Translate

Viser opslag med etiketten Bill Nighy. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Bill Nighy. Vis alle opslag

torsdag den 5. maj 2022

Lone Scherfig: The Kindness of Strangers (2019)


ET EVENTYR FRA NEW YORK
Kærlighedens kodeks ifølge Lone Scherfig

Af BO GREEN JENSEN

VED første daggry vækker prinsesse Clara (Zoe Kazan) sine sønner, Anthony og Jude (Jack Fulton og Finlay Wojtak-Hissong), så de kan liste sig ud af huset. Politibetjenten Richard (Esben Smed), den falske prins, er begyndt at slå den ældste dreng, som han har slået på Clara, siden parret mødtes romantisk engang. Nu er det tid til at flygte fra trolden.
   Drengene har drømt om at se Manhattan, så Clara tager bilen og kører derind. I New York kan man forsvinde, skjule sig i mængden og leve under radaren. Ellers har Clara ingen stor plan. Hun satser – ligesom Blanche DuBois i A Streetcar Named Desire (1951, da. Omstigning til Paradis) – på at klare sig ved venlige fremmedes hjælp.
   Der plejer at være indbygget ironi i den titel, som Lone Scherfig har hentet hos Tennessee Williams. Det er der ikke i The Kindness of Strangers. Clara og drengene ville gå til grunde, hvis ikke det var for menneskers iboende godhed.*
   Det var dén, som Scherfig bekendte sig til i gennembrudsfilmen Italiensk for begyndere (2000), en nyklassiker fra Dogme 95-tiden. Siden fulgte to ujævne genrestykker, Wilbur Wants to Kill Himself (desperat skotsk galgenkomedie) og Hjemvé (corny dansk provins). Så en stribe pletfri britiske produktioner, som Scherfig instruerede, men ikke selv skrev: An Education (2009), One Day (2011, da. Samme dag, næste år), The Riot Club (2014) og Their Finest (2016). Hun har atter selv skrevet The Kindness of Strangers.



CLARA OPSØGER SIN svigerfar (David Dencik), som ikke er nogen annonce for mænd. Han afviser dem med et indolent skuldertræk. Så tænker hun, at de kan sove i bilen og leve af receptionsmad, som hun snyder sig til ved at posere som gæst på den russiske restaurant, hvor de parkerer i gården.
   Her er vi ved omdrejningspunktet. Faktisk var filmens titel i lang tid Secrets from the Russian Tea Room. For imens er en kreds af forbundne karakterer kørt i stilling. De kommer alle i restauranten, som den ret beset ikke så russiske Timofey (Bill Nighy) har arvet og ikke helt magter at drive.



DEN famlende Jeff (Caleb Landry Jones) er aldrig lykkedes med noget og falder hurtigt mod bunden. Sygeplejersken Alice (Andrea Riseborough) har to fuldtidsjobs og leder en selvhjælpsgruppe, som praktiserer tilgivelsesterapi. Marc (Tahar Rahim) sad i fængsel for noget, hans bror havde gjort. Juristen John Peter (Jay Baruchel) har netop fået ham ud, da Clara kommer til byen og forbinder de cirklende liv.
   The Kindness of Strangers fik en hård medfart på Berlinalen i 2019, hvor den blev vist som åbningsfilm. Den levede i fem minutter; så var der alt muligt galt. Man havde ventet sig en ny An Education og mødte i stedet et menneskesyn, der kunne ligne Frank Capras forsikringer om, at Vi har brug for hinanden og Det er herligt at leve. Scherfigs New York ligner ikke den mangefarvede millionby, der sædvanligvis bliver skildret på film; snarere det fortryllede, labyrintiske London hos Charles Dickens.**



FILMEN er bestemt ikke blind for menneskets mørke side. Det er dén, der dominerer i det store billede, makrostrukturen, som karaktererne finder små lommer i. Det samme gjaldt i den udeltagende danskhed, hvor karaktererne fandt sammen i Italiensk for begyndere. Man kan kun blive positivt overrasket.
   Snart dukker Richard op og prøver at indfange familien, som han ikke fortjener. Anthony har set pædofile torturbilleder på hans computer, og John Peter hjælper Clara med at iværksætte en skilsmissesag. New York er en magisk metropolis, skønt vi kun ser baggårde og sidegader, aldrig turisternes skyline.
   Der er fire bestemmende steder: restauranten, hospitalet, den gamle kirke med selvhjælpsgruppen og suppekøkkenet, hvor hjemløse mødes. En forhutlet mand tilbyder Clara sin hjælp. Da hun afviser ham, bliver han vred og siger, at hun ikke ser ham. Clara har sine grunde, for ved flere lejligheder er drengene i akut livsfare, men den hjemløse mand formulerer filmskaberens menneskesyn.


FILMEN er varm og meget velskreven. Det er vigtigt at se den i rette ånd og den rigtige stemning; som et hverdagseventyr, der forener romantik og realisme. Zoe Kazan inkarnerer ukueligheden. Bill Nighy giver sin distræte signatur lidt mere kød på, skønt pointen præcis er hans poetiske redundans.
   »The House of the Rising Sun« bliver fremført af smægtende balalajkaer. Alle får, hvad de fortjener, for her virker skæbnen meritokratisk, og der er faktisk kosmisk retfærdighed til. Hvis Scherfigs humanisme skal være et problem, ved jeg ikke, hvordan man lever med flertallet af romantiske film.



THE Kindness of Strangers forener empatisk realisme med besværgende hverdagsmagi. Alle gode viljer mødes i et New York, der ligner byen fra julesangen med Kirsty MacColl og The Pogues, hvor højtiden fejres i detentionen. Andrew Lockington har skrevet changerende stemningsmusik, og Scherfigs husfotograf, Sebastian Blenkov, har taget distinkte bybilleder.

   Der er så mange gennemførte detaljer og finesser i persontegningen. Vi kan alle lære lidt af denne fabel. Måske fortjener tiden en hårdere film, men den har godt af at se The Kindness of Strangers.

*) Der er til gengæld både symmetri og poesi i castingen af Zoe Kazan (f. 1983), som er barnebarn af Elia Kazan (1909-2003), der instruerede A Streetcar Named Desire. Kazans betydning som instruktør og forfatter står i skyggen af det vidneudsagn, som han aflagde for HUAC-kommissionen i 1952. Kazan angav otte kolleger fra sin tid på Group Theater. Arthur Miller har skrevet bevægende om de samtaler, som han og Kazan førte dagen før afhøringen. Da Kazan i 1999 modtog en kontroversiel Honorary Academy Award for sit livsværk, valgte halvdelen af publikum at blive siddende, mens resten rejste sig for at klappe. Martin Scorsese motiverede prisen og har arbejdet utrætteligt for at rehabilitere Kazan. Intet af dette rokker ved værdien af On the Waterfront (1954, da. I storbyens havn), East of Eden (1955, da. Øst for Paradis), A Face in the Crowd (1957, da. Et ansigt i mængden), Splendor in the Grass (1961, da. Feber i blodet) og fem andre film, som Kazan instruerede efter HUAC-høringen. Hans sidste film blev The Last Tycoon (1976), en filmatisering af F. Scott Fitzgeralds ufuldendte Hollywood-roman med Robert De Niro i rollen som Monroe Stahr (dvs. Irving Thalberg-figuren i Fitzgeralds bog).
 




The Kindness of Strangers. Instr. & manus: Lone Scherfig. Foto: Sebastian Blenkov. 116 min. DK-Sverige-Tyskland-Frankrig-Canada-UK-USA 2019. Dansk premiere: 18.06.2020.


Fotos: Creative Alliance/ Arte/ DFI/ Film i Väst/ HanWay Films/ Front Porch Pictures/ NadCon Film/ WDR/ SF Studios/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames (juni 2025) på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film
Ingen BD-udgivelse - DVD fra Alive Bild (Tyskland) 17.04.2020 + SF Studios (Skandinavien) 19.10.2020 
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 19.06.2020.

onsdag den 4. maj 2022

Lone Scherfig: Their Finest (2016)


GODE OG SPÆNDENDE DAGE
Lone Scherfig består hjemstavnsprøven

Af BO GREEN JENSEN

DER er blandt filmskabere ny interesse for 2. verdenskrig. Man vil spejle sig i historien og forstå en tid, hvor man ikke selv var der. Resultatet er anti-nostalgiske fortællinger, der nuancerer de vedtagne sandheder. Se bare danske eksempler som 9. april, Under sandet og Fuglene over sundet.
   Lone Scherfig har instrueret en romantisk komedie – hvad tiden selv (med et godt ord) kaldte et lystspil – der bruger briternes krig ligesådan. Efter fire UK-produktioner (Wilbur Wants to Kill Himself, An Education, One Day, The Riot Club) har Scherfig udviklet sin egen lydefri engelskhed, der næsten tangerer en bugtalerkunst. Hvis man ikke vidste bedre, kunne man tro, at Their Finest var instrueret af Stephen Frears eller Mike Newell.
   Blitzen over London og evakueringen af tropper fra stranden ved Dunkerque i 1940 er nøglesteder i britisk historie. Joe Wrights filmatisering af Atonement (2007, da. Soning) brugte mere tid på Dunkirk-afsnittet end Ian McEwans roman, og Christopher Nolan har arbejdet i fire år med storfilmen Dunkirk (2017). Der er sikkert mange flere markeringer på vej.
   Scherfigs beskedne komedie kan ses som en ouverture til festen. Their Finest er både en stilfærdigt feministisk skildring af tiden, hvor kvinder pludselig kunne bruges i arbejdsstyrken, en fejring af engelskhed til alle tider og en metafilm om en film, der bliver til.



TEKSTFORFATTEREN Catrin Cole (Gemma Arterton) bliver hyret til at skrive dialogen i de oplysningsfilm, som regeringen producerer. Ministeriet (personificeret af en elskeligt indolent Richard E. Grant) forhandler samtidig med producenten Gabriel Baker (Henry Goodman) om at skabe en fiktionsfilm, der kan styrke moralen og overtale USA til at komme England til undsætning.
   Baker – der taler med ungarsk accent og ligner virkelighedens Alexander Korda – får bestillingen og uddelegerer manuskriptarbejdet til Tom Buckley (Sam Claflin), som skriver i tandem med veteranen Raymond Parfitt (Paul Ritter). Catrin skal levere det »sludder«, som binder scenerne sammen.



UDENFOR bliver London bombet, men Catrin har gode og spændende dage. Hun er kommet fra Wales til London med kunstneren Ellis (Jack Huston), der maler fabriksbygninger i katedralstil. Mens Catrin forsvinder i filmarbejdet, får også han en patriotisk bestilling. De driver næsten venskabeligt fra hinanden, mens Tom og Catrin i samme tempo kommer tættere på hinanden.
   Catrin bliver sendt til Dover og hører fra hestens egen mund historien om to søstre, tapre tvillinger, der tog deres fars fiskerbåd og sejlede til Dunkerque. De måtte ganske vist vende om, men da der er pyntet stærkt på historien, bliver den til plottet i The Nancy Starling, en gæv fremstilling af briternes indsats, som gør stor lykke i biografen.
   Hvis der er nogen nostalgi i Their Finest, er det en længsel efter tiden, hvor halvdelen af den voksne befolkning gik i biografen hver uge. Og efter oplevelsen af at sidde blandt publikum, som ser den færdige film og bliver opslugt af de illusioner, som har været så svære at skabe.



SCHERFIG skildrer tilblivelsen af The Nancy Starling, viser fint patinerede scener fra filmen og rammer ret godt dag-for-nat atmosfæren på settet. Det er en grundpræmis, at virkeligheden justeres for at finde en enklere sandhed – »when the fact becomes legend, print the legend« – og filmens selvforståelse rækker ud over denne historie. Den stikker også dybere end forlægget, en roman af Lissa Evans med titlen Their Finest Hour and a Half.
   Der er et frodigt mylder af højbritiske karakterer. Allerbedst er Bill Nighy som Ambrose Hilliard, en 63-årig filmfrikadelle, der stadig vil spille ung elsker. Han tager til takke med rollen som søstrenes alkoholiserede Uncle Frank, men Catrin redder situationen – og mandens selvrespekt – ved at skrive rollen om til en karakter i flere dimensioner. Nighy leverer et af flere gedigent bevægende øjeblikke, da han synger »Wild Mountain Thyme« for sine kolleger.



DER er 75 år mellem William Wylers Mrs. Miniver (1942) og Their Finest, som begge skildrer Dunkirk ved at se på hjemmefronten. Og menneskene er de samme. De rejser sig i nødens stund og yder deres bedste. At de også gør nyttige ting for sig selv, forvirrer måske myten om heroisk offervilje, men tilfører stoffet en ny realisme.
   Arterton og Claflin er eksemplariske typer. Rachael Stirling har en mindre rolle som den lesbiske line producer, der bemærker, at misogynien i faget kan skyldes, at »mange mænd er skrækslagne for, at kvinderne ikke vil kravle tilbage i æsken, når alt det hér er forbi.«
   Jeremy Irons er ministeren, der vil høre sig selv deklamere Shakespeares Henry V. Bill Nighy er uovertruffen både som Ambrose og Uncle Frank i filmen-i-filmen. Vi skal heldigvis ikke se endnu et bud på Winston Churchill.*

 

DET er let, fint og fremragende gjort. Hér er måske mit lille forbehold. Man talte i gamle dage om kød, der kunne tygges med øjnene. Det samme kan Their Finest. Der er ingen modstand i stoffet og derfor heller ikke meget for publikum at arbejde videre med. Men sød og seværdig er filmen bestemt.



*) Their Finest ankom midt i en byge af vidtløftige Churchill-portrætter: Michael Gambon i Charles Sturridges Churchill’s Secret (2016); John Lithgow i første sæson af Peter Morgans Netflix-serie The Crown (2016); Brian Cox i Jonathan Teplitzkys Churchill (2017); Gary Oldman i Joe Wrights Darkest Hour (2017). I Christina Rosendahls Vores mand i Washington (2020) findes den (vist nok) første Churchill-fremstilling i en dansk spillefilm. Her bliver statsmanden spillet af Nicholas Blane, mens Henry Goodman (som spiller Korda-karakteren i Their Finest) er castet som Franklin D. Roosevelt.

Se også Lone Scherfig: Wilbur Wants to Kill Himself (2002); Lone Scherfig | Lynn Barber: An Education (2009) [Bogen og filmen]; Lone Scherfig | David Nicholls: One Day (2011) [Bogen og filmen]; Lone Scherfig | Laura Wade: The Riot Club (2014); Lone Scherfig: The Kindness of Strangers (2019). 

Their Finest (Their Finest Hour). Instr.: Lone Scherfig. Manus: Gaby Chiappe. Foto: Sebastian Blenkov. 117 min. UK-Sverige-Frankrig 2016. Dansk premiere: 04.05.2017.


Fotos: BBC Films/ HanWay Films/ Ingenious Media/ Pinewood Pictures/ Wildgaze Films/ Number 9 Films/ Film i Väst/ Filmgate Films/ Ripken Productions/ Welsh Government/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Mk2/ YouTube (Film Trailer Channel)
Filmen streames (juni 2025) på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, SF Anytime, YouTube Film
2K Blu-ray fra Lionsgate Films (UK) 21.08.2017
2K Blu-ray fra SF Studios (DK) 07.09.2017
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 05.05.2017

mandag den 27. december 2021

Richard Curtis: About Time (2013)


GENTAGELSENS GLÆDE
En elskelig film om at rejse i tiden

Af BO GREEN JENSEN

TÆNK, hvis man kunne rejse i tiden, tage tilbage og gøre tingene om, så de værste fejltagelser blev rettet, og detaljerne blev, som de skulle. Temaet er en kær gammel traver i den del af fantasygenren, som drømmer om livet til hverdag.
   I Harold Ramis’ nyklassiske Groundhog Day (1993. da. En ny dag truer) bliver den samme dag levet igen og igen, indtil det lykkes Bill Murray at smile. I Pete Howitts Sliding Doors (1998) har livet to spor og flere muligheder. I Brett Ratners The Family Man (2000) vågner en guldflipper op som familiefar og lønslave. Da han får chancen, vil han dog ikke bytte igen. Disse film handler nemlig altid om at sætte pris på det, man har.
   Genrens grundsten er amerikansk. I Frank Capras It's a Wonderful Life (1946) har den deprimerede James Stewart lejlighed til at se, hvordan tilværelsen havde formet sig i Bedford Falls uden ham. Han indser, at hans gennemsnitsliv har betydning og at alle skæbner dybest set er forbundne. Det er herligt at leve, hedder filmen på dansk.



RICHARD Curtis siger det på engelsk i den elskelige About Time. Tim (Domhnall Gleeson) vokser op i idylliske rammer i Cornwall. Hver dag gør han de samme ting med søsteren Kit-Kat (Lydia Wilson), sin bestemte mor (Lindsay Duncan) og den milde far (Bill Nighy), der holdt op med at undervise som 50-årig og bruger tiden på at læse Dickens og spille bordtennis. Der er også en distræt onkel Desmond (Richard Cordery), som aldrig bliver brugt i historien.
   Familien er sammen fra morgen til aften. Man drikker te på stranden hver eftermiddag, og om lørdagen vises der film på stort lærred i haven.



TINGENE ændrer sig, da Tim fylder 21, og hans far røber hemmeligheden. Mændene i familien har altid kunnet rejse i tiden, tage tilbage og ændre det skete. For faderen har den store ting været bøgerne og børnene. For Tim er sagen kærlighed. Han arbejder forgæves på sit forhold til sommergæsten Charlotte, men da han flytter til London og møder amerikaneren Mary (Rachel McAdams), lykkes det ham, efter trial and error-metoden, at lægge fundamentet til et lykkeligt liv.



DER er mange sidehistorier i manuskriptet, som man fornemmer, at Curtis har pudset på rigeligt længe. Nogle er underfundige, andre overflødige, men de fører alle frem mod dagen, hvor Tim må træffe et bestemmende valg, for selv om man kan rejse i tiden, har handlinger konsekvenser.
   Han får børn, han får et godt liv, han får sagt rigtigt farvel til sin far. Hvad mere kan man ønske sig? Ikke meget, mener Curtis, der lader Tim nå et punkt, hvor han virkelig griber hver enkelt dag og sjældent har brug for at rejse tilbage. Også gentagelsens glæde er et tema.


RICHARD Curtis skrev manuskripterne til Four Weddings and a Funeral (1994), Notting Hill (1999) og Bridget Jones’ Diary (2001). Fra og med Love Actually (2003) har han også selv instrueret, bl.a. The Boat that Rocked (2009) om Englands udgave af Radio Mercur-tiden. I sit hjemland er han et hadeobjekt, fordi feel good-faktoren i hans film er så stor. Recepten fungerer dog ved et gensyn med Love Actually, som er blevet den foretrukne julefilm for Sex and the City-generationen.



ABOUT Time kunne være tættere skåret, og det ville muligvis have klædt Tim Lake at beskæftige sig mere med de store problemer i tiden og historien. Der er dog søde detaljer, og Bill Nighy er uforlignelig som den blide far. Curtis genbruger tricks som pinlige bryllupstaler og sorgen, der slår så hårdt til i hverdagen, at det næsten også er smukt. Du har et godt liv, siger filmen. Du skal bare se ordentligt efter.

Se også Richard Curtis: Love Actually (2003); Richard Curtis: The Boat that Rocked (2005); Danny Boyle | Richard Curtis: Yesterday (2019).

About Time. Instr. og manus: Richard Curtis. Foto: John Guleserian. 123 min. UK-USA 2013. Dansk premiere: 10.10.2013


Fotos: Working Title Films/ Translux/ UIP/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames på AMAZON PRIME, Apple TV, Blockbuster, NETFLIX, Rakuten TV, SF Anytime
2K Blu-ray fra Universal Studios 20.03.2020
Teksten stod i Weekendavisen Kultur 11.10.2013

søndag den 26. december 2021

Richard Curtis: The Boat that Rocked (2005)


LOVLØSE RADIODAGE
Fra de flydende stationers tid

Af BO GREEN JENSEN

ENGANG var der piratradio til. Herhjemme havde vi Radio Mercur (1958-62) og Danmarks Commercielle Radio (1961-62). I England var det stationer som Wonderful Radio London (1964-67), Swinging Radio England (1966) og Radio Caroline, der fra 1964 sendte pop og rock ’n’ roll til folket fra fartøjer uden for sømilegrænsen.
   Danmark fik allerede i 1962 en lov, som forbød de kommercielle monopolbrud. I England ventede man til 1967 med at vedtage The Marine Broadcasting Offences Act, der ulovliggjorde piratvirksomheden. Det lod den sig selvsagt ikke standse af. Ingen og intet kunne standse musikken, der flød som blod fra selve hjertet af det hele på den tid. 
   The Boat that Rocked er en nostalgisk hyldest til disse rebelske radiodage. Hovedparten af filmen udspiller sig ombord på en tæret trawler i Nordsøen, hvor otte excentriske discjockeys vender sort vinyl around the clock, lever for musikken og holder sig oppe på tanken om den månedlige besøgsdag, hvor groupier kommer ombord for at score favoritstemmen.


   
RADIO Rock bestyres af Quentin (Bill Nighy), übercool og aristokratisk, og staben tæller stjerner som amerikaneren The Count (Philip Seymour Hoffman) og den feterede Gavin Connaught (Rhys Ifans). Der er dog længst kø ved døren hos Midnight Mark (Tom Wisdom), som har forstået, at tavshed virkelig rykker. Hans kahyt ligner coveret til Electric Ladyland.
   Som publikums vej ind i vildnisset fungerer den relativt ærbare teenager Carl (Tom Sturridge), der er blevet bortvist fra sin skole og skal føres tilbage på rette spor af sin gudfar, Quentin. Som han ser og tager del i miljøet, bliver The Boat that Rocked i passager et britisk sidestykke til Cameron Crowes lille nyklassiker Almost Famous (2000).
   Manuskriptet er med vilje ikke lagt ordentligt til rette, men former sig som et syret mix af snart brillante, snart platte anekdoter, der uvægerligt kredser om spiritus, sex og narkotika. En spænding går på spørgsmålet om, hvem der er far til Carl. Ved juletid kommer Mor (Emma Thompson) på besøg og lader en forløsende bemærkning falde.



MENS nationen sidder klistret til radioapparaterne, forsøger den fascistoide, af princip indeklemte minister Dormandy (Kenneth Branagh bader sig i skurkerollen) med alle midler at trykke friheden ned. Skibet synker i en pastiche på Titanic, før fiskerbåde med hengivne fans kommer sejlende til undsætning, som gjaldt det evakueringen af stranden ved Dunkirk.
   Filmens suverænt bedste scene er dog hanekampen mellem The Count og Gavin, der udfordrer hinanden til at kravle op i sendemasten. Efter sigende bygger alt på autentiske løgnehistorier om Radio Caroline. Mange er forudsigelige, men dysten i masten er original.
   The Boat that Rocked vil også gerne fremstå som et forsvar for retten til at spille folkets musik, men den del af sagen afvikles mindre overvisende, fordi man kun hører harmløse klassikere og fordi det musikalske tidsbillede er meget udflydende. Filmen foregår 1966-67, men musikken rækker langt ind i 1970erne. Alt ender med fællesdans på dækket til tonerne af David Bowies »Let’s Dance« (1983). I den virkelige verden holdt Radio Caroline ikke op med at sende, men satte blot et International bag sit navn. Stationen er stadig aktiv i 2021.



RICHARD Curtis (f. 1956) skrev manuskripterne til Fire bryllupper og en begravelse (1994), Notting Hill (1999) og filmudgaven af Bridget Jones’ Dagbog (2001), før han i 2003 sprang ud som hjertelig mainstream-auteur med den meget vellykkede Love Actually. Hjemme bliver han ofte kritiseret for sin stålsat optimistiske humor og et glat præg af feel good-fermhed, der gør filmene salgbare i USA. Måske derfor er The Boat that Rocked lavet løst og anarkistisk, med noget nær dødsforagt for den kommercielle bæredygtighed.
   Titlen henviser til Peter Sellers-satiren The Mouse that Roared (1959, da. Musen der brølede), som Jack Arnold instruerede i ånden fra ældre Ealing Studios-lystspil. Et europæisk hertugdømme erklærer USA krig for at kvalificere sig til den økonomiske bistand, som plejer at følge med nederlaget. Sellers spiller tre hovedroller i traditionen fra forbilledet Alec Guinness, som satte en høj standard i Kind Hearts and Coronets (1949, da. Syv små synder).
   I USA hedder Curtis' film bare Pirate Radio. Den franske titel er Good Morning England. Trods disse prisværdige anstrengelser blev The Boat that Rocked ingen succes noget sted. Den ligner jo hverken Four Weddings eller Love Actually.


MUSIKKEN er et overflødighedshorn. Der er 36 skæringer på det gavmilde dobbeltalbum med lydsporet. Og mange flere i filmen. Hertil kommer et score af Hans Zimmer og citater fra en bred palet, der rækker fra Edward Elgar (»Nimrod« fra The Enigma Variations ledsager forliset og redningsaktionen i Dunkirk-stil) til Ennio Morricone. 
   The Boat that Rocked er rodet, ujævn, ofte indforstået og mindst en halv time for lang. Men der er charme og tidsånd i rigeligt mål, og slutningen vokser, som årene går. Filmen er et festmåltid for den rigtige tilskuer. Har man tendens til søsyge, skal man overveje sit besøg. Ikke siden Breaking the Waves har billedet vugget så konsekvent og livagtigt.


The Boat that Rocked. Instr. og manus: Richard Curtis. Foto: Danny Cohen. 129 min. UK 2009. Dansk premiere: 17.04.2009.


Fotos: United International Pictures/ MovieStillsDB
Filmen streames på Apple TV og TV Play
2K Blu-ray fra Fabulous Films 08.08.2022
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 17.04.2009