Translate

Viser opslag med etiketten mexicansk film. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten mexicansk film. Vis alle opslag

torsdag den 9. december 2021

Alfonso Cuarón: Roma (2018)


TOTAL OG FORSONET ERINDRING
Som Marcel Proust på mexicansk

Af BO GREEN JENSEN

DET er næsten som at læse en tekst af Marcel Proust. I myldrende langform, men med intim accent, vender Alfonso Cuarón (f. 1961) tilbage til Mexico City i 1970, da han selv var dreng i Roma-kvarteret.
   Over et år ser vi dagene gå i en velstillet familie, hvor kvinden Sofia (Marina de Tavira) bliver forladt af sin mand, Antonio (Fernando Grediaga), som er læge. Hver aften parkerer han sin Ford Galaxie i den smalle port, hvor familiens hund besørger konstant. Fire børn venter sammen med den omsorgsfulde hockeymor, som opgav sin egen karriere.
   Men der er muligheder i katastrofen. Alle vokser og bliver mere frie. Hverdagen hænger sammen, fordi der er to Mixtec-tjenestepiger, og børnenes mormor fungerer som nanny. Roma går ikke tæt på de enkelte medlemmer af familien. I stedet fokuserer den på Cleo (Yalitza Aparicio), den yngste af husassistenterne, som bliver forelsket og svigtet.



GENNEM Cleo genoplever instruktøren sine formative år. Hun går i biografen med sin fætters ven. Fermin (Jorge Santonio Guerrero) er en god mand i begyndelsen. Han optræder for hende og gør sig til. De ser en amerikansk science fiction-film – Marooned (da. Strandet i rummet) fra 1969 – som ligner Cuaróns egen Gravity (2013), men det er Louis de Funès i La Grande Vadrouille (1966, da. Undskyld vi flygter), som publikum ler af, da Cleo fortæller, at hun er gravid.
   Den unge mand går efter is og kommer aldrig tilbage. Cleo frygter for fremtiden og sørger over kærligheden. Sofia reagerer med omsorg og oprigtig varme, da hun hører om Claras problemer. De to kvinder kommer tættere på hinanden.
   Samfundsstrukturen er aldrig til debat, men Sofia trækker sig fra den privilegerede vennekreds, hvor flere mænd gerne vil »hjælpe«. Hun begynder at sætte pris på sin frihed. Scener fra borgerskabets nytårsweekend på landet veksler med Claras besøg i barakbyen.
   Drengen Paco (Carlos Peralta) ser fra de voksne og sine søskende til tv-skærmen, hvor den stærke mand Zorek kan trække en bil med sine tænder. Regeringen mobiliserer. Tiden er genskabt i sort-hvide billeder, som ser det hele oppefra. Cuarón har selv ført det florlette kamera. Når filmen er god, er den virkelig god.



FØDSLEN foregår netop den dag, den 10. juni 1971, da politi og soldater slår hårdt ned på demonstrerende studenter i Corpus Christi Massakren. 120 unge mennesker blev skudt. Cleos sjuft af en eks-kæreste er blandt de CIA-trænede provokatører, »Los Halcones«, som hjælper regeringen med at rense ud.
   Vandet går, mens Cleo står i en møbelbutik og skal vælge en vugge. Det er karakteristisk for Cuaróns strategi, at han rekonstruerer optøjerne i fuld størrelse, men lader dem foregå i baggrunden. Kampen på gaden fylder det samme som ændringerne i forældrenes liv. Begge dele er noget, der sker udenfor.
   Børnene er blevet holdt hen med en historie om, at deres far arbejder i Canada. Paco opdager, at det ikke er sandt. Han opdager alt muligt. Han tænker sit og ser på verden og lader tingene ske. En dag bliver han til instruktøren, der bruger sit kamera som en pen og skriver en film om sin mor og sin barnepige.



CLEO føder på hospitalet, hvor den undvegne far i familien er ansat. Barnet trækker ikke vejret. Cleo er tavs i lang tid. Senere fejrer Sofia sin frihed med en udflugt til Vera Cruz. To af børnene er ved at drukne. Cleo redder dem, selv om hun ikke kan svømme. Endelig kan hun græde for pigen, som ingen i den kolde verden ville vide af.



FILMEN havde biografpremiere, skønt den blev distribueret af Netflix. Den fortjener at blive set på stort lærred – og især i fuldkommen koncentration.
   Roma modtog Guldløven i Venedig. Det har næppe krævet hård forhandling i den internationale jury. Cuarón kunne gentage takketalen ved Oscar-ceremonien 2019, hvor han vandt i kategorierne Bedste Film, Bedste Instruktør og Bedste Fotograf. Roma modtog 247 internationale filmpriser. Der var også en Bodil på listen.
   Roma er en detaljeret erindring i objektiv form. Ikke siden Federico Fellinis Amarcord (1973) har nogen husket en barndom så sikkert. Cuarón har lavet stilrene film som Great Expectations (1998), Children of Men (2006) og Y tu mamá también/...Og din mor! (2001). Men Roma er mexicanerens magnum opus.

Se også Alfonso Cuarón: Y tu mamá también/...Og din mor! (2001); Alfonso Cuarón: Children of Men (2006) [Sci-Fi 100] og Alfonso Cuarón: Gravity (2013) [Sci-Fi 100].

Roma. Instr., manus og foto: Alfonso Cuarón. 135 min. Mexico 2018. Dansk premiere: 06.12.2018.


Fotos: Esperanto Filmoj/ Netflix/ CineMaterial/ MoviestillsDB/ Filmgrab
Filmen streames på NETFLIX
2K Blu-ray fra The Criterion Collection (Spine #1014) 11.02.2020
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 07.12.2018

tirsdag den 7. december 2021

Alfonso Cuarón: Y tu mamá también/...Og din mor! (2001)


SOMMEREN MED LUISA
Frisk, følsom, fandenivoldsk

Af BO GREEN JENSEN

DET er sommer i Mexico City, da Tenoch og Julio siger farvel til deres kærester, som skal på ferie i Italien. De taler også om, hvor trist det er, men egentlig passer adskillelsen dem udmærket. Det er sommeren før deres fremtid begynder, den sidste ferie før universitetet. Nu kan de bruge den på at ryge tjald og drikke øl, blæse hjernen ud til daggry og onanere på hver sin vippe ved svømmebassinet i golfklubben, hvor Tenochs far er medlem. De råber på Salma Hayek, når de får udløsning. Det gælder om at komme så hurtigt som muligt.
   I øvrigt er det sommeren 2000, der er forandringer på vej. I juli vil regeringspartiet PRI tabe valget efter 71 år ved magten. Mange opløsningstegn registreres i periferien af drengenes priviligerede tilværelse. De ser dem ikke selv, men det gør den allestedsnærværende fortæller, som til stadighed sætter tingene i perspektiv og holder tilskueren ajour med oplysninger om, hvem der er hvem og hvor vi er henne.



DER er social afstand mellem de unge mænd. Tenochs familie har så mange penge og politiske forbindelser, at der er flere bodyguards end gæster til stede ved festen, som hans forældre arrangerer. Præsidenten er med til datterens bryllup. Julio bor derimod i en almindelig lejlighed i nærheden af den fabrik, hvor hans mor har arbejdet som sekretær i hele sit voksne liv. En tredje musketér, syrehovedet og akademikersønnen Queta, glider snart ud af historien, for han er ikke med på turen, som heldigvis bliver hovedsagen.
   Til brylluppet møder drengene Luisa, Tenochs spanske kusine, som godt nok har vokset sig køn siden sidst. De improviserer på stedet en malerisk løgn om en paradisstrand, Himlens Mund, som de snart vil køre til. Luisa er kølig i første omgang, men senere, efter et lægebesøg og en kvalmende angerfuld opringning fra hendes mand, er det hende, som kontakter Tenoch og Julio. Hun vil gerne med til Himlens Mund, hvis de kan have hende i bilen.


OM denne rejse tværs over landet, ind i et venskab og en kærlighed, som de aldrig vil glemme, kredser Alfonso Cuaróns forbløffende friske og livsstærke film. Og tænk engang, det viser sig, at stranden faktisk findes! Hvem skal så i seng med hvem; er det nu også en god idé, og for resten har jeg været i seng med din kæreste. Jeg har også været i seng med din. Har du det? Ja. Og din mor!
   Det ene ord tager evindeligt det andet, mens fortælleren betror os, hvad vennerne ikke ved om hinanden, og det forelskede kamera panorerer fra Luisa til de fantastiske landskaber og tilbage. De tænker stort set kun på sex og taler næsten ikke om andet. Alle tøver med hensyn til fremtiden, og for Tenoch og Julio bliver det en bestemmende oplevelse. Hele resten af deres liv vil blive målt i forhold til sommeren med Luisa, som de næppe vil fortælle andre om. Der er trods alt ting, som man ikke kan dele. Fremtiden kan næsten ikke undgå at blive en skuffelse, men det véd drengene ikke endnu.


CUARÓN kaster meget forskelligt i gryden, men filmen er et sjældent lykkeligt eksempel på, hvor meget en løs struktur og en personlig form kan bære. For instruktøren repræsenterer ...Og din mor! et definitivt kunstnerisk gennembrud og en endelig træden i karakter. Den 40-årige mexicaner debuterede netop med en raffineret og i seksuel henseende særdeles ligefrem komedie, Soló con tu peraja (1991), som ironiserede over AIDS-panikken, der trods alt ikke kunne kvæle hverken drifterne eller kærligheden. Den engelske titel var Love in the Time of Hysteria, »Kærlighed i en hysterisk tid«, og mange af de lette, larmende elementer genfindes her i de første balstyrige scener mellem Tenoch og Julio.



DET blev imidlertid den anden side af Cuarón, hans ekstravagante billedsans og hans affinitet for det patetiske, som gjorde ham gangbar i international sammenhæng. Cuaróns første amerikanske arbejde var en tv-film efter Cornell Woolrichs novelle »Murder, Obliquely«, en af seks »Noir Tales Told for Television«, som Sydney Pollack og Steven Soderberghs Propaganda Films producerede for Showtime Networks i 1993.
   Seks stykker klassisk pulp fiction blev bredt ud på den lille skærm med store filmnavne i rollerne som hardboiled heroes og femmes fatales fra 1930ernes grynede kioskhæfter. Som kvittering for deres medvirken fik spillere som Tom Hanks, Tom Cruise og Gary Oldman lejlighed til selv at instruere. Også Soderbergh og Phil Joanou bidrog til Fallen Angels-eksperimentet, som herhjemme kørte på TV2.


DET hårdkogte og det sentimentale instinkt er i familie. Begge er større end virkeligheden og udspringer af en romantisk drift mod Sturm und Drang, som banaliseres ved at blive låst fast i en genre. Cuarón kunne derfor genanvende de æstetiske virkemidler fra Murder, Obliquely i sit næste projekt, A Little Princess (1995), en køn og behagesyg genindspilning af Den lille prinsesse, Frances Hodgson Burnetts uopslidelige tåreperser, som vi kender bedst i 1939-versionen med Shirley Temple. Med disse to fjer i hatten fik Cuarón sin helt store chance med en moderniseret udgave af Charles Dickens' Store forventninger.



MAN kan mene, hvad man vil om Great Expectations (1998), der har Ethan Hawke, Gwyneth Paltrow, Robert De Niro og Anne Bancroft i de bærende roller. Cuarón går ganske skamløst efter grådkvalthed og visuel højglans, men filmen rummer i hvert fald én magisk scene.
   Som dreng får Pip – der her kaldes Finn – sit første kys af Estella ved vandposten i vinterhaven hos Miss Haversham, som lærer børnene at danse (og i sin moderne inkarnation hedder Dinsmoor). Finnegan forelsker sig og længes hele livet.
   Da de mødes som voksne, står de atter ved en vandpost. Han bøjer sig og drikker. Hun slikker ham på kinden. Han elsker jo altid mere end hun. Det er den ene store ironi, der giver følelsen i fortællingen dybde. Den anden er, at Pip først til sidst forstår, hvem hans hemmelige velgører er. For Finn går det lige sådan.
   Estella er filmet i modlys og slow, solen brænder gennem stoffet i hendes tøj. Vi har set børnene blive voksne i dansen. Tiden er strakt som ved brug af time lapse. Lysets beskaffenhed passer perfekt. Alle Cuaróns film har Emmanuel Lubezski som fotograf. De to mænd synes at tænke i tandem, næsten som Tenoch og Julio gør.*  
   Dickens’ mørke stof banaliseres urimeligt i Great Expectations, men dét billede holder essensen af Pips brændende utålmodighed og bittersøde længsel. Kun Patrick Doyles næsten svulstige score er lidt over the top. Det er en af de scener, man samler op og lægger ned i erindringens kagedåse. Man husker den mange år efter, når resten af filmen er lykkeligt glemt.



AF den vilde humor er der ingen spor i Cuaróns amerikanske arbejder. Til gengæld er det netop billedstyrken fra de glatte romantiske produktioner, der giver glæden eftertænksom dybde i hans mexicanske hovedværk.
   Y tu mamá también er ganske vist fuld af jublende fryd i sit afsæt, hvor Tenoch og Julio dusker deres kærester og prygler aben ved hver given lejlighed. En autentisk fornemmelse for unge mænds kronisk kåde meritter og gennemført infantile værdier er drivkraften på den første del af bilturen, hvor drengene viser deres verden frem for Luisa og fortæller om den med stadig flere detaljer og mere begejstring, fordi de fornemmer, at hun hører efter og ikke ler ad dem, men med dem.


SAMTIDIG er filmen umiskendelig melankolsk fra begyndelsen. Drengene er allerede ældre, end de gør sig klart. Den sidste store sommer er forbi, før de véd af det, og den kosmiske fortæller holder til stadighed deres sorgløshed op mod et samfund, hvor modsætningerne er ekstreme.
   På vejen til Himlens Mund passerer bilen med Luisa og drengene flere vejspærringer. Forsamlinger holdes i ave af politisoldater, der er bevæbnet til tænderne. Selv bliver de aldrig standset, men filmen tager sig tid til narrative afstikkere, der når vidt omkring i den mexicanske virkelighed. Af og til er det rigelig sødt – som i anekdoten om grisene, der på prosaisk vis sætter en stopper for idyllen på stranden ved Himlens Mund. Andre gange er det lige så effektivt som de statistiske opremsninger i Alfred Döblins Berlin Alexanderplatz.



ENDELIG er vi da ved syndefaldet, indvielsen og alvoren, som man nok har fornemmet må komme til slut. Luisa har en hemmelighed, som forrykker hele fundamentet under filmen og forklarer meget om hendes adfærd. Der er et element af vild ønsketænkning og realiseret pubertetsfantasi over scenen, hvor de alle tre omsider er sammen, men samtidig er det den logiske klimaks. Det er bestemt også slutningen, som vi har ønsket, og scenen afvikles med nænsom finesse. Det er stort, det er liv, det er afsked. Og smukt som ind i helvede.



HEREFTER hører venskabet op, og kærligheden bliver straks en erindring. Der er praktiske grunde til denne udvikling, men samtidig vil Cuarón vel punktere den hævdvundne latinamerikanske machismo, som drengene instinktivt lever op til hele vejen.
   Det er også dén, der står for skud, når Luisa fra tid til anden får for meget af kammeraternes mundhuggeri og siger drengene så barske sandheder, at de bliver tavse. For kan det ikke være ligegyldigt, hvem de boller med, når de alligevel kommer så hurtigt? Og dækker al hanekampen egentlig ikke over, at de allerhelst vil bolle med hinanden?
   For det meste er Luisa dog den fuldkomne ældre veninde, mor, søster og kæreste rullet i ét, der gør drengene klogere på kvinders tanker og kærlighedens mysterier. Også hun er et udtryk for stærk ønsketænkning. Alligevel er der autentisk fryd og selvfølgelighed i de scener, hvor Maribel Verdú, Diego Luna og Gael Garcia Bernal bare sidder i bilen og taler og lér. I begyndelsen føles den profane dialog som selvoverbydende manér, men efterhånden bliver den filmens autentiske sprog. Man lærer selv at tale det. Til slut kan man ikke tænke sig andet.


Y tu mamá también er blandt årtiets bedste filmoplevelser. Her er udviklingsskitse og dannelsesskildring; udsøgt road movie helt efter bogen; social seismografi; skinbarlig seksuel realisme og adskillige ekkoer fra den filmkunstens evige trekant, der stadig finder sit indbegreb i Truffauts model fra Jules et Jim. Igen er det dog én enkelt sekvens, et særligt billede, der skiller sig ud og binder følelsen fast, ganske som i Great Expectations.
   Ved motellet, hvor Tenoch og Luisa er sammen, og drengene giver sig til at overgå hinanden med bittert pralende tilståelser om, hvem de har været i seng med, ligger en misligholdt swimmingpool. Overfladen er dækket af blade; røde og gyldne flager på vandet. Da Tenoch og Julio kløver det lag og dykker ned for at svømme om kap under vandet, bliver filmen samtidig fuldkommen sandfærdig. Fra da af er der intet som om. Herfra gælder kun det som er.



MEXICANSKE filmskabere som Cuarón, Guillermo del Toro og Alejandro Iñárritu (Amores Perres) er sammen med brasilianerne Walter Salles (Central do Brazil) og Fernando Meirelles (Cidade de Deus) ved at gøre Latinamerika til en af de frodigste regioner i verdensfilmen, hvis aktive centrum stadig forrykkes. I 1990erne lå det i Asien og Danmark. Lige nu kommer
 kraften fra de latinske territorier.**
   Flere mexicanske talenter er blevet ædt i Hollywood. Se hvad der skete for Alfonso Arau, og i dag vil Roberto Rodriguez kun lave Spy Kids. Det er derfor mildt bekymrende, at Cuarón p.t. indspiller fremtidsfabelen Children of Men efter P.D. James’ roman. Dernæst skal han instruere Harry Potter and the Prisoner of Azkaban, der har premiere i julen 2004.
   Han skulle hellere blive i Mexico og fortælle om steder og mennesker dér.***



*) Undtagelsen er den sort-hvide, selvbiografiske Roma fra 2018. Her måtte Cuarón selv føre kameraet, da Lubezki havde andre opgaver.

**) Latinamerikanerne havde bolden indtil midten af årtiet, da den rumænske bølge begyndte med Cristi Puius Hr. Lazarescus sidste rejse (2005), fik moment i Corneliu Porumboius 12:08 øst for Bukarest (2006) og tog eftertrykkeligt land i 2007, da Cristian Mungius 4 måneder, 3 uger og 2 dage modtog Guldpalmen i Cannes og blev distribueret i 60 lande. Alle bølger knækker på et tidspunkt; troper bliver til konventioner og måske endda til manerer, når vanen sætter ind. Dogme 95 kom inertien i forkøbet ved at afvikle sig selv, da manifestet havde gjort sin virkning og sat sine spor. Susanne Biers Elsker dig for evigt (2002) var den sidste danske dogmefilm. Dogme #31, Juan Pinzás' spanske El desenlace (2005), var den sidste film, som blev autoriseret af Dogme 95-kollektivet.  

***) Som bekendt var der ingen grund til bekymring. Children of Men blev en nyklassiker i den dystopiske genre, og Harry Potter-filmen var et stilrent bestillingsarbejde. Siden fulgte 3D-filmen Gravity (2013), miniserien Believe (2014) og Guldløve/Oscar/Bodil-vinderen Roma. Cate Blanchett og Kevin Kline er prægtige antagonister i miniserien Disclaimer (2024), som streames på Apple TV+. Skønt hævnmosaikken er hyperkulørt, bliver brikkerne lagt med mesterlig hånd.  


...Og din mor! (Y tu mamá también). Instr.: Alfonso Cuarón. Manus: Carlos & Alfonso Cuarón. Foto: Emmanuel Lubezki. 101 min. Mexico 2001. Dansk premiere: 02.08.2002.

Fotos: Anhelo Producciones/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab/ Filmaffinity/ 
Y tu mamá tambien/ ...og din mor! streames på NETFLIX og YouTube Film
2K Blu-ray fra The Criterion Collection (Spine #723) 19.08.2014
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 02.08.2002

lørdag den 27. marts 2021

Carlos Reygadas: Post Tenebras Lux/ Lys efter mørke (2012)


BARE EN DRØM
Carlos Reygadas maler med lyset

Af BO GREEN JENSEN

MEXICANEREN Carlos Reygadas (f. 1971) laver art cinema efter sit eget hoved. Der er bogstaveligt ikke andet som ligner. Han er skiftevis lyrisk og sjofel, rå og forfinet, romantisk besynger af sjælen i naturen og kynisk iagttager af menneskeheden. Han holder af at vise uvejr, ørken og daggry i lange, statiske scener, som står uden kommenterende dialog eller musik, men han kan lige så let skildre livet i Mexico City, som det former sig for en korpulent småforbryder med hang til overvægtige kvinder.
   Sidstnævnte motiv blev – med demonstrativ full frontal nudity – en spektakulær åbningsscene i Batalla en el cielo (2005). Krigen i himlen nåede aldrig nåede til Danmark, men fik publikum til at se væk i Cannes. Debutfilmen Japón (2002) var centreret om en ung kunstner, der tog ud i ørkenen for at begå selvmord. Her mødte han en religiøs gammel kvinde, som han elskede eftertrykkeligt med. Kritikere gav ham skyld for at ville chokere med grim sex. Det var dog som en renfærdig billeddigter, at Reygadas omsider fik alle i tale.
   Desorientering er blevet en strategi for Reygadas. Publikum ser bedre efter, hvis det er svært at finde sammenhæng. Der er en klar historie i Lys efter mørke, men Reygadas lægger scenerne frem i vilkårlig rækkefølge – cirka som et sind associerer – og forrevne billeder, som bliver smukkere af at være forrevne. Kronologien er klippet så meget i stykker, at man gransker hver detalje som spor i en gåde.


EN lille pige kommer løbende på en mark i en vild tordenstorm. Sådan begynder det. Hun har store, ivrige øjne og nyder åbenlyst hvert sekund af forestillingen i Lynmuseet. Så er man meget brat inde i huset, hvor alt er mørkt og stille. En animeret rød djævel låser sig ind, sætter fløjtende mappen med værktøjet fra sig og går ud for at studere køleskabets indhold. Man må tro, at det er Fanden, som kommer hjem fra arbejde. Eller muligvis møder ind et nyt sted.
   Der er tumultuariske scener fra en rugbykamp (Reygadas har en fortid på Mexicos rugbylandshold). Der er parret fra gården, manden og kvinden, som må være forældre til pigen fra stormen. Nu ser man dem på et andet, formentlig tidligere tidspunkt. De går rundt i en slags sauna mellem andre halvnøgne par. Man tror først, det har noget med wellness at gøre. Så lægger kvinden sig og bliver klædt af, før hun er sammen med kroppe af begge køn.


HVIS dette er hedonisme, bliver man ikke tilfreds af at dyrke den sådan. Der er i alle de eksponerende scener en atmosfære af mod- og glædesløshed. På den måde får Reygadas endelig forklaret, at kunstneren Juan (Adolfo Jímenez Castro) og hustruen Natalia (Nathalia Acevedo) er flyttet på landet, tilbage til gården, hvor han kommer fra, i et forsøg på at finde glæden og det, som man kalder gnisten, igen.
   De har to små børn og en lang historie sammen. Økonomien synes ikke at være et problem. Derimod begynder Juan at gå til A.A.-møder sammen med altmuligmanden El Siete (Willebaldo Torres), som han kender fra gamle dage og hænger ud med på demokratisk godsejervis. Parret vil hinanden, familien, det gode liv. Publikum sidder dog stadig med billedet af den røde djævel.


DER sker noget voldsomt. Landet er ikke mere uskyldigt end byen; kun Juan og Natalia ser det sådan. Da Juan mister føringen, kommer temaet soning i spil. Mørket giver Natalia mulighed for at skinne. Her finder de sammen en ny grad af nærhed. Den smukkeste scene er den, hvor hun sidder ved klaveret og spørger, hvad hun skal spille. Han beder om at høre Neil Youngs »It's a Dream« fra albummet Prairie Wind. Hun synger den, falsk og med bævende stemme, men også så smukt, at man måber. Egentlig håber man bare, at djævelen vil tage sin mappe og gå.


REYGADAS fik sit gennembrud med den underskønne Stellet Licht fra 2007. Stille lys udspillede sig blandt mexicanske mennonitter, et amish-lignende trossamfund af nederlandsk oprindelse. En mand forlod sin hustru til fordel for en anden kvinde, og hustruen lagde sig til at dø i skoven ved vejen. Til sidst var der et mirakel, som Reygadas lånte fra Dreyers Ordet, og midtvejs sad en chauffør og så Jacques Brel på et lille tv i bilen. Man så stjernerne dø i et daggry, som blev filmet i virkelig tid.
   Post Tenebras Lux har den samme skønhed, men er en mere frapperende oplevelse – som malerkunstens ekspressionisme over for en sval, klassisk tegning. Det er atter Reygadas' evne til at bruge vejret og landskabet, som var de besjælede elementer, der løsner filmens særlige væsen.
   Fotografen Alexis Zabe har filmet naturscenerne med et objektiv, der gør billederne bløde i kanten. Den røde djævel er derimod grov og kulørt som noget fra en gammel ølreklame. Rugbyscenerne er i britisk 60er-stil à la This Sporting Life. Parscenerne er smukke som Nathalia Acevedo. Reygadas har fundet en form, hvor han kan blande stilarterne, uden at miste sig selv.


DET er en meget selvbevidst art cinema, og man skal være åben og i det rette humør. Nogle har aldrig set lyset i hans billeder. I antologifilmen Revolucíon (2010) bidrog ti mexicanske instruktører hver med et segment på ti minutter, som markerede 100-året for den mexicanske revolution. Nogle var realistiske fortællinger. Nogle var politiske statements. Nogle var rene billeddigte.
   Reygadas lod sit segment foregå på en landejendom – den samme, man ser i Post Tenebras Lux og Nuestro tiempo (2018) – hvor han filmede hele sin store familie under en fest, der varede fra morgen til aften. Der var rus, latter, slagsmål, musik og tirader af utydelig tale. Der var ingen åbenlys sammenhæng eller mening, men til slut blev der skrevet med store bogstaver hen over lærredet: ESTE ES MI REINO - dvs. DETTE ER MIT KONGERIGE.
   Det er nok den smukkeste hjemstavnsdigtning på film, jeg har set siden Edgar Reitz' Heimat. Lys efter mørke har de samme kvaliteter. Nogle vil græde, andre vil gå, men det er filmkunst, som virkelig sidder i én. Man er stadig ikke færdig med Stille lys. Man bliver det næppe heller med Post Tenebras Lux.


Post Tenebras Lux (Lys efter mørke). Instr. & manus: Carlos Reygadas. Foto: Alexis Zabe. 115 min. Frankrig-Tyskland-Mexico 2012. Dansk premiere: 18.07.2013.


Fotos: No Dream Cinema/ CineMaterial/ ØFP Distribution/ MovieStillsDB
Filmen streames på Blockbuster og FILMSTRIBEN

2K Blu-ray fra Verve Pictures 22.07.2013
Teksten er fra Weekendavisen Kultur 19.07.2013

fredag den 26. marts 2021

Carlos Reygadas: Stellet Licht/ Stille lys (2007)


OPDAGELSEN AF LANGSOMHED

Liv og død blandt mexicanske mennonitter

Af BO GREEN JENSEN

FORFATTEREN Sten Nadolny, som er tysk, har skrevet en roman med titlen Die Entdeckung der Langsamkeit (1983, da. Opdagelsen af langsomheden). Hovedpersonen, sir John Franklin, er som dreng så tung i optrækket, at han må stå og holde snoren, når de andre børn spiller bold. Alligevel får han et rigt liv og gør karriere, fordi han ser detaljer og sammenhænge, som ingen andre ikke bemærker. Hans livs bestemmende utopier bliver da: »Kamp mod unødvendigt hastværk, blid, successiv opdagelse af verden og menneskene.«
   Det har sådan set intet med sagen at gøre, men i biografen har man ofte grund og lejlighed til genopdage langsomheden. De fleste film bevæger sig så hurtigt, de overhovedet kan, frygter at kede og støde publikum fra sig, og ofrer af samme grund megen dybde. Som tilskuer vænner man sig til, at det er sådan historier fortælles på film. Det ligner også virkeligheden, men meget er bortredigeret, og man vil som regel helst have det sådan.


ANDRE film tager en dyb indånding og giver sig virkelig tid til at se. Det kan være mere eller mindre ekstreme kunstfilm som Andy Warhols navnkundige Empire (1964), der viser en bygning i otte timer. Englænderen Derek Jarman kaldte sin sidste film Blue (1993) og fyldte lærredet ud med blå farve, mens dybden blev skabt på lydsiden. Eller det kan handle om sindrige kameragange, som hos ungareren Béla Tarr, der kredser rundt i filmens inventar for at nå sit udgangspunkt mange minutter senere.
   Åbnes formen bare lidt, kan resultatet være tilgængelig filmkunst. Blandt langsomhedens døde mestre er italieneren Michelangelo Antonioni, russeren Andrej Tarkovskij og grækeren Theo Angelopoulos; endnu aktive udøvere er bl.a. briten Terence Davies, tyskeren Philip Gröning og amerikaneren Terrence Malick. I fanslang kaldes genren slow cinema.
   Det kræver tilvænning hos tilskueren, og man må frivilligt lade sig synke ind i trancen, men bagefter er man bevæget og lutret. Man er glad for, at der findes langsomme film, som fører mediet tilbage til den første bestræbelse: en blid, men successiv opdagelse af verden og menneskene.


CARLOS Reygadas' billedskønne Stellet Licht udspiller sig, i ekstremt adstadigt tempo, blandt tyske mennonitter et sted i Mexico. Mennonitter var – og 
er – som amish-folket et kristent trossamfund, der afskrev moderne livsførelse og praktiserede absolut pacifisme. Derfor ville ingen lande vide af dem. De tyske mennonitter bosatte sig i Canada, men drev siden sydpå til Mexico og Bolivia, da en anti-germansk stemning greb om sig under 1. verdenskrig. I dag lever de af landbrug, så godt som isoleret fra omverden. Modsat amishfolket bruger de biler og mekaniske redskaber, men spil, dans, tv og telefoner er heller ikke hér i kurs.
   Stellet Licht skildrer, mættende og majestætisk, det sammenbrud, som truer en familie, da faderen Johan forelsker sig i en anden kvinde, Marianne, og på god mennonitvis indvier Esther, der er mor til parrets seks børn, i sine sjælekvaler. Jeg har aldrig før set en film, som viser hvordan man dør af et knust hjerte. Det gør Reygadas i en lang, lang scene, hvor regnen pisker ned over motorvejen, som Johans hustru knæler ved. Da Esther skal begraves, beder Marianne om at se hende. Den levende kvinde kysser den døde, og miraklet fra Ordet gentager sig blandt tyske mennonitter i hjertet af dagens Mexico.



REYGADAS’ første to film, Japòn (2002) og Krigen i himlen (2005), markerede sig med gold natur og langstrakt sex mellem unge og gamle, hæslige og smukke mennesker. Der er intet af dette i Stille lys. Et ansigt fastholdes i orgasmeøjeblikket, men Reygadas bruger mere tid på at vise, hvordan solen får stjernerne til at blegne, da den stiger over horisonten. Filmen både ender og begynder med time lapse-optagelser af dagens mirakel, som på lydsporet ledsages af symfonisk geräusch: cikader, kvæg, knirkende trin; sange fra en radio; et ur der sættes i stå, så det kan høres.
   Det er Johan, som standser tiden i filmens første scene, hvor familien er samlet om fællesbøn og morgenmad. Siden glemmer man uret i køkkenet og engagerer sig, især ved et gensyn, stadig stærkere i mennonitternes livsform og mandens dilemma. En lang scene viser, i virkelig tid, hvordan familien bader i floden. Johan vasker sin datters hår og roser Esther for hendes hjemmelavede sæbe. Da græder Esther, som er rystet i sit inderste af Johans forhold til Marianne, med hvem han oplever ren, fysisk fryd. Kun én gang, i bilen i regnen, har Esther et ukristeligt jalousiudbrud. Ellers taler kvinderne pænt om hinanden.



REYGADAS bruger al den tid, som er i verden, på at skildre dette sted og disse mennesker. På vejen til miraklet er der fine enkeltscener. Mens Johan elsker med Marianne, bliver børnene passet af den tykke amerikaner, som har tv i sin bil. Først efter favntaget bliver Johan behørigt ængstelig og skynder sig ud til kassevognen. Her sidder alle og ser Jacques Brel synge »Les bonbons« i en antik koncertoptagelse, som på fantastisk vis er endt i Mexico.
   I knirkende sne spadserer Johan med sin far og beder ham tale mand-til-mand, ikke som far eller præst. Svaret er dog det samme: Johan bør blive hos Ester, uanset hvad han så ellers gør.
   Da Peter Weir skildrede amishfolkets levevis i den mere konventionelle, men bestemt ikke dårlige Witness (1985), brugte han en spændingshistorie til at skabe dynamik og kontrast. Det er lidt – meget lidt – lige sådan i Stellet Licht. Det store spørgsmål er selvsagt, hvad Johan vil gøre. Han mener, at Gud har et formål med at prøve ham, men hvem af kvinderne skylder han mest: den stille hustru, han elsker af vane, eller den frie kvinde, som han er lykkelig med?


DET er Johans far, den gamle præst, som til slut sætter uret i gang. Vi har været i en mellemtid, et limbo, hvor de døde kunne vækkes til live. Nu begynder virkeligheden. Stellet Licht er en ener. Jeg så den første gang i Cannes, hvor man kritiserede den Dreyer'ske (og Trier’ske) slutning, som nogle fandt konstrueret. Den generer mindre, når man kender den på forhånd. Ligeledes er det en fordel at vide, at det i denne film gælder om at se og følge mennesker i meget langsomt tempo.
   Alle taler plattysk, de fleste medvirkende er amatører. Stille lys er filmens indbegreb og samtidig også en halv anti-film, som flere vil flygte skrigende fra. Det vigtigste er, at man gør et forsøg. Carlos Reygadas kan virkelig male med lyset. Med sin tredje film har han gjort en genopdagelse af langsomheden, som bliver hos én i lang tid.



Stellet Licht (Stille lys). Instr. og manus: Carlos Reygadas. Foto: Alexis Zabe. 142 min. Frankrig-Holland-Mexico 2007. Dansk premiere: 01.08.2008


Fotos: CineMaterial/ ØFP Distribution/ Filmgrab
Stellet Licht ligger på FILMSTRIBEN
DVD fra Tartan Video 19.07.2010 [ingen BD-udgivelse]
Teksten er fra Weekendavisen Kultur 01.08.2008