Translate

Viser opslag med etiketten Melvil Poupaud. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Melvil Poupaud. Vis alle opslag

lørdag den 15. juli 2023

Mia Hansen-Løve: Un beau matin/ En dejlig morgen (2022)


VED SLUTNINGEN
Moden fortælling om svær virkelighed

Af BO GREEN JENSEN

VED slutningen på livet venter en række afviklinger. Det er ubehageligt stof, mørk materie, som de fleste nødigt forholder sig til: sygdom, ældelse, ophør; fysisk og mentalt forfald. Vi bruger en stor del af livet på at vænne os til, at det slutter en dag. Idealet er en værdig død. I praksis bliver slutningen ofte en kæde af uværdigheder, selv når alle parter gør deres bedste.
   Sandra (Léa Seydoux), som er i midten af trediverne, har et realistisk og resigneret forhold til tilværelsen. Hun arbejder som simultantolk og sørger for sig selv og datteren Linn (Camille Leban Martins), der er otte år. De er alene efter Linns fars død, som ligger nogen tid tilbage og er absorberet. Det samme gælder for så vidt den forandring, der fulgte med Sandras fars sygdom.



GEORG Kienzler er professor i filosofi og har levet i sit arbejde. Han har en indviklet, nervenedbrydende sygdom med et symptomsæt, som ligner demens. Han er blind, men ikke helt blind. Balanceevnen er stærkt reduceret. Han forstår alting halvt, men har mistet sit sprog. Der har været tilsynsordninger. Nu er det tid til at anbringe ham, men Georg er ikke en føjelig mand. Han er bange og vred og besværlig. Pascal Greggory spiller ham passiv-aktivt – og fremragende.
   »Jeg møder stadig hans studerende alle vegne,« siger Sandra, da hun tilfældigt støder ind i Clément (Melvil Poupaud), som kendte hendes afdøde mand. Clément har sin egen familie, der mest bliver sammen for syns skyld. Sandra og Clément indleder et forhold. For Sandra bliver det et nærende helle. Han kommer og går, siger fra, får anfægtelser, vender tilbage. Når han deltager, er de en lille familie, der fungerer sammen og arbejder godt.
   Un beau matin begynder, da udflytningen skal eksekveres. Sandras mor er videre med sit eget seniorliv og trives i et nyt ægteskab. Hun er på gaden med De Gule Veste og har en intellektuel profil. Hun er i store træk den samme karakter, som blev fravalgt på grund af sin alder i Mia Hansens-Løves forrige film, L'avenir (2016, da. Dagen i morgen), hvor Isabelle Huppert havde rollen. I En dejlig morgen bliver hun spillet af Nicole Garcia.


BESKRIVELSEN af de praktiske, komplekse og absolut usentimentale forhold – les choses de la vie, som Claude Sautet kaldte dem – udgør for så vidt hele »plottet« i En dejlig morgen. Mia Hansen-Løve skildrer afviklingen i en saglig, anti-æstetiserende tone. Emne og anslag giver filmen en vis lighed med François Ozons Tout s'est bien passé (2021, da. Alt gik godt), der skildrede aktiv dødshjælp og en forpligtende datter/far-relation i samme register. Fransk film forstår sig på svær virkelighed.
   Mia Hansen-Løve – som selv er 42 år – har fra begyndelsen været god til at se tilværelsen fra alle livsaldre. Hun fortalte om sin ungdom i Un amour de jeunesse (2011). Hendes storebrors lange nedtur inspirerede musikfilmen Eden (2014). I Bergman Island (2021, da. Bergmans ø) kom en kvindelig filmskaber med sin mere feterede auteur-ægtemand på skriveophold i Bergman-refugiet på Fårö. Der var tre lag af sammenfiltret fiktion. Hansen-Løve var selv på Fårö med partneren Olivier Assayas. Bergmans ø var bemærkelsesværdig på alle måder. En af dem var, at den dristede sig til at anfægte Bergman-legenden.
   Hansen-Løve siger selv, at hun ville lave en enkel og jordbunden film efter de metateksuelle manøvrer i Bergmans ø. Tonen i Un beau matin er klar og koncis som et stillebens streg. Et glas vand, der står på køkkenbordet i solen. Léa Seydoux spiller Sandra uden henvisning til »stjernen« Léa Seydoux.


DET bedste greb i filmen er forholdet til alle faderens ting. Hans bøger, hans billeder, hans musik. Sandra vil opmuntre Georg med en Schubert-sonate, han holdt særligt af. Nu vil han aktivt ikke høre den, fordi han bliver urolig. Hendes egen musik er Jan Johanssons »Liksom en herdinna«, der indleder filmen og følger med, når hun er på tolkeopgaver. Mia Hansen-Løve hørte første gang Bellman-kompositionen i Ingmar Bergmans The Touch (1971, da. Berøringen). Så idolet er ikke afskrevet helt.*
   Georgs bøger er værdifulde, de har fyldt hans arbejdsliv, hun voksede op med hans bibliotek. Nu vil ingen vide af dem. Sandras mor, som selv har rigeligt, vil i særdeleshed ikke have dem. Det ender med, at Sandra inviterer Georgs studerende. De unge voksne er benovede ved at stå i det allerhelligste. Som er en død samling i et afviklet hjem.


SANDRA beholder selv digtbøgerne. Og hvem siger, at Clément er gået for bestandig? Hele omhuen, der er lagt i skildringen af forholdet til intellektuel ejendom, er bemærkelsesværdig. Det samme er livsfarven på de grå plejehjem, hvor ubønhørligheden står mejslet.
   Mia Hansen-Løve laver stadig åbne og risikovillige film, der forholder sig til den mørke materie – og til underet i den lysende hverdag. Hun kom til som en moden, fuldt færdig filmskaber og bliver ved i samme afklarede form.

*) »Liksom en herdinna, högtids klädd« har nr. 80 i Fredmans epistlar, den ene af de to store sangcyklusser, som Carl Michael Bellman (1740-1795) er berømt for. Hyrdindevisen
 er vagt »Greensleeves«-agtig. Jazzpianisten Jan Johansson (1931-1968), som døde alt for tidligt, fortolker den instrumentalt og symfonisk på triplealbummet Musik genom fyra sekler (1969), som var kronen på et livsværk, der blev klassisk allerede med Jazz på svenska (1964). Jan Johansson skrev musik til Bo Widerbergs Barnvagnen (1963) og Mai Zetterlings Nattlek (1965). Han er ikke mindst elsket for »Här kommer Pippi Långstrump«, signatursangen fra tv-serien med Inger Nilsson, som Olle Hellbom instruerede i 1969.

Se også Mia Hansen-Løve: Eden (2014); Mia Hansen-Løve: L'avenir/ Things to Come (2016); Mia Hansen-Løve: Bergman Island/ Bergmans ø (2021).

Un beau matin (En dejlig morgen). Instr. & manus: Mia-Hansen Løve. Foto: Denis Lenoir. 112 min. Frankrig-UK-Tyskland 2022. Dansk premiere: 02.03.2023.


Fotos: Les Films Pelléas/ MUBI/ Razor Film Produktion/ Dauphin Films/ CN6 Productions/ Canal+/ Ciné+/ ARTE/ CNC/ FFA/ Medienboard Berlin-Brandenburg/ Les Films du Losange/ Another World Entertainment/ Unifrance/ YouTube [Sony Pictures Entertainment - Extended Cannes Trailer]. 
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, Grand Hjemmebio, SF Anytime, YouTube Film
Anmeldelsen indlæst og lagt på Weekendavisen Kultur 02.03.2023; trykt 03.03.2023.

tirsdag den 19. oktober 2021

François Ozon: Été 85/ Summer of 85 (2020)


ET LIV OG EN DØD I FIRE DELE
En film der skal ses for sin kejtede elskov

Af BO GREEN JENSEN

EN kystby i Normandiet, sommeren 1985. Alexis Robin (Félix Lefebvre) på 16 år nyder sin ferie og flyder under solen i en jolle, han har lånt. Skyerne vokser, himlen bliver mørk; med ét er drengen i havsnød. Jollen kæntrer, og han klamrer sig til skroget med det rejste sværd.
   Netop da kommer en anden båd med en lidt ældre teenager ud af stormen. David Gorman (Benjamin Voisin) ligner Apollon, mens han smilende forklarer, hvordan man vender jollen rundt. Den druknede mus bliver bugseret i havn. Han er allerede da forelsket til op over begge dundækkede ører.



SOMMEREN forløber i to spor, som filmen pendler imellem. I slutningen er der slet ingen glæde. Alex skal forklare, hvorfor han har skændet sin døde vens grav. Sagen er alvorlig, han kan få en fængselsdom. Læreren Lefèvre (Melvil Poupaud) beder ham skrive fortællingen ned. Det bliver en autofiktion om at elske en anden for første gang.
   David er gået ud af skolen for at hjælpe sin mor (Valeria Bruni Tedeschi) efter faderens død. David bearbejder sin sorg ved at hjælpe og elske så mange som muligt. Hans mor giver Alex et varmt bad og et feriejob i butikken, som sælger maritimt udstyr. Alt er godt, indtil Kate (Philippine Velge) fra England ankommer. David har dog selv fortalt, at trofasthed ikke ligger til ham.



FRANCOIS Ozon har instrueret 20 lange og lidt flere korte spillefilm siden 1988. Été 85 knytter an til de første, som ofte havde LGBTQ-tema. Der er endda et fysisk link. Alex må klæde sig som kvinde for at få adgang til lighuset. Kjolen, som Kate finder til ham, er den samme, som blev brugt i kortfilmen Une robe d’été fra 1996.
   Ozon har ofte sagt, at det ikke er historien, som er afgørende og svær at nå frem til, når han skal i gang. Det er måden, som han fortæller på, selve snittet og beskæringen, det samlede misè en scene. Det giver fuldkommen mening i forhold til filmværket. Der er trods alt ikke så langt fra komedier som 8 femmes og Potiche til tragiske stykker som Frantz og Tid til afsked.



DEN eksalterede tone er reproduceret nøjagtigt efter forlægget. Det vakte opsigt, da briten Aidan Chambers fik udgivet Dans på min grav i 1982. Romanen var en af de første ungdomsbøger, som skildrede kærligheden mellem to drenge. Den lange undertitel antyder kaskaden af fragmenter: »et liv og en død i fire dele, ethundredogsytten stykker, seks rapporter, med et par vitser, en gåde eller tre, nogle fodnoter og en fiasko nu og da for at hjælpe historien på gled.«
   Jørgen Christian Hansen oversatte bogen i 1984. Forfatteren modtog siden H.C. Andersen Prisen. Dance on My Grave er stadig en grundsten i Young Adult-feltet, som heldigvis er nået langt de sidste 40 år. Dengang måtte kærligheden ikke sige sit navn. Den kunne bare mumle det.


OZON holder altid sig selv fri af kontekst. Han er svær at få et indtryk af, uanset hvor tit man interviewer ham. Han får de fleste af sine ideer i teatret og genser gerne klassiske film. Han er altid i gang og har for længe siden valgt at være en fransk instruktør. Den engelsksprogede Angel (2007) – en biopic om forfatteren Marie Corelli – var blandt hans svageste arbejder.
   Der er flere ting i den nye film, som giver tilskueren fornemmelsen af noget personligt. Som det nævnte link med kjolen, lyset i Normandiet og følelsen mellem de to unge mænd. Filmen hed faktisk Sommeren ’84, men Robert Smith fra The Cure fik årstallet ændret, fordi Ozon ville bruge sangen »In Between Days« til slut. Og den sang er fra 1985.
   Musikken har ikke været så vigtig, siden Ozon bandt Jeune et jolie (2013, da. Ung & Smuk) op på fem signatursange af Françoise Hardy. Den film var mere formfuldendt end Sommeren ’85, som savner det sædvanlige perfekte og lidt glatte snit. Man føler flere steder, at Ozon har bakset med Sommeren ’85.


DER er ingen overraskelser. Alex og David har lovet hinanden at danse på graven, hvis en af dem forsvinder. Så Døden kan se, hvad de mener om døden. Det fører for det første til en fordybelse i jødisk begravelsespraksis; for det andet til den bedste og den værste scene i filmen.
   Da drengene er nyforelskede, går de på diskotek og danser til Bananarama. David giver Alex sin walkman på, så han kan danse til sin egen musik. Det er Rod Stewarts version af »Sailin’« med Sutherland Brothers & Quiver. Det er sådan en sang, som man hørte så tit, at følelsen trods alt blev slidt. Men i filmen besegler den kærlighedspagten.
   Det er derfor også »Sailin’«, som Alex danser til på Davids grav. Det gør han asynkront, klodset og uskønt. Det er en scene, som kunne have svævet, men her spræller og slår den sig næsten pinagtigt. Imidlertid er det netop sådan, at dansen er skildret af Alex i bogen.


   
I USA fik filmen en hård kritisk medfart. Jeg skal medgive, at det ikke er den Ozon-film, som har grebet mig dybest. Den er som et svagt 80er-album af David Bowie, der kunne skifte stilarter lige sådan. Jeg troede ikke på de voksne i filmen, især ikke Alex’ »jævne« forældre. Men jeg kunne samtidig se hvert hjul dreje. Der er en sjælden sårbarhed, som ikke er fingeret. Der er en følelse af kejtet ungdom, som sammen med det maritime motiv giver filmen et skær af sen Eric Rohmer.
   Det er Kate, den britiske pige, som kommer mellem de elskende drenge. Der er aldrig nogen misogyni hos Ozon. Tværtimod er Kate den eneste, som fortælleren kan dele sin sorg og sit raseri med. Hun siger noget klogt om, at de begge har elsket forestillingen om en person. Hun hjælper Alex med hans plan, og Ozon markerer, at den unge mand lukker en dør ved at lade hende gå.



FØRST og sidst er der Alex på stranden. Som han siger på lydsporet, er dette jo ikke slutningen på historien. Et videre liv begynder på stranden. Og det skete i sommeren ’85.
   Den covid-forsinkede premiere var timet perfekt til World Pride. Det er ikke sikkert, at du vil falde for filmen. Men jeg synes, at du skal lade det komme an på en prøve. Det er hverken 5 x 2 eller Grâce à Dieu. Det er Dans på min grav i fransk versionering. En god film at åbne efteråret med.


Été 85 (Sommeren '85). Instr. og manus: François Ozon. Foto: Hichame Alaouie. 101 min. Frankrig 2020. Dansk premiere: 19.08.2021.


Foto: Mandarin Films/ Camera Film/ CineMaterial/ Filmaffinity/ Unifrance/ Gyldendal

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Rakuten TV, Viaplay Store, YouTube Film
2K Blu-ray fra Diaphana (Frankrig) 17.11.2020
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 20.08.2021

torsdag den 14. oktober 2021

François Ozon: Le temps qui reste/ Time to Leave (2005)


ET LIV FØR DØDEN
Sidste dage, første ting

Af BO GREEN JENSEN

DET er altid senere, end vi tror. Man håber, at man går rundt midt i livet, men sandsynligvis er man nærmere slutningen. Fotografen Romain (Melvil Poupaud) er i trediverne, da han bliver syg. Som praktiserende homoseksuel frygter han, at det er AIDS, skønt han lever i et fast parforhold. Det er det dog ikke. Romain har uhelbredelig cancer. Der er kun få måneder til at tage afsked.
   Le temps qui reste foregår i denne undtagelsestilstand. Hvert individ reagerer forskelligt på døden. Romain lukker fuldstændig af. Han forlader sin kæreste, kvitter sit arbejde, rejser for ikke at komme tilbage. Kun sin bedstemor vil han tale med om det hele. Han føler, at hun vil forstå ham, fordi hun »selv snart skal dø«. Han tager heller ikke fejl. Det er scenerne mellem Poupaud og den 78-årige Jeanne Moreau (1928-2017), som man husker, når resten er kommet på afstand.*



UDEN ydre falbelader gennemlever Romain de obligatoriske stadier: vrede, afvisning, købslåen, fortvivlelse og accept. François Ozon er god til at finde visuelle metaforer for processen, som foregår i den døende. Samtidig er hele filmen farvet af instruktørens syn på, hvordan det bør være: man må når som helst kunne slippe det hele. Det gælder måske ikke om at føle så lidt som muligt, men det gælder om ikke at vise det.
   Filmen er skudt i inderligt bredformat. Der er ingen forsonende galgenhumor. Når livet truer med at slå smilerynker i dødsmasken, tager Ozon det i opløbet og konsoliderer filmens stoisk rituelle kvalitet. Det er mere imponerende end engagerende gjort.
   Heldigvis har tilfældet en sen overraskelse til Romain. En servitrice (Valeria Bruni-Tedeschi) finder behag i hans væsen og spørger ud af det blå, om han vil være sæddonor for hende og ægtemanden, som hun i øvrigt er lykkelig med. For Romain kommer henvendelsen som en benådning. Den døende føler sig atter begæret og ser en mulighed for at få andel i fremtiden.


OZON kan som altid bære en film igennem med stil. Det er tydeligt, at han vil skabe noget prunkløst, en demonstrativt moden og sober dødsskildring, der er blottet for sentimentalitet og uden antydning af indbyggede ironier. Les temps qui reste ligger langt fra humoren i 8 femmes, og den fravælger de narrative raffinementer, der gjorde metakrimien Swimming Pool og den kronologisk spejlvendte 5 x 2 mere interessante, end filmene måske strengt taget var.
   Han ser Tid til afsked som anden del af en trilogi om døden. Den første var Sous le sable, hvor Charlotte Rampling havde så svært ved at give slip på sin døde mand, at han blev ved med at være virkelig for hende. Trilogiens sidste film vil skildre et par, som mister sit barn.*



OZONS ambition om at realisere det enkle er indfriet. Le temps qui reste er en visuelt pletfri og til det asketiske gennemført skildring af en mand, som tager afsked med livet. Denne filmskabers force er narrative ornamenter, barok komik, fysisk spænding, konkret erotik, ironisk indsigt og psykologisk dybde.
   Kun det sidste kommer til udtryk i Tid til afsked, som af samme grund virker nøgen og tømt. Patrice Chéreau (1944-2013) kunne i den væsensbeslægtede Son frère (2003) skabe drama ved at fokusere hårdt på en døende krop. Ozon vælger konsekvent at æstetisere og skaber herved en film, som tangerer det banale.

RIP Jeanne Moreau 1928-2017


*) Den ikoniske franske skuespillerinde debuterede i Jean Stellis Dernier amour (1949), fik sin første store rolle i Jean Drévilles La reine Margot (1954) den første filmatisering af Alexandre Dumas' roman om Marguerite de Valois, og brød for alvor igennem i to film af Louis Malle: Les amants (1958, da. De elskende) og Ascenseur pour l'échafaud (1958, da. Elevator til skafottet), som alene for Miles Davis' improviserede score er berømt. Hun medvirkede i François Truffauts Les 400 coups (1959, da. Ung flugt) – filmen som startede la nouvelle vague sammen med Jean-Luc Godards À bout de souffle (1960, da. Åndeløs) – og blev udødeliggjort gennem sin rolle i samme instruktørs Jules et Jim (1962, Jules og Jim), hvor hun synger signatursangen »Le tourbillon«. Alene i 60erne havde Moreau store roller i film af Orson Welles (The Trial, Chimes of Midnight), Michelangelo Antonioni (La Notte), Joseph Losey (Eva), Jacques Demys (La baie des anges/ Englebugten), Marcel Ophüls (Banana Peel), Louis Malle (Le feu follet, Viva Maria!), John Frankenheimer (The Train), Luis Buñuel (Le journal d'une femme chambre/ En kammerpiges dagbog), Jean-Luc Godard (Une femme est une femme, Masculine Féminin), Truffaut (La mariée était en noir/ Bruden var i sort) og Tony Richardson (Mademoiselle). Moreau medvirkede i mere end 150 film. Hun havde sene store roller i Rainer Werner Fassbinders Querelle (1982), Luc Bessons La femme Nikita (1990) og Wim Wenders' Bis ans Ende der Welt (1992, Til verdens ende), men arbejdede til det sidste, også efter Les temps qui reste. Hun skrev og instruerede selv Lumiere (1976), L'Adolescente (1979) og portrætfilmen Lillian Gish (1982). Jeanne Moreau blev 89 år.

** Følelsen bruges både i Ricky (2009), hvor den fantastiske dreng til sidst flyver væk, og i den enkle, realistiske Le refuge (2009), hvor Isabelle Carré isolerer sig på landet for at føde sin døde kærestes barn. Her må hun forholde sig til hans mandlige kæreste, som spilles af Melvil Poupaud fra Les Temps qui reste. Denne har en stærk fysisk lighed med Ozon. Både dette træk og filmens grundstemning føjer Refugiet sammen med Tid til afsked. Faktisk giver det bedre mening at betragte Sous le sable, Les Temps qui reste og Le refuge som en trilogi af prunkløse film om at miste. Ricky og Refugiet fik desværre ikke dansk premiere.


Le temps qui reste (Tid til afsked). Instr. og manus: François Ozon. Foto: Jeanne Lapoirie. 85 min. Frankrig 2005. Dansk premiere: 27.10.2006


Fotos: Fidélité Productions/ France 2 Cinéma/ StudioCanal/ Canal+/ Mars Distribution/ Strand Releasing / Camera Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames ikke i DK - i UK og EU på Apple TV - i USA, Canada, Australien på Amazon Prime
DVD fra Artificial Eye | CURZON 25.09.2006
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 27.10.2006