Translate

Viser opslag med etiketten The New Yorker. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten The New Yorker. Vis alle opslag

lørdag den 6. januar 2024

#MeToo | Maria Schrader: She Said (2022)


DA ALFAHANNERNE FALDT
#MeToo-bevægelsens origin story

Af BO GREEN JENSEN

ILDEN kom fra flere sider, da seriekrænkeren Harvey Weinstein blev fældet i 2017. Det var to journalister fra The New York Times, Jodi Kantor og Megan Twohey, som først formulerede anklageskriftet. Det skete i to artikler, som havde været år undervejs. Den første blev trykt den 5. oktober. Samtidig brugte Ronan Farrow et bredere lærred til sin store afsløring i The New Yorker. Første del var på gaden den 10. oktober.
   Der var andre forsøg, men det var de to eksponeringer, som Trolden ikke kunne true ihjel eller betale sig fra. Begge arbejdede for #MeToo-bevægelsen, som for alvor fik moment det efterår. Farrow skrev siden Catch and Kill: Lies, Spies, and a Conspiracy to Protect Predators, mens Kantor og Twohey samlede sagens akter i She Said: Breaking the Sexual Harassment Story That Helped Ignite a Movement. Begge bøger udkom i efteråret 2019.


DET er væsensforskellige skrifter. Farrow gør en dyd af at gå efter manden og udfordre myten om objektiv journalistik. Kantor og Twohey bruger Weinstein som case story i en større udredning af systemisk chikane og misogyni. Kulturkritikeren Susan Faludi så i She Said et feministisk sidestykke til All the President’s Men (1974), Bob Woodward og Carl Epsteins ikoniske bog om Watergate-sagen. Det har uden tvivl glædet de skrivende kvinder. Det er undersøgende journalistik, når denne er klarest og bedst.


FILMEN efter bogen er lige så præcis i sin praksis. Tyske Maria Schrader iscenesætter forløbet med solidarisk distance, og Zoe Kazan og Carey Mulligan spiller Kantor og Twohey med samme diskrete star quality, som Robert Redford og Dustin Hoffman gav Woodward og Bernstein i Alan J. Pakulas nyklassiske filmudgave af Alle præsidentens mænd (1976).
   Der er ingen slibrige rekonstruktioner. Enkelte episoder er antydet: vandet løber i et tomt badeværelse; et bånd med Weinstein og hans offer bliver afspillet, mens kameraet kører gennem affolkede hotelgange. Der er heller ingen grådkvalte vidneudsagn. Schraders film undgår på den måde at blive krænkelsesporno. Det er formen, der truer i tv-dokumentarer om Simon Spies eller Hugh Hefner, hvor det ikke kan blive udpenslet nok.
   

FILMEN har en god prolog. I 2016 bliver Twohey overfuset af en frådende Donald Trump. Herefter går hun på barselsorlov og vender først tilbage, da Kantor er langt med sin Weinstein-research. Så Twohey er skeptisk, for Trump blev jo valgt. Problemet er altid at få udtalelser til citat. Ingen vil stå frem. Endelig forpligter Ashley Judd sig på sagen.
   Ashley Judd spiller selv Ashley Judd. Et andet vigtigt vidne, Laura Madden, som vægrer sig ved at stå frem, bliver spillet af Jennifer Ehle. Gwyneth Paltrow, hvis vidnesbyrd er stærkt eftertragtet, er aldrig i billedet, men hun donerer sin stemme. Donald Trump er derimod speaket af James Austin Johnston. Patricia Clarkson er redaktionschef Rebecca Corbett, Andre Braugher spiller den ansvarshavende chefredaktør, Dean Baquet. 
   Det slørede forhold mellem fiktion og rekonstruktion er ikke nødvendigvis et aktiv for filmen, som i øvrigt blev optaget i udtoningen af COVID-19-pandemien, hvor regler om forsamlingsantal og fysisk afstand stadig prægede den sociale adfærd. Der er en underlig affolkethed i miljøet, som stikker mere i øjnene nu. Æstetisk er filmen bestemt på det jævne.   
   Weinsteins advokat og revisor fungerer som Deep Throat-kilder. Omsider møder Weinstein selv op på redaktionen. Hans stand-in er filmet fra siden og ryggen, midt i en kortege af rygklappere og facilitatorer. Den kompakte fremtoning er ramt på et hår. Twohey tager samtalen med den råbende flok. Kameraet bliver på Carey Mulligans ansigt. Hun lader sig ikke rokke. Det gør ingen på avisen i forløbet.


SCHRADER satser på dokumentation og metode. Det samme gjorde Twohey og Kantor i deres dybe research. Med She Said har #MeToo-bevægelsen fået sin hidtil mest sobre og sikre fremstilling. Der gik endelig hul på betændelsens kerne, da alfahannerne faldt.
   På filmfestivaler var Weinstein en konge: magtfuld, arrogant og brutal. I Cannes kunne han gøre stort set, hvad han ville, da Miramax var i sit zenit. For så vidt var vi alle facilitatorer. Nu er priserne annulleret, privilegierne rullet tilbage, medaljerne flået af. Det sker med en vis panikslagen skadefryd. Det er, som om man kan reparere systemet ved at straffe Weinstein på alle mænds vegne. En skærmtekst oplyser, at Trolden afsoner en fængselsdom på 23 år. Der er siden lagt flere livstider til. Nøglen til buret er kastet langt væk.

Se også Lone Scherfig | Lynn Barber: An Education (2009) [Bogen og filmen]; Isabella Eklöf: Holiday (2018); Ridley Scott: The Last Duel (2021); Abort på film | L'événement/ Happening/ Hændelsen (2021); Abort på film | Call Jane (2022) [Kvindernes kampdag 2023]; Céline Sciamma: Portræt af en kvinde i flammer (2020); Sparks | Leos Carax: Annette (2021); Dronningen (Bedste biograffilm 2019 nr. 8]; Bogen og filmen: Mothering Sunday/ Helligdag (2021); Alex Garland: Men (2022) [Horror 100]; Gloria Steinem | Julie Taymor: The Glorias (2020); Stoisk feminisme: Ruth Bader Ginsburg 1933-2020; Satans kvinder: Akelarre/ Coven (2020]; Gaspar Noé: Lux Æterna (2019); Lars von Trier: Antichrist (2009) [Horror 100]; Emerald Fennell: Promising Young Woman (2020) [Oscars 2021]; Efter Leskov: Lady Macbeth (2016) + Heksen er død: Sylvia Plath 1932-1963.


She Said. Instr.: Maria Schrader. Manus: Rebecca Lenkiewicz. Foto: Natasha Braier. 128 min. USA 2022. Dansk premiere: 17.11.2022.

Ronan Farrow: Catch and Kill - Sex, løgne og mediernes beskyttelse af Harvey Weinstein og andre seksualforbrydere. Oversat af Ninna Brenøe. 454 s. Forlaget Klim, 2020.

Ronan Farrow: Catch and Kill: Lies, Spies, and a Conspiracy to Protect Predators. 448 s. Little, Brown and Company, 2019.

Jodi Kantor & Megan Twohey: She Said - Breaking the Sexual Harassment Story that Helped Ignite a Movement. 320 s. Penguin Press, 2019.


Fotos: Depositphotos standardlicens [Jody Kantor & Megan Twohey at AFI special screening 2022 by Jean Nelson | imagepressagency] [Harvey Weinstein at Cannes Film Festival screening 2015 by Denis Makarento]// Universal Pictures/ Annapurna Pictures/ Dentsu/ Plan B Entertainment/ UIP.dk/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmaffinity/ The New York Times/ Little, Brown & Co./ Penguin Press/ YouTube Movies (trailer) 

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, Google Play, Rakuten TV, SF Anytime, SkyShowtime/ TV2PLAY | SkyShowtime, YouTube Movies
Anmeldelsen indlæst og lagt på Weekendavisen.dk 17.11.2022 [ikke bragt i den trykte udgave]

søndag den 23. januar 2022

Wes Anderson: The French Dispatch (2021)


FORKLÆDT TIL GENKENDELIGHED
Amerikanerens ode til alt som er fransk

Af BO GREEN JENSEN

DET er altid en fornøjelse at se en ny film af Wes Anderson (f. 1969). Den texanske auteur har på tyve år konstrueret ti værker, der er unikke på hver deres måde. Andersons force er symmetri og stilisering. Han skaber sirlige, selvindeholdte verdener, der er bygget fra bunden med grænseløs omhu.
   På skolebiblioteket i Austin læste Anderson gamle, indbundne årgange af The New Yorker. Her stod de noveller, han holdt af. »You could find the J.D. Salinger stories that had never been collected,« oplyser han. I begyndelsen ville Anderson skrive. Han tegnede en slags selvportræt af den arrogante forfatterspire i Rushmore fra 1998.
   Som mange andre blev Anderson forelsket i mellemkrigstidens »fortabte generation« af eksilerede kunstnere og forfattere. Han holdt aldrig op med at læse The New Yorker. The French Dispatch er derfor en hyldest til fransk kultur og det amerikanske ugemagasin. De to bolde er behændigt jongleret.


TIL Andersons metode hører, at han tilegner sig materialet ved at blande flere slags stof. Det ligner og er alligevel sit eget. The French Dispatch er både The New Yorker i pionertiden og Paris-redaktionen på Kansas City Star, avisen som Ernest Hemingway rapporterede hjem til, da han lærte at veje hvert ord.
   Det var på samme måde med Jacques Cousteau i The Life Aquatic with Steve Zissou (2004), de Salinger-inspirerede familiehistorier i The Royal Tenenbaums (2001) og The Darjeeling Limited (2007); på sommerøen i Moonrise Kingdom (2012) og kurstedet i The Grand Budapest Hotel (2014), hvor receptionschefen M. Gustave både var og ikke var Stefan Zweig.


   
SÅ i The French Dispatch er kortene blandet. Ennui-sur-Blasé, den urfranske by, som er filmens locus, er både Paris og Angoulême, hvor filmholdet slog sig ned i et år og skabte 900 arbejdspladser. Angoulême er tegneserieverdenens svar på Cannes. De animerede afsnit i filmen er naturligvis skabt på lokale tegnestuer. Anderson er ophavsmand til to af tidens bedste animationsfilm: Fantastic Mr. Fox (2009) og Isle of Dogs (2018).
   Owen Wilson tager publikum med på en rejse gennem byens historie i en af de to vignetter, som indleder filmen. Her kommer Andersons stereoblik til sin ret i en række før/efter-prospekter, der viser, hvad byen var og hvad den blev. Det er gjort på en dag og beskrevet med 300 ord fra Herbsaint Sazerac, »den cyklende reporter«.
   I den anden vignet kommer forklaringen på, at vi ikke længere læser Dispatch. Da redaktøren Arthur Howitzer Jr. (Bill Murray) dør, bliver magasinet pakket ned i overensstemmelse med hans testamente. The French Dispatch var et tillæg til Liberty, Kansas Evening Sun, der udkom i årene 1925-1975.



DER skal som minimum være en Hergé-detaljeret skalamodel af skibet, husene eller toget, hvor man opholder sig. I The French Dispatch er det flyet, som samleren »Maw« Clampette (Lois Smith) og kritikeren J.K.L. Berensen (Tilda Swinton) bevæger sig med over Atlanten.
   Berensen er kurator og foredragsholder i den første og mest fejlfri af filmens tre hovedhistorier. »The Concrete Masterpiece« beskriver, hvordan savant-kunstneren Moses Rosenthaler (Benicio del Toro) malede fangevogtersken Simone (Léa Seydoux), mens han afsonede en dom for dobbeltmord.
   Galleristen Julien Cadazio, baseret på virkelighedens Lord Duveen, sidder inde for skattesvig og opdager den nye tids urtalent. Cadazio bliver spillet af Adrien Brody. Hver rolle i filmen er stjernebesat. De gammelgrå onkler fra galleriet bliver spillet af Bob Balaban og Henry Winkler. Winkler var Fonzie i kultserien Happy Days. Fortællerstemmen tilhører Anjelica Huston.
   Rosenthaler grundlægger den abstrakte ekspressionisme, som bogstaveligt bliver eksporteret til Kansas, hvor Tilda Swinton holder foredrag. »I’ll have my drink now,« siger hun midtvejs og blander en Manhattan. Museet på prærien kunne være tegnet af Frank Lloyd Wright. Det er en perfekt episode.



WES Anderson siger selv (til Tilda Swinton, som interviewer ham i oktober-nummeret af Sight and Sound), at han denne gang var inspireret af 1960rnes og 70rnes antologifilm fra Frankrig og Italien: L’amour à 20 ans (da. De unge elskende), Boccaccio '70, RoGoPaG.
   »Revisions to a Manifesto« er filmet i sort-hvid nybølgestil og beskriver, hvordan studenternes »skakbrætoprør« forløber i marts 1968. Mavis Gallant og Lillian Ross er modeller for Lucinda Krementz, der skriver sin reportage. Gallants autentiske beretning, »The Events in May: A Paris Notebook« kan læses i New Yorker-antologien The 60s med det bedste fra årtiet.


   
FRANCES McDormand er kvinden, der rykker i felten og lægger sig mellem Timothée Chalamet og Lyna Khoudri. I »The Private Dining Room of the Police Commissioner«, den sidste historie, bliver Jeffrey Wright til Roebuck Wright, som er en blanding af James Baldwin og sportsskribenten A.J. Liebling.
   Her bliver maden en irrelevant hovedsag. Fortællingen udarter sjældent excentrisk. Mathieu Amalric spiller fængselsinspektøren. Stephen Park er kokken Nescarfier, som lærer en ny smag at kende, da han må spise gift af hensyn til planen.



ALEXANDRE Desplat har skrevet et score, der boltrer sig endnu mere i pastiche end sædvanligt. Jarvis Cocker, der kan være lige så snurrig og særegen som Anderson, har bidraget med en coverversion af 1965-hittet »
Aline« med Christophe (1945-2020). Anderson har til gengæld instrueret videoclippet, der promoverer Cockers seneste album, Chansons d'Ennui Tip-Top (2021), som er en excentrisk fest i sig selv.
    The French Dispatch var klar allerede til Cannes Festivalen i 2020. Da den fysiske festival blev aflyst på grund af COVID19-pandemien, valgte de fleste deltagere at trække sig og give filmene premiere virtuelt. Anderson holdt stand og ventede til maj 2021, da en frygtsom udgave af Festival de Cannes var tilbage.
   Der er stof til i hvert fald ti gennemsyn i den herlige fletning af fabler. Andersons snekugleæstetik er sublim. Andre filmskabere arbejder i nærheden – Almodóvar, Tarantino og Peter Strickland – men ingen gør det helt så monomant. Det er en gennemført fornøjelse at følge. En kilde til fryd og et stort billedværk.



Foto: American Empirical/ Searchlight Pictures/ Walt Disney Studios Motion Pictures/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ Filmaffinity/ YouTube

Filmen streames på Apple TV, Blockbuster, DISNEY+, Rakuten TV, YouTube Film
2K Blu-ray fra Disney Buena Vista 03.04.2023
Anmeldelsen trykt i Weekendavisen Kultur 22.10.2021.

fredag den 21. januar 2022

Philippe Falardeau: My Salinger Year (2020)


EN TROLD I SIT TÅRN
Med Salinger et sted i baggrunden

Af BO GREEN JENSEN


IKKE mange nulevende litterater kan sige, at de har mødt Jerome David Salinger (1919-2010). Den sagnomspundne forfatter til The Catcher in the Rye (1951, da. Forbandede ungdom eller Griberen i rugen) trak sig tilbage til huset i Cornish, New Hampshire, da det blev ulideligt for ham at være i fokus. Her indhegnede han sit komplekse privatliv med både en mur og en høj tjørnehæk.
   Mysteriet blev mere interessant, fordi Salinger skrev hver eneste dag. Han ville bare ikke vise teksterne frem. I 1965 brød han forsøgsvis sin tavshed og lod magasinet The New Yorker bringe novellen »Hapworth 16, 1924«. Den sidste tekst om Seymour Glass var det første nye fra Salingers hånd i seks år. Den blev ivrigt læst og grundigt forkastet. Kritikerstanden var såret og vred.
   Herefter fulgte 50 år med tavshed. Hvis nogen ville skrive om forfatteren, blev de afvist. Der var naturligvis ikke ét interview. Kun Thomas Pynchon og Harper Lee har på samme måde vendt ryggen til verden. Men Lee holdt stort op med at skrive, og Pynchon publicerer ganske flittigt. Blot lader han teksterne tale alene.



DER kom intet nyt fra Salinger, som fik nedlagt fogedforbud og stævnede alle i sigte, hver gang nogen forsøgte at skrive om livet i Cornish. Englænderen Ian Hamilton brugte fire år på at skrive J.D. Salinger: A Writing Life. Salinger trak ham i retten, og Hamilton måtte nøjes med at skrive en bog om processen. In Search of J.D. Salinger (1988) konsoliderede billedet af en trold i sit tårn.*
   Det var ikke muligt at møde legenden. Det lykkedes kun for to, han var tæt på. Joyce Maynard var 19 år, da hun havde et forhold til den 53-årige forfatter. Hun skrev om det i erindringsbogen At Home in the World (1999). Teksten er venlig og kærlig. Salinger gjorde heller ikke indsigelser, da hans datter, Margaret A. Salinger, fik udgivet Dream Catcher: A Memoir i 2000. Her er han slet ikke trolden i tårnet. Blot en urimelig mand med dæmoner.


JOANNA Rakoff var 23 år, da hun ankom til Manhattan i 1996. Hun ville arbejde med litteratur og bankede på alle vegne. Endelig blev hun ansat hos Harold Ober Associates, et traditionsrigt agentur, der havde betjent bl.a. F. Scott Fitzgerald.
   Her fik hun for det første en diktatorisk kvindelig chef, »Margaret«, der var som en blanding af Anna Wintour fra Vogue og Cruella De Vil. For det andet blev hun sat til at besvare de fanbreve, som hver dag kom til stjerneklienten: J.D. Salinger.
   Rakoff traf kun Salinger enkelte gange, men de talte næsten dagligt i telefonen. Hun havde tænkt på hans bøger som noget fra en anden tid. Hun havde ikke læst The Catcher in the Rye. Nu slugte hun samtlige tekster fra det indviklede, autofiktive univers, som teksterne om familien Glass udgør. Hvordan kunne hun ellers besvare de breve med andet end floskler?
   Imens fandt hun sig selv som ung kvinde i byen og begyndte at skrive på sin roman, A Fortunate Age, der udkom i 2010. Samme år døde Salinger. Rakoff siger, at hun følte »a genuine grief«. Hun skrev en lille erindring til Slate Magazine. Sådan begyndte arbejdet med bogen, der handler om Rakoffs første år i New York – ikke om J.D. Salinger, som kommer og går i baggrunden.


DU vil sikkert se My Salinger Year beskrevet som en Hollywood-film. Det er let at få det indtryk, for Joannas chef (som i virkeligheden – 
vist nok – var Phyllis Westberg) bliver spillet af Sigourney Weaver i fuld kejserindemanér. Det ligger lige for at sammenligne relationen mellem uskyld og erfaring med plottet i David Frankls The Devil Wears Prada (2006), som virkelig var en halvskarp Hollywood-film.
   Imidlertid er det anden slags film. Der er færre penge og mere famlen, men også en lydhørhed i skildringen af perioden, som er decideret uamerikansk. Philippe Falardeau (f. 1968) er canadisk. Han fik også i Danmark et stort publikum, da han instruerede Monsieur Lazhar i 2011. Det var en filmatisering af et skuespil om en gæstelærer fra Algeriet, der bringer nye kvaliteter til skolen i Montreal.
   My Salinger Year er en lille, canadisk-irsk koproduktion, som drømmer om at fastholde tiden. Den tid er ikke 1990rne, men 50rne, hvor både agenten og Salinger har deres rødder. Hvis My Salinger Year ligner andre litterære film, er det James Schamus’ stilfærdige fortolkning af Philip Roths Indignation (2016).



AGENTEN Margaret hader alt ved det moderne. Salinger optræder knap nok i filmen, men han kaster sin skygge. Tim Post spiller trolden, som faktisk er sød på en fjern, distræt måde, da han har vænnet sig til Joannas stemme. I en enkelt scene skal han drikke te med en uafhængig forlægger, som agenten ser ned på med dryppende galde og stor bekymring.
   Margaret frygter hele tiden, at Salinger vil forære noget væk. Hun driver bureauet som en stram tidsmaskine og ejer ikke gehør. Judy Blume er en af de forfattere, som tager sit gode tøj og går. Margaret ænser det næppe. Vi ser Salinger slentre over græsset og smådanse, mens han næsten hører efter, hvad Joanna siger på lydsporet. Han er skildret meget elskeligt, men er i bund og grund en biperson.


FILMENS problem er, at alle forventer en skildring af fabelvæsenet. My Salinger Year var åbningsfilm på Berlinalen i 2020, og der var stort set ingen, som modtog den venligt. Det havde intet at gøre med samspillet mellem Margaret Qualley og Sigourney Weaver, der begge er gode i de to hovedroller. Det skyldtes simpelt hen skuffelsen over ikke at se mere til uhyret Salinger. I England har man taget konsekvensen og ændret titlen til My New York Year.
   Som et værk om at være en ung kvinde på vej ligner filmen både Julie Taymors The Glorias (om Gloria Steinems lærlingetid), en fragmenteret biopic fra 2020, og Siri Hustvedts fortryllende Memories of the Future, en autofiktiv erindringsbog fra 2019, som nogen forhåbentlig filmatiserer.



DER er stadig en stærk aura omkring Salinger. I begyndelsen var han ikke en sær eneboer, men legenden har druknet gennembrudstiden. For eksempel var »Sonny« engang en ung løve, der datede Oona O’Neill og fik sit hjerte knust, da hun giftede sig med Charlie Chaplin.
   I 2021 udkom romanen Sergeant Salinger, hvor Jerome Charyn skildrer den unge mands Stillehavskrig. Der er også et par biopics, som bruger titlen på hans hovedværk. Chris Cooper spiller Salinger i James Steven Sadwiths Coming Through the Rye (2015). Nicholas Hoult spiller manden, som var Holden Caulfield, i sin egen Rebel in the Rye fra 2017.
   Biografierne bliver skrevet henad vejen. Den første, Kenneth Slawenskis A Life, udkom prompte i 2010. De bedste film er Wes Andersons The Royal Tenenbaums (2001) og The Darjeeling Limited (2007). De handler ganske vist om andre familier, men det er Seymours klan op ad dage.
   Salinger opfandt den stemme, som unge har talt med i litteraturen de sidste 70 år. Den er svær at overdøve, fordi den siger sandheden. Det lykkes heller ikke for Joanna Rakoff og Philippe Falardeau. Til gengæld skaber de noget andet: en smuk, stille film om et stort læreår.

*) For Ian Hamilton blev oplevelsen så lærerig, at han skrev en hel bog om tovtrækkeriet mellem biografiforfattere og litterære eksekutorer. Keepers of the Flame: Literary Estates and the Rise of Biography (1992) begynder med John Donne og William Shakespeare og slutter med Sylvia Plath og Philip Larkin.  

My Salinger Year. Instr. og manus: Philippe Falardeau. Foto: Sara Mishara. Canada-Irland 2020. Dansk premiere: 01.97.2021.



Fotos: CineMaterial/ MovieStillsDB/ micro-scope/ Parallel Film Productions/ IFC Films/ Another World Entertainment/  William Heinemann Ltd./ Scribner (Simon and Schuster)/ Washington Square Press/ Random House/ Penguin/ Google Images
Filmen streames på Blockbuster, Google Play, GRAND HJEMMEBIO, iTunes, SF Anytime, Viaplay Rent & Buy 
Anmeldelsen stod i Weekendavisen Kultur 02.07.2021

onsdag den 5. maj 2021

To versioner: The Secret Life of Walter Mitty (1947/2013)



JORDEN KALDER WALTER MITTY
James Thurbers apologi for eskapismen

Af BO GREEN JENSEN

TO sider. Så meget fylder den lille novelle om »The Secret Life of Walter Mitty«, som James Thurber (1894-1961) skrev til The New Yorker i maj 1939. Teksten har til gengæld haft et langt og voluminøst efterliv på film, teater og tv. Den har også inspireret generationer af væsensbeslægtede dagdrømme. For eksempel fik Keith Waterhouse ideen til Billy Liar (1959), da han så den første filmudgave af Thurbers humoristiske vignet.
   Det er interessant at læse teksten, som står i Thurber: Writings and Drawings (Library of America, 1996). Walter kører til byen med sin kone, der taler ustandseligt til ham i bilen. Han skal ordne indkøb, mens hun er hos frisøren. Walter skal have overtræksko, tandpasta, hundekiks og andre trivielle fornødenheder. Han hører ikke efter og forsvinder ind i fantasier, hvor han uvægerligt er en handlingens mand.



NOVELLEN åbner in medias res, da Commander Mitty fører hydroplanet SN202 gennem den værste storm i 20 år. Så er han kirurgen, der holder et betydningsfuldt liv i sine hænder. I flyet siger cylinderne ta-pocketa-pocketa-pocketa. De defekte instrumenter på operationsstuen siger det samme: pocketa-pocketa-pocketa.
   Nu har Walter glemt, hvad det er, han skal købe. Han vidner i en celeber mordsag. Den offentlige anklager rækker han en Webley-Vickers 50.80 og spørger, om våbnet er hans. Det lykkes Walter at rekonstruere hustruens dosmerseddel. Kaptajn Mitty og hans tropper er under beskydning, da han sætter varerne fra sig. Flammekasterne siger naturligvis pocketa-pocketa-pocketa.
   Fru Mitty vækker sin mand af hans dagdrøm. Hun skal lige ordne det sidste. Imens står Walter med ryggen mod muren og ryger en cigaret. Her glider teksten over i den sidste drøm. »Til helvede med tørklædet,« siger Walter hånligt. Han tager et sidste sug, knipser cigaretten væk og ser på henrettelsespelotonen: »Oprejst og urørlig, stolt og hånlig, Walter Mitty den Ubesejrede, uransagelig til det sidste.«



DA Thurber brugte teksten i samlingen My World – and Welcome to It (1942), var USA trådt ind i 2. verdenskrig. Da Danny Kaye spillede Walter Mitty i filmudgaven fra 1947, talte hverdagseskapismen ikke mindst til hjemvendte soldater, som havde svært ved at slå sig til ro. Thurber tog afstand fra filmen. Han mente, at produceren Samuel Goldwyn fordrejede teksten med billig action og sex.
   Filmen med Kaye – og Virginia Mayo som gennemgående love interest i Walters fantasier – er dog en technicolordrøm af de klare. I filmen arbejder Walter som redaktør på et forlag, der udgiver pulp fiction af forskellig art. Hans fantasier foregår i diverse kulørte genrer. Kayes stemme læser beskrivelsen højt. Filmen har ændret adskilligt, men beholdt det distinkte pocketa-pocketa.
   Der var dansk premiere i december 1948. Herhjemme hed filmen Alle Tiders Helt. Norman McLeod instruerede, men Walter Mitty var først og fremmest Sam Goldwyns projekt. Pointen blev drejet stilfærdigt, så den tog afstand fra Walters fantasier. I novellen fungerer de som en overlevelsesmekanisme. I filmen bliver han blandet ind i en farlig sag om nazister og diamanter. Han møder Virginia Mayo i virkeligheden, som overgår fantasien. Mottoet kunne være: Stop Dreaming. Start Living.



NETOP dét hook bruger den nye Walter Mitty i sin lancering. Ben Stiller er den fjerde eller femte instruktør, som har arbejdet med projektet. Officielt har filmen været under optagelse siden december 2005. Det var nødvendigt, hvis Samuel Goldwyn Productions skulle beholde sine rettigheder. Også Steven Spielberg, Ron Howard og Gore Verbinsky har været tilknyttet.
   Maskinerne siger stadig pocketa-pocketa, men desværre med mindre finesse og selvironi. Stiller spiller selv Walter Mitty, der i denne omgang er negativforvalter på Life Magazine. Han var engang på weekend i Arizona, men har ellers levet sit liv i New York. I 16 år har han behandlet de spektakulære fotos, som i en menneskealder gjorde Life Magazine til verdens bedste billedblad.
   Walter drømmer om Cheryl (Kristen Wiig) fra bogholderiet og har et betroet forhold til stjernefotografen Sean O’Connell (Sean Penn), der stadig skyder krige, vulkanudbrud og sneleoparder på analog film. Walter mistede tidligt sin far og måtte forsørge sin mor (Shirley MacLaine) og søsteren Odessa (Kathryn Hahn), der stadig håber at gå scenevejen. I ungdommen var han et es på sit skateboard.



DE halvhjertede fantasisekvenser ligger i begyndelsen af filmen. Walter er en romantisk figur, der svarer til de preferencer, Cheryl har udtrykt på nettet. Det bliver dog hurtigt et spørgsmål om at møde og opleve virkeligheden. LIFE bliver opkøbt og skal udgive sin sidste printudgave. Sean O’Connell har taget sit livs foto, men motivet mangler på det fremsendte kontaktark. De nye ejere svinger kniven. Walter sætter alt ind på at finde O’Connell og aflevere den sidste forside.
   På den måde kommer han til Grønland, Island, Yemen og bjergene i Afghanistan, hvor han endelig finder O’Connell. Kun én fantasi fungerer i ånden fra Thurber: på Grønland vægrer Walter sig ved at kravle ombord i en helikopter. Der er varslet storm, og den islandske pilot (Ólafur Ólafsson fra Dybet) er beruset.
   Med ét står Kristen Wiig på landingsbanen og synger David Bowies »Space Oddity«, som man også håner Walter med på kontoret. »Ground Control to Major Tom« er filmens svar på »Jorden kalder Walter Mitty«. Fantasien hjælper – som hos Thurber – Walter med at komme videre. Sangen, drømmen og virkeligheden glider i ét.



ELLERS er det filmens idé at lade Walter finde kræfterne i sig selv, få stor appetit på den fysiske verden og nå så langt, at han ikke behøver drømmene mere. Scenen med henrettelsespelotonen bliver brugt til at bryde med fantasien, ikke som fundamentet i eskapistens trodsige manifest.
   Den nye vinkel er udmærket tænkt. Stillers version er en fortolkning, snarere end en genindspilning, men den gør fortællingen mindre og mere ordinær, skønt især de smukke scener fra Island – hvor Walter har rig lejlighed til at bruge sit skateboard – er værd at se for deres egen skyld.


I VIRKELIGHEDEN udkom det sidste trykte nummer af LIFE i marts 2007. Magasinet holdt flere pauser i sin lange levetid, men var i storhedstiden 1936-72 et ugeblad med et oplag på 1 mio. Fra 1978-2000 var LIFE et månedsblad. Forlaget er stadig aktivt. Fotoarkivet og samtlige trykte numre har siden 2008 været tilgængeligt via Google og Google Books.
   Den nye film er ikke dårlig, bare for lang, for løs og lidt ordinær. Man savner indlevelsen i den gamle version, der var fortrolig med eskapismens teknik. Med andre ord lidt mere ta-pocketa-pocketa, tror jeg.


The Secret Life of Walter Mitty. Instr.: Ben Stiller. Manus: Steven Conrad. Foto: Stuart Dryburgh. 115 min. USA 2013. Dansk premiere: 25.12.2013

The Secret Life of Walter Mitty (Alle tiders helt). Instr.: Norman Z. McLeod. Manus: Ken Englund, Everett Freeman. Foto: Lee Garmes. 110 min. USA 1947. Dansk premiere: 21.12.1948 

Fotos: CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB/ Time-Life/ Fox/ SF Studios/ Library of America/ The New Yorker
1947-filmen streames ikke men er udgivet på DVD og blu-ray
2013-filmen streames på Blockbuster, Google Play, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime og Viaplay
Teksten stod i Weekendavisen Kultur 03.01.2014