Translate

Viser opslag med etiketten Hanna Schygulla. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Hanna Schygulla. Vis alle opslag

onsdag den 16. november 2022

François Ozon: Peter von Kant (2022)


SOM I TEATRET
Fra lærling til mester og omvendt

Af BO GREEN JENSEN

»KAN du huske, da de afviste Tropfen?« siger Peter von Kant til sin personlige assistent og hengivne husfører, Karl, da der kommer svar fra Bavaria Film. Selskabet vil se det som en ære at finansiere hans næste projekt. »En flok hyklere. Dumme svin,« tordner Peter. Men han er oppe at køre fra morgenstunden og forstærker glæden med cognac og kokain, da divaen Sidonie kommer forbi.
   Tre år før var hun stjernen i Peters begynderarbejder. Sidonie var Peters actrice fetîche, men hun solgte sin sjæl til de andre og svigtede ham for Hollywood. Og se bare, hvad der kom ud af det. Det er derfor en rolle til legendariske Romy Schneider (1938-1982), som Peter har sat Karl til at skrive. 
   Peter behandler Karl som en slave. Man vænner sig til det, men undrer sig såre. Og kender jo på forhånd relationen fra Die bitteren Tränen der Petra von Kant (1972, da. Petra von Kants bitre tårer), hvor de ikoniske roller blev spillet af Margit Carstensen og Irm Hermann.



FRANÇOIS Ozons nye film er både en fortolkning af og en hyldest til tyskeren Rainer Werner Fassbinder (1945-1982). Fassbinders eksempel har altid været vigtigt for Ozon. Blandt hans første produktioner var Gouettes d'eau sur pierres brûlantes (2000, da. Dråber på hede sten), som byggede på Fassbinders skuespil fra 1985. Så i Peters atelierlejlighed hænger bl.a. en plakat for hans (fiktive) filmudgave af Tropfen auf Heiße Steine.*
   Kønsfordelingen er vendt hos Ozon. Det er mere end en gimmick til ære for tiden. Nu er det mænd, som har kvindernes roller og kan give de gamle replikker nyt liv: »Franz kneppede mig, som en tyr knepper en ko. Smerten, Sidonie, du kan ikke forestille dig smerten. Og når jeg nogle gange følte nydelse, fyldtes jeg af skam. Han troede, jeg græd af kærlighed, af taknemlighed. Han var så dum. Mænd er så dumme.«
   Også miljøet er drejet en omgang. Modeskaberen Petra er blevet til filminstruktøren Peter. Den tavse Marlene er blevet til Karl (Stefan Crepon) med det brændende blik. Sidonie har ikke skiftet køn. Hun bliver stilfuldt fremstillet af Isabelle Adjani, der ikke har været så god eller velanbragt, siden Patrice Chéreau castede hende som La reine Margot i 1994.



I FASSBINDERS FILM er det stjernefrøet Karin, betagende fremstillet af Hanna Schygulla, som Petra forelsker sig hjælpeløst i. I Ozons version bliver hun til Amir Ben Salem (Khalil Ben Gharbia), en smuk og fysisk perfekt model, der lyver, besnærer og manipulerer. Amir er kun ægte begejstret i én enkelt scene. Det er, da Karl kommer hjem med aviser og anmeldelser af Peters nye film. I Stern står en stor, illustreret artikel om Amir, den seneste kommende stjerne, som troldmanden Peter har skabt.
   Som en talisman fra for 50 år siden medvirker Hanna Schygulla i rollen som Peters mor. Det gør hun med ømhed og autoritet. Schygulla kom fra Action-Theater i München sammen med Fassbinder, og hun var med hele vejen. Hun medvirkede i 23 af hans film, fra Liebe ist kälter als der Tod (1969, da. Kærligheden er koldere end døden) til Berlin Alexanderplatz-serien og Lili Marlene (1981). Schygulla har haft en lang karriere med gode roller i europæiske auteurfilm, men det er aldrig blevet det samme, som det var med Fassbinder i 1970ernes opskræmte Tyskland.

   

OZON er meget specifik med hensyn til tiden og faget. Handlingen er henlagt til Peters atelierlejlighed i Köln 1972, og som nævnt dikterer filmskaberen et brev til Romy Schneider, da han og Karl bliver præsenteret. Hos Fassbinder var det en vis »Mankiewicz«. Han havde typerne og ideen til Petra von Kants bitre tårer fra Joseph L. Mankiewiczs All About Eve (1950, da. Alt om Eva), hvor miljøet er Broadway-teater. Den undselige Ann Baxter forfører og forråder Bette Davis. George Sanders er vidnet i midten, og Marilyn Monroe siger sin første replik.


OZON har pakket filmen ind i fine ornamenter. Han har altid haft hjerte og smag for musikken. Det var i sangene, at de forsamlede divaer kunne sige sandheden i gennembrudsfilmen 8 femmes (2003, da. Otte kvinder – og et mord), og i Jeune et jolie (2013, da. Ung & Smuk) lod han fire sange af Françoise Hardy give året struktur.
   Her bliver »Comme au théâtre« (1970) med Cora Vaucaire en sang, der forklarer livssynet. Sætstykket er dog en ballade, som filmen tilskriver Sidonie-karakteren. Isabelle Adjani synger selv den livskloge tekst til »Jeder tötet was er liebt«, som Ozon har skrevet med sammenføjede linjer fra Oscar Wildes »The Ballad of Reading Gaol« (1897). I digtet står blandt andet, at »den feje myrder med et kys«, mens »den modige griber til sværdet«.
   Fassbinders film er beundret for sin hermetiske kvalitet, som fotografen Michael Ballhaus beriger med kreative spejlkompositioner. Alt foregår i én dekoration. Også Ozons film bliver i lejligheden, men der er mere fornemmelse af en omverden, og hans fotograf, Manuel Dacosse, viser huset på afstand i skiftende årstider. Fassbinder var interesseret i ritual og magtstrukturer. Ozon er mere åben for varme og levende hverdag.



DET er ikke et 1:1-portræt af Fassbinder, som Denis Ménochet fremstiller. Han er nemmere at identificere sig med, end Margit Carstensen var. Der er mere charme i denne version, og især er der en distinkt galgenhumor, på én gang tragisk, absurd og ustyrlig, som Fassbinder slet ikke havde i spil. Det bliver Peters tårer ikke mindre bitre af.**
   Amir er 23 år. Peter fylder 40 i finalen, hvor den store psykologiske nedsmeltning finder sted. Det er i ingen fortolkning på tale, at Peter kunne være udnytteren. Det er altid ham, der bliver brugt og kasseret. Amir ved præcis, hvor bjørnen skal trykkes, og skønt også han lærer noget til slut, da Peter har besluttet sig, er der ingen ny krænkelseskontekst.
   Peter langer ud mod de tre, som udgør hans bagland. Sidonie, moderen Valeria og teenagedatteren Gabriele er de eneste, der elsker ham, selv om – eller netop fordi – han er, som han er. Kun de tre er kvinder i begge versioner



PETER har Factory-agtigt udstyr i sit hjemmestudie og kan prøvefilme Amir med det samme på Andy Warhol-manér. Jeg ved ikke, om Fassbinder boede sådan – det ved kun hans danske discipel, forfatteren og filmskaberen Christian Braad Thomsen, som kom der i perioden. Det ville være interessant at udspørge ham om Ozons version.
   Omvendt er det sikkert netop dét, man ikke skal. Ozons film er Fassbinder til en ny tid. Vi ser, at den unge mand er en betagende løgner, da han græder og stammer sig gennem historien, mens skyggerne skifter på hans ansigt. Karl ser det også med brændende øjne. Det er et chok, da han reagerer til slut.
   Dialogen er smukt bearbejdet, og Ozon beholder de vigtigste replikker. »Man må lære at elske uden at kræve,« siger Peter til sin mor. Dét er summen af smerte og erfaring i verden ifølge Peter von Kant.


*) Der er flere plakater for Peter von Kant. Den blå er et riff på den originale tyske plakat for Querelle (1982), som Andy Warhol udførte på bestilling. Den findes også i farverne grøn og grå. Fassbinders sidste, ekstremt stiliserede produktion var mere fransk end tysk og er bemærkelsesværdig for brugen af kultstjerner som Brad Davis, France Nero og især Jeanne Moreau. Querelle var baseret på Jean Genets roman om Querelle de Brest (1947). Fassbinder døde den 10. juni 1982. Querelle fik premiere på Mostraen i Venedig den 31. august samme år.



**) Men Fassbinder har den samme slags humor i andre arbejder. Især er den karikerede fremstilling af digteres vilkår og forlagsmiljøet i Satansbraten (1976, da. Satans yngel) blevet både præcis og bidende morsom. Digteren Walter Kranz får succes ved at samle en Stefan George-inspireret kult af disciple. Og samlingen Keine Feier für den toten Hund des Führers er et hit i 70ernes højborgerlighed, hvor man ikke vil høre mere »verkrampfter linker Kitsch«. Walter prostituerer sig in extremis og ser for sent, at hans hustru forsvinder. Da foragter disciplene ham for hans svaghed. I 70erne fyldte Fassbinder så meget, at man som yngre filmfan blev skeptisk. Satans yngel var den af hans film, som jeg tunede ind på back in the day
. 

Peter von Kant. Instr. & manus: François Ozon. Foto: Manuel Dacosse. 85 min. Frankrig-Belgien 2022. Dansk premiere: 06.10.2022.


Fotos: FOZ | stills: Carole Bethuel/ France 2 Cinéma/ Playtime/ Scope Pictures/ Diaphana Films/ Unifrance/ Another World Entertainment/ Cinematerial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film
2K Blu-ray fra Diaphana (Frankrig) 08.11.2022
Anmeldelsen indlæst og lagt på Weekendavisen Kultur 06.10.2022; trykt 07.10.2022.

fredag den 18. marts 2022

François Ozon: Alt gik godt/Tout s'est bien passé (2021)


EN VÆRDIG DØD
Assisteret selvmord i virkelig tid

Af BO GREEN JENSEN

PROBLEMATIKKEN omkring aktiv dødshjælp – eutanasi – er et af de evige emner, som vi fortrænger så længe som muligt. Man kan sagtens have principielle anskuelser, men sagen bliver først virkelig, når og hvis valget er aktuelt.
   En af dine kære beder dig om at få lov til at dø. Eksistensen er blevet ubærlig. I alle lande har etiske råd og organer diskuteret spørgsmålet. Filosofisk set er det glødende kul. Har vi ret til at slette et menneskeliv?
   François Ozons nye film er et sobert case study. Den franske auteur går til emnet med samme takt og distance, som gjorde Grâce à Dieu (2018, da. Gud være lovet) til en stor film om overgrebene i den katolske kirke. Hvor andre ville skrue op for følelsesstyrken, holder Ozon igen og doserer sit stof.



FORFATTEREN Emmanuèle (Sophie Marceau) er uforberedt – som raske mennesker altid er – da der bliver ringet fra hospitalet om, at hendes far har fået et slagtilfælde. Første gang vi ser André Bernheim (André Dussolier), er han så medtaget, at vi ikke kan fortænke ham i at nære et dødsønske.
   Emmanuèle er ældste datter. Også søsteren Pascale (Géraldine Pailhas) er med, da hjernen bliver scannet, og det står klart, hvor alvorlig tilstanden er. Senere, da André har mere overskud, kan man diskutere. Men han holder ved sin beslutning: »Du skal hjælpe mig med at dø.«
   De fleste film om emnet er faktuelt baserede konstruktioner. Det gør meget for denne, at her er tale om en autentisk fremstilling. Forlægget er Emmanuèle Bernheims selvbiografiske roman om, hvordan hun assisterede sin far. »Alt gik godt« – »Tout s’est bien passé« – er den sidste replik.
   André er 85 år, en rig pensionist og betydningsfuld kunstsamler. Mens døtrene overvejer og selv har en hverdag, får Emmanuèlle kontakt med den schweiziske organisation, som arrangerer dødshjælp. »Hvor meget vil det stå os i?« spørger André. »Cirka 70.000 euro.« »Hvad gør de fattige mon?« »De venter på at dø.« »Stakler,« er den privilegerede kommentar.



ALT gik godt er på overfladen en procedural. Vi ser, hvordan man bærer sig ad med at omgå den franske lovgivning; hvordan det helt lavpraktisk er med transport og metode. Målet er og bliver en værdig død, som individet har valgt.
   Under overfladen er fokus på døtrenes reaktioner. Emmanuèle husker i glimt, hvordan hendes far altid kritiserede hendes udseende. Hun husker sin mor – billedhuggeren Claude de Soria – da kvinden endnu kunne smile. Pascale er jaloux, fordi André igen har favoriseret den ældste. »På en måde har han vel givet dig en gave. Har du ikke altid ønsket ham død?«
   Det har hun engang, når hun skal være ærlig. I et næsten sublimativt indklip står hun som ung kvinde med en pistol og likviderer den gamle André. Det lykkes Ozon at forstørre Emmanuèles synsvinkel til hele filmens virkelighed.


DET er især en film om forgængelighed. Hanna Schygulla (77) har rollen som den schweiziske kvinde, en pensioneret dommer, der koordinerer missionen. Charlotte Rampling (75) er søstrenes mor, som har sin egen tragedie.
   Det er kun i Schweiz, at loven tillader dødshjælp. Hvis den uhelbredeligt syge vil væk, kan det lade sig gøre. Filmen ender på faciliteten, vi har set i mere dramatiske konstruktioner som Samanou Sahlstrøms I dine hænder (2015) og Jonas Arnbys Selvmordsturisten (2019).
   Ozons film er tør, præcis og neutral. Man følger proceduren og har fred til at reagere. For hver enkelt tilskuer bliver det muligt – og nødvendigt – at træffe et valg.



Alt gik godt (Tout s’est bien passé). Instr. & manus: François Ozon. Foto: Hichame Alaouie. 113 min. Frankrig 2021. Dansk premiere: 25.11.2021.


Fotos: Mandarin Films/ FOZ/ France 2 Cinéma/ Playtime Production/ Canal+/ Ciné+/ France Télévisions/ Cohen Media Group/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, DRTV, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film
2K Blu-ray fra Diaphana 01.02.2022
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 26.11.2021