Translate

Viser opslag med etiketten Rachel McAdams. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Rachel McAdams. Vis alle opslag

fredag den 4. februar 2022

Antoine Fuqua: Southpaw (2015)


VREDEN OG SMERTEN
En salut for den fysiske filmkunst

Af BO GREEN JENSEN

DEN amerikanske boksefilm er en genre for sig. Den er et af de få steder, hvor maskuline træk belyses, uden at der for enhver pris skal skydes. Her kan gode mænd tabe med ære, og heltene vinder ved at sige fra. Talent er et dæknavn for integritet.

   Typisk følger filmene en tragisk kurve – den lovende bokser ender som ringvrag – eller fortæller heroisk om knægten, som kommer fra ydmyge kår og bliver mester. Tonen er altid solidarisk. Der er arier og variationer. Genrens hovedværker er film som Somebody Up There Likes Me, Fat City, Raging Bull, Ali og dele af serien om Rocky Balboa.
   Når genren er bedst, kan den være et spejl. I centrum står altid en kraftpræstation fra en spiller, som foretager en fysisk forvandling. Robert De Niro satte en krævende standard, da han tog 30 kilo på for at spille Jake LaMotta i Raging Bull. Scorseses film var autentisk baseret. Det er de gode boksefilm som regel.


I SOUTHPAW er det Jake Gyllenhaals tur. Han blev sidst set som klam netreporter i Dan Gilroys Nightcrawler (2014) hvor han havde tabt sig, som De Niro gjorde for at spille Travis Bickle i Taxi Driver. Nu er han trænet til ukendelighed for at spille letsværvægteren Billy Hope, der falder for atter at rejse sig, klogere, stærkere, hærdet og lidt mere ydmyg.
   Filmen har manuskript af Kurt Sutter, som skrev tv-serien Sons of Anarchy (2008-2014), hvor rivaliserende rockerfamilier blev skildret i fuldt dramatisk register. I Southpaw vælger han, sikkert med vilje, at hylde snart sagt enhver kliché, man forbinder med en boksefilm. Det er næsten som i en konservativ western.



BILLY og Maureen (Rachel McAdams) kommer begge fra Hell’s Kitchen-kvarteret og er vokset op i det sociale system. Hun styrer hans karriere i samråd med promoteren Jordan (Curtis »50 Cent« Jackson), der vil sælge enhver for det højeste bud. Parret lever i øvrigt for deres datter. Mesteren bliver nappet i hælene af Escobar (Miguel Gomez), en opkomling fra Columbia, som udfordrer ham ved enhver lejlighed.
   Billy er træt allerede i kampen, som sætter Southpaw i gang. Hans strategi er at åbne sig for modstanderens slag, indtil vreden og smerten kickstarter systemet, så han kæmper på blindt raseri. Det tager tid at nå det strategiske punkt, og bokseren er i sørgelig stand. Da Maureen dør, mister Billy alt, inklusive sin bokselicens. Værst er dog, at systemet, som han selv kommer fra, tager datteren i forvaring.



ATTER må Billy lære fra bunden. Heldigvis er der trænere som Tick Willis (Forest Whittaker), der ved, hvad det gælder, og ser, hvad der nager.
   Kort sagt bliver Billy taget til nåde og møder rivalen fra Columbia i en kamp, som HBO transmitterer. Honoraret er på 231 mio. dollars. Den glatte promoter er selvsagt tilbage og repræsenterer begge boksere. Han er den eneste helt sikre vinder.
   Der er få overraskelser, men mange solide glæder i filmen. Det er ikke som i David O. Russells The Fighter, hvor de gængse troper blev efterjusteret. Southpaw er heller ikke så selvbevidst arketypisk som Raging Bull. Men Gyllenhaals karakter kravler ind under huden, og der er en gennemgribende menneskelighed i alle figurer.



BOKSEFILMENS kvindebilleder er lige så flade, som galleriet af hanner er dybt. Undtagelsen er naturligvis Hilary Swanks karakter i Clint Eastwoods Million Dollar Baby, som skildrer en kvindelig bokser. Som regel er kvinderne milde husmødre eller spydige trofæhustruer. McAdams hører afgjort til englene i faget.
   Genrens fans kan glæde sig. Der er trods alt også en vis modernitet. Her kan kampe vindes på point, og den forslåede mester har virkelig ondt. Antoine Fuqua orkestrerer kampene med flair, og Jake Gyllenhaals nye fysik er imponerende. Det er patetisk på den rigtige måde. Det er næsten, så man bliver ramt og tager tælling.



Southpaw. Instr.: Antoine Fuqua. Manus: Kurt Sutter. Foto: Mauro Fiore. 124 min. USA 2015. Dansk premiere: 20.08.2015.


Fotos: Escape Artists/ TWC/ Scanbox Entertainment/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ YouTube (Rotten Tomatoes - Official Trailer)
Filmen streames (i maj 2025) på AMAZON PRIME, Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Rakuten TV, SF Anytime ,Viaplay Store, YouTube Film
2K Blu-ray fra Entertainment in Video (UK) 23.11.2015
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 21.08.2015

mandag den 27. december 2021

Richard Curtis: About Time (2013)


GENTAGELSENS GLÆDE
En elskelig film om at rejse i tiden

Af BO GREEN JENSEN

TÆNK, hvis man kunne rejse i tiden, tage tilbage og gøre tingene om, så de værste fejltagelser blev rettet, og detaljerne blev, som de skulle. Temaet er en kær gammel traver i den del af fantasygenren, som drømmer om livet til hverdag.
   I Harold Ramis’ nyklassiske Groundhog Day (1993. da. En ny dag truer) bliver den samme dag levet igen og igen, indtil det lykkes Bill Murray at smile. I Pete Howitts Sliding Doors (1998) har livet to spor og flere muligheder. I Brett Ratners The Family Man (2000) vågner en guldflipper op som familiefar og lønslave. Da han får chancen, vil han dog ikke bytte igen. Disse film handler nemlig altid om at sætte pris på det, man har.
   Genrens grundsten er amerikansk. I Frank Capras It's a Wonderful Life (1946) har den deprimerede James Stewart lejlighed til at se, hvordan tilværelsen havde formet sig i Bedford Falls uden ham. Han indser, at hans gennemsnitsliv har betydning og at alle skæbner dybest set er forbundne. Det er herligt at leve, hedder filmen på dansk.



RICHARD Curtis siger det på engelsk i den elskelige About Time. Tim (Domhnall Gleeson) vokser op i idylliske rammer i Cornwall. Hver dag gør han de samme ting med søsteren Kit-Kat (Lydia Wilson), sin bestemte mor (Lindsay Duncan) og den milde far (Bill Nighy), der holdt op med at undervise som 50-årig og bruger tiden på at læse Dickens og spille bordtennis. Der er også en distræt onkel Desmond (Richard Cordery), som aldrig bliver brugt i historien.
   Familien er sammen fra morgen til aften. Man drikker te på stranden hver eftermiddag, og om lørdagen vises der film på stort lærred i haven.



TINGENE ændrer sig, da Tim fylder 21, og hans far røber hemmeligheden. Mændene i familien har altid kunnet rejse i tiden, tage tilbage og ændre det skete. For faderen har den store ting været bøgerne og børnene. For Tim er sagen kærlighed. Han arbejder forgæves på sit forhold til sommergæsten Charlotte, men da han flytter til London og møder amerikaneren Mary (Rachel McAdams), lykkes det ham, efter trial and error-metoden, at lægge fundamentet til et lykkeligt liv.



DER er mange sidehistorier i manuskriptet, som man fornemmer, at Curtis har pudset på rigeligt længe. Nogle er underfundige, andre overflødige, men de fører alle frem mod dagen, hvor Tim må træffe et bestemmende valg, for selv om man kan rejse i tiden, har handlinger konsekvenser.
   Han får børn, han får et godt liv, han får sagt rigtigt farvel til sin far. Hvad mere kan man ønske sig? Ikke meget, mener Curtis, der lader Tim nå et punkt, hvor han virkelig griber hver enkelt dag og sjældent har brug for at rejse tilbage. Også gentagelsens glæde er et tema.


RICHARD Curtis skrev manuskripterne til Four Weddings and a Funeral (1994), Notting Hill (1999) og Bridget Jones’ Diary (2001). Fra og med Love Actually (2003) har han også selv instrueret, bl.a. The Boat that Rocked (2009) om Englands udgave af Radio Mercur-tiden. I sit hjemland er han et hadeobjekt, fordi feel good-faktoren i hans film er så stor. Recepten fungerer dog ved et gensyn med Love Actually, som er blevet den foretrukne julefilm for Sex and the City-generationen.



ABOUT Time kunne være tættere skåret, og det ville muligvis have klædt Tim Lake at beskæftige sig mere med de store problemer i tiden og historien. Der er dog søde detaljer, og Bill Nighy er uforlignelig som den blide far. Curtis genbruger tricks som pinlige bryllupstaler og sorgen, der slår så hårdt til i hverdagen, at det næsten også er smukt. Du har et godt liv, siger filmen. Du skal bare se ordentligt efter.

Se også Richard Curtis: Love Actually (2003); Richard Curtis: The Boat that Rocked (2005); Danny Boyle | Richard Curtis: Yesterday (2019).

About Time. Instr. og manus: Richard Curtis. Foto: John Guleserian. 123 min. UK-USA 2013. Dansk premiere: 10.10.2013


Fotos: Working Title Films/ Translux/ UIP/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på AMAZON PRIME, Apple TV, Blockbuster, NETFLIX, Rakuten TV, SF Anytime
2K Blu-ray fra Universal Studios 20.03.2020
Teksten stod i Weekendavisen Kultur 11.10.2013