Translate

Viser opslag med etiketten Isabelle Adjani. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Isabelle Adjani. Vis alle opslag

onsdag den 16. november 2022

François Ozon: Peter von Kant (2022)


SOM I TEATRET
Fra lærling til mester og omvendt

Af BO GREEN JENSEN

»KAN du huske, da de afviste Tropfen?« siger Peter von Kant til sin personlige assistent og hengivne husfører, Karl, da der kommer svar fra Bavaria Film. Selskabet vil se det som en ære at finansiere hans næste projekt. »En flok hyklere. Dumme svin,« tordner Peter. Men han er oppe at køre fra morgenstunden og forstærker glæden med cognac og kokain, da divaen Sidonie kommer forbi.
   Tre år før var hun stjernen i Peters begynderarbejder. Sidonie var Peters actrice fetîche, men hun solgte sin sjæl til de andre og svigtede ham for Hollywood. Og se bare, hvad der kom ud af det. Det er derfor en rolle til legendariske Romy Schneider (1938-1982), som Peter har sat Karl til at skrive. 
   Peter behandler Karl som en slave. Man vænner sig til det, men undrer sig såre. Og kender jo på forhånd relationen fra Die bitteren Tränen der Petra von Kant (1972, da. Petra von Kants bitre tårer), hvor de ikoniske roller blev spillet af Margit Carstensen og Irm Hermann.



FRANÇOIS Ozons nye film er både en fortolkning af og en hyldest til tyskeren Rainer Werner Fassbinder (1945-1982). Fassbinders eksempel har altid været vigtigt for Ozon. Blandt hans første produktioner var Gouettes d'eau sur pierres brûlantes (2000, da. Dråber på hede sten), som byggede på Fassbinders skuespil fra 1985. Så i Peters atelierlejlighed hænger bl.a. en plakat for hans (fiktive) filmudgave af Tropfen auf Heiße Steine.*
   Kønsfordelingen er vendt hos Ozon. Det er mere end en gimmick til ære for tiden. Nu er det mænd, som har kvindernes roller og kan give de gamle replikker nyt liv: »Franz kneppede mig, som en tyr knepper en ko. Smerten, Sidonie, du kan ikke forestille dig smerten. Og når jeg nogle gange følte nydelse, fyldtes jeg af skam. Han troede, jeg græd af kærlighed, af taknemlighed. Han var så dum. Mænd er så dumme.«
   Også miljøet er drejet en omgang. Modeskaberen Petra er blevet til filminstruktøren Peter. Den tavse Marlene er blevet til Karl (Stefan Crepon) med det brændende blik. Sidonie har ikke skiftet køn. Hun bliver stilfuldt fremstillet af Isabelle Adjani, der ikke har været så god eller velanbragt, siden Patrice Chéreau castede hende som La reine Margot i 1994.



I FASSBINDERS FILM er det stjernefrøet Karin, betagende fremstillet af Hanna Schygulla, som Petra forelsker sig hjælpeløst i. I Ozons version bliver hun til Amir Ben Salem (Khalil Ben Gharbia), en smuk og fysisk perfekt model, der lyver, besnærer og manipulerer. Amir er kun ægte begejstret i én enkelt scene. Det er, da Karl kommer hjem med aviser og anmeldelser af Peters nye film. I Stern står en stor, illustreret artikel om Amir, den seneste kommende stjerne, som troldmanden Peter har skabt.
   Som en talisman fra for 50 år siden medvirker Hanna Schygulla i rollen som Peters mor. Det gør hun med ømhed og autoritet. Schygulla kom fra Action-Theater i München sammen med Fassbinder, og hun var med hele vejen. Hun medvirkede i 23 af hans film, fra Liebe ist kälter als der Tod (1969, da. Kærligheden er koldere end døden) til Berlin Alexanderplatz-serien og Lili Marlene (1981). Schygulla har haft en lang karriere med gode roller i europæiske auteurfilm, men det er aldrig blevet det samme, som det var med Fassbinder i 1970ernes opskræmte Tyskland.

   

OZON er meget specifik med hensyn til tiden og faget. Handlingen er henlagt til Peters atelierlejlighed i Köln 1972, og som nævnt dikterer filmskaberen et brev til Romy Schneider, da han og Karl bliver præsenteret. Hos Fassbinder var det en vis »Mankiewicz«. Han havde typerne og ideen til Petra von Kants bitre tårer fra Joseph L. Mankiewiczs All About Eve (1950, da. Alt om Eva), hvor miljøet er Broadway-teater. Den undselige Ann Baxter forfører og forråder Bette Davis. George Sanders er vidnet i midten, og Marilyn Monroe siger sin første replik.


OZON har pakket filmen ind i fine ornamenter. Han har altid haft hjerte og smag for musikken. Det var i sangene, at de forsamlede divaer kunne sige sandheden i gennembrudsfilmen 8 femmes (2003, da. Otte kvinder – og et mord), og i Jeune et jolie (2013, da. Ung & Smuk) lod han fire sange af Françoise Hardy give året struktur.
   Her bliver »Comme au théâtre« (1970) med Cora Vaucaire en sang, der forklarer livssynet. Sætstykket er dog en ballade, som filmen tilskriver Sidonie-karakteren. Isabelle Adjani synger selv den livskloge tekst til »Jeder tötet was er liebt«, som Ozon har skrevet med sammenføjede linjer fra Oscar Wildes »The Ballad of Reading Gaol« (1897). I digtet står blandt andet, at »den feje myrder med et kys«, mens »den modige griber til sværdet«.
   Fassbinders film er beundret for sin hermetiske kvalitet, som fotografen Michael Ballhaus beriger med kreative spejlkompositioner. Alt foregår i én dekoration. Også Ozons film bliver i lejligheden, men der er mere fornemmelse af en omverden, og hans fotograf, Manuel Dacosse, viser huset på afstand i skiftende årstider. Fassbinder var interesseret i ritual og magtstrukturer. Ozon er mere åben for varme og levende hverdag.



DET er ikke et 1:1-portræt af Fassbinder, som Denis Ménochet fremstiller. Han er nemmere at identificere sig med, end Margit Carstensen var. Der er mere charme i denne version, og især er der en distinkt galgenhumor, på én gang tragisk, absurd og ustyrlig, som Fassbinder slet ikke havde i spil. Det bliver Peters tårer ikke mindre bitre af.**
   Amir er 23 år. Peter fylder 40 i finalen, hvor den store psykologiske nedsmeltning finder sted. Det er i ingen fortolkning på tale, at Peter kunne være udnytteren. Det er altid ham, der bliver brugt og kasseret. Amir ved præcis, hvor bjørnen skal trykkes, og skønt også han lærer noget til slut, da Peter har besluttet sig, er der ingen ny krænkelseskontekst.
   Peter langer ud mod de tre, som udgør hans bagland. Sidonie, moderen Valeria og teenagedatteren Gabriele er de eneste, der elsker ham, selv om – eller netop fordi – han er, som han er. Kun de tre er kvinder i begge versioner



PETER har Factory-agtigt udstyr i sit hjemmestudie og kan prøvefilme Amir med det samme på Andy Warhol-manér. Jeg ved ikke, om Fassbinder boede sådan – det ved kun hans danske discipel, forfatteren og filmskaberen Christian Braad Thomsen, som kom der i perioden. Det ville være interessant at udspørge ham om Ozons version.
   Omvendt er det sikkert netop dét, man ikke skal. Ozons film er Fassbinder til en ny tid. Vi ser, at den unge mand er en betagende løgner, da han græder og stammer sig gennem historien, mens skyggerne skifter på hans ansigt. Karl ser det også med brændende øjne. Det er et chok, da han reagerer til slut.
   Dialogen er smukt bearbejdet, og Ozon beholder de vigtigste replikker. »Man må lære at elske uden at kræve,« siger Peter til sin mor. Dét er summen af smerte og erfaring i verden ifølge Peter von Kant.


*) Der er flere plakater for Peter von Kant. Den blå er et riff på den originale tyske plakat for Querelle (1982), som Andy Warhol udførte på bestilling. Den findes også i farverne grøn og grå. Fassbinders sidste, ekstremt stiliserede produktion var mere fransk end tysk og er bemærkelsesværdig for brugen af kultstjerner som Brad Davis, France Nero og især Jeanne Moreau. Querelle var baseret på Jean Genets roman om Querelle de Brest (1947). Fassbinder døde den 10. juni 1982. Querelle fik premiere på Mostraen i Venedig den 31. august samme år.



**) Men Fassbinder har den samme slags humor i andre arbejder. Især er den karikerede fremstilling af digteres vilkår og forlagsmiljøet i Satansbraten (1976, da. Satans yngel) blevet både præcis og bidende morsom. Digteren Walter Kranz får succes ved at samle en Stefan George-inspireret kult af disciple. Og samlingen Keine Feier für den toten Hund des Führers er et hit i 70ernes højborgerlighed, hvor man ikke vil høre mere »verkrampfter linker Kitsch«. Walter prostituerer sig in extremis og ser for sent, at hans hustru forsvinder. Da foragter disciplene ham for hans svaghed. I 70erne fyldte Fassbinder så meget, at man som yngre filmfan blev skeptisk. Satans yngel var den af hans film, som jeg tunede ind på back in the day
. 

Peter von Kant. Instr. & manus: François Ozon. Foto: Manuel Dacosse. 85 min. Frankrig-Belgien 2022. Dansk premiere: 06.10.2022.


Fotos: FOZ | stills: Carole Bethuel/ France 2 Cinéma/ Playtime/ Scope Pictures/ Diaphana Films/ Unifrance/ Another World Entertainment/ Cinematerial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film
2K Blu-ray fra Diaphana (Frankrig) 08.11.2022
Anmeldelsen indlæst og lagt på Weekendavisen Kultur 06.10.2022; trykt 07.10.2022.

søndag den 13. november 2022

Dronningebilleder | Patrice Chéreau: La Reine Margot (1994)


DE LANGE KNIVES NAT
Sanselighed og politisk teater

Af BO GREEN JENSEN

BARTHOLOMÆUSNATTEN er blandt de mest radikale eksempler på religiøs og politisk udrensning i ældre europæisk historie.
 Natten til den 24. august 1572 gav den katolske kong Charles IX ordre til det organiserede massemord på »huguenotterne«, dvs. Frankrigs calvinistiske protestanter. Cirka 20.000 liv gik tabt.*
   Charles gav efter alt at dømme ordren på sin mors foranledning. Catherine de Medici (1519-1589) var allerede berømt og berygtet for sin store viden om dræbende gifte og raffinerede drabsmetoder. Hertugen af Guise, Catherines rådgiver og katolikkernes »jernmand«, velsignede planen og leverede soldater til at udføre den.
   En centralt placeret biperson i det politiske teater var kongens søster, Marguerite de Valois (1492-1549). Ti dage før Bartholomæusnatten blev hun gift med protestanten Henri de Bourbon, den senere Henri IV. Det skete i et besværgende forsøg på at dæmme op for det totale kaos. Det var samtidig let at få ram på de mest magtfulde protestanter, der var kommet til Paris som bryllupsgæster. På øjenvidnet Francois Dubois' maleri, som er vist ovenfor, kommer Catherine de Medici ud fra slottet og betragter resultatet af sine politiske manøvrer med tilfredshed.    
   I 1845 forstørrede Alexandre Dumas, underholderen par excellence i fransk litteratur, denne lille figur til en hovedperson i føljetonromanen La reine Margot, der tager lige så let på sit historiske forlæg som mesterens øvrige romaner eller romancer.**
   I 1954 blev romanen fornemt filmatiseret af Jean Dréville med en ung Jeanne Moreau i titelrollen. Abel Gance, manden bag den monumentale og aldrig fuldt færdiggjorte Napoleon (1927), skrev manuskriptet. Men det er strengt taget hverken Drévilles film eller Dumas’ historiske fantasi, som Patrice Chéreau har baseret 1994-versionen af Dronning Margot på. Han og manuskriptforfatteren Danièle Thompson har deres egen vision og dagsorden.  



DUMAS kan krediteres for intrigen. Det er Dumas, som med sædvanlig tæft for det effektivt kulørte lader Margot forelske sig i den protestantiske oprørsleder La Môle, som hun møder på et af de natlige togter gennem Paris, hvor hun færdes inkognito og samler partnere op. Dæmoniseringen af Catherine de Medici blev knæsat hos Dumas, og Chéreaus film bruger både skelettet og handlingsgangen fra hans roman. 
   På selve Bartholomæusnatten redder Margot sin elskers liv, og det er hende, som sørger for, at Henri, den senere konge, slipper uskadt fra slagteriet. Men skønt bogen bærer hendes navn, er hun ikke central for dens fremstilling. Det er hun derimod hos Chéreau. Filmen lever og ånder i kraft af kvindens karismatiske nærvær og sunde fornuft.



CHÉREAU tager hul på sin skæbnefortælling ti dage før Bartholomæusnatten, da Margot og Henri Navarre bliver gift. Stilen er fra starten høj og meget hektisk, sceneriet så visuelt overdådigt, at man straks drages ind i en tumultuarisk handlingsgang, som det er svært at orientere sig i. Chéreau dyrker mildest talt ikke den pædagogiske amerikanske form med skærmtekster, formidlende fortæller og regelret kronologi. Her går vi direkte i kødet på en fremdrømt historie, som efterhånden etablerer sin egen sprængte virkelighed.
   Vi hverken kender eller får forklaret baggrunden for stridigheden mellem de to huse, som brylluppet forener. I begyndelsen kan vi knap nok kende forskel på katolikker og huguenotter. Vi ser blot to talstærke renæssancefamilier, der udspionerer, bagtaler og forgifter hinanden, mens en heksegryde fuld af politiske intriger koger op i den brogede baggrund. På sin bryllupsnat tager Margot halvmaske på og går ud for at finde en elsker, mens Catherine lægger planer for, hvordan hun bedst kan blive af med den svigersøn, man har påtvunget hende. Vi er i en verden som Hamlets: skæv og forvreden, af led og af lave.



I DETTE kyniske klima er Margot en figur, som vi kan forholde os til, alene fordi hun insisterer på at følge sin lidenskab og sin menneskelighed. Det samme er den svage, forvirrede konge, der egentlig drømmer om at leve i fred med sin hemmelige hustru og deres barn. Da Henri redder Charles fra at blive dræbt af et vildsvin, formes nogle af de menneskelige relationer, som vi bedre kan sætte os ind i, på tværs af de politiske konstellationer.
   Isabelle Adjani har sanselig tyngde som den kompromisløse livsbekræfter Margot; Jean-Hughes Anglade ligner mest af alt en martret rockstjerne i rollen som den plagede kong Charles, og som Henri af Navarre udtrykker Daniel Auteuil på én gang skepsis, vantro og væmmelse over for det blodteater, han inddrages i. Han er skræmt fra vid og sans, men nægter alligevel at give køb på sine personlige værdier. Det samme gør Margot på sin måde, og efterhånden fatter ægtefællerne da også oprigtig sympati for hinanden.



DET er de tre, der bevæger sig. Det øvrige persongalleri er i højere grad skrevet frem som koncentrerede principper. Pascal Greggory er fyrig og firkantet som den handlekraftige Anjou. Virna Lisi (1936-2014), der som ung var blandt italiensk films »guddommelige skabninger«, har en sen signaturrolle som fabelvæsenet Catherine de Medici. Hendes kulde er statisk og stiliseret, mens schweizisk-franske Vincent Perez er varm og moderne i rollen som La Môle, der står uden for de aristokratiske hierarkier.
   Har filmen et politisk budskab, er det dét: privilegier og jagten på samme er gift, der går i blodet og kommer ud gennem huden som arsenik. I sidste billede sidder Margot i kareten med La Môles afhuggede hoved i sit skød. Det var et øjeblik muligt at bryde mønstret. Nu rulles friheden atter tilbage.



CHÉREAU arbejder virtuost med orkestreringen af det tiltagende hysteri. Ved at lægge den blodige udrensning i begyndelsen, hensætter filmen os effektivt i en fortumlet choktilstand, hvor strengt taget intet kan overraske. Begivenhederne får en egen absurd og modbydelig logik, skønt vi ofte har svært ved at følge personernes motivation.
   Indbegrebet af det halsløse grusomhedsteater – og overhovedet filmens suveræne sætstykke – falder i scenen, hvor Catherine har forgiftet den forkerte, og hendes søn bogstavelig talt sveder blod. Margot knæler i sin hvide kjole og tager kongens hoved i sit skød. Hun rejser sig dækket af broderens blod, og vi ser hvordan vanviddets og fanatismens aftryk ser ud.



PATRICE Chéreau (1944-2013) var teatermand –
 i parentes bemærket betragtede Dumas altid sig selv som dramatiker først og fremmest – og det bærer filmen præg af. Den er fuld af grand guignol-elementer og sværger til stofmættede tableauer, der konsekvent imponerer, men sjældent forklarer. 
   Af samme grund ligger filmens styrke i dens karakter af mareridtsagtig hallucination. Dronning Margot er en tættere og skarpere film end beslægtede franske bestræbelser som Roger Planchons Louis, enfant roi (1993, da. Barnekongen Louis). Set fra 2022 er La Reine Margot et forvarsel om de farve- og stofmættede fantasier i historiske serier og film som The Tudors (2007-2010), Medici (2016-2019), Elizabeth: The Golden Age (2007) og Mary Queen of Scots (2018). Filmen skildrer massedrabet og gravene med særlig makaber detaljerigdom. For Chéreau så en gentagelse af historien i 1990ernes etniske krige på Balkan. 
   Altså en kostumefilm med en væsentlig forskel. Her er historien mere end et påskud for pompøse kostumer og stift overspil. Chéreau illustrerer ikke historien. Han dekonstruerer den for at trænge ind til selve kernen. Det er der kommet en voldsom, visuelt overdådig og meget medrivende blodrus ud af. Eller som Alexandre Dumas selv udtrykte det: »Det er muligt, at jeg voldtager historien, men jeg giver den smukke børn.«



*) Bartholomæusnatten gav genlyd i hele Europa og er skildret i alle kunstarter. Christopher Marlowe skrev sit sidste skuespil om The Massacre at Paris (1593). Hændelsen – som i Frankrig kaldes »le Massacre de la Saint-Barthélemy« – var i ældre historisk fiktion en ofte benyttet markør, der blev brugt som dramatisk bagtæppe, ikke ulig Det Stockholmske Blodbad i 1520. I Storbritannien skrev Stanley Weyman (1855-1928) sin første romantiske spændingsroman, The House of the Wolf (1890) om episoden. På dansk hedder bogen Bartolomæusnatten. Den udkom – i P. Jerndorff-Jessens stærkt forkortede og bearbejdede oversættelse – som bind 21 i serien Samlerens Perlebøger, der i min barndom stadig kunne konkurrere med Fremads Skatkammer og Gyldendals Udødelige. Weyman var i sin samtid en forfatter, man læste på linie med H. Rider Haggard, Robert Louis Stevenson og A.E.W. Mason. Graham Greene skrev og talte med varme om Weyman. I et tv-interview fra 1970 udtaler han: »The key books in my life included Anthony Hope, Rider Haggard, Captain Gilson, and I do occasionally reread them. Stanley Weyman in particular.« Weyman selv var især inspireret af Dumas. 

**) La reine Margot udkom første gang på dansk i 1846 (i to bind fra I.H. Schubothes Boghandling). Romanen er senere oversat af K.E. Hermann (1951) til Aschehougs samlede Dumas-udgave og af Svend Jensen i 1977 til Hernovs uforkortede udgave, der blev udgivet i samarbejde med Nyt Dansk Litteraturselskab. Alle tre udgaver har titlen Dronning Margot og er i to bind, men kun 1977-udgaven er uforkortet. Det er værd at bemærke, at Chéreaus film ikke griber blodrusen ud af luften. Den døende Charles siger til Henri: »Kongen af Frankrig bør være katolikkernes konge og ikke huguenotternes, for kongen af Frankrig bør være flertallets konge. Man siger, at jeg angrer, at jeg anstiftede Bartholomæusnatten. Tvivl, ja. Anger, nej. Man siger, at jeg sveder huguenotternes blod ud af alle porer. Jeg ved, hvad jeg sveder. Det er arsenik, ikke blod.«


La Reine Margot (Dronning Margot). Instr.: Patrice Chéreau. Manus: Danièle Thompson, Patrice Chéreau. Foto: Philippe Rousselot. 159 min. Frankrig-Italien-Tyskland 1994. Dansk premiere: 13.10.1995.



Fotos: Renn Productions/ France 2 Cinéma/ D.A. Films/ Nef Filmproduktions GmbH/ Degeto pour ARD/WMG/ RCS Films & TV/ Miramax/ IMDB/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Movie Posters Gallery/ Pathé/ Cohen Media Group [4K restauration trailer 2014]/ Wikipedia [Francois Dubois painting created between 1572 and 1584; Musée Cantonal des Beaux-Arts, Lausanne]
Filmen streames ikke i DK - i Frankrig på Netflix og Amazon Prime + iTunes
Teksten stod i Weekendavisen Kultur 13.10.1995 [let ajourført og revideret 13.11.2022]