Translate

Viser opslag med etiketten John Hawkes. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten John Hawkes. Vis alle opslag

torsdag den 11. november 2021

Martha Marcy May Marlene (2011) [Cult Fiction]


DEN FLIMRENDE BUND
Signalement af den sekteriske psyke

Af BO GREEN JENSEN

EN kult, et kollektiv, en kommune. Det er svært at sige, hvad det er for en slags sekt, som Martha (Elizabeth Olsen) flygter fra, da hun efter to års tavshed dukker op hos sin søster Lucy (Sarah Poulson) og svogeren Ted (Hugh Dancy) i parrets fantastiske hus ved en sø i den grønneste del af New England. Tiden er dog ikke til spørgsmål. I første omgang handler det om at få Lillesøster på fode igen.
   Som tilskuer har man en anelse om, hvad der rører sig i Martha. Det er sådan set også alt, hvad man får, for her bliver intet forklaret til bunds.
   Fortællingen begynder på gården, hvor hun dyrker jorden sammen med andre unge kvinder og mænd. Sean Durkins Martha Marcy May Marlene er en film, som antyder meget og uddyber lidt. Det fremgår dog, at den karismatiske Patrick (John Hawkes) bestemmer, hvordan storfamilien skal leve. Man prøver at blive et selvforsynende samfund.



DER er orden i tingene. Kvinderne tilbereder et måltid, som mændene indtager. Først bagefter kommer de selv ind og spiser. Man sover også hver for sig, skønt der er sat tid af til forplantning. Lederen indvier alle novicer. Man kan dufte brødet og mærke regnen i skoven. Farverne er varme, stilen rustik pionertid. Her er smukke unge mennesker, som lever enkelt og virksomt. Det er ikke det skæveste sted, man har set. Alligevel anes mørket i stref.
   Patrick er på én gang charmerende og faderlig. Stålet sidder under den vindtørre hud, og man kan sagtens se attraktionen. John Hawkes, som spillede Teardrop i Debra Graniks Winter's Bone, kunne være en yngre udgave af Levon Helm, som ofte fik den slags roller.* Det er ham, der siger til Martha, at hun »ligner en Marcy May Marlene«. Han synger en sang, som hun tror er skrevet til hende, men faktisk er »Marcy’s Song« hugget fra et album med Jackson C. Frank.**


DET er filmens store styrke, at den ikke dæmoniserer Patrick. For den sags skyld bliver ordene »kult« eller »sekt« aldrig sagt. Man taler højest om et fællesskab eller en familie, og der følger ingen brugsanvisning med de løbende flashbacks. Tiden går ved søen. Tiden går i erindringen. Først er der kun en kreds af udvalgte, men projektet griber om sig, og det samme gør lederens store ideer.
   Der er dog intet melodrama. Man dyrker jorden, lever sammen, har brudt med resten af verden og følger kun egne værdier. Mange ville sige, at man realiserer en idé i den amerikanske tradition for utopiske eksperimenter. Man opfordres ikke direkte til at tænke på Charles Manson, Jim Jones eller David Koresh, men det er den type leder, som Patrick har i sig. Mest af alt minder stedet i skoven om det sagnomspundne compound i Waco, Texas, som FBI gik til angreb på i 1993.



GRADVIS indser Martha, at hun ikke er så udvalgt, som hun tror. Her begynder måske hendes smerte. Senere erfarer hun, at man ikke uden videre forlader Familien. Det er svært at træde ud af en sekt, men værre at blive forkastet.
   Patrick lader gruppen mobilisere og træne med våben i skoven. Nye kvinder kommer til og bliver supermødre i lederens plan. Martha går ud og bliver ved med at løbe. Hun ved næppe selv, hvad hun har været igennem, og endnu mindre om, hvor hun skal hen.
   I denne tilstand banker hun på hos søsteren og hendes mand, der udgør et provokerende eksempel på selvtilstrækkelig normalitet.
   Martha har svært ved at omstille sig. Vanerne fra gården hænger ved. Hun går på bare fødder alle vegne. Hun vasker ikke hænder før maden. Hun sætter ikke ting på plads, når hun har brugt dem, og når hun har svært ved at sove, kommer hun ind og lægger sig i fodenden hos Lucy og Ted, uanset om de er i færd med at elske.
   Ted får hurtigt rigeligt og betragter svigerinden som en snylter. Lucy og Martha har issues fra barndommen, og den ældre søster føler åbenbart, at hun skylder den yngre et eller andet.



MARTHAS egen vinkel ligger mellem objektive billeder af dagene i huset nu og subjektive flashbacks til det lille hus i de store skove, hvor hun var lykkelig i begyndelsen. Når filmen bliver hos Martha, ser man i glimt, hvor skræmmende og svær at læse verden virker for hende. Disciplinen hos Patrick tilbød en klarhed, hun ikke finder i andre systemer. Somme tider ser hun personer fra sekten og er usikker på, om hun bliver forfulgt. Publikum ser det samme og ved, at ikke alt er indbildning.
   Emnet er ofte kredset om og beskrevet, først i Ralph Thomas’ canadiske Ticket to Heaven (1981), herhjemme i Susanne Biers Sekten (1998) og Niels Arden Oplevs To verdener (2008), men måske allerbedst i Jane Campions Holy Smoke! (1999), der fokuserer på afprogrammeringsprocessen.
   Der er dokudramaer om Charles Manson-familien, de kollektive selvmord i Jonestown, Guyana, og den japanske Aum Shinrikyo-kult, som Haraki Murakami skrev bogen Underground (2001) om og som Tatsuya Mori har skildret i filmene A (1998) og A2 (2001).



ALLE disse fremstillinger viser skræmmebilleder, som det er enkelt at tage afstand fra. Det er satanisk stof, som man bliver selvfejrende i sin snusfornuft af. Martha Marcy May Marlene kommer fra et andet sted. Durkins mørke film besidder en uudgrundelighed, som inddrager tilskueren og gør ham eller hende usikker, fascineret og nysgerrig.
   Alt er gjort med anelser. Der hviskes og gestikuleres. Sandheden ses måske i et glimt på den flimrende bund under søen, hvor Martha rekonvalescerer. Man forlader biografen med en følelse af, at der var endnu mere på spil og på færde.
   »Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud,« siger Paulus i 1. Korintherbrev. Enhver kultisk drift er funderet på oplevelsen af et mystisk sekund, på mødet med et ansigt, som man plejer at se i et spejl, i en gåde, og høre om i genfortællinger.
   Men hvad, hvis man følte forklarelsen selv? Sean Durkin sætter ord på en hob af knuste billeder. Det er i kraft af film som Martha Marcy May Marlene, at begrebet American Independent stadig giver mening.


*) Levon Helm (1940-2012) spillede trommer og sang i The Band, men han medvirkede også i henved tyve film, fra Michael Apteds Coal Miner's Daughter (1980) til Bertrand Taverniers In the Electric Mist (2009). I filmen om Loretta Lynn spiller han kulminearbejderen Ted Webb, som er far til Loretta. Taverniers film bygger på James Lee Burkes In the Electric Mist with the Confederate Dead (1993, da. Genfærdsgeneralen), den sjette bog i krimiserien om Dave Robicheaux. Helm har en lille, men vigtig rolle som John Bell Hood, et genfærd fra Konføderationshæren, som træder frem i den elektriske tåge. Robicheaux bliver spillet af Tommy Lee Jones. I Phil Joanous Heaven's Prisoners (1996, da. Delta Blues), den anden Burke-filmatisering, bliver detektiven spillet af Alec Baldwin.

**) Sangskriveren Jackson C. Frank (1943-1999) fik et tragisk liv og en kort karriere. Da han var 11 år, eksploderede fyret på hans skole i Cheektowaga i delstaten New York. 15 elever døde, og mange fik forbrændinger. Jackson lå på hospitalet i syv måneder. Her blev han interesseret i musik. Han var stor Elvis Presley-fan, og hans mor rejste med ham til Memphis, Tennessee, og sørgede for, at han fik hilst på sit idol. Han besluttede at satse på en musikalsk karriere, da han som 21-årig fik udbetalt en stor erstatning ($110.500) for brandulykken.
   Frank kom til England i 1965. I London lærte han Paul Simon at kende, og det var Simon – som samme år indspillede The Paul Simon Songbook (med urversionen af »The Sound of Silence«), før han tog hjem til New York og genoptog samarbejdet med Art Garfunkel – der producerede Jackson C. Frank (1965), den eneste LP, som udkom i Franks levetid. Simon og Al Stewart akkompagnerer på nogle af sangene, der blev indspillet på tre (eller seks - kilderne divergerer) timer.
   Frank var kortvarigt kæreste med Sandy Denny og blev ven med bl.a. Bert Jansch. En lang række kunstnere har indspillet sangen »Blues Run the Game«. Da pengene fra forsikringen slap op, tog Frank tilbage til USA og bosatte sig i Woodstock. Her blev han gift med Elaine Sedgwick. Parret fik datteren Angelina og en søn, som døde af cystisk fibrose.
   Frank led fra begyndelsen af depressioner og blev i 1966 diagnosticeret som skizofren. Han troede i årtier, at Paul Simon ejede rettighederne til hans sange. I 1994, da Mooncrest udgav Jackson C. Frank på cd, var der fem bonusskæringer med. »Marcy's Song« er en af de fem. Sangen var ikke med på den oprindelige LP, men stammer fra samme session.

Martha Marcy May Marlene. Instr. og manus: Sean Durkin. Foto: Jody Lee Lipes. 102 min. USA 2011. Dansk premiere: 28.06.2012.


Fotos: Fox Searchlight Pictures (Searchlight Pictures)/ Camera Film/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film
2K Blu-ray frs Svensk Filmindustri 13.11.2012
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 29.06.2012

tirsdag den 9. november 2021

Debra Granik: Winter's Bone (2010) [Noir 100]


IND TIL BENET
En moderne myte af første karat

Af BO GREEN JENSEN

OZARKS Mountain Country i Arkansas og Missouri har været et udsted med sin egen tidsregning, siden engelske og tyske nybyggere slog sig ned i regionen ved begyndelsen af 1800-tallet. Før da var Ozarks fransk territorium, men tilhørte allerførst Osage-folket. Området har været beboet i mere end 7.000 år.
   I dag er Ozarks stadig en verden for sig, et sted man forbinder med white trash, bluegrass og moonshine. Her arbejdede destillerierne på højtryk i Forbudstiden. Klicheerne om djærv fattigdom er forstærket i popkultur som L’il Abner og Beverly Hillbillies. Her spilles den smukkeste folkemusik. Klaus Kludder kom fra The Ozarks. Skovene synger som Emmylou Harris.
   Det er sådan et sted, hvor man ikke må standse, hvis motoren strejker midt i en gyser. Her er levende vandrehistorier om kannibalisme og indavl. Fejder florerer i generationer. Traditionelt har hjemmebrændt whisky gjort sit til at holde velfærden nede, men i de seneste årtier er fremstillingen af methylamfetamin – meth crystal – blevet bjergenes bærende sorte erhverv.


ALLE bruger det. Mange er afhængige. Stadig flere er uden arbejde og fremtid. »These are people so alienated from American Culture that it’s like a parallel universe,« skriver John Williams i Back to the Badlands (2006), hvor han interviewer bl.a. Daniel Woodrell, forfatteren til bogen bag Debra Graniks anden spillefilm, Winter’s Bone.*
   På en måde holdt 1930ernes krise aldrig helt op i Missouri. Det er randområdernes indbegreb, som stadig lever i USA, indkapslet i en lang række myter, men først og fremmest fastlåst i sin aktuelle virkelighed. Som solen skolder i brødrene Coens No Country for Old Men, skærer kulden ind til benet i Debra Graniks Winter’s Bone.
   I denne barske verden bliver man tidligt eller aldrig voksen. Ree Dolly hører afgjort til i den første kategori. Jessup, hendes meth-kogende far, sidder enten i fængsel eller driver sin forretning. Rees mor har tjekket ud mentalt og må plejes som et spædbarn. Teenagepigen får dog hverdagen til at hænge sammen og fungerer som en mor for de små søskende, som hun følger i skole og steger egernkød til.



FILMEN finder Ree på et tidspunkt, da hendes far har været væk meget længe. En emsig sherif banker på og fortæller, at huset vil blive beslaglagt, hvis Jessup udebliver fra sin retssag. Han brugte huset som garanti for sin kaution, da han blev løsladt. Ree går da fra dør til dør og spørger efter sin far. Hun møder en mur af udeltagende ansigter, uansat om hun opsøger matriarken Merab (Dale Dickey) eller banker på hos onkel Teardrop (John Hawkes).
   Ree holder fast i, at blod og slægt må betyde et eller andet. Hendes onkel forklarer, at det har sine grunde, når ingen vil sige, hvad der blev af Jessup Dolly. I flertal har familien ingen medlidenhed med Ree og hendes søskende, men i ental kommer de med mad, tilbyder at tage sig af de små og truer Ree mellem linierne. Der er noget, hendes far har gjort, og nu har han fået sin straf. Man forstår dog Rees dilemma, både i Dolly-klanen og den rivaliserende Langan-familie. Så pigen bliver hjulpet til at bevise, at Jessup virkelig er død.



DET er mere spændende, end man skulle tro, og det er rystende smukt på uventede steder. Ganske som skønheden i det tørre, præcise vinterlandskab. Børnene leger, så godt de nu kan, og Ree betragter dem med ægte omsorg og kærlighed. Alle truer pigen med det værste, men samtidig vokser respekten for hendes udholdenhed.
   Der synes ikke at være håb for menneskene i Ozarks overhovedet. Den sidste rest af godhed er fjernet ved misbrug og forbrydelse. Alligevel drives skyggerne tilbage, da Ree insisterer med uskyld og livskraft. Især for Teardrop bliver niecens problem en mulighed for soning og ny selvrespekt.


   
REE står fast hele vejen, men leger samtidig med tanken om at melde sig til militæret, gøre tjeneste i Irak eller Afghanistan og på den måde undslippe trøstesløsheden. Efter bjergscenernes sydstatsgotik er dét nok den mest hjerteskærende scene. Den udspiller sig i et butikscenter. Da Ree skal fortælle hverveofficeren om sin situation, forstår hun for alvor, hvor udsigtsløs den er.
   Lokalsamfundet lukker sig for at afvise myndighedernes interesse. Klanerne Dolly og Langan vil bilægge striden og kæmpe for slægternes ret til at dø i fredløs tarvelighed. De kan dog stadig spille »Farther Along« og »The Missouri Waltz«, så englene måber af ren ærefrygt. Kun fordi Teardrop griber ind i 11. time, slipper Ree med livet i behold.
   Imens er det vinter, så knoglerne knager. Imens er Ozarks stedet, hvor en død mands afskårne hænder kan løse problemer og rette balancen.



FILMEN er forankret i Ree Dollys karakter, som Jennifer Lawrence (f. 1990) fremstiller med fuldkommen indlevelse. Man taler ofte om en skuespillers »præstation«, hvilket giver forstyrrende associationer til turneringer inden for sport eller sang. Betegnelsen kan dog være på sin plads i forbindelse med Hollywood-produktioner, hvor en velbetalt stjerne anstrenger sig for at spille fattig eller almindelig.
   Man ser Julia Roberts skrue sig op til rollen som Erin Brochovich; man ser George Clooney skifte væsen for at illudere træt lejemorder i The American. Det er lydefrit håndværk, men man glemmer ikke et øjeblik, at man betragter en stjerne i arbejde. Lawrences karakter er noget andet. Hun spiller ikke Ree Dolly. Hun er. Hawkes er lige så velvalgt som Teardrop. Man tænker dog, om rollen først blev tilbudt Levon Helm.


FORLÆGGET er en roman af Daniel Woodrell (f. 1953), som selv er bosat i Missouri. Han har før brugt sin hjemstavn som baggrund for en række krimier om detektiven Rene Shade. På dansk foreligger Muscle for the Wing (1988, da. Shade tager affære) og The Death of Sweet Mister (2001, da. Lille mands død), som falder uden for Shade-serien. Woe to Live On (1987), en roman fra borgerkrigstiden, blev filmatiseret af Ang Lee som Ride with the Devil (1999).
   Woodrell betragtes som ophavsmand til undergenren country noir og har i årtier været nævnt som den næste store ting inden for beskidt realisme i ånden fra Raymond Carver, Cormac McCarthy og Richard Ford. Han sammenlignes med James Lee Burke og tæller Dennis Lehane, blue collar-forfatteren fra Boston, blandt sine fans.
   Debra Granik læste manuskriptet, før bogen udkom i 2006. Woodrell syntes om hendes debutfilm, Down to the Bone (2004), og tog aktivt del i forproduktionen af Winter’s Bone. Blandt andet hjalp han med at formidle kontakt til lokale kunstnere, musikere og historikere. Det er klart, at det skærper troværdighedspræget, men faktisk er netop lokalkoloritten noget af det, som filmen er tæt på at overdosere.


WINTER'S Bone var på alle kritiske hitlister over årets ti bedste film. Den fik flere hundrede festivalpriser efter premieren i Sundance i januar 2010. Jeg så den første gang i Reykjavik og må indrømme, at jeg ikke umiddelbart gik i bro af begejstring. Jeg havde svært ved at se, hvad man skulle med historien, og jeg syntes også, at folkloren truede i de musikalske afsnit.
   Det sidste forbehold gælder stadig. I John Boormans klassiske filmatisering af James Dickeys Deliverance (1972, da. Udflugt med døden) bliver begyndelsens »Duellin’ Banjos« et forvarsel om, hvad der venter længere oppe ad floden. I brødrene Coens O Brother, Where Art Thou? (2000) fungerer de klassiske hillbillysange som et kor, der kommenterer historien, og sekvenserne med Alison Krauss er integreret i helheden. I Winter’s Bone er musikken primært køn fernis.



DET er så også den eneste fejl. Filmen er mange forskellige ting på én gang. En aktuel sædeskildring med tidløse skygger, en detektivhistorie som banker på hos forskellige skæbner og sætter en 17-årig pige i Philip Marlowes sted. Ree er en madonna fra Missouri, kompromisløs som Jeanne d’Arc, evig som Antigone, tragisk loyal som Cordelia i King Lear.
   Granik vil dokumentere miljøet uden at angle eller sentimentalisere. Dét lykkes. Winter’s Bone bliver en lille fortælling om nåde og en moderne myte af første karat.

*) Waliseren John Williams (f. 1961) har i to unikke bøger samlet sine interviews med en række af de bedste amerikanske krimiforfattere fra 1980erne og 90erne. I Into the Badlands: A Journey into the American Dream (Paladin/ Grafton Books,1991) bruger han byer og steder som udgangspunkt og taler i sommeren 1989 med James Lee Burke, James Crumley, James Ellroy, Joe Gores, James Hall, Gar Anthony Haywood, Carl Hiassen, George V. Higgins, Tony Hillerman, Eugene Izzi, Joseph Koenig, Elmore Leonard, Sara Paretsky, Nick Toschess og Andrew Vachss. I Back to the Badlands: Crime Writing in the USA (Serpent's Tail, 2006) er han tilbage og taler atter med Burke, Crumley, Ellroy, Hiassen, Haywood og Leonard. De nye stemmer er Vicky Hendricks, Kem Nunn, Kinky Friedman, George Pelecanos og Daniel Woodrell. Det er fremragende bøger, som forener litterær kritik med personlig rejseskildring.  


Winter’s Bone. Instr.: Debra Granik. Manus: Anne Rosellini og Debra Granik. Foto: Micahel McDonough. 100 min. USA 2010. Dansk premiere: 06.01.2011.

Daniel Woodrell: Winter's Bone. 194 s. Little, Brown 2006.


Fotos: Anonymous Content/ Miracle Film Distribution/ CineMaterial/ Filmgrab/ Light in the Attic (YouTube OST clips)
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, MAX, SF Anytime, VIAPLAY
2K Blu-ray fra Atlantic Film 21.08.2013
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 07.01.2011