser opslag med etiketten apartheid. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten apartheid. Vis alle opslag

onsdag den 7. april 2021

Amma Asante: A United Kingdom [Black Lives Matter 14]


ET UBELEJLIGT ÆGTESKAB
En sand historie om race, køn og imperialisme 

Af BO GREEN JENSEN

DET lyder som et eventyr: kontorpigen gifter sig med en prins. Det var også, hvad det blev til i pressen. I England var historien en lang føljeton med mange facetter.
   I juni 1947 gik Ruth Wilson, kontorassistent i Lloyds of London, med sin søster til bal i London Missionary Society. Her mødte hun Seretse Khama, som havde læst jura i Oxford. I 1948 blev de gift mod alles vilje. Ægteskabet fik vidtrækkende konsekvenser. Processen er grundigt beskrevet i Amma Asantes film med den ironiske originaltitel A United Kingdom.
   Det var ikke så meget, at Seretse Khama var sort. Eller det var det måske for Ruths familie, der i filmen er fremstillet som småborgere, der værner om klassesystemet. Problemet var, at Seretse var arving til tronen i Bechuanaland, det nuværende Botswana, som før 1966 havde status som britisk protektorat.
   Seretse og Ruth blev gift samme år, som Sydafrika implementerede apartheidsystemet. I Asantes film mødes de samme aften, som Indiens uafhængighed bliver erklæret. I Den Kolde Krig er Sydafrika en vigtig brik. Internt i Commonwealth er man optaget af at holde sammen på det lyserøde landkort, der efterhånden ligner et kludetæppe.
   Diplomatiet slog hårdt ned på ægteskabet. Seretse blev sendt i eksil for fem år. Winston Churchill lovede at ophæve eksilet, hvis en konservativ regering kom til, men gjorde i stedet Khamas landflygtighed permanent. En fortrolig rapport blev kreativt fortolket. Og lækket. Det var en Tamilsag for sin tid.



FILMENS hovne embedsmænd har alle de forventede reaktioner. De behandler parret med overbærende foragt og irritation. I Bechuanaland er modstanden lige så stærk. Ingen vil anerkende opkomlingen med den forkerte hudfarve.
   De politiske intriger er grundigt og overbevisende skildret. Det samme gælder hverdagsracismen i London og mistroen i Seretses bagland. Til gengæld må publikum tage lidenskaben for pålydende. Der er en mærkelig stivhed i samtlige scener mellem Rosamund Pike og David Oyelowo.
   Briterne taber grebet om sagen, da de underkender Bawamgmate-folkets traditionelle forsamling. Det gør samtidig indtryk, at Ruth føder parrets datter og nægter at tilkalde særhjælp. Mødrene gør plads til Ruth i deres cirkel.
   Eventyret har altså en lykkelig slutning. Ved det første frie valg i Botswana blev Seretse Khama valgt som landets præsident. Han og Ruth fik fire børn sammen og var ved magten til Seretses død i 1980. Ruth Khama døde i 2002. Nelson Mandela lovpriste parret.



DETTE ved jeg fra »hvad der videre skete«-slutteksterne, som afrunder den autentisk baserede film. De er lige så obligatorisk ledsaget af fotos, som viser, hvordan nøglepersonerne faktisk så ud. Der er banal, »inspirerende« stemningsmusik. Det er på alle måder en konventionel dramadokumentar.
   Alligevel er der justeret i mixet. Instruktricen, som har ghanesiske forældre, har specialiseret sig i at se kolonitiden fra de andres vinkel – meget som bl.a. Mira Nair og Gurinder Chaha har fortalt de indiske og pakistanske historier.
   Især var Belle, Asantes forrige film fra 2013, et stort tilløbsstykke i England. Kærlighed kender ikke grænser er mindre skarp, men den overholder sin dagsorden. Der bliver først talt om race, så om politik og historie. Kvindesagen og den romantiske kerne er snarere eftertanker, som kun bliver markeret.
   A United Kingdom er eftertrykkelig mainstream med noget på hjerte. Der bliver mange af den slags film i de kommende år. De fokuserer benhårdt på sagen og bruger genreapparatet som påskud og pynt.
   Det er bestemt seværdigt, og man bliver klogere på fortiden. Desværre bliver man også svigtet på følelsessiden. Det skete ikke i Gone with the Wind. Den film holdt til gengæld med de forkerte.



Kærlighed kender ingen grænser (A United Kingdom). Instr.: Amma Asante. Manus: Guy Hibbert. Foto: Sam McCurdy. 104 min. UK-Frankrig-Tjekkiet-USA 2016. Dansk premiere: 09.03.2017.


Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ Fox Searchlight Pictures/ UIP
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTuynes, Rakuten TV og SF Anytime 
Teksten stod i Weekendavisen Kultur 10.03.2017

tirsdag den 23. marts 2021

Neill Blomkamp: District 9 (2009) [Sci-Fi 100]


REJERNES VÅBEN
Nyskabende sydafrikansk lærestykke

Af BO GREEN JENSEN


EN vældig vifte af konventioner fra ny og ældre sci-fi får et postmodernistisk ansigtsløft og en fortælleteknisk drejning i Neill Blomkamps originale District 9. Filmen er noget så sjældent som en sydafrikansk-newzealandsk co-produktion. På en måde er alt ved det gamle, på en anden er intet som før. I sin tid kom et kolossalt moderskib med udhungrede, rejelignende væsener til syne på himlen over Johannesburg, hvor det har stået bomstille i tyve år. De forkomne aliens blev evakueret og anbragt i et township-lignende Distrikt 9, hvor de har klaret sig ved tuskhandel, bl.a. med våben som de sælger til nigerianske gangstere.
   »Rejernes« teknologi er organisk, og mennesker kan ikke betjene de potente våben. Det viser sig, at man fra regeringens side har ført omfattende, unævnelige eksperimenter. Lokalt i Johannesburg hader man de fremmede med anti-semitisk ildhu, og ved filmens begyndelse er den naive Wikus van der Merwe (Sharlto Copley) af sin nedrige svigerfar blevet udpeget som leder af operationen, der skal rydde op i Distrikt 9. For syns skyld overholder man menneskerettigheder, men planen er at flytte de fremmede til en regulær koncentrationslejr.


UNDER ransagningen af barakbyen bliver Wikus ramt i ansigtet af væsken fra en beholder, som han åbner for tv-kameraets skyld. På kreativ low tech-vis er en stor del af filmen fortalt gennem arkivklip, fingerede nyhedsrapporter og tv-reportager. Det er med til at give filmen et vist troværdighedspræg og gør den mere interessant, fordi man aldrig ved, hvad der venter. Helhedseffekten af District 9 er ikke ulig dén, man havde af Matt Reeves' Cloverfield (2008), som med samme virkemidler gradbøjede katastrofegenren i ånden fra King Kong.
   Da Wikus bliver smittet, begynder hans DNA at forandre sig. Den ene arm muterer og gør ham i stand til at betjene de fremmedes våben. Samtidig ofres han af systemet, der i en smædekampagne beskylder ham for at have sex med de fremmede. Han skjuler sig i barakbyen, hvor han beslutter at hjælpe rejemanden Christopher Johnson (Jason Cope), som sammen med sin søn forsøger at vende tilbage til moderskibet, starte det og flyve hjem.


JO værre menneskene opfører sig, des mere vælger Wikus rejernes side. District 9 er nemlig også en klassisk øvelse i tolerance. I sine bedste afsnit har filmen samme følelse som Graham Bakers Alien Nation (1988), en lille, men betydningsfuld film, der brugte politigenren som skabelon. James Caan og Mandy Patinkin havde rollerne som to kriminalbetjente, den ene jordisk, den anden af ekstra-terrestrial herkomst. De blev hinandens bedste venner og opbyggede gensidig respekt, mens de patruljerede i grænselandet mellem vores og deres. Alien Nation var så effektiv, at en tv-serie efterfølgende blev produceret.
   District 9 benytter i stedet tonsvis af troper fra invasion-fra-det-ydre rum-undergenren og forsømmer ingen lejlighed til at drage paralleller mellem regeringens  behandling af »rejerne« og dagens sociale virkelighed. Det er næppe heller tilfældigt, at Distrikt 9 til forveksling ligner gaderne i Bagdad, når politisoldater griber ind på vegne af Multi-National United eller MNU, et regeringsorgan, som varetager relationerne mellem de fremmede og menneskene. Filmen gør dog sin stærkeste virkning ved at være forankret i en konkret moralsk konflikt. Wikus bliver et bedre menneske, mens han samtidig mister sin menneskelighed.

   

UDEN at være helt uforglemmelig, giver filmen stof til eftertanke og leverer en variation over det klassiske tema om den uskyldige mand, som jages af systemet og må lære at klare sig ude i marken. Baggrunden er meget raffineret eksponeret. Mod slutningen går der lidt for megen Jerry Bruckheimer/Transformers-agtig robotvold i filmen, men den er længe engagerende, tankevækkende, morsom på metavis og egentlig ret spændende.
   District 9 er skrevet og instrueret af Neill Blomkamp (Alive in Jo'burg), men produceret af Peter Jackson, manden bag Ringenes Herre-trilogien og en lang række opfindsomme genrefilm. Den lanceres derfor stort i USA, hvor den er åbnet som årets mest sete film. Man vil ikke nødvendigvis elske oplevelsen, men District 9 er værd at se for sin stil og de mange finesser. Den handler ikke om fremmede relationer, men om universelle og almene forhold. Om os.


District 9. Instr.: Neill Blomkamp. Manus: Terri Tatchell og Neill Blomkamp. Foto: Trent Opaloch. 112 min. New Zealand-Sydafrika 2009. Dansk premiere: 21.08.2009.


Fotos: MovieStillsDB/ Cinematerial/ Tri-Star Pictures
Filmen streames (lån, køb eller leje) på FILMSTRIBEN, Google Play, YouTube, iTunes/ Apple TV+, Blockbuster og SF Anytime
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 22.08.2009