Translate

Viser opslag med etiketten Katolsk. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Katolsk. Vis alle opslag

onsdag den 6. oktober 2021

François Ozon: Grâce à Dieu/ Gud være lovet (2018)


EN STORM I DET STILLE
En prunkløs film om kirkens overgreb

Af BO GREEN JENSEN

DEN katolske kirke har stadig svært ved at forholde sig til de sager om seksuelle overgreb, der kom som en syndflod for ti år siden.
   Hver nation har sin version af skandalen, og jo mere katolsk landet er, jo mere modstand møder de voksne ofre, der insisterer på at tale om, hvordan – og af hvem – de blev misbrugt som børn.
   Kirken har erkendt sine fejl og lovet nultolerance i fremtiden. Men der er ingen garanti for, at man straffer de skyldige præster. Kardinaler har beskyttet og forflyttet dem, også når de viste sig at være recidivister. Nu falder kardinalerne, og presset bliver ved.
   I Grâce à Dieu beskriver François Ozon, hvordan tre vidt forskelligt stillede mænd fik fjernet den præst, Bernard Preynat, som havde misbrugt dem. Sagen verserede fortsat i Frankrig, da Gud være lovet fik premiere. Kirken havde udstødt Preynat, som kunne retsforfølges. Det var endnu ikke lykkedes at implicere Philippe Barbarin, som stadig var ærkebiskop i Lyon.*

KARDINALEN har indført en udsoningspraksis, hvor ofre og gerningsmænd mødes. Det er bare ikke nok for Alexandre Guérin (Melvil Poupaud), en pletfri familiefar med fem børn, der som voksen føler sig fjern og blokeret. Han bliver vred, da han ser ind i præstens grå øjne.

   Som dreng fortalte Guérin sine forældre om overgrebet. De bad ham tie stille. Der var jo ingen skade sket. Nu beder de ham tie igen. Da beslutter Guérin at gå hele vejen. Han arbejder stædigt, finder Preynats andre ofre og rejser en storm i det stille.


OZON er en stilmæssig ækvilibrist, der kan arbejde i alle formater. Han har ofte sagt, at det ikke er emnet eller historien, der er afgørende. Det er beskæringen og det æstetiske filter, han vælger. Ozon inkarnerer auteurbegrebet. Der er langt fra et let syngespil som Potiche (2010) til den historiske dybde i Frantz (2016).
   I Grâce à Dieu fravælger han alle effekter og fortæller i atypisk ordentlig form. Også prunkløshed er vel et stilgreb, men filmen gør betydeligt indtryk. Eneste krølle er flashbacks til den lejrtur, hvor Preyat forgreb sig på de tillidsfulde feriebørn.


DET er nyttigt at se den gamle præst som ung krænker. Han har aldrig benægtet, men heller ikke anerkendt, hvor megen skade han gjorde. Man husker Mysterious Skin, en sær og stærk film om pædofili, som Gregg Araki lavede i 2004. Den begyndte også med en lejrtur. Filmen var dengang en stilistisk outlier. I dag ville den være dugfrisk.
   De bedste film om kirkens sager er Tom McCarthys journalistiske Spotlight (2015) og Pablo Larrains chilenske El Club (2015), hvor fire forhærdede præster er isoleret i et halvvejshus. Ozon giver sagen en ny præcision. Vi føler overgrebet. Vi forstår endelig, at det handler om os.

*) Philippe Barbarin blev sigtet for forsømmelse i 2017 og kendt skyldig i 2019. Han modtog en betinget dom. Han blev fjernet fra sit embede i juni 2019, men bevarede titlen som ærkebiskop. I januar 2020 vandt han sin appelsag. Pave Frans modtog hans afskedsbegæring den 6. marts 2020.

Se også François Ozon: 8 femmes (2002) + interview [Moderne mestre]; François Ozon: Swimming Pool (2003); François Ozon: 5 x 2 (2004) + interview [Moderne mestre]; François Ozon: Le temps qui reste/ Time to Leave (2005); François Ozon: Angel (2007); François Ozon: Ricky (2009); François Ozon: Potiche (2010); François Ozon: Dans la maison/ Selv i de bedste hjem (2012); François Ozon: Jeune et jolie/ Ung & Smuk (2013); François Ozon: Une nouvelle amie/ The New Girlfriend (2014); François Ozon: Frantz (2016) + interview [Moderne mestre]; François Ozon: L'amant double/ Dobbelt begær (2017); François Ozon: Été 85/ Summer of 85 (2020); François Ozon: Alt gik godt/ Tout s'est bien passé (2021); François Ozon: Peter von Kant (2022).

Grace à Dieu (Gud være lovet). Instr. og manus: François Ozon. Foto: Manuel Dacosse. 137 min. Frankrig 2018. Dansk premiere: 28.11.2019.


Fotos: Mandarin Films/ Camera Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmaffinity
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film
2K Blu-ray fra Mars Film (Frankrig) 03.07.2019
DVD fra Midget Entertainment (DK) 23.04.2020
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 29.11.2019

tirsdag den 27. juli 2021

Pawel Pawlikowski: Ida (2013)


EN ANDEN SLAGS LIV

Polsk selvopgør med historisk fortrængning

Af BO GREEN JENSEN

MAN tror, at man ved, hvem man er. Så bliver forhistorien skrevet om, og muligvis er man en anden. En tid lang står begge døre vidt åbne. I forvirringen er der også en frihed. Man ser, hvordan et andet liv ville være, før man træffer sit valg.
   Polen 1962. Den forældreløse Anna (Agata Trzebuchowska) er vokset op på en klosterskole. Hun fylder snart 18 og glæder sig til at blive nonne. Før indvielsen får hun at vide, at der findes en moster, som hun bør besøge.
   Pigen tager toget til Warszawa og banker på hos dommeren Wanda (Agata Kulesza), der fortæller, at Anna i virkeligheden hedder Ida Lebenstein og er datter af jødiske forældre, som blev myrdet under krigen. Nu ved hun det, og de har set hinanden. Nu kan de sige farvel.


WANDA er en træt, bitter kvinde. Imidlertid kan hun ikke glemme udtrykket i niecens ansigt. Dommeren var partisan under krigen og gjorde siden karriere i retssystemet, hvor hun fik kælenavnet Røde Wanda. Hun var kendt for at gøre kort proces med klassefjender og kollaboratører. Nu bor hun alene, drikker for meget og er ikke længere en stjerne i systemet. Om aftenen henter hun Ida, som stadig sidder på stationen og venter på toget tilbage.


FILMEN, som er i sort-hvid og klassisk academy-format, har vist pastoralske billeder af pigerne i klostret og den prosaiske hverdag i byen. Nu bliver den både en polsk vinterrejse og en road movie med eksistentielle motiver.

   De to kvinder kører sammen til egnen, hvor Idas forældre gik til. De standser ved steder, hvor Wanda kan drikke og Ida kan bede. Jazzmusikeren Lis (Dawid Ogrodnik) får kørelejlighed. De prøver også at være to piger sammen. Robert Bresson møder Thelma & Louise.


GENERELT er det nye tider i Polen, hvor man helst glemmer, hvad der skete under krigen, og har et distanceret forhold til kammeraterne i Kreml. Ida beder stadig til Jesus, skønt forældrene blev myrdet af kristne anti-semitter, som stjal deres jord. Den syrlige Wanda er svoren ateist og socialist, men hun har selv et behov for at finde graven i skoven. På bunden ligger et sidste skelet.
   Ida og Wanda er upopulære i landsbyen, hvor de roder op i fortiden med deres snak om jøder og ejendomsforhold. Politiet synes, at Ida er en sød, lille nonne. De ler ad den berusede dommer, som truer med sin immunitet. Ida og Lis danser tæt i en jazzklub, som giver filmen en god smag af tidlig Milos Forman. Ida overvejer sin fremtid. For Wanda bliver spørgsmålet mere og mere, om livet er umagen værd.


PAWEL Pawlikowski har lavet en fremragende film, der lykkes på alle niveauer. Polakken kom til England i 1971 og er oplært i BBCs dokumentarafdeling, hvor han skabte nyklassiske tv-film som Dostoevsky’s Travels (1990) og Serbian Epics (1991), før han brød igennem som spillefilminstruktør med My Summer of Love (2004).
   Pawlikowski er født i 1957 og kan huske, hvordan der så ud i 60ernes Polen. Efter The Woman in Fifth (2011), som var en overlæsset arthouse-thriller med Ethan Hawke og Kristin Scott-Thomas, føles Ida som en liflig, ny begyndelse.
   Ida var Polens bidrag til årets European Film Awards og de amerikanske Academy Awards. Den vandt syv EFA-priser og modtog sin Oscar. Pawlikowski fortsatte den historiske revision i Cold War (2018). Ida er en underskøn film, som beviser, at mindre stadig kan være mere.


Ida. Instr.: Pawel Pawlikowski. Manus: Pawel Pawlikowski, Rebekka Lenkiewicz Foto: Ryszard Lenczewski, Lukasz Zal. 82 min. Polen-UK 2013. Dansk premiere: 27.11.2014.


Fotos: Opus Film/ Camera Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes og SF Anytime
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 28.11.2014

torsdag den 24. september 2020

Pablo Larrain: El Club (2015)


HUSET VED STRANDEN
De udstødte præster i Chile

Af BO GREEN JENSEN

FIRE mænd lever diskret og isoleret i et lille anonymt hus på den lange chilenske Stillehavskyst. De har praktiske pligter, men er ellers overladt til sig selv. Tre gange dagligt mødes de i køkkenet for at spise de spartanske måltider, som husholdersken serverer. Kvinden siger mere end mændene tilsammen.
   Hver morgen træner Fader Vidal med sin hund. Ugens væddeløb er et højdepunkt for alle i huset ved stranden. Kvinden afvikler deltagelsen og hæver gevinsten. Mændene blander sig ikke med de lokale, men står i nærheden af banen og følger med. Når deres mynde vinder, er der råd til dessert og delikatesser.
    Det fremgår, at mændene er faldne præster, som Kirken har fjernet fra embedet, hvor de gjorde skade. De har alle fået chancer, før det kom så vidt. De hedder stadig Fader Vidal, Ortega, Ramirez og Silva. Men der er ingen ophørsdato på karantænen.
   Kvinden hedder Monica. Nonnen er der selv af en grund, men hun har en betroet stilling i forhold til Kirken. Søster Monica holder mændene til ilden med fast hånd og dedikeret hengivenhed. Sin brors vogter er hun i sandhed.
   Rutinen i huset er strengt monoton. Den udgør et ritual i sig selv: »Vi vågner og beder dagens første bøn. Så spiser vi morgenmad. Dernæst afholder vi messe. Vi spiser frokost klokken et. Så synger vi. Bagefter holder vi en lille pause. Klokken otte beder vi aftenbøn. Vi spiser middag klokken halv ni – hver dag.«
   Sådan bliver husreglerne præsenteret for Fader Lazcano, den femte præst, som næppe når at sætte sin kuffert, før hans nemesis, en hjemløs mand ved navn Sardokan, begynder at råbe ved muren. Sardokan beskriver, hvad Lazcano gjorde ved ham, da de var præst og messedreng. Siden har kun drikkeriet fungeret. 


PRÆSTERNE savner ensformigheden. I hvert fald er det næsten en lettelse, da Fader Lazcano forsvinder. Både de og søster Monica går til hundevæddeløbet med ny energi. Men denne gang vil pletten ikke gå væk. Kirken sender en kriserådgiver, Fader Garcia (Marcelo Alonso), som skal rydde op. Hele systemet er under vurdering.
   Fader Garcia er både præst og psykolog. Han tager hver af beboerne i forhør, og på den måde bliver der sat fortid på de lukkede ansigter. De pædofile overgreb er kun et punkt i synderegistret. Der er også præsten, som systematisk angav dissidenter i Pinochet-perioden, og præsten, som solgte de uægte børn i sit sogn.
   Skam og anger er abstrakte og i konteksten ret irrelevante begreber. Reaktionerne spænder fra stædig trods til storhedsvanvid og begyndende demens. Den fascistiske præst fortryder ikke noget som helst. Den affældige Fader Ramirez husker ikke længere, hvorfor han endte i huset ved stranden.
   Publikum får et særligt forhold til Fader Vidal (den altid fremragende Alfredo Castro).  Det er ham, som træner hundene, prøver at få kontakt med de lokale og har en gnist af liv tilbage i et limbo, hvor det altid synes at være morgen- eller aftenmørkt. Det er særligt svært at høre hans forklaring.

  
DEN effektive Fader Garcia ankommer med megen selvretfærdighed. Den bliver hen ad vejen pillet af ham. Den reneste mand ender med at stå som en hykler, måske den værste i huset, da det kommer til stykket.
   Pablo Larrain (f. 1976) markerede sig med en trilogi om det chilenske samfund i Pinochet-tiden, som han selv er for ung til at huske. Tony Manero (2008) og Post Mortem (2010) fik ikke dansk premiere, men den Oscar-nominerede NO (2012) og Jackie (2015), Larrains første engelsksprogede produktion, var også hér tilløbsstykker.
   El Club modtog Juryens Grand Prix på Berlinalen 2015. Det var længe den mest nuancerede film om krisen i den katolske kirke. Siden fulgte Todd McCarthys Spotlight, som blev årets Oscar-vinder. Francois Ozons Grâce à dieu (2018, da. Gud være lovet) bearbejder de krænkede voksnes erfaring. Også i Spotlight er præsterne gemt af vejen. Her ligger faciliteten i Boston.
   Spotlight er stærkere i statistikken og har sat et hold af journalister til at bore i Kirkens kolossale forklaringsproblem. Men El Club er ren og realistisk. Den ser virkelig sine karakterer, og ved, at mørket ikke forsvinder, fordi man forbyder natten ved lov.


El Club. Instr.: Pablo Larrain. Manus: Guillermo Calderón, Daniel Villalobos, Pablo Larrain. Foto: Sergio Armstrong. 98 min. Chile 2015. Dansk premiere: 29.10.2015




Fotos: CineMaterial/ FilmAffinity/ Angel Films/
Filmen streames (lån. køb eller leje) på Google Play, iTunes, SF Anytime, Blockbuster og Filmstriben
Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 30.10.2015