Translate

Viser opslag med etiketten americana. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten americana. Vis alle opslag

torsdag den 8. september 2022

Robert Altman: A Prairie Home Companion (2006)


DEN SIDSTE FORESTILLING
Robert Altman tager afsked og går med manér

Af BO GREEN JENSEN

BERLIN 2006: UMIDDELBART ligner svanesangen måske et stykke stjernebestrøet ensembleteater, der spinder en ende over Garrison Keillors radioshow »A Prairie Home Companion«. Men under al charmen, de stilrene sange og den nostalgisk livsalige humor er der adskillige skarpe kommentarer til aktuelle amerikanske tendenser.
   De fleste falder i et medley af overdådigt gnistrende »Bad Jokes«, som fremføres af Woody Harrelson og John C. Reilly i rollen som syngende cowboys. De skiftes til at standse fællessangen og fortælle en vittighed, der enten er profan, latrinær eller sexistisk. Den bedste af de dårlige vittigheder, som faktisk er ret gode alle sammen, koncentrerer Keillors og Altmans syn på de genfødte kristnes amerikanske fundamentalisme, der er ved at forvandle USA til et land, hvor ingen i dag ville drømme om at producere film som M*A*S*H (1970) eller sætte penge i et radioprogram som »A Prairie Home Companion«.
   »Har du én mere, Dusty?« siger Reilly til Harrelson. »Det har jeg da, Lefty,« dræver Harrelson, som i denne film rammer sin type på kornet. »Så lad mig høre den, Dusty.« »Okay, Lefty, hvad får man, hvis man blander vievand med afføringsmiddel?« »Det ved jeg ikke, Dusty. Hvad får man?« »En religiøs bevægelse.«
   Vittigheden er bedre på engelsk, hvor man blander »holy water« med »castor oil« og får »a religious movement«, men humoren lader sig oversætte. Det samme gælder langt den overvejende del af pointerne i Altmans virtuost balancerede film. Det kan egentlig undre, for »A Prairie Home Companion« er et ærkeamerikansk fænomen, som dyrker og parodierer en anakronistisk radiokultur, der ikke længere findes uden for Garrison Keillors univers.


   
I FILMEN er fiktionen, at programmet må lukke, fordi en investeringsfond har opkøbt alle aktierne i hovedsponsorens selskab. I virkeligheden lever »A Prairie Home Companion« i bedste velgående, sendes på 30. år hver uge fra St. Paul i Minnesota og bliver p.t. transmitteret til 558 lokale radiostationer, der abonnerer på Keillors særegne mix af nostalgi, excentrisk humor, gammeldags fortælleglæde og dybfølt hjemstavnskærlighed.*
   Altmans film bibeholder alle disse kvaliteter og slipper godt fra at sætte ansigter på nogle radiofigurer, som ellers kun lever i lytterens fantasi. Der er naturligvis sat ekstra tid af til en særudgave af Keillors »News from Lake Wobegon«.**
   Så husdetektiven Guy Noir (Kevin Kline) er en flygtning fra en Raymond Chandler-roman, der tager os ved vingebenet og guider os rundt i det dødsdømte teater, The Fitzgerald, der er opkaldt efter F. Scott Fitzgerald, som var dreng på Summit Avenue i St. Paul. Han våger over det meste af filmen i skikkelse af en buste, som er anbragt bag glasset i V.I.P.-logen, hvorfra konglomeratets onde øksemand (Tommy Lee Jones) følger de sidste krampetrækninger på scenen. Dødens engel, Asphodel, er i Virginia Madsens trenchcoatklædte skikkelse kommet for at hente en eller anden, men får i forbifarten gjort teatrets folk en tjeneste.
   Meryl Streep og Lily Tomlin er countrysanglærkerne The Johnson Girls, som har fulgtes med forestillingen fra begyndelsen. Sangene får de med nød og næppe presset ind, når de ikke fortæller anekdoter om gamle dage til Streeps teenagedatter, Lola (Lindsay Lohan), der har hørt alle historierne og helst vil have fred til at skrive dystre eksistentielle digte om selvmord. Alligevel er hun dog også lidt stolt af sin mor og sin tante.


  

SANGENE er sentimentale ballader, evergreens og schlagere fra den gyldne ende af en sangskat, som udgør det amerikanske svar på Dansktoppen. Imidlertid fremfører Streep (som faktisk kan synge country), Tomlin og Keillor (som også har en habil baryton) disse sange med så fordringsløs hjertevarme, at kernen af sandhed i countrymytologiens klicheer finder hjem og bliver den livsvisdom, som vi har at gøre godt med, når det nu ikke kan være anderledes.
   En gammel cowboysanger (Rim Russell) synger med knækkende stemme det sidste kvad om venskab. »Hvis der findes sådan en ting som en rigtig ven, så var du den ven for mig«. Så går han ned, klæder om og gør klar til en hyrdetime med kostumedamen. Og kommer aldrig op at stå igen.


FILMEN registrerer den i bund og grund fiktive afskedsforestilling, før, under og efter, i to akter, med mange kig ind bag scenen og enkelte glimt af et medlevende publikum. Altman er med rette berømt for sin evne til at orkestrere kaos og skabe frodigt eskalerende anarki i gruppescener med op til 20 talende karakterer. Han gør det typisk i prologen til sine film. Denne gang fylder fællesscenen faktisk hele filmen. Resultatet er en mageløs, hjertevarm gestus, som gik rent ind hos alle over 30 i Berlin.
   For har filmen noget imod sig, kunne det være et vist præg af seniorreservat. Det er uden tvivl derfor, at teenidolet Lindsay Lohan er indforskrevet i rollebesætningen. Altman bruger dog også Lohan til at formulere et kategorisk mistillidsvotum til Amerikas nye voksne. Denne gang kommer fordærvelsen ikke fra narko, våben og hiphop. Den kommer fra de genfødte kristnes saliggjorte rækker, der i Altmans øjne er mindst lige så intolerante som andre fundamentalister.



I SCENERNE fra teatret er Lohan stadig en levende pige, man har lov at nære forhåbninger til. I epilogen er teatret jævnet med jorden, og der er gået nogle måneder, da Johnson-pigerne, Dusty, Lefty, Guy Noir og de øvrige usual suspects samles på den Edward Hopper’ske diner over for teatret. Da bruser Lohan ind, nu som forkromet businesstype. »Hvad er det nu, hun laver?« spørger en af de andre, da Lohan er fræset videre. »Jeg kan næsten ikke huske det,« siger Streep. »Hun er ansat i et firma, der sælger religiøse computerprogrammer.«



ROBERT Altman døde den 20. november 2006. Han – og alle andre, som så A Prairie Home Companion på Berlinalen – vidste, at filmen ville blive hans sidste. Der herskede derfor en sær stemning ved pressemødet. Journalisterne var stadig i grinehumør efter visningen. De prøvede at finde alvoren frem og måske også lidt af hengivenheden. 
   Altman var 80 år, mager af sygdom og meget markeret. Der var ingen hengivenhed fra hans side. Altman smilede sjældent ved pressemøder, hvor det ellers er praksis, at man står sammen og siger pæne ting. Altman fortalte som regel om de problemer, han havde haft med sin producer og/eller distributør. Der var en slags pertentlig sadisme i den grundige gennemgang af fortrædeligheder. For imens sad den omtalte et andet sted i panelet og så ned i bordet.
   I Berlin var svarene præget af klarsyn. Altman var selv producer på filmen, men ville hverken tale den op eller ned. Han fortalte om vanskelighederne ved at gennemføre en stor produktion med en syg instruktør. Forsikringsselskabet krævede, at en yngre kollega stod klar til at overtage arbejdet. Altmans stand-in var Paul Thomas Anderson. Han sad ved mesterens side og gav sit besyv. Anderson talte om Altmans betydning for metoden i Boogie Nights (1997) og Magnolia (1999). Han sagde mindst lige så meget om filmen som Altman. Den gamle mand var træt og bitter. Man kunne se, at han gerne snart ville hjem. 

*) I 2006 var »A Prairie Home Companion« og Garrison Keillors bulletiner fra lillebyen Lake Wobegon virkelig blevet det fænomen og den institution, jeg beskriver. Minnosota Public Radio sendte programmet hver uge fra 1974 til 2016. Der var en pause i perioden 1987-93, hvor Keillor flyttede formatet til New York, bearbejdede den nostalgiske faktor og kaldte programmet »The American Radio Company of the Air«. Ellers ingen afbrydelser i tæt på 40 år.
   Minnesota Public Radio opsagde samarbejdet med Keillor i 2016, da den første bølge af #MeToo-bevægelsen for alvor tog fart. En tidligere medarbejder fortalte, at hun følte sig krænket, da radioværten lagde en lidt for levende hånd på hendes nøgne ryg. Keillor siger, at han blot ville trøste empatisk, da medarbejderen græd. Ifølge MPR var der en række andre sager. Afskedigelsen vakte stort postyr og førte også til et brud med The Washington Post, der havde bragt en ugentlig klumme af Keillor. 
    I de magre år før streaming og podcast holdt Keillors program liv i radiomediet og blev sendt på 690 lokale radiostationer med mere end 4 mio. lyttere pr. show. I 2006 var det utænkeligt, at slutningen ville komme så brat. Efter Keillors fratræden levede PHC videre under navnet »Live from Here« og med Chris Tile som vært, men produktionen er ikke genoptaget efter COVID-19-nedlukningen i 2020.
   Til gengæld er »A Prairie Home Companion begyndt at turnere igen. Der bliver for tiden solgt billetter til rejsekoncerten »A Prairie Home Companion American Revival«. Radioshowet blev ofte sendt fra teatre og koncertsale ude i landet, fra The Hollywood Bowl til Ryman Auditorium i Nashville. Keillor fik oprindelig sin idé til PHC, da han skrev en artikel om Grand Ole Opry til The New Yorker. Keillor har kaldt sin fyring for »injustice on behalf a good cause«. De gamle programmer er online igen i arkivet hos Minnesota Public Radio. 
   
    
**) Keillors bøger om Lake Wobegon – en fiktiv version af forfatterens hjemstavn i Anoka, Minneota – var umådeligt populære i hele den anglofone kultursfære i 1980erne og 90erne. Lake Wobegon Days (1985) er den første og bedste, men lillebyuniverset (som fik kritikere til at sammenligne ham med Mark Twain og James Thurber) bliver stadig mere detaljeret udbygget i Leaving Home: A Collection of Lake Wobegon Stories (1987) og We Are Still Married (1989).
   Efter New York-mellemspillet følger Wobegon Boy (1997) og Lake Wobegon Summer 1956 (2001), som har selvbiografiske kvaliteter. In Search of Lake Wobegon (2001) er et gennemillustreret album med fotos af Richard Olsenius. Pontoon: A Novel of Lake Wobegon (2007), Liberty: A Novel of Lake Wobegon (2008); Life Among the Lutherans (2009) og Pilgrims: A Wobegon Romance (2009) bruger byen til at beskrive tidsånden i det republikanske USA efter 9/11. Her er demokraten Keillor på linie med Michael Moore, der bruger sit Michigan ligesådan. Det er også fra Lake Wobegon, at Keillor betragter COVID-19-pandemien i The Lake Wobegon Virus (2020) og tiden efter Trump i Boom Town: A Lake Wobegon Novel (2022).
   Forfatterskabet er større endnu og omfatter Happy to Be Here (1981), en selvbiografisk roman, og WLT: A Radio Romance (1991), der er Keillors sidestykke til Radio Days. I sit manuskript til Altmans film har Keillor inddraget The Sandy Bottom Orchestra (1996), som han skrev sammen med sin (tredje) hustru Jenny Lind Nilsson. Privatdetektiven Guy Noir lever videre i pasticheromanen Guy Noir and the Straight Skinny (2012). Erfaringerne fra det svære årti er bearbejdet i That Time of Year: A Minnesota Life (2020).
   Keillor arbejder ufortrødent videre fra sit website og publicerer dagligt en »A Writer’s Almanac«-podcast. I skrivende stund er han netop fyldt 80. Jeg mødte ham på Askov Højskole i juli 1990, da han kom til en digtoplæsning sammen med sin daværende hustru, Ulla Skaerved, som var dansk. Det var et sympatisk og behageligt møde. Jeg er derfor mest tilbøjelig til at tro på hans version af #MeToo-forløbet.


A Prairie Home Companion. Instr.: Robert Altman. Manus: Garrison Keillor. Foto: Edward Lachman. 105 min. USA 2006. Dansk premiere: 14.06.2006.


Fotos: Picturehouse/ GreeneStreet Films/ River Road Entertainment/ Sandcastle 5 Productiobs/ Prairie Home Productions/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ YouTube
Filmen streames på FILMSTRIBEN
2K Blu-ray fra Warner Archive Collection 15.10.2024 
Teksten er lirket fri af en festivalreportage, som stod [med rubrikken »Skæbnehjulet«] i Weekendavisen Kultur 17.02.2006

tirsdag den 9. november 2021

Debra Granik: Winter's Bone (2010) [Noir 100]


IND TIL BENET
En moderne myte af første karat

Af BO GREEN JENSEN

OZARKS Mountain Country i Arkansas og Missouri har været et udsted med sin egen tidsregning, siden engelske og tyske nybyggere slog sig ned i regionen ved begyndelsen af 1800-tallet. Før da var Ozarks fransk territorium, men tilhørte allerførst Osage-folket. Området har været beboet i mere end 7.000 år.
   I dag er Ozarks stadig en verden for sig, et sted man forbinder med white trash, bluegrass og moonshine. Her arbejdede destillerierne på højtryk i Forbudstiden. Klicheerne om djærv fattigdom er forstærket i popkultur som L’il Abner og Beverly Hillbillies. Her spilles den smukkeste folkemusik. Klaus Kludder kom fra The Ozarks. Skovene synger som Emmylou Harris.
   Det er sådan et sted, hvor man ikke må standse, hvis motoren strejker midt i en gyser. Her er levende vandrehistorier om kannibalisme og indavl. Fejder florerer i generationer. Traditionelt har hjemmebrændt whisky gjort sit til at holde velfærden nede, men i de seneste årtier er fremstillingen af methylamfetamin – meth crystal – blevet bjergenes bærende sorte erhverv.


ALLE bruger det. Mange er afhængige. Stadig flere er uden arbejde og fremtid. »These are people so alienated from American Culture that it’s like a parallel universe,« skriver John Williams i Back to the Badlands (2006), hvor han interviewer bl.a. Daniel Woodrell, forfatteren til bogen bag Debra Graniks anden spillefilm, Winter’s Bone.*
   På en måde holdt 1930ernes krise aldrig helt op i Missouri. Det er randområdernes indbegreb, som stadig lever i USA, indkapslet i en lang række myter, men først og fremmest fastlåst i sin aktuelle virkelighed. Som solen skolder i brødrene Coens No Country for Old Men, skærer kulden ind til benet i Debra Graniks Winter’s Bone.
   I denne barske verden bliver man tidligt eller aldrig voksen. Ree Dolly hører afgjort til i den første kategori. Jessup, hendes meth-kogende far, sidder enten i fængsel eller driver sin forretning. Rees mor har tjekket ud mentalt og må plejes som et spædbarn. Teenagepigen får dog hverdagen til at hænge sammen og fungerer som en mor for de små søskende, som hun følger i skole og steger egernkød til.



FILMEN finder Ree på et tidspunkt, da hendes far har været væk meget længe. En emsig sherif banker på og fortæller, at huset vil blive beslaglagt, hvis Jessup udebliver fra sin retssag. Han brugte huset som garanti for sin kaution, da han blev løsladt. Ree går da fra dør til dør og spørger efter sin far. Hun møder en mur af udeltagende ansigter, uansat om hun opsøger matriarken Merab (Dale Dickey) eller banker på hos onkel Teardrop (John Hawkes).
   Ree holder fast i, at blod og slægt må betyde et eller andet. Hendes onkel forklarer, at det har sine grunde, når ingen vil sige, hvad der blev af Jessup Dolly. I flertal har familien ingen medlidenhed med Ree og hendes søskende, men i ental kommer de med mad, tilbyder at tage sig af de små og truer Ree mellem linierne. Der er noget, hendes far har gjort, og nu har han fået sin straf. Man forstår dog Rees dilemma, både i Dolly-klanen og den rivaliserende Langan-familie. Så pigen bliver hjulpet til at bevise, at Jessup virkelig er død.



DET er mere spændende, end man skulle tro, og det er rystende smukt på uventede steder. Ganske som skønheden i det tørre, præcise vinterlandskab. Børnene leger, så godt de nu kan, og Ree betragter dem med ægte omsorg og kærlighed. Alle truer pigen med det værste, men samtidig vokser respekten for hendes udholdenhed.
   Der synes ikke at være håb for menneskene i Ozarks overhovedet. Den sidste rest af godhed er fjernet ved misbrug og forbrydelse. Alligevel drives skyggerne tilbage, da Ree insisterer med uskyld og livskraft. Især for Teardrop bliver niecens problem en mulighed for soning og ny selvrespekt.


   
REE står fast hele vejen, men leger samtidig med tanken om at melde sig til militæret, gøre tjeneste i Irak eller Afghanistan og på den måde undslippe trøstesløsheden. Efter bjergscenernes sydstatsgotik er dét nok den mest hjerteskærende scene. Den udspiller sig i et butikscenter. Da Ree skal fortælle hverveofficeren om sin situation, forstår hun for alvor, hvor udsigtsløs den er.
   Lokalsamfundet lukker sig for at afvise myndighedernes interesse. Klanerne Dolly og Langan vil bilægge striden og kæmpe for slægternes ret til at dø i fredløs tarvelighed. De kan dog stadig spille »Farther Along« og »The Missouri Waltz«, så englene måber af ren ærefrygt. Kun fordi Teardrop griber ind i 11. time, slipper Ree med livet i behold.
   Imens er det vinter, så knoglerne knager. Imens er Ozarks stedet, hvor en død mands afskårne hænder kan løse problemer og rette balancen.



FILMEN er forankret i Ree Dollys karakter, som Jennifer Lawrence (f. 1990) fremstiller med fuldkommen indlevelse. Man taler ofte om en skuespillers »præstation«, hvilket giver forstyrrende associationer til turneringer inden for sport eller sang. Betegnelsen kan dog være på sin plads i forbindelse med Hollywood-produktioner, hvor en velbetalt stjerne anstrenger sig for at spille fattig eller almindelig.
   Man ser Julia Roberts skrue sig op til rollen som Erin Brochovich; man ser George Clooney skifte væsen for at illudere træt lejemorder i The American. Det er lydefrit håndværk, men man glemmer ikke et øjeblik, at man betragter en stjerne i arbejde. Lawrences karakter er noget andet. Hun spiller ikke Ree Dolly. Hun er. Hawkes er lige så velvalgt som Teardrop. Man tænker dog, om rollen først blev tilbudt Levon Helm.


FORLÆGGET er en roman af Daniel Woodrell (f. 1953), som selv er bosat i Missouri. Han har før brugt sin hjemstavn som baggrund for en række krimier om detektiven Rene Shade. På dansk foreligger Muscle for the Wing (1988, da. Shade tager affære) og The Death of Sweet Mister (2001, da. Lille mands død), som falder uden for Shade-serien. Woe to Live On (1987), en roman fra borgerkrigstiden, blev filmatiseret af Ang Lee som Ride with the Devil (1999).
   Woodrell betragtes som ophavsmand til undergenren country noir og har i årtier været nævnt som den næste store ting inden for beskidt realisme i ånden fra Raymond Carver, Cormac McCarthy og Richard Ford. Han sammenlignes med James Lee Burke og tæller Dennis Lehane, blue collar-forfatteren fra Boston, blandt sine fans.
   Debra Granik læste manuskriptet, før bogen udkom i 2006. Woodrell syntes om hendes debutfilm, Down to the Bone (2004), og tog aktivt del i forproduktionen af Winter’s Bone. Blandt andet hjalp han med at formidle kontakt til lokale kunstnere, musikere og historikere. Det er klart, at det skærper troværdighedspræget, men faktisk er netop lokalkoloritten noget af det, som filmen er tæt på at overdosere.


WINTER'S Bone var på alle kritiske hitlister over årets ti bedste film. Den fik flere hundrede festivalpriser efter premieren i Sundance i januar 2010. Jeg så den første gang i Reykjavik og må indrømme, at jeg ikke umiddelbart gik i bro af begejstring. Jeg havde svært ved at se, hvad man skulle med historien, og jeg syntes også, at folkloren truede i de musikalske afsnit.
   Det sidste forbehold gælder stadig. I John Boormans klassiske filmatisering af James Dickeys Deliverance (1972, da. Udflugt med døden) bliver begyndelsens »Duellin’ Banjos« et forvarsel om, hvad der venter længere oppe ad floden. I brødrene Coens O Brother, Where Art Thou? (2000) fungerer de klassiske hillbillysange som et kor, der kommenterer historien, og sekvenserne med Alison Krauss er integreret i helheden. I Winter’s Bone er musikken primært køn fernis.



DET er så også den eneste fejl. Filmen er mange forskellige ting på én gang. En aktuel sædeskildring med tidløse skygger, en detektivhistorie som banker på hos forskellige skæbner og sætter en 17-årig pige i Philip Marlowes sted. Ree er en madonna fra Missouri, kompromisløs som Jeanne d’Arc, evig som Antigone, tragisk loyal som Cordelia i King Lear.
   Granik vil dokumentere miljøet uden at angle eller sentimentalisere. Dét lykkes. Winter’s Bone bliver en lille fortælling om nåde og en moderne myte af første karat.

*) Waliseren John Williams (f. 1961) har i to unikke bøger samlet sine interviews med en række af de bedste amerikanske krimiforfattere fra 1980erne og 90erne. I Into the Badlands: A Journey into the American Dream (Paladin/ Grafton Books,1991) bruger han byer og steder som udgangspunkt og taler i sommeren 1989 med James Lee Burke, James Crumley, James Ellroy, Joe Gores, James Hall, Gar Anthony Haywood, Carl Hiassen, George V. Higgins, Tony Hillerman, Eugene Izzi, Joseph Koenig, Elmore Leonard, Sara Paretsky, Nick Toschess og Andrew Vachss. I Back to the Badlands: Crime Writing in the USA (Serpent's Tail, 2006) er han tilbage og taler atter med Burke, Crumley, Ellroy, Hiassen, Haywood og Leonard. De nye stemmer er Vicky Hendricks, Kem Nunn, Kinky Friedman, George Pelecanos og Daniel Woodrell. Det er fremragende bøger, som forener litterær kritik med personlig rejseskildring.  


Winter’s Bone. Instr.: Debra Granik. Manus: Anne Rosellini og Debra Granik. Foto: Micahel McDonough. 100 min. USA 2010. Dansk premiere: 06.01.2011.

Daniel Woodrell: Winter's Bone. 194 s. Little, Brown 2006.


Fotos: Anonymous Content/ Miracle Film Distribution/ CineMaterial/ Filmgrab/ Light in the Attic (YouTube OST clips)
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, MAX, SF Anytime, VIAPLAY
2K Blu-ray fra Atlantic Film 21.08.2013
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 07.01.2011

fredag den 27. december 2019

David Robert Mitchell: Under the Silver Lake (2018) [Noir 100]


DELTE DRØMME OG VANDREHISTORIER
Et metamysterium i neo-noir

Af BO GREEN JENSEN

SILVER Lake Reservoir i Los Angeles er en mytologisk location. Allerede navnet fortæller historier. Der er faktisk to kolossale bassiner. Det største er opkaldt efter politikeren Herman Silver, som anlagde søen i 1906. Det mindste hedder Ivanhoe efter ridderromanen af Sir Walter Scott. Kun Ivanhoe er stadig en aktiv del af vandforsyningen. 

   Kvarteret grænser op til Hollywood med de gamle filmstudier. Sunset Boulevard snor sig det sidste stykke gennem Silver Lake mod Chinatown. Der er stille, tilgroede gader med gamle, forbløffende huse. Det er sådan et sted, hvor turister får udleveret et kort over stjernernes hjem.
    Billy Wilders Sunset Boulevard (1950), Roman Polanskis Chinatown (1974), Robert Altmans The Player (1992), David Lynchs Mulholland Drive (2001) og David Cronenbergs Maps to the Stars (2014) er netop de store – og vildt forpligtende – forbilleder for den okkulte popfabel, som David Robert Mitchell konstruerer i metamysteriet Under the Silver Lake. 
   Hvad Paul Thomas Anderson gjorde for Gordita Beach i sin psykedeliske filmudgave af Thomas Pynchons Inherent Vice (2014), ganger Mitchell med to eller tre. Herefter sætter han trumf på. Hippietidslegenden hos Pynchon var henlagt til en fiktiv udgave af Venice Beach. Hos Mitchell er der ingen »naturlige mangler«. Silver Lake er for real hele vejen.



EN kvinde forsvinder. Det er altid en solid begyndelse på en eksistentiel skattejagt. Sam (Andrew Garfield) er en ærketypisk døgenigt, en slacker fra 90erne, der har nået sin udløbsdato og øver sig på en livsstil, der ligner den fredelige fatalisme i brødrenes Coens The Big Lebowski. 
   Sam bor alene i et malerisk forfaldent kompleks, hvor han er måneder bagud med lejen. Hans mor ringer op og taler i timer om sine yndlingsfilm med Janet Gaynor. Sam lyver om, hvor godt det går. Han undgår at tænke på fremtiden ved at overvåge sine kvindelige naboer og onanere til gamle numre af Playboy. 
   Eller nej. Som sin helt går filmen op i detaljer, og det er i særdeleshed ét gammelt nummer af Playboy – fra juli 1970, da Janet Wolf var månedens Playmate – der taler til Sam. Don Ornitz fotograferede Wolf under vand. Senere bliver en anden kvinde skudt og daler ned gennem vandet i reservoiret i nøjagtigt samme position.



UNDER the Silver Lake er altid fetichistisk specifik med hensyn til sine objekter og spor. Der er muligvis tale om trivielle skatte fra den efemere popkultur, men de er udvalgt med autistisk tunnelsyn. For eksempel knækker Sam koden ved hjælp af det armbånd, som lå i en gammel morgenmadspakke, og kortet til pc-spillet The Legend of Zelda, som var trykt i første nummer af fanmagasinet Nintendo Power.
   Sam har studeret naboen Sarah (Riley Keogh). Hun ved, at han betragter hende. I kompleksets swimmingpool genskaber hun Marilyn Monroes badescene i Something’s Got to Give (1962). Mitchell kopierer George Cukors lyssætning fra filmen, som aldrig blev færdig.
   Sam og Sarah er tilsyneladende to alen af et stykke. De har god sex sammen i hendes lejlighed, hvor tv’et viser Tre piger søger en millionær (1953) med Monroe, Betty Grable og Lauren Bacall. På kaminhylden står tre Barbie-dukker, selvsagt vintage, som forestiller de tre divaer.
   Filmen tager sig god tid til at skildre Sams verden før syndefaldet. Den er ikke noget dårligt sted. Holder man skyklapperne tæt ind til tindingen, er der løvfuld skygge, masser af fritid, imødekommende kvinder og nærende hverdagsmysterier, som gør livet tilpas interessant.
   Så sætter mørket sin vilje igennem, og verden bliver aldrig den samme.



DET er en af de historier, hvor nogen eller noget sender protagonisten skjulte beskeder. Der er en virkelighed bag virkeligheden, og helten må ind i labyrinten, ned i kaninhullet, om bag døren i den grønne væg for at finde nøglen til mysteriet eller det næste spor i den kosmiske rebus, hvis læsning eller afkodning antager en skattejagts eventyrlige kvaliteter.
   Stilen er selvsagt neo-noir, en incestuøs og parasitær æstetik, der er bygget af henvisninger til noget ægte. Fordi jægeren er en udvalgt person, som må tvivle – men samtidig stole – på sin fornuft, får fortællingen paranoide kvaliteter. Og måske er der virkelig et komplot, et lag af dybere indsigt under overfladen af trivielle og banale fænomener.
   Sandheden er jo derude, som Fox Mulder sagde i The X-Files, der var bygget af de samme delte drømme og vandrehistorier. I hvert fald kan det være stor underholdning for fanboys, som ikke tænder på sport. Og der er god plads til kvinder i klassen, selv om de fleste nørder er mænd.



NÆSTE dag er Sarah væk, og hendes lejlighed er tom. Sam begynder at lede. Han træder i karakter som metafysisk privatdetektiv. Vi er i det samme revir og den samme mentalitet, hvor Sam Spade, Philip Marlowe, Lew Archer og andre gode gumshoes søgte en sandhed, der ofte viste sig at være illusorisk. Der var sager, som ikke kunne opklares helt. 
   Det bliver en jagt, der forløber på flere niveauer og fører vidt omkring i kvarterets historie. Sam bliver optaget af at læse tegneserien »Under the Silver Lake« i et håndlavet magasin, som behandler bydelens begravede mysterier. Forfatteren Milo (Patrick Fischler) har samlet arkana fra Hollywood hele sit liv. Kenneth Angers kultbøger om Hollywood Babylon er naturligvis urstedet i den lokale undergrundsgenre.*


FØR Milo bliver dræbt af Uglekvinden fra Organisationen, peger han Sam i retning af De Hjemløses Konge (David Yow) og Sangskriveren (Jeremy Bobb). Et særligt tegn går igen, og i alle labyrintens spejle får Sam et glimt af it-milliardæren Jeremy Sevence (Chris Gann), en holistisk hipster, som både holder harem og nærer et dødskompleks af de store.
   Nu kører toget, så skinnerne knager. I eskalerende paranoia samler Sam et viltert bevismateriale. Alle spor peger i retning ad et hemmeligt gravkammer under Silver Lake. Hvis der også var aliens og nazister, ville konspirationsudstyret være komplet.



JEG håber, jeg har givet en fornemmelse af filmens særegne styrke og betydelige svaghed. For den er både begavet og studentikos. Hvis man reagerer på de okkulte signaler, giver det mening at tyde mysteriet. Ellers er alt irriterende krims-krams. Det er som Kim Novaks frisure i Alfred Hitchcocks Vertigo. Spiralen er enten et kosmisk-sublimativt ciffer eller bare en måde, som håret er sat på.
   Filmen begynder forførende godt og er fuld af taktil og konkret atmosfære. Men den taber højde, efterhånden som gåderne akkumulerer, og den inderste sandhed kan ikke helt bære de mange lag af esoterisk indpakning.
   For mig knækker filmen i mødet med Sangskriveren, et vrængende orakel, som angiveligt har skrevet alle evergreens om kærlighed, længsel og romantik i Den Store Amerikanske Sangbog. Sam knuser hans hoved med den selvsamme Fender Rhodes-guitar, som Kurt Cobain brugte, når han spillede »Smells Like Teen Spirit«. Mordet er et rituelt gudedrab af den slags, som indebærer, at dræberen selv bliver præst.
   David Robert Mitchell dekonstruede teenageromantikken i The Myth of the American Sleepover (2010), som også gik i danske biografer, og fik mange fans i kraft af It Follows (2014), som gav horrorgenren en seksuel tydelighed, der var ny. Under the Silver Lake er betagende tænkt. Forhåbentlig drukner han ikke i søen.

RIP Kenneth Anger 1927-2023


* Undergrundskunstneren Kenneth Anger (f. 1927) blev en kultfigur i kraft af den okkult-esoteriske homoerotik i  Fireworks (1947), Scorpio Rising (1963), Invocation of my Demon Brother (1969) og Lucifer Rising (1970-80). I 1959 samlede han en bunke sladder- og vandrehistorier om den mørke side af Hollywood fra stumfilmens storhedstid til stjernesystemets udtoning. Bogen udkom i Frankrig og i en amerikansk piratudgave 1965. Der var forventning i luften, da Straight Arrow Books og Dell Publishing i 1975 udgav det rigt illustrerede skandalekompendium som mass market paperback. Jeg gik i 3.g. og kan sige, at vi åd den bog. Cirka samtidig kunne Filmmuseet på Christianshavn (nu Cinemateket i Filmhuset) præsentere en sjælden kopi af Scorpio Rising, som alle ved musikken fik set. Filmen viser grynede billeder af feticistisk klædte bikers, der åbenlyst nyder at vise sig frem. Kameraet kæler for blanke støvler, bugnende jeans og jakker med nitter og kæde, mens klassisk 50er-pop med Rick Nelson, Bobby Vinton, Elvis Presley og The Crystals m.fl. spiller i baggrunden. Det er ret ubehjælpsomt. Men Hollywood Babylon er en potent affære, der beskriver Fatty Arbuckles voldtægtssag, iscenesættelsen af Lupe Velez' selvmord, Jayne Mansfields halshugning i en trafikulykke og andre bizarre episoder i indgående detaljer. Mange af historierne er fri fantasi eller netop sejlivede rygter, delte drømme og vandrehistorier, som Anger skriver fast med hallucinatorisk autoritet. Han taler henført om Hollywoods purpurperiode. Fortsættelsen Hollywood Babylon II (1984) har slet ikke samme forførende tone, skønt forsiden med Elizabeth Taylor som opsvulmet bulimiker og binge-victim er lovende/tarvelig nok. Uanset sandhedsværdien har Anger et omfattende kendskab til det gamle Los Angeles. Anger har hele sit liv koketteret med at være fan og discipel af okkultisten Aleister Crowley. Hans vigtigste ni film er samlet som The Magick Lantern Cycle (2009), en sekvens som tager sin titel, inspiration og stavemåde fra Crowley.  Anger lever stadig, er 92 og bliver altid fejret på en filmfestival eller et kunstakademi et sted. Arbejdet ligger tættere på installation end på Hollywood-film. Han besøgte København i 2008 og blev hyldet af fans som Lars Movin og Nicolas Winding Refn ved et arrangement på Statens Museum for Kunst.

Under the Silver Lake. Instr. og manus: David Robert Mitchell. Foto: Mike Gioulakis. 139 min. USA 2018. Dansk premiere 03.01.2019



Fotos: Festival de Cannes/ UIP/ A24/ Lionsgate Films/ Wikimedia Commons/ CineMaterial/ MoviestillsDB, YouTube (A24 Trailer)
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, Rakuten TV, SF Anytime, VIAPLAY, YouTube Film
2K Blu-ray fra Lionsgate Films 18.06.2019 
Artiklen stod i Weeklendavisen Kultur 04.01.2019