Translate

Viser opslag med etiketten Zoe Kazan. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Zoe Kazan. Vis alle opslag

lørdag den 6. januar 2024

#MeToo | Maria Schrader: She Said (2022)


DA ALFAHANNERNE FALDT
#MeToo-bevægelsens origin story

Af BO GREEN JENSEN

ILDEN kom fra flere sider, da seriekrænkeren Harvey Weinstein blev fældet i 2017. Det var to journalister fra The New York Times, Jodi Kantor og Megan Twohey, som først formulerede anklageskriftet. Det skete i to artikler, som havde været år undervejs. Den første blev trykt den 5. oktober. Samtidig brugte Ronan Farrow et bredere lærred til sin store afsløring i The New Yorker. Første del var på gaden den 10. oktober.
   Der var andre forsøg, men det var de to eksponeringer, som Trolden ikke kunne true ihjel eller betale sig fra. Begge arbejdede for #MeToo-bevægelsen, som for alvor fik moment det efterår. Farrow skrev siden Catch and Kill: Lies, Spies, and a Conspiracy to Protect Predators, mens Kantor og Twohey samlede sagens akter i She Said: Breaking the Sexual Harassment Story That Helped Ignite a Movement. Begge bøger udkom i efteråret 2019.


DET er væsensforskellige skrifter. Farrow gør en dyd af at gå efter manden og udfordre myten om objektiv journalistik. Kantor og Twohey bruger Weinstein som case story i en større udredning af systemisk chikane og misogyni. Kulturkritikeren Susan Faludi så i She Said et feministisk sidestykke til All the President’s Men (1974), Bob Woodward og Carl Epsteins ikoniske bog om Watergate-sagen. Det har uden tvivl glædet de skrivende kvinder. Det er undersøgende journalistik, når denne er klarest og bedst.


FILMEN efter bogen er lige så præcis i sin praksis. Tyske Maria Schrader iscenesætter forløbet med solidarisk distance, og Zoe Kazan og Carey Mulligan spiller Kantor og Twohey med samme diskrete star quality, som Robert Redford og Dustin Hoffman gav Woodward og Bernstein i Alan J. Pakulas nyklassiske filmudgave af Alle præsidentens mænd (1976).
   Der er ingen slibrige rekonstruktioner. Enkelte episoder er antydet: vandet løber i et tomt badeværelse; et bånd med Weinstein og hans offer bliver afspillet, mens kameraet kører gennem affolkede hotelgange. Der er heller ingen grådkvalte vidneudsagn. Schraders film undgår på den måde at blive krænkelsesporno. Det er formen, der truer i tv-dokumentarer om Simon Spies eller Hugh Hefner, hvor det ikke kan blive udpenslet nok.
   

FILMEN har en god prolog. I 2016 bliver Twohey overfuset af en frådende Donald Trump. Herefter går hun på barselsorlov og vender først tilbage, da Kantor er langt med sin Weinstein-research. Så Twohey er skeptisk, for Trump blev jo valgt. Problemet er altid at få udtalelser til citat. Ingen vil stå frem. Endelig forpligter Ashley Judd sig på sagen.
   Ashley Judd spiller selv Ashley Judd. Et andet vigtigt vidne, Laura Madden, som vægrer sig ved at stå frem, bliver spillet af Jennifer Ehle. Gwyneth Paltrow, hvis vidnesbyrd er stærkt eftertragtet, er aldrig i billedet, men hun donerer sin stemme. Donald Trump er derimod speaket af James Austin Johnston. Patricia Clarkson er redaktionschef Rebecca Corbett, Andre Braugher spiller den ansvarshavende chefredaktør, Dean Baquet. 
   Det slørede forhold mellem fiktion og rekonstruktion er ikke nødvendigvis et aktiv for filmen, som i øvrigt blev optaget i udtoningen af COVID-19-pandemien, hvor regler om forsamlingsantal og fysisk afstand stadig prægede den sociale adfærd. Der er en underlig affolkethed i miljøet, som stikker mere i øjnene nu. Æstetisk er filmen bestemt på det jævne.   
   Weinsteins advokat og revisor fungerer som Deep Throat-kilder. Omsider møder Weinstein selv op på redaktionen. Hans stand-in er filmet fra siden og ryggen, midt i en kortege af rygklappere og facilitatorer. Den kompakte fremtoning er ramt på et hår. Twohey tager samtalen med den råbende flok. Kameraet bliver på Carey Mulligans ansigt. Hun lader sig ikke rokke. Det gør ingen på avisen i forløbet.


SCHRADER satser på dokumentation og metode. Det samme gjorde Twohey og Kantor i deres dybe research. Med She Said har #MeToo-bevægelsen fået sin hidtil mest sobre og sikre fremstilling. Der gik endelig hul på betændelsens kerne, da alfahannerne faldt.
   På filmfestivaler var Weinstein en konge: magtfuld, arrogant og brutal. I Cannes kunne han gøre stort set, hvad han ville, da Miramax var i sit zenit. For så vidt var vi alle facilitatorer. Nu er priserne annulleret, privilegierne rullet tilbage, medaljerne flået af. Det sker med en vis panikslagen skadefryd. Det er, som om man kan reparere systemet ved at straffe Weinstein på alle mænds vegne. En skærmtekst oplyser, at Trolden afsoner en fængselsdom på 23 år. Der er siden lagt flere livstider til. Nøglen til buret er kastet langt væk.

Se også Lone Scherfig | Lynn Barber: An Education (2009) [Bogen og filmen]; Isabella Eklöf: Holiday (2018); Ridley Scott: The Last Duel (2021); Abort på film | L'événement/ Happening/ Hændelsen (2021); Abort på film | Call Jane (2022) [Kvindernes kampdag 2023]; Céline Sciamma: Portræt af en kvinde i flammer (2020); Sparks | Leos Carax: Annette (2021); Dronningen (Bedste biograffilm 2019 nr. 8]; Bogen og filmen: Mothering Sunday/ Helligdag (2021); Alex Garland: Men (2022) [Horror 100]; Gloria Steinem | Julie Taymor: The Glorias (2020); Stoisk feminisme: Ruth Bader Ginsburg 1933-2020; Satans kvinder: Akelarre/ Coven (2020]; Gaspar Noé: Lux Æterna (2019); Lars von Trier: Antichrist (2009) [Horror 100]; Emerald Fennell: Promising Young Woman (2020) [Oscars 2021]; Efter Leskov: Lady Macbeth (2016) + Heksen er død: Sylvia Plath 1932-1963.


She Said. Instr.: Maria Schrader. Manus: Rebecca Lenkiewicz. Foto: Natasha Braier. 128 min. USA 2022. Dansk premiere: 17.11.2022.

Ronan Farrow: Catch and Kill - Sex, løgne og mediernes beskyttelse af Harvey Weinstein og andre seksualforbrydere. Oversat af Ninna Brenøe. 454 s. Forlaget Klim, 2020.

Ronan Farrow: Catch and Kill: Lies, Spies, and a Conspiracy to Protect Predators. 448 s. Little, Brown and Company, 2019.

Jodi Kantor & Megan Twohey: She Said - Breaking the Sexual Harassment Story that Helped Ignite a Movement. 320 s. Penguin Press, 2019.


Fotos: Depositphotos standardlicens [Jody Kantor & Megan Twohey at AFI special screening 2022 by Jean Nelson | imagepressagency] [Harvey Weinstein at Cannes Film Festival screening 2015 by Denis Makarento]// Universal Pictures/ Annapurna Pictures/ Dentsu/ Plan B Entertainment/ UIP.dk/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmaffinity/ The New York Times/ Little, Brown & Co./ Penguin Press/ YouTube Movies (trailer) 

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Google Play, Rakuten TV, SF Anytime, SkyShowtime/ TV2PLAY | SkyShowtime, YouTube Movies
Anmeldelsen indlæst og lagt på Weekendavisen.dk 17.11.2022 [ikke bragt i den trykte udgave]

torsdag den 5. maj 2022

Lone Scherfig: The Kindness of Strangers (2019)


ET EVENTYR FRA NEW YORK
Kærlighedens kodeks ifølge Lone Scherfig

Af BO GREEN JENSEN

VED første daggry vækker prinsesse Clara (Zoe Kazan) sine sønner, Anthony og Jude (Jack Fulton og Finlay Wojtak-Hissong), så de kan liste sig ud af huset. Politibetjenten Richard (Esben Smed), den falske prins, er begyndt at slå den ældste dreng, som han har slået på Clara, siden parret mødtes romantisk engang. Nu er det tid til at flygte fra trolden.
   Drengene har drømt om at se Manhattan, så Clara tager bilen og kører derind. I New York kan man forsvinde, skjule sig i mængden og leve under radaren. Ellers har Clara ingen stor plan. Hun satser – ligesom Blanche DuBois i A Streetcar Named Desire (1951, da. Omstigning til Paradis) – på at klare sig ved venlige fremmedes hjælp.
   Der plejer at være indbygget ironi i den titel, som Lone Scherfig har hentet hos Tennessee Williams. Det er der ikke i The Kindness of Strangers. Clara og drengene ville gå til grunde, hvis ikke det var for menneskers iboende godhed.*
   Det var dén, som Scherfig bekendte sig til i gennembrudsfilmen Italiensk for begyndere (2000), en nyklassiker fra Dogme 95-tiden. Siden fulgte to ujævne genrestykker, Wilbur Wants to Kill Himself (desperat skotsk galgenkomedie) og Hjemvé (corny dansk provins). Så en stribe pletfri britiske produktioner, som Scherfig instruerede, men ikke selv skrev: An Education (2009), One Day (2011, da. Samme dag, næste år), The Riot Club (2014) og Their Finest (2016). Hun har atter selv skrevet The Kindness of Strangers.



CLARA OPSØGER SIN svigerfar (David Dencik), som ikke er nogen annonce for mænd. Han afviser dem med et indolent skuldertræk. Så tænker hun, at de kan sove i bilen og leve af receptionsmad, som hun snyder sig til ved at posere som gæst på den russiske restaurant, hvor de parkerer i gården.
   Her er vi ved omdrejningspunktet. Faktisk var filmens titel i lang tid Secrets from the Russian Tea Room. For imens er en kreds af forbundne karakterer kørt i stilling. De kommer alle i restauranten, som den ret beset ikke så russiske Timofey (Bill Nighy) har arvet og ikke helt magter at drive.



DEN famlende Jeff (Caleb Landry Jones) er aldrig lykkedes med noget og falder hurtigt mod bunden. Sygeplejersken Alice (Andrea Riseborough) har to fuldtidsjobs og leder en selvhjælpsgruppe, som praktiserer tilgivelsesterapi. Marc (Tahar Rahim) sad i fængsel for noget, hans bror havde gjort. Juristen John Peter (Jay Baruchel) har netop fået ham ud, da Clara kommer til byen og forbinder de cirklende liv.
   The Kindness of Strangers fik en hård medfart på Berlinalen i 2019, hvor den blev vist som åbningsfilm. Den levede i fem minutter; så var der alt muligt galt. Man havde ventet sig en ny An Education og mødte i stedet et menneskesyn, der kunne ligne Frank Capras forsikringer om, at Vi har brug for hinanden og Det er herligt at leve. Scherfigs New York ligner ikke den mangefarvede millionby, der sædvanligvis bliver skildret på film; snarere det fortryllede, labyrintiske London hos Charles Dickens.**



FILMEN er bestemt ikke blind for menneskets mørke side. Det er dén, der dominerer i det store billede, makrostrukturen, som karaktererne finder små lommer i. Det samme gjaldt i den udeltagende danskhed, hvor karaktererne fandt sammen i Italiensk for begyndere. Man kan kun blive positivt overrasket.
   Snart dukker Richard op og prøver at indfange familien, som han ikke fortjener. Anthony har set pædofile torturbilleder på hans computer, og John Peter hjælper Clara med at iværksætte en skilsmissesag. New York er en magisk metropolis, skønt vi kun ser baggårde og sidegader, aldrig turisternes skyline.
   Der er fire bestemmende steder: restauranten, hospitalet, den gamle kirke med selvhjælpsgruppen og suppekøkkenet, hvor hjemløse mødes. En forhutlet mand tilbyder Clara sin hjælp. Da hun afviser ham, bliver han vred og siger, at hun ikke ser ham. Clara har sine grunde, for ved flere lejligheder er drengene i akut livsfare, men den hjemløse mand formulerer filmskaberens menneskesyn.


FILMEN er varm og meget velskreven. Det er vigtigt at se den i rette ånd og den rigtige stemning; som et hverdagseventyr, der forener romantik og realisme. Zoe Kazan inkarnerer ukueligheden. Bill Nighy giver sin distræte signatur lidt mere kød på, skønt pointen præcis er hans poetiske redundans.
   »The House of the Rising Sun« bliver fremført af smægtende balalajkaer. Alle får, hvad de fortjener, for her virker skæbnen meritokratisk, og der er faktisk kosmisk retfærdighed til. Hvis Scherfigs humanisme skal være et problem, ved jeg ikke, hvordan man lever med flertallet af romantiske film.



THE Kindness of Strangers forener empatisk realisme med besværgende hverdagsmagi. Alle gode viljer mødes i et New York, der ligner byen fra julesangen med Kirsty MacColl og The Pogues, hvor højtiden fejres i detentionen. Andrew Lockington har skrevet changerende stemningsmusik, og Scherfigs husfotograf, Sebastian Blenkov, har taget distinkte bybilleder.

   Der er så mange gennemførte detaljer og finesser i persontegningen. Vi kan alle lære lidt af denne fabel. Måske fortjener tiden en hårdere film, men den har godt af at se The Kindness of Strangers.

*) Der er til gengæld både symmetri og poesi i castingen af Zoe Kazan (f. 1983), som er barnebarn af Elia Kazan (1909-2003), der instruerede A Streetcar Named Desire. Kazans betydning som instruktør og forfatter står i skyggen af det vidneudsagn, som han aflagde for HUAC-kommissionen i 1952. Kazan angav otte kolleger fra sin tid på Group Theater. Arthur Miller har skrevet bevægende om de samtaler, som han og Kazan førte dagen før afhøringen. Da Kazan i 1999 modtog en kontroversiel Honorary Academy Award for sit livsværk, valgte halvdelen af publikum at blive siddende, mens resten rejste sig for at klappe. Martin Scorsese motiverede prisen og har arbejdet utrætteligt for at rehabilitere Kazan. Intet af dette rokker ved værdien af On the Waterfront (1954, da. I storbyens havn), East of Eden (1955, da. Øst for Paradis), A Face in the Crowd (1957, da. Et ansigt i mængden), Splendor in the Grass (1961, da. Feber i blodet) og fem andre film, som Kazan instruerede efter HUAC-høringen. Hans sidste film blev The Last Tycoon (1976), en filmatisering af F. Scott Fitzgeralds ufuldendte Hollywood-roman med Robert De Niro i rollen som Monroe Stahr (dvs. Irving Thalberg-figuren i Fitzgeralds bog).
 




The Kindness of Strangers. Instr. & manus: Lone Scherfig. Foto: Sebastian Blenkov. 116 min. DK-Sverige-Tyskland-Frankrig-Canada-UK-USA 2019. Dansk premiere: 18.06.2020.


Fotos: Creative Alliance/ Arte/ DFI/ Film i Väst/ HanWay Films/ Front Porch Pictures/ NadCon Film/ WDR/ SF Studios/ CineMaterial/ MovieStillsDB
Filmen streames (juni 2025) på Apple TV, Blockbuster, FILMSTRIBEN, Grand Hjemmebio, Rakuten TV, SF Anytime, Viaplay Store, YouTube Film
Ingen BD-udgivelse - DVD fra Alive Bild (Tyskland) 17.04.2020 + SF Studios (Skandinavien) 19.10.2020 
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 19.06.2020.