Translate

Viser opslag med etiketten Young Adult. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Young Adult. Vis alle opslag

tirsdag den 28. juni 2022

Animation | Makoto Shinkai: Your Name (2016)


DRØMME DER SMELTER OM DAGEN
Gennembrudsfilmen fra Miyazakis arvtager 

Af BO GREEN JENSEN

TAL om at sætte forventninger højt. I 2016 blev Makoto Shinkais Your Name den største japanske biograffilm nogen sinde, et solidt arthousehit i andre territorier og en fortælling, der taler til flere aldersgrupper minus måske det yngste segment.
   Ikke siden Hayao Miyazakis Chihiro og heksene (2002) har man set en lignende crossover-succes. Makoto, der er født i 1973 og ansvarlig for anime som The Place Promised in Our Early Days (2004), Rejsen til Agartha (2011) og Ordenes Have (2014), bliver da også set som en mulig tronfølger. At dømme efter Your Name og opfølgeren Weathering With You (2019) er han måske endnu mere: en visionær og unik billedskaber, der ikke har brug for at blive sammenlignet med nogen. 
 

DET handler om en slags kosmisk kortslutning. Fejlen opstår, da en komet flyver tæt på Jorden og sender meteoritter ned over Japan. En af dem rammer (måske) den landsby, hvor teenagepigen Mitsuha hjælper sin mormor i shinto-templet og hænger ud med venner fra skolen, mens hun drømmer om at være en smart dreng i Tokyo, hvor tiden aldrig står stille.
   Faktisk er Taki sådan en ung mand, men han føler sig hverken smart eller heldig. Han vågner konstant af fortumlede drømme og lever mest på den iPhone, hvor filmen eksponerer sin kontekst.



DET korte af det lange er, at Mitsuha og Taki bytter liv, når de sover. Hun er i hans krop, og han er i hendes. De har en fornemmelse af hinanden, men kan aldrig huske noget ret længe. Hvis ikke familie og venner fortalte, hvor aparte de har opført sig, ville alt være drømme, som smelter om dagen.
   De unge skriver dagbog på den samme app og deler tips om overlevelse. Først er det afgørende, om de kan mødes. Der er imidlertid en forskydning, en fold eller sprække i tiden, og det bliver endnu mere spændende, om det vil lykkes Taki at tage tilbage og forhindre udslettelsen af Mitsuhas by.



DER er megen kronologisk trafik og raffinerede digressioner. Der er også banale, generiske sange og lidt for anstrengt idylliske scener i den gængse stil med store øjne, som er særlig for manga og anime. Glimtvis er filmen smuk og fantastisk. Som et kort, klart digt i et narrativt kaos.
   Your Name bliver fejret for at være »en historie, der tilfældigvis er fortalt i animationsform, men lige så godt kunne være live action.« Det er en mærkelig og misvisende anbefaling. En Your Name som realfilm ville være monstrøs.
   Kontakt på tværs af tiden og køn, der bytter plads, er troper i fantasy og science fiction. Ny er derimod intensiteten, som Makoto Shinkai fremstiller dem med. Your Name er en lyrisk tour de force om unge sínd. Filmen taler for alt, som er tidløst og længes.




Your Name. (Kimi no na wa.). Instr. & manus: Makoto Shinkai. 106 min. Japan 2016. Dansk premiere: 04.05.2017.



Fotos: CoMix Wave Films/ Amuse/ Kadokawa/ Toho Comoany/ Camera Film/ CineMaterial/ Filmaffinity
Filmen streames på Blockbuster, C More, FILMSTRIBEN, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 05.05.2017

mandag den 27. juni 2022

Animation | Makoto Shinkai: Weathering With You (2019)


SOLSKINSPIGEN
Visionær filmkunst for YA-segmentet

Af BO GREEN JENSEN

DER kommer – heldigvis – ikke kun dommedagsstemning ud af de globale klimaændringer. Jo, vi kan se og mærke, at det står skidt til og at verden bogstaveligt regner væk, men i det fantastiske landskab er der fiktioner, hvor menneskene indretter sig og lærer at leve i regnbyer. Som det vil ske, hvis der skal være nogen fremtid overhovedet.

   Ved begyndelsen af Weathering With You har det regnet uafbrudt i månedsvis. Tokyo står under vand, og vejrudsigten lover bare endnu mere regn. Den 16-årige Hodaka kommer til byen for at få en uddannelse, men især for at opleve livet. »Tokyo er et vildt sted,« bliver refrænet i hans fortælling. Han løber snart tør for penge og har en svær tid. Han får sit livs bedste måltid, da han har sultet i tre dage, og solskinspigen Hina giver ham en burger fra fastfoodstedet, hvor hun arbejder.



HINA vågede ved sengen, da hendes mor døde på hospitalet. Fra vinduet i højhuset så hun en have på et tag. Der var en plet, en lille sø af lys, og hun løb for at finde over til solen. Nu kan hun, hvis hun står stille med lukkede øjne og ønsker sig det meget stærkt, få regnen til at standse, selv om det kun er lokalt og kortvarigt.
   Hodaka er i mellemtiden flyttet ind hos hr. Sugu og hans niece, som driver et forlag fra kælderen i en nedlagt natklub. De sælger sensationelle vandrehistorier til aviser og ugeblade. Hr. Sugu er umiddelbart en pokkers karl, der drikker sake, kommer sent hjem, ryger som en skorsten og har mange jern i ilden. Men faktisk er han også en enkemand, som prøver at lov at se sin datter, der bor hos en overbærende mormor.



DER er mange spor og motiver i Makoto Shinkais animationsfilm. Jeg går i detaljer for at give et indtryk af, hvordan historien er fuld af virkelighed og kompleksitet, mens den samtidig skaber fantastiske rum, når Hina og Hodaka suges op i stormen og svæver mellem regnbuer i en grænseløs himmelverden.
   Makotos film kan ses af alle, men især er de lavet til unge, der har karakterernes alder og referencer. Han er mediets mest markante nyskaber siden Hayao Miyazaki. Både Disney og Pixar virker tunge og gamle i forhold til den himmelstræbende japaner, som fik et internationalt gennembrud med Your Name (2016).


TEENAGERNE får gang i en god forretning, da Hodaka sætter Hina op på nettet. Har man brug for nogle timer med tørvejr og sol, f.eks. til en fødselsdag, til dagen, hvor de døde kommer hjem, eller indvielsen af en udstilling, kan man kontakte vejrmagersken. Prisen for solskin er 5000 yen. Hodaka flytter næsten ind hos Hina og hendes lillebror. Han er meget forelsket i Solskinspigen.
   Imens er Hodaka eftersøgt af politiet, og hr. Sugas niece hører historier om, hvad det koster at være Vejrjomfruen fra de gamle shinto-legender. For hver gang Hina skaber sol, bliver hun mere gennemsigtig. Hun kan standse regnen endeligt, hvis hun ofrer sig helt og forsvinder.
   Jeg forenkler for at tydeliggøre. Der er et utal af mindre historier i spil, da valget bliver konkret for Hodaka – og for filmens publikum. Vil vi reparere vejret eller vil vi leve sammen med dem, som vi elsker? Også myten om Orfeus og Eurydike bliver aktiveret, før eventyret om vejret er omme.



DET er en smuk film, som konstant skaber ny virkelighed. Den massive regn er skildret med stor troværdighed. Det er myten og realiteten i ét – og en tillidserklæring til begge universer. Uden sammenligning i øvrigt kan man finde noget af den samme ufortrødne fremtidstro i Steven Spielbergs filmatisering af Ernest Clines Ready Player One (2018). Også hér er verden ved at regne væk, og menneskene søger ly i et spil uden grænser.
   Det er ikke letkøbt eskapisme. Det er snarere praktisk magi. I hvert fald er det tankevækkende følelsesstof og meget stor animationskunst.


PS: Weathering With You blev vist for pressen den 9. marts 2020. Det var en kamp at få den set og nå at skrive, men det lykkedes, og teksten stod på filmsiden i avisen, som udkom på nettet den 12. marts og på tryk den 13. marts. Imens havde verden ændret sig radikalt. Den 11. marts holdt statsminister Mette Frederiksen sit historiske pressemøde om nedlukningen af det danske samfund. Det er forklaringen på, at filmen blev anmeldt to måneder før tid.
   Først den 18. maj blev der åbnet igen. Man fortsatte som efter en tornerosesøvn, men i øvrigt ufortrødent. Sommeren 2020 var præget af energisk genstartsstemning. Det var henne i december 2020, da anden bølge af pandemien greb om sig, og kulturlivet igen lukkede ned – denne gang for fire måneder – at modløsheden satte ind. Med den russiske invasion af Ukraine i februar 2022, var stemningen endelig vendt absolut.
   Der skete så meget, som aldrig var sket før, på de to år. Det bliver en interessant periode for fremtidens historikere. I fugleperspektiv kan COVID-19-pandemien måske sammenlignes med influenza-epidemien i 1920. Men der var færre dødsfald nu, og skønt mundbind blev svære at bære i længden, var der mange børn, som virkelig nød at have fri fra skole i tæt på to år. Jeg tror, at der kommer en dag, hvor vi husker coronatiden med øm nostalgi.     


Weathering with You (Tenki no ko). Instr. og manus: Makoto Shinkai. Foto: Ryôsuke Tsuda. 112 min. Japan 2019. Dansk premiere: 18.05.2020.


Fotos: Weathering With You Film Partners/ CoMix Wave Films/ Beijing Enlight Pictures/ China Film Group Corporation/ Kadokawa/ Lawson Entertainment/ Toho International/ Camera Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB 
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies.
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 13.03.2020

tirsdag den 19. oktober 2021

François Ozon: Été 85/ Summer of 85 (2020)


ET LIV OG EN DØD I FIRE DELE
En film der skal ses for sin kejtede elskov

Af BO GREEN JENSEN

EN kystby i Normandiet, sommeren 1985. Alexis Robin (Félix Lefebvre) på 16 år nyder sin ferie og flyder under solen i en jolle, han har lånt. Skyerne vokser, himlen bliver mørk; med ét er drengen i havsnød. Jollen kæntrer, og han klamrer sig til skroget med det rejste sværd.
   Netop da kommer en anden båd med en lidt ældre teenager ud af stormen. David Gorman (Benjamin Voisin) ligner Apollon, mens han smilende forklarer, hvordan man vender jollen rundt. Den druknede mus bliver bugseret i havn. Han er allerede da forelsket til op over begge dundækkede ører.



SOMMEREN forløber i to spor, som filmen pendler imellem. I slutningen er der slet ingen glæde. Alex skal forklare, hvorfor han har skændet sin døde vens grav. Sagen er alvorlig, han kan få en fængselsdom. Læreren Lefèvre (Melvil Poupaud) beder ham skrive fortællingen ned. Det bliver en autofiktion om at elske en anden for første gang.
   David er gået ud af skolen for at hjælpe sin mor (Valeria Bruni Tedeschi) efter faderens død. David bearbejder sin sorg ved at hjælpe og elske så mange som muligt. Hans mor giver Alex et varmt bad og et feriejob i butikken, som sælger maritimt udstyr. Alt er godt, indtil Kate (Philippine Velge) fra England ankommer. David har dog selv fortalt, at trofasthed ikke ligger til ham.



FRANCOIS Ozon har instrueret 20 lange og lidt flere korte spillefilm siden 1988. Été 85 knytter an til de første, som ofte havde LGBTQ-tema. Der er endda et fysisk link. Alex må klæde sig som kvinde for at få adgang til lighuset. Kjolen, som Kate finder til ham, er den samme, som blev brugt i kortfilmen Une robe d’été fra 1996.
   Ozon har ofte sagt, at det ikke er historien, som er afgørende og svær at nå frem til, når han skal i gang. Det er måden, som han fortæller på, selve snittet og beskæringen, det samlede misè en scene. Det giver fuldkommen mening i forhold til filmværket. Der er trods alt ikke så langt fra komedier som 8 femmes og Potiche til tragiske stykker som Frantz og Tid til afsked.



DEN eksalterede tone er reproduceret nøjagtigt efter forlægget. Det vakte opsigt, da briten Aidan Chambers fik udgivet Dans på min grav i 1982. Romanen var en af de første ungdomsbøger, som skildrede kærligheden mellem to drenge. Den lange undertitel antyder kaskaden af fragmenter: »et liv og en død i fire dele, ethundredogsytten stykker, seks rapporter, med et par vitser, en gåde eller tre, nogle fodnoter og en fiasko nu og da for at hjælpe historien på gled.«
   Jørgen Christian Hansen oversatte bogen i 1984. Forfatteren modtog siden H.C. Andersen Prisen. Dance on My Grave er stadig en grundsten i Young Adult-feltet, som heldigvis er nået langt de sidste 40 år. Dengang måtte kærligheden ikke sige sit navn. Den kunne bare mumle det.


OZON holder altid sig selv fri af kontekst. Han er svær at få et indtryk af, uanset hvor tit man interviewer ham. Han får de fleste af sine ideer i teatret og genser gerne klassiske film. Han er altid i gang og har for længe siden valgt at være en fransk instruktør. Den engelsksprogede Angel (2007) – en biopic om forfatteren Marie Corelli – var blandt hans svageste arbejder.
   Der er flere ting i den nye film, som giver tilskueren fornemmelsen af noget personligt. Som det nævnte link med kjolen, lyset i Normandiet og følelsen mellem de to unge mænd. Filmen hed faktisk Sommeren ’84, men Robert Smith fra The Cure fik årstallet ændret, fordi Ozon ville bruge sangen »In Between Days« til slut. Og den sang er fra 1985.
   Musikken har ikke været så vigtig, siden Ozon bandt Jeune et jolie (2013, da. Ung & Smuk) op på fem signatursange af Françoise Hardy. Den film var mere formfuldendt end Sommeren ’85, som savner det sædvanlige perfekte og lidt glatte snit. Man føler flere steder, at Ozon har bakset med Sommeren ’85.


DER er ingen overraskelser. Alex og David har lovet hinanden at danse på graven, hvis en af dem forsvinder. Så Døden kan se, hvad de mener om døden. Det fører for det første til en fordybelse i jødisk begravelsespraksis; for det andet til den bedste og den værste scene i filmen.
   Da drengene er nyforelskede, går de på diskotek og danser til Bananarama. David giver Alex sin walkman på, så han kan danse til sin egen musik. Det er Rod Stewarts version af »Sailin’« med Sutherland Brothers & Quiver. Det er sådan en sang, som man hørte så tit, at følelsen trods alt blev slidt. Men i filmen besegler den kærlighedspagten.
   Det er derfor også »Sailin’«, som Alex danser til på Davids grav. Det gør han asynkront, klodset og uskønt. Det er en scene, som kunne have svævet, men her spræller og slår den sig næsten pinagtigt. Imidlertid er det netop sådan, at dansen er skildret af Alex i bogen.


   
I USA fik filmen en hård kritisk medfart. Jeg skal medgive, at det ikke er den Ozon-film, som har grebet mig dybest. Den er som et svagt 80er-album af David Bowie, der kunne skifte stilarter lige sådan. Jeg troede ikke på de voksne i filmen, især ikke Alex’ »jævne« forældre. Men jeg kunne samtidig se hvert hjul dreje. Der er en sjælden sårbarhed, som ikke er fingeret. Der er en følelse af kejtet ungdom, som sammen med det maritime motiv giver filmen et skær af sen Eric Rohmer.
   Det er Kate, den britiske pige, som kommer mellem de elskende drenge. Der er aldrig nogen misogyni hos Ozon. Tværtimod er Kate den eneste, som fortælleren kan dele sin sorg og sit raseri med. Hun siger noget klogt om, at de begge har elsket forestillingen om en person. Hun hjælper Alex med hans plan, og Ozon markerer, at den unge mand lukker en dør ved at lade hende gå.



FØRST og sidst er der Alex på stranden. Som han siger på lydsporet, er dette jo ikke slutningen på historien. Et videre liv begynder på stranden. Og det skete i sommeren ’85.
   Den covid-forsinkede premiere var timet perfekt til World Pride. Det er ikke sikkert, at du vil falde for filmen. Men jeg synes, at du skal lade det komme an på en prøve. Det er hverken 5 x 2 eller Grâce à Dieu. Det er Dans på min grav i fransk versionering. En god film at åbne efteråret med.


Été 85 (Sommeren '85). Instr. og manus: François Ozon. Foto: Hichame Alaouie. 101 min. Frankrig 2020. Dansk premiere: 19.08.2021.


Foto: Mandarin Films/ Camera Film/ CineMaterial/ Filmaffinity/ Unifrance/ Gyldendal

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Rakuten TV, Viaplay Store, YouTube Film
2K Blu-ray fra Diaphana (Frankrig) 17.11.2020
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 20.08.2021

lørdag den 29. maj 2021

Todd Haynes/Brian Selznick: Wonderstruck (2017) [Bogen og filmen]


RAMT AF MIRAKLER
Auteuren som familiefortæller

Af BO GREEN JENSEN



HER er en familiefilm, hvor det virkelig gælder om at se efter. Du hører sikkert tit sådan noget. Voksne beder dig være opmærksom, og du tænker, at det bestemmer du vist selv. Men Wonderstruck giver bare ikke mening, hvis du ikke følger ekstra godt med.
   Der er to historier, som foregår i hver sin tid, begge med et barn på 12 år i centrum. Der bliver hoppet fra den ene til den anden tid, men det er først til sidst, at du forstår, hvordan de to fortællinger hører sammen. Og faktisk er spor i den samme historie.
   Først er der drengen, som hedder Ben (Oakes Fegley). Han bor i en lille by i Minnesota, som ligger midt i USA. Hans verden bryder sammen, da hans mor dør i en trafikulykke. Ben har aldrig set sin far, men han ved, at han skal lede i New York. Så en dag tager han bussen alene mod øst. Og på vejen bliver han ramt af et lyn, som gør, at han i lang tid ikke kan høre.



BENS historie foregår i 1977. I den anden historie kommer også pigen Rose (Millicent Simmonds) alene til byen. Hun er træt af sin strenge og kølige far, som bor i New Jersey, altså syd for New York, på den anden side af Hudson-floden.
   I Roses historie er året 1927. Hun kan heller ikke høre, men modsat Ben blev hun født som døv. Rose elsker at gå i biografen, hvor hun drømmer sig ind i de film, som hun ser.
   Det er naturligvis stumfilm. Der blev ganske vist spillet musik i biografen, men det var dengang ikke teknisk muligt at lægge lyd på filmene. Det blev det netop i 1927, hvor den første tonefilm, The Jazz Singer, havde premiere.
   Rose føler en særlig tæt forbindelse til filmstjernen Lillian Mayhew. Hun flygter over floden for at opsøge hende. Lillian bliver spillet af Julianne Moore. Da Wonderstruck slutter, er Rose blevet gammel. Som voksen bliver også hun spillet af Julianne Moore. Dét er naturligvis ikke tilfældigt.



DER er flere slags spænding i Wonderstruck. Især bliver det vigtigt at finde ud af, hvordan de to historier hænger sammen. Jeg kan love, at Ben og Rose faktisk mødes, selv om de er børn i hver sin tid.
   Det er let at kende forskel på de to perioder. Bens historie er filmet i farver, og her taler folk hele tiden. Når det handler om Rose, skifter filmen til sort-hvid. Dialogen står skrevet på skilte, og musikken bliver vigtig. Det ligner med andre ord en af de stumfilm, hun selv går i biografen og ser.
   Wonderstruck betyder sådan noget som »slået af undren« eller »ramt af et vidunder«. I hvert fald vidunderligt ramt. Jeg har fortalt om lynet, der slår ned i Ben. Måske bliver Rose også ramt af mirakler.



DE to fortællinger siver ind i hinanden. Men Wonderstruck er hverken sci-fi eller fantasy. Rose har en bror, som arbejder på Naturhistorisk Museum i New York. Det er samme sted, Ben søger tilflugt i 1977.
   I det hele taget spiller museer en rolle. Til slut ser du en fantastisk detaljeret model af New York. Den findes i virkeligheden. Den blev lavet til Verdensudstillingen i 1964 og står på bymuseet i Queens. Det lyder måske tørt, men det er magisk. Jeg lover, at du bliver slået af undren.


FILMEN bygger på en billedroman af Brian Selznick. Han laver tykke børnebøger med mange blyantstegninger i. Til gengæld er der meget lidt tekst. Du kender måske Opfindelsen af Hugo Cabret, som er kommet på dansk. Det var den, som i 2011 blev til 3-D filmen Hugo.
   Brian Selznick har selv skrevet manuskriptet. Filmen bruger sort-hvid i 1927 og farver i 1977. I bogen er det gjort på en anden måde: Bens historie bliver fortalt med ord. Roses historie er tegnet.
   Du skal virkelig prøve at se denne film. Det er naturligvis noget andet end Star Wars. Eller en almindelig familiefilm, hvor alting bliver forklaret. Du udforsker tingene med dine sanser. Hver eneste af dem kommer i spil.


Wonderstruck. Instr.: Todd Haynes. Manus: Brian Selznick. Foto: Edward Lachman. 116 min. USA 2017. Frarådes under 11 år. Dansk premiere: 18.01.2018


Fotos: Amazon Studios/ CineMaterial/ MovieStills DB/ Scanbox Entertainment 
Filmen streames på AMAZON PRIME, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime
2K Blu-ray fra Studio Canal 30.07.2018 
Anmeldelsen er fra Weekendavisen Faktisk 19.01.2018 

mandag den 6. januar 2020

Léa Mysius: Ava (2017)


UNG FLUGT IGEN
En vidunderlig ukorrekt teenagefortælling

Af BO GREEN JENSEN

AVA på 13 år er ved at blive blind. For hver dag indsnævres synsfeltet. Øjenlægen taler bedrøvet, og Avas unge mor (Laure Calamy) er fast besluttet på at give hende den bedste sommer ever. Så i første scene er familien, som også tæller en ny lillesøster, på stranden ved Bordeaux.
   Avas mor er, da det kommer til stykket, mere interesseret i den virile livredder. Ava er faldet hen i solen med en bakke pomfritter på maven. Hun vågner ved, at en sort hund gnasker af bakken. Dyret tilhører Juan (Juan Cano), en ung roma, der bor på stranden og savner papirer. I de følgende uger bliver drengen og hunden de eneste, som Ava kan forholde sig til.


LÉA Mysius’ alternative ungdomsfilm er det modsatte af et korrekt genrestykke, der dækker sig ind med pædagogiske budskaber og følger en forudsigelig dramaturgi. Snarere ligner mentaliteten en lykkelig blanding af nouvelle vague, ånden fra '68 og neo-anarkistisk punk.
   Ava balancerer på gesimser med et rødt tørklæde for øjnene. Feriestemningen brydes af drømme, som for det meste er kropsnære mareridt. Hendes mor siger, at hun skal passe sin søster. Ava sætter den lille i kravlegården og går ud i solen med hunden. Hun kommer først hjem efter mange timer. Hendes mor tager det ikke voksent og pænt.



I EN pragtfuld totemscene, som ligger mellem drøm og virkelighed, maler Ava og Juan sig som stammekrigere. Ava har en riffel, som hun truer politiet med. Der er et langt forløb fra romalejren, hvor Juans ekskæreste bliver gift med en anden. For gamle dages skyld får han bilen, så de unge kan køre nordpå. Ava taler faktisk om Danmark, hvor folk må have lysterapi for at bevare forstanden. 


NOÉE Abita debuterer i rollen som Ava, men gebærder sig som en veteran. Mysius selv er kun 26 og kommer fra filmskolen Le Femis. Ava var i Kritikernes Uge på Cannes Festivalen 2017 og har siden fået kultstatus. Dét er et kolossalt sundhedstegn. Der er brug for ungdomsfilm, som ikke er fedtet til af bekymrede konsulenter.
   For 60 år siden begyndte Den Nye Bølge i Frankrig med François Truffauts Les quatre cents coups, som vi i Danmark kalder Ung flugt. Ava føles lige så sikker og fri, da bilen med teenageparret forsvinder. Al deres baggrund får fingeren hér. Det er også en afsked med angsten for blindhed. Da de kører, kan hvad som helst komme an.


Ava. Instr.: Léa Mysius. Manus: Léa Mysius & Paul Guilhaume. Foto: Paul Guilhaume. 105 min. Frankrig 2017. Dansk premiere: 24.04.2019.


Foto: Solaris Films/ Festival de Cannes/ YouTube (Semaine de la Critique/ BAC films trailer)
Filmen streames (i maj 2025) på Blockbuster og SF Anytime
Ingen BD-udgivelse - DVD fra Arte Editions (Frankrig) 08.11.2017
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 26.04.2019