Translate

Viser opslag med etiketten Jessica Chastain. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Jessica Chastain. Vis alle opslag

onsdag den 1. januar 2025

J.C. Chandor: A Most Violent Year (2014)


DET FARLIGSTE ÅR
Systemisk forfald er en evig fortælling

Af BO GREEN JENSEN

1981 i New York var, selv efter amerikansk målestok, et usædvanligt voldsomt år med flere drab og mere hård kriminalitet end sædvanligt.
   Den statistiske oplysning fylder ikke meget i J.C. Chandors fortættede skildring af en korruptionssag fra perioden. En stemme i radioen siger, at det er »the most dangerous year« i byens historie. Det er ikke sikkert, at karaktererne hører efter, for meget i filmen er ren baggrundsstøj. Alligevel sætter den stemningen fast.
   Indvandrersønnen Abel Morales (Oscar Isaac) er blevet en stor mand i fyringsolieindustrien, hvor han begyndte som lastbilchauffør. Han importerer og distribuerer selv fyringsolien, ejer en lille flåde af ramponerede tankvogne og instruerer personligt sælgerne, som går fra dør til dør for at hverve kunder.
   For personalet er der status i at avancere fra chauffør til sælger. For kolleger i faget er Abel en stor torn i øjet, fordi han nægter at følge kartellets uskrevne love og holder sig fri af korruption. Det er svært at sige, hvem der har mest imod Abel: de korrupte konkurrenter, de indfedtede fagforeninger eller det kompromitterede politi.



FILMEN følger Abel gennem en svær tid, hvor 3-4 faktorer må spille i samklang, hvis hans forretning skal overleve. Han har overtalt den jødiske spekulant, som ejer det meste af havnen, til at sælge en dok, som gør firmaet uafhængigt. Han har samtidig købt et stort hus i de fredelige forstæder, hvor man kan løbe ture og give sin børn en god opvækst. Alt, hvad Abel ejer, er stillet som sikkerhed. Hvis han ikke betaler den næste termin, vil begge handler gå tilbage, og der bliver ikke kompenseret for tab.
   A Most Violent Year er et grumset moralsk lærestykke, filmet i vinterligt lys med en stærk, ekstremt underdrejet faktor af spænding. Hele verden er en etisk gråzone, hvor man følger visse koder og navigerer efter principper, som gør alle til medvidere. Abel vil ikke spise af kagen. Chandors film røber kun det mest nødvendige om mekanismerne. Man forstår, at den ærlige mand må være en ridder eller en nar.



FOR hustruen Anna (Jessica Chastain) er Abel nok begge dele. Hun er vokset op i industrien, fører firmaets bøger og nærer ingen illusioner om, at ærlighed varer længst. Abel købte firmaet af hendes far, og hun vil ikke lade ham sætte det overstyr.
   Der er derfor lagt i ovnen alle vegne. Det er valgsæson, og den offentlige anklager (David Oyelowo) iværksætter en undersøgelse, som Abels advokat (Albert Brooks) bruger kræfter på at afværge. Abel holder kortene tæt ind til kroppen. Publikum kan aldrig vide, om der er mere i sagen, om begreber som rigtigt og forkert giver mening.



J.C. Chandors forbilleder er instruktøren Sidney Lumet og forfatteren David Mamet. Han gør en del ud af at lægge afstand til tematik og troper hos Martin Scorsese. Chandors første film, Margin Call, fulgte tolv bankfolk gennem det hektiske døgn, hvor krisen i 2008 tog form. I All is Lost var Robert Redford alene på havet og lærredet i to timer. Begge film var så kompromisløse, at de ikke fik dansk biografpremiere.
   A Most Violent Year vil nok gøre det bedre. Filmen blander ånden fra Serpico og Prince of the City med stilen og tonen fra The Godfather. Kun James Gray laver noget, der ligner, og hvis den historiske ramme ikke virker livsnødvendig – systemisk forfald er en evig fortælling – giver den til gengæld æstetisk gevinst.
   Det er en sober periodefilm med diskrete kronologiske markører. Effekterne er små, men realismen er så gennemført, at hver voldshandling virkelig gør ondt. Handlingen udspiller sig i en forvirrende verden, som kun er for voksne. Den ligner 1981 ret godt.


A Most Violent Year. Instr. & manus: J.C. Chandor. Foto: Bradford Young. 125 min. USA 2014. Dansk premiere: 11.06.2015.


Fotos: Before The Door Pictures/ Washington Square Films/ FilmNation Entertainment/ Icon Productions (UK)/ A24 (US)/ Angel Films (DK)/ CineMaterial/ MovieStillsDB
A Most Violent Year streames på FILMSTRIBEN
2K Blu-ray fra Icon Productions 18.05.2015
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 12.06.2015

søndag den 12. september 2021

Kathryn Bigelow: Zero Dark Thirty (2012) [Re: 9/11]


MØRKETS GERNINGER
Likvideringen af Osama bin Laden

Af BO GREEN JENSEN

FRA 2001 til 2011 havde USAs selverklærede krig mod terror et mål, et navn og et ansigt. Al Qaeda-lederen Osama bin Laden havde stolt hoverende taget ansvaret for angrebet på World Trade Center den 11. september, 2001. Den 2. maj 2011 blev han dræbt af amerikanske jægersoldater i Islamabad-forstaden Abbottabad. Måske var missionen af ringe strategisk betydning. Til gengæld var symbolværdien ikke til at tage fejl af. I længden er der ingen, som slipper godt fra at angribe USA.
   Kathryn Bigelows film om jagten på Osama bin Laden er realiseret uden de heroiske fanfarer, de irrelevante sidehistorier og den maskuline romantik, som amerikansk film ofte benytter sig af, når den frygter at kede sit publikum med for megen saglighed. Ligesom Bigelows The Hurt Locker (2008) går den først og fremmest efter det intense commitment i psykologien. Det er let at se en søster til mineeksperten fra The Hurt Locker i Maya Lambert, den ekstremt fokuserede CIA-officer, som spilles af Jessica Chastain.



MAYA ser ikke op fra sit arbejde i de ti år, som efterforskningen varer. Under vekslende chefer og administrationer er hun aldrig i tvivl. Kolleger bliver dræbt og forflyttes, jagten får lavere prioritet, men Maya bliver ved med at lede. Hun overlever et attentat i restauranten på Islamabads Hotel Marriott. Bagefter siger hun uden at blinke: »I believe I was spared so I could finish the job. I’m going to smoke everybody involved. And then I’m going to kill bin Laden.«
   I modsætning til The Hurt Locker er Zero Dark Thirty fuld af ideologi. Chastains Maya bærer historien, og det gør hun forførende stærkt. Problemet med figuren er naturligvis, at den er en fiktion. Mark Boals manuskript præsenterer forløbet som et puslespil. Brikkerne lægges, mønstret tager form. Mayas stædighed bliver belønnet. Det fremgår, at alt er autentisk baseret. Filmen bygger på »øjenvidneskildringer af faktiske begivenheder«. Men karaktererne er konstruktioner, centrale aktører som Bush og Obama ses kun på tv-skærme i baggrunden.



FOR så vidt er Zero Dark Thirty en meget upræcis rekonstruktion. Metoden giver mening i universet, hvor man udkæmper en skjult krig og agerer i en hemmelig virkelighed. Man hører kun fra lysets verden, dér hvor andre mennesker lever, når medierne rapporterer om nye terrorangreb eller diskuterer amerikanernes praksis. Der er stedangivelser som »CIA Black Site«, hvor man fremskaffer oplysninger ved tortur. Abu Ghraib-fængslet nævnes, der er billeder fra Guantanamo Bay. Maya selv kalder tiden, der går, for »hvid støj«.
   En særdeles selektiv tidslinje fremstår. Den begynder på Manhattan i september 2001 og slutter i Pakistan i maj 2011. Der er ikke noget før og efter, den ene begivenhed er en direkte konsekvens af den anden. Tortur finder sted, men kun under Bush-administrationen. Zero Dark Thirty er filmen, som rehabiliterer CIA med et slag. Krigen vindes med tvivlsomme midler, men hvordan kan man ellers »smoke everybody involved«?



MAYA rekrutteres allerede i gymnasiet. Hun bliver voksen, mens hun bruger sit liv på at finde Osama bin Laden. Filmen begynder, da efterforskeren Dan (Jason Clarke) giver Maya undervisning i, hvordan man spørger, så man får svar. Hun ser ikke væk, for det ønsker hun ikke. I Zero Dark Thirty kommer efterforskerne aldrig ud for at stå med en mistænkt, der tilstår på grund af torturen og for at få fred. Man ser kun de skyldiges ansigter. Bin Laden selv er bare et lig i en pose til slut.
   Der er ikke meget at komme efter i kunstnerisk henseende. Filmen har få fejl, men udtrykker omvendt ingen dybere sandhed. Den handler om en nations katarsis, og derfor er Zero Dark Thirty i virkeligheden svær at bedømme, hvis man ikke er amerikansk. Der er ingen letkøbt gung ho-patriotisme. Der er derimod en fejring af stoisk pligtbevidsthed. En ny slags ritualistisk patriotisme. Det er os mod dem, og vi er alene i verden. De andre kan ikke forstå os.



»ZERO Dark Thirty« er militært kodesprog for 30 minutter over midnat. Den sidste halve time af filmen bliver en detaljeret rekonstruktion af selve angrebet på komplekset i Abbottabad, hvor bin Laden har forskanset sig med sine nærmeste rådgivere og deres familier. De brave amerikanske mænd fordriver tiden med maskulin banter og kåd venteleg. Så kravler de op i to Stealth-helikoptere, flyver ind i Pakistan under radaren og likviderer de fleste i komplekset.
   Slutsekvensen er blandt andet og med rette blevet kritiseret for at ligne en bane i skydespil som Medal of Honor og Call of Duty. Soldaterne bærer night vision-udstyr, der får dem til at ligne karakterer i et computerskabt spil. Her gælder det kun om at trykke og dræbe. »Nuancer er for tøsedrenge,« som George W. Bush sagde i begyndelsen af århundredet, da krigen mod terror blev erklæret.
   Senere tog han sejren på forskud og holdt tale på et hangarskib, hvor teksten »Mission Accomplished« var skrevet med stort på et smældende banner. Det var et sjældent tydeligt udslag af hybris og troen på besværgende magi. Under Obama føres krigen med flere anfægtelser og mere finesse. Men Bigelows film giver begge mænd ret. Den moralske overbygning er bare retorik. Det er loven om øje for øje, der tæller. Tand for tand hævner Amerika sig.



MED Zero Dark Thirty afrundes en cyklus af krigsfilm, der har været ude i mange stilistiske hjørner og etiske positioner: fra Sam Mendes’ Jarhead (2005), Peter Bergs The Kingdom (2007) og Robert Redfords Lions for Lambs (2007) til Brian De Palmas Redacted (2007), Kimberly Peirces Stop-Loss (2008) og Bigelows egen, Oscar-vindendeThe Hurt Locker. CIA – og USA – blev sønderlemmende kritiseret i Gavin Hoods Rendition (2007).
   Grundlaget for krigen – de fiktive masseødelæggelsesvåben – er tilbagevist i Oliver Stones W. (2008) og Paul Greengrass’ Green Zone (2010). Sorgarbejdet på hjemmefronten er skildret i Paul Haggis’ The Valley of Elah (2007), Oren Movermanns The Messenger (2009) og Stephen Daldrys Extremely Loud & Incredibly Close (2011). Fra allieret side suppleres med Michael Winterbottoms The Road to Guantanamo (2006), Ken Loachs Route Irish (2010) og Mira Nairs The Reluctant Fundamentalist (2012). Showtime-serien Homeland (2011-2020) har gjort metakrigen til populært folkeeje.



BIGELOWS film er både en omskrivning af cirklen og et korrektiv til den samlede cyklus. Den erkender, at krigen trods alt var personlig. Og nu ser man, at alt var nødvendigt. Missionen gav mening, målet helligede midlerne. Amerika havde et stævnemøde med skæbnen, og det moralske regnskab blev korrigeret én gang for alle, da man udraderede Abbottabad-komplekset. Fjendens ansigt er skudt i stykker, da Maya til slut flyves hjem.
   Så den amerikanske exceptionalisme lever i bedste velgående. Zero Dark Thirty er æstetisk imponerende, faktuelt problematisk og ideologisk set enten retfærdig eller ubehagelig, alt efter hvor man sætter sin kryds. Det er en rodet film, der maskerer sit mørke som klarhed, men også en gestus med hård konsekvens. Det er en af de film, som Barack Obama gik til valg på, en amerikansk succeshistorie, som selv Bruce Springsteen kan medunderskrive. Vote for the guy who killed Osama. Man skal se den i hvert fald én enkelt gang.




Zero Dark Thirty. Instr.: Kathryn Bigelow. Manus: Mark Boal. Foto: Greig Fraser. 157 min. USA 2012. Dansk premiere: 07.02.2013.


Fotos: Annapurna/ Sony Pictures/ UIP/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Wikimedia Commons (Situation Room Photo)
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, NETFLIX, Rakuten TV, SF Anytime, SKYSHOWTIME, TV2 Play | SKYSHOWTIME
4K UHD + 2K Blu-ray fra Sony Pictures 12.09.2017
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 08.02.2013

mandag den 5. april 2021

Jeff Nichols: Take Shelter (2011)


DEN BIBELSKE REGN
Klimaforandring og undergangssyner

Af BO GREEN JENSEN

BEGYNDELSEN kunne være et træsnit. Midt i Amerikas hjerte, inde i Ohio, hvor krisen trykker og klimaet truer, går en ung, gudfrygtig far og døjer med apokalyptiske syner. Man ser den gode mand fra ryggen. John Ford havde filmet ham på samme måde, hvis han arbejdede i Amerika nu.
   Der er varme og kærlighed inde i huset. Hjemmet er både hans fort og hans slot. I en vis forstand er han alle mænd. Som han står på prærien og ser ud over den flade jord under den favnende himmel, kunne Curtis LaForche (Michael Shannon) være inkarnationen af nybyggerne, alle pionererne, som gjorde nationen til, hvad den er.
   Curtis er lykkeligt gift med Samantha (Jessica Chastain). Hun er på samme måde alle gode kvinder. De får mad hver dag og har tag over hovedet. Deres datter er døv og kræver kostbar særundervisning, men begge vil lære tegnsprog, og det viser sig, at forsikringen dækker. Der er ingen objektiv grund til bekymring. Var det ikke for hans drømme, ville vægtskålene balancere. Men lige nu er selve tiden af led.


CURTIS er begyndt at se sin verden gå under hver eneste nat. De forrevne mareridt er så livagtige, at han må betragte dem som varsler. En tornado trækker sig sammen på himlen. Der falder tung, grøn regn, der føles som olie. En sky af sorte fugle tager form. Familiehunden bider ham. Efterhånden frygter Curtis sin søvn. Han vil gerne afvise drømmenes indhold. Samtidig prøver han at forstå dem.
   Han siger ikke noget til Samantha. Hun forstår derfor ikke, hvorfor han bliver fjern. Curtis har også særlige grunde. Da drømmene insisterer, besøger han sin mor (Kathy Baker) på hjemmet, hvor man forstår, at hun har boet i årtier. Han spørger stilfærdigt til symptomerne på den psykose, som ødelagde familien. Moderen svarer ærligt og stille. For hende var der ingen syner. Der var bare stemmerne, som hun hørte.

DER er således flere lag skepsis. Take Shelter er et sjældent indfølt portræt af en mand, der frygter for sin forstand og samtidig mærker i hver fiber af sit væsen, at han må reagere på forudanelsen om den store storm, som er på vej. Curtis søger hjælp og bliver henvist til en psykolog, men der er for langt til hovedstaden Columbus, og det bliver i stedet til kommunal terapi.
   Topografien er ikke tilfældig. Ohio er tornadoland på samme måde som Kansas i Troldmanden fra Oz. Bag huset ligger et gammelt beskyttelsesrum. Alle ryster på hovedet, da Curtis tager et dyrt løn og bruger hver vågen time på at sætte den nedlagte bunker i stand. I ægteskabet spidser krisen til. Samantha må beslutte, om hun skal gå eller blive. Curtis støder sin bedste ven fra sig og bliver én, man peger fingre ad i den Winesburg, Ohio-agtige by.


FILMENS store scene er henlagt til forsamlingshuset. Den svigtede ven går til angreb, og Curtis bider fra sig som hunden, han har forvist fra huset og hegnet ind. »Jeg siger jer, en mægtig storm er på vej,« råber Curtis og bliver til en mandlig Kassandra. Han ser så klart, hvad der vil ske, men er dømt til ikke at blive troet.
   Som tilskuer drages man dybt i mandens hjerteskærende krise. Samtidig forstår man smerten hos hans hustru, som ikke vil trækkes med ind i mørket. Skal jeg tro på mine drømme, kan jeg stole på min fornuft? Og hvor trygt og hvor tæt kan man bygge sit hus, når man er byens Praktiske Gris? Michael Shannon og Jessica Chastain er to af tidens bedste skuespillere. De gør det plagede blue collar-par til et bud på troværdig amerikansk realisme.


JEFF Nichols debuterede med Shotgun Stories (2007) og har efter Take Shelter instrueret den næsten Huckleberry Finn-agtige Mud (2012), sekt/scifi-thrilleren Midnight Special (2014) og racedramaet Loving (2016). Take Shelter står dog med særlig styrke, fordi den viser Curtis’ syner og gør den hårde, bibelske regn så konkret, at man må sætte sig i hans sted. Denne mand er Noah, der bygger sin ark. Take Shelter er ikke en gyser. Alligevel bliver spændingen næsten ubærlig. Man må simpelt hen se, om Curtis får ret.


DET skal siges, at der gives et svar. Alt for ofte sætter man lighedstegn mellem begreberne Hollywood og amerikansk samtidsfilm. Hollywood fylder dog ikke det hele. Take Shelter er American Independent, når den flygtige størrelse fungerer bedst. Der kommer megen candyfloss ud af drømmemaskinen, men filmskabere som Derek Cianfrance (Blue Valentine), Sean Durkin (Martha Marcy May Marlene) og Jeff Nichols demonstrerer, at der stadig er livskraft og virkelighed i den amerikanske art cinema.


Take Shelter. Instr. og manus: Jeff Nichols. Foto: Adam Stone. 120 min. USA 2011. Dansk premiere: 05.07.2012


Fotos: Hydraulx/ Sony Pictures Classics/ Miracle Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Pluto TV, SF Anytime
2K Blu-ray fra Second Sight 03.09.2018
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 06.07.2012

torsdag den 6. februar 2020

Christopher Nolan: Interstellar (2014) [Sci-Fi 100]


DEN SIDSTE RAKET
De mulige hjem er betagende verdener

Af BO GREEN JENSEN

DER er masser af science fiction på film, men de fleste historier er dystopiske fabler om samfundet nu, abstrakte eksperimenter med tiden, horror som i Alien-serien eller kulørt fantastik à la Star Wars. Det er sjældent, at en væsentlig filmskaber bestræber sig på at fortælle en realistisk historie om menneskets mulige fremtid i rummet.

   De ægte visioner kan tælles på en hånd. Nu og da kommer film, som gerne vil ligne: Brian De Palmas Mission to Mars (2000), Steven Soderberghs remake (2002) af Andrej Tarkovskijs Solaris (1972), Ridley Scotts Prometheus (2012). De falder somme tider heldigt ud, men er aldrig på højde med værket, det lykkedes for: Stanley Kubricks 2001: A Space Odyssey (1968, da. Rumrejsen år 2001).
   Så forventningen før Interstellar er stor. Christopher Nolan skabte en stil med Memento (2000), gav Batman-figuren ny dybde i tre store film, fortalte ontologisk om illusioner i The Prestige (2006) og krængede sindet og verden helt ud i Inception (2010). Nolan laver tænksomme film i en krævende form, der har fået et stort publikum. I Interstellar er ambitionen at skabe hård science fiction af første karat: en tre timer lang film om menneskets sidste forsøg på at finde et hjem mellem stjernerne.



OM 20 år er verden plaget af sult og klimaforandring. USA hærges af støvstorme, der får 1930'ernes dust bowl til at ligne en gryde ved stranden. Enkemanden Cooper (Matthew McConaughey) blev trænet som astronaut, men nu er NASA lukket ned. I skolen lærer børnene, at fortidens rumfart var koldkrigspropaganda. Cooper dyrker majs i Midtvesten, mens hans svigerfar (John Lithgow) passer datteren Murphy og sønnen Tom. Majs er den eneste kornsort, der endnu ikke er bukket under for plantepest.
   Der falder bøger ud af reolen på Murphys værelse. De lægger sig i et mønster, der kan læses som koordinater, og Cooper bliver sendt til et hemmeligt sted, hvor resterne af NASA arbejder videre under ledelse af kvantefysikeren dr. Brand (Michael Caine) og hans datter (Anne Hathaway). Menneskeheden har ét skud tilbage. Der er sendt sonder gennem et ormehul ved Saturn. Tre af pionererne har meldt tilbage om muligvis beboelige verdener. Dr. Brand beder Cooper være pilot på den sidste raket, som skal undersøge, hvor en bæredygtig koloni kan grundlægges.



COOPER siger ja til missionen. Skønt rejsen betyder, at han må forlade Murphy og Tom, er det for børnenes skyld, at han rejser. Sønnen (Casey Affleck) forstår ham og overtager gården i en stadig mørkere fremtid. Datteren (Jessica Chastain) sender ingen beskeder, før hun har nået den alder, som Cooper havde, da han tog afsted.
   Den ældste generation falder væk. I rummet er Cooper og dr. Brands datter ved at undersøge de golde verdener bag ormehullet. Især hér skaber Nolan – og cheffotografen Hoyte Van Hoytema, der har særlig flair for realistisk rumfart – fantastiske billeder og høj, taktil troværdighed. Én planet er kun kværnende vand, og fra en tilfrossen udpost har dr. Mann (Matt Damon) sendt falske rapporter. Hvor tyngden er tættest, bliver tiden elastisk. En time på Vandplaneten svarer til syv år i jordisk tid. Cooper har lovet at hente sin datter. Han opgiver aldrig at vende tilbage.



DEN videnskabelige baggrund er ikke grebet ud af det blå. Fysikeren Kip Thorne har fungeret som rådgiver på manuskriptet, der blev påbegyndt i 2006 som en film, Steven Spielberg skulle lave. Thorne var også konsulent, da Robert Zemeckis i 1997 filmatiserede Carl Sagans roman Contact. Her var alt, hvad videnskabskvinden Jodie Foster foretog sig, et forsøg på at nå en død far. På samme måde bliver kærligheden i Interstellar til et stof og en kraft, der er lige så virkelig som tiden.
   Universet bøjes og strækkes som i Inception, men Interstellar er fortalt i et roligt tempo, der fravælger Nolans sædvanlige hektiske klipning. Filmens svaghed er nok, at den tydeliggør. Dylan Thomas' digt om, at alderdommen må brænde, »Do Not Go Gentle«, så døden ikke får let spil, bliver citeret ti gange. Stadig gentager Michael Caine, at vi må rase imod lysets død. Det bliver også skrevet på hans grav. End ikke Spielberg ville hamre så hårdt.



DET lykkes dog Nolan at give kærligheden et værdigt menneskeansigt. I sin tredje time, da Jessica Chastain som Murphy begynder at løse det store paradoks, som jeg ikke skal ødelægge oplevelsen ved at forklare, kommer filmen endelig også til live i en form, der er genkendelig som Nolans visuelle centrifuge. Som i Contact bliver tingene vist i en form, den rejsende er i stand til at forstå. Men i Contact var højere magter indblandet. I Interstellar er der kun mennesket selv.
   De mulige hjem er betagende verdener. Lang spilletid er en forpligtende luksus, men her er der god brug for alle tre timer. Rejsen gennem ormehullet prøver ikke at overgå den psykedeliske passage gennem tid og rum i 2001. Det er trods alt heller ikke en film i samme urørlige klasse, men bestemt en bevægende oplevelse, som også er visionært tankestof.



Interstellar. Instr.: Christopher Nolan. Manus: Jonathan & Christopher Nolan. Foto: Hoyte van Hoytema. 179 min. USA-UK-Canada 2014. Dansk premiere: 06.11.2014.


Foto: Paramount Pictures/ Warner Bros./ Legendary Entertainment/ Syncopy/ Lynda Obst Productionsthers/ SFStudios
Filmen streames på AMAZON PRIME, Apple TV, Blockbuster, MAX, Rakuten TV, SF Anytime, VIAPLAY, YouTube Film
4K UHD + 2K Blu-ray [10th Anniversary Collector's Edition] fra Paramount Pictures 10.12.2024
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 14.11.2014.