VED SLUTNINGEN Moden fortælling om svær virkelighed
Af BO GREEN JENSEN
VED slutningen på livet venter en række afviklinger. Det er ubehageligt stof, mørk materie, som de fleste nødigt forholder sig til: sygdom, ældelse, ophør; fysisk og mentalt forfald. Vi bruger en stor del af livet på at vænne os til, at det slutter en dag. Idealet er en værdig død. I praksis bliver slutningen ofte en kæde af uværdigheder, selv når alle parter gør deres bedste.
Sandra (Léa Seydoux), som er i midten af trediverne, har et realistisk og resigneret forhold til tilværelsen. Hun arbejder som simultantolk og sørger for sig selv og datteren Linn (Camille Leban Martins), der er otte år. De er alene efter Linns fars død, som ligger nogen tid tilbage og er absorberet. Det samme gælder for så vidt den forandring, der fulgte med Sandras fars sygdom.
GEORG Kienzler er professor i filosofi og har levet i sit arbejde. Han har en indviklet, nervenedbrydende sygdom med et symptomsæt, som ligner demens. Han er blind, men ikke helt blind. Balanceevnen er stærkt reduceret. Han forstår alting halvt, men har mistet sit sprog. Der har været tilsynsordninger. Nu er det tid til at anbringe ham, men Georg er ikke en føjelig mand. Han er bange og vred og besværlig. Pascal Greggory spiller ham passiv-aktivt – og fremragende.
»Jeg møder stadig hans studerende alle vegne,« siger Sandra, da hun tilfældigt støder ind i Clément (Melvil Poupaud), som kendte hendes afdøde mand. Clément har sin egen familie, der mest bliver sammen for syns skyld. Sandra og Clément indleder et forhold. For Sandra bliver det et nærende helle. Han kommer og går, siger fra, får anfægtelser, vender tilbage. Når han deltager, er de en lille familie, der fungerer sammen og arbejder godt.
Un beau matin begynder, da udflytningen skal eksekveres. Sandras mor er videre med sit eget seniorliv og trives i et nyt ægteskab. Hun er på gaden med De Gule Veste og har en intellektuel profil. Hun er i store træk den samme karakter, som blev fravalgt på grund af sin alder i Mia Hansens-Løves forrige film,L'avenir (2016, da. Dagen i morgen), hvor Isabelle Huppert havde rollen. I En dejlig morgen bliver hun spillet af Nicole Garcia.
BESKRIVELSEN af de praktiske, komplekse og absolut usentimentale forhold – les choses de la vie, som Claude Sautet kaldte dem – udgør for så vidt hele »plottet« i En dejlig morgen. Mia Hansen-Løve skildrer afviklingen i en saglig, anti-æstetiserende tone. Emne og anslag giver filmen en vis lighed med François Ozons Tout s'est bien passé (2021, da. Alt gik godt), der skildrede aktiv dødshjælp og en forpligtende datter/far-relation i samme register. Fransk film forstår sig på svær virkelighed.
Mia Hansen-Løve – som selv er 42 år – har fra begyndelsen været god til at se tilværelsen fra alle livsaldre. Hun fortalte om sin ungdom i Un amour de jeunesse (2011). Hendes storebrors lange nedtur inspirerede musikfilmen Eden(2014). I Bergman Island (2021, da. Bergmans ø) kom en kvindelig filmskaber med sin mere feterede auteur-ægtemand på skriveophold i Bergman-refugiet på Fårö. Der var tre lag af sammenfiltret fiktion. Hansen-Løve var selv på Fårö med partneren Olivier Assayas. Bergmans ø var bemærkelsesværdig på alle måder. En af dem var, at den dristede sig til at anfægte Bergman-legenden.
Hansen-Løve siger selv, at hun ville lave en enkel og jordbunden film efter de metateksuelle manøvrer i Bergmans ø. Tonen i Un beau matin er klar og koncis som et stillebens streg. Et glas vand, der står på køkkenbordet i solen. Léa Seydoux spiller Sandra uden henvisning til »stjernen« Léa Seydoux.
DET bedste greb i filmen er forholdet til alle faderens ting. Hans bøger, hans billeder, hans musik. Sandra vil opmuntre Georg med en Schubert-sonate, han holdt særligt af. Nu vil han aktivt ikke høre den, fordi han bliver urolig. Hendes egen musik er Jan Johanssons »Liksom en herdinna«, der indleder filmen og følger med, når hun er på tolkeopgaver. Mia Hansen-Løve hørte første gang Bellman-kompositionen i Ingmar Bergmans The Touch (1971, da. Berøringen). Så idolet er ikke afskrevet helt.*
Georgs bøger er værdifulde, de har fyldt hans arbejdsliv, hun voksede op med hans bibliotek. Nu vil ingen vide af dem. Sandras mor, som selv har rigeligt, vil i særdeleshed ikke have dem. Det ender med, at Sandra inviterer Georgs studerende. De unge voksne er benovede ved at stå i det allerhelligste. Som er en død samling i et afviklet hjem.
SANDRA beholder selv digtbøgerne. Og hvem siger, at Clément er gået for bestandig? Hele omhuen, der er lagt i skildringen af forholdet til intellektuel ejendom, er bemærkelsesværdig. Det samme er livsfarven på de grå plejehjem, hvor ubønhørligheden står mejslet.
Mia Hansen-Løve laver stadig åbne og risikovillige film, der forholder sig til den mørke materie – og til underet i den lysende hverdag. Hun kom til som en moden, fuldt færdig filmskaber og bliver ved i samme afklarede form.
*) »Liksom en herdinna, högtids klädd« har nr. 80 i Fredmans epistlar, den ene af de to store sangcyklusser, som Carl Michael Bellman (1740-1795) er berømt for. Hyrdindevisen er vagt »Greensleeves«-agtig. Jazzpianisten Jan Johansson (1931-1968), som døde alt for tidligt, fortolker den instrumentalt og symfonisk på triplealbummet Musik genom fyra sekler (1969), som var kronen på et livsværk, der blev klassisk allerede med Jazz på svenska (1964). Jan Johansson skrev musik til Bo Widerbergs Barnvagnen (1963) og Mai Zetterlings Nattlek (1965). Han er ikke mindst elsket for »Här kommer Pippi Långstrump«, signatursangen fra tv-serien med Inger Nilsson, som Olle Hellbom instruerede i 1969.
Un beau matin (En dejlig morgen). Instr. & manus: Mia-Hansen Løve. Foto: Denis Lenoir. 112 min. Frankrig-UK-Tyskland 2022. Dansk premiere: 02.03.2023.
Fotos: Les Films Pelléas/ MUBI/ Razor Film Produktion/ Dauphin Films/ CN6 Productions/ Canal+/ Ciné+/ ARTE/ CNC/ FFA/ Medienboard Berlin-Brandenburg/ Les Films du Losange/ Another World Entertainment/ Unifrance/ YouTube [Sony Pictures Entertainment - Extended Cannes Trailer].
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, Grand Hjemmebio, SF Anytime, YouTube Film
Anmeldelsen indlæst og lagt på Weekendavisen Kultur 02.03.2023; trykt 03.03.2023.
»KAN du huske, da de afviste Tropfen?« siger Peter von Kant til sin personlige assistent og hengivne husfører, Karl, da der kommer svar fra Bavaria Film. Selskabet vil se det som en ære at finansiere hans næste projekt. »En flok hyklere. Dumme svin,« tordner Peter. Men han er oppe at køre fra morgenstunden og forstærker glæden med cognac og kokain, da divaen Sidonie kommer forbi.
Tre år før var hun stjernen i Peters begynderarbejder. Sidonie var Peters actrice fetîche, men hun solgte sin sjæl til de andre og svigtede ham for Hollywood. Og se bare, hvad der kom ud af det. Det er derfor en rolle til legendariske Romy Schneider (1938-1982), som Peter har sat Karl til at skrive.
Peter behandler Karl som en slave. Man vænner sig til det, men undrer sig såre. Og kender jo på forhånd relationen fra Die bitteren Tränen der Petra von Kant (1972, da. Petra von Kants bitre tårer), hvor de ikoniske roller blev spillet af Margit Carstensen og Irm Hermann.
FRANÇOIS Ozons nye film er både en fortolkning af og en hyldest til tyskeren Rainer Werner Fassbinder (1945-1982). Fassbinders eksempel har altid været vigtigt for Ozon. Blandt hans første produktioner var Gouettes d'eau sur pierres brûlantes (2000, da. Dråber på hede sten), som byggede på Fassbinders skuespil fra 1985. Så i Peters atelierlejlighed hænger bl.a. en plakat for hans (fiktive) filmudgave af Tropfen auf Heiße Steine.*
Kønsfordelingen er vendt hos Ozon. Det er mere end en gimmick til ære for tiden. Nu er det mænd, som har kvindernes roller og kan give de gamle replikker nyt liv: »Franz kneppede mig, som en tyr knepper en ko. Smerten, Sidonie, du kan ikke forestille dig smerten. Og når jeg nogle gange følte nydelse, fyldtes jeg af skam. Han troede, jeg græd af kærlighed, af taknemlighed. Han var så dum. Mænd er så dumme.«
Også miljøet er drejet en omgang. Modeskaberen Petra er blevet til filminstruktøren Peter. Den tavse Marlene er blevet til Karl (Stefan Crepon) med det brændende blik. Sidonie har ikke skiftet køn. Hun bliver stilfuldt fremstillet af Isabelle Adjani, der ikke har været så god eller velanbragt, siden Patrice Chéreau castede hende som La reine Margot i 1994.
I FASSBINDERS FILM er det stjernefrøet Karin, betagende fremstillet af Hanna Schygulla, som Petra forelsker sig hjælpeløst i. I Ozons version bliver hun til Amir Ben Salem (Khalil Ben Gharbia), en smuk og fysisk perfekt model, der lyver, besnærer og manipulerer. Amir er kun ægte begejstret i én enkelt scene. Det er, da Karl kommer hjem med aviser og anmeldelser af Peters nye film. I Stern står en stor, illustreret artikel om Amir, den seneste kommende stjerne, som troldmanden Peter har skabt.
Som en talisman fra for 50 år siden medvirker Hanna Schygulla i rollen som Peters mor. Det gør hun med ømhed og autoritet. Schygulla kom fra Action-Theater i München sammen med Fassbinder, og hun var med hele vejen. Hun medvirkede i 23 af hans film, fra Liebe ist kälter als der Tod (1969, da. Kærligheden er koldere end døden) til Berlin Alexanderplatz-serien og Lili Marlene (1981). Schygulla har haft en lang karriere med gode roller i europæiske auteurfilm, men det er aldrig blevet det samme, som det var med Fassbinder i 1970ernes opskræmte Tyskland.
OZON er meget specifik med hensyn til tiden og faget. Handlingen er henlagt til Peters atelierlejlighed i Köln 1972, og som nævnt dikterer filmskaberen et brev til Romy Schneider, da han og Karl bliver præsenteret. Hos Fassbinder var det en vis »Mankiewicz«. Han havde typerne og ideen til Petra von Kants bitre tårer fra Joseph L. Mankiewiczs All About Eve (1950, da. Alt om Eva), hvor miljøet er Broadway-teater. Den undselige Ann Baxter forfører og forråder Bette Davis. George Sanders er vidnet i midten, og Marilyn Monroe siger sin første replik.
OZON har pakket filmen ind i fine ornamenter. Han har altid haft hjerte og smag for musikken. Det var i sangene, at de forsamlede divaer kunne sige sandheden i gennembrudsfilmen 8 femmes (2003, da. Otte kvinder – og et mord), og i Jeune et jolie (2013, da. Ung & Smuk) lod han fire sange af Françoise Hardy give året struktur.
Her bliver »Comme au théâtre« (1970) med Cora Vaucaire en sang, der forklarer livssynet. Sætstykket er dog en ballade, som filmen tilskriver Sidonie-karakteren. Isabelle Adjani synger selv den livskloge tekst til »Jeder tötet was er liebt«, som Ozon har skrevet med sammenføjede linjer fra Oscar Wildes »The Ballad of Reading Gaol« (1897). I digtet står blandt andet, at »den feje myrder med et kys«, mens »den modige griber til sværdet«.
Fassbinders film er beundret for sin hermetiske kvalitet, som fotografen Michael Ballhaus beriger med kreative spejlkompositioner. Alt foregår i én dekoration. Også Ozons film bliver i lejligheden, men der er mere fornemmelse af en omverden, og hans fotograf, Manuel Dacosse, viser huset på afstand i skiftende årstider. Fassbinder var interesseret i ritual og magtstrukturer. Ozon er mere åben for varme og levende hverdag.
DET er ikke et 1:1-portræt af Fassbinder, som Denis Ménochet fremstiller. Han er nemmere at identificere sig med, end Margit Carstensen var. Der er mere charme i denne version, og især er der en distinkt galgenhumor, på én gang tragisk, absurd og ustyrlig, som Fassbinder slet ikke havde i spil. Det bliver Peters tårer ikke mindre bitre af.**
Amir er 23 år. Peter fylder 40 i finalen, hvor den store psykologiske nedsmeltning finder sted. Det er i ingen fortolkning på tale, at Peter kunne være udnytteren. Det er altid ham, der bliver brugt og kasseret. Amir ved præcis, hvor bjørnen skal trykkes, og skønt også han lærer noget til slut, da Peter har besluttet sig, er der ingen ny krænkelseskontekst.
Peter langer ud mod de tre, som udgør hans bagland. Sidonie, moderen Valeria og teenagedatteren Gabriele er de eneste, der elsker ham, selv om – eller netop fordi – han er, som han er. Kun de tre er kvinder i begge versioner
PETER har Factory-agtigt udstyr i sit hjemmestudie og kan prøvefilme Amir med det samme på Andy Warhol-manér. Jeg ved ikke, om Fassbinder boede sådan – det ved kun hans danske discipel, forfatteren og filmskaberen Christian Braad Thomsen, som kom der i perioden. Det ville være interessant at udspørge ham om Ozons version.
Omvendt er det sikkert netop dét, man ikke skal. Ozons film er Fassbinder til en ny tid. Vi ser, at den unge mand er en betagende løgner, da han græder og stammer sig gennem historien, mens skyggerne skifter på hans ansigt. Karl ser det også med brændende øjne. Det er et chok, da han reagerer til slut.
Dialogen er smukt bearbejdet, og Ozon beholder de vigtigste replikker. »Man må lære at elske uden at kræve,« siger Peter til sin mor. Dét er summen af smerte og erfaring i verden ifølge Peter von Kant.
*) Der er flere plakater for Peter von Kant. Den blå er et riff på den originale tyske plakat for Querelle (1982), som Andy Warhol udførte på bestilling. Den findes også i farverne grøn og grå. Fassbinders sidste, ekstremt stiliserede produktion var mere fransk end tysk og er bemærkelsesværdig for brugen af kultstjerner som Brad Davis, France Nero og især Jeanne Moreau. Querelle var baseret på Jean Genets roman om Querelle de Brest (1947). Fassbinder døde den 10. juni 1982. Querelle fik premiere på Mostraen i Venedig den 31. august samme år.
**) Men Fassbinder har den samme slags humor i andre arbejder. Især er den karikerede fremstilling af digteres vilkår og forlagsmiljøet i Satansbraten (1976, da. Satans yngel) blevet både præcis og bidende morsom. Digteren Walter Kranz får succes ved at samle en Stefan George-inspireret kult af disciple. Og samlingen Keine Feier für den toten Hund des Führers er et hit i 70ernes højborgerlighed, hvor man ikke vil høre mere »verkrampfter linker Kitsch«. Walter prostituerer sig in extremis og ser for sent, at hans hustru forsvinder. Da foragter disciplene ham for hans svaghed. I 70erne fyldte Fassbinder så meget, at man som yngre filmfan blev skeptisk. Satans yngel var den af hans film, som jeg tunede ind på back in the day.
Peter von Kant. Instr. & manus: François Ozon. Foto: Manuel Dacosse. 85 min. Frankrig-Belgien 2022. Dansk premiere: 06.10.2022.
Fotos: FOZ | stills: Carole Bethuel/ France 2 Cinéma/ Playtime/ Scope Pictures/ Diaphana Films/ Unifrance/ Another World Entertainment/ Cinematerial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film
2K Blu-ray fra Diaphana (Frankrig) 08.11.2022
Anmeldelsen indlæst og lagt på Weekendavisen Kultur 06.10.2022; trykt 07.10.2022.
PROBLEMATIKKEN omkring aktiv dødshjælp – eutanasi – er et af de evige emner, som vi fortrænger så længe som muligt. Man kan sagtens have principielle anskuelser, men sagen bliver først virkelig, når og hvis valget er aktuelt.
En af dine kære beder dig om at få lov til at dø. Eksistensen er blevet ubærlig. I alle lande har etiske råd og organer diskuteret spørgsmålet. Filosofisk set er det glødende kul. Har vi ret til at slette et menneskeliv?
François Ozons nye film er et sobert case study. Den franske auteur går til emnet med samme takt og distance, som gjorde Grâce à Dieu (2018, da. Gud være lovet) til en stor film om overgrebene i den katolske kirke. Hvor andre ville skrue op for følelsesstyrken, holder Ozon igen og doserer sit stof.
FORFATTEREN Emmanuèle (Sophie Marceau) er uforberedt – som raske mennesker altid er – da der bliver ringet fra hospitalet om, at hendes far har fået et slagtilfælde. Første gang vi ser André Bernheim (André Dussolier), er han så medtaget, at vi ikke kan fortænke ham i at nære et dødsønske.
Emmanuèle er ældste datter. Også søsteren Pascale (Géraldine Pailhas) er med, da hjernen bliver scannet, og det står klart, hvor alvorlig tilstanden er. Senere, da André har mere overskud, kan man diskutere. Men han holder ved sin beslutning: »Du skal hjælpe mig med at dø.«
De fleste film om emnet er faktuelt baserede konstruktioner. Det gør meget for denne, at her er tale om en autentisk fremstilling. Forlægget er Emmanuèle Bernheims selvbiografiske roman om, hvordan hun assisterede sin far. »Alt gik godt« – »Tout s’est bien passé« – er den sidste replik.
André er 85 år, en rig pensionist og betydningsfuld kunstsamler. Mens døtrene overvejer og selv har en hverdag, får Emmanuèlle kontakt med den schweiziske organisation, som arrangerer dødshjælp. »Hvor meget vil det stå os i?« spørger André. »Cirka 70.000 euro.« »Hvad gør de fattige mon?« »De venter på at dø.« »Stakler,« er den privilegerede kommentar.
ALT gik godt er på overfladen en procedural. Vi ser, hvordan man bærer sig ad med at omgå den franske lovgivning; hvordan det helt lavpraktisk er med transport og metode. Målet er og bliver en værdig død, som individet har valgt.
Under overfladen er fokus på døtrenes reaktioner. Emmanuèle husker i glimt, hvordan hendes far altid kritiserede hendes udseende. Hun husker sin mor – billedhuggeren Claude de Soria – da kvinden endnu kunne smile. Pascale er jaloux, fordi André igen har favoriseret den ældste. »På en måde har han vel givet dig en gave. Har du ikke altid ønsket ham død?«
Det har hun engang, når hun skal være ærlig. I et næsten sublimativt indklip står hun som ung kvinde med en pistol og likviderer den gamle André. Det lykkes Ozon at forstørre Emmanuèles synsvinkel til hele filmens virkelighed.
DET er især en film om forgængelighed. Hanna Schygulla (77) har rollen som den schweiziske kvinde, en pensioneret dommer, der koordinerer missionen. Charlotte Rampling (75) er søstrenes mor, som har sin egen tragedie.
Det er kun i Schweiz, at loven tillader dødshjælp. Hvis den uhelbredeligt syge vil væk, kan det lade sig gøre. Filmen ender på faciliteten, vi har set i mere dramatiske konstruktioner som Samanou Sahlstrøms I dine hænder (2015) og Jonas Arnbys Selvmordsturisten (2019).
Ozons film er tør, præcis og neutral. Man følger proceduren og har fred til at reagere. For hver enkelt tilskuer bliver det muligt – og nødvendigt – at træffe et valg.
EN kystby i Normandiet, sommeren 1985. Alexis Robin (Félix Lefebvre) på 16 år nyder sin ferie og flyder under solen i en jolle, han har lånt. Skyerne vokser, himlen bliver mørk; med ét er drengen i havsnød. Jollen kæntrer, og han klamrer sig til skroget med det rejste sværd.
Netop da kommer en anden båd med en lidt ældre teenager ud af stormen. David Gorman (Benjamin Voisin) ligner Apollon, mens han smilende forklarer, hvordan man vender jollen rundt. Den druknede mus bliver bugseret i havn. Han er allerede da forelsket til op over begge dundækkede ører.
SOMMEREN forløber i to spor, som filmen pendler imellem. I slutningen er der slet ingen glæde. Alex skal forklare, hvorfor han har skændet sin døde vens grav. Sagen er alvorlig, han kan få en fængselsdom. Læreren Lefèvre (Melvil Poupaud) beder ham skrive fortællingen ned. Det bliver en autofiktion om at elske en anden for første gang.
David er gået ud af skolen for at hjælpe sin mor (Valeria Bruni Tedeschi) efter faderens død. David bearbejder sin sorg ved at hjælpe og elske så mange som muligt. Hans mor giver Alex et varmt bad og et feriejob i butikken, som sælger maritimt udstyr. Alt er godt, indtil Kate (Philippine Velge) fra England ankommer. David har dog selv fortalt, at trofasthed ikke ligger til ham.
FRANCOIS Ozon har instrueret 20 lange og lidt flere korte spillefilm siden 1988. Été 85 knytter an til de første, som ofte havde LGBTQ-tema. Der er endda et fysisk link. Alex må klæde sig som kvinde for at få adgang til lighuset. Kjolen, som Kate finder til ham, er den samme, som blev brugt i kortfilmen Une robe d’été fra 1996.
Ozon har ofte sagt, at det ikke er historien, som er afgørende og svær at nå frem til, når han skal i gang. Det er måden, som han fortæller på, selve snittet og beskæringen, det samlede misè en scene. Det giver fuldkommen mening i forhold til filmværket. Der er trods alt ikke så langt fra komedier som 8 femmes og Potiche til tragiske stykker som Frantz og Tid til afsked.
DEN eksalterede tone er reproduceret nøjagtigt efter forlægget. Det vakte opsigt, da briten Aidan Chambers fik udgivet Dans på min grav i 1982. Romanen var en af de første ungdomsbøger, som skildrede kærligheden mellem to drenge. Den lange undertitel antyder kaskaden af fragmenter: »et liv og en død i fire dele, ethundredogsytten stykker, seks rapporter, med et par vitser, en gåde eller tre, nogle fodnoter og en fiasko nu og da for at hjælpe historien på gled.«
Jørgen Christian Hansen oversatte bogen i 1984. Forfatteren modtog siden H.C. Andersen Prisen. Dance on My Grave er stadig en grundsten i Young Adult-feltet, som heldigvis er nået langt de sidste 40 år. Dengang måtte kærligheden ikke sige sit navn. Den kunne bare mumle det.
OZON holder altid sig selv fri af kontekst. Han er svær at få et indtryk af, uanset hvor tit man interviewer ham. Han får de fleste af sine ideer i teatret og genser gerne klassiske film. Han er altid i gang og har for længe siden valgt at være en fransk instruktør. Den engelsksprogede Angel (2007) – en biopic om forfatteren Marie Corelli – var blandt hans svageste arbejder.
Der er flere ting i den nye film, som giver tilskueren fornemmelsen af noget personligt. Som det nævnte link med kjolen, lyset i Normandiet og følelsen mellem de to unge mænd. Filmen hed faktisk Sommeren ’84, men Robert Smith fra The Cure fik årstallet ændret, fordi Ozon ville bruge sangen »In Between Days« til slut. Og den sang er fra 1985.
Musikken har ikke været så vigtig, siden Ozon bandt Jeune et jolie (2013, da. Ung & Smuk) op på fem signatursange af Françoise Hardy. Den film var mere formfuldendt end Sommeren ’85, som savner det sædvanlige perfekte og lidt glatte snit. Man føler flere steder, at Ozon har bakset med Sommeren ’85.
DER er ingen overraskelser. Alex og David har lovet hinanden at danse på graven, hvis en af dem forsvinder. Så Døden kan se, hvad de mener om døden. Det fører for det første til en fordybelse i jødisk begravelsespraksis; for det andet til den bedste og den værste scene i filmen.
Da drengene er nyforelskede, går de på diskotek og danser til Bananarama. David giver Alex sin walkman på, så han kan danse til sin egen musik. Det er Rod Stewarts version af »Sailin’« med Sutherland Brothers & Quiver. Det er sådan en sang, som man hørte så tit, at følelsen trods alt blev slidt. Men i filmen besegler den kærlighedspagten.
Det er derfor også »Sailin’«, som Alex danser til på Davids grav. Det gør han asynkront, klodset og uskønt. Det er en scene, som kunne have svævet, men her spræller og slår den sig næsten pinagtigt. Imidlertid er det netop sådan, at dansen er skildret af Alex i bogen.
I USA fik filmen en hård kritisk medfart. Jeg skal medgive, at det ikke er den Ozon-film, som har grebet mig dybest. Den er som et svagt 80er-album af David Bowie, der kunne skifte stilarter lige sådan. Jeg troede ikke på de voksne i filmen, især ikke Alex’ »jævne« forældre. Men jeg kunne samtidig se hvert hjul dreje. Der er en sjælden sårbarhed, som ikke er fingeret. Der er en følelse af kejtet ungdom, som sammen med det maritime motiv giver filmen et skær af sen Eric Rohmer.
Det er Kate, den britiske pige, som kommer mellem de elskende drenge. Der er aldrig nogen misogyni hos Ozon. Tværtimod er Kate den eneste, som fortælleren kan dele sin sorg og sit raseri med. Hun siger noget klogt om, at de begge har elsket forestillingen om en person. Hun hjælper Alex med hans plan, og Ozon markerer, at den unge mand lukker en dør ved at lade hende gå.
FØRST og sidst er der Alex på stranden. Som han siger på lydsporet, er dette jo ikke slutningen på historien. Et videre liv begynder på stranden. Og det skete i sommeren ’85.
Den covid-forsinkede premiere var timet perfekt til World Pride. Det er ikke sikkert, at du vil falde for filmen. Men jeg synes, at du skal lade det komme an på en prøve. Det er hverken 5 x 2 eller Grâce à Dieu. Det er Dans på min grav i fransk versionering. En god film at åbne efteråret med.
KVINDER OG BLOMSTER Et interview med filmskaberen François Ozon
Af BO GREEN JENSEN
VI er tilbage i 1950erne. Det er vinter et sted i provinsen i Frankrig, og den kunstige sne daler fredeligt ned over bedsteborgernes landejendomme. Alting er tyst og perfekt som på et postkort.
Skulle der herske nogen tvivl om, hvor harmonisk sådan et sceneri tager sig ud, konkurrerer Jeanne Lapoiries visuelle idyller med Krishna Levys svulmende temamusik om at understrege, hvor rigt, trygt og fredeligt alting er. Den aktuelle skæring hedder »8 femmes 8 fleurs«. Kitsch er kun et fattigt ord for den syntetiske grundstemning i 8 kvinder.
Et dådyr står ved vinduet og vejrer. Det ligner både Disneys Bambi (1942) og en effekt fra et af Douglas Sirks amerikanske melodramaer, måske All That Heaven Allows (1956, da. Med kærlighedens ret) eller Written On the Wind (1957, da. Dårskabens timer), i hvert fald en af de stilfulde tårepersere med Rock Hudson og Jane Wyman.
Sirk var tysk og hed egentlig Hans Detlef Sierck, før han i 1937 kom til Hollywood. Her brugte han den sentimentale genre til at sige bittersøde sandheder om den menneskelige tilstand. I 2000erne dyrkes han lidenskabeligt af europæiske filmskabere som spanieren Pedro Almodóvar og franskmanden François Ozon. Også amerikaneren Todd Haynes har gjort indtryk med Far from Heaven (2002), en stærkt satirisk sjæler som er filmet i stilen fra Douglas Sirk.
DET følsomme præg fortager sig dog hurtigt. Snarere skal vi ind i teatret og spille Cluedo, når fotografen Jeanne Lapoirie har kørt lidt mere med kranen. Der er otte betagende kvinder i huset, som kameraet forelsker sig i. De findes i mange faconer og aldre, fra teenagedatteren Catherine (Ludivine Sagnier) til bedstemor Mamy (Danielle Darrieux) på 83 år.*
Fælles for dem alle er en relation til manden Marcel. Han ligger død i biblioteket og er sikkert blevet myrdet. Mens vi venter på politiet, går amazonerne hinanden på nerverne. De synger hver en gammel sang. De skændes og bekriger hinanden, før en art løsning og udsoning kommer i stand. Det er sådan set hele plottet i 8 femmes (2002) af François Ozon.
HUSETS frue Gaby (Catherine Deneuve) har intet til overs for svigerinden Augustine (Isabelle Huppert), men hader hende ikke decideret. Anderledes forholder det sig med Pierrette (Fanny Ardant), Marcels maîtresse, som Gaby går korporligt til, da facaden er krakeleret.
Der er også en giftefærdig datter, Suzon (Virginie Ledoyen), og mens det trofaste faktotum Madame Chanel (Firmine Richard) passer køkken, går husassistenten Louise (Emmanuelle Béart) og flytter glas rundt.
Vi er i et drivhus, et harem, et maskeret bordel, og der er ikke noget at sige til, at 8 femmes er blevet en verdenssucces. Det er trods alt ikke hver dag, man har lejlighed til at overvære en catfight mellem Ardant og Deneuve.
DENNE film er som fyldt chokolade, måske en æske Mon Chéri. Tung mørk chokolade om et kandiseret kirsebær, knitrende lyserød emballage og en næringsværdi i nanoafsnittet.
Med udsøgte kjoler og kunstfærdige frisurer hår skærer figurerne cirkler om hinanden på den følelsesmæssige skøjtebane. Der er otte hovedmistænkte og et lig i biblioteket. Men der er også et netværk af forhistorier og sporadiske tilløb til kærtegn og samtale. Hver af karaktererne synger en gammel sjæler fra 60erne. Da får vi noget at vide; da begriber vi hvad det hele skal til for. Ellers er alt ved filmen pastiche.
DEN franske filmskaber François Ozon (f. 1967) har været et af de varme festivalnavne i mange år efterhånden. Distinkte kortfilm som Une rose entre nous (1994), La petite mort (1995), Un robe d’été (1996), Regarde la mer (1997) og Scènes de lit (1998) havde gjort instruktøren huskendt, da spillefilmen Sitcom (1998) lancerede ham i fuldt format.
Debutarbejdet tog afsæt i fjernsynets situationskomedier og afsøgte i skinger humoristisk stil diverse fortrængninger i en »almindelig« borgerlig familie. Ozon er vist nok non-binær. De seksuelle relationer er en bærende metafor i hans arbejde.
Efter Sitcom fulgte tre meget forskellige film i hurtig rækkefølge. Les Amants criminels (1999) var en blanding af brødrene Grimm og Natural Born Killers. I et mere frugalt hjørne byggede Gouttes d’eau sur pierres brûlantes (1999, da. Dråber på hede sten) på Rainer Werner Fassbinders teaterstykke Tropfen auf heisse Steine. LGBTQ+-tematikken er næsten altid nærværende hos Ozon, men i Gouttes d’eau gør kvinderollerne, spillet af Ludivine Sagnier og Anna Thomson, den største og varmeste forskel.
DET første fuldbårne værk er dog Sous le sable (2001, da. Under sandet). Med udgangspunkt i en realistisk æstetik, som ikke sætter stilen over følelsen, skildrer Ozon, hvordan sorgen rammer Marie (Charlotte Rampling) så hårdt, at hun ikke kan forholde sig til savnet. Hvert år tilbringer hun og Jean (Bruno Cremer) nogle uger i deres fritidshus. Denne sommer forsvinder han sporløst, men bliver ved med at være der i hendes fantasi.
I slutbilledet står han i vandkanten. Hun bliver ved med at løbe imod ham og er hele tiden lige ved at nå frem, men han bliver aldrig hverken større eller mindre. Charlotte Rampling har sin bedste rolle i årtier. Hun spiller også hovedrollen i Swimming Pool (2003), som instruktøren lavede efter 8 femmes.
– »UNDER sandet« var realistisk i sit anslag, »8 kvinder« er hvinende sød og kunstfærdig... »Jeg vil helst lave en ny slags film hver gang, noget der er fuldkommen forskelligt fra dét, som jeg lige er blevet færdig med. Sous le sable var mere realistisk end mine tidligere film, men jeg har altid haft en svaghed for det stiliserede. Jeg holder i det hele taget af det gennemført kunstige, for jeg tror at sandheden somme tider er klarere udtrykt i det kunstige. Sous le sable var bygget op omkring én stor kvinderolle. Bagefter ville jeg lave en film med mange kvinder, som spillede sammen. Og jeg havde en vild idé om at caste disse pragtfulde skuespillerinder.«
– Egentlig er »8 femmes« et gammelt stykke af Robert Thomas. Hvor kendte du skuespillet fra?
»Jeg kendte det faktisk ikke, det gjorde min agent. Jeg havde lyst til at filmatisere et skuespil med mange personer i. Det første jeg gjorde var at gense George Cukors The Women (1939, da. Kvinder), som bygger på et stykke af Clare Boothe. Det gik dog hurtigt op for mig, at The Women var for amerikansk til at fungere på fransk. Så jeg fortalte min agent om ideen, at fylde en hel film med store kvinderoller, og jeg spurgte, om han havde nogle forslag. Han sagde: »Vent lidt, jeg synes jeg kan huske et stykke, jeg så i 60erne. Det var fuldkommen fjollet, men uhyre populært.« Jeg læste det, og jeg studerede også tv-udgaven fra 1972. I første omgang var jeg skeptisk, men jeg kunne se, at der var grundlag for den film som jeg ville lave.
Robert Thomas var populær i Frankrig i 60erne. Navnet er et pseudonym, egentlig hed han noget almindeligt fransk. Han skrev gammeldags kriminalromaner og teaterstykker i puslespilsgenren, og han bearbejdede også nogle af Agatha Christies bøger. Han er stort set glemt nu, og hans stykker er udsøgte period pieces, snarere end dramatiske mesterværker. Men jeg læste 8 femmes, og jeg syntes det var morsomt. I hvert fald kunne jeg mulighederne i det.
Jeg kan godt lide at tage meget populære ting og lave noget andet med dem. Og det er lettere at få en god film ud af et dårligt manuskript, end det er at filmatisere et mesterværk. Hvis man prøver på at filmatisere Marcel Proust, er forsøget næsten dømt til mislykkes. I dette tilfælde var det enkelt at ændre og tilpasse forlægget, fordi Robert Thomas døde i 1989. Jeg kunne gøre som jeg ville.
Skuespillet var en stor succes i 60erne, men det bliver ikke opført mere, for det er meget stift og gammeldags, noget der tilhører verden før 1968. Et af Robert Thomas’ skuespil, Piège pur un homme seul, blev købt af Alfred Hitchcock, som ville filmatisere det med Cary Grant. Thomas blev berømt af den grund. Han skrev også tv-krimier i 60erne og 70erne, men selve skuespillet er dårligt. Det eneste gode er plottet. Det beholdt jeg, men jeg skrev en masse ind i karaktererne. For eksempel var der ingen sange i det oprindelige skuespil. Det var en af de moderne ideer, vi kom med.«**
– VAR den ironiske distance også til stede i de oprindelige opsætninger? »Jeg tror nok, at publikum morede sig i 1961, men det er klart, at jeg har tilføjet nogle lag og givet det hele en ekstra drejning. I begyndelsen vidste jeg ikke, hvilke spillere jeg skulle arbejde med, jeg var mest interesseret i tonen og rammen. Efterhånden gik det op for mig, at jeg måtte lave en film med divaer som Catherine Deneuve, Isabelle Huppert og Fanny Ardant, for de bærer selv noget med sig.
For mig handler 8 femmes primært om skuespillerinder. Der er en særlig mytologi forbundet med at se Catherine Deneuve som karikeret burgøjserfrue. Hun er både Deneuve og sin rolle og noget imellem de to. Der var også en professionel jalousi, en uendelig subtil form for rivalisering mellem de otte kvinder. Jeg kunne enten opfatte den som et problem eller prøve at arbejde positivt med den.«
– Hvilke instruktører betyder noget for dig?
»Der er mange, jeg beundrer og holder af. Jeg er meget klassisk inspireret, Hitchcock, Bergman, Buñuel, men dem synes alle vel om, går jeg ud fra. De instruktører, der har gjort en afgørende personlig forskel, er dem der har eksperimenteret, dem som prøver at fortælle de gamle historier på andre måder. Især David Cronenberg og David Lynch. De blander forskellige genrer og prøver at skabe noget nyt med stumper af det gamle.«
– Du nævner selv Douglas Sirk som et forbillede. Han fandt først sin form, da han kom til Hollywood. Kunne du tænke dig at lave film i Amerika?
»Tiderne har ændret sig. Sirk tog til Hollywood på grund af krigen og nazismen, han havde ikke noget valg. Og dengang var studierne mere interesseret i at producere stilrene kunstneriske film, ikke nødvendigvis mere intellektuelle film, men gode film for voksne mennesker. Det var ikke nær så pengefikseret som nu, og mange af de europæiske instruktører fra den tid lavede deres bedste film i Hollywood.
Det ville være utænkeligt nu. Hvis jeg ville lave et melodrama i Sirks ånd, havde jeg bedre muligheder for at realisere det i Europa. Men jeg har ikke set Todd Haynes’ film, Far from Heaven, som faktisk er en hyldest til Sirk og de film. Jeg vil gerne have min frihed, jeg vil gerne selv bestemme, og det er ikke nødvendigt for mig at tage til Hollywood for at arbejde.«
– LIGESOM »Sitcom« er »8 femmes« forelsket i en særlig karikeret udgave af dét, som Buñuel kaldte »le charme discret de la bourgeoisie«, borgerskabets diskrete charme. Hvorfor er middelklassen så interessant? »Det er sjovere at skildre borgerskabet end arbejderklassen. Borgerskabet forklæder og fortrænger så meget, alt er facade, alle bærer maske hele tiden, så overfladen kan være rolig og smuk. Bag masken er de naturligvis som alle andre, men jeg kan godt lide film, der udforsker afstanden mellem idealet og det faktiske.«
– Seks film på fire år. Hvorfor arbejder du så meget? »Jeg er ikke sulten. En film om året er min naturlige rytme. Fassbinder lavede otte film om året, og han blev kun 37. Jeg kunne godt lave to, hvis jeg pressede på, men én om året er rigeligt.«
– Du bliver ofte nævnt som en repræsentant for noget, man kalder Ny Fransk Film. Findes der sådan en strømning? »Hvert tiende år taler man om en Ny Fransk Film. Men der er noget nyt, som gør sig gældende i fransk film lige nu. I mange år var man fuldkommen paralyseret af 60ernes nouvelle vague. Det er endelig ved at ændre sig. For tiden ser man en ny fransk bølge, som kan tage det mere afslappet. De unge instruktører behøver ikke at begå fadermord, for la nouvelle vague er ikke længere faderen, men bedstefaderen. Og man dræber ikke sin bedstefar.
Det var sværere for instruktører som Bertrand Tavernier, Claude Miller og Patrice Leconte, der lå under for den nye bølge. Vi har ikke noget problem med la nouvelle vague. Det var en strålende tid for fransk film, men vi er inspireret af mange slags film nu. Japanske og iranske film er lige så vigtige som 60ernes nye bølge. Vi kan holde af amerikanske film fra 50erne, og vi kan vedkende os alle disse referencer. Det er ikke noget problem. Tidligere var la nouvelle vague en trossag, virkelig som en religion.«
FILMENS clou er sangene. De tilfører helheden lige så meget som Pascaline Chavannes’ formidable kostumer og hele den gennemførte scenografi, som Laurence Bawedin har designet. Ludivine Sagnier synger »Papa t’es plus dans l’coup«; Isabelle Huppert reciterer »Message personnel« over sit eget distinkte klaverspil; Fanny Ardant vamper sig igennem »A quoi sert de vivre libre«. For hver gang handlingen sættes i stå, og der blændes op for en sang og en dans, som egentlig ligger uden for filmens virkelighed, bliver man klogere på karaktererne. Her bliver pastichen til noget mere. Her får overfladen dybde.
Virginie Ledoyen giver »Mon amour mon ami« en kant af tristesse, mens Firmine Richard tager alle verdens tårer i ed med »Pour ne pas vivre seul«. Catherine Deneuve – som ofte er blevet dubbet: de store Michael Legrand-sange fra Les parapluies de Cherbourg (1964, da. Pigen med paraplyerne) blev faktisk sunget af Danielle Licari – skærer en melankolsk vignet med »Toi jamais«. Filmens ældste medvirkende, Danielle Darrieux, runder af med »Il n’y a pas d’amour heureux«.
Ozon nægter hårdnakket at have kendskab til Dennis Potters britiske tv-føljetoner,Pennies from Heaven(1978),The Singing Detective(1986) ogLipstick on Your Collar(1993), der første gang lod karaktererne træde ud af deres roller og fremføre populære sange fra tiden. Han erkender dog at have set de nye semi-musicals, Woody AllensEveryone Says I Love You(1996) og Alain Resnais’On connaît la chanson(1997), der genbruger strategien. Resnais’ film er i øvrigt tilegnet Potter.
– VALGTE du selv sangene?
»Det gjorde jeg, og det var et kærlighedsarbejde. De er alle sammen populære i Frankrig, gamle schlagere, og det er naturligvis en pointe, det er de nødt til at være i denne sammenhæng. Sangene er både nye og gamle. Der er flest fra 60erne, Sylvie Vartan, Dalida, Nicoletta, Françoise Hardy, men også nogle fra 80erne, og Danielle Darrieux’ sang, »Il n´y a pas d’amour heureux«, er fra 30erne, et digt af Louis Aragon, som George Brassens satte musik til.
Jeg måtte lave en demokratisk film, som gav hver af kvinderne lejlighed til at være stjernen, i det mindste i de tre minutter, som det tog dem at leve deres sang. Det var også en hyldest til varieté og boulevardteater, men først og fremmest siger sangene noget særligt om karaktererne, selv om de er skrevet i andre sammenhænge.
De er ikke bare sætstykker. De siger sandheden. Det gælder helt bogstaveligt. Spillerne er ikke professionelle sangere. De tager maskerne af, når de synger, og jeg ville også filme deres sårbarhed. Franske tilskuere kender disse sange. Ofte er der en forbindelse mellem sangene og sangerinden, en kronologisk sammensværgelse mellem publikum og filmskaberne. Det trick virker naturligvis ikke for dig, som ikke kender sangenes historie, men hvis filmen var dansk og brugte danske evergreens, ville du få den samme følelse.«
– KVINDERNE er franske, men typerne virker amerikanske...
»På sin måde er 8 Femmes en hyldest til en bestemt slags film fra 50erne, meget konstruerede, men også kunstnerisk gennemarbejdede film, som gav almindelige mennesker megen fornøjelse. Douglas Sirks film er sikkert den vigtigste og tydeligste visuelle reference.
Produktionsdesigneren arbejdede meget bevidst med bestemte feminine typer til hver af de otte kvindefigurer. For Fanny Ardants vedkommende gjaldt det en kombination af Cyd Charisse og Ava Gardner; for Catherine Deneuve en blanding af Lana Turner og Marilyn Monroe. For Virginie Ledoyen var det Audrey Hepburn, og Emmanuelle Béarts look er baseret på et specifikt efterbillede af Leslie Caron i An American in Paris.***
I begyndelsen så vi på franske film fra 50erne, men det gik op for os, at den periode var meget trist i Europa. Det var lige efter krigen, og der var ikke megen glamour, så vi vendte os med vilje til de amerikanske stereotypier.
Det handler jo ikke om, hvem der har myrdet Marcel. Det handler om karaktererne. For mig ligger meget af meningen med 8 femmes i sammenstillingen af stilelementer og genrer, som man normalt ikke tænker på i samme forbindelse, kriminalfilm og musical, farce og melodrama. 8 femmes er en klassisk whodunnit, men man kan læse personerne på flere niveauer. Det er også en film om Isabelle Huppert og Catherine Deneuve. Deneuve har fået meget foræret, Huppert har måttet kæmpe for mange ting hen ad vejen. De ting har de med hjemmefra.«
– BLEV kvinderne ens instrueret?
»Jeg måtte være neutral. Det er klart, at man har sine favoritter, men det var ligesom i en familie, der måtte ikke gøres forskel. Jeg kunne ikke opnå en intimitet som den, jeg havde med Charlotte Rampling i Sous le sable, så på en måde var det lettere for mig. De er forskellige, og de skal tages forskelligt, men de forstod alle sammen, at der var tale om en ensemblefilm, at de skulle fungere på ét sted på én gang.
Det var naturligvis også svært, for jeg måtte skære mig selv i otte stykker. Ludivine Sagnier er ung, hun er ikke berømt, og hun er min veninde. Deneuve er feteret og skræmmende majestætisk. Det er klart, at jeg ikke kunne instruere dem på samme måde. Deneuve vil gerne være tæt på processen og kende motivationen og instruktionen i detaljer. For Isabelle Huppert gælder det modsatte. Hun vil ikke vide for meget om sammenhængen, men går direkte efter sin egen figur. Den første uge var et mareridt. Siden fandt vi en modus operandi.«
– HVORFOR skal det hele handle om kvinder? »Kvindelige skuespillere er mere tilbøjelige til at tage chancer og risikere noget. Mændene skal ikke nyde noget, de vil ikke rokke ved formlen, men kvinderne vil gerne, måske fordi det er sværere for en skuespillerinde at få gode roller, når hun bliver ældre. Og personligt foretrækker jeg at filme kvinder. Det har noget med skønhed at gøre, med sensualitet og intensitet. Ofte er kvinderne simpelthen klogere end mændene. Kvinder kan leve alene uden mænd. Jeg er ikke sikker på, at mændene kan leve uden kvinder.«
*) Danielle Darrieux døde i 2017. Hun nåede at fylde 100 år. I en karriere, der strakte sig over otte årtier, var der mere end 100 filmroller. Darrieux havde allerede rutinen fra otte filmroller, da hun medvirkede i Mauvaise Graine (1934), den første film, som Billy Wilder både skrev og instruerede. Darrieux huskes især for førsteudgaven af Mayerling (Anatole Litvak,1936); for sit arbejde med Max Ophüls (i bl.a. La Ronde, 1950; Le Plaisir, 1952, og Madame de...,1953); for rollen som Madame de Rénal i Stendhal-filmatiseringen Le rouge et le noir (Claude Autant-Lara, 1954), hvor hun spillede over for Gérard Philippe, og for Stefan Zweig-filmatiseringen 24 heures de la vie d'une femme (Dominique Delouche, 1968). Allerede i Jacques Demys nouvelle vague-musical Les desmoiselles de Rochefort (1967, da. Pigerne fra Rochefort) er hun brugt for sin metafiktive aura, den legendariske kvalitet, som Ozon taler om i forbindelse med Deneuve og Huppert: »For mig handler 8 femmes primært om skuespillerinder. Der er en særlig mytologi forbundet med at se Catherine Deneuve som karikeret burgøjserfrue. Hun er både Deneuve og sin rolle og noget imellem de to...«
**) Robert Thomas (1927-1989) hed faktisk Robert [Albert Louis] Thomas. I 50erne og 60erne var han aktiv, meget produktiv og særdeles succesfuld i krydsfeltet mellem teater, film, radio og tv. Han skrev, instruerede, producerede og medvirkede selv i film og forestillinger, der med stort held blandede humor, krimi og pikant romantik af satirisk tilsnit. Thomas skrev den oprindelige Huit femmes i 1958. Ved en genopsætning i 1961 var succesen overvældende, og Huit femmes vandt årets Hachette Prix du Quai des Orfevres. Sin største succes fik han med Piege pour un homme seul (Trap for a Lonely Man). Alfred Hitchcock købte filmrettighederne, men nåede ikke at arbejde med stoffet, før han døde. Det blev i 1969 til en tv-film med titlen Honeymoon with a Stranger. John Peyser instruerede Janet Leigh og Cesare Danova i de bærende roller. Også One of My Wives is Missing (Glenn Jordan, 1976) og Vanishing Act (David Greene, 1986) med Elliott Gould og Margot Kidder bygger på skuespillet. Robert Thomas var direktør for Théâtre Edward VII i Paris fra 1970 til sin død.
***) Kostumet og attituden er dog mere oplagt baseret på Célestine, Jeanne Moreaus karakter i Luis Buñuels og Jean-Claude Carrières 1964-filmatisering af Octave Mirbeaus Le journal d’une femme de chambre (1900, da. En kammerpiges dagbog). Jeanne Moreau (1928-2017) er så godt som den eneste diva, der mangler i koret af kvindelige koryfæer. Ozon korrigerede forholdet i Le temps qui reste (2005, da. Tid til afsked), hvor Moreau har en sen signaturrolle som den døende unge mands bedstemor.
François Ozon blev interviewet på Café Beaubourg i Paris den 29. juli 2002
8 femmes (8 kvinder – og et mord). Instr.: François Ozon. Manus: Marina de Van, François Ozon. Foto: Jeanne Lapoirie. 111 min. Italien-Frankrig 2002. Dansk premiere: 25.12.02
Fotos: Fidélité Productions/ Canal+/ CNC/ France 2 Cinéma/ Local Films/ Mars Distribution/ BIM Distribuzione/ Focus Features/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ IMDBpro/ YouTube/ Unifrance/ BGJ (Ozon 2002 portraits)
Filmen streames på Amazon Store, Apple TV, MAX, Rakuten TV, YouTube Film
2K Blu-ray fra Soul Media 18.04.2022
Artiklen stod – med rubrikken »Otte kvinder, otte blomster« – i Weekendavisen Kultur 13.12.2002