CASEY Affleck ligner sig selv i det første kvarter af A Ghost Story. Siden er han dækket af et lagen. Der er skåret to huller, så han kan se. Det lyder måske som en visuel spøg, men A Ghost Story er en seriøs film. Den undersøger sorgens væsen og afprøver grænserne for tid, erindring og virkelighed.
Parret C og M (Affleck og Rooney Mara) bor i Texas. Huset ligger afsondret. C er musiker. Dagene går. De taler om at flytte og hører en lyd fra klaveret. Det er ikke til at sige, hvad der sker.
Så vågner C med ligklædet på. Han træder ikke ind i den lysende firkant, som åbner sig på hospitalet. Solen står op. Verden er stille. C går hjem.
MEN hvor er hjemme for en død? M er i sorg. Hun bruger ti minutter på at spise en tærte, som hun løber ud og kaster op. C ser det hele og prøver at trøste. M fornemmer nærværet. Måske er det, hvad vi mærker, når elskede dør.
M har et nyt forhold – som C saboterer – og flytter ud. Hun skriver en besked, som han ikke kan komme til at læse. Tiden bliver flydende. C går omkring i fremtidens højhus og er tilbage i pionertiden, hvor den første familie blev dræbt af indfødte amerikanere.
Klaveret står der altid. Ejere kommer og går. Somme tider spøger C. Da han ser sig selv og M flytte ind, laver han en lyd på klaveret. Alt går i ring. C vil så gerne læse M’s besked.
DET er en fantastisk melankolsk fortælling. A Ghost Story bogstaveliggør sorgarbejdet og stiller filosofiske spørgsmål. Noget binder den døde til huset, noget blev ikke gjort færdigt. Det er præmissen i klassiske spøgelseshistorier.
Der er intet i retning af horror. Mere en situation som i Ghost (1990), kærlighedsfilmen med Demi Moore og Patrick Swayzee. Hvis altså Terrence Malick havde sat det æstetiske filter.
Billedformatet er academy (1:37:1) med bløde hjørner som på gamle fotos. Will Oldham (Bonnie ’Prince’ Charlie) har en lang monolog om, hvordan alt forsvinder med tiden – selv tiden. Sangerinden Kesha Sebert optræder som feminint genfærd.
A Ghost Story er et gennemført stemningsstykke. En smuk og for alvor anderledes film, som man også bliver klogere af. Den blev et stærkt visitkort for instruktøren, som kom til opgaven fra mange små kortfilm og Disney-produktionen Pete's Dragon (2016).
SORGARBEJDE er en sej proces. På film bliver den ofte skildret rigtigt godt, men der er en uskreven regel om, at bestræbelsen skal lykkes. Tiden læger alle sår, og den bedste måde at komme videre på er at tage vare på en anden. Det skal ende med smil gennem tårer eller i det mindste en stålsat fortrøstning.
Amerikaneren Kenneth Lonergan (f. 1962) har specialiseret sig i at skildre karakterer, der ikke reagerer efter bogen. Han ser dem typisk i situationer, som er for svære til at reparere med vedtagen visdom og velmente fyndord. Især er han god til at kortlægge langtidsvirkningen efter et dødsfald.
Lonergan snyder ikke med følelsesstoffet. I You Can Count on Me (2000) var Laura Linney og Mark Ruffalo et søskendepar, der levede i skyggen af forældrenes død. Margaret (2011) holdt ligsyn efter en ulykke. Manchester by the Sea er både arien og kulminationen. Sjældent er en hård sorg skildret så konkret og realistisk.
BEGYNDELSEN betragter manden Lee Chandler, som er tilknappet, for at sige det mildt. Han er vicevært i nogle nedkørte udlejningsejendomme i Boston. Lee skraber sne, samler affald og reparerer toiletter. Hvis lejerne klager for længe, beder han dem holde mund. Arbejdet rager ham ikke en høstblomst.
Lee bor i en kursorisk møbleret lejlighed i ejendommens kælder. Han går af og til ud og drikker sig stiv. Han sørger altid for at komme i slagsmål og få tæsk. Han reagerer ikke på kvinder, der vil i kontakt. Det er virkelig svært at læse hans ansigt.
Men der er flashbacks, som viser en mand, der kan smile. Lee er onkel til Patrick, der skal lære at fiske på sin fars båd i Massachusetts Bay. Den solide Joe står ved roret. Brødrene driller drengen med godmodige hajvittigheder.
I andre flashbacks er Lee faktisk lykkelig sammen med Randi (Michelle Williams). Der er døtre og en lille dreng på puslebordet. Lee tager ham op, når han kommer tilrislet hjem. Der er kærlighed i huset. Det kniber mere inde hos Joe, hvor Patricks mor igen har drukket sig skam- og bevidstløs.
SÅ er der gået ti år. Det bliver hurtigt klart, at Joe Chandler er død, og Lee må tage tilbage til Manchester – en fiskerby to timer oppe ad kysten – for at ordne det praktiske og hjælpe nevøen, som nu er en ung mand på 16. Men der går en time, før filmen forklarer, hvad der egentlig skete med Lee.
Lonergan stykker et billede sammen. Hele dramaet er koncentreret i Casey Afflecks gestik og fysik. Da hændelseskæden er udredt, forstår man hvorfor der måske ikke gives nogen lindring.
Lucas Hedges spiller den unge mand, som har et velfungerende liv med to kærester, ishockey og et band. Han sørger over sin far og kommunikerer i smug med sin mor, men dybest set vil han blot have sin irriterende onkel til at påtage sig rollen som værge, indtil han selv bliver voksen nok.
LEE prøver virkelig at følge sin brors sidste vilje. I en fantastisk tæt scene forsøger ekshustruen at sige undskyld for alt, hvad hun sagde til Lee. Han prøver at forklare, hvorfor han ikke vil tilgives. Det er lysår fra gængse studiefilm, hvor man krydser problemerne af, efterhånden som de er eksponeret og løst. Her er der ingen ende på smerten.
Det er en klar og meget smuk film, som lever i kraft af anti-stjernen Casey Affleck. Man håber så såre, at Lee siger ja til at leve igen. Man håber samtidig, at Lonergan ikke ødelægger sit sorgarbejde ved at følge feel good-skabelonen. Manchester by the Sea er en af de bedste amerikanske film fra årtiet.
Manchester by the Sea. Instr. og manus: Kenneth Lonergan. Foto: Jody Lee Lipes. 137 min. USA 2016. Dansk premiere: 19.01.2017
MED mellemrum
genrejses den episke western. Det sker da i realistisk belysning og med stærk
betoning af desillusionen, men fortsat med mytologien som baggrund.
Filmskaberne elsker den amerikanske nationalgenre, og det samme gør et stort
publikum.
Dog har det notorisk været svært at nå de yngre tilskuere, som industrien
lever af i dag. Sidst en western for alvor slog an, gjaldt det Clint Eastwoods Unforgiven(1992), og sidst en western
gjorde sig heldigt bemærket, var da Kevin Costners Open Range fik premiere i 2003.*
Brødrene Coens nyfortolkning af True Grit (2010) og Quentin Tarantinos The Hateful Eight(2015) var gode undtagelser fra denne regel. Antoine Fuquas genindspilning af The Magnificent Seven (2016) var det sidste større studieforsøg - og en eftertrykkelig skuffelse i kommercielt henseende.
Andrew Dominiks smukke, rustikke og
monumentale The Assassination of Jesse
James by the Coward Robert Ford minder mest af alt om Lawrence Kasdans helaftensfilm
Wyatt Earp (1994), som var en
økonomisk katastrofe ved premieren, men har haft et langt og fortjent efterliv. Begge film
drejer Vestens legender i det revisionistiske perspektiv, som John Ford,
genrens Shakespeare, anlagde i The Man who
Shot Liberty Valance (1962). Signaturlinien »When the fact becomes legend,
print the legend,« blev citeret i Wyatt
Earp. Den kunne stå som motto for filmen om Jesse James og hans morder, der
bygger på en roman af Ron Hansen.**
EARP og James var aktive, som bekendt på
hver sin side af loven, i den periode, hvor vi herhjemme havde guldalder og
begyndende moderne nervøsitet. Jesse James (1847-82) blev sin tids mest berømte
desperado, en legende i levende live og en folkehelt, som var halvt tolereret i
staten Missouri, hvor han og broderen Frank havde base.
James så ikke
sig selv som forbryder, men som forhenværende medlem af en uafhængig sydstatsguerilla, Quantrill's Raiders, der i kølvandet
på krigen mellem Nord og Syd hævnede de forbrydelser, som yankeehæren havde
begået i Dixie. Det pointeres i filmens prolog, at han ikke fortrød et eneste af
de 17 mord, han begik.
Mordet
på Jesse James tager sin begyndelse i september 1881, da James-brødrene nok
en gang forbereder et sidste stort togrøveri, som skal sikre dem økonomisk. Af
den originale James-bande er kun Frank (Sam Shepard) og Jesse (Brad Pitt) tilbage.
Jesse lever under navnet Howard en respektabel tilværelse i Kansas City, hvor
han og hustruen Zerelda har en kernefamilie med en søn og en datter. Børnene ved
ikke, hvordan deres far tjener penge. De ved ikke engang, hvad han virkelig
hedder.
MENS Frank er en skuffet realist, der er
træt af at leve uden for loven, synes Jesse om sin feterede status. Den
19-årige Robert Ford (Casey Affleck) er måske hans ivrigste fan. Bob har samlet
udklip om James-brødrene, siden han lærte at læse. Han beder om at blive medlem
af banden, som hans storebror Charley (Sam Rockwell) er tilknyttet.
Frank
afviser drengen. Jesse kan kende en discipel, når han ser ham, og tager sig af
den unge stalker, der giver andre
myrekryb. »Vil du være som mig, eller
vil du være mig?« spørger han i en af
flere nænsomme scener, der tangerer et homoerotisk motiv. Det kunne være John Lennon, som sludrede med Mark Chapman. Filmen undgår behændigt de Kristus-analogier,
der er gennemgående i westernmytologien, men det er klart, at Bob Ford er en
Judas.
James-figuren er ikke så enkel, som Dominik
lægger op til. Vist besidder den charmerende outlaw en tragisk karisma, men der slås stadig større sprækker i facaden,
efterhånden som han forsvinder i paranoia og religiøse vrangforestillinger. Han
har en syvende sans for at være ét skridt foran sine forfølgere. Familien
flytter ofte om natten, og Jesse holder streng justits med tidligere
bandemedlemmer. I det sidste år af sit liv er han godt i gang med at likvidere
gamle støtter. Nogle af hans grunde er gode. Andre bunder i ren
forfølgelsessyge.
DEN markante
titel bevirker, at man fra starten ved, hvor historien vil ende. Heraf følger
en stærk rituel kvalitet. Fra de første Kansas-billeder er himlen stemt som en
klokke i vinter. Det lykkes Dominik at forlene sin elegiske stil med robust
realisme og betydelig skønhed. For alvor interessante er de scener, hvor heller
ikke tilskueren ved, om Jesse mener det, når han griner og smiler. Det er en af Brad
Pitts bedste roller. Imens vokser Ford som menneske. Man får gradvis
forståelse og endelig også en vis respekt for hans situation.
Det er brydningstid i en verden, hvor man
dræber hinanden i flæng, mens man etablerer det moderne samfund, hvor fiktioner
om Jesse James (og Wyatt Earp og William Bonney, Deadwood, Calamity Jane og Bill
Hickok) vil være en væsentlig del af folkloren. Roger Deakins skildrer den i
billeder, der er så klart komponeret, at man stadig måber over æstetikken, da
filmen er flere timer gammel.
Emnet er, som titlen siger. Hvordan bar Ford
sig ad med at dræbe James, og hvorfor blev det nødvendigt? Det er fascinerende at følge den irreversible proces, som fører Jesses største fan
til stedet, hvor han likviderer sit idol. Scenen er skildret utallige gange –
sjældent mere anfægtende end på Paul Kennerleys konceptalbum The Legend of Jesse James (1980), hvor
Levon Helm lægger stemme til Jesse, og hvor Emmylou Harris som hustruen Zee råber
»Jesse!«, ganske som Sarah Louise Parker i Dominiks film.***
HER står Nick Cave for musikken og medvirker
selv i en scene. Efter drabet på James får Bob Ford sin dusør og turnerer med
en sceneudgave af sin bestemmende stund. Han tror, at tiden vil beundre ham,
men stadig oftere saboteres forestillingen af tilråb, der stempler ham som
kujon. Dråben er sangen, han hører i baren, hvor han drikker sig ned i en glemsel.
Den handler om hvordan »the dirty coward Robert Ford« tog livet af den ædle Jesse
James.
I sin
sidste halve time følger filmen de ti år, som går, mens Ford modnes og prøver
at lægge begivenhederne bag sig. Her drager Dominik for alvor nytte af dybden i
Ron Hansens roman. Brad Pitts desperado repræsenterer en svindende periode,
kæmpernes og legendernes tid, men Bob Ford er en moderne og meget genkendelig
skikkelse. I 1892 blev han selv skudt på gaden i Creede, Colorado, hvor han levede
stille og drev en beværtning.
Mordet
på Jesse James var en velkommen genkomst for genren, som stadig er specifikt amerikansk og kan sige noget
vigtigt, ikke så meget om tiden, der var,men om måden vi færdes på i historien.
*) Costner er og bliver genrens mest standhaftige elsker. Måske mærker han stadig suset fra de 7 Academy Awards, som Dances with Wolves (1990, da. Danser med ulve) modtog ved Oscaruddelingen i 1991. Han forsøgte sig atter i episk skala, da tv-serien Yellowstone (2018-2024) med diverse prequels og spin-offs (1883, 1923, The Madison) blev så lukrativ en succes, at han kunne skrive, producere, instruere og spille hovedrollen i den stort tænkte Horizon: An American Saga (2024). Kapitel 1 solgte så få billetter, at Paramount aflyste biografpremieren på Horizon: An American Saga – Chapter 2. Ikke desto mindre er Chapter 3 i postproduktion. I DK streames Yellowstone på SkyShowtime; Horizon: An American Saga – Del 1 købes/lejes på Blockbuster, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime og Viaplay Rent & Buy.
**) Ron Hansen: The Assassination of Jesse James by the Coward Robert Ford. 304 s. New York: Alfred A. Knopf, 1983. Ron Hansen (f. 1947), Pete Dexter (Deadwood), Cormac McCarthy (Blood Meridian) og Larry McMurtry (Lonesome Dove) er [eller var, da noten blev skrevet – McMurtry døde i 2021, McCarthy i 2023] de førende nulevende westernforfattere. Hansens bedste bog er den første, Desperadoes fra 1979. I 2020 redigerede han The Western: Four Classic Novels of the 1940s & 50s for Library of America. Hansens favoritter er The Ox-Bow Incident (Walter Van Tilburg Clark, 1940), Shane (Jack Schaefer, 1946), The Searchers (Alan Le May, 1954) og Warlock (Oakley Hall, 1958). De er alle fire klassisk filmatiseret som De døde ved daggry (William Wellman, 1942), Shane – den tavse rytter (George Stevens, 1953), Forfølgeren (John Ford, 1956) og Warlock – den lovløse by (Edward Dmytryk, 1959).
***) Paul Kennerley (f. 1948) er britisk, men har især arbejdet inden for country-western og americana. I 1978 skrev og producerede han konceptalbummet White Mansions, som ser den amerikanske borgerkrig og dens efterspil fra de besejrede sydstaters side. Waylon Jennings, Jessie Colter og Steve Cash fremfører de fremragende sange. I 1980 fulgte The Legend of Jesse James, hvor Levon Helm (Jesse James), Johnny Cash (Frank James) og Emmylou Harris (Zerelda James) har de store partier. Kennerley var gift med Emmylou Harris fra 1985 til 1993. Han skrev og producerede hendes country/rock-opera The Ballad of Sally Rose (1985, genudsendt med nyt materiale 2018). White Mansions og The Legend of Jesse James er samlet som Confederate Tales (1997). Kennerleys tilgang til den amerikanske borgerkrig ligner Sønner af de Slagne-synsvinklen, som Robbie Robertson og The Band lagde frem i »The Night They Drove Old Dixie Down« på deres andet album, The Band, i 1969. Joan Baez havde et stort hit med sangen, også i Danmark, i 1971. Den er ikke i høj kurs for tiden, hvor identitetspolitikken ikke har plads til undtagelser og revisionisme. Racisme og slaverispørgsmålet er aldrig et issue i James-kontekst. Brødrene var dirt farmers fra Missouri, bønder og husmænd, ikke plantageejere fra Alabama og Louisiana. Men der er næppe tvivl om, at de var racister efter tidens norm. Det kunne være Jesse James, som sang på Jerry Josephs »Dead Confederate« fra The Beautiful Madness (2020): »Jesus was a white man and he promised we could rule/ So we burn his holy cross in honor, hang the negro and the fool/ and Baby, I will rise again out on Highway 29/ In the meantime, I'll join the Earth, bide my wicked sands of time// Hey now baby, I'm a dead confederate, 80 years I've stood my ground/ I ain't sorry, ain't regretting it, now they're trying to tear me down/ Hey now baby, I'm a dead confederate, rebel pride, a heart of stone/ I ain't worried, I ain't sweating it, wish they'd just leave me alone.«
The Assassination of Jesse James by the Coward Robert Ford (Mordet på Jesse James af kujonen Robert Ford)). Instr. & manus: Andrew Dominik. Foto: Roger Deakins. 155 min. USA 2007. Dansk premiere: 02.11.2007
Fotos: Warner Bros./ CineMaterial/ FilmAffinity/ MovieStillsDB/ A&M Records/ Library of America/ YouTube [trailer + Jerry Joseph performance of 'Dead Confederate' - courtesy Slant Magazine]
Filmen streames (køb eller leje) på Apple TV, Blockbuster, Google Play, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy, YouTube Film
Anmeldelsen trykt første gang i Weekendavisen Kultur 03.11.2007
ALLE DE FORSVUNDNE BØRN En forstemmende hjemstavnshistorie
Af BO GREEN JENSEN
DENNIS Lehane (f. 1966) skriver realistiske krimier fra Boston-bydelen Dorchester, hvor forfatteren selv voksede op.
Nogle er tragisk tonede skæbnefortællinger, der lader nutiden hævne fortidens synder. Det gælder for eksempel Mystic River (2001), som Clint Eastwood filmatiserede i 2003, og psykodramaet Shutter Island (2003), som Martin Scorsese gik hele noir-vejen med i 2010.
Andre er seriehistorier med partnerne Patrick Kenzie og Angela Gennaro som absolut uglamourøse detektiver, der kan nå dybere ned i de begravede mysterier, end politiet er i stand til. Der er seks romaner om Kenzie og Gennaro. I 2007 valgte Ben Affleck den fjerde, Gone, Baby, Gone (1998), som emne for sin instruktørdebut.*
Skønt Affleck til hverdag var Hollywood-stjerne, og filmen i referat måske lød som en ret ordinær, skabelonpræget spændingshistorie om bortførte børn og sorte blodpenge, kunne ingen forveksle Gone Baby Gone med overflødig eller forfængelig filmkunst. Også Affleck kommer fra Boston, og han sætter en ære i at reproducere den sammenbidte hverdags-noir, Lehanes bøger bruger som krog. Premieren blev udsat flere gange, fordi plottet har adskilligt tilfælles med sagen om Madeleine McCann, den 4-årige britiske pige, som forsvandt i Algarve i maj 2007 og stadig ikke er fundet.**
BAGGRUNDEN ligner sandt nok en smule. Medierne fråser i medynk, og alle har et øjeblik i blitzlyset, da Amanda McCready forsvinder fra sit hjem. Man fornemmer straks konflikten mellem pigens hærgede mor, Helene (Amy Ryan), og svigerinden Bea (Amy Madigan). Næste dag står Bea og Helenes bror i køkkenet hos Kenzie (Casey Affleck) og Gennaro (Michelle Monaghan). Der forsvinder så mange børn i Amerika. Man hører aldrig mere og er for længe siden blevet immun for paraden af ansigter, der er trykt på mælkekartoner. Kenzie vil gerne tage sagen. Gennaro er skeptisk, fordi hun aner, hvordan det kan ende.
MEDIERNE mister interessen, hjulene begynder at dreje. Politichefen (Morgan Freeman), som i sin tid selv har mistet en datter, der blev bortført, misbrugt og myrdet, beder kriminalbetjentene Bressant (Ed Harris) og Raftapolous (John Ashton) samarbejde med Kenzie og Gennaro. Kenzie spørger sig for i kvarteret. Det kommer frem, at Helene er prostitueret og har stofproblemer. Hun tog ofte datteren med på den bar, hvor hun drak, da Amanda blev bortført. Flere lig popper op i miljøet. Nogle narkopenge er forsvundet. En udveksling sættes i stand, men noget går galt i mørket ved søen, hvor man i øvrigt aldrig finder pigens lig.
HISTORIEN har nået sin midte, da det mørke vand lukker sig tæt over sagen. Tiden går. Gennaro og Kenzie kan ikke tale med hinanden. Hun er deprimeret, fordi de ikke kunne gøre en forskel. Han vil ikke slippe sagen. Her begynder jagten på en dybereliggende sandhed. Der er noget med korruption og falske beviser. Der er noget med gode og dårlige mødre. Der er spørgsmålet om, hvorvidt man kan fjerne et barn fra dets forældre, uanset hvor sølle disse er. Det er en spændende historie med en mangesidet problemstilling, som ikke bliver løst uden omkostninger. Det er en rodet menneskeslutning, som sender filmens publikum hjem.
ED Harris og Morgan Freeman er så nuancerede spillere, at deres typer forbliver interessante og uudgrundelige. Casey Affleck, instruktørens lillebror, giver filmen en nøgtern fortæller, som fører regnskab med de moralske værdier. Filmens primære kvalitet er dog beskrivelsen af miljøet. Det er meget overbevisende gjort. Der er ingen folkloristisk turisme, ingen tendens til at vælte sig i sølet eller romantisere de hårde liv i kvarteret.
I USA forsvinder henved 800.000 børn på et år. Heraf bliver en fjerdedel bortført, og en fjerdedel af disse sager involverer familiemedlemmer. 99% bliver fundet, men 10.000 børn kommer aldrig tilbage. Filmen vil sætte ansigter på denne statistik. Det lykkes ikke ubetinget. Den vil også være voldsom, hård, kompleks og realistisk. Dét lykkes. Gone Baby Gone er en god kriminalfilm om rigtige mennesker. Det var en overbevisende instruktørdebut for Ben Affleck, som straks gik i gang med at gentage tricket.
*) Kenzie og Gennaro optræder i A Drink Before the War (1994), Darkness, Take My Hand (1996), Sacred (1997), Gone, Baby, Gone (1998), Prayers for Rain (1999, da. En bøn om regn) og Moonlight Mile (2010). De første tre bøger er ikke oversat; de filmatiserede titler hedder det samme på dansk. I Moonlight Mile er der gået 12 år, også i serien, og Angie og Patrick er selv blevet forældre, da den gamle sag vender værre tilbage.
Lehane er også forfatter til trilogien om gangsteren Joe Coughlin, som er lige gammel med det 20. århundrede og fortæller en del af dets historie i The Given Day (2008, da. Den givne dag), Live by Night (2012, da. Lev om natten) og World Gone By (2015, da. Verden af i går).
Ben Affleck filmatiserede Live By Night med sig selv som Joe Coughlin i 2016. Mellem Gone Baby Gone og Live by Night havde han for det første leveret kupfilmen The Town (2010), der kan måle sig med det bedste i genren og bruger fortroligheden med Boston optimalt. For det andet havde han vundet en Best Feature-Oscar for Argo (2012), som åbnede alle døre.
Produktionen af Live by Night trak i langdrag på grund af andre roller og Afflecks engagement i DC-universet, hvor han var Batman i fire film, men aldrig nåede til at spille rollen i den kommende The Batman (2022), som han også skulle have instrueret. Det er derfor Afflecks Batman, man kan se i Zack Snyder's Justice League, som HBO streamer fra 18. marts 2021. Miniserien er det i DC Fandom længe efterspurgte director's cut af Justice League fra 2017, nu med en spilletid på fire timer.
Gone Baby Gone blev lavet for 19 mio. dollars og indspillede 35 mio. på verdensplan. Live by Night kostede 108 mio. dollars og solgte kun billetter for 23 mio. Det går med andre ord ikke den rigtige vej. Alligevel har Affleck 23 titler i forproduktion. Det er det, jeg mener med, at Argo åbnede alle døre. Han er i øvrigt en ivrig og ægte tegneseriefan. Jeg vil ved lejlighed poste en samtale, som vi havde i 2006, da Affleck spillede den dræbte, formentlig myrdede skuespiller George Reeves (fra 1950ernes tv-udgave af Adventures of Superman) i Allen Coulters Hollywoodland.
Affleck instruerede kortfilmen I Killed My Lesbian Wife, Hung Her on a Meathook, and Now I Have a Three Picture Deal with Disney i 1993, da han var 21 år. Det satiriske visitkort varer kun 16 minutter. Jeg kalder derfor Gone Baby Gone hans debut. Det kom ikke bag på nogen, at han ville om bag kameraet. Sammen med Matt Damon skrev Affleck manuskriptet til Good Will Hunting (1997), som Gus Van Sant instruerede med Robin Williams i hovedrollen.
For så at runde noten af: Dennis Lehane har bidraget med flere manuskripter til Mr. Mercedes (2017-19) og The Outsider (2020), miniserier efter de to første bøger i Stephen Kings triilogi om politidetektiven Bill Hodges. Han er i gang med gøre John D. MacDonalds Travis McGee til en franchise-figur i The Deep Blue Good-By, den første (af 21) McGee-romaner, alle med en farve i titlen, som James Mangold skal instruere. Lehane skrev, instruerede og producerede selv Boston-filmen Neighborhoods i 1993, men kunne ikke finde en risikovillig distributør.
**) Det gælder desværre endnu. I skrivende stund [15.02.2021] er der stadig ingen løsning i Madeleine McCann-sagen. Pigen forsvandt i Algarve den 3. maj 2007. I 2011 åbnede Scotland Yard en særskilt undersøgelse, Operation Grange, som stadig er aktiv. Så sent i juni 2020 undersøgte tysk politi en mulig mistænkt i Braunschweig. Madeleine McCann ville nu være 17 år gammel.
Gone Baby Gone. Instr.: Ben Affleck. Manus: Ben Affleck og Aaron Stockard. Foto: John Toll. 114 min. USA 2007. Dansk premiere: 25.12.2007
Fotos: CineMaterial/ Miramax/ SF Studios/ MovieStillsDB
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film
2K Blu-ray fra Studio Canal [Zavvi Exclusive Steelbook | Limited Edition of 2000 copies] 13.10.2014
USA i 1950erne. Lou Ford er
sherif i Central City, et støvet udsted med ambitioner om at blive en hovedby.
Navnet er lidt af en vittighed. Byen ligger, hvor det vestlige Texas begynder,
og er kun centralt placeret i forhold til ødemarken. På skiltet ved bygrænsen
står der: »De nærmer Dem nu CENTRAL
CITY, TEX. ’Hvor håndtrykkene er lidt
stærkere.’ Befolkn: (1932) 4,800. Befolkn: (1952) 48,000. SE OS VOKSE!«
Sheriffen morer sig over den slags prætentioner. Han er vokset op i
byen, hvor hans far var den lokale læge. Alle mener, de kender Lou Ford, og det
spiller han på, når han afreagerer, f.eks. ved at slukke sin cigar i håndfladen
på en hjemløs beruser, der tigger om penge, da sheriffen er på vej hjem til sin fars
hus efter et godt, gratis måltid på en af restauranterne, som han »beskytter«.
Eller ved altid at lede efter kvinder, han kan slå til plukfisk, når de har
været i seng sammen.
LOU Ford nærer ingen illusioner om noget. Han betragter tilværelsen med
betydelig indsigt, mens han gemmer sit forkrøblede indre bag en jovial facade. For
verden at se, er han en ren arketype: »Jeg havde stadig min Stetson hat på,
skubbet godt om i nakken. Jeg var iført en lyserød skjorte og sort butterfly,
og bukserne fra mit blå sæt tøj var hevet lidt op, så de nåede kanten af mine
Justin støvler. Slank og senet; en mund der var klar til at dræve. En typisk
western sherif, sådan så jeg ud. Måske lidt mere venlig end gennemsnittet. Måske
lidt renere. Men alt i alt typisk.«*
Man håber dog ikke, at han er typisk. For denne mand leger med loven.
Han arrangerer beviser, sætter ærlige mennesker op mod hinanden og mishandler sagesløse
kvinder med et smil, især hvis de forvirrer ham ved at forelske sig. Han har en
traumatisk historie, som han egentlig ikke fortrænger. Tværtimod kommer den til
ham i glimt, når han læser om seksuelle afvigelser i sin afdøde fars bibliotek.
Der var noget med husholdersken Helena, som kunne lide at blive slået og taget
med vold. Og der var noget med en pige, som Lou forgreb sig på femten år før. Først
når tankerne finder hende, begynder
han at holde igen.
MONSTRET Lou Ford var en ny slags
fortæller, da pulp fiction-forfatteren
Jim Thompson, i samtiden kendt som »the Dime Store Dostoevsky«,
introducerede ham i sin fjerde roman. The
Killer Inside Me (1952, da. Min indre
dræber) er dén af Thompsons ca. 30 bøger,som stadig læses bredest og er beundret af disciple som James Ellroy og
Stephen King.
Lou ligner en upålidelig fortæller, men lyder som en ærlig mand. Man kan
aldrig med sikkerhed vide, om han taler sandt i afstanden mellem indre mental
ormegård og borgerlig ydre facade. Manden virker nøgtern og åben, men han er
også ærekær og paranoid. I sin amoralske hudløshed kunne han være prototypen
for en mutation. Han er i mange henseender forløberen for Patrick Bateman i Bret
Easton Ellis’ American Psycho (1990) og
lignende fingerede bekendelser.
BURT Kennedy filmatiserede The
Killer Inside Me i 1976. Stacy Keach havde rollen som den psykopatiske
fortæller, der går igen i mange af Thompsons bøger.
Michael Winterbottomstake på stoffet er dog anderledes
kropsnært. Flere forlod biografen, da filmen blev vist på Berlinalen i 2010.
Ved pressemødet handlede samtlige spørgsmål om ét: Hvorfor skal vi i close-up se, at Casey Affleck ødelægger Jessica
Albas ansigt, før han senere dræber Kate Hudson og arrangerer gerningsstedet,
så perifere mænd, der også bliver
myrdet til lejligheden, kan tage skylden?
Hvad skal vi med sadismen og det ekstreme kvindehad? Der er al mulig grund
til at kritisere den dehumaniserende vold, som florerer i amerikanske genrefilm. Torturpornoserier som Hostel
og Saw er gode argumenter for at
genindføre en vis censur, fordi de forvandler menneskemisbrug til pirring. Og
giver syge individer syge ideer, uanset hvad psykologer så siger om lutrende
afreaktion.
Problemet er naturligvis, at man ikke kan sortere i stoffet, hvis en
kunstnerisk ytringsfrihed skal give mening. Forbyder man alle spekulationsfilm,
forbyder man også Psycho, Peeping Tom, The Devils, A Clockwork Orange og Lad den rette komme ind.
Problemet er dog i højere grad,
at det ikke er affald som Hostel og Saw, det opskræmte publikum udvandrer fra. Dé film bliver sendt lørdag
aften i tv som underholdning med lidt mere x-factor.
Man reagerer på The Killer Inside Me,
fordi volden bliver modbydeligt konkret. Karaktererne er mennesker, ikke cifre
som ofres i spillet.
Det er den samme virkning, som Thompson opnår i bogen,
hvor Lou Ford beskriver sin handling således: »Jeg smækkede hende op mod væggen
og hamrede løs, det var som at slå i en melon. Først hårdt, og så blev alt
blødt. Hun faldt sammen, hendes knæ gav efter, hendes hoved hang slapt; og så
skubbede hun sig langsomt, tomme for tomme, op igen.«
LOU Ford (Affleck) og Joyce Lakeland
(Alba) finder sammen, da han skal bortvise hende fra byen. Han er høflig på
beleven sydstatsvis – »herude er man en mand, en mand og gentleman, eller også
er man slet ikke noget« – og hun driller ham med hans dobbeltmoral. Han giver
hende en endefuld med sit bælte, og de tænder begge på afstraffelsen. Forholdet
til Joyce er faktisk det tætteste på kærlighed, som sheriffen med sygdommen indvendig nogen sinde er
kommet. Det skræmmer ham, og han véd allerede dér og da, at den farlige skønhed
må skaffes af vejen.
En kritiker (Joseph Bevan i Sight & Sound) har skrevet, at Jim Thompson somnoir-forfatter ikke var
hårdkogt, men snarere cracked, dvs. skåret og halvt ødelagt. Syg i roen, som Lou Ford selv ville sige. Thompsons far var
sherif i en texansk lilleby og blev dømt i en underslæbssag. Han genbruger
scenariet i tre-fire af sine romaner, bl.a. Pop.
1280 (1964).
I Hollywood forsøgte han at leve som professionel manuskriptforfatter.
Det var Thompson, der skrev Lionel Whites roman Clean Break om til Stanley Kubricks første studiefilm, The Killing (1956).Thompson havde dog aldrig heldet med sig. Han var stærkt alkoholiseret i
det meste af sit voksenliv, og familiens penge blev brugt på sygehusophold. Han
var flere gange døden nær og blev endelig ramt af en hjerneblødning, som tog
både sproget og førligheden fra ham. Hele den triste historie er fastholdt i Robert
Politos biografi Savage Art (1996).**
Kubrick
beklagede, at de aldrig fik realiseret projektet Lunatic at Large, som Thompson skrev på bestilling. Efter sigende
forsvandt den eneste kopi af manuskriptet. Men efter Kubricks død fandt hans
svigersøn det i hans arkiv.
THOMPSON satte dog sit præg på filmbyen. Hammett og Chandler har højere
status, men Thompson vinder på intensitet. Der er kommet effektive
genrestykker, noir-film i vekslende
kronologisk belysning, ud af romaner som A
Swell-Looking Babe (1954), A Hell of
a Woman (1954, da. Satans til
kvindemenneske), After Dark, My Sweet
(1955), The Kill-Off (1957), The Grifters (1963, da. Ærlige svindlere) og den efterladte novelle
»This World, Then the Fireworks« (skrevet 1955, samlet op i Fireworks: The Lost Writings, 1989).
I Frankrig filmatiserede Alain Corneau A Hell of a Woman som Série
noire (1979), mens Bertrand Tavernier henlagde Pop. 1280 til en nordafrikansk by og kaldte fortællingen Coup de Torchon (1981, da. Bourkassa-Ourbangui eller Rent bord).
Thompsons
evergreen er og bliver The Getaway (1959,
da. Vild flugt), som findes i to filmudgaver.
Alle elsker Sam Peckinpahs 1972-film med Steve McQueen og Ali McGraw. Roger
Donaldsons 1994-genindspilning med Alec Baldwin og Kim Basinger er i
forhold en ret anonym atmosfære. The
Getaway er dog ikke typisk for Thompson. Det er en stramt komponeret
gangsterroman med sympatiske karakterer, som læseren følger i tredje person.
Thompsons ærligste værker har en fortæller, som henvender sig i fortrolig
jeg-form.
DENNE fortæller er altid solidarisk
med sin sygdom og ærlig med sit stof. En nihilistisk grundfølelse præger
forfatterskabet, også hvor det er vildest og mest ujævnt. Som sagt fik Thompson
tilnavnet »the Dime Store Dostoevsky«. Man kunne også kalde ham »kioskromanens
Kierkegaard«, for bøgerne er skrevet mellem Angst og Bæven, og det er Sygdommen
til Døden, han forbinder med den menneskelige tilstand. Ingen siger det bedre
end Lou Ford i den bizart bevægende slutning på The Killer Inside Me:
»Ja, jeg tror, det er det hele, medmindre vores slags får en ny chance
det næste sted. Vores slags. Vi mennesker. Alle os der startede spillet med en
skæv kø, alle os der ønskede så meget og fik så lidt, der ville det så godt og
gjorde det så skidt. Alle vi mennesker. Mig og Joyce Lakeland og Johnnie Pappas
og Bob Maples og det store drog til Elmer Conway og søde, lille Amy Stanton.
Alle os.«
CASEY Affleck er fremragende som Lou Ford. Affleck spillede manden, som
skød Jesse James, i Andrew Dominiks The Assassination of Jesse James by the Coward Robert Ford (2007, da. Mordet på Jesse James af kujonen Robert Ford). Dominik ville
egentlig filmatisere The Killer Inside Me
med Tom Cruise i en atypisk rolle. Stjernen valgte i stedet at vise den mørke
side af sit talent i Michael Manns Collateral (2004), og på den måde landede projektet hos Michael Winterbottom, den altid
energiske altmuligmand.
The Killer Inside Me er flot,
stiliseret neo-noir og en effektiv
film, som ikke mindst lever i kraft af fotografen Marcel Zyskinds næsten hysterisk
farvestærke billeder. Winterbottom er britisk og ser på Eisenhower-årenes Texas
med et antropologisk, lettere benovet blik for ærketypisk americana. Stephen Frears, en anden flittig og ekspansiv brite, gik efter elegance og
finesse, da han filmatiserede The Grifters
i 1990.
Winterbottoms tone er dog tættere på nerven og kernen hos Thompson. The Killer Inside Me er ikke den
underholdningsfilm, som man tror, at man skal se, og som plakaten signalerer. Men det er skarp
og frapperende art cinema af den
virkelighedsnære og vigtige slags.
*) Citeret efter Jim Thompson: Min indre morder. Oversat efter »The Killer Inside Me« (1952) af Bjarne Nielsen. 168 s. Fremad, 1988, s. 22. Alle citater er fra denne udgave. Forlaget Zomba Books udgav i 1980erne en omnibusserie, Black Box Thrillers, som i hvert bind samlede 4 hovedværker af et mere eller mindre 'glemt' noir/ pulp fiction-forfatterskab, som var værd at genopdage. Jeg købte bindet, som samler The Getaway, The Killer Inside Me, The Grifters og Pop. 1280 (med en nyttig introduktion af Nick Kimberley) i London for £2.95. Det sælges p.t. for £60 på e-Bay. Også Anthony Boucher, David Goodis, Horace McCoy og Cornell Woolrich blev samlet op. The Killer Inside Me er en af 5 ikoniske titler i Crime Novels: American Noir of the 1950s (ed. Robert Polito, 892 s., LOA #95), som Library of America udgav i 1997.
**) Robert Polito: Savage Art. A Biography of Jim Thompson. 544 s. New York: Vintage Books/ London: Serpent's Tail, 1996. Den eneste store biografi og en god indføring i tiden, forfatterskabet og pulp fiction/film noir-miljøet. Der er meget få fotos af Thompson i omløb. Portrættet i denne artikel viser ham foran sin mors hus i La Jolla i Californien i 1942. Det er trykt i Savage Art og tilhører Thompson-familien.
The Killer Inside Me. Instr.: Michael Winterbottom. Manus: John Curran og Michael Winterbottom. Foto: Marcel Zyskind. 109 min. USA 2010. Dansk premiere: 01.07.2010
Fotos: Hero Entertainment/ UIP / The Thompson Family/ YouTube (IFC Films US Trailer)
The Killer Inside Me streames på FILMSTRIBEN
2K Blu-ray fra Icon Film Distribution 27.09.2010
Anmeldelsen trykt første gang i Weekendavisen Kultur 02.07.2010