Translate

Viser opslag med etiketten alien. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten alien. Vis alle opslag

lørdag den 23. oktober 2021

John Krasinski: A Quiet Place 2 (2020) [Sci-Fi 100]


TIPS OM OVERLEVELSE
Toeren taber det meste på gulvet

Af BO GREEN JENSEN



I 2018 kom A Quiet Place ud af intet som en stor overraskelse. John Krasinskis film brugte to slidte troper fra scifi-landskabet, invasion og praktisk overlevelse, der har været nært forbundne, siden H.G. Wells skrev The War of the Worlds (1897, da. Klodernes kamp).
   Krasinski havde dog én ny idé: de fremmede væsener gik efter lyden, så det gjaldt om at være stille. Det var fantastisk at sidde i biografen. Der plejer at være puslen. Nu var publikum med i en stor stilleleg.
   Fortsættelsen nåede lige at få amerikansk biografpremiere i marts 2020. Så blev alt lukket ned under COVID19-pandemien. A Quiet Place 2 har stået øverst på genåbningslisten sammen med James Bond-filmen No Time to Die. Begge har næsten for meget at leve op til. De blev skabt i en selvsikker overskudsverden. Nu skal de genrejse glæden ved film og bære branchens økonomi.


A QUIET Place 2 fungerer uden at begejstre. Det er godt tænkt at gå tilbage til Dag 1 og lade prologen vise, hvor brat det begyndte. Etteren åbnede, ligeledes i prologform, med yngste søns død på Dag 89. Springet i tid gør det muligt for Krasinski at gentage sin rolle som far i familien. Det kan i sagens natur ikke lade sig gøre, da filmen når sin nutid på Dag 474.
   Emily Blunt er alene med sønnen Marcus (Noah Jupe) og datteren Regan (Millicent Simmonds), som er døv og taler tegnsprog. Den første film kulminerede i en tavs fødsel. Nu bliver spædbarnet behandlet som Moses eller Jesus. De skærende væsener fra rummet har ører i hele hovedet. Der er mange flere af dem. Et radiosignal bliver ved at spille »Beyond the Sea« – Bobby Darins version af Charles Trenets »La Mer«. Regan vil finde stationen.


DER sker adskilligt, jeg ikke vil røbe. Man prøver at finde de fremmedes svaghed. Hos Wells var det influenza. Her må det være noget med lyd. Der er god plads til social kommentar, når familien møder overlevende, som har tacklet apokalypsen forskelligt. En nabo (Cillian Murphy) vil holde sig fri af det hele og sætte egen sikkerhed over de andres. Det kan man bare ikke i en amerikansk familiefilm. Den fortabte figur bliver snart talt til rette og skrevet op til en rolle som fadererstatning.


FILMEN er en katalog af farer og overlevelsesmåder. Den er også en lang dans på stedet. A Quiet Place havde en slutning og kunne stå alene – endda med stoisk elegance. Nu véd filmskaberne, at der kommer mere. Jeff Nichols (Take Shelter, Loving) vil instruere sidste del af en trilogi. Krasinski arbejder på et streamingkoncept.
   Det er der vel ikke noget ondt i. Det bliver bare en mere forudsigelig omgang. Man skal arbejde for at føle sig inddraget. Efterhånden vil man gerne vide mere om den fremmede livsform. Væsenerne er sjusket animeret, jager planløst omkring og bliver ikke mere skræmmende af at være så mange. Krasinski skylder en forklaring på, hvad de fremmede egentlig vil.


DER er en distraherende brug af stemningsmusik, som devaluerer det stærke lydbillede. Man kunne med fordel have holdt sig til Bobby Darin og Marco Beltramis sugende grundtema fra den første film.
   Jeg sad åndeløs og så A Quiet Place, der var fuld af tips om stilhed. Nu er der effekter, store brag og højt spektakel; kalkulerede chok, som får én til at fare sammen pr. instinkt. Man reagerer dog uden ret megen glæde. Den gode idé fra begyndelsen er på ingen tid blevet generisk forretning.
   Tavshed var guld i den første film om lydhøre aliens. I toeren er det en tvivlsom valuta.


A Quiet Place Part II (A Quiet Place 2). Instr.: John Krasinski. Manus: Krasinski, Scott Beck, Bryan Woods. Foto: Polly Morgan. 97 min. USA 2020. Dansk premiere: 01.07.2021.


Foto: Paramount Pictures/ UIP/ CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB
Filmen streames på Blockbuster, iTunes, Paramount+, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Movies
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 02.07.2021

lørdag den 21. august 2021

To versioner: The Day the Earth Stood Still (1951/2008) [Sci-Fi 100]


DEN EVIGE SKOLE
En varm koldkrigsfabel i to versioner

Af BO GREEN JENSEN

I USA findes en kanon af klassiske science fiction-film fra 1950erne. Nedarvet visdom vil vide, at de alle er kommunistforskrækkede allegorier, som anskueliggør den ideologiske smittefare ved at vise hjernevaskede småbyer, som trues af organismer fra rummet. Der er sandt nok mange koldkrigsfilm, hvori mennesket mister sin menneskelighed, og recepten er aldrig gået af mode. Don Siegels Invasion of the Body Snatchers (1956) er genindspillet tre gange.
   Flere af årtiets film er dog fabler af den evige skole, humanistisk funderede fremtidsvisioner, som bæres af store ideer og en urokkelig tillid til mennesket. Man kalder dem B-film, men det er en misforståelse, som bare forstærkes af lurvet lancering. Når filmene blev distribueret i andre territorier, fik de kreative, sensationslystne titler. Men de gode film var gennemarbejdede A-produktioner, som kun deler ydre træk med bundskraberne fra genrefilmens nedre helvede.
   Til de respektable stykker hører bl.a. Joseph Newmans This Island Earth (1955, da. Truslen fra verdensrummet), som Universal producerede, og Fred Wilcox’ Forbidden Planet (1956, da. Kampen på dødskloden) fra MGM, en genfortælling af Shakespeares Stormen med Walter Pidgeon, Anne Francis og en atypisk seriøs Leslie Nielsen.
   I periodens bedste film rejser mennesket ud mellem stjernerne, gribes af undren ved grænseløsheden og møder en mangfoldighed af fremmede livsformer, som af og til vil os det godt. Det er wonder tales og astounding stories fra en svunden tid, hvor man drømte om fremtiden i Populær Mekanik. Den positivistiske skole når sin kulmination i næste årti, da Gene Roddenberry påbegynder tv-serien Star Trek (1966-69).



EN særstilling og en mellemposition indtager Fox-studiets The Day The Earth Stood Still (da. Den dag, jorden stod stille), som Robert Wise instruerede i 1951. Denne film gik ret op mod strømmen af angstfremkaldende propaganda og talte specifikt til sin samtid. En mand fra rummet kommer ned og er i store træk som vi. Han siger, at mennesket er faret vild og giver Jorden én sidste chance. Faktisk kunne det sagtens være Jesus, som var landet. Herhjemme fik filmen premiere i Kinopalæet den 6. november 1952. »Moraliserende science-fiction,« lyder det lakoniske skudsmål i bind 2 af Bjørn Rasmussens Filmens Hvem Hvad Hvor (1968).



KORT fortalt sker følgende. Verden holder vejret, da et rumfartøj lander på Capitol Hill i Washington D.C. Militæret afspærrer området, og hele arsenalet er mobiliseret, da en luge i metalskibet åbnes. Ud træder en skikkelse i sølvfarvet rumdragt. Den fremmede går en af generalerne i møde – og bliver prompte skudt ned af en nervøs soldat, idet han rækker hånden frem med en gave til den amerikanske præsident. Atter åbnes lugen i skibet. En robot kommer ud og deaktiverer soldaternes våben. Ambassadøren fra stjernerne kalder den Gort.
   Den fremmedes eget navn er Klaatu, skønt vi genkender ham som Michael Rennie. Han forklarer, at han kommer som gesandt for en konføderation af planeter, der har set med bekymring på Jorden. Man ville ikke blande sig, da nationerne førte krig med konventionelle våben, men nu erfarer man, at mennesket har udviklet en primitiv atomar energi. Man kan ikke længere se passivt til, da en krig på kernevåben har konsekvenser for hele galaksen.


   
KLAATU vil tale til generalforsamlingen i FN. En embedsmand forklarer, at det ikke kan lade sig gøre. Senere sender han Klaatus invitation til medlemmerne af Sikkerhedsrådet. Sovjetunionen svarer ironisk. Ingen har mod på at komme. Alle mistror hinanden.
   Klaatu flygter fra hospitalet, finder et jakkesæt i en kuffert og indlogerer sig på et pensionat under navnet Carpenter. Ved morgenbordet mener de øvrige gæster, at det er de andre, altså russerne, som står bag det fantastiske mediestunt.
   Klaatu har mandat til at udslette menneskeheden, men ønsker at studere arten, før han effektuerer sin ordre. Han bliver ven med Helen Benson (Patricia Neal), en krigsenke som er alene med sønnen Bobby. Imens står robotten vagt ved rumskibet, som militæret forgæves forsøger at svejse sig igennem. Man kan end ikke finde lugen i skroget.
   Da politikerne ikke vil lytte, prøver Klaatu at få videnskaben i tale. Han løser en ligning på tavlen i professor Barnhardts arbejdsværelse, og den milde Einstein-klon (Sam Jaffe) indvilliger i at kontakte sine kolleger. Professoren mener, at en magtdemonstration er påkrævet. På afgrundens rand, med kniven på struben, vil menneskene endelig samarbejde og erkende, at det er tid til forandring.



NÆSTE dag lukker Klaatu for elektriciteten i 30 minutter (hospitaler og luftbårne fly holdes fri). Det er da, at Jorden står stille. I en standset elevator bruger han tiden på at forklare Helen Benson om sin mission. Imens har Bobby indset, at den lovende faderfigur er en eftersøgt alien. Helens kæreste, der i forvejen betragter Klaatu som en rival, har kontaktet militæret. Klaatu bliver dræbt på åben gade, men når at hviske til Helen, at hun må finde Gort og sige ordene: Klaatu barada nikto! Så vil robotten deaktivere sin dødsstråle.
   Sådan bliver det. Helen finder Gort (der er et overflødigt King Kong-øjeblik med robotten og den rædselsslagne kvinde) og tager hende med ind i skibet. Han henter og genopliver Klaatu, som endelig kan tale til de forsamlede videnskabsmænd. Jorden er nu effektivt sat under administration. Hvis menneskeheden ikke retter sig, vil manden fra stjernerne vende tilbage. Klaatu sender Helen et varmt smil, før han rejser. Lille Bobby står på tæer og vinker. Det er lige før, at han kalder efter frelseren, ligesom drengen Joey i George Stevens’ Shane (1953).


DEN kulørte Kristus-legende ramte Eisenhower-årene på et blødt sted og fik reel betydning som en kritik af våbenkapløbet og heksejagten på amerikanske dissidenter. Harry Bates (1900-81) havde skrevet novellen »Farewell to the Master« til Astounding Stories i 1940, men var mere interesseret i forholdet mellem Klaatu og robotten, som hos Bates hedder Gnut. Der er intet ikke-jordisk sprog, ingen romantisk sidehistorie. Fortælleren undskylder på Jordens vegne, at soldaterne dræbte Klaatu. Robotten afslører, at det er dén og ikke Klaatu, som er »herre«. Novellen kan læses i sin helhed på The Internet Archive.
   The Day The Earth Stood Still kaster lange skygger i fælleskulturen. Næsten alt ved filmudgaven er klassisk, fra Addison Hehrs produktionsdesign til Bernard Herrmanns theremin-tætte score. Fremtidsmusik lyder simpelt hen sådan, og hvis man tænker på en flyvende tallerken som begreb, er det fartøjet fra denne film, man har for sig. Blandt alle verdens filmrobotter må golemet Gort være grundformen. Også hvis du ikke kender filmen, har du sikkert set Klaatu. På coveret til Goodnight Vienna, et soloalbum fra 1974, er Ringo Starr fremstillet som ambassadøren.*
   Ordene Klaatu barada nikto hører til de mest citerede, skønt replikken aldrig bliver oversat. Det canadiske kultband Klaatu (som havde ry for at være The Beatles i forklædning) tog sit navn fra filmen, og da Little Nell i Richard O’Briens musical The Rocky Horror (Picture) Show skal prise B-filmens dyder i sangen »Science Fiction (Double Feature)«, begynder hun med at synge: »Michael Rennie was ill/ The day the Earth stood still.« I 2008 stod der Klatuu Barack Obama på et af den kommende præsidents kampagneemblemer.



DET kan alt i alt ikke undre, at man vil skabe en opdateret version, som børster støvet af den tidløse fabel. Det kunne dog have været gjort med mere om- og eftertanke. I den gamle version kommer truslen alene fra menneskets aggressive natur. 60 år senere er konflikten ikke så enkel. Menneskets krige er stadig en faktor, men nu er hovedårsagen den forurening, som vor rovdrift på kloden har medført. Man kan ikke tillade én art at dræbe alt andet liv på planeten, og Klaatu kommer for at genoprette den økologiske balance. Han vil redde Jorden fra menneskene og har licens til at gøre, hvad der skal til.
   David Scarpa har skrevet et nyt manuskript, som gør Klaatu (Keanu Reeves) mere fremmedartet og bruger megen energi på at forklare den videnskabelige baggrund. En håndfuld hjertesteder er videreført fra Edmund Norths 1951-manuskript. Der bliver stadig sagt Klaatu barada nikto, om end det sker forrest i filmen. Klaatu bliver stadig skudt med det samme, og senere overbeviser han professor Barnhardt (John Cleese) ved at løse ligningen på hans tavle. Det er igen en faderløs dreng (Jaden Smith) og en kvinde (Jennifer Connelly), som bliver Klaatus allierede. Nu er Helen Benson dog blevet professor i astrobiologi.



I 2008 er moderskibet en lysende globus, som har sin egen atmosfære. Mange sekundære glober er landet andre steder i verden, og den amerikanske forsvarsminister (Kathy Bates) indser, at de er sendt ned som en ark for at indsamle livsformer, der kan reproduceres og sættes tilbage, når Jorden er renset for mennesker. I den gamle film blev Jorden sat under administration. Her er destruktionsprocessen indledt, da Helen Benson overbeviser Klaatu om, at mennesket har en anden side.



FILMEN bruger unødigt mange ressourcer på at skildre det paranoide statsapparat. Ikke siden X-Files, Men in Black og The Matrix har man set så mange habitklædte mænd i sorte helikoptere. Militæret angriber Gort med armerede droner og Afghanistan-aktuelle winger-missiler. Det skal siges, at filmen er skabt i 3D og beregnet for iMax-formatet. Flere scener besidder en sanselighed, der kompenserer for pseudovidenskabeligheden.
   Det er en god ide at gøre Keanu Reeves mere udtryksløs og alien, end den noble Michael Rennie var i rollen som Klaatu. Problemet med den nye film er primært, at den svigter sit bærende tema til fordel for et bombardement af effekter. For det første kunne Gort være skrottet. For det andet er disse detaljer netop ikke sagen i den gamle film, der iscenesætter konkrete værdier som ansvar og anstændighed i en stiliseret futuristisk kulisse.



SCOTT Derricksons film bliver mere og mere en gnidret effektgrød af den slags, som Roland Emmerich og Stephen Sommers plejer at servere. Man er grundigt træt af støjen, da det hele er forbi, og man er dybest set aldrig i tvivl om, at den fremmede vil lade nåde gå for ret.
   I 1951 lykkedes det at få tiden i tale. Den nye film solgte billetter, men det grønne tema forekom opportunistisk, snarere end visionært og nødvendigt.
   I dét er der nok en pointe trods alt. For 70 år siden troede man, at udviklingen kunne vendes. Truslen kom i koncentreret form, fra én altødelæggende krig. »Det er først på afgrundens rand, at man forandrer sig. Giv os chancen,« siger John Cleese i rollen som professor Barnhardt. Som tilskuer er man om muligt mere skeptisk end Klaatu.

NOTE

Man kan flere steder læse, at rockbandet Queen brugte Gort som inspiration for coveret, som Frank Kelly Freas (1922-2005) – »the Dean of Science Fiction Artists« – udførte til albummet News of the World (1977). Det er forkert – og på en måde alligevel rigtigt. Freas bearbejdede sin egen omslagsillustration fra oktober 1953-nummeret af Astounding Science Fiction efter bandets specifikke anvisninger. På Queens arkivfoto er det Freddie Mercury (1946-1991), som sidder med Astounding, men faktisk var det trommeslageren Roger Taylor, som havde magasinet med til mødet, hvor man brainstormede. På nogle fansites (for bandet såvel som for filmen) bliver det til, at Queen så Gort på forsiden af Astounding, fordi magasinet genoptrykte »Farewell to the Master« i anledning af filmatiseringen af Harry Bates' novelle. Det er ikke korrekt. Freas' illustration er udført til novellen »The Gulf Between« af Tom Godwin. Harry Bates redigerede selv Astounding fra 1930 til 1933, da først F. Orlin Tremaine og siden John W. Campbell overtog arbejdet. Da Astounding bragte »Farewell to the Master« i oktober 1940 var der hverken illustration eller forsidehenvisning. Klaatu og Gnut (som Gort hedder i novellen) blev først tegnet i 1973, da Roy Thomas og Ross Andru bearbejdede teksten til nr. 3 af Marvel Comics-magasinet Worlds Unknown (1973-1974, otte numre).



Omvendt var Freas uden tvivl inspireret af Gort og af filmens plakat, da han udførte sin illustration. Det var sådan, robotter skulle se ud i 1953. Freas var aktiv i fem årtier og arbejdede ikke kun i science fiction. Især hans portrætter af Alfred E. Neumann, det ikoniske ansigt fra Mad Magazine, har sat sig dybe spor. Freas kendte ikke Queen og havde intet forhold til rock, da han påtog sig opgaven. Han så intet problem i at gradbøje og kannibalisere sin egen tegning fra 24 år før. News of the World er Queen-albummet, som indeholder »We Will Rock You« og »We Are the Champions«. Det er solgt i en zillion eksemplarer. Der er en vis poetisk retfærdighed i, at netop Queen fandt tegningen og brugte temaet. Kun David Bowie, Hawkwind og Paul Kantners Jefferson Starship har forholdt sig lige så fagligt til genren. Brian Mays ballade »'39« (fra A Night at the Opera, 1975) er en sjældent stilren og detaljeret sci-fi tekst.


The Day the Earth Stood Still. Instr.: Scott Derrickson. Manus: David Scarpa. Foto: David Tattersall. 106 min. USA-Canada 2008. Dansk premiere: 12.12.2008.

The Day the Earth Stood Still (Den dag, jorden stod stille). Instr.: Robert Wise. Manus: Edmund H. North. Foto: Leo Tover. 92 min. USA 1951. Dansk premiere: 06.11.1952.


Fotos: Twentieth Century Fox (20th Century Studios)/  Dune Entertainment/ Walt Disney Studios Motion Pictures/ SF Studios/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ EMI/ Sony Music Publishing [Queen-Freddie Mercury-News of the World Material]/ Estate of Frank Kelly Freas
1951-filmen streames på Apple TV, Cultpix, YouTube Film
2K Blu-ray fra 20th Century Fox 20.04.2009
2008-filmen streames på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, MAX, Rakuten TV , SF Anytime, YouTube Film
2K Blu-ray fra 20th Century Fox 20.04.2009
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 12.12.2008


onsdag den 17. marts 2021

Amat Escalante: The Untamed | La région salvaje (2016)


DET VILDE OMRÅDE
Efter alien sex vil du ikke tilbage

Af BO GREEN JENSEN

DENNE mexicanske fabel kom som en stor overraskelse, da den blev vist på Venice Film Festival i 2016. Den kom også som en god overraskelse. Det var ikke egentlig så skævt, at Amat Escalante modtog juryens instruktørpris.
   Escalante har i tre tørre forsøg gnavet stadig mere genrefedt af sin grundfortælling om småfolk, der kommer i klemme i narkokartellernes krige. Sangre (2005), Los bastardos (2008) og – især – Heli (2013) er rene, rå og forstemmende film, der skildrer den kriminelle hverdag og de sociale processer med et ubønhørligt overblik, som aldrig taber bolden af syne.
   Når Escalante præsenterer en film med titlen La región salvaje – »det vilde område« – forventer man automatisk at se de sædvanlige emner med den samme slags blik. The Untamed er imidlertid noget andet. Filmen kunne være resultatet af et samarbejde mellem Alejandro Jodorowsky, den chilenske kultmester, og mexicaneren Carlos Reygadas, når denne er mest udfordrende.


DET begynder med et glimt af en ung kvinde, som masturberer i mørket. Først er beskæringen tæt. Da den udvider sig, kommer en fangarm til syne. Den borer sig ind. Den borer sig også igennem. Der er desorienterende snak i baggrunden. Kvinden er henført. Det kunne sagtens være en erotisk drøm.
   Så følger en naturmystisk scene af den slags, som Reygadas åbnede Post Tenebras Lux (2012) med. Kvinden fra før kommer løbende gennem landskabet, våd og forslået, mens himmel og jord står i ét.
   Klip til hospitalet i Guanajuato, hvor normaliteten er travl og overbelyst. Véronica (Simone Bucio) bliver tilset af sygeplejersken Fábian (Eden Villavicencio), en omsorgsfuld mand, som selv er til mænd. Samtidig introduceres hans søster, Alejandra (Ruth Ramos), som havde ventet sig mere af livet end den hverdag, hun har med Angel (Jésus Meza).
   Angel er en umoden mændenes mand, som drikker for meget og hader sit job. Han er demonstrativt homofobisk, skønt han selv dyrker LGBT-miljøet. Parret har to børn, og lavpraktikken hænger på Ale. Sporene føres endelig sammen i en svedig, uskøn scene, hvor Fabian og Angel har hurtig, hård sex.



DER er forskellig narrativ uro. Filmen kaster – som Veronica – et adspredt blik på de frustrerede relationer, der er blevet trivielle og irrelevante for hende. Hun savner huset i det vilde område, som hun flygtede fra i begyndelsen. Her lever egnens kloge mand og hans kone. De tager sig sammen af tingen, det fremmede væsen, som for alvor fortjener betegnelsen utæmmet.
   De skal ikke læse videre, hvis De nødigt vil vide, hvad der bor i laden hos healerparret. Men sagen er klar allerede på filmens plakat. Skønt filmen venter med at vise kønsakten i fuld udstrækning, er tentaklerne fremme allerede i begyndelsen, hvor Véronica bliver tilfredsstillet, så hun er nær ved at dø.*
   The Untamed er en genremæssig hybrid, som blander samtidskritisk socialrealisme med mørk fantasy og seksuel horror. Skal filmen så være en fabel om sanselighed og fortrængning, en moralitet om prisen for at give sig hen, et øjebliksbillede af den mexicanske hverdag eller hvordan?
   Velsagtens det hele og lidt mere til. Det fremmede væsen er rendyrket drift. Det lever af sex, som fortærer. Det spiller ingen rolle, om fryden bliver fodret med mænd eller kvinder. At begæret er en naturlov, mens kønnet og arten er irrelevant, kunne være én måde at se The Untamed på.



FØRST bliver den blide Fabian taget under behandling. Det giver ham så megen glæde, at han taber interessen for Angel, som bombarderer ham med vrede sms’er. Fabian bliver kasseret og fundet i en grøft. Hans søster ser beskederne, lægger to og to forkert sammen og angiver sin mand.
   Angel får en ynkelig skæbne. Derimod er Alejandra og væsenet i laden som skabt for hinanden. Her tager filmen beskyttelsesbrillerne af. For første gang viser Escalante den blæksprutteagtige skabning med fangarme, der kan trænge ind i alle kropsåbninger. Har man én gang prøvet alien sex, vil man ikke tilbage. Den ellers fornuftige Ale bliver snart en fast gæst i vildnisset.


DER er en ret overflødig forklaring på, hvordan det fremmede liv kom til jorden. Den er irrelevant, men interessant, fordi den – som alt andet i fortællingen – bliver afleveret så lidenskabsløst.
   Filmens visuelle klimaks – the money shot – viser den drejende, suttende, skærende skabning i al sin rejste glans og slimede vælde. Det bizarre samleje ser virkeligt ud, og The Untamed bliver i hvert fald en kultfilm i Asien, hvor sex med kæmpeblæksprutter i forvejen hører til de pornografiske troper.
   Jeg nævnte Jodorowsky og Reygadas som beslægtede eksempler. Escalante var i øvrigt instruktørassistent på landsmandens Batalla en el cielo (2005). Der er også noget Tarkovskij à la Stalker, lidt Lynch som i Eraserhead, en smule Lars von Trier’sk Antichrist og Almodóvar i Tal til hende over det hele.


TIL slut takker Escalante selv den polske filmskaber Andresz Zulawski. Det manglede bare. Både væsenet og meget af tematikken, som sætter lighedstegn mellem frihed og sex, findes magen til i Zulawskis Possession (1981), en koldkrigstidsfabel med Isabelle Adjani og Sam Neill, som aldrig fik dansk premiere. Den lever til gengæld stort i kultkredse.
   Det er nok også her, at The Untamed har en fremtid, når nyhedens interesse har lagt sig. Den mexicansk-danske co-produktion er æstetisk konsekvent og fascinerende uforudsigelig. Værd at gå ind i med vidtåbne sanser.


The Untamed (La région salvaje). Instr.: Amat Escalante. Manus: Amat Escalante og Gibran Portela. Foto: Manuel Alberto Claro. 100 min. Mexico-Danmark-Frankrig-Tyskland-Norge-Schweiz 2016. Dansk premiere: 25.12.2016.


Fotos: CineMaterial/ FilmAffinity/ ØFP/ DFI/ Venice Film Festival

Filmen streames på Blockbuster og FILMSTRIBEN
2K Blu-ray fra Arrow Academy (UK) 09.10.2017
Teksten stod i Weekendavisen Kultur 30.12.2016