Translate

Viser opslag med etiketten independent. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten independent. Vis alle opslag

mandag den 1. januar 2024

Found Footage | The Blair Witch Project (1999) [Horror 100]


IND I SKOVEN
Fra æstetisk outlier til ny hjørnesten

Af BO GREEN JENSEN

DECEMBER 1999: DEN kommercielle baggrund for Blair Witch-legenden er så usædvanlig, at den ikke helt kan udelades fra en kritisk vurdering af filmen, der i mange henseender deler teknisk præmis og æstetisk metode med de danske Dogme 95-film.

   I 1990 mødte Daniel Myrick (f. 1963) og Eduardo Sánchez (f. 1968) hinanden på University of Central Florida, hvor begge studerede film. De fandt sammen i en lidenskab for det bizarre, for udførlige konspirationsteorier og okkulte gys af typen, der virkelig bliver under huden. I fællesskab realiserede de afgangsfilmen Fortune, og da de sammen med Gregg Hale (f. 1966), en forhenværende kommandosoldat, etablerede produktionsselskabet Haxan i Orlando, var et af pionerprojekterne kortfilmstrilogien Black Chapters, der udspringer af samme psykologi som Chris Carters kultserier The X-Files (1993-2018) og Millennium (1996-1999). Haxan producerede i øvrigt reklamefilm og instruktionsvideoer af forskellig art.*


POINTEN er, at Myrick og Sánchez ikke havde kontakt med den etablerede filmindustri. The Blair Witch Project, parrets debut i spillefilmslængde, blev produceret for 60.000 dollars. På en gængs produktion kan man ikke engang lave fortekster for beløbet. Derfor er filmens succes i sig selv et eventyr, der betager den amerikanske underholdningsindustri. 
   The Blair Witch Project blev en af sommerens mest sete film i USA og fik alene dér solgt billetter for 140 mio. dollars. Filmen har spillet sig hjem 1.000 gange, hvilket er den suverænt bedste forretning, nogen i amerikansk film har gjort meget længe, også når man tager højde for robuste investeringer som James Camerons Titanic (1997) og George Lucas' Star Wars Episode 1: The Phantom Menace (1999). Endvidere lykkedes det Myrick og Sánchez at skabe et fænomen, der havde tag i internetgenerationen, endnu før filmen fik premiere. I det etablerede Hollywood vil man dræbe for den slags succes.
   Den håndholdte gyser blev vist på Sundance Festivalen i januar 1999 og begejstrede sit publikum, men fra branchens side blev den betragtet med skepsis. Derfor kunne det lille distributionsselskab Artisan sikre sig filmen for et beskedent beløb. På årets Cannes Festival – hvor den blev vist i Quinzainen, der løber parallelt med, men uafhængigt af hovedkonkurrencen – var Blair Witch Project filmen, som alle lige måtte nå.
   For hver dag kom der flere gæster på det gennemarbejdede website, som i sig selv var en nyskabelse. 20 millioner klik blev det til. Da snart sagt alle vestlige nyhedsmedier havde bragt en benovet feature om fænomenet, fik filmen endelig premiere. Få film er markedsført mere kreativt.


HVAD har man så at forholde sig til, når den massive hype endelig udmønter sig i en almindelig dansk biografpremiere? Man har en markant og i æstetisk henseende meget original lille film, som umuligt kan leve op til sin foromtale.
   Præmissen er som følger, i al sin gribende enkelhed: I oktober 1994 camperer tre filmstuderende i skovene omkring Burkittsville i delstaten Maryland, hvor man siden 1785 – da den lille by endnu bar navnet Blair – har fortalt makabre historier om heksen, der tager børn og voksne jægere til sig for at gøre unævnelige ting med deres sjæle og kroppe.
   Det er Heather Donahue, der vil aflevere en film om legenden som sin ambitiøse hovedopgave. Med sig har hun Joshua Leonard, der skal føre det lånte 16 mm-kamera, og den joviale lydmand Michael Williams. Alle tre er ordinære, for ikke at sige banale typer. De »spilles« selvsagt af Heather Donahue, Joshua Leonard og Michael Williams.
   

CITATIONSTEGNENE er centrale. The Blair Witch Project gør sit betydelige indtryk ved at sætte virkeligheden i anførselstegn og bearbejde horrorgenrens arketyper i en frapperende cinema verité-æstetik, man sædvanligvis forbinder med dokumentariske produktioner. Før filmen forkynder en skærmtekst, at de alle tre forsvandt uden spor. Hvad vi ser, er angiveligt en redigeret version af nogle bånd, som blev fundet i skoven et år efter holdets forsvinden. Ingen ved, hvad der virkelig skete, og det er op til hver enkelt tilskuer at gøre filmen færdig i sit hoved. Som sagen står, kan man næppe betvivle Blair-heksens eksistens. I hvert fald endte turen grimt. Det ser vi jo selv på de rystende slutbilleder, som filmen viser lige før mørket.



PRÆMISSEN er ikke mindst genial, fordi den får os til at acceptere en hob af urimeligheder og en primitiv rammefortælling. På dokumentarfacon følger vi ekspeditionens forberedelser. Heather pakker rygsæk, Michael og Joshua køber ind. Man tager hjemmefra med maven fuld af forventninger, og i Burkittsville lader en række karikerede lokale typer sig beredvilligt udspørge om hekselegendens udspring og praktiske konsekvenser for livet i den lille by.
   Tonen er stiv og kartontyk. Længe ligner det tv-satire, og man har svært ved at forveksle båndene med filmet virkelighed. Stilen rendyrkes i den veloplagte »mockumentary«, The Curse of the Blair Witch, der fungerer som filmens »Bag kameraet«-feature og kan ses på den amerikanske dvd-udgivelse. Her udtaler holdets familie, venner og lærere sig om, hvordan Heather, Josh og Michael var.
   Det studentikose præg fortoner sig, da holdet når ind i den mørke skov. For det første har både vi og spillerne, der kun fik kursoriske dag-for-dag instrukser under optagelserne, en reel forventning om, at noget voldsomt vil ske. For det andet gennemspiller de tre pionerer med stadig stivere smil hele registret af stress-reaktioner. Et vendepunkt nås, da kortet forsvinder, og ekspeditionen må indse, at den er faret vild.
   Her krakelerer også Heathers selvsikre fernis, mens Michael til gengæld begynder at forstå, hvorfor hun har klamret sig til det kamera, som de andre finder irriterende. For set gennem linsen er verden en anden. Objektivet udgør et filter, og man kan bevare illusionen om kontrol. Filmmediet skaber med andre ord sin egen virkelighed, og det er vel pointen i The Blair Witch Project. I hvert fald lyder dialogen i disse scener som replikker, der er skrevet ned. Ellers arbejder spillerne ud fra et oplæg og reagerer, som de selv ville reagere.


SÅ spændende metaformen nu er, kan det ikke undgås, at forspillet slæber. Der fokuseres evindeligt på kviste, sko og klippeformationer, mens man bliver fortrolig med karaktererne og affinder sig med den svimle kameraføring. Hverken vi eller de har endnu set skyggen af nogen okkult gestaltning, da filmen efter tre kvarter bekender kulør og hiver skuffen med autentisk horror ud af det generiske arkivskab.
   I skoven ankommer vi til en lysning, hvor kviste og grene er anbragt i rituelle formationer. Den primitive menneskefigur, en forvokset tændstikmand, der også fungerer som filmens logo, er tilforladelig nok i sig selv. Men nogen eller noget har konstrueret og anbragt den inde i skoven. Her synker vi spyttet sammen med den udsatte trio. Fra da af er angsten taktil og begrundet.


DET er i skoven som et mytisk ursted, at Myrick og Sanchez henter den inderste styrke i filmen. Om dagen er skoven et venligt og duftende sted, hvor man kan orientere sig. Det er om natten, i det uigennemtrængelige mørke, at gruen bliver håndgribelig. Fra Nathaniel Hawthorne til Stephen King har amerikanske forfattere sendt repræsentative mennesker ind i skoven for at lære nye ting om sig selv. Skoven udgør et første vildnis, hvor naturen endnu ikke er trængt tilbage af social facade og civiliserede skikke.
   Også i europæiske eventyr er symbolværdien af skoven betydelig, men i de amerikanske naturområder, hvor det store mørke stadig findes, bliver det muligt at skildre fortabelsen og udsatheden som noget konkret. Hvilket ikke mindst filmen har gjort, fra Walt Disneys Snow White and the Seven Dwarfs (1937, da. Snehvide og de syv dværge) til John Boormans sublime Deliverance (1972, da. Udflugt med døden), som personerne i The Blair Witch Project selv henviser til.
   I skoven lever kaos endnu. Det andet, alt dét som ikke er mennesket, har endnu tag i jorden og kender ikke til akademisk skelnen mellem fantasi og virkelighed. Også hvis Myrick og Sanchez havde besluttet at dementere myten om heksen, ville filmen have været en seværdig variation over det hævdvundne tema.


NU rykker mørket dog hurtigt mod facit. De tre personligheder smuldrer time for time, mens alle forsøg på at finde vej ud af skoven viser sig futile. Man går i ring, udmattelsen sætter ind, og Michael og Heather kan kun mobilisere en flegmatisk foruroligelse, da Josh bliver væk fra de andre. Ved teltflappen finder de næste morgen en fetich af kviste med en lille blodig pose i. Vi ser den ikke tydeligt nok til at kunne bestemme det nærmere indhold, og detaljen er derfor så meget mere skræmmende. De snubler videre, vi snubler videre. Endelig ankommer vi sammen til en bygning, et forfaldent og tilsyneladende ubeboet skovløberhus, hvor filmen når et gådefuldt klimaks, før den bryder endeligt af.


SLUTNINGEN er frysende åben, og det er noget af det bedste ved filmen. I de sidste minutter er angsten total. Stemmer kalder forgæves i mørket. Vi har kun en flaksende lygte at se ved i huset. Alt er gjort med minimale virkemidler, ved at orkestrere atmosfæren. The Blair Witch Project har ikke budget til effekter.
   De sidste stærke scener udgør en sejr for instruktørernes idé om en ekstrem realisme, der føles som virkelighed i anden potens. Det er dog ikke nok til at sikre filmen en øjeblikkelig placering blandt de store okkulte gysere. Indtil videre er The Blair Witch Project primært interessant som eksperiment og fænomen. Tiden vil vise, om filmen er slidstærk nok til at sætte sig varige spor. For det kommer næppe bag på nogen, at legenden lever videre.


JANUAR 2024: Efter 25 år voterer juryen stadig. The Blair Witch Project blev fundamentet for en ny undergenre af found footage-produktioner og franchises som Paranormal Activity. Der kom to fortsættelser og en tv-version. Lanceringen er lærebogsstof, og der er skrevet mere om dén end om filmen. Der er bred enighed om, at slutningen holder. Omvendt er der ikke mange, som genser Blair Witch alene for glæden. 



*) Haxan har sit firmanavn fra danskeren Benjamin Christensens svensk producerede Häxan -  Ett kulturhistoriskt föredrag i levande bilder (1922, da. Heksen), som med titlen Häxen - Witchcraft Through the Ages var en international succes. Med sin blanding af æstetisk rekonstruktion og fingeret dokumentarisme er Häxan et tidligt eksempel på kritisk metafiktion. Essayfilmen fik psykedelisk kultstatus i 1968, da et amerikansk remix brugte William S. Burroughs som fortæller. 


The X-Files lukkede ned i 2002 efter ni sæsoner, men i 2016 vendte David Duchovny og Gillian Anderson tilbage til rollerne som Mulder og Scully i 16 nye episoder. Biograffilmen The X-Files (1998) udgør et hængsel mellem femte og sjette sæson. I 2008 instruerede Chris Carter selv The X-Files: I Want to Believe.


The Blair Witch Project. Instr. og manus: Daniel Myrick og Eduardo Sanchez. Foto: Neal Fredericks. 82 min. USA 1999. Dansk premiere: 02.12.1999.


Fotos: Haxan Films/ Summit Entertainment/ Artisan Entertainment/ StudioCanal/ Egmont Entertainment/ The Criterion Channel/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime
Trykt første gang i Weekendavisen Kultur 02.12.1999

søndag den 30. april 2023

Jim Jarmusch: Broken Flowers (2005)


GAMLE FLAMMER
Jim Jarmusch i 00ernes mainstream

Af BO GREEN JENSEN

FÅ formår som Bill Murray (f. 1950) at vise følelser uden at fortrække en mine. Hans pokerfjæs er et knust drengeansigt, som blot er blevet mere skuffet og vejrbidt, siden den lakoniske maske havde nyhedens interesse for 40 år siden. Murray er som årgangsvin. Han bliver bedre og bedre med alderen.
   Desværre har der sjældent været roller, som brugte den udtryksfulde udtryksløshed konstruktivt. Værdige undtagelser er John McNaughtons Mad Dog and Glory (1993, da. Pigen i midten), Sam Raimis tænksomme Groundhog Day (1993, da. En ny dag truer) og Wes Andersons gakkede Rushmore (1998). Alligevel tænkte man endelig, da den livstrætte skuespiller fik rollen som livstræt skuespiller i Sofia Coppolas Lost in Translation (2003).*


   
HER kommer ærke-auteur Jim Jarmusch (f. 1953) imidlertid med en atypisk rund og tilgængelig film, der gør lige så god brug af Murrays talenter. Han spiller den reserverede Don Johnston, et følelsesmæssigt menneskepindsvin, som foretrækker at leve så stille som muligt foran fladskærmen i sit forstadseksil. Hans formue kommer fra IT-udstyr, men i hjemmet er der ingen computer, og da hans seneste kæreste (Julie Delpy) forlader ham i første scene, bliver han bare siddende og tænker sit. Situation er ikke ny for Don Johnston.
   Så kommer brevet, der vækker ham lidt. En gammel kæreste skriver, at de sammen har en voksen søn, som hun aldrig har fortalt ham om. Der er bare ingen afsender på. »Det var lige godt pokkers,« kan man se Murray tænke. Indtil videre bliver han dog siddende. Senere kommer naboen (Jeffrey Wright), en glad mand med kone og stor børneflok, og præsenterer en detaljeret rejseplan. Han opsøger da sine gamle flammer, og fire af filmens stærkeste blomster får hver et kvarter at gøre godt med: Sharon Stone, Frances Conroy, Jessica Lange og Tilda Swinton.



STONES karakter er stadig i stemning og har en promiskuøs teenagedatter (Alexis Dziena), som for en sikkerheds skyld hedder Lolita. Conroy er blevet ejendomsmægler. Lange tager sig mere end godt betalt for at psykoanalysere folks kæledyr, mens Swinton bor i skurvogn og er blevet en bitter og stram biker chick. Han ser dem, sover også hos en enkelt, men siger ellers så lidt som muligt, mens han overvejer de mulige liv, som han desværre eller heldigvis er gået glip af. Om der er en søn, får man muligvis hold på til allersidst, da Murray for et øjeblik bliver atypisk sentimental.



DET er ikke nogen stor film, og det er intet typisk Jarmusch-arbejde. Alligevel fik Broken Flowers juryens Grand Prix ved årets Cannes Festival, og man genser den gerne for stemningen, typerne og den stedvis meget slet skjulte satire i skildringen af de sociale miljøer. Kvinderne er uden undtagelse prægtige, og Murray kan sin type til fuldkommenhed.
   Ikke desto mindre ligner Broken Flowers mere et supplement til Alexander Paynes About Schmidt (2002, da. Rundt om Schmidt), en road movie for enkemænd med Jack Nicholsen i fri drift på vejen til Denver, end en film af manden bag Down by Law (1986), Dead Man (1995) og Ghost Dog (1999). Broken Flowers er let som et snefnug og umådeligt charmerende. Den er sikkert også hurtigt glemt igen.



*) OVENSTÅENDE er skrevet i 2005, da selviske mænd var mere på mode. Efter Rushmore blev Murray uundværlig for Wes Anderson, der har brugt ham i sine film lige siden: The Royal Tenenbaums (2001); The Life Aquatic with Steve Zissou (2004); The Darjeeling Limited (2007); Moonrise Kingdom (2012); The Grand Budapest Hotel (2014) og The French Dispatch (2021). Murray lægger stemme til Grævling i Fantastic Mr. Fox (2009) og til Boss i Isle of Dogs (2018), som begge er animationsfilm. Faktisk er Asteroid City (2023), som får Cannes-premiere i maj, den første Anderson-film uden spor af Bill Murray.
   I Sofia Coppolas On The Rocks (2020) vender Murray tilbage som en vakkelvorn far, der aldrig rigtigt har været der for sin datter og kun melder ind, når det passer i hans planer. Filmen kan ses som et revisionistisk blik på levemandstypen fra både Broken Flowers og Lost in Translation. I Theodore Melfis St. Vincent (2014) kan man se, hvordan det er muligt at misbruge Murrays gnavpotmanér. I Roger Michells mere vellykkede Hyde Park on Hudson (2012) spiller Murray lidt mere mod sin type og forsvinder i rollen som Franklin Delano Roosevelt.
   Jarmusch brugte Murray igen i zombiesatiren The Dead Don't Die (2019), hvor han er sheriffen i byen, der inficeres.


Broken Flowers. Instr.: Jim Jarmusch. Manus: Jim Jarmusch, Bill Raden, Sara Driver. Foto: Frederik Elmes. 105 min. USA 2005. Dansk premiere: 07.10.2005.


Fotos: Focus Features/ Five Roses/ BAC Films/ NFI/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, SF Anytime, YouTube Movies
Weekendavisen Kultur 07.10.2005 + 30.04.2023

torsdag den 29. december 2022

Kurt Cobain | Gus Van Sant: Last Days (2005)


DEN KVÆSTEDE SKØNHED
En biografisk fantasi om Kurt Cobain 1967-1994

Af BO GREEN JENSEN

GENERATIONSIKONET Kurt Cobain begik selvmord i 1994, men er aldrig blevet glemt eller nedskrevet. Tværtimod. »Heart-Shaped Box«, »Lithium« og »Smells Like Teen Spirit« står tilbage som mejslede sange, der én gang for alle slog sømmet i kisten med 80ernes tidsånd og indvarslede den flossede elektriske grunge, som i begyndelsen af 90erne gav rockkulturen grund til at leve endnu nogle år.
   Cobain selv var en forpint person, indesluttet i autistisk grad og gjort endnu mere fjern for verden af de stoffer, som han og hustruen Courtney Love indtog i rigeligt mål. Eller sådan er efterbilledet blevet, og sådan var den sidste tid måske.
   Mange som kendte sangeren siger, at personen nærmest var modsat sin myte. Det giver udmærket mening. Jeg holder meget af MTV Unplugged-koncerten, som blev optaget i november 1993. Cobain er en ung familiefar på 26. Han smiler i sin striktrøje og spiller David Bowies »The Man who Sold the World« med »hjemme på værelset«-varme, som en ferm teenagefan, der har lært sig den sang. Han ligner ikke en alf, der forsvinder om lidt.
   Jeg så Cobain live en enkelt gang. Det var på Roskilde Festivalen i juni 1992. Nirvana spillede på Orange Scene foran 90.000 mennesker. Publikum levede med i musikken, mange dansede i solen. Cobain, Dave Grohl og Krist Novoselic var tre tændstikmænd på en kolossal scene. Der var ingen teatralske effekter. Cobain stod bare bomstille og skreg. Men var senere klar og helt nede på jorden i bagsceneinterviewet, som Kenan Seeberg sikrede sig.


GUS Van Sants fiktionsfilm er inspireret af, men ikke som sådan baseret på, de sidste to dage i sangerens liv. Michael Pitt spiller Blake, en Cobain-lignende musiker, der har lukket sig inde i et stort gammelt hus i skoven sammen med nogle venner og veninder. Han tumler rundt i landskabet, mumler kryptiske sangstumper for sig selv, lever inde bag et gardin af hår og prøver i sine mest nærværende øjeblikke at tilberede makaroni med ost, som han hælder mælk på, før han lægger æsken med cornflakes i køleskabet.
   Venner og fremmede kommer og går. En dørsælger og to mormoner kommer forbi. Blake lytter høfligt, men hører dem næppe. Asia Argento er den effektive kvinde – en mor, en søster, en publicist? – som prøver at give ham en opsang. Stjernemaskinen er sat på standby. En turné bliver aflyst, svigtede aftaler hober sig op, og alt er afhængigt af manden, som tilsyneladende er gået i stykker. Han sminker sig til fælleskøn, falder om og får lov at ligge i stuen. Det er bare sådan hér det er, mens hoffet venter på, at kongen kommer ud af sig selv og vender tilbage.


DE andre i huset lever deres egne liv. Til slut ligger sangeren død i et drivhus. Man ser ikke, hvordan det går til, men i en næsten provokerende naivistisk slutsekvens træder Blakes sjæl nøgen ud af den døde krop og kravler til himmels som på en jakobsstige. Følelsen i scenen er på én gang mystisk og forklaret, smertefuld og sanselig som på et katolsk helgenbillede. Som skildret hér ligner døden det bedste, der nogensinde er sket for Blake.
   Ligesom i Gerry (2002) og guldpalmevinderen Elephant (2003) benytter Van Sant en statisk fremlæggelsesform, hvis grundelement er lange indstillinger, der registrerer karakterernes fysiske bevægelser uden forsøg på at stramme, dramatisere eller psykologisere forløbet. Kronologien klippes op i sløjfer, så man jævnligt springer tilbage i tiden og følger en anden karakter eller synsvinkel frem til et punkt, som man genkender.
   Strukturen – som Van Sant beredvilligt erkender at have fra sin ungarske kollega Béla Tarr – er cirkelformet snarere end lineær. Hele forløbet er hele tiden til stede, og hvor man sædvanligvis lever sig ind i en fortælling, bliver man her føjet ind i en tilstand.


I TO strategiske scener, begge filmet på meget lang afstand, giver Blake sig til at spille og synge, så man glimtvis begriber en klarhed. Der er ingen Nirvana-musik i filmen. Michael Pitt har selv skrevet »Death to Birth«, som sammen med »Venus in Furs«, Lou Reed og John Cales snart 60 år gamle tabersalme fra det første album med The Velvet Underground, bærer filmens kvæstede skønhed igennem.
   Van Sant og Cobain kom fra det samme nordvestlige hjørne af USA og havde fælles bekendte. På et tidspunkt kontaktede sangeren filmskaberen og bad ham give en slægtning en rolle. Det lå i luften, at de skulle arbejde sammen, men man fik aldrig talt om tingene.*


LAST Days siger mere om Kurt Cobain, end en regulær biopic kunne tillade sig. Filmen hviler smukt i sig selv og står inde for sit emne. Den kan med udbytte ses i forlængelse af Nick Broomfields Kurt & Courtney fra 1998, som undersøger vedholdende konspirationsteorier. 
   Vil man tættere på den faktiske, fysiske Cobain, som ikke nødvendigvis var fjern og depressiv hele tiden, er en snestorm af materiale arrangeret kalejdoskopisk (men ikke vilkårligt) i Brett Morgens Cobain: Montage of Heck (2015). Dokumentaren ligner et forstudie til Bowie-portrættet i Moonage Daydream (2022), som må være Morgens magnum opus. 


*) Cobain og Nirvana bliver slet ikke nævnt, og der er ingen direkte henvisning til sangerens baggrund. Gus Van Sant kunne derfor lave sin film med eller uden tilladelse fra The Kurt Cobain Estate, hvilket har irriteret rettighedshaverne lige siden. I oktober 2022 opførte Royal Opera House i London en nyskreven opera, Last Days, med musik af Oliver Leith og libretto af Matt Compson, som instruerede forestillingen sammen med Anna Morrisey.  Agathe Rousselle sang partiet som Blake.
   Forestillingen blev positivt modtaget i snart sagt alle britiske og amerikanske medier. Cobain-boet udsendte en pressemeddelelse med følgende ordlyd: »Last Days has been created and written without the permission or input of the Cobain estate. Sadly, this show, just like the movie, is an unauthorized attempt to benefit from the brief meeting set up with Kurt and Gus Van Sant. This one meeting has been exploited for profit for thirty years now, and enough is enough.«
   Det skal siges, at boet ellers ikke modarbejder kreative og kritiske fremstillinger. Arvingerne gav deres fulde tilladelse og åbnede alle arkiver for Brett Morgen, da han forberedte dokumentaren Cobain: Montage of Heck i 2015. Frances Bean Cobain (f. 1992) , som er datter af Courney Love og Kurt Cobain, er krediteret som executive producer på filmen, som hun også medvirker i.   

Last Days. Instr. & manus: Gus Van Sant. Foto: Harris Savides. 97 min. USA 2005.


Fotos: HBO Films/ Meno Film Company/ Picturehouse/ Pie Films Inc./ National Public Radio (Cobain on stage photo by Joe Giron)/ Royal Opera House
Filmen streames på HBO MAX
Teksten bygger på en dvd-anmeldelse i Filmmagasinet Ekko #31 jan.-feb. 2006 – ajourført december 2022.

onsdag den 12. januar 2022

David Lowery: A Ghost Story (2017)


SPØGELSESMUSIK
En sjælfuld anti-gyserfortælling

Af BO GREEN JENSEN

CASEY Affleck ligner sig selv i det første kvarter af A Ghost Story. Siden er han dækket af et lagen. Der er skåret to huller, så han kan se. Det lyder måske som en visuel spøg, men A Ghost Story er en seriøs film. Den undersøger sorgens væsen og afprøver grænserne for tid, erindring og virkelighed.
   Parret C og M (Affleck og Rooney Mara) bor i Texas. Huset ligger afsondret. C er musiker. Dagene går. De taler om at flytte og hører en lyd fra klaveret. Det er ikke til at sige, hvad der sker.
   Så vågner C med ligklædet på. Han træder ikke ind i den lysende firkant, som åbner sig på hospitalet. Solen står op. Verden er stille. C går hjem.


MEN hvor er hjemme for en død? M er i sorg. Hun bruger ti minutter på at spise en tærte, som hun løber ud og kaster op. C ser det hele og prøver at trøste. M fornemmer nærværet. Måske er det, hvad vi mærker, når elskede dør.
   M har et nyt forhold – som C saboterer – og flytter ud. Hun skriver en besked, som han ikke kan komme til at læse. Tiden bliver flydende. C går omkring i fremtidens højhus og er tilbage i pionertiden, hvor den første familie blev dræbt af indfødte amerikanere.
   Klaveret står der altid. Ejere kommer og går. Somme tider spøger C. Da han ser sig selv og M flytte ind, laver han en lyd på klaveret. Alt går i ring. C vil så gerne læse M’s besked.


DET er en fantastisk melankolsk fortælling. A Ghost Story bogstaveliggør sorgarbejdet og stiller filosofiske spørgsmål. Noget binder den døde til huset, noget blev ikke gjort færdigt. Det er præmissen i klassiske spøgelseshistorier.
   Der er intet i retning af horror. Mere en situation som i Ghost (1990), kærlighedsfilmen med Demi Moore og Patrick Swayzee. Hvis altså Terrence Malick havde sat det æstetiske filter.
   Billedformatet er academy (1:37:1) med bløde hjørner som på gamle fotos. Will Oldham (Bonnie ’Prince’ Charlie) har en lang monolog om, hvordan alt forsvinder med tiden – selv tiden. Sangerinden Kesha Sebert optræder som feminint genfærd.
   A Ghost Story er et gennemført stemningsstykke. En smuk og for alvor anderledes film, som man også bliver klogere af. Den blev et stærkt visitkort for instruktøren, som kom til opgaven fra mange små kortfilm og Disney-produktionen Pete's Dragon (2016).
   Lowery instruerede samtidig Robert Redfords afskedsfilm The Old Man and the Gun (2018). Det magiske lærred blev atter bredt ud i The Green Knight (2021).


A Ghost Story. Instr. og manus: David Lowery. Foto: Andrew Droz Palermo. 92 min. USA 2017. Dansk premiere: 01.02.2018 (Månedens Film i Cinemateket).


Fotos: Sailor Bear/ A24/ CineMaterial/ MovieStills/ DFI
Filmen streames ikke i Danmark – i Sverige på Blockbuster; i Frankrig på Amazon Prime; i UK på Amazon, iTunes, Sky, Virgin og YouTube Movies. 
Teksten trykt som Filmrevy i Weekendavisen Kultur 02.02.2018

torsdag den 11. november 2021

Martha Marcy May Marlene (2011) [Cult Fiction]


DEN FLIMRENDE BUND
Signalement af den sekteriske psyke

Af BO GREEN JENSEN

EN kult, et kollektiv, en kommune. Det er svært at sige, hvad det er for en slags sekt, som Martha (Elizabeth Olsen) flygter fra, da hun efter to års tavshed dukker op hos sin søster Lucy (Sarah Poulson) og svogeren Ted (Hugh Dancy) i parrets fantastiske hus ved en sø i den grønneste del af New England. Tiden er dog ikke til spørgsmål. I første omgang handler det om at få Lillesøster på fode igen.
   Som tilskuer har man en anelse om, hvad der rører sig i Martha. Det er sådan set også alt, hvad man får, for her bliver intet forklaret til bunds.
   Fortællingen begynder på gården, hvor hun dyrker jorden sammen med andre unge kvinder og mænd. Sean Durkins Martha Marcy May Marlene er en film, som antyder meget og uddyber lidt. Det fremgår dog, at den karismatiske Patrick (John Hawkes) bestemmer, hvordan storfamilien skal leve. Man prøver at blive et selvforsynende samfund.



DER er orden i tingene. Kvinderne tilbereder et måltid, som mændene indtager. Først bagefter kommer de selv ind og spiser. Man sover også hver for sig, skønt der er sat tid af til forplantning. Lederen indvier alle novicer. Man kan dufte brødet og mærke regnen i skoven. Farverne er varme, stilen rustik pionertid. Her er smukke unge mennesker, som lever enkelt og virksomt. Det er ikke det skæveste sted, man har set. Alligevel anes mørket i stref.
   Patrick er på én gang charmerende og faderlig. Stålet sidder under den vindtørre hud, og man kan sagtens se attraktionen. John Hawkes, som spillede Teardrop i Debra Graniks Winter's Bone, kunne være en yngre udgave af Levon Helm, som ofte fik den slags roller.* Det er ham, der siger til Martha, at hun »ligner en Marcy May Marlene«. Han synger en sang, som hun tror er skrevet til hende, men faktisk er »Marcy’s Song« hugget fra et album med Jackson C. Frank.**


DET er filmens store styrke, at den ikke dæmoniserer Patrick. For den sags skyld bliver ordene »kult« eller »sekt« aldrig sagt. Man taler højest om et fællesskab eller en familie, og der følger ingen brugsanvisning med de løbende flashbacks. Tiden går ved søen. Tiden går i erindringen. Først er der kun en kreds af udvalgte, men projektet griber om sig, og det samme gør lederens store ideer.
   Der er dog intet melodrama. Man dyrker jorden, lever sammen, har brudt med resten af verden og følger kun egne værdier. Mange ville sige, at man realiserer en idé i den amerikanske tradition for utopiske eksperimenter. Man opfordres ikke direkte til at tænke på Charles Manson, Jim Jones eller David Koresh, men det er den type leder, som Patrick har i sig. Mest af alt minder stedet i skoven om det sagnomspundne compound i Waco, Texas, som FBI gik til angreb på i 1993.



GRADVIS indser Martha, at hun ikke er så udvalgt, som hun tror. Her begynder måske hendes smerte. Senere erfarer hun, at man ikke uden videre forlader Familien. Det er svært at træde ud af en sekt, men værre at blive forkastet.
   Patrick lader gruppen mobilisere og træne med våben i skoven. Nye kvinder kommer til og bliver supermødre i lederens plan. Martha går ud og bliver ved med at løbe. Hun ved næppe selv, hvad hun har været igennem, og endnu mindre om, hvor hun skal hen.
   I denne tilstand banker hun på hos søsteren og hendes mand, der udgør et provokerende eksempel på selvtilstrækkelig normalitet.
   Martha har svært ved at omstille sig. Vanerne fra gården hænger ved. Hun går på bare fødder alle vegne. Hun vasker ikke hænder før maden. Hun sætter ikke ting på plads, når hun har brugt dem, og når hun har svært ved at sove, kommer hun ind og lægger sig i fodenden hos Lucy og Ted, uanset om de er i færd med at elske.
   Ted får hurtigt rigeligt og betragter svigerinden som en snylter. Lucy og Martha har issues fra barndommen, og den ældre søster føler åbenbart, at hun skylder den yngre et eller andet.



MARTHAS egen vinkel ligger mellem objektive billeder af dagene i huset nu og subjektive flashbacks til det lille hus i de store skove, hvor hun var lykkelig i begyndelsen. Når filmen bliver hos Martha, ser man i glimt, hvor skræmmende og svær at læse verden virker for hende. Disciplinen hos Patrick tilbød en klarhed, hun ikke finder i andre systemer. Somme tider ser hun personer fra sekten og er usikker på, om hun bliver forfulgt. Publikum ser det samme og ved, at ikke alt er indbildning.
   Emnet er ofte kredset om og beskrevet, først i Ralph Thomas’ canadiske Ticket to Heaven (1981), herhjemme i Susanne Biers Sekten (1998) og Niels Arden Oplevs To verdener (2008), men måske allerbedst i Jane Campions Holy Smoke! (1999), der fokuserer på afprogrammeringsprocessen.
   Der er dokudramaer om Charles Manson-familien, de kollektive selvmord i Jonestown, Guyana, og den japanske Aum Shinrikyo-kult, som Haraki Murakami skrev bogen Underground (2001) om og som Tatsuya Mori har skildret i filmene A (1998) og A2 (2001).



ALLE disse fremstillinger viser skræmmebilleder, som det er enkelt at tage afstand fra. Det er satanisk stof, som man bliver selvfejrende i sin snusfornuft af. Martha Marcy May Marlene kommer fra et andet sted. Durkins mørke film besidder en uudgrundelighed, som inddrager tilskueren og gør ham eller hende usikker, fascineret og nysgerrig.
   Alt er gjort med anelser. Der hviskes og gestikuleres. Sandheden ses måske i et glimt på den flimrende bund under søen, hvor Martha rekonvalescerer. Man forlader biografen med en følelse af, at der var endnu mere på spil og på færde.
   »Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud,« siger Paulus i 1. Korintherbrev. Enhver kultisk drift er funderet på oplevelsen af et mystisk sekund, på mødet med et ansigt, som man plejer at se i et spejl, i en gåde, og høre om i genfortællinger.
   Men hvad, hvis man følte forklarelsen selv? Sean Durkin sætter ord på en hob af knuste billeder. Det er i kraft af film som Martha Marcy May Marlene, at begrebet American Independent stadig giver mening.


*) Levon Helm (1940-2012) spillede trommer og sang i The Band, men han medvirkede også i henved tyve film, fra Michael Apteds Coal Miner's Daughter (1980) til Bertrand Taverniers In the Electric Mist (2009). I filmen om Loretta Lynn spiller han kulminearbejderen Ted Webb, som er far til Loretta. Taverniers film bygger på James Lee Burkes In the Electric Mist with the Confederate Dead (1993, da. Genfærdsgeneralen), den sjette bog i krimiserien om Dave Robicheaux. Helm har en lille, men vigtig rolle som John Bell Hood, et genfærd fra Konføderationshæren, som træder frem i den elektriske tåge. Robicheaux bliver spillet af Tommy Lee Jones. I Phil Joanous Heaven's Prisoners (1996, da. Delta Blues), den anden Burke-filmatisering, bliver detektiven spillet af Alec Baldwin.

**) Sangskriveren Jackson C. Frank (1943-1999) fik et tragisk liv og en kort karriere. Da han var 11 år, eksploderede fyret på hans skole i Cheektowaga i delstaten New York. 15 elever døde, og mange fik forbrændinger. Jackson lå på hospitalet i syv måneder. Her blev han interesseret i musik. Han var stor Elvis Presley-fan, og hans mor rejste med ham til Memphis, Tennessee, og sørgede for, at han fik hilst på sit idol. Han besluttede at satse på en musikalsk karriere, da han som 21-årig fik udbetalt en stor erstatning ($110.500) for brandulykken.
   Frank kom til England i 1965. I London lærte han Paul Simon at kende, og det var Simon – som samme år indspillede The Paul Simon Songbook (med urversionen af »The Sound of Silence«), før han tog hjem til New York og genoptog samarbejdet med Art Garfunkel – der producerede Jackson C. Frank (1965), den eneste LP, som udkom i Franks levetid. Simon og Al Stewart akkompagnerer på nogle af sangene, der blev indspillet på tre (eller seks - kilderne divergerer) timer.
   Frank var kortvarigt kæreste med Sandy Denny og blev ven med bl.a. Bert Jansch. En lang række kunstnere har indspillet sangen »Blues Run the Game«. Da pengene fra forsikringen slap op, tog Frank tilbage til USA og bosatte sig i Woodstock. Her blev han gift med Elaine Sedgwick. Parret fik datteren Angelina og en søn, som døde af cystisk fibrose.
   Frank led fra begyndelsen af depressioner og blev i 1966 diagnosticeret som skizofren. Han troede i årtier, at Paul Simon ejede rettighederne til hans sange. I 1994, da Mooncrest udgav Jackson C. Frank på cd, var der fem bonusskæringer med. »Marcy's Song« er en af de fem. Sangen var ikke med på den oprindelige LP, men stammer fra samme session.

Martha Marcy May Marlene. Instr. og manus: Sean Durkin. Foto: Jody Lee Lipes. 102 min. USA 2011. Dansk premiere: 28.06.2012.


Fotos: Fox Searchlight Pictures (Searchlight Pictures)/ Camera Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film
2K Blu-ray frs Svensk Filmindustri 13.11.2012
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 29.06.2012