Translate

Viser opslag med etiketten offer. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten offer. Vis alle opslag

onsdag den 6. oktober 2021

François Ozon: Grâce à Dieu/ Gud være lovet (2018)


EN STORM I DET STILLE
En prunkløs film om kirkens overgreb

Af BO GREEN JENSEN

DEN katolske kirke har stadig svært ved at forholde sig til de sager om seksuelle overgreb, der kom som en syndflod for ti år siden.
   Hver nation har sin version af skandalen, og jo mere katolsk landet er, jo mere modstand møder de voksne ofre, der insisterer på at tale om, hvordan – og af hvem – de blev misbrugt som børn.
   Kirken har erkendt sine fejl og lovet nultolerance i fremtiden. Men der er ingen garanti for, at man straffer de skyldige præster. Kardinaler har beskyttet og forflyttet dem, også når de viste sig at være recidivister. Nu falder kardinalerne, og presset bliver ved.
   I Grâce à Dieu beskriver François Ozon, hvordan tre vidt forskelligt stillede mænd fik fjernet den præst, Bernard Preynat, som havde misbrugt dem. Sagen verserede fortsat i Frankrig, da Gud være lovet fik premiere. Kirken havde udstødt Preynat, som kunne retsforfølges. Det var endnu ikke lykkedes at implicere Philippe Barbarin, som stadig var ærkebiskop i Lyon.*

KARDINALEN har indført en udsoningspraksis, hvor ofre og gerningsmænd mødes. Det er bare ikke nok for Alexandre Guérin (Melvil Poupaud), en pletfri familiefar med fem børn, der som voksen føler sig fjern og blokeret. Han bliver vred, da han ser ind i præstens grå øjne.

   Som dreng fortalte Guérin sine forældre om overgrebet. De bad ham tie stille. Der var jo ingen skade sket. Nu beder de ham tie igen. Da beslutter Guérin at gå hele vejen. Han arbejder stædigt, finder Preynats andre ofre og rejser en storm i det stille.


OZON er en stilmæssig ækvilibrist, der kan arbejde i alle formater. Han har ofte sagt, at det ikke er emnet eller historien, der er afgørende. Det er beskæringen og det æstetiske filter, han vælger. Ozon inkarnerer auteurbegrebet. Der er langt fra et let syngespil som Potiche (2010) til den historiske dybde i Frantz (2016).
   I Grâce à Dieu fravælger han alle effekter og fortæller i atypisk ordentlig form. Også prunkløshed er vel et stilgreb, men filmen gør betydeligt indtryk. Eneste krølle er flashbacks til den lejrtur, hvor Preyat forgreb sig på de tillidsfulde feriebørn.


DET er nyttigt at se den gamle præst som ung krænker. Han har aldrig benægtet, men heller ikke anerkendt, hvor megen skade han gjorde. Man husker Mysterious Skin, en sær og stærk film om pædofili, som Gregg Araki lavede i 2004. Den begyndte også med en lejrtur. Filmen var dengang en stilistisk outlier. I dag ville den være dugfrisk.
   De bedste film om kirkens sager er Tom McCarthys journalistiske Spotlight (2015) og Pablo Larrains chilenske El Club (2015), hvor fire forhærdede præster er isoleret i et halvvejshus. Ozon giver sagen en ny præcision. Vi føler overgrebet. Vi forstår endelig, at det handler om os.

*) Philippe Barbarin blev sigtet for forsømmelse i 2017 og kendt skyldig i 2019. Han modtog en betinget dom. Han blev fjernet fra sit embede i juni 2019, men bevarede titlen som ærkebiskop. I januar 2020 vandt han sin appelsag. Pave Frans modtog hans afskedsbegæring den 6. marts 2020.

Se også François Ozon: 8 femmes (2002) + interview [Moderne mestre]; François Ozon: Swimming Pool (2003); François Ozon: 5 x 2 (2004) + interview [Moderne mestre]; François Ozon: Le temps qui reste/ Time to Leave (2005); François Ozon: Angel (2007); François Ozon: Ricky (2009); François Ozon: Potiche (2010); François Ozon: Dans la maison/ Selv i de bedste hjem (2012); François Ozon: Jeune et jolie/ Ung & Smuk (2013); François Ozon: Une nouvelle amie/ The New Girlfriend (2014); François Ozon: Frantz (2016) + interview [Moderne mestre]; François Ozon: L'amant double/ Dobbelt begær (2017); François Ozon: Été 85/ Summer of 85 (2020); François Ozon: Alt gik godt/ Tout s'est bien passé (2021); François Ozon: Peter von Kant (2022).

Grace à Dieu (Gud være lovet). Instr. og manus: François Ozon. Foto: Manuel Dacosse. 137 min. Frankrig 2018. Dansk premiere: 28.11.2019.


Fotos: Mandarin Films/ Camera Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmaffinity
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film
2K Blu-ray fra Mars Film (Frankrig) 03.07.2019
DVD fra Midget Entertainment (DK) 23.04.2020
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 29.11.2019

søndag den 25. juli 2021

Peter Jackson | Alice Sebold: The Lovely Bones (2009) [Bogen og filmen]


HER FRA MIN HIMMEL

En myrdet engels efterliv

Af BO GREEN JENSEN

DER er ikke bare et liv efter døden i Peter Jacksons The Lovely Bones. Der er flere lag af tid og verden i det hinsides, hvor den dødes sjæl kan vente, vurdere situationen og måske justere en jordisk balance, før den endelig smelter sammen med lyset, som kommer fra Edens have. Om der venter en Gud mellem skarer af engle, bliver aldrig uddybet i filmatiseringen af Alice Sebolds roman om en myrdet piges efterliv. Formentlig er der bare lys og fred i Paradis.
   Bogens danske titel er Her fra min himmel. The Lovely Bones udkom på engelsk i 2002 og har fået kultstatus, især blandt unge læsere, fordi den behændigt blander faktorer, man sjældent oplever i samme kontekst. Fortælleren Susie Salmon er en 14-årig pige, som efter en lykkelig barndom er ved at gå ind i sit teenagelivs første alvorlige kærlighedsforhold, da hun bliver voldtaget, myrdet og parteret af en nabo, som længe har lagt sine planer.
   Susies død dræber al glæde i familien, flår bogstaveligt hjertet ud af dens bryst. Hendes far bliver besat af at løse mysteriet. Hendes mor vil ikke rydde op. Ni år går, og imens vokser Susies søskende op i skyggen af den døde pige.



FRA mellemtiden i efterlivet kan Susie se til, mens familien lider. Hun kan også følge de sindrige forholdsregler, som morderen tager for at sløre sine bevægelser og dække sine spor. Hun kan se sin familie blive ældre, mens hun selv forbliver en pige på 14. Og i sit personlige Limbos favnende landskab kan hun tumle omkring i paradisbakkerne eller flitre gennem skoven sammen med morderens øvrige ofre.
   Som tiden går, bliver det klart for Susie, at hun må træffe et valg. Enten må hun give slip, så familien kan blive lægt og komme videre, eller hun må sørge for, at naboen bliver afsløret og straffet, så hans ofre kan rejse til Paradis sammen.
   Det lyder måske fortænkt og forskruet, men de særeste ting hænger sammen og giver mening i den grænseudviskende genrehybrid, som både Sebolds bog og Jacksons film repræsenterer. Summen af værkets enkelte dele er næsten en filosofisk traktat.
   I hvert fald er der tale om en tankevækkende blanding af krimi, fabel og spøgelseshistorie. Egentlig horror kommer aldrig på tale, men lys og mørke kæmper konstant. Først og fremmest er The Lovely Bones en tillidserklæring til menneskers kapacitet for at tilgive. Historien handler også om at elske, kysse, frygte og savne.



STEDET er delstaten Pennsylvania på den amerikanske østkyst. Tiden er 1973, og der er lagt megen periodespecifik omhu i det overdådige produktionsdesign, som præger både jordiske og himmelske scener. Susies far (Mark Wahlberg) er en ung skolelærer, der lever for familien og bruger aftenerne på at lære sin datter, hvordan man anbringer skibe i flasker. Senere knuses disse flasker, og modelskibene kæntrer og forliser i fuld størrelse, da Susie i sin himmel mærker, hvordan hendes far raser ud.
   Susies mor (Rachel Weisz) forlader i flere år hjemmet, fordi hun ikke kan leve med sin smerte. Da træder Mormor (Susan Sarandon) til med sin pels, sin galgenhumor, sine evige cigarettter og et alkoholindtag i misbrugerklassen. Men også med sin kærlighed. Det er på godt og ondt den skuffede Grandma Lynn, der sørger for, at Lindsey (Rose McIver) og lillebror Buckley (Christian Ashdale) får en barndom. I øvrigt er der aldrig tvivl om, at naboen Mr. Harvey (Stanley Tucci), en dæmonisk ordinær mand uden særlige egenskaber, er den psykopatiske barnemorder.



JACKSONS film trimmer Sebolds plot – som undervejs slår fantastiske krøller og foretager forskydninger, der ikke skal røbes på forhånd – og bruger lige megen tid på Jord og Himmel. Imens fortæller Susie om den skrøbelige kontur af en tilgivelse, de nye, nære relationer og kærligheden, som vokser op i savnets sted. Saoirse Ronan (Atonement, Brooklyn, Lady Bird) er lige præcis god og mild nok til at aldrig at blive for bleg eller skuffende sød.
   Filmens styrke ligger i snittet og mixet. Her er varme scener med myldrende hverdag, hårde scener hvor seriemorderen træder i karakter, visionære mellemspil fra de himmelske landskaber, bogstaveligt magiske scener fra morderens strålende hule under jorden og blade, der bliver til fugle og flyver fra livets træ, før de senere samles igen. Lyset fra Paradis fylder en verden. Her er afsnit, som kunne være udtag af en snuff movie, hvor Susie ser sin morder gøre barberkniven klar. Her er lysægte scener fra high school og indkøbscenter i 1973. Her er kærlighed efter døden. Her er had og mørke lige før.



PETER Jackson huskes stadig for humoristiske splatterfilm som Just the Feebles (1989) og The Frighteners (1996), som han lavede før gennembruddet med The Lord of the Rings-trilogien (2001-03) og den efterfølgende genindspilning af King Kong (2005), som nok gik én effekt for langt. The Lovely Bones minder mest om Heavenly Creatures (1994), hvor man for første gang så Kate Winslet. Hun spillede den ene af to lesbiske skoleveninder, som tog livet af en familie. Det giver måske en idé om filmens særegenhed, at The Lovely Bones har atmosfærisk musik af Brian Eno.
   Filmen er fuld af ægte suspense, og det er bemærkelsesværdigt, at spændingen i de fleste tilfælde skabes af forventningen om ting, som ikke sker. Der går nok lidt for megen new age i de digitale paradiseffekter, men som helhed holder filmen alle sine bolde i luften på en gang. Det er ingen ringe bedrift. Skønt intet går helt, som man venter, har filmen en meget tilfredsstillende slutning. Det lykkes også at bruge den kosmiske og alvidende fortæller, uden at spændingen aftager i styrke.
    

DET bedste ved The Lovely Bones er nok, at filmen ikke uden videre kan henregnes til den ene eller anden slags genre. Her er magisk horror, romantisk spænding, bundløs sorg og forklaret smerte. Alt er forbundet i en LYS spøgelseshistorie, som i pagt med genrens ældste litterære konventioner lader en rastløs sjæl gøre et moralsk regnskab færdigt, før den giver slip, rejser videre og lader de levende være i fred.
   The Lovely Bones er næppe for alle. Fans af hård horror vil væmmes, modstandere af metafysiske fabler vil flygte med akut sukkerchok. Men begge parter vil sidde på kanten af stolen, når Mr. Harvey skaffer sine ofre af vejen. Man skal mindst have Susie Salmons alder for at forstå, hvad der rører sig i og omkring hende. Censuren på 15 år bør derfor tages meget alvorligt.


Alice Sebold (f. 1963) skrev The Lovely Bones i forlængelse af erindringsbogen Lucky (1999, da. Heldig - beretning om en voldtægt). Hun fortæller her, hvordan hun i 1981 blev overfaldet og voldtaget, mens hun var førsteårsstuderende på Syracuse University. Senere mødte og genkendte Sebold gerningsmanden på gaden. Hun gik til politiet, som rejste sigtelse, og han blev idømt 25 års fængsel. Sebold gennemførte sine studier ved Syracuse, men faldt ud af studieforløbet i Houston. Hun blev heroinmisbruger og havde svært ved at færdiggøre, hvad hun skrev. Efter ti år i New York tog hun til Californien og blev vicevært i en kunstnerkoloni. The Lovely Bones begyndte som en roman med titlen Monsters. Sebold var 33, da hun begyndte at skrive den. Hun overlevede og kom videre. Det er det, hvad hun mener med Heldig.


I september 2018 var der premiere på en britisk teaterudgave af The Lovely Bones. Bryony Laverty bearbejdede bogen. Melly Still iscenesatte forestillingen, som var et samarbejde mellem Royal & Derngate Northampton, Everyman Liverpool, Northern Stage, Newcastle og Birmingham Repertory Theatre. Forestillingen flyttede til London i 2019.



Jeg så i 2010 filmen sammen med kritiker og kunsthistoriker Henrik Wivel, som var min kulturredaktør på Weekendavisen. Henrik er ekspert i Selma Lagerlöf og forfatter til afhandlingen Snedronningen - en litterær biografi om Selma Lagerlöf (1989). Han bemærkede, at der er tematiske sammenfald mellem The Lovely Bones og Herr Arnes penningar (1904, da. Hr. Arnes penge). Lagerlöfs spøgelseshistorie har middelalderbaggrund. Hr. Arne og hans familie bliver myrdet for stjålne klosterpenge, der i øvrigt kun har voldt tyven problemer. Skæbnefortællingen er også en litterær film noir i B. Traven/ Treasure of Sierra Madre-traditionen. Jomfru Elsalil overlever og tvinger morderne til at gå til bekendelse. En af dem er imidlertid hendes elskede. Det er også her de døde, som styrer begivenhederne fra et efterlivsperspektiv. Mauritz Stiller skabte i 1919 den klassiske stumfilm på baggrund af teksten. 

The Lovely Bones. Instr.: Peter Jackson. Manus: Philippa Boyens, Fran Walsh, Peter Jackson. Foto: Andrew Lesnie. 136 min. New Zealand-USA 2009. Dansk premiere: 11.03.2010.

Alice Sebold: The Lovely Bones. 328 s. Little, Brown, 2002.

Alic Sebold: Her fra min himmel. Oversat efter The Lovely Bones (2003) af Tim Kane. 350 s. Gyldendal, 2003.


Fotos: Dreamworks Pictures/ Paramount/ UIP/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film
2K Blu-ray fra Paramount Pictures 28.06.2010
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 12.03.2010

fredag den 12. marts 2021

Anna Odell: Återträffen/Gensynet (2013)


TAK FOR SIDST
En hævn raffineres og implementeres

Af BO GREEN JENSEN


IDENTITETSKUNSTNEREN Anna Odell (f. 1973) blev mobbet, da hun gik i skole. Klassens smarte drenge var de værste, men et kvidrende heppekor gav dem lov. Pigen med de store øjne blev mærket for livet. Tyve år senere ødelægger hun klassens genforeningsfest, da hun insisterer på at analysere hver af fornedrelsens mekanismer.

   Det bliver et skolejubilæum, som kommer fra Helvede selv. Aftenens forløb er skildret i de første tyve minutter af Gensynet, hvor Anna Odell spiller Anna Odell og fastholder selskabet under en tale, der ikke er hørt mere hudløs, siden Ulrich Thomsen rejste sig og slog på glasset i Thomas Vinterbergs Festen.
   Også i Gensynet reagerer publikum med fjendtlighed og forvirring. Odell bliver afbrudt, hånet, grinet af og fjernet fra bordet i flere omgange. Ved aftenens begyndelse er samtlige gæster ansvarlige voksne. Ved slutningen er de lige så lede som i skolen tyve år før. Da smiler Odell. Hun har fremlagt sin bevisførelse.


METAFILMEN slår flere kolbøtter. Først viser Gensynet sig at være en fiktiv rekonstruktion af den aften, som festkomiteen med vilje ikke indbød Anna Odell til. Klassekammeraterne var skuespillere. Nu sidder hævnersken på sit kontor og forbereder en film om personernes forhold til mobningen dengang. Hun vil også gerne vide, hvorfor hun igen blev holdt uden for fællesskabet.

   En efter en kommer karaktererne ind og bliver konfronteret med filmen. Anna repeterer, hvor ondt der var i begyndelsens skole. Enkelte mener, at hun overreagerer, at børn er børn til alle tider, drenge som piner insekter for sjov. Andre har fortrængt, hvad der skete. Forbavsende mange giver hende ret. Flere antyder, at de ville gøre det igen, for verdens grimme ællinger fortjener at blive kanøflet.
   Odells genistreg er tvivlen, den grundlæggende usikkerhed om værdier, som kendetegner eksperimentet. Hun spørger Anders, Erik, Robert og Sanna, hvad de mener om Anders, Erik, Robert og Sanna. Hun vil gerne se dem skamme sig. Det har nu lange udsigter. Der er naturligvis også en mulighed for, at alt i filmen er fiktion.


UBEHAGET bliver så stærkt, at man kunne skrive med det på væggen. Man aner i skamfulde indskud, hvorfor Anna var et irritationsmoment. Man håber meget, at eksperimentet bliver en tilfredsstillelse for den insisterende kunstner. I hvert siger hun tak for sidst, så det kan høres.
   Erindringens politik dissekeres i en blanding af essay og autofiktion. Filmen husker, hvad vi alle husker om skolen, når vi er ærlige nok. Den fortegner sandsynligvis også, men ikke som pigen oplevede det. Man er grundigt irettesat efter Gensynet. Men ikke i tvivl om, at man har set en væsentlig film om grusomme børn, der blev voksne.

Gensynet (Återträffen). Instr. og manus: Anna Odell. Foto: Ragna Jorming. 88 min. Sverige 2013. 01.05.2014.


Fotos: Dagsljus Filmequipment/ Camera Film/ CineMaterial
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, iTunes og SF Anytime
Weekendavisen Kultur 02.05.2014