Translate

Viser opslag med etiketten Klima. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Klima. Vis alle opslag

mandag den 27. juni 2022

Animation | Makoto Shinkai: Weathering With You (2019)


SOLSKINSPIGEN
Visionær filmkunst for YA-segmentet

Af BO GREEN JENSEN

DER kommer – heldigvis – ikke kun dommedagsstemning ud af de globale klimaændringer. Jo, vi kan se og mærke, at det står skidt til og at verden bogstaveligt regner væk, men i det fantastiske landskab er der fiktioner, hvor menneskene indretter sig og lærer at leve i regnbyer. Som det vil ske, hvis der skal være nogen fremtid overhovedet.

   Ved begyndelsen af Weathering With You har det regnet uafbrudt i månedsvis. Tokyo står under vand, og vejrudsigten lover bare endnu mere regn. Den 16-årige Hodaka kommer til byen for at få en uddannelse, men især for at opleve livet. »Tokyo er et vildt sted,« bliver refrænet i hans fortælling. Han løber snart tør for penge og har en svær tid. Han får sit livs bedste måltid, da han har sultet i tre dage, og solskinspigen Hina giver ham en burger fra fastfoodstedet, hvor hun arbejder.



HINA vågede ved sengen, da hendes mor døde på hospitalet. Fra vinduet i højhuset så hun en have på et tag. Der var en plet, en lille sø af lys, og hun løb for at finde over til solen. Nu kan hun, hvis hun står stille med lukkede øjne og ønsker sig det meget stærkt, få regnen til at standse, selv om det kun er lokalt og kortvarigt.
   Hodaka er i mellemtiden flyttet ind hos hr. Sugu og hans niece, som driver et forlag fra kælderen i en nedlagt natklub. De sælger sensationelle vandrehistorier til aviser og ugeblade. Hr. Sugu er umiddelbart en pokkers karl, der drikker sake, kommer sent hjem, ryger som en skorsten og har mange jern i ilden. Men faktisk er han også en enkemand, som prøver at lov at se sin datter, der bor hos en overbærende mormor.



DER er mange spor og motiver i Makoto Shinkais animationsfilm. Jeg går i detaljer for at give et indtryk af, hvordan historien er fuld af virkelighed og kompleksitet, mens den samtidig skaber fantastiske rum, når Hina og Hodaka suges op i stormen og svæver mellem regnbuer i en grænseløs himmelverden.
   Makotos film kan ses af alle, men især er de lavet til unge, der har karakterernes alder og referencer. Han er mediets mest markante nyskaber siden Hayao Miyazaki. Både Disney og Pixar virker tunge og gamle i forhold til den himmelstræbende japaner, som fik et internationalt gennembrud med Your Name (2016).


TEENAGERNE får gang i en god forretning, da Hodaka sætter Hina op på nettet. Har man brug for nogle timer med tørvejr og sol, f.eks. til en fødselsdag, til dagen, hvor de døde kommer hjem, eller indvielsen af en udstilling, kan man kontakte vejrmagersken. Prisen for solskin er 5000 yen. Hodaka flytter næsten ind hos Hina og hendes lillebror. Han er meget forelsket i Solskinspigen.
   Imens er Hodaka eftersøgt af politiet, og hr. Sugas niece hører historier om, hvad det koster at være Vejrjomfruen fra de gamle shinto-legender. For hver gang Hina skaber sol, bliver hun mere gennemsigtig. Hun kan standse regnen endeligt, hvis hun ofrer sig helt og forsvinder.
   Jeg forenkler for at tydeliggøre. Der er et utal af mindre historier i spil, da valget bliver konkret for Hodaka – og for filmens publikum. Vil vi reparere vejret eller vil vi leve sammen med dem, som vi elsker? Også myten om Orfeus og Eurydike bliver aktiveret, før eventyret om vejret er omme.



DET er en smuk film, som konstant skaber ny virkelighed. Den massive regn er skildret med stor troværdighed. Det er myten og realiteten i ét – og en tillidserklæring til begge universer. Uden sammenligning i øvrigt kan man finde noget af den samme ufortrødne fremtidstro i Steven Spielbergs filmatisering af Ernest Clines Ready Player One (2018). Også hér er verden ved at regne væk, og menneskene søger ly i et spil uden grænser.
   Det er ikke letkøbt eskapisme. Det er snarere praktisk magi. I hvert fald er det tankevækkende følelsesstof og meget stor animationskunst.


PS: Weathering With You blev vist for pressen den 9. marts 2020. Det var en kamp at få den set og nå at skrive, men det lykkedes, og teksten stod på filmsiden i avisen, som udkom på nettet den 12. marts og på tryk den 13. marts. Imens havde verden ændret sig radikalt. Den 11. marts holdt statsminister Mette Frederiksen sit historiske pressemøde om nedlukningen af det danske samfund. Det er forklaringen på, at filmen blev anmeldt to måneder før tid.
   Først den 18. maj blev der åbnet igen. Man fortsatte som efter en tornerosesøvn, men i øvrigt ufortrødent. Sommeren 2020 var præget af energisk genstartsstemning. Det var henne i december 2020, da anden bølge af pandemien greb om sig, og kulturlivet igen lukkede ned – denne gang for fire måneder – at modløsheden satte ind. Med den russiske invasion af Ukraine i februar 2022, var stemningen endelig vendt absolut.
   Der skete så meget, som aldrig var sket før, på de to år. Det bliver en interessant periode for fremtidens historikere. I fugleperspektiv kan COVID-19-pandemien måske sammenlignes med influenza-epidemien i 1920. Men der var færre dødsfald nu, og skønt mundbind blev svære at bære i længden, var der mange børn, som virkelig nød at have fri fra skole i tæt på to år. Jeg tror, at der kommer en dag, hvor vi husker coronatiden med øm nostalgi.     


Weathering with You (Tenki no ko). Instr. og manus: Makoto Shinkai. Foto: Ryôsuke Tsuda. 112 min. Japan 2019. Dansk premiere: 18.05.2020.


Fotos: Weathering With You Film Partners/ CoMix Wave Films/ Beijing Enlight Pictures/ China Film Group Corporation/ Kadokawa/ Lawson Entertainment/ Toho International/ Camera Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB 
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies.
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 13.03.2020

søndag den 7. november 2021

I Am Greta: Klimakrigeren Greta Thunberg [Re: COP 26]


OPSANG TIL ERFARINGEN
Klimakrigeren Greta Thunberg

Af BO GREEN JENSEN

DET er – kun – tre år siden, at Greta Thunberg satte sig ved Riksdagshuset i Stockholm og begyndte sin epokale Skolstrejk för klimatet. I august 2018 var hun 15 år og gik i 9. klasse. Hun blev først et fænomen og siden en naturkraft, der talte på ungdommens vegne til de ældre generationer.
   Det er ganske vist begrænset, hvad der faktisk er blevet ændret. Måske er det allerede for sent. Millioner af nyhedsbreve og delinger på sociale medier betyder bare mere udledt CO2. Men mentaliteten er ændret. Vi har klimaskam og klimabevidsthed. Ikke mindst dét er Greta Thunbergs fortjeneste.


GRETA Thunberg har diagnosen Aspergers. Hun siger selv, at tilstanden gav hende et konstruktivt tunnelsyn. Laserblik er ordet, hun bruger i Nathan Grossmans betimelige portrætfilm, som er produceret til den amerikanske streamingtjeneste Hulu, men får biografpremiere i Skandinavien.
   Det er rigtigt set. I Am Greta er godt skolestof for alle klassetrin. Eleverne vil høre efter, fordi det er en af deres egne, der taler – ikke en velmenende gamling som Al Gore, som sagde de samme ting i En ubekvem sandhed fra 2006. Tiden er næppe klogere nu – men muligvis mindre tilfreds med sig selv.
   Filmen former sig som en blanding af videodagbog og nyhedsrevy. Den samler historien og retter den ud for de få, som har sovet i timen. Thunberg er – siger selv de mest kritiske stemmer – en perfekt avatar: hun har ungdom, uskyld og overbevisning. Der er ingen besværlig bagage.


DER er intet nyt – og da slet ikke godt nyt – i selve klimasagen. Til gengæld giver filmen et glimt af personen. Vi ser Greta grine og være et barn. Hun er datter af sangerinden Malene Emman og skuespilleren Svante Thunberg. Hun har absolut gehør og en søster, som hedder Beate. Svante følger med sin datter. Malene bliver i billedets udkant.
   Set udefra er projektet en succes. Greta selv forstår dog hurtigt, hvordan hun bliver brugt som blikfang og pynt. Det begynder ved COP 24 i Polen i december 2018. Hidtil har hun talt for demonstranter på gaden, mens det strømmer ind med likes fra Arnold Schwarzenegger og Alexandria Ocasio-Cortes. Nu bliver hun inviteret indenfor og taler i Katowice, Davos, Europaparlamentet og FN.



ALLE vil på Instagram med Greta Thunberg. Filmen fanger, hvad der virker som ægte entusiasme hos John Bercow, Emmanuel Macron og Pave Frans. Den fanger også, hvordan Greta ser kulden i Jean-Claude Junckers blik, da han tager ordet efter hendes tale ved EU-konferencen i Antwerpen. Vi er nu i februar 2019. Greta indser, at hun er castet som den unge samvittigheds stemme. »De lover altid, at de vil gøre det bedre – but they never do,« siger hun.
   Det bliver et ritual, at Thunberg indleder med en opsang til erfaringen. Ethvert klimamøde må have Greta på podiet. I 2019 udkommer bogen No One is Too Small to Make a Difference med 11 af hendes taler. I maj samme år er der 40.000 tilhørere foran Christiansborg.
   Hun bliver nedgjort af skeptiske skurke. Mike Pence siger på vegne af sin chef, den daværende amerikanske præsident, at Thunberg er en teenager med psykiske problemer, som bliver udnyttet af sine forældre. Kritik fra Trump er en halv anbefaling. Vi har fulgt med Svante og Greta i el-bilen til Polen. Vi har set, at ingen udnytter nogen.


DEN oftest citerede soundbite – »You all come to us young people for hope. How dare you? You have stolen my dreams and my childhood with your empty words!« – falder i FN i New York i september 2019. Filmen kommer tættest på smerten, da Grossman følger med på båden, som krydser Atlanten.
   Hvis man fandt talen selvretfærdig, er I Am Greta et godt sted at revurdere. For vreden kommer fra hjertet. Greta bliver frustreret, fordi der ingenting sker. Tværtimod synes tiden at have nok i at tale og give hende flere likes.


I 2015 mødte jeg Malala Yousafzai, tidens anden Jeanne d’Arc-skikkelse, da filmen He Named Me Malala fik premiere. Også hun sad med sin far, som beskyttede, bakkede op og var stolt. Malala brugte ordet »uddannelse« i hver sætning. Bagefter havde jeg intet indtryk af mennesket bag sagen. Efter denne film har man et indtryk af Greta Thunberg. Det er endda overvældende godt.



Greta (I Am Greta). Instr. og foto: Nathan Grossman. 97 min. Sverige-USA-Tyskland-UK. Dansk premiere: 26.11.2020.


Fotos: B-Reel Films/ Hulu/ Camera Film/ The Sunday Times/ The Guardian/ DR.dk
Filmen streames på Apple TV; YouTube Film
2K Blu-ray fra Koch Media (region B) 22.04.2021
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 27.11.2020

lørdag den 6. november 2021

An Inconvenient Truth: Klimakrigeren Al Gore [Re: COP 26]


JORDENS SKÆBNE
Klimasagen tager form i det stille


Af BO GREEN JENSEN

FORÅRET 2006: DER er en nobel mand i mørkegrå jakke, en velholdt midaldrende amerikaner. Med blød stemme præsenterer han sig som Al Gore. Man fornemmer, at et publikum er tilstede. Med indstuderet humor tilføjer han: »Jeg plejede at være De Forenede Staters næste præsident.«
   Der er latter og bifald i salen. Så tilføjer han, atter indstuderet, men for hver optræden lidt varieret: »Jeg synes egentlig ikke, at dét er så morsomt.« Det er det jo ikke. Gore er manden, som tabte til George W. Bush med en margin på tusinde stemmer. Allerede i prologen har Gore gjort det glasklart: Han er her endnu. Han vedkender sig, at han tabte. Og sé, hvor det bragte os hen.



DAVIS Guggenheims dokumentarfilm er optaget over flere aftener i et par af mange hundrede sale, hvor Gore har holdt sit foredrag om Jordens skæbne. Som An Inconvenient Truth skrider frem, høres teksten i sin fulde udstrækning. Der er dog også personlige indstik, hvor Gore gør rede for sin baggrund, forholdet til sin familie og forsøget på at komme videre efter professionelle nederlag og en personlig tragedie. Den forhenværende vicepræsident lægger i og for sig ikke skjul på, at han har brugt miljøsagen som terapi.
   Som præsidentkandidat blev Gore kritiseret for at være for vag, for pæn, for nølende, for intellektuel og, om man vil, for sandfærdig i forhold til oppositionens mand, der aldrig har haft problemer med at forenkle og tale usandt, når det var dét der skulle til. Nu rømmer Gore sig og træder én gang for alle i karakter. Hans lidenskabelige forsvar for planeten og hans svært modsigelige påvisning af, hvor galt det står til, er ikke et øjeblik præget af tøven. Hans tale fornemmes ganske spontan, skønt han har sagt det samme hundrede gange. Nede i biografsalen sidder man, ligesom ude i foredragssalen, og bliver mere og mere overbevist.


DA det personlige stof er af vejen, koncentrerer Gore sig om at vinde publikum for miljøsagen. Hvad han gør, er ganske enkelt at tale og vise billeder fra sin computer imens. Man bemærker, at han bruger en Mac, og at alle remedier stammer fra Apple-koncernen. Al Gore er i parentes bemærket medlem af bestyrelsen for Apple MacIntosh.
   Sagen er i korte træk, at den globale opvarmning er ude af kontrol, at polerne og indlandsisen og bjergenes iskapper er ved at smelte. Hvis vi ikke nu og hér reducererer CO2-udslippet, vil klimaet gå amok, ikke i en abstrakt fremtid, som de fleste af os tror, når vi tænker, at vore børnebørn sikkert finder på noget, men i løbet af årtier.
   Det er ikke gjort med, at havene stiger, at vejret bliver vildere og at isbjørnen forsvinder sammen med gletscherne og sneen på Kilimanjaro. Fremtiden bliver ikke et kronisk Lalandia-vejr. Tværtimod kan der komme en istid, som rammer inden for 50 år.


DET kan der, fordi det globale vejrlig er baseret på en pumpemekanisme. Der er koldt og tørt på den nordlige halvkugle; der er fugtigt og hedt på den sydlige, og for at udligne forskellen, trækkes våd varme op via Golfstrømmen, så vi får sommerens caribiske orkaner at føle som lune efterårsstorme. Hvis den globale ophedning fortsætter, kan temperaturen holdes uden denne omfordeling af varmen. Termostaten slår fra, og så kommer isen. Mennesker vil se det som en klimakatastrofe. For planeten er der snarere tale om at indrette sig på en forandring.
   Det er skræmmende let at forstå den forklaring. Gore bruger da også hovedparten af sin taletid på at forklare, hvordan det faktisk kan nytte at modarbejde udviklingen, begrænse CO2-udslippet, ratificere Kyotoaftalen, forholde sig til det hele. »Sandheden om klimakrisen er ubekvem, for den indebærer jo, at vi bliver nødt til at lave om på den måde, vi lever vores liv.« Det er for så vidt hele konklusionen på Al Gores høflige veltalenhed.



DEN gode nyhed er, at det nytter. Filmen fremlægger overraskende dokumentation for, at ozonlaget er i bedring; at det faktisk har haft en positiv effekt, hver gang man tog sig sammen og skruede bare en anelse ned for den økonomiske vækst. Her adskiller En ubekvem sandhed sig radikalt fra tidligere årtiers mobilisering til modstand. Publikum skal ikke sendes hjem i fortvivlelse.
   Jeg så første gang filmen på Cannes Festivalen, hvor den var et uventet hit, og jeg fik svedige hænder ligesom mine sidemænd. Det er ikke, fordi argumenterne er nye. Jeg har bare aldrig til fulde forstået, hvordan den globale opvarmning fungerer. Forfatteren og formidleren Carl Sagan sagde om vort økosystem: »Hvis du giver en globus et lag lak, svarer tykkelsen af lakken nogenlunde til atmosfærens tykkelse i forhold til Jorden.« Al Gore formår bedre end mange grundigere miljøstrateger at vise, hvor skrøbelig hele klimamekanismen er.
   Hver gang han har brug for at understrege, træder Gore selv til side og citerer forskellige fyndord, der er sagt eller skrevet i anden forbindelse af mænd som Upton Sinclair (»Det er svært at få en mand til at forstå noget, når hans løn er afhængig af, at han ikke forstår det«), Winston Churchill (»Nu går vi ind i konsekvensernes periode«) og Mark Twain. Især sidstnævnte slår hovedet på sømmet: »Det er ikke det, du ikke ved, der får dig på glatis. Det er det, du er helt sikker på, men som bare ikke passer.«


DET for alvor kontroversielle ved filmen er sådan set ikke dens påvisning af de miljømæssige konsekvenser af CO2-udledningen. Det er snarere budskabet om, at det kan nytte at begrænse årsagerne, som får kritikerne op af stolen. Bjørn Lomborg anmelder filmen i Ekko og lader sin affærdigende kritik munde ud i et absurd økonomisk argument. En fuld implementering af Kyoto-aftalen ville blot »udsætte opvarmningen i seks år i år 2100, med en årlig omkostning på 150 milliarder dollars.«
   På forstemmende vis bliver miljøet en trossag. Ved filmens amerikanske premiere gik flere kommentatorer i selvsving for at vurdere, om An Inconvenient Truth er et camoufleret forsøg på politisk comeback, en måde at komme fjenden – ikke Bush, men Hilary Clinton – i forkøbet på. Det er den sandsynligvis også. Det rokker dog ikke ved filmens vederhæftighed, som yderligere understøttes af den (rigeligt) illustrerede kaffebordsbog, der hører til foredraget.*



ALLE øjne har været på Gore. Da Errol Morris lod Robert McNamara tale ud i The Fog of War (2003), og da Oliver Stone tog til Cuba for at føre lange samtaler med Fidel Castro i Comandante (2003), blev filmene primært vurderet som film. Det kunne man med fordel også gøre i tilfældet An Inconvenient Truth, for sjældent har de æstetiske virkemidler været finere stemt efter sagen og manden.
   Instruktøren Davis Guggenheim ved nøjagtigt, hvad Gores form kan bære, og hvad tiden kan tåle at høre og se. 1970ernes apokalyptiske scenarier er afløst af et opbyggeligt Power Point-foredrag. Budskabet er ikke, at alting går ad helvede til. Budskabet er, at det nytter at handle, og hver af filmens strategier arbejder på at mejsle dette i publikums bevidsthed. Bjørn Lomborg, gå hjem, kunne man hilse og sige.



JEG er sikker på, at man kan diskutere filmens argumenter og gradbøje alle de ubekvemme sandheder. Gore får sikkert også det hele til at lyde mere enkelt, end det er. Men An Inconvenient Truth er under alle omstændigheder en af årtiets vigtigste dokumentarfilm, fordi den får publikum til at tænke og i hvert fald overveje at handle. Endvidere demonstrerer den, hvordan man styrer og drejer et godt publikum.
   I 2017 fulgte Gore sagen op i An Inconvenient Sequel: Truth to Power, som Bonni Cohen og Jon Shenk instruerede efter samme model, men med større vægt på Gores lobbyagtige arbejde bag foredragsvirksomheden. Det er en mere uklar præsentation, og især er det en mere lokal amerikansk synsvinkel, som problemerne anskues fra. Styrken i An Inconvenient Truth er netop, at den hæver sig over nationale hensyn. Derfor kan filmen stadig være relevant i 2021, skønt atmosfæren forekommer næsten nostalgisk.

 
*) Al Gore: En ubekvem sandhed. Oversat efter »An Inconvenient Truth« (2006) af Peter Dürrfeld. 328 s. Forlaget Aschehoug, 2006.


An Inconvenient Truth (En ubekvem sandhed). Instr. og foto: Davis Guggenheim. Manus: Al Gore og Davis Guggenheim. 100 min. USA 2006. Dansk premiere: 15.09.2006.

An Inconvenient Sequel: Truth to Power (En ubekvem sandhed 2). Instr.: Bonni Cohen og Jon Shenk. Manus: Al Gore. Foto: Jon Shenk. 98 min. USA 2017. Dansk premiere: 16.11.2017.


Fotos: Lawrence Bender Productions/ Davis Guggenheim/ Eric Lee/ Paramount Vantage/ CineMaterial/ MovieStillsDB

An Inconvenient Truth streames på Apple TV, Blockbuster, Grand Hjemmebio, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film
DVD fra Paramount Pictures (UK) 26.12.2006
An Inconvenient Sequel streames på Apple TV, Blockbuster, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film
2K Blu-ray fra 20th Century Fox (DK) 05.04.2018
Anmeldelsen trykt første gang i Weekendavisen Kultur 15.09.2006 - tilføjelser november 2021, info ajourført april 2025

søndag den 1. november 2020

Andrew Stanton: WALL-E (2008) [Sci-Fi 100]

 
HJEM TIL JORDEN
Pixars bevægende robinsonade
 
Af BO GREEN JENSEN

PÅ en ødelagt Jord kører industrirobotten WALL-E omkring og samler affald. Den sorterer det, beholder de mest interessante effekter og bygger vaklende tårne af resten.
   Det har den gjort i 700 år, mens resterne af menneskeheden er på krydstogt i rummet på ubestemt tid. Stadig mere fede og formløse sidder de og slikker syntetisk sol på Lido-dækket, mens maskinerne sørger for softdrinks og holder fartøjet Axiom vedlige.
   Axiom var det sidste rumskib, som selskabet Buy n Large sendte afsted. WALL-E er tæret og ramponeret, men hans solcelle genoplades ved daggry. Han kan arbejde til evig tid, hvis det skal være.
   Engang var WALL-E en standardmodel – navnet er et akronym for »Waste Allocation Load Lifter-Earth-class« (Watthoved Affalds Ladnings Løftnings Element). Nu er han den sidste af sin slags. Himlen anes kun i glimt. Man ser, at alt blev forsøgt, før menneskene rejste. I affaldsdyngerne står både vindmøller og atomreaktorer.
   WALL-E er en nysgerrig rustbunke, der med tiden har udviklet en sentimental karakter. Hans længsel er aldrig mere akut, end når han svømmer hen til musicalen Hello, Dolly (1969), som er lagret på et videobånd. To numre, »Put On Your Sunday Clothes« og »It Only Takes a Moment«, har magisk betydning for WALL-E. I det første ser man et fællesskab danse. I det andet ser man et par holde hænder.



ROBOTTENS verden ændrer sig, da et fartøj lander med en EVA (»Extraterrestrial Vegetation Evaluator«) ombord. EVA er en knivskarp, supersonisk sonde af seneste menneskefrembragte slags. Hun kan vælte fem tankskibe med en skudsalve fra sin snehvide fiberglasfinne.
   WALL-E er forelsket, og ved standhaftighed lykkes det ham at etablere en forbindelse. Imidlertid går EVA i direktiv-modus og lukker ned, da de finder en spirende plante i asken. Et skib flyver EVA tilbage til Axiom. WALL-E er med som blind passager. Nu skal de sovende mennesker vågne. I henhold til en gammel plan for genkolonisering har skibets maskiner en stående ordre om at vende hjem til Jorden, når fotosyntese atter er mulig.
   Der er dog også en kontraordre, som får Axioms autopilot til at opføre sig som computeren HAL i 2001: A Space Odyssey. Sammen med E.T., Star Wars, Alien, This Island Earth og 10-12 andre sci-fi-klassikere, udgør Stanley Kubricks fabel den tematiske klangbund for WALL-E. Andrew Stantons ambitiøse animationsfilm er den seneste i en lang række grænseafsøgende familiefortællinger fra Pixar-studiet. Han opsummerer præmissen således: »Hvad nu hvis menneskeheden forlod Jorden og glemte at slukke den sidste robot?« Der har næppe nogen sinde været en familiefilm med så mørkt et tema og så store ideer.



FILMENS første time er regulært mageløs. Der er en detaljeret lydside, men ingen egentlig dialog og ikke andre skikkelser end to knitrende robotter og en sejlivet kakerlak. WALL-E’s rutiner er slapstick-vignetter i klasse med Charlie Chaplins. Den manende økologiske lignelse er dyb og alvorlig som i en fabel for voksne. Meget må forklares for de mindste, men det vil være gode og frugtbare samtaler.
   På Axiom er stilen rundere og handlingsgangen mere grotesk. Endelig bliver filmen patetisk og meget motivtung. Man har forstået det bærende budskab, længe før Peter Gabriel begynder at synge »Down to Earth«, om den ødelagte hjemplanet, sammen med Sowetos børnekor.
   Men WALL-E er en charmetrold, og der er et overskud af ideer i eksponeringen af hans ensomme tilstand. Hele salen – eller stuen – holder vejret sammen med EVA, da WALL-E har fået slettet sit væsen, sin erindring, alt der gør ham til en følsom og intelligent maskine. Der er ingen falsk humor i WALL-E. Selv kærligheden holder stand. Det er sikkert og meget bevægende gjort.





WALL-E. Instr.: Andrew Stanton. Manus: Andrew Stanton & Jim Reardon. 98 min. USA 2008. Dansk premiere: 29.09.2008.


Fotos: Disney/ Pixar/ CineMaterial/ FilmAffinity/ Criterion Collection/ Art of the Title (WALL-E End Credits) YouTube (clips + trailer)
Filmen streames (august 2025) på Apple TV+, Blockbuster, DISNEY+, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film
2K Blu-ray fra Disney Pixar Classics 04.02.2008
4K UHD + 2K Blu-ray fra The Criterion Collection (Spine #1161) 22.11.2022
Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 29.08.2008

søndag den 26. april 2020

Alexander Payne: Downsizing (2017)


ET LIV I BESKÅRET FORMAT 
En lille fabel om store problemer

Af BO GREEN JENSEN

HVIS mennesker var mindre, kunne kloden bedre bære dem. Det er den relativt enkle præmis for satiren i Alexander Paynes robuste fabel om, hvordan livet ville være, hvis man boede i et ægte Lilliput.
   Analogien lyder letkøbt, men faktisk er der ikke så langt til Gullivers rejser. Paynes film sammenføjer en imponerende bred vifte af temaer og tonearter. Der er nok en stor bekymring, men der er især et skarpt blik for menneskers adfærd. Det er hvad-nu-hvis fiktion i en gammeldags magasinnovelle, som Kurt Vonnegut eller Philip K. Dick kunne have skrevet, før de blev psykedeliske mestre.
   Payne plejer at lave intime historier – About Schmidt (2002), Sideways (2004), The Descendants (2011), Nebraska (2013) – der zoomer ind på den enkelte karakter og finder et stort drama i ordinære hverdagsliv.
   Her åbner han ude i makroperspektiv, skønt filmen drejer sig om minimering. To norske forskere (Rolf Lassgård og Søren Pilmark) udvikler en teknik, der reducerer cellers størrelse. Man er pludselig på højde med en tændstik, og de formindskede mennesker lovpriser tilstanden.


  
DET ligner en kur for planetens problemer, men løsningen medfører nye konflikter. Små folk kan leve i luksus, men det skævvrider økonomien. Snart spørger de store artseksemplarer, om minimennesker bør have fuld stemmeret.
   Downsizing er nemlig også en fabel om identitetspolitik. Matt Damon spiller fysioterapeuten Paul Sefranek fra Omaha, der vælger at blive lille. Det handler lidt om at begynde igen og meget om økonomien.
   Audrey, hans hustru, bliver spillet af Kristen Wiig. Hun tøver gevaldigt og springer i målet. Så den forvandlede Paul vågner alene. Audrey beder ham lade være med at skælde ud, da de taler på tværs af den irreversible proces. For hun kan bare ikke bære mere skyld.


PARRET bliver skilt, og Paul indretter sig. Gradvis bliver den blå himmel mørk. Der er intet at lave i minisamfundet, hvor tiden står stille og verden er ren. Flygtninge standses ved grænsen. Det er byen fra The Truman Show i beskåret format. Fascismen lurer lige om hjørnet.
   Paul engagerer sig i humanitært arbejde og finder sammen med en tvangsminimeret aktivist fra Vietnam. Hun hedder Ngoc Lan, og hun giver ham retning. De besøger den oprindelige norske koloni og møder det første menneske, som er født i formindsket tilstand.
   Netop da når planeten the tipping point – et vendepunkt, hvor analysemodellerne opgiver. Herfra er der ingen vej tilbage. Jorden kan ikke blive bæredygtig igen.



PÅ film bliver science fiction ofte en meget bogstavelig form. Den er dystopisk, visionær eller dramatisk. Downsizing har en forfriskende lavpraktisk tilgang til stoffet. Tonen er mere som tv i en klassisk episode af The Twilight Zone eller Black Mirror.
   Logistikken i formindskelsesprocessen er gennemarbejdet. For eksempel er det nødvendigt at fjerne proteser og tandfyldninger. Ellers eksploderer den skrumpede biologi. Også infrastrukturen overbeviser. Der er tænkt over arkitektur og transport.
   Til gengæld er satiren en trættende affære. Scenerne fra Norge er lige dele nisseøl og LSD. Downsizing har mange kvaliteter, men den ved ikke, hvor den vil hen med det hele, og filmen savner den psykologiske dybde, som ellers er Paynes adelsmærke.
   Filmen rejser fra støjende hverdag til stille apokalypse. Alligevel er der mere i sagen. I det mindste er Downsizing gennemført sær. Det er derfor, du vil huske den, når mere stilrene fremtidsfabler er glemt.



Downsizing. Instr.: Alexander Payne. Manus: Alexander Payne og Jim Taylor. Foto: Phedon Papamichael. 135 min. USA 2017. Dansk premiere: 18.01.2018



Foto: Paramount Pictures/ UIP/ CineMaterial/ FilmAffinity/ MovieStillsDB/ YouTube 
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, SKYSHOWTIME, TV2 Play, YouTube Film
4K UHD + 2K Blu-ray fra Paramount Pictures 20.03.2018
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 19.01.2018

torsdag den 6. februar 2020

Christopher Nolan: Interstellar (2014) [Sci-Fi 100]


DEN SIDSTE RAKET
De mulige hjem er betagende verdener

Af BO GREEN JENSEN

DER er masser af science fiction på film, men de fleste historier er dystopiske fabler om samfundet nu, abstrakte eksperimenter med tiden, horror som i Alien-serien eller kulørt fantastik à la Star Wars. Det er sjældent, at en væsentlig filmskaber bestræber sig på at fortælle en realistisk historie om menneskets mulige fremtid i rummet.

   De ægte visioner kan tælles på en hånd. Nu og da kommer film, som gerne vil ligne: Brian De Palmas Mission to Mars (2000), Steven Soderberghs remake (2002) af Andrej Tarkovskijs Solaris (1972), Ridley Scotts Prometheus (2012). De falder somme tider heldigt ud, men er aldrig på højde med værket, det lykkedes for: Stanley Kubricks 2001: A Space Odyssey (1968, da. Rumrejsen år 2001).
   Så forventningen før Interstellar er stor. Christopher Nolan skabte en stil med Memento (2000), gav Batman-figuren ny dybde i tre store film, fortalte ontologisk om illusioner i The Prestige (2006) og krængede sindet og verden helt ud i Inception (2010). Nolan laver tænksomme film i en krævende form, der har fået et stort publikum. I Interstellar er ambitionen at skabe hård science fiction af første karat: en tre timer lang film om menneskets sidste forsøg på at finde et hjem mellem stjernerne.



OM 20 år er verden plaget af sult og klimaforandring. USA hærges af støvstorme, der får 1930'ernes dust bowl til at ligne en gryde ved stranden. Enkemanden Cooper (Matthew McConaughey) blev trænet som astronaut, men nu er NASA lukket ned. I skolen lærer børnene, at fortidens rumfart var koldkrigspropaganda. Cooper dyrker majs i Midtvesten, mens hans svigerfar (John Lithgow) passer datteren Murphy og sønnen Tom. Majs er den eneste kornsort, der endnu ikke er bukket under for plantepest.
   Der falder bøger ud af reolen på Murphys værelse. De lægger sig i et mønster, der kan læses som koordinater, og Cooper bliver sendt til et hemmeligt sted, hvor resterne af NASA arbejder videre under ledelse af kvantefysikeren dr. Brand (Michael Caine) og hans datter (Anne Hathaway). Menneskeheden har ét skud tilbage. Der er sendt sonder gennem et ormehul ved Saturn. Tre af pionererne har meldt tilbage om muligvis beboelige verdener. Dr. Brand beder Cooper være pilot på den sidste raket, som skal undersøge, hvor en bæredygtig koloni kan grundlægges.



COOPER siger ja til missionen. Skønt rejsen betyder, at han må forlade Murphy og Tom, er det for børnenes skyld, at han rejser. Sønnen (Casey Affleck) forstår ham og overtager gården i en stadig mørkere fremtid. Datteren (Jessica Chastain) sender ingen beskeder, før hun har nået den alder, som Cooper havde, da han tog afsted.
   Den ældste generation falder væk. I rummet er Cooper og dr. Brands datter ved at undersøge de golde verdener bag ormehullet. Især hér skaber Nolan – og cheffotografen Hoyte Van Hoytema, der har særlig flair for realistisk rumfart – fantastiske billeder og høj, taktil troværdighed. Én planet er kun kværnende vand, og fra en tilfrossen udpost har dr. Mann (Matt Damon) sendt falske rapporter. Hvor tyngden er tættest, bliver tiden elastisk. En time på Vandplaneten svarer til syv år i jordisk tid. Cooper har lovet at hente sin datter. Han opgiver aldrig at vende tilbage.



DEN videnskabelige baggrund er ikke grebet ud af det blå. Fysikeren Kip Thorne har fungeret som rådgiver på manuskriptet, der blev påbegyndt i 2006 som en film, Steven Spielberg skulle lave. Thorne var også konsulent, da Robert Zemeckis i 1997 filmatiserede Carl Sagans roman Contact. Her var alt, hvad videnskabskvinden Jodie Foster foretog sig, et forsøg på at nå en død far. På samme måde bliver kærligheden i Interstellar til et stof og en kraft, der er lige så virkelig som tiden.
   Universet bøjes og strækkes som i Inception, men Interstellar er fortalt i et roligt tempo, der fravælger Nolans sædvanlige hektiske klipning. Filmens svaghed er nok, at den tydeliggør. Dylan Thomas' digt om, at alderdommen må brænde, »Do Not Go Gentle«, så døden ikke får let spil, bliver citeret ti gange. Stadig gentager Michael Caine, at vi må rase imod lysets død. Det bliver også skrevet på hans grav. End ikke Spielberg ville hamre så hårdt.



DET lykkes dog Nolan at give kærligheden et værdigt menneskeansigt. I sin tredje time, da Jessica Chastain som Murphy begynder at løse det store paradoks, som jeg ikke skal ødelægge oplevelsen ved at forklare, kommer filmen endelig også til live i en form, der er genkendelig som Nolans visuelle centrifuge. Som i Contact bliver tingene vist i en form, den rejsende er i stand til at forstå. Men i Contact var højere magter indblandet. I Interstellar er der kun mennesket selv.
   De mulige hjem er betagende verdener. Lang spilletid er en forpligtende luksus, men her er der god brug for alle tre timer. Rejsen gennem ormehullet prøver ikke at overgå den psykedeliske passage gennem tid og rum i 2001. Det er trods alt heller ikke en film i samme urørlige klasse, men bestemt en bevægende oplevelse, som også er visionært tankestof.



Interstellar. Instr.: Christopher Nolan. Manus: Jonathan & Christopher Nolan. Foto: Hoyte van Hoytema. 179 min. USA-UK-Canada 2014. Dansk premiere: 06.11.2014.


Foto: Paramount Pictures/ Warner Bros./ Legendary Entertainment/ Syncopy/ Lynda Obst Productionsthers/ SFStudios
Filmen streames på AMAZON PRIME, Apple TV, Blockbuster, MAX, Rakuten TV, SF Anytime, VIAPLAY, YouTube Film
4K UHD + 2K Blu-ray [10th Anniversary Collector's Edition] fra Paramount Pictures 10.12.2024
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 14.11.2014.