Translate

Viser opslag med etiketten Jennifer Lawrence. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Jennifer Lawrence. Vis alle opslag

fredag den 30. september 2022

David O. Russell: Joy (2015)


DEN UMULIGE DRØM
En lovsang til iværksætteren

Af BO GREEN JENSEN

DAVID O. Russell er en krøllet fortæller, som konsekvent har bøjet de genrer, han læner sine film op ad. Three Kings (1999) var en anakronistisk eventyrfilm fra den første Golfkrig med George Clooney, Mark Wahlberg og Spike Jonze. I boksefilmen The Fighter (2010) var Christian Bale forklædt som lallende ringvrag, mens Mark Wahlberg var den solide storebror i en skingrende dysfunktionel familie, hvor alle råbte og skreg af hinanden.
   Russells største hit til dato er Silver Linings Playbook (2012), en sørgmunter romance med Bradley Cooper og Jennifer Lawrence, der næsten kvalificerer som mainstream. For fans er han dog mere interessant i metakomedier som Spanking the Monkey (1994). I ❤ Huckabees (2004) lod Dustin Hoffman og Isabelle Huppert danne detektivpar og var et postmoderne take på serien om Den tynde mand.




DER er delte meninger om Russell, fordi hans film i så høj grad bygger på stil. De bygger ofte også på autentiske historier. American Hustle (2013) er både et kærlighedsdigt til 70erne, en svindlerkomedie i The Sting/Sidste stik-traditionen og en spændingsfilm af en slags. Det morsomme og det mærkelige går hånd i hånd hos Russell, som sætter en ære i at være både original og en original.
   Hvad ironien camouflerer, er fundamentet for de ekstravagante stilparader. Alle Russells film forholder sig til myten om den amerikanske drøm og er lovsange til eneren, der ikke vil indordne sig. De handler om at stikke snuden frem, satse under voldsomt pres og nægte at lade sig kue. Penge er blot en bekvem metafor.



ALDRIG har motivet stået stærkere end i Joy. Det er den sandfærdige historie om iværksætteren Joy Mangano, der i 1990 udviklede »The Miracle Mop«, en gulvmoppe med aftageligt hoved og 90 meter absorberende snor. Hun markedsførte den på en af de første døgnåbne shopping-kanaler.
   Efter personlig konkurs, flere opslidende patentsager og massiv indre splid i den skøre familie, blev gulvmoppen grundstenen i et imperium. Joy Mangano opfandt ikke hjulet. Hun skabte dimser af den slags, man finder hos Tiger. Men hun havde en drøm, som hun troede på, og hun nægtede at bøje af.
   Det er dét aspekt, der appellerer til Russell. Så groteske rammerne nu måtte være, skal kernen i sagen tages ganske alvorligt. Samme faktor definerer The Fighter og American Hustle. Udlev den umulige drøm og lad være med at lytte til nej-sigerne. De vil bare trække dig ned, hvis de kan.



RUSSELL befolker som altid lektionen med kreativt castede stjerner. Robert De Niro er Joys karakterfulde far, skilt fra neurotikeren Virginia Madsen, der følger med i en endeløs tv-føljeton. Så De Niro hooker op med Isabella Rossellini, der har arvet en formue efter sin mand. Hun hedder Trudy, og han hedder Rudy. Ergo må de være skabt for hinanden.
   Trudy investerer i gulvmoppen, men gør klart, at det er mod bedre vidende. Ingen flytter ud. Joys egen eksmand (Edgar Ramirez) bor i kælderen under huset med fire fortabte generationer. Det er Joy, der serverer og gør rent. En hadefuld søster er bitter fra starten. Kun datteren Christie, veninden Jackie (Dascha Polanko) og Joys mormor, Mimi (Diane Ladd), som er filmens fortæller, tvivler ikke et øjeblik på hendes drøm.



DER er mange karikerede skærmydsler, og tv-satiren er smurt på med en skovl. Russell vælger typisk tarvelige drømme, når han skal vise, hvad folk bliver holdt hen med. Men midt i det hele står Joy som en ren heltinde, der hverken kan eller vil give slip på visionen. Det handler om en gulvmoppe, men det kunne være ethvert produkt. For eksempel hjerteblod hældt på flasker.
   Spændingen ligger i den energi, som Joy og hendes musketerer investerer i markedsføringen. Amerikanske film elsker en kreativ bondefanger, og Jackie, Joy og Christie tager alle tricks i brug. Kanalchefen Neil Walker (Bradley Cooper) giver hende en chance , og hun taber den på gulvet. Så børster hun tøjet af og rejser sig. Amerikanske film elsker også ukueligheden.

   

JOY er en film, der deler sit publikum. Nogle vil elske den, andre vil sukke og fnyse eller gå. Den lever først og fremmest i kraft af en overvældende indsats fra Jennifer Lawrence, der er fuldkommen solidarisk med Joy. Det er Russells tredje film med Lawrence i fokus. Hun er også denne gang uovertruffen.
   Altså et eventyr om en mirakuløs gulvmoppe og et forbillede for vordende iværksættere. Joy og hendes datter tegner garntråde i timevis. »Vi opfinder noget,« siger pigen til sin far, der endelig kommer heltinden til undsætning.
   Er man til sentimentale historier, må Joy være (jule)filmen, der rykker. Alting tenderer mod kaos, men også det gode i mennesket er en naturkraft. Ligesom viljen til at vinde over bagklogskab og smålighed.




Fotos: Fox 2000 Pictures, Annapurna Pictures, Davis Entertainment, Davis Entertainment, 10 by 10 Entertainment, TSG Entertainment, 20th Century Fox Home Entertainment, CineMaterial, MovieStillsDB. 
Filmen streames på Blockbuster, DISNEY+, Google Play, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Movies
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 31.12.2015.

torsdag den 29. september 2022

Mainstream | David O. Russell: Silver Linings Playbook (2012)


DET GLADE VANVID
Mainstream med en rest af realisme

Af BO GREEN JENSEN

DET er altid en balancekunst at lave feelgood-film om mentale problemer. Der er ikke langt fra solidarisk, empatisk realisme til glansbilledet af den gode tosse eller chokgenrens rablende karikatur. Det indgår i præmissen – som i dele af psykiatrien – at den »syge« ser klarere end den »normale«. Der er et vidt register af afvigertyper, fra rebellen McMurphy i One Flew over the Cuckoo's Nest (1975, da. Gøgereden) og den søde autist i Rain Man (1988) til martrede kunstnerskæbner i biopics som Frances (1982), Sylvia (2003) og Camille Claudel 1915 (2013).
   David O. Russells Silver Linings Playbook var Oscar-nomineret i otte kategorier, herunder bedste film, bedste instruktør og bedste manus. Det skyldes ikke, at emnet eller formen er usædvanlig, men at udførelsen har flere nuancer, end man er vant til at se. Trods nik til konventionen og en god del positiv ønsketænkning, især i filmens sidste akt, er der en aktiv rest af smertefuld realisme i den fine skildring af en mand, som er gået fra forstanden på grund af et sønderknust hjerte.



LÆREREN Pat (Bradley Cooper) brændte sammen, da han fandt sin hustru, Nikki (Bea Bree), under bruseren med en fælles kollega. Da Pats mor henter ham på institutionen, hvor han har arbejdet med sin voldsomme adfærd, fantaserer han om at få Nikki i tale. Han gør sig derfor umage i sociale sammenhænge. Det fremgår, at Pat er arveligt belastet. Bookmakeren Pat Senior (Robert De Niro) holder styr på sine fjernbetjeninger med autistisk omhu og har en dom for tilskuervold. Han må ikke komme på stadion, hvor hjemmeholdet Philadelphia Eagles har base.
   Ved en anstrengt middag hos vennen Ronnie (John Ortiz), som er gift med den dominerende Veronica (Julia Stiles), møder Pat sin skæbne i skikkelse af den 22-årige Tiffany (Jennifer Lawrence), der er enke efter en politibetjent. Tiffanys sorg kompliceres af skyldfølelser, som hun har prøvet at dulme med alkohol og promiskuøs sex. Nu vil hun omlægge livsstilen. Pat vil have en chance mere med Nikki. Begge er sociale spedalske i villakvarteret, hvor alle synes at kende hinanden.



TIFFANY lover at skrive til Nikki på vegne af Pat, hvis han til gengæld vil være hendes partner i politiforbundets årlige danseturnering. Her møder sygdomsmotivet en anden hæderkronet trope: dansefilmen om amatører, der træner hårdt for at vinde mod alle odds. Det er en gennemgående faktor, at Pat føler sig hævet over Tiffany. For hende er mørket der hele tiden. Pat svinger mellem mani og depression. Han jogger iført en sort affaldspose, der fungerer som en art rustning.
   Russells manuskript – som bygger på en roman af Matthew Quick – sætter ekstra trumf på i dansefinalen. Pats far har sat hele økonomien i et dobbelt væddemål: kun hvis Eagles vinder sæsonens sidste kamp, og Pat og Tiffany samtidig scorer et 5-tal hos dommerne i konkurrencen, vil familien ikke gå ned. Pat er blevet lokket med, at Nikki vil være blandt tilskuerne. Tiffany har indset, at Pat er manden, hun kan være et godt menneske sammen med. Men galningen vil jo bare sin eks.



FILMEN lykkes ikke mindst, fordi David O. Russell ved, at han arbejder med kendte og prøvede størrelser, som enten må kombineres på nye måder eller beskrives med en dybde, man ikke tidligere har set. Endvidere arbejdes der smukt med musikken, som dansen giver mulighed for at integrere. Pat og Tiffany finder hinanden til tonerne af »Girl from the North Country« med Dylan og Cash fra Nashville Skyline. Pats vrede udløses ofte af Stevie Wonders »My Cherie Amour«, som var sangen, han havde sammen med Nikki. Hver gang han hører den, holder man vejret.
   Blue collar-miljøet er skildret med indlevelse som i en sang af Billy Joel. Jennifer Lawrence fik en Oscar for rollen som Tiffany, men det er den ellers anstrengende Bradley Cooper, der overbeviser med portrættet af Pat. Hans skrøbelighed bliver aldrig et nummer, og man begynder hurtigt at holde med ham. I en udsoningsscene mellem Cooper og De Niro er sidstnævnte bedre, end man længe har set ham.



DAVID O. Russell har skabt excentriske meta-komedier – Spanking the Monkey (1994), Flirting with Disaster (1996), I ❤ Huckabees (2004) – og variationer over maskuline skabeloner i krigsfilmen Three Kings (1999) og boksedramaet The Fighter (2010). Han har altid markeret en afstand til hovedstrømmen. Her tager han et smukt tigerspring ned i samme. Silver Linings Playbook er en romantisk komedie, indsigtsfuld og anderledes, som man bogstaveligt bliver glad af se.




Silver Linings Playbook. Instr. og manus: David O. Russell. Foto: Masanobu Takayanagi. 122 min. USA 2012. Dansk premiere: 25.04.2013.


Fotos: TWC/ Midget Entertainment/ UIP/ CineMaterial/ Filmgrab/ YouTube
Filmen streames på Amazon Prime, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 26.04.2013.

fredag den 23. september 2022

David O. Russell: American Hustle (2013)


ET STYKKE AF TIDEN
Den krøllede stil er det primære budskab

Af BO GREEN JENSEN

HÅRET fylder umådeligt meget i American Hustle. David O. Russells (a)moralske svindlerhistorie udspiller sig i New York og New Jersey i 1978, da moden tangerede en forstørret rokoko-version af 1960er-trends, som havde udviklet sig.
   Disco, funk og new wave førte krig i musikkulturen. Også hvide drenge ville have sejt afrokrøl, og pigerne brugte timer på at få flydende fald, så de kunne minde om Farrah Fawcett, der var tidens sunde sexsymbol. Præsidenten hed Jimmy Carter, og økonomien var på højde med den lave selvrespekt, men det var cool at læse Penthouse og tage stoffer. Der var langt til vore dages konservative krisemodel.


SCENEN sættes med omhu. Der bliver dog aldrig tale om nostalgi. Perioden er bare et stykke af tiden, som stiller særlige krav til frisuren. I filmens prolog bruger Irving Rosenfeld (Christian Bale) en morgen på at arrangere sit hår og klistre en tvivlsom toupé fast. Håndelaget røber rutinen. Så kører han til et hotel, hvor han møder eks-kæresten Sydney Prosser (Amy Adams) og Richie DiMaso (Bradley Cooper) fra FBI.
   Et kamera bliver rigget til. DiMaso sikrer sig, at man kan se, hvad der foregår i naboværelset. Man kender endnu ikke relationen mellem de tre karakterer. Det fremgår, at en handel slår fejl. New Jersey-borgmesteren Carmine Polito (Jeremy Renner med højt Elvis-hår) vil ikke have attachétasken. Så det skjulte kamera kan ikke dokumentere transaktionen.



DET kommer til et skænderi. Richie tirrer Irving ved at rode i hans hentehår. Vi ser, at Sydney forstår, hvilken virkning, det har på den blussende Bale, der i American Hustle har anlagt sig topmave og en markant overvægt, næsten som da Robert De Niro i sin tid tog på for at spille Jake LaMotta i Raging Bull. Senere dukker De Niro selv op i rollen som Victor Tellegio, en mafiamand af den gamle skole. Han bærer briller med store glas af den slags, som Martin Scorsese brugte i 1970erne.
   Det fremgår, at Irving og Sydney har praktiseret en lukrativ blanding af kreativ svindel og åger. Richie afslører og presser dem til at hjælpe med en optrævling af politisk bestikkelse. Den ambitiøse FBI-officer må hele tiden cleare budgettet med sin overordnede (Louis C.K.), som er forsigtig og konventionel. Heldigvis er den øverste chef mindre bornert og lige så tændt på at score en sejr som Richie. »Noget af dette skete rent faktisk,« står der på skiltet, før filmen begynder.



BORGMESTEREN vil genrejse Atlantic City for sorte penge, som trioen stiller ham i udsigt. Manden har ærlige hensigter, men kan ikke få byfornyelsen finansieret. Irving og Sydney fabrikerer historien om en arabisk sheik, der vil investere. Fælden skal klappe, når Carmine tager tasken. Men nu er Sydney måske interesseret i Richie, for Irving vil ikke bryde med hustruen Rosalyn (Jennifer Lawrence), en omvandrende katastrofemagnet, der kan vende alt på hovedet, så hun fremstår sagesløs. Irving kalder hende »the Picasso of passive-aggressive karate«.

   Imens har Irving fået ondt af Carmine. Han er under alle omstændigheder skeptisk med hensyn til det svindelnummer, som giver Richie hård rejsning og mediekløe. For at gøre det rigtige, vil svindleren trække sig ud af den svindel, som lovens mand har iscenesat for at fange en korrupt embedsmand. Så mange grader af sandhed er hele tiden på spil i filmen, som ved at sætte ordet American foran Hustle giver tillidstricket karakter af national selvanalyse.



HÅRET fylder, fordi det er vigtigt. FBI-agenten går selv med små curlers hjemme hos Mor, fordi han efterstræber et virilt afro-look. Alle karaktererne er optaget af, hvilket indtryk, de gør. Det vigtigste er ikke, hvem man er, men hvad man ligner. »Nøglen til mennesker er, at de tror på det, som de ønsker at tro på,« siger Irving et sted i den voiceover, som sætter scenen i første akt, hvor han fortæller om sin baggrund og mødet med Sydney, der blev hans tvillingesjæl og medsammensvorne.

   Der er adskillige lag i American Hustle. Plottet er en klassisk bondefangerhistorie med tilpas megen spænding til at holde publikum fast i forventning. Karaktererne er autentisk baserede småfisk af typen, som man plejede at læse om i romaner af Donald E. Westlake og Elmore Leonard, der på samme måde kunne balancere en lakonisk, humoristisk grundtone med hårdkogt spænding og tragisk psykologi.


   
DET er dog tidsbilledet og en excentrisk, tilbagelænet fortællestil, som løfter den skumplende masse på plads. Sen-70ernes luvslidte hedonisme og moralske laissez faire-indstilling er fremstillet med en detaljerigdom, som ikke er set mere gennemført, siden Paul Thomas Anderson skildrede pornobranchens storhed og fald i den væsensbeslægtede Boogie Nights (1997).
   På et ydre plan er det gjort med bizarre frisurer og kostumer, der ligner tiden, som den faktisk så ud, skønt de nu synes ekstravagante. Periodepræget konsolideres af de sange, som Susan Jacobs, den musikalske supervisor, har samlet på filmens eklektiske lydspor: fra Electric Light Orchestra (»10538 Overture«), America (»A Horse with No Name«) og Donna Summer (»I Feel Love«) til en ny arabisk version af »White Rabbit«, som fremføres af libanesiske Mayssa Karaa.



DER går en flydende grænse mellem diegetisk og ekstradiegetisk – 
dvs. musikken, som karaktererne kan høre i situationen, og dén som spiller til ære for publikum. Duke Ellington har særlig vægt, fordi Irving og Sydney finder sammen til »Jeep's Blues«. Jennifer Lawrence gør rent, mens hun synger om kap med Paul McCartney på Wings-nummeret »Live and Let Die«, som blev skrevet til den 8. Bond-film og var en golden oldie allerede i 1978. Danny Elfmans originale score fylder mindre, men sætter stemningen lige så sikkert som pudemøblerne hjemme hos Carmine og smagen for fløjl, tern og gabardine.



HELHEDSINDTRYKKET er som Ben Afflecks Argo (2012) med latter eller en sleazy 70er-version af The Sting. Man noterer sig, at vor historiske afstand til tiden i American Hustle – 40 år i 2013 – er den samme, som Sidste stik havde til sin periode i 1973, da George Roy Hill instruerede svindelnummeret med Paul Newman og Robert Redford. Der er intet vemod. Snarere et bittersødt genbrug af temaer, som kun ærlige svindlere kan formulere.
   Christian Bale har blussende, tung værdighed og en egen integritet i sin insisteren på at begrænse bedraget og bygge illusionen »nedefra og op«. Amy Adams demonstrerer, hvordan et begær konstrueres, og den anstrengende Bradley Cooper er velanbragt som skinger, kokain-boostet opportunist. Sætstykket er Jennifer Lawrence, der træder alle hegn ned i rollen som Rosalyn Rosenfeld.



DET er klart, at filmen vil være en amerikansk moralitet af en slags. Der er tradition for at lade lovløse være de ærligste folk, og også i American Hustle får alle løn som forskyldt. Russells løse form gør dog denne version af historien til noget særligt og meget forfriskende skarpt. Der er lune, vid og en vis kvæstet skønhed i kaoskomedien, som til det sidste føjer uforudsete detaljer i mikset.
   Jeg har hørt kolleger sige, at de så langt foretrækker The Wolf of Wall Street, som er den anden store film om amerikansk moral fra slutningen af 2013. Faktisk står værkerne tæt på hinanden. Wolf of Wall Street er et svimmelt panorama. American Hustle er en nyklassisk miniature, som siger det samme med sjuskede midler. Tal om at have charme. Hér bliver den hældt på i spandevis.



American Hustle. Instr.: David O. Russell. Manus: Eric Warren Singer og David O. Russell. Foto: Linus Sandgren. 138 min. USA 2013. Dansk premiere: 23.01.2014.


Fotos: Columbia Pictures/ Annapurna Pictures/ Atlas Entertainment/ Fundamental Films/ UIP/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmgrab
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Rakuten TV, SF Anytime, TV2 Play, VIAPLAY, YouTube Film
4K UHD + 2K Blu-ray fra Sony Pictures [10th Anniversary] 21.05.2024
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 24.01.2014.

tirsdag den 9. november 2021

Debra Granik: Winter's Bone (2010) [Noir 100]


IND TIL BENET
En moderne myte af første karat

Af BO GREEN JENSEN

OZARKS Mountain Country i Arkansas og Missouri har været et udsted med sin egen tidsregning, siden engelske og tyske nybyggere slog sig ned i regionen ved begyndelsen af 1800-tallet. Før da var Ozarks fransk territorium, men tilhørte allerførst Osage-folket. Området har været beboet i mere end 7.000 år.
   I dag er Ozarks stadig en verden for sig, et sted man forbinder med white trash, bluegrass og moonshine. Her arbejdede destillerierne på højtryk i Forbudstiden. Klicheerne om djærv fattigdom er forstærket i popkultur som L’il Abner og Beverly Hillbillies. Her spilles den smukkeste folkemusik. Klaus Kludder kom fra The Ozarks. Skovene synger som Emmylou Harris.
   Det er sådan et sted, hvor man ikke må standse, hvis motoren strejker midt i en gyser. Her er levende vandrehistorier om kannibalisme og indavl. Fejder florerer i generationer. Traditionelt har hjemmebrændt whisky gjort sit til at holde velfærden nede, men i de seneste årtier er fremstillingen af methylamfetamin – meth crystal – blevet bjergenes bærende sorte erhverv.


ALLE bruger det. Mange er afhængige. Stadig flere er uden arbejde og fremtid. »These are people so alienated from American Culture that it’s like a parallel universe,« skriver John Williams i Back to the Badlands (2006), hvor han interviewer bl.a. Daniel Woodrell, forfatteren til bogen bag Debra Graniks anden spillefilm, Winter’s Bone.*
   På en måde holdt 1930ernes krise aldrig helt op i Missouri. Det er randområdernes indbegreb, som stadig lever i USA, indkapslet i en lang række myter, men først og fremmest fastlåst i sin aktuelle virkelighed. Som solen skolder i brødrene Coens No Country for Old Men, skærer kulden ind til benet i Debra Graniks Winter’s Bone.
   I denne barske verden bliver man tidligt eller aldrig voksen. Ree Dolly hører afgjort til i den første kategori. Jessup, hendes meth-kogende far, sidder enten i fængsel eller driver sin forretning. Rees mor har tjekket ud mentalt og må plejes som et spædbarn. Teenagepigen får dog hverdagen til at hænge sammen og fungerer som en mor for de små søskende, som hun følger i skole og steger egernkød til.



FILMEN finder Ree på et tidspunkt, da hendes far har været væk meget længe. En emsig sherif banker på og fortæller, at huset vil blive beslaglagt, hvis Jessup udebliver fra sin retssag. Han brugte huset som garanti for sin kaution, da han blev løsladt. Ree går da fra dør til dør og spørger efter sin far. Hun møder en mur af udeltagende ansigter, uansat om hun opsøger matriarken Merab (Dale Dickey) eller banker på hos onkel Teardrop (John Hawkes).
   Ree holder fast i, at blod og slægt må betyde et eller andet. Hendes onkel forklarer, at det har sine grunde, når ingen vil sige, hvad der blev af Jessup Dolly. I flertal har familien ingen medlidenhed med Ree og hendes søskende, men i ental kommer de med mad, tilbyder at tage sig af de små og truer Ree mellem linierne. Der er noget, hendes far har gjort, og nu har han fået sin straf. Man forstår dog Rees dilemma, både i Dolly-klanen og den rivaliserende Langan-familie. Så pigen bliver hjulpet til at bevise, at Jessup virkelig er død.



DET er mere spændende, end man skulle tro, og det er rystende smukt på uventede steder. Ganske som skønheden i det tørre, præcise vinterlandskab. Børnene leger, så godt de nu kan, og Ree betragter dem med ægte omsorg og kærlighed. Alle truer pigen med det værste, men samtidig vokser respekten for hendes udholdenhed.
   Der synes ikke at være håb for menneskene i Ozarks overhovedet. Den sidste rest af godhed er fjernet ved misbrug og forbrydelse. Alligevel drives skyggerne tilbage, da Ree insisterer med uskyld og livskraft. Især for Teardrop bliver niecens problem en mulighed for soning og ny selvrespekt.


   
REE står fast hele vejen, men leger samtidig med tanken om at melde sig til militæret, gøre tjeneste i Irak eller Afghanistan og på den måde undslippe trøstesløsheden. Efter bjergscenernes sydstatsgotik er dét nok den mest hjerteskærende scene. Den udspiller sig i et butikscenter. Da Ree skal fortælle hverveofficeren om sin situation, forstår hun for alvor, hvor udsigtsløs den er.
   Lokalsamfundet lukker sig for at afvise myndighedernes interesse. Klanerne Dolly og Langan vil bilægge striden og kæmpe for slægternes ret til at dø i fredløs tarvelighed. De kan dog stadig spille »Farther Along« og »The Missouri Waltz«, så englene måber af ren ærefrygt. Kun fordi Teardrop griber ind i 11. time, slipper Ree med livet i behold.
   Imens er det vinter, så knoglerne knager. Imens er Ozarks stedet, hvor en død mands afskårne hænder kan løse problemer og rette balancen.



FILMEN er forankret i Ree Dollys karakter, som Jennifer Lawrence (f. 1990) fremstiller med fuldkommen indlevelse. Man taler ofte om en skuespillers »præstation«, hvilket giver forstyrrende associationer til turneringer inden for sport eller sang. Betegnelsen kan dog være på sin plads i forbindelse med Hollywood-produktioner, hvor en velbetalt stjerne anstrenger sig for at spille fattig eller almindelig.
   Man ser Julia Roberts skrue sig op til rollen som Erin Brochovich; man ser George Clooney skifte væsen for at illudere træt lejemorder i The American. Det er lydefrit håndværk, men man glemmer ikke et øjeblik, at man betragter en stjerne i arbejde. Lawrences karakter er noget andet. Hun spiller ikke Ree Dolly. Hun er. Hawkes er lige så velvalgt som Teardrop. Man tænker dog, om rollen først blev tilbudt Levon Helm.


FORLÆGGET er en roman af Daniel Woodrell (f. 1953), som selv er bosat i Missouri. Han har før brugt sin hjemstavn som baggrund for en række krimier om detektiven Rene Shade. På dansk foreligger Muscle for the Wing (1988, da. Shade tager affære) og The Death of Sweet Mister (2001, da. Lille mands død), som falder uden for Shade-serien. Woe to Live On (1987), en roman fra borgerkrigstiden, blev filmatiseret af Ang Lee som Ride with the Devil (1999).
   Woodrell betragtes som ophavsmand til undergenren country noir og har i årtier været nævnt som den næste store ting inden for beskidt realisme i ånden fra Raymond Carver, Cormac McCarthy og Richard Ford. Han sammenlignes med James Lee Burke og tæller Dennis Lehane, blue collar-forfatteren fra Boston, blandt sine fans.
   Debra Granik læste manuskriptet, før bogen udkom i 2006. Woodrell syntes om hendes debutfilm, Down to the Bone (2004), og tog aktivt del i forproduktionen af Winter’s Bone. Blandt andet hjalp han med at formidle kontakt til lokale kunstnere, musikere og historikere. Det er klart, at det skærper troværdighedspræget, men faktisk er netop lokalkoloritten noget af det, som filmen er tæt på at overdosere.


WINTER'S Bone var på alle kritiske hitlister over årets ti bedste film. Den fik flere hundrede festivalpriser efter premieren i Sundance i januar 2010. Jeg så den første gang i Reykjavik og må indrømme, at jeg ikke umiddelbart gik i bro af begejstring. Jeg havde svært ved at se, hvad man skulle med historien, og jeg syntes også, at folkloren truede i de musikalske afsnit.
   Det sidste forbehold gælder stadig. I John Boormans klassiske filmatisering af James Dickeys Deliverance (1972, da. Udflugt med døden) bliver begyndelsens »Duellin’ Banjos« et forvarsel om, hvad der venter længere oppe ad floden. I brødrene Coens O Brother, Where Art Thou? (2000) fungerer de klassiske hillbillysange som et kor, der kommenterer historien, og sekvenserne med Alison Krauss er integreret i helheden. I Winter’s Bone er musikken primært køn fernis.



DET er så også den eneste fejl. Filmen er mange forskellige ting på én gang. En aktuel sædeskildring med tidløse skygger, en detektivhistorie som banker på hos forskellige skæbner og sætter en 17-årig pige i Philip Marlowes sted. Ree er en madonna fra Missouri, kompromisløs som Jeanne d’Arc, evig som Antigone, tragisk loyal som Cordelia i King Lear.
   Granik vil dokumentere miljøet uden at angle eller sentimentalisere. Dét lykkes. Winter’s Bone bliver en lille fortælling om nåde og en moderne myte af første karat.

*) Waliseren John Williams (f. 1961) har i to unikke bøger samlet sine interviews med en række af de bedste amerikanske krimiforfattere fra 1980erne og 90erne. I Into the Badlands: A Journey into the American Dream (Paladin/ Grafton Books,1991) bruger han byer og steder som udgangspunkt og taler i sommeren 1989 med James Lee Burke, James Crumley, James Ellroy, Joe Gores, James Hall, Gar Anthony Haywood, Carl Hiassen, George V. Higgins, Tony Hillerman, Eugene Izzi, Joseph Koenig, Elmore Leonard, Sara Paretsky, Nick Toschess og Andrew Vachss. I Back to the Badlands: Crime Writing in the USA (Serpent's Tail, 2006) er han tilbage og taler atter med Burke, Crumley, Ellroy, Hiassen, Haywood og Leonard. De nye stemmer er Vicky Hendricks, Kem Nunn, Kinky Friedman, George Pelecanos og Daniel Woodrell. Det er fremragende bøger, som forener litterær kritik med personlig rejseskildring.  


Winter’s Bone. Instr.: Debra Granik. Manus: Anne Rosellini og Debra Granik. Foto: Micahel McDonough. 100 min. USA 2010. Dansk premiere: 06.01.2011.

Daniel Woodrell: Winter's Bone. 194 s. Little, Brown 2006.


Fotos: Anonymous Content/ Miracle Film Distribution/ CineMaterial/ Filmgrab/ Light in the Attic (YouTube OST clips)
Filmen streames på Blockbuster, FILMSTRIBEN, MAX, SF Anytime, VIAPLAY
2K Blu-ray fra Atlantic Film 21.08.2013
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 07.01.2011