Translate

Viser opslag med etiketten Jeff Nichols. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Jeff Nichols. Vis alle opslag

lørdag den 23. oktober 2021

John Krasinski: A Quiet Place 2 (2020) [Sci-Fi 100]


TIPS OM OVERLEVELSE
Toeren taber det meste på gulvet

Af BO GREEN JENSEN



I 2018 kom A Quiet Place ud af intet som en stor overraskelse. John Krasinskis film brugte to slidte troper fra scifi-landskabet, invasion og praktisk overlevelse, der har været nært forbundne, siden H.G. Wells skrev The War of the Worlds (1897, da. Klodernes kamp).
   Krasinski havde dog én ny idé: de fremmede væsener gik efter lyden, så det gjaldt om at være stille. Det var fantastisk at sidde i biografen. Der plejer at være puslen. Nu var publikum med i en stor stilleleg.
   Fortsættelsen nåede lige at få amerikansk biografpremiere i marts 2020. Så blev alt lukket ned under COVID19-pandemien. A Quiet Place 2 har stået øverst på genåbningslisten sammen med James Bond-filmen No Time to Die. Begge har næsten for meget at leve op til. De blev skabt i en selvsikker overskudsverden. Nu skal de genrejse glæden ved film og bære branchens økonomi.


A QUIET Place 2 fungerer uden at begejstre. Det er godt tænkt at gå tilbage til Dag 1 og lade prologen vise, hvor brat det begyndte. Etteren åbnede, ligeledes i prologform, med yngste søns død på Dag 89. Springet i tid gør det muligt for Krasinski at gentage sin rolle som far i familien. Det kan i sagens natur ikke lade sig gøre, da filmen når sin nutid på Dag 474.
   Emily Blunt er alene med sønnen Marcus (Noah Jupe) og datteren Regan (Millicent Simmonds), som er døv og taler tegnsprog. Den første film kulminerede i en tavs fødsel. Nu bliver spædbarnet behandlet som Moses eller Jesus. De skærende væsener fra rummet har ører i hele hovedet. Der er mange flere af dem. Et radiosignal bliver ved at spille »Beyond the Sea« – Bobby Darins version af Charles Trenets »La Mer«. Regan vil finde stationen.


DER sker adskilligt, jeg ikke vil røbe. Man prøver at finde de fremmedes svaghed. Hos Wells var det influenza. Her må det være noget med lyd. Der er god plads til social kommentar, når familien møder overlevende, som har tacklet apokalypsen forskelligt. En nabo (Cillian Murphy) vil holde sig fri af det hele og sætte egen sikkerhed over de andres. Det kan man bare ikke i en amerikansk familiefilm. Den fortabte figur bliver snart talt til rette og skrevet op til en rolle som fadererstatning.


FILMEN er en katalog af farer og overlevelsesmåder. Den er også en lang dans på stedet. A Quiet Place havde en slutning og kunne stå alene – endda med stoisk elegance. Nu véd filmskaberne, at der kommer mere. Jeff Nichols (Take Shelter, Loving) vil instruere sidste del af en trilogi. Krasinski arbejder på et streamingkoncept.
   Det er der vel ikke noget ondt i. Det bliver bare en mere forudsigelig omgang. Man skal arbejde for at føle sig inddraget. Efterhånden vil man gerne vide mere om den fremmede livsform. Væsenerne er sjusket animeret, jager planløst omkring og bliver ikke mere skræmmende af at være så mange. Krasinski skylder en forklaring på, hvad de fremmede egentlig vil.


DER er en distraherende brug af stemningsmusik, som devaluerer det stærke lydbillede. Man kunne med fordel have holdt sig til Bobby Darin og Marco Beltramis sugende grundtema fra den første film.
   Jeg sad åndeløs og så A Quiet Place, der var fuld af tips om stilhed. Nu er der effekter, store brag og højt spektakel; kalkulerede chok, som får én til at fare sammen pr. instinkt. Man reagerer dog uden ret megen glæde. Den gode idé fra begyndelsen er på ingen tid blevet generisk forretning.
   Tavshed var guld i den første film om lydhøre aliens. I toeren er det en tvivlsom valuta.


A Quiet Place Part II (A Quiet Place 2). Instr.: John Krasinski. Manus: Krasinski, Scott Beck, Bryan Woods. Foto: Polly Morgan. 97 min. USA 2020. Dansk premiere: 01.07.2021.


Foto: Paramount Pictures/ UIP/ CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB
Filmen streames på Blockbuster, iTunes, Paramount+, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 02.07.2021

tirsdag den 6. april 2021

Jeff Nichols: Loving (2016) [Black Lives Matter 13]


MODSTANDENS TID
Retfærdighed for kærligheden

Af BO GREEN JENSEN

BAGGRUNDEN for Loving er en sand og forstemmende historie, som trods alt fik en positiv slutning. Richard Loving (1933-75) og Mildred Jeter (1939-2008) kom begge fra beskedne kår i delstaten Virginia. Hun var sort, og han var hvid. Det var, før man brugte korrekte omskrivninger.
   Til gengæld var n-ordet gangbart. Parret forelskede sig på et tidspunkt, hvor såkaldt »blandede ægteskaber« endnu var forbudt i flere sydlige stater. Derfor tog Mildred og Richard til Washington D.C. for at blive gift. Det var i juni 1958. Ved hjemkomsten blev de stillet for retten og idømt ét års fængsel hver.
   Straffen blev gjort betinget under forudsætning af, at Richard forlod Virginia og holdt sig væk i 25 år. Det bizarre tilhold blev nidkært håndhævet, skønt Richard og Mildred forsøgte at leve så stille som muligt og passe sig selv. For de brød selvsagt loven igen og igen.


EFTERHÅNDEN som 60erne udviklede sig, blev forholdet interessant for borgerrettighedsbevægelsen og andre politiske kræfter. Mod Richards vilje rejste Mildred en sag. Pressen blev mobiliseret. Især en fotoreportage i LIFE Magazine gjorde indtryk på offentligheden, men der var nej-sigere til det sidste. Som dommer Leon M. Bazile fra den øverste ret i Virginia formulerede det i sin kendelse:
   »Den almægtige Gud skabte racerne hvide, sorte, gule, malajsiske og røde, og han anbragte dem på forskellige kontinenter. Og var det ikke for menneskers indblanding i hans arrangement, ville der ikke være basis for sådanne ægteskaber. At han adskilte racerne, er en kendsgerning, som vidner om, at han ikke havde til hensigt at lade racerne blande.«
   Det var stærke ord selv i 1964. Dommen blev appelleret, og sagen cirkulerede i alle forgreninger af det amerikanske retssystem. Endelig kom den for Højesteret. Parret vandt i 1967, og Loving v. Virginia skabte præcedens, så alle særlige ægteskabslove blev ophævet med øjeblikkelig virkning. Siden har den 12. juni været markeret som Loving Day.


MAN kan lege med tanken om, hvordan sagen ville forløbe i dag. Jeff Nichols skrev og instruerede Loving, før Donald Trump blev valgt, før gadekampene i Charlottesville, ja selv før Barry Jenkins fik en Oscar for Moonlight. Filmen var i konkurrence på Cannes Festivalen i 2016. Fordi ingen distributør turde samle den op, fik Loving premiere i Cinemateket.
   Helt i Loving-parrets ånd er det en undselig og diskret film, som hellere siger for lidt end for meget. Richard ville ikke rodes ind i politik. Mildred forstod, at en sag var nødvendig. Har Loving et tema, er det konflikten mellem at møde alt med åben pande eller følge strudsens strategi. For vist nytter det at kæmpe, men opmærksomheden har sin pris.


JEFF Nichols har på ti år lavet fem af de skarpeste amerikanske film i nyere tid. Take Shelter (2011) – med Michael Shannon som survivalisten, der venter på en bibelsk storm og bliver despot for at beskytte sin familie – og pubertetsdramaet Mud (2012) – med Matthew McConaughey som flygtning og faderfigur – fik begge dansk premiere og megen kritikerros.*
   Derimod har den X Files-agtige Midnight Special (2016) – om drengen med magiske øjne, der bliver jaget både af (salig) Sam Shepards sekt og mænd i sort fra FBI – og Loving været særlige tilbud. Lad mig sige det, så det kan høres: Det er synd at gå glip af Jeff Nichols, fordi man frygter gode genrefilm. Det er faktisk direkte dumt.


FILMEN fravælger alle effekter og stoler på styrken i sin historie. Joel Edgerton og Ruth Negga er eksemplarisk ordinære som parret, der bliver helte og martyrer mod deres vilje. Michael Shannon spiller Grey Villet, som tog de ikoniske fotos til LIFE.
   Sagen har været skildret i en tv-film fra 1996 og en HBO-dokumentar fra 2011. Loving føjer intet til, men den giver et bedre bud på stemningen og sætter følelserne i politisk perspektiv.
   Ikke siden sen-60erne har der været så mange film med et racemotiv: Ryan Cooglers Fruitvale Station, Moonlight, Nate Parkers The Birth of a Nation, Denzel Washingtons Fences, Kathryn Bigelows Detroit. Det er klart, at de taler mindre fortroligt til et dansk publikum. Men sæt de handlede om vores forhold til Islam.
   Det kan ligne opportunisme, men selv hvis det er, siger det meget om kulturen, der bevæger og åbner sig til det bedre. »Time has come today,« sang The Chambers Brothers i 1967. Det er atter blevet modstandens tid, og intolerancen har aldrig holdt fri.

*) TO
 sydstatsdrenge driver rundt ved Mississippi et sted i Arkansas. Begge er lidt oversete i deres familier, som har andre aktuelle problemer. Eventyret trækker, og Ellis (Tye Sheridan) og Neckbone (Jacob Lofland) har hørt, at stormen efterlod en båd i et træ på den spændende sandø, hvor Mud har et af mange fællestræk med Mark Twains arketypiske coming-of-age-fortælling om The Adventures of Huckleberry Finn (1885).
   Båden venter sammen med Mud (Matthew McConaughey), som er en karismatisk og uudgrundelig mand, der gemmer sig på øen, mens han lægger store planer om at generobre sit livs kærlighed. Denne er, skal det vise sig, ret ligeglad, og der er andre detaljer i Muds historier, som næsten må være noget, han digter. Men drengene sætter pris på den romantiske gestus, og tiden med Mud bliver en sommer for livet.
  Jeff Nichols har sans for at blande drengenes synsvinkel med den voksne udgave af virkeligheden, som er hård og prosaisk. Der er en voldsom scene i filmens slutning, som gør den til andet og mere end en ungdomsfilm. Ligesom Huckleberry Finn har Mud flere lag og niveauer, man kan gå ind i eller lade ligge. I den forstand er det en film for alle aldre.
   Mud var i Cannes i 2012 og er endnu et bevis på, at den amerikanske independent-film lever. McConaughey har udviklet sig til en spiller, der virkelig kan lidt af hvert. Man kunne samtidig se ham som masochistisk jurist i The Paperboy og fandenivoldsk mandestripper i Magic Mike. I 2013 fulgte den ikoniske karakter i Dallas Buyers Club, som indbragte McConaughey en Oscar.
   I andre roller ses Reese Witherspoon, Michael Sheen og Sam Shepard, men det er Mud og drengene, som bærer den stemningsfulde skildring af et evigt og nødvendigt uskyldstab. Tænk Prince of Tides og Dræb ikke en sangfugl. Der er stadig godt nyt at høre fra Syden.

Mud. Instr. og manus: Jeff Nichols. Foto: Adam Stone. 130 min. USA 2012. Dansk premiere: 21.11.2013


Loving. Instr. og manus: Jeff Nichols. Foto: Adam Stone. 123 min. USA 2016. Dansk premiere: 31.08.2017 (Månedens film i Cinemateket).


Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB, Raindog Films/ Grey Villet (Life Magazine fotoserie)
Filmen streames på Blockbuster, Google Play, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies
Teksten er fra Weekendavisen Kultur 22.11.2013 + 01.09.2017 

mandag den 5. april 2021

Jeff Nichols: Take Shelter (2011)


DEN BIBELSKE REGN
Klimaforandring og undergangssyner

Af BO GREEN JENSEN

BEGYNDELSEN kunne være et træsnit. Midt i Amerikas hjerte, inde i Ohio, hvor krisen trykker og klimaet truer, går en ung, gudfrygtig far og døjer med apokalyptiske syner. Man ser den gode mand fra ryggen. John Ford havde filmet ham på samme måde, hvis han arbejdede i Amerika nu.
   Der er varme og kærlighed inde i huset. Hjemmet er både hans fort og hans slot. I en vis forstand er han alle mænd. Som han står på prærien og ser ud over den flade jord under den favnende himmel, kunne Curtis LaForche (Michael Shannon) være inkarnationen af nybyggerne, alle pionererne, som gjorde nationen til, hvad den er.
   Curtis er lykkeligt gift med Samantha (Jessica Chastain). Hun er på samme måde alle gode kvinder. De får mad hver dag og har tag over hovedet. Deres datter er døv og kræver kostbar særundervisning, men begge vil lære tegnsprog, og det viser sig, at forsikringen dækker. Der er ingen objektiv grund til bekymring. Var det ikke for hans drømme, ville vægtskålene balancere. Men lige nu er selve tiden af led.


CURTIS er begyndt at se sin verden gå under hver eneste nat. De forrevne mareridt er så livagtige, at han må betragte dem som varsler. En tornado trækker sig sammen på himlen. Der falder tung, grøn regn, der føles som olie. En sky af sorte fugle tager form. Familiehunden bider ham. Efterhånden frygter Curtis sin søvn. Han vil gerne afvise drømmenes indhold. Samtidig prøver han at forstå dem.
   Han siger ikke noget til Samantha. Hun forstår derfor ikke, hvorfor han bliver fjern. Curtis har også særlige grunde. Da drømmene insisterer, besøger han sin mor (Kathy Baker) på hjemmet, hvor man forstår, at hun har boet i årtier. Han spørger stilfærdigt til symptomerne på den psykose, som ødelagde familien. Moderen svarer ærligt og stille. For hende var der ingen syner. Der var bare stemmerne, som hun hørte.

DER er således flere lag skepsis. Take Shelter er et sjældent indfølt portræt af en mand, der frygter for sin forstand og samtidig mærker i hver fiber af sit væsen, at han må reagere på forudanelsen om den store storm, som er på vej. Curtis søger hjælp og bliver henvist til en psykolog, men der er for langt til hovedstaden Columbus, og det bliver i stedet til kommunal terapi.
   Topografien er ikke tilfældig. Ohio er tornadoland på samme måde som Kansas i Troldmanden fra Oz. Bag huset ligger et gammelt beskyttelsesrum. Alle ryster på hovedet, da Curtis tager et dyrt løn og bruger hver vågen time på at sætte den nedlagte bunker i stand. I ægteskabet spidser krisen til. Samantha må beslutte, om hun skal gå eller blive. Curtis støder sin bedste ven fra sig og bliver én, man peger fingre ad i den Winesburg, Ohio-agtige by.


FILMENS store scene er henlagt til forsamlingshuset. Den svigtede ven går til angreb, og Curtis bider fra sig som hunden, han har forvist fra huset og hegnet ind. »Jeg siger jer, en mægtig storm er på vej,« råber Curtis og bliver til en mandlig Kassandra. Han ser så klart, hvad der vil ske, men er dømt til ikke at blive troet.
   Som tilskuer drages man dybt i mandens hjerteskærende krise. Samtidig forstår man smerten hos hans hustru, som ikke vil trækkes med ind i mørket. Skal jeg tro på mine drømme, kan jeg stole på min fornuft? Og hvor trygt og hvor tæt kan man bygge sit hus, når man er byens Praktiske Gris? Michael Shannon og Jessica Chastain er to af tidens bedste skuespillere. De gør det plagede blue collar-par til et bud på troværdig amerikansk realisme.


JEFF Nichols debuterede med Shotgun Stories (2007) og har efter Take Shelter instrueret den næsten Huckleberry Finn-agtige Mud (2012), sekt/scifi-thrilleren Midnight Special (2014) og racedramaet Loving (2016). Take Shelter står dog med særlig styrke, fordi den viser Curtis’ syner og gør den hårde, bibelske regn så konkret, at man må sætte sig i hans sted. Denne mand er Noah, der bygger sin ark. Take Shelter er ikke en gyser. Alligevel bliver spændingen næsten ubærlig. Man må simpelt hen se, om Curtis får ret.


DET skal siges, at der gives et svar. Alt for ofte sætter man lighedstegn mellem begreberne Hollywood og amerikansk samtidsfilm. Hollywood fylder dog ikke det hele. Take Shelter er American Independent, når den flygtige størrelse fungerer bedst. Der kommer megen candyfloss ud af drømmemaskinen, men filmskabere som Derek Cianfrance (Blue Valentine), Sean Durkin (Martha Marcy May Marlene) og Jeff Nichols demonstrerer, at der stadig er livskraft og virkelighed i den amerikanske art cinema.


Take Shelter. Instr. og manus: Jeff Nichols. Foto: Adam Stone. 120 min. USA 2011. Dansk premiere: 05.07.2012


Fotos: Hydraulx/ Sony Pictures Classics/ Miracle Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Pluto TV, SF Anytime
2K Blu-ray fra Second Sight 03.09.2018
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 06.07.2012