Translate

Viser opslag med etiketten Robert De Niro. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Robert De Niro. Vis alle opslag

fredag den 24. november 2023

David O. Russell: Amsterdam (2022)


HIMLEN PÅ JORDEN
En kaoskomedie om kærlighed og politik

Af BO GREEN JENSEN

DER er altid store navne med i David O. Russells tænksomme outlier-film. Især er Christian Bale og Robert De Niro blevet faste forvandlingsfigurer. Også Mark Wahlberg og Jennifer Lawrence er hyppige gæster, men Russells kreative casting kan altid overraske. Noget af det bedste ved kaoskomedien I ❤ Huckabees (2004) var Isabelle Huppert i rollen som akademisk superskurk og Lily Tomlin og Dustin Hoffman som eksistentielle detektiver, der virkelig tog filosofien alvorligt. I Amsterdam medvirker blandt andre Taylor Swift.

   Russell arbejder i et stakåndet krydsfelt mellem Wes Anderson, Michel Gondry og brødrene Coen. Han er dog helt sin egen i fribytterfilm som Three Kings (1999) og svindlerkomedien American Hustle (2013). Han elsker eneren, der løfter sig over blue collar-status. Det gjorde mændene i The Fighter (2010) og opfinderkvinden i Joy (2015). Hittet er stadig Silver Linings Playbook (2012) med Jennifer Lawrence og Bradley Cooper som forelskede traumepatienter.



AMSTERDAM begynder på Manhattan i 1933. Da scenen er sat, griber filmen tilbage til Europa i Første Verdenskrig, hvor de bærende karakterer blev formet. Skønt absurditeten er udtalt, kommer vi faktisk til Amsterdam. Her findes der ingen racisme, og en fri kærlighed mellem gode, fejlbarlige mennesker er mulig. Det er naturligvis en utopisk idyl, som er set fra dagens USA med naive, nostalgiske øjne. Russell ved udmærket, at det næppe nogen sinde var sådan. Men blikket ser klart, og eksemplets magt er vigtig. Det er en stor pointe i filmen, at USA aldrig har været så åbent og fordomsfrit, som vi tror – og som myten siger og foreskriver.
   Lægen Burt Berendsen (Bale) er halvt jødisk og rigt gift med Beatrice Vandenheuvel (Andrea Riseborough), hvis familie hader og foragter ham (af begge nævnte grunde). I Flandern er han en buffer mellem afrikansk-amerikanske rekrutter og racistiske hvide befalingsmænd. Burt bliver ven med Harold Woodman (John David Washington), som uden for hæren er idealistisk jurist. Begge ender på lazarettet med en styrtregn af granatsplinter i kroppen. Sygeplejersken Valerie (Margot Robbie) bruger metallet til at skabe surrealistisk installationskunst i stilen fra Marcel Duchamp.
   I Holland deler de himlen på jorden. Men Burt vil hjem til Beatrice, og Valerie forsvinder i luften som røg. Da er lægen blevet lovet en livsforsyning af glasøjne fra den britiske spionchef (Mike Myers), som arbejder sammen med Henry Norcross (Michael Shannon) fra amerikansk efterretning. Alt det narrative filigranarbejde får senere stor dramatisk betydning.



»MEGET af dette er virkelig sket,« står der, før filmen begynder. Russell brugte samme kneb i American Hustle. Her understøttes det med autentiske arkivklip af fhv. brigadegeneral Smedley D. Butler, der i 1935 taler dunder mod fascismen og beskriver, hvordan han blev kørt i stilling som en amerikansk Mussolini. Talen svarer ord for ord til talen, som Robert De Niro holder i filmen. I Amsterdam bliver Butler til general Dillenbeck, som synes at være den sidste ubestikkelige mand i militæret.
   Den fejlslagne, aldrig helt klarlagte og nu sjældent nævnte kupplan er en af de konspirationshistorier, som fylder stort i en kort periode og siden forsvinder helt fra historien. The Business Plot var sat i værk af stærke kræfter fra finansverdenen, som ville afsætte præsident Franklin D. Roosevelt og indsætte general Butler som leder, inspireret af de europæiske eksempler fra Tyskland og Italien. Smedley Butler beskrev den i detaljer, da han vidnede for McCormack-Dickstein Kommissionen i 1934.
 


DET er uklart, hvor fremskreden kupplanen var, og den blev ikke taget særligt alvorligt i tidens egne nyhedsmedier. Den kan på dén måde minde om de højreorienterede kupplaner, der var en stor nyhedshistorie i Tyskland i december 2022, da myndighederne slog til mod konservative kræfter, som ville overtage magten ved et militærkup efter nationalsocialistisk model og indsætte den 71-årige Heinrich XIII Prinz Reuß.
   Man talte da om »et tysk operettekup«, men baggrunden var konkret og alvorlig. Den tyske kupplan er glemt allerede, og det samme blev The Business Plot. Det er værd at fremhæve fiktionens kvaliteter i forhold til at fastholde fortrængte faktuelle historier. Jeg havde ikke hørt om The Business Plot, før jeg læste op på baggrunden for Amsterdam.*
   I fem år var fascismen faktisk ved at få tag i det polariserede USA. Koryfæer som piloten Charles Lindbergh talte med beundring om nationalsocialismen og de gode tyske resultater. Alt forstummede efter Pearl Harbor, ganske som den britiske fascisme, der stak piben ind efter Blitzen og Dunkirk.


SATSNINGEN er altså stor og dumdristig: en kontrafaktisk kaoskomedie om fascisme, racisme og demokrati. Amsterdam har samme svimle udsyn som Coen-brødrenes Hail, Caesar! (2016), der fortæller en drabelig røverhistorie om Hollywood under mccarthyismen. Det er en smagssag, om man kan lide skrøneformen, som deler de kritiske vande. Der er masser af tæt stof i filmen. Derfor vil jeg gerne se den igen.


*) Jeg havde heller ikke hørt om Black Wall Street-massakren, som hærgende hvide racister udførte i Tulsa, Oklahoma, fra 31. maj til 1. juni 1921, før jeg – som millioner af andre – så den beskrevet i første episode af HBO-miniserien Watchmen (2019), Damon Lindelofs take på den klassiske grafiske fortælling af Alan Moore. Det var for den sags skyld nyt for mig, at Charles Lindbergh havde nazistiske sympatier, da jeg første gang læste Philip Roths The Plot Against America i 2004.


Fotos: 20th Century Studios/ Canterbury Classic/ Forest Hill Entertainment/ New Regency Productions/ Walt Disney Studios Motion Pictures/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, Google Play, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy
Anmeldelsen indlæst og lagt på Weekendavisen.dk 06.10.2022, trykt i WA Kultur 07.10.2022

fredag den 30. september 2022

David O. Russell: Joy (2015)


DEN UMULIGE DRØM
En lovsang til iværksætteren

Af BO GREEN JENSEN

DAVID O. Russell er en krøllet fortæller, som konsekvent har bøjet de genrer, han læner sine film op ad. Three Kings (1999) var en anakronistisk eventyrfilm fra den første Golfkrig med George Clooney, Mark Wahlberg og Spike Jonze. I boksefilmen The Fighter (2010) var Christian Bale forklædt som lallende ringvrag, mens Mark Wahlberg var den solide storebror i en skingrende dysfunktionel familie, hvor alle råbte og skreg af hinanden.
   Russells største hit til dato er Silver Linings Playbook (2012), en sørgmunter romance med Bradley Cooper og Jennifer Lawrence, der næsten kvalificerer som mainstream. For fans er han dog mere interessant i metakomedier som Spanking the Monkey (1994). I ❤ Huckabees (2004) lod Dustin Hoffman og Isabelle Huppert danne detektivpar og var et postmoderne take på serien om Den tynde mand.




DER er delte meninger om Russell, fordi hans film i så høj grad bygger på stil. De bygger ofte også på autentiske historier. American Hustle (2013) er både et kærlighedsdigt til 70erne, en svindlerkomedie i The Sting/Sidste stik-traditionen og en spændingsfilm af en slags. Det morsomme og det mærkelige går hånd i hånd hos Russell, som sætter en ære i at være både original og en original.
   Hvad ironien camouflerer, er fundamentet for de ekstravagante stilparader. Alle Russells film forholder sig til myten om den amerikanske drøm og er lovsange til eneren, der ikke vil indordne sig. De handler om at stikke snuden frem, satse under voldsomt pres og nægte at lade sig kue. Penge er blot en bekvem metafor.



ALDRIG har motivet stået stærkere end i Joy. Det er den sandfærdige historie om iværksætteren Joy Mangano, der i 1990 udviklede »The Miracle Mop«, en gulvmoppe med aftageligt hoved og 90 meter absorberende snor. Hun markedsførte den på en af de første døgnåbne shopping-kanaler.
   Efter personlig konkurs, flere opslidende patentsager og massiv indre splid i den skøre familie, blev gulvmoppen grundstenen i et imperium. Joy Mangano opfandt ikke hjulet. Hun skabte dimser af den slags, man finder hos Tiger. Men hun havde en drøm, som hun troede på, og hun nægtede at bøje af.
   Det er dét aspekt, der appellerer til Russell. Så groteske rammerne nu måtte være, skal kernen i sagen tages ganske alvorligt. Samme faktor definerer The Fighter og American Hustle. Udlev den umulige drøm og lad være med at lytte til nej-sigerne. De vil bare trække dig ned, hvis de kan.



RUSSELL befolker som altid lektionen med kreativt castede stjerner. Robert De Niro er Joys karakterfulde far, skilt fra neurotikeren Virginia Madsen, der følger med i en endeløs tv-føljeton. Så De Niro hooker op med Isabella Rossellini, der har arvet en formue efter sin mand. Hun hedder Trudy, og han hedder Rudy. Ergo må de være skabt for hinanden.
   Trudy investerer i gulvmoppen, men gør klart, at det er mod bedre vidende. Ingen flytter ud. Joys egen eksmand (Edgar Ramirez) bor i kælderen under huset med fire fortabte generationer. Det er Joy, der serverer og gør rent. En hadefuld søster er bitter fra starten. Kun datteren Christie, veninden Jackie (Dascha Polanko) og Joys mormor, Mimi (Diane Ladd), som er filmens fortæller, tvivler ikke et øjeblik på hendes drøm.



DER er mange karikerede skærmydsler, og tv-satiren er smurt på med en skovl. Russell vælger typisk tarvelige drømme, når han skal vise, hvad folk bliver holdt hen med. Men midt i det hele står Joy som en ren heltinde, der hverken kan eller vil give slip på visionen. Det handler om en gulvmoppe, men det kunne være ethvert produkt. For eksempel hjerteblod hældt på flasker.
   Spændingen ligger i den energi, som Joy og hendes musketerer investerer i markedsføringen. Amerikanske film elsker en kreativ bondefanger, og Jackie, Joy og Christie tager alle tricks i brug. Kanalchefen Neil Walker (Bradley Cooper) giver hende en chance , og hun taber den på gulvet. Så børster hun tøjet af og rejser sig. Amerikanske film elsker også ukueligheden.

   

JOY er en film, der deler sit publikum. Nogle vil elske den, andre vil sukke og fnyse eller gå. Den lever først og fremmest i kraft af en overvældende indsats fra Jennifer Lawrence, der er fuldkommen solidarisk med Joy. Det er Russells tredje film med Lawrence i fokus. Hun er også denne gang uovertruffen.
   Altså et eventyr om en mirakuløs gulvmoppe og et forbillede for vordende iværksættere. Joy og hendes datter tegner garntråde i timevis. »Vi opfinder noget,« siger pigen til sin far, der endelig kommer heltinden til undsætning.
   Er man til sentimentale historier, må Joy være (jule)filmen, der rykker. Alting tenderer mod kaos, men også det gode i mennesket er en naturkraft. Ligesom viljen til at vinde over bagklogskab og smålighed.




Fotos: Fox 2000 Pictures, Annapurna Pictures, Davis Entertainment, Davis Entertainment, 10 by 10 Entertainment, TSG Entertainment, 20th Century Fox Home Entertainment, CineMaterial, MovieStillsDB. 
Filmen streames på Blockbuster, DISNEY+, Google Play, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Movies
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 31.12.2015.

torsdag den 29. september 2022

Mainstream | David O. Russell: Silver Linings Playbook (2012)


DET GLADE VANVID
Mainstream med en rest af realisme

Af BO GREEN JENSEN

DET er altid en balancekunst at lave feelgood-film om mentale problemer. Der er ikke langt fra solidarisk, empatisk realisme til glansbilledet af den gode tosse eller chokgenrens rablende karikatur. Det indgår i præmissen – som i dele af psykiatrien – at den »syge« ser klarere end den »normale«. Der er et vidt register af afvigertyper, fra rebellen McMurphy i One Flew over the Cuckoo's Nest (1975, da. Gøgereden) og den søde autist i Rain Man (1988) til martrede kunstnerskæbner i biopics som Frances (1982), Sylvia (2003) og Camille Claudel 1915 (2013).
   David O. Russells Silver Linings Playbook var Oscar-nomineret i otte kategorier, herunder bedste film, bedste instruktør og bedste manus. Det skyldes ikke, at emnet eller formen er usædvanlig, men at udførelsen har flere nuancer, end man er vant til at se. Trods nik til konventionen og en god del positiv ønsketænkning, især i filmens sidste akt, er der en aktiv rest af smertefuld realisme i den fine skildring af en mand, som er gået fra forstanden på grund af et sønderknust hjerte.



LÆREREN Pat (Bradley Cooper) brændte sammen, da han fandt sin hustru, Nikki (Bea Bree), under bruseren med en fælles kollega. Da Pats mor henter ham på institutionen, hvor han har arbejdet med sin voldsomme adfærd, fantaserer han om at få Nikki i tale. Han gør sig derfor umage i sociale sammenhænge. Det fremgår, at Pat er arveligt belastet. Bookmakeren Pat Senior (Robert De Niro) holder styr på sine fjernbetjeninger med autistisk omhu og har en dom for tilskuervold. Han må ikke komme på stadion, hvor hjemmeholdet Philadelphia Eagles har base.
   Ved en anstrengt middag hos vennen Ronnie (John Ortiz), som er gift med den dominerende Veronica (Julia Stiles), møder Pat sin skæbne i skikkelse af den 22-årige Tiffany (Jennifer Lawrence), der er enke efter en politibetjent. Tiffanys sorg kompliceres af skyldfølelser, som hun har prøvet at dulme med alkohol og promiskuøs sex. Nu vil hun omlægge livsstilen. Pat vil have en chance mere med Nikki. Begge er sociale spedalske i villakvarteret, hvor alle synes at kende hinanden.



TIFFANY lover at skrive til Nikki på vegne af Pat, hvis han til gengæld vil være hendes partner i politiforbundets årlige danseturnering. Her møder sygdomsmotivet en anden hæderkronet trope: dansefilmen om amatører, der træner hårdt for at vinde mod alle odds. Det er en gennemgående faktor, at Pat føler sig hævet over Tiffany. For hende er mørket der hele tiden. Pat svinger mellem mani og depression. Han jogger iført en sort affaldspose, der fungerer som en art rustning.
   Russells manuskript – som bygger på en roman af Matthew Quick – sætter ekstra trumf på i dansefinalen. Pats far har sat hele økonomien i et dobbelt væddemål: kun hvis Eagles vinder sæsonens sidste kamp, og Pat og Tiffany samtidig scorer et 5-tal hos dommerne i konkurrencen, vil familien ikke gå ned. Pat er blevet lokket med, at Nikki vil være blandt tilskuerne. Tiffany har indset, at Pat er manden, hun kan være et godt menneske sammen med. Men galningen vil jo bare sin eks.



FILMEN lykkes ikke mindst, fordi David O. Russell ved, at han arbejder med kendte og prøvede størrelser, som enten må kombineres på nye måder eller beskrives med en dybde, man ikke tidligere har set. Endvidere arbejdes der smukt med musikken, som dansen giver mulighed for at integrere. Pat og Tiffany finder hinanden til tonerne af »Girl from the North Country« med Dylan og Cash fra Nashville Skyline. Pats vrede udløses ofte af Stevie Wonders »My Cherie Amour«, som var sangen, han havde sammen med Nikki. Hver gang han hører den, holder man vejret.
   Blue collar-miljøet er skildret med indlevelse som i en sang af Billy Joel. Jennifer Lawrence fik en Oscar for rollen som Tiffany, men det er den ellers anstrengende Bradley Cooper, der overbeviser med portrættet af Pat. Hans skrøbelighed bliver aldrig et nummer, og man begynder hurtigt at holde med ham. I en udsoningsscene mellem Cooper og De Niro er sidstnævnte bedre, end man længe har set ham.



DAVID O. Russell har skabt excentriske meta-komedier – Spanking the Monkey (1994), Flirting with Disaster (1996), I ❤ Huckabees (2004) – og variationer over maskuline skabeloner i krigsfilmen Three Kings (1999) og boksedramaet The Fighter (2010). Han har altid markeret en afstand til hovedstrømmen. Her tager han et smukt tigerspring ned i samme. Silver Linings Playbook er en romantisk komedie, indsigtsfuld og anderledes, som man bogstaveligt bliver glad af se.




Silver Linings Playbook. Instr. og manus: David O. Russell. Foto: Masanobu Takayanagi. 122 min. USA 2012. Dansk premiere: 25.04.2013.


Fotos: TWC/ Midget Entertainment/ UIP/ CineMaterial/ Filmgrab/ YouTube
Filmen streames på Amazon Prime, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 26.04.2013.

fredag den 4. februar 2022

Antoine Fuqua: Southpaw (2015)


VREDEN OG SMERTEN
En salut for den fysiske filmkunst

Af BO GREEN JENSEN

DEN amerikanske boksefilm er en genre for sig. Den er et af de få steder, hvor maskuline træk belyses, uden at der for enhver pris skal skydes. Her kan gode mænd tabe med ære, og heltene vinder ved at sige fra. Talent er et dæknavn for integritet.

   Typisk følger filmene en tragisk kurve – den lovende bokser ender som ringvrag – eller fortæller heroisk om knægten, som kommer fra ydmyge kår og bliver mester. Tonen er altid solidarisk. Der er arier og variationer. Genrens hovedværker er film som Somebody Up There Likes Me, Fat City, Raging Bull, Ali og dele af serien om Rocky Balboa.
   Når genren er bedst, kan den være et spejl. I centrum står altid en kraftpræstation fra en spiller, som foretager en fysisk forvandling. Robert De Niro satte en krævende standard, da han tog 30 kilo på for at spille Jake LaMotta i Raging Bull. Scorseses film var autentisk baseret. Det er de gode boksefilm som regel.


I SOUTHPAW er det Jake Gyllenhaals tur. Han blev sidst set som klam netreporter i Dan Gilroys Nightcrawler (2014) hvor han havde tabt sig, som De Niro gjorde for at spille Travis Bickle i Taxi Driver. Nu er han trænet til ukendelighed for at spille letsværvægteren Billy Hope, der falder for atter at rejse sig, klogere, stærkere, hærdet og lidt mere ydmyg.
   Filmen har manuskript af Kurt Sutter, som skrev tv-serien Sons of Anarchy (2008-2014), hvor rivaliserende rockerfamilier blev skildret i fuldt dramatisk register. I Southpaw vælger han, sikkert med vilje, at hylde snart sagt enhver kliché, man forbinder med en boksefilm. Det er næsten som i en konservativ western.



BILLY og Maureen (Rachel McAdams) kommer begge fra Hell’s Kitchen-kvarteret og er vokset op i det sociale system. Hun styrer hans karriere i samråd med promoteren Jordan (Curtis »50 Cent« Jackson), der vil sælge enhver for det højeste bud. Parret lever i øvrigt for deres datter. Mesteren bliver nappet i hælene af Escobar (Miguel Gomez), en opkomling fra Columbia, som udfordrer ham ved enhver lejlighed.
   Billy er træt allerede i kampen, som sætter Southpaw i gang. Hans strategi er at åbne sig for modstanderens slag, indtil vreden og smerten kickstarter systemet, så han kæmper på blindt raseri. Det tager tid at nå det strategiske punkt, og bokseren er i sørgelig stand. Da Maureen dør, mister Billy alt, inklusive sin bokselicens. Værst er dog, at systemet, som han selv kommer fra, tager datteren i forvaring.



ATTER må Billy lære fra bunden. Heldigvis er der trænere som Tick Willis (Forest Whittaker), der ved, hvad det gælder, og ser, hvad der nager.
   Kort sagt bliver Billy taget til nåde og møder rivalen fra Columbia i en kamp, som HBO transmitterer. Honoraret er på 231 mio. dollars. Den glatte promoter er selvsagt tilbage og repræsenterer begge boksere. Han er den eneste helt sikre vinder.
   Der er få overraskelser, men mange solide glæder i filmen. Det er ikke som i David O. Russells The Fighter, hvor de gængse troper blev efterjusteret. Southpaw er heller ikke så selvbevidst arketypisk som Raging Bull. Men Gyllenhaals karakter kravler ind under huden, og der er en gennemgribende menneskelighed i alle figurer.



BOKSEFILMENS kvindebilleder er lige så flade, som galleriet af hanner er dybt. Undtagelsen er naturligvis Hilary Swanks karakter i Clint Eastwoods Million Dollar Baby, som skildrer en kvindelig bokser. Som regel er kvinderne milde husmødre eller spydige trofæhustruer. McAdams hører afgjort til englene i faget.
   Genrens fans kan glæde sig. Der er trods alt også en vis modernitet. Her kan kampe vindes på point, og den forslåede mester har virkelig ondt. Antoine Fuqua orkestrerer kampene med flair, og Jake Gyllenhaals nye fysik er imponerende. Det er patetisk på den rigtige måde. Det er næsten, så man bliver ramt og tager tælling.



Southpaw. Instr.: Antoine Fuqua. Manus: Kurt Sutter. Foto: Mauro Fiore. 124 min. USA 2015. Dansk premiere: 20.08.2015.


Fotos: Escape Artists/ TWC/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ YouTube (Rotten Tomatoes - Official Trailer)
Filmen streames (i maj 2025) på AMAZON PRIME, Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Rakuten TV, SF Anytime ,Viaplay Store, YouTube Film
2K Blu-ray fra Entertainment in Video (UK) 23.11.2015
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 21.08.2015

torsdag den 3. februar 2022

Tilbage i ringen: Grudge Match (2013)


GNAVNE GAMLE MÆND
Raging Bull møder Rocky Balboa

Af BO GREEN JENSEN

TO gamle boksere går i ringen for at gennemføre en kamp, som ikke blev til noget 30 år før. Henry »Razor« Sharp og Billy »The Kid« McDonnen havde begge kun lidt ét nederlag – til hinanden – da de i 1983 skulle mødes for at sætte tingene på plads.
   I 11. time bekendtgjorde Razor, at han trak sig fra professionel boksning. The Kid stod tilbage med en frusteret vrede, som han aldrig fik afløb for. Den sidder stadig i ham i 2013, da HBO Sports viser udtag af de indædte hadkampe fra storhedstiden.
   Razor (Sylvester Stallone) vendte tilbage til stålvalseværket i Pittsburgh. The Kid (Robert De Niro) fik en karriere som professionel forhenværende. Ved begyndelsen af Tilbage i ringen sælger han biler og driver en bar, hvor gæsterne bliver diverteret med stand-up. Razor bor alene, passer sit job og besøger træneren Louis »Lightning« (Alan Arkin) på plejehjemmet, som han også betaler for, skønt økonomien er trængt.



DE gamle tv-klip fører til et tilbud fra en spiludvikler, der vil bruge arvefjendernes træk. De hader hinanden all over again og slås for alvor i studiet. Episoden bliver et hit på YouTube, og promotoren Dante (Kevin Hart) ser sin chance for at blive rig.
   Nu skal den gamle strid endelig afgøres. Razor accepterer, da stålværket skærer hans job under krisen. Snart glæder hele Pittsburgh sig til en »grudge match«, som vil få »the Rumble in the Jungle« og »the Thrilla in Manila« til at ligne træningskampe.
   Finessen findes i stjernernes baggrund. Stallone blev stor som den undertippede Rocky (1976) og fremstillede karakteren fem gange på 12 år. De Niro spillede Jake LaMotta i Martin Scorseses Raging Bull (1980). I princippet tørner disse to kæmper sammen i Grudge Match. Det sker dog i en sentimental komedie, som er Hollywoods bud på en film for det grå segment. Formen er kejtet og light, mildest talt.



DET er synd, for filmen er ikke uden charme. Den får også afleveret et par hvasse kommentarer til tiden og mediekulturen. Tiden går med at få bokserne i form. Arkin triller ud af plejehjemmet for at træne Razor, mens The Kid assisteres af en voksen søn (Jon Bernthal), som han først nu lærer at kende. Han møder sin sønnesøn og bliver langsomt, men sikkert et bedre menneske hen ad vejen.
   Der meldes tidligt ud med årsagen til den varige fejde. Hun bliver spillet af 60-årige Kim Basinger, som indiskutabelt ældes med ynde. Stallone er 67 år, De Niro er 70. Alan Arkin fylder 80 i 2014. Tilbage i ringen vil spille til alle aldersgrupper, hvis den kan.



SEGAL lader tingene flyde, men strammer op i filmens sidste kvarter, hvor den store kamp finder sted. Da er begge mænd i imponerende form, men kender hinanden for godt til ikke at tage hensyn, hvilket lægger en dæmper på spændingen. Stallone underspiller efter Clint Eastwood-metoden. De Niro har det sværere som brovtende, grå spadebasse. Det bliver nogle steder pinligt, andre mildt bevægende.
   Det hele minder ikke så lidt om 90ernes Gnavne gamle mænd-film med Jack Lemmon, Walter Matthau og Ann-Margret. Tilbage i ringen vil gøre sig godt i tv, hvor lun nostalgi somme tider er nok. Den er for let og for ufokuseret til at skære igennem i biografen. Modsat f.eks. Rocky Balboa (2006), Stallones egen 30-år-efter-film, som stod sig overraskende godt.

RIP Alan Arkin 1934-2023


Grudge Match (Tilbage i ringen). Instr.: Peter Segal. Tim Kelleher & Rodney Rothman. Foto: Dean Semler. 113 min. USA 2013. Dansk premiere: 09.01.2014.


Fotos: Callahan Filmworks/ Warner Bros./ SF Studios/ CineMaterial/ MoviestillsDB
Filmen streames (maj 2025) på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film
2K Blu-ray fra Warner Bros. 14.04.2014
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 10.01.2014.