EN kystby i Normandiet, sommeren 1985. Alexis Robin (Félix Lefebvre) på 16 år nyder sin ferie og flyder under solen i en jolle, han har lånt. Skyerne vokser, himlen bliver mørk; med ét er drengen i havsnød. Jollen kæntrer, og han klamrer sig til skroget med det rejste sværd.
Netop da kommer en anden båd med en lidt ældre teenager ud af stormen. David Gorman (Benjamin Voisin) ligner Apollon, mens han smilende forklarer, hvordan man vender jollen rundt. Den druknede mus bliver bugseret i havn. Han er allerede da forelsket til op over begge dundækkede ører.
SOMMEREN forløber i to spor, som filmen pendler imellem. I slutningen er der slet ingen glæde. Alex skal forklare, hvorfor han har skændet sin døde vens grav. Sagen er alvorlig, han kan få en fængselsdom. Læreren Lefèvre (Melvil Poupaud) beder ham skrive fortællingen ned. Det bliver en autofiktion om at elske en anden for første gang.
David er gået ud af skolen for at hjælpe sin mor (Valeria Bruni Tedeschi) efter faderens død. David bearbejder sin sorg ved at hjælpe og elske så mange som muligt. Hans mor giver Alex et varmt bad og et feriejob i butikken, som sælger maritimt udstyr. Alt er godt, indtil Kate (Philippine Velge) fra England ankommer. David har dog selv fortalt, at trofasthed ikke ligger til ham.
FRANCOIS Ozon har instrueret 20 lange og lidt flere korte spillefilm siden 1988. Été 85 knytter an til de første, som ofte havde LGBTQ-tema. Der er endda et fysisk link. Alex må klæde sig som kvinde for at få adgang til lighuset. Kjolen, som Kate finder til ham, er den samme, som blev brugt i kortfilmen Une robe d’été fra 1996.
Ozon har ofte sagt, at det ikke er historien, som er afgørende og svær at nå frem til, når han skal i gang. Det er måden, som han fortæller på, selve snittet og beskæringen, det samlede misè en scene. Det giver fuldkommen mening i forhold til filmværket. Der er trods alt ikke så langt fra komedier som 8 femmes og Potiche til tragiske stykker som Frantz og Tid til afsked.
DEN eksalterede tone er reproduceret nøjagtigt efter forlægget. Det vakte opsigt, da briten Aidan Chambers fik udgivet Dans på min grav i 1982. Romanen var en af de første ungdomsbøger, som skildrede kærligheden mellem to drenge. Den lange undertitel antyder kaskaden af fragmenter: »et liv og en død i fire dele, ethundredogsytten stykker, seks rapporter, med et par vitser, en gåde eller tre, nogle fodnoter og en fiasko nu og da for at hjælpe historien på gled.«
Jørgen Christian Hansen oversatte bogen i 1984. Forfatteren modtog siden H.C. Andersen Prisen. Dance on My Grave er stadig en grundsten i Young Adult-feltet, som heldigvis er nået langt de sidste 40 år. Dengang måtte kærligheden ikke sige sit navn. Den kunne bare mumle det.
OZON holder altid sig selv fri af kontekst. Han er svær at få et indtryk af, uanset hvor tit man interviewer ham. Han får de fleste af sine ideer i teatret og genser gerne klassiske film. Han er altid i gang og har for længe siden valgt at være en fransk instruktør. Den engelsksprogede Angel (2007) – en biopic om forfatteren Marie Corelli – var blandt hans svageste arbejder.
Der er flere ting i den nye film, som giver tilskueren fornemmelsen af noget personligt. Som det nævnte link med kjolen, lyset i Normandiet og følelsen mellem de to unge mænd. Filmen hed faktisk Sommeren ’84, men Robert Smith fra The Cure fik årstallet ændret, fordi Ozon ville bruge sangen »In Between Days« til slut. Og den sang er fra 1985.
Musikken har ikke været så vigtig, siden Ozon bandt Jeune et jolie (2013, da. Ung & Smuk) op på fem signatursange af Françoise Hardy. Den film var mere formfuldendt end Sommeren ’85, som savner det sædvanlige perfekte og lidt glatte snit. Man føler flere steder, at Ozon har bakset med Sommeren ’85.
DER er ingen overraskelser. Alex og David har lovet hinanden at danse på graven, hvis en af dem forsvinder. Så Døden kan se, hvad de mener om døden. Det fører for det første til en fordybelse i jødisk begravelsespraksis; for det andet til den bedste og den værste scene i filmen.
Da drengene er nyforelskede, går de på diskotek og danser til Bananarama. David giver Alex sin walkman på, så han kan danse til sin egen musik. Det er Rod Stewarts version af »Sailin’« med Sutherland Brothers & Quiver. Det er sådan en sang, som man hørte så tit, at følelsen trods alt blev slidt. Men i filmen besegler den kærlighedspagten.
Det er derfor også »Sailin’«, som Alex danser til på Davids grav. Det gør han asynkront, klodset og uskønt. Det er en scene, som kunne have svævet, men her spræller og slår den sig næsten pinagtigt. Imidlertid er det netop sådan, at dansen er skildret af Alex i bogen.
I USA fik filmen en hård kritisk medfart. Jeg skal medgive, at det ikke er den Ozon-film, som har grebet mig dybest. Den er som et svagt 80er-album af David Bowie, der kunne skifte stilarter lige sådan. Jeg troede ikke på de voksne i filmen, især ikke Alex’ »jævne« forældre. Men jeg kunne samtidig se hvert hjul dreje. Der er en sjælden sårbarhed, som ikke er fingeret. Der er en følelse af kejtet ungdom, som sammen med det maritime motiv giver filmen et skær af sen Eric Rohmer.
Det er Kate, den britiske pige, som kommer mellem de elskende drenge. Der er aldrig nogen misogyni hos Ozon. Tværtimod er Kate den eneste, som fortælleren kan dele sin sorg og sit raseri med. Hun siger noget klogt om, at de begge har elsket forestillingen om en person. Hun hjælper Alex med hans plan, og Ozon markerer, at den unge mand lukker en dør ved at lade hende gå.
FØRST og sidst er der Alex på stranden. Som han siger på lydsporet, er dette jo ikke slutningen på historien. Et videre liv begynder på stranden. Og det skete i sommeren ’85.
Den covid-forsinkede premiere var timet perfekt til World Pride. Det er ikke sikkert, at du vil falde for filmen. Men jeg synes, at du skal lade det komme an på en prøve. Det er hverken 5 x 2 eller Grâce à Dieu. Det er Dans på min grav i fransk versionering. En god film at åbne efteråret med.
DET er altid senere, end vi tror. Man håber, at man går rundt midt i livet, men sandsynligvis er man nærmere slutningen. Fotografen Romain (Melvil Poupaud) er i trediverne, da han bliver syg. Som praktiserende homoseksuel frygter han, at det er AIDS, skønt han lever i et fast parforhold. Det er det dog ikke. Romain har uhelbredelig cancer. Der er kun få måneder til at tage afsked.
Le temps qui reste foregår i denne undtagelsestilstand. Hvert individ reagerer forskelligt på døden. Romain lukker fuldstændig af. Han forlader sin kæreste, kvitter sit arbejde, rejser for ikke at komme tilbage. Kun sin bedstemor vil han tale med om det hele. Han føler, at hun vil forstå ham, fordi hun »selv snart skal dø«. Han tager heller ikke fejl. Det er scenerne mellem Poupaud og den 78-årige Jeanne Moreau (1928-2017), som man husker, når resten er kommet på afstand.*
UDEN ydre falbelader gennemlever Romain de obligatoriske stadier: vrede, afvisning, købslåen, fortvivlelse og accept. François Ozon er god til at finde visuelle metaforer for processen, som foregår i den døende. Samtidig er hele filmen farvet af instruktørens syn på, hvordan det bør være: man må når som helst kunne slippe det hele. Det gælder måske ikke om at føle så lidt som muligt, men det gælder om ikke at vise det.
Filmen er skudt i inderligt bredformat. Der er ingen forsonende galgenhumor. Når livet truer med at slå smilerynker i dødsmasken, tager Ozon det i opløbet og konsoliderer filmens stoisk rituelle kvalitet. Det er mere imponerende end engagerende gjort.
Heldigvis har tilfældet en sen overraskelse til Romain. En servitrice (Valeria Bruni-Tedeschi) finder behag i hans væsen og spørger ud af det blå, om han vil være sæddonor for hende og ægtemanden, som hun i øvrigt er lykkelig med. For Romain kommer henvendelsen som en benådning. Den døende føler sig atter begæret og ser en mulighed for at få andel i fremtiden.
OZON kan som altid bære en film igennem med stil. Det er tydeligt, at han vil skabe noget prunkløst, en demonstrativt moden og sober dødsskildring, der er blottet for sentimentalitet og uden antydning af indbyggede ironier. Les temps qui reste ligger langt fra humoren i 8 femmes, og den fravælger de narrative raffinementer, der gjorde metakrimien Swimming Pool og den kronologisk spejlvendte 5 x 2 mere interessante, end filmene måske strengt taget var.
Han ser Tid til afsked som anden del af en trilogi om døden. Den første var Sous le sable, hvor Charlotte Rampling havde så svært ved at give slip på sin døde mand, at han blev ved med at være virkelig for hende. Trilogiens sidste film vil skildre et par, som mister sit barn.*
OZONS ambition om at realisere det enkle er indfriet. Le temps qui reste er en visuelt pletfri og til det asketiske gennemført skildring af en mand, som tager afsked med livet. Denne filmskabers force er narrative ornamenter, barok komik, fysisk spænding, konkret erotik, ironisk indsigt og psykologisk dybde.
Kun det sidste kommer til udtryk i Tid til afsked, som af samme grund virker nøgen og tømt. Patrice Chéreau (1944-2013) kunne i den væsensbeslægtede Son frère (2003) skabe drama ved at fokusere hårdt på en døende krop. Ozon vælger konsekvent at æstetisere og skaber herved en film, som tangerer det banale.
*) Den ikoniske franske skuespillerinde debuterede i Jean Stellis Dernier amour (1949), fik sin første store rolle i Jean Drévilles La reine Margot (1954) den første filmatisering af Alexandre Dumas' roman om Marguerite de Valois, og brød for alvor igennem i to film af Louis Malle: Les amants (1958, da. De elskende) og Ascenseur pour l'échafaud (1958, da. Elevator til skafottet), som alene for Miles Davis' improviserede score er berømt. Hun medvirkede i François Truffauts Les 400 coups (1959, da. Ung flugt) – filmen som startede la nouvelle vague sammen med Jean-Luc Godards À bout de souffle (1960, da. Åndeløs) – og blev udødeliggjort gennem sin rolle i samme instruktørs Jules et Jim (1962, Jules og Jim), hvor hun synger signatursangen »Le tourbillon«. Alene i 60erne havde Moreau store roller i film af Orson Welles (The Trial, Chimes of Midnight), Michelangelo Antonioni (La Notte), Joseph Losey (Eva), Jacques Demys (La baie des anges/ Englebugten), Marcel Ophüls (Banana Peel), Louis Malle (Le feu follet, Viva Maria!), John Frankenheimer (The Train), Luis Buñuel (Le journal d'une femme chambre/ En kammerpiges dagbog), Jean-Luc Godard (Une femme est une femme, Masculine Féminin), Truffaut (La mariée était en noir/ Bruden var i sort) og Tony Richardson (Mademoiselle). Moreau medvirkede i mere end 150 film. Hun havde sene store roller i Rainer Werner FassbindersQuerelle (1982), Luc Bessons La femme Nikita (1990) og Wim Wenders'Bis ans Ende der Welt (1992, Til verdens ende), men arbejdede til det sidste, også efter Les temps qui reste. Hun skrev og instruerede selv Lumiere (1976), L'Adolescente (1979) og portrætfilmen Lillian Gish (1982). Jeanne Moreau blev 89 år.
** Følelsen bruges både i Ricky (2009), hvor den fantastiske dreng til sidst flyver væk, og i den enkle, realistiske Le refuge (2009), hvor Isabelle Carré isolerer sig på landet for at føde sin døde kærestes barn. Her må hun forholde sig til hans mandlige kæreste, som spilles af Melvil Poupaud fra Les Temps qui reste. Denne har en stærk fysisk lighed med Ozon. Både dette træk og filmens grundstemning føjer Refugiet sammen med Tid til afsked. Faktisk giver det bedre mening at betragte Sous le sable, Les Temps qui reste og Le refuge som en trilogi af prunkløse film om at miste. Ricky og Refugiet fik desværre ikke dansk premiere.
Le temps qui reste (Tid til afsked). Instr. og manus: François Ozon. Foto: Jeanne Lapoirie. 85 min. Frankrig 2005. Dansk premiere: 27.10.2006
Fotos: Fidélité Productions/ France 2 Cinéma/ StudioCanal/ Canal+/ Mars Distribution/ Strand Releasing / Camera Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames ikke i DK - i UK og EU på Apple TV - i USA, Canada, Australien på Amazon Prime
DVD fra Artificial Eye | CURZON 25.09.2006
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 27.10.2006
FRA SLUTNINGEN TIL BEGYNDELSEN Et interview med filmskaberen François Ozon
Af BO GREEN JENSEN
PARIS 2004 - FRANÇOIS Ozon virker yngre for hver gang, man ser ham. Denne gang bærer han baseballkasket og arrangerer sig med det ene ben krøllet op i plyssofaen, som er sat frem på hotellet ved Place Vendôme. Også et videokamera snurrer. Vi er en mindre delegation af journalister, primært fra skandinaviske medier, som har ønsket at tale med instruktøren. Han svarer som altid beredvilligt, men uden for alvor at gå i dybden de steder, hvor det brænder på. Flere af de store spørgsmål fejer han simpelt hen væk med et »ja«, »nej« eller »ved ikke«. Han er hurtig og god til at returnere både lange, hårde og skruede bolde.
I situationen bliver man meget charmeret. Jeg oplevede det i flere omgange, da vi talte om 8 femmes(2002, da. 8 kvinder – og et mord) forrige år. Umiddelbart synes samtalen frodig, og man begynder at skrive sit bånd ud med en fornemmelse af, at det hér bliver godt. Så opdager man, at Ozon ikke siger så forfærdelig meget, og hjertet synker en anelse. Denne gang er der dog tilløb til mere i flere af svarene. Eksempelvis prøver Ozon at besvare det obligatoriske spørgsmål om sin brug af vand som en visuel metafor. Det plejer han bare at lade passere.
DEN nye film, Cinq fois deux eller 5 x 2, fortæller i fem hårde scener historien om et ægteskab, der går i stykker. Ozon viser scenerne frem én for én og lader hver af dem spille cirka et kvarter. Der er mødet, brylluppet, fødslen, en meget ordrig middagsscene, hvor parret har besøg, og endelig det sidste samleje, som Marion og Gilles gennemfører på et hotel, da de sammen har været i retten og fået betingelserne for skilsmissen stadfæstet. Kvinden og manden bliver spillet, meget stærkt endda, af Valeria Bruni-Tedeschi og Stéphane Freiss.
Det er et meget koldt blik på en bitter historie, som Ozon kaster fra sig i denne film. Kun i forbindelse med det første romantiske møde på Korsika fornemmer man en mulighed for lykke. Gilles forlader sin mopsede kæreste for den varmere Marion, som han kender fra kontoret hjemme. De går i vandet med hinanden i hånden, og vi betragter dem bagfra i meget lang tid. Modsat parret véd publikum, hvad der venter, og det er muligt at det farver vor måde at læse situationerne på. Det er en traurig og faktisk banal historie, som Ozon folder ud. Man har hørt den mange gange, og flere har sikkert levet den selv.
ENESTE variation indtræffer natten efter det brusende bryllup, hvor Gilles falder tidligt i søvn. Da går Marion melankolsk tur i natten og møder belejligt en fremmed, en amerikaner på gennemrejse, som hun elsker med under fuldmånen, før hun går tilbage til Gilles. Han på sin side kører planløst rundt i Paris, på flugt, må man tro, for det ansvar som venter, da Marion for tidligt føder en søn. Denne søn vil manden senere elske. Det ved vi, fordi Ozon fortæller sin historie bagfra. Kronologien er konsekvent, men filmen åbner med sin slutning og arbejder sig baglæns mod begyndelsen, for endelig at fade ud i det første lovende møde.
DENNE kronologiske gimmick tangerer en trend i fransk film. Også Gaspar Noé brugte tricket i Irréversible (2002), som dog var en anderledes voldsom fortælling, hvor den centrale, strategiske voldtægt var lagt i en gruopvækkende scene midtvejs i filmen. 5 x 2 er voldsom på en anden, mere virkelig måde, men spørgsmålet er, hvad historien vinder ved at blive fremlagt på så distancerende vis. Dét spørgsmål vil vi alle gerne stille, så det bliver det første Ozon kommenterer.
– Hvornår fik du ideen til at vende kronologien?
»Det var ikke min første indskydelse. Min oprindelige idé var at fortælle en historie om et par, to mennesker fra min egen generation, dvs. i 35-40 års alderen, og prøve at finde ud af, hvorfor deres forhold ikke kan holde. Af en eller anden grund begyndte jeg med at skrive scenen fra skilsmisseretten. Siden faldt det naturligt at arbejde mig baglæns i forholdet. At fortælle historien bagfra og så indspille filmen på samme måde.
I lang tid kendte vi faktisk ikke slutningen. Optagelserne lå stille i fem måneder, før vi optog den sidste scene, hvor de møder hinanden på stranden. Så Valeria og Stéphane vidste ikke, hvordan Marion og Gilles har mødt hinanden. Det var en del af udfordringen ved denne film, at optage slutningen, før vi kendte begyndelsen.
For mig var det vigtigste at være nærværende. For at skildre forholdet så sandfærdigt som muligt, koncentrerede jeg mig om at være til stede i hver scene, uden at tænke over, hvad der kom før eller efter. Så har tilskueren lejlighed til at spekulere over, hvad der er sket i mellemtiden, i afstanden mellem de enkelte scener.«
– Var det blevet en anden slags film, hvis du havde fortalt den fra begyndelsen?
»Det var det. Jeg ved det, for jeg har prøvet. På dvd-udgaven af filmen kan man vælge at vende forløbet og se scenerne forfra, i kronologisk rækkefølge. Det kan godt lade sig gøre, men har nogle utilsigtede virkninger. Marion har sex med en anden mand, en fremmed, på sin bryllupsnat. Så kommer scenen, hvor Gilles’ og Marions søn bliver født, og med ét kan man få indtryk af, at deres barn bliver undfanget den nat. Det tænkte vi ikke på under indspilningen. Den mulighed forelå slet ikke.«
– HAR du prøvet det før, ikke at vide hvordan det skal ende, når I begynder at filme?
»Ja, da vi optog Sous le sable (da. Under sandet), men det var ikke et æstetisk valg. Det var, fordi vi ikke havde penge til at gøre filmen færdig. Jeg ville lave den film på stranden i løbet af en sommer, og det første vi optog var scenen, hvor manden forsvinder. I lang tid vidste jeg ikke, om han virkelig var død eller hvad.
Sous le sable var inspireret af noget, jeg oplevede i min barndom. Cing fois deux er ikke selvbiografisk i bogstavelig forstand, men der er mange følelser og sansninger, som jeg kan genkende fra mit eget liv og min egen erfaring. Jeg har ikke selv født et barn, men jeg sagtens sætte mig i Marions sted.
Da jeg skrev manuskriptet, vidste jeg ikke, hvem spillerne ville blive. Den oprindelige idé var at arbejde med store navne. Jeg spurgte Sophie Marceau og Vincent Cassel, men de ville ikke være med. For Sophie Marceau var det utænkeligt, at en kvinde kunne have sex med en fremmed mand på sin bryllupsnat. Det er en prisværdig følelse, hun er en god person, men jeg ved ikke, om det er en god egenskab for en skuespiller, at lukke af på den måde.
For Cassels vedkommende var det bare ikke muligt at lave filmen, fordi han skulle noget andet, og da jeg henvendte mig til ham, havde jeg ikke noget færdigt manuskript, så det hele virkede lidt vagt. Jeg havde brug for skuespillere, som stolede på mig, og for denne films vedkommende er det sikkert bedst med ansigter, som folk ikke er så vant til at se på. Det er lettere for publikum at identificere sig med dem.
Jeg lavede en lang liste med mange forskellige par på. En af mine inspirationskilder, det er vel ret tydeligt, var Ingmar BergmansScener fra et ægteskab, som jeg lod spillerne prøve igennem. Derfra tog jeg scenen, hvor parret går i seng sammen efter deres skilsmisse. Det er en smuk scene, og det er en meget lang scene. Da jeg så Valeria og Stéphane spille den scene sammen, var jeg ikke i tvivl om, at det skulle være dem.«
– Var de med til at udforme scenerne?
»Ikke som forfattere, men som mennesker, bestemt. Det er vigtigt for mig at være tæt på skuespillerne. Da vi begyndte på Under sandet, havde jeg kun første halvdel og spillerne. Meget ændrede sig undervejs i forløbet, og det var det samme for denne films vedkommende. Improvisation betyder ikke blot at ændre dialogen. Man kan også improvisere med følelser, motivationer og reaktioner. Som instruktør må man være åben for spillernes forslag. Somme tider er de bedre til at føle og bedømme nuancerne i kemien mellem karaktererne.«
CINQ fois deux er atter en film om et parforhold. Dem har Ozon lavet mange af.
»Ja, jeg har lavet alt for mange. Og nej, jeg ved ikke, hvad denne hér har at tilbyde. Hvad mener du selv? For de fleste mennesker er parforholdet det vigtigste i tilværelsen, at leve sammen og have et godt liv. Det er ikke let. I min generation kan man have mange kærlighedsforhold i løbet af et liv. Der er næsten ingen som bliver sammen hele livet. Man møder én og begår måske nogle fejltagelser, som man forsøger at rette op på i det næste forhold, man befinder sig i.
Mine forældres generation har ikke den indstilling, de gør tingene på en anden måde. For mig er lykkelige slutninger ikke det afgørende. Det afgørende er, om man er i stand til at forlade et forhold. Man prøver at leve sammen, og det lykkes eller det viser sig at være en fejltagelse, men det er ikke så vigtigt. Det vigtige er at kunne føle ting dybt. Det er derfor, at slutbilledet ligner en kliche, med de elskende på vej ud i vandet og solnedgangen. Det vigtige er at turde tage springet og hoppe i vandet, selv om man ved at det muligvis slutter en dag.
De italienske sange? Jeg elsker Italien. For de fleste franskmænd er Italien indbegrebet af et romantisk land. De italienske sange er meget naive og romantiske. Derfor er de en god kontrast til de tunge, alvorlige sider af forholdet.«
– DU veksler mellem lystspil og film som er meget alvorlige... »Var denne hér ikke morsom for dig? Jeg ved ikke. Nogle dage er man glad, andre dage er man eftertænksom. Jeg vil gerne prøve noget nyt hver gang. Jeg er vel blevet ældre. Jeg tænker ikke så meget på min karriere, hvad publikum mener om mig og alt dét. Jeg prøver hver gang at komme tættere på kernen af mit begær, hvad jeg ønsker at skabe, hvad jeg ønsker at efterlade. Jeg har ikke det samme behov for at provokere, som jeg havde i de første film. Efterhånden fokuserer jeg mere på formen. Det virker sikkert ikke så stærkt på tilskuerne, men måske rører det dem dybere.
Med hensyn til skilsmissen vidste jeg ikke præcis, hvordan det egentlig foregår, så jeg læste alle lovene og reglerne. Det var både overvældende og interessant. Det er meget mere omfattende end ritualet, når man indgår ægteskabet, så jeg tænkte at det var et godt sted at begynde. Scenen hvor borgmesteren læser vielsesritualet var egentlig meget længere, men jeg skar den ned, fordi det blev for meget. Jeg ville gerne lave en film om et par og definere hele forholdet efter alle de regler og love, som kvinden og manden forventes og formodes at leve deres liv i overensstemmelse med.
Jeg er ikke nødvendigvis færdig med Marion og Gilles. Måske vil jeg vende tilbage til dem om 15-20 år og lave én film mere med Valeria og Stéphane, ligesom Bergman gør med Liv Ullmann og Erland Josephson i Sarabande. Det er vist anden gang, at jeg nævner Bergman, men han er min favoritinstruktør. Plejer jeg at sige Cukor og Hitchcock? Nå ja. Jeg har mange favoritter. De er mine helte alle sammen. I øjeblikket er Bergman den vigtigste. Det kommer an på, hvilken dag man spørger mig.«
VAND har en særlig betydning i François Ozons film. I hvert fald er de fulde af det, havet og stranden, lyset på vandet som skifter. Det gælder fra novellefilmen Regarde la mer (1997) og Fassbinder-filmatiseringen Gouettes d’eau sur pierres brûlantes (1999, da. Dråber på hede sten) til Under sandet (2001), Swimming Pool(2003) og 5 x 2. »Jeg bliver ofte spurgt om det, men jeg kender ikke svaret. Jeg er meget interesseret i vand, i havet og stranden, og jeg kan godt lide at slutte mine film med et roligt, enkelt billede, som samtidig har dybde og kan tåle at blive stående. Det går dog ikke altid som man planlægger. I 5 x 2 ville jeg lave den sidste scene, hvor parret finder sammen, foran et meget voldsomt hav, et hav i oprør. Men netop den dag var vandet næsten blikstille, og vi havde ikke tid eller råd til at vente. Så vi optog scenen, og nu ser det ud, som om det var meningen, at havet skulle være så roligt.«
– Det er fristende at se bryllupsnatten og Marions utroskab som en slags revne i fundamentet, noget der dømmer forholdet fra begyndelsen...
»Sådan ser jeg det ikke. Jeg tror, at der er mange forskellige ting, som gør sig gældende. Nogle gange er det kun en bevægelse, et blik, et ord, der skal til. Det er lige så vigtigt, at Gilles ikke er med på hospitalet, da deres søn bliver født. I øjeblikket virker det måske ikke vigtigt, men bagefter kan man se, at det var det måske.
Det var vigtigt for mig at vise utroskaben uden at fordømme den. Somme tider er det vigtigt for et menneske at have et eventyr, en affære, for at indse at man elsker den person, man har valgt at leve sit liv sammen med.
Jeg beklager, at jeg ikke viser de gode øjeblikke i deres forhold. Men de kom ikke til mig. På et tidspunkt ville jeg faktisk have en sjette scene med. Den skulle ligge mellem brylluppet og fødslen og vise et meget lykkeligt øjeblik. Jeg prøvede også at skrive scenen, men det interesserede mig ikke at indspille den. Jeg tror, det er op til tilskueren, han kan forestille sig hvad han vil. For mig var det mere interessant at beskrive de svære situationer og kritiske øjeblikke. En dag bliver det måske muligt for mig at beskrive lykken og de harmoniske sider af livet. Men i øjeblikket er det ikke muligt.«
– MARIONS forældre har et forfærdeligt ægteskab –
»Det ved jeg nu ikke. Det er mere deres facon, fordi de har været sammen så længe. Og de får tingene sagt, de udtrykker deres følelser, selv om de skændes det meste af tiden. Det er Gilles og Marion, som går og brænder inde med tingene.«
– En anden slags forhold er dét, som Gilles’ bror har til den unge fyr, som er hans kæreste. Gilles giver det ikke mange chancer...
»Jeg håber, at det vil fungere for dem. Jeg siger ikke, at den ene måde er bedre end den anden. Jeg var mere interesseret i at skildre den afgrund, som ligger mellem teori og praksis. Gilles’ bror siger, at det ikke betyder noget for ham, om hans kæreste er sammen med andre mænd, men i hans ansigt kan man læse, at det ikke forholder sig sådan. Gilles fortæller om sit seksuelle eventyr ved festen, som han og Marion deltog i. Hun siger, at det ikke betyder noget for hende, men igen kan man se, at det ikke er sandt. Denne diskurs mellem idealet og virkeligheden var for mig det centrale i scenen.«
– Du siger, du prøvede at skrive en sjette scene, som viste et lykkeligt øjeblik. Du må have eksperimenteret med andre øjeblikke og stemninger, da du skrev manuskriptet. Skulle det altid være fem scener eller overvejede du andre muligheder? Ti eller syv eller ni?
»Jeg havde friheden til at gøre det, hvis jeg ville. Vi optog flere scener, men det var allerede på optagelserne, at jeg besluttede der kun skulle være fem scener. Der var en slags prolog mellem de to skuespillere, men vi klippede den ikke engang. Jeg vidste, der kun skulle være fem scener.«
OZONS første film med Charlotte Rampling, Under sandet, blev mod alle odds en succes. Bagefter instruerede han 8 femmes, som bragte otte af fransk films divaer sammen i en florlet, stærkt stiliseret, hyperironisk og meget musikalsk mordhistorie. Swimming Pool var en raffineret Hitchcock-pastiche, atter med Charlotte Rampling, som spillede en britisk krimiforfatter, der i dén grad fandt sin indre stærke kvinde frem under solen i Sydfrankrig, hvor hun mødte nymfen Ludivine Sagnier, den yngste af kvinderne fra 8 femmes. Er det stadig svært at finde finansiering efter succeser som 8 femmes og Sous le sable?
»Det var svært at få penge til Sous le sable. Man sagde, at den var for mørk og deprimerende, emnet ville ikke appellere til et bredt publikum, og Charlotte Ramplings karakter var for stiv og gammeldags. Men det gav os faktisk en slags styrke, følelsen af at være ene mod alle. Charlotte hjalp mig meget, og efter 8 kvinder, som blev en stor succes, har jeg kunnet lave næsten, hvad jeg ville.
Jeg holder meget af at arbejde med Charlotte Rampling. Hun var helt uundværlig for Under sandet og Swimming Pool. Hun var ikke med i 8 kvinder, og hun er ikke med i 5 x 2, simpelt hen fordi hun er englænder. Men vi har en idé, som vi udvikler sammen, måske ikke til den næste film, men på et tidspunkt vil vi arbejde sammen igen. Hun er en slags muse.«
»DET er stadig en stor glæde at lave film. Det kedelige er mere alle udenværkerne, at lancere filmen, presset fra producerne, ting som man ikke kan se på filmen, men som bliver stadig vigtigere i industrien. Jeg prøver at ignorere dem. Det er blevet meget svært at lave film i Frankrig. Hvis jeg skulle lave min første film i dag, ville det være ti gange sværere for mig. Tv bærer noget af skylden, alt skal helst kunne vises i prime time, og alle har denne besættelse med penge og succes. Det er værre nu end for ti år siden.
Jeg ville gerne lave et kostumedrama, en historisk periodefilm, en dag. Det kommer jeg sandsynligvis til. Og jeg ville elske at lave en actionfilm. Det kommer jeg sandsynligvis ikke til. Der er mange ting jeg gerne vil prøve. Og gerne noget forskelligt. Hvis jeg laver en film om året, er det bedst at skifte stil og genrer. Er der længere pauser, må man hellere være konsekvent, så publikum véd hvor de har én.«
– I hvilken periode skulle kostumedramet udspille sig? »Jeg ville elske Renæssancen, for jeg elsker tøjet fra Renæssancen. Og jeg vil gerne prøve kræfter med en stor amerikansk blockbuster. Jeg ved ikke, om jeg kunne klare det, men jeg ville gerne forsøge.«
– Udgør Hollywood stadig en trussel?
»Nej. Jeg tror, at den franske filmindustri har lært at forsvare sig nu. Der er en gammel og virkelig stærk filmtradition hér i landet. Den amerikanske underholdningsindustri er en meget stærk imperialistisk faktor, men vi har et godt system i Frankrig. Franske film er større end de amerikanske i Frankrig. Også i Europa kan vi lave film, der klarer sig over resten af verden.
Lige nu er jeg ved at lægge sidste hånd på en film, der hedder Le temps qui reste. Det er et portræt af en ung mand, Melvil Poupaud har hovedrollen. Jeanne Moreau er med, og Valeria Bruni-Tedeschi har også en lille rolle. I Frankrig får den premiere til september eller oktober. Jeg har lavet den, og nu tænker jeg over, hvad jeg så skal arbejde med. Jeg har endnu ikke bestemt mig.«
François Ozon blev interviewet på Hotel Park Hyatt i Paris den 22. januar 2004
5 x 2 – Cinq fois deux (5 x 2 – Kærligheden tur/retur). Instr.: François Ozon. Manus: Emmanuèle Bernheim, François Ozon. Foto: Yorick Le Saux. 90 min. Frankrig 2004. Dansk premiere 08.04.2005.
Fotos: Fidélité Productions/ Pathé/ Camera Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Unifrance
5 X 2 streames ikke i DK - i Frankrig på MAX + Amazon Prime | Ciné + OCS
DVD fra Pathé Distribution [Édition Simple + Collector] 04.01.2006
Anmeldelse + interview trykt i Weekendavisen Kultur 08.04.2005