Translate

Viser opslag med etiketten Danny Kaye. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Danny Kaye. Vis alle opslag

onsdag den 5. maj 2021

To versioner: The Secret Life of Walter Mitty (1947/2013)



JORDEN KALDER WALTER MITTY
James Thurbers apologi for eskapismen

Af BO GREEN JENSEN

TO sider. Så meget fylder den lille novelle om »The Secret Life of Walter Mitty«, som James Thurber (1894-1961) skrev til The New Yorker i maj 1939. Teksten har til gengæld haft et langt og voluminøst efterliv på film, teater og tv. Den har også inspireret generationer af væsensbeslægtede dagdrømme. For eksempel fik Keith Waterhouse ideen til Billy Liar (1959), da han så den første filmudgave af Thurbers humoristiske vignet.
   Det er interessant at læse teksten, som står i Thurber: Writings and Drawings (Library of America, 1996). Walter kører til byen med sin kone, der taler ustandseligt til ham i bilen. Han skal ordne indkøb, mens hun er hos frisøren. Walter skal have overtræksko, tandpasta, hundekiks og andre trivielle fornødenheder. Han hører ikke efter og forsvinder ind i fantasier, hvor han uvægerligt er en handlingens mand.



NOVELLEN åbner in medias res, da Commander Mitty fører hydroplanet SN202 gennem den værste storm i 20 år. Så er han kirurgen, der holder et betydningsfuldt liv i sine hænder. I flyet siger cylinderne ta-pocketa-pocketa-pocketa. De defekte instrumenter på operationsstuen siger det samme: pocketa-pocketa-pocketa.
   Nu har Walter glemt, hvad det er, han skal købe. Han vidner i en celeber mordsag. Den offentlige anklager rækker han en Webley-Vickers 50.80 og spørger, om våbnet er hans. Det lykkes Walter at rekonstruere hustruens dosmerseddel. Kaptajn Mitty og hans tropper er under beskydning, da han sætter varerne fra sig. Flammekasterne siger naturligvis pocketa-pocketa-pocketa.
   Fru Mitty vækker sin mand af hans dagdrøm. Hun skal lige ordne det sidste. Imens står Walter med ryggen mod muren og ryger en cigaret. Her glider teksten over i den sidste drøm. »Til helvede med tørklædet,« siger Walter hånligt. Han tager et sidste sug, knipser cigaretten væk og ser på henrettelsespelotonen: »Oprejst og urørlig, stolt og hånlig, Walter Mitty den Ubesejrede, uransagelig til det sidste.«



DA Thurber brugte teksten i samlingen My World – and Welcome to It (1942), var USA trådt ind i 2. verdenskrig. Da Danny Kaye spillede Walter Mitty i filmudgaven fra 1947, talte hverdagseskapismen ikke mindst til hjemvendte soldater, som havde svært ved at slå sig til ro. Thurber tog afstand fra filmen. Han mente, at produceren Samuel Goldwyn fordrejede teksten med billig action og sex.
   Filmen med Kaye – og Virginia Mayo som gennemgående love interest i Walters fantasier – er dog en technicolordrøm af de klare. I filmen arbejder Walter som redaktør på et forlag, der udgiver pulp fiction af forskellig art. Hans fantasier foregår i diverse kulørte genrer. Kayes stemme læser beskrivelsen højt. Filmen har ændret adskilligt, men beholdt det distinkte pocketa-pocketa.
   Der var dansk premiere i december 1948. Herhjemme hed filmen Alle Tiders Helt. Norman McLeod instruerede, men Walter Mitty var først og fremmest Sam Goldwyns projekt. Pointen blev drejet stilfærdigt, så den tog afstand fra Walters fantasier. I novellen fungerer de som en overlevelsesmekanisme. I filmen bliver han blandet ind i en farlig sag om nazister og diamanter. Han møder Virginia Mayo i virkeligheden, som overgår fantasien. Mottoet kunne være: Stop Dreaming. Start Living.



NETOP dét hook bruger den nye Walter Mitty i sin lancering. Ben Stiller er den fjerde eller femte instruktør, som har arbejdet med projektet. Officielt har filmen været under optagelse siden december 2005. Det var nødvendigt, hvis Samuel Goldwyn Productions skulle beholde sine rettigheder. Også Steven Spielberg, Ron Howard og Gore Verbinsky har været tilknyttet.
   Maskinerne siger stadig pocketa-pocketa, men desværre med mindre finesse og selvironi. Stiller spiller selv Walter Mitty, der i denne omgang er negativforvalter på Life Magazine. Han var engang på weekend i Arizona, men har ellers levet sit liv i New York. I 16 år har han behandlet de spektakulære fotos, som i en menneskealder gjorde Life Magazine til verdens bedste billedblad.
   Walter drømmer om Cheryl (Kristen Wiig) fra bogholderiet og har et betroet forhold til stjernefotografen Sean O’Connell (Sean Penn), der stadig skyder krige, vulkanudbrud og sneleoparder på analog film. Walter mistede tidligt sin far og måtte forsørge sin mor (Shirley MacLaine) og søsteren Odessa (Kathryn Hahn), der stadig håber at gå scenevejen. I ungdommen var han et es på sit skateboard.



DE halvhjertede fantasisekvenser ligger i begyndelsen af filmen. Walter er en romantisk figur, der svarer til de preferencer, Cheryl har udtrykt på nettet. Det bliver dog hurtigt et spørgsmål om at møde og opleve virkeligheden. LIFE bliver opkøbt og skal udgive sin sidste printudgave. Sean O’Connell har taget sit livs foto, men motivet mangler på det fremsendte kontaktark. De nye ejere svinger kniven. Walter sætter alt ind på at finde O’Connell og aflevere den sidste forside.
   På den måde kommer han til Grønland, Island, Yemen og bjergene i Afghanistan, hvor han endelig finder O’Connell. Kun én fantasi fungerer i ånden fra Thurber: på Grønland vægrer Walter sig ved at kravle ombord i en helikopter. Der er varslet storm, og den islandske pilot (Ólafur Ólafsson fra Dybet) er beruset.
   Med ét står Kristen Wiig på landingsbanen og synger David Bowies »Space Oddity«, som man også håner Walter med på kontoret. »Ground Control to Major Tom« er filmens svar på »Jorden kalder Walter Mitty«. Fantasien hjælper – som hos Thurber – Walter med at komme videre. Sangen, drømmen og virkeligheden glider i ét.



ELLERS er det filmens idé at lade Walter finde kræfterne i sig selv, få stor appetit på den fysiske verden og nå så langt, at han ikke behøver drømmene mere. Scenen med henrettelsespelotonen bliver brugt til at bryde med fantasien, ikke som fundamentet i eskapistens trodsige manifest.
   Den nye vinkel er udmærket tænkt. Stillers version er en fortolkning, snarere end en genindspilning, men den gør fortællingen mindre og mere ordinær, skønt især de smukke scener fra Island – hvor Walter har rig lejlighed til at bruge sit skateboard – er værd at se for deres egen skyld.


I VIRKELIGHEDEN udkom det sidste trykte nummer af LIFE i marts 2007. Magasinet holdt flere pauser i sin lange levetid, men var i storhedstiden 1936-72 et ugeblad med et oplag på 1 mio. Fra 1978-2000 var LIFE et månedsblad. Forlaget er stadig aktivt. Fotoarkivet og samtlige trykte numre har siden 2008 været tilgængeligt via Google og Google Books.
   Den nye film er ikke dårlig, bare for lang, for løs og lidt ordinær. Man savner indlevelsen i den gamle version, der var fortrolig med eskapismens teknik. Med andre ord lidt mere ta-pocketa-pocketa, tror jeg.


The Secret Life of Walter Mitty. Instr.: Ben Stiller. Manus: Steven Conrad. Foto: Stuart Dryburgh. 115 min. USA 2013. Dansk premiere: 25.12.2013

The Secret Life of Walter Mitty (Alle tiders helt). Instr.: Norman Z. McLeod. Manus: Ken Englund, Everett Freeman. Foto: Lee Garmes. 110 min. USA 1947. Dansk premiere: 21.12.1948 

Fotos: CineMaterial/ Filmaffinity/ MovieStillsDB/ Time-Life/ Fox/ SF Studios/ Library of America/ The New Yorker
1947-filmen streames ikke men er udgivet på DVD og blu-ray
2013-filmen streames på Blockbuster, Google Play, iTunes, Rakuten TV, SF Anytime og Viaplay
Teksten stod i Weekendavisen Kultur 03.01.2014

tirsdag den 24. december 2019

Have Yourself A Merry White Christmas [Xmas Special 2019]


HAVE YOURSELF A MERRY WHITE CHRISTMAS
En særlig tekst om to af filmens største julesange 

AF BO GREEN JENSEN

AF alle amerikanske julesange sætter jeg størst pris på »Have Yourself A Merry Little Christmas«. Den findes i utallige versioner, men den bedste er og bliver den første, som Judy Garland synger til Margaret O’Brien i Vincente Minnellis Meet Me in St. Louis (1944).
   Mød mig i St. Louis er i det hele taget blandt de bedste musicals. Der ville være en god historie med dybe lag, stærke karakterer og vigtige konflikter, også hvis filmen var uden sang og dans. Nu tilføjer de et finishing touch og gør familiefortællingen til en slags myte.



DET er ikke en julefilm per se. Men hvad man kunne kalde en livsfrisefilm, som følger medlemmerne af en amerikansk familie gennem sorg og glæde, medgang og modgang, i en bestemmende periode, hvor alting er oppe i luften. Store forandringer venter, uanset om man vil dem, og de gamle måder forsvinder. Det gælder både for familien i historien og for nationen, som den blev fortalt til.



RAMMEN var supernostalgisk allerede, da Irving Brecher og Fred Finklehoffe bearbejdede Sally Bensons erindringsnoveller fra The New Yorker, som Metro-Goldwyn-Mayer havde sikret sig rettighederne til, da de blev samlet i bogform i 1942.*
   Tiden er sommeren 1903, og alle i Missouri er opstemte over nyheden om, at St. Louis det følgende forår bliver værtsby for Verdensudstillingen. The St. Louis World’s Fair vil markere Midtvestens metropolis. Det er en ny verden og et nyt århundrede. Alle synger ivrigt med på »The Trolley Song«.
   Anna og Alonzo Smith (Leon Ames og Mary Astor) har fire døtre. Rose (Lucille Bremer) er ældst og klar til at forlove sig med Warren Sheffield, hvis han bare kunne erklære sig, da han ringer fra New York – udenbys! – i den nyligt installerede telefon. Agnes (Joan Carroll), som næsten forsvinder i mængden, er forfatterens yngre jeg. Teenageren Esther (Judy Garland) har været forelsket i nabosønnen John Truett, siden de legede sammen som børn. Nu er de ikke børn mere, og det synger hun om i »The Boy Next Door«.


KONFLIKTEN opstår, da Alonzo bliver tilbudt en bedre stilling i New York. Siger han ja, må familien flytte, men sådan noget hører jo med, og Far er skuffet over manglende opbakning, da den glade nyhed bliver serveret. Familien har for god ordens skyld en bestemt irsk hushjælp, som hedder Katie (Marjorie Main). Meet Me in St. Louis er tidløs, men set på 80 års afstand er det en meget hvid film fra monokulturens guldalder.
   Hver har sine udfordringer hen over året. Intrigen omkring Rose og hendes bejlere er rimelig uinteressant. Til gengæld lever dramaet stærkt i pigen Tootie (Margaret O’Brien) på ni, som er optaget af at udleve sin barndom. Imens nærmer tiden for flytningen sig. Kun Alonzo holder fast i, at han ser frem til at rykke rødderne op. 


DET er en genistreg at forbinde familiens sorger og glæder med de skiftende årstider. Filmen åbner i høj, heroisk sommer og har et sætstykke i Halloween-afsnittet, da Tootie overvinder sin frygt og banker på i Heksehuset. Hun udvirker også, at Esther og John finder sammen, da en misforståelse er opklaret. Så er scenen sat for det fornemme juleafsnit.



DET er til teenagernes julebal, hvor Esther for første gang bærer korset, at Garland og O’Brien optræder på slap line med »Under the Bamboo Tree«.
   Først nu hører Tootie om flytningen og er utrøstelig. Garland synger »Have Yourself A Merry Little Christmas«, og Minnelli har lyssat hende så empatisk, at tilskueren aldrig glemmer hverken sangen eller følelsen i scenen, der vågner og lever ved hvert eneste gensyn, som var den pulverkaffe, der blev hældt kogende vand på.
   Senere vælter Tootie familien af snemænd, som hun har bygget i haven. Garland knæler i sneen og trøster sin hulkende søster. Deres far ser til fra vinduet og beslutter dér og da at opgive sin forfremmelse. Herefter har alle det bedre. Om foråret, da Verdensudstillingen åbner, er hele familien med til indvielsen, hvor man synger »Meet Me in St. Louis«.


OG ikke et øje er tørt. Der er mange andre film, som vil ramme den almene følelse af en families liv på et sted og binde det op på en fejring af julen og det nye år. Lad os i forbifarten nikke til Erik Ballings Den kære familie (1962) og den store julefrokost i begyndelsen af Ingmar Bergmans Fanny & Alexander (1982).
   Frank Capras It's a Wonderful Life (1946) gør det måske endnu bedre og har sit svar på »Have Yourself a Merry Little Christmas« i scenen, hvor George Bailey (James Stewart) sætter kronbladene tilbage på datteren Zuzus blomst, før hele Bedford Falls har sit Dickens-øjeblik Julemorgen, og George Bailey indser, at han er ønsket og elsket og uundværlig, skønt han aldrig fik kastet en lasso om Månen. Det er herligt at leve har noget nær alt – men ikke en sang med Judy Garland i sit eget livs zenit.


Have yourself a merry little Christmas
Let your heart be light
Next year all our troubles will be out of sight

Have yourself a merry little Christmas
Make the yuletide gay
Next year all our troubles will be miles away     

Once again as in olden days
Happy golden days of yore
Faithful friends who are dear to us
Will be near to us once more

Someday soon we all will be together
If the fates allow
Until then we’ll have to muddle through somehow
So have yourself a merry little Christmas now

Sangen er jo ikke noget lyrisk mesterværk. På rugbrødsdansk kunne teksten lyde cirka sådan hér:

Hav nu en god lille jul, min ven
Lad dit hjerte være let
Til næste år er alle vores trængsler forsvundet

Hav nu en god lille jul, min ven
Gør højtiden munter og glad
Til næste år vil alle vores trængsler være langt herfra 

Endnu en gang som i gamle dage
Lykkelige gyldne dage som tilforn
Vil trofaste venner som vi har kær
Være nær ved os igen

En skønne dag vil vi alle være sammen
Hvis skæbnegudinderne tillader
Indtil da må vi bare hutle os igennem
Så hav en god lille jul, min ven, lige nu

MUSIKKEN til sangen er skrevet af Ralph Blane (1914-1995). Teksten er forfattet af Hugh Martin (1914-2011), som kom fra en from og troende baggrund. Han havde egentlig skrevet: »Through the years we all will be together/ If the Lord allows«. Men blev bedt om at gøre skæbnen mindre kristent specifik. MGM's film var jo for hele nationen.
   Judy Garland og Vincente Minnelli (som giftede sig efter optagelserne) havde problemer med den prosaiske og deprimerende stemning i linier som: »Have yourself a merry little Christmas/ It may be your last/ Next year we may all be living in the past.« Så de vers blev ændret til »Let your heart be light/ Next year all our troubles will be out of sight«.
   Den eneste version, som kommer i nærheden af Garlands fortolkning, er Frank Sinatras. Han indspillede »Have Yourself a Merry Little Christmas« for Capitol Records i 1948 med den samme tekst, som Garland synger i filmen. Da han ti år senere skulle indspille temaalbummet A Jolly Christmas (1957) for sit eget selskab, Reprise, bad han Martin finde på noget mere opløftende end: »Until then we’ll just have to muddle through somehow«.
   Atter leverede Martin et positivt alternativ: »Hang a shining star from the highest bough«. Men sangens sejlivede forfatter blev efterhånden så træt af omskrivninger, at han i 2001 skrev en ny version til kirkebrug og brugte sin originale tekst til »Have Yourself a Blessed Little Christmas«. Det bliver sangen hverken bedre eller ikke stærkere af, tværtimod. 


DE bedste julesange er universelle, fordi den religiøse faktor er fjernet eller i hvert fald forklædt. Tidens løsen var assimilering – altså hvad vi nu kalder integration. Alle bidrog til en fælles musik, man tog nye, amerikansk klingende navne. Immigrantkulturen udviklede nye sportsgrene, der kunne samle forskellige etniske grupper. Cricket blev til baseball; american football er tilpasset rugby.
   I samme ånd er julen afstemt med demokratiske idealer. De amerikanske sange er hverken kristne salmer eller karoler i den franske og britiske stil. Den mest populære – Irving Berlins »White Christmas« – er skrevet i La Quinta, Californien, af en jødisk amerikaner, som havde levet de første fem år af sit liv i zartidens Rusland.**
   Der er absolut ingen metafysik i den kommercielle stiløvelse, kun fingeret nostalgi efter en forestilling om julen, som Berlin ikke selv havde kendt. Han skrev sangen til Bing Crosby, som var af skotsk-irsk herkomst og havde familie blandt de første puritanske pilgrimme på Mayflower, da skibet ankom til den nye verden i 1620. Det handlede både for Bing og Berlin om at skabe et universelt juleminde, som ingen kunne huske, og alle kunne dele.



CROSBY sang »White Christmas« første gang i sit radioprogram Juledag 1941. Den fik for alvor gennemslagskraft, da han sang den til Marjorie Reynolds i Paramount-produktionen Holiday Inn (1942, da. Den glade kro), hvor Crosby og Fred Astaire delte de mandlige hovedroller.

   Tolv år senere var sangen så stor, at den skulle bære filmen, ikke omvendt, da Michael Curtiz (som faktisk var ungarsk og hed Manó Kaminer) instruerede Crosby, Danny Kaye, Vera-Ellen og Rosemary Clooney i White Christmas (1954). Som gør julen til et grelt spektakel i bred VistaVision og ekstrem technicolor, men det er en anden historie.
   Lige hér er pointen, at »White Christmas« blev særligt populær blandt soldater, der havde hjemve i julen 1942. USA var trådt ind i krigen efter det japanske angreb på Pearl Harbor i december 1941. Da der var gået et år, havde patriotismen mistet meget af sin stråleglans. Alle de unge mænd ville bare hjem til det snedækkede julelandskab, Berlin havde skabt. Hvor kærester som Judy Garland stod og sang »Have Yourself a Merry Little Christmas« i skæret af lampen, som hang over døren. 
 

OGSÅ på den måde deler »White Christmas« og »Have Yourself a Merry Little Christmas« nogle vilkår og grundlæggende kvaliteter. Den sidste strategiske ændring i teksten var tidsperspektivet. I filmen synger Garland: »Someday soon we all will be together«. Altså noget med en skønne dag meget snart. Efter krigen blev det ændret til »Through the years we all will be together/ If the fates allow«. 
   At der kom flere krige og mere adskillelse i familien, gør bare perspektivet dybere på denne afstand. Det er den største julesang om at savne, og den bliver sunget af en ung voksen til et stort barn, som hun holder af. Der er fuldkommen tillid. Der er ingen, der forstiller sig. Alle vil kun hinanden det gode, og verden kan klare sig længe nu.  
   Jeg elsker den film, og jeg elsker den scene. Så Glædelig Jul, Alle Sammen: Have yourself a merry little Christmas...now.




*) Jeg har, med skam at melde, ikke selv læst Sally Bensons bøger, som var populære i samtiden, men er støvet til. Det havde derimod Gerald Kaufman (1930-2017), den britiske filmkritiker (og Labour-politiker med sæde i Parlamentet), som foretog et sammenlignende studie af bogen og filmen i monografien Meet Me in St. Louis (BFI Film Classics, 1994). En fin lille bog i en fremragende serie, der arbejder sig støt gennem filmhistorien. I seriens første bind kunne man læse Salman Rushdies analyse af The Wizard of Oz. 
 
**) Man kan læse om sangens fødsel og videre liv i Jody Rosens
White Christmas: The Story of a Song (4th Estate, 2002). Israel Isidore Beilin amerikaniserede sit navn til Irving Berlin. Han blev født i Tjumen i Rusland den 11. maj 1888. Familien emigrerede, da han var fem år. Manden, som skrev 
»White Christmas«, skrev også »Alexander's Ragtime Band«, »There's No Business like Show Business« og »Easter Parade«. Og naturligvis »God Bless America«, som han donerede til den amerikanske spejderbevægelse. Berlin var strengt konservativ og varm tilhænger af assimilering. Han døde den 22. september, 1989. Sangskriveren var da fyldt 101 og så med udtalt skepsis på samtiden. Berlin skrev cirka 1.500 sange. I hvert fald en tiendedel er stadig i omløb.




Fotos: MGM/ Warner Archive Collection/ Paramount Pictures/ Paramount Home Entertainment/ CIC Video/ CineMaterial/ MovieStillsDB/ BFI/ Fourth Estate/ YouTube 
Meet Me in St. Louis streames på Apple TV, Blockbuster, Rakuten TV, SF Anytime, YouTube Film
2K Blu-ray fra Warner Archive Collection 20.04.2018
Holiday Inn streames på Apple TV og YouTube Film
4K UHD + 2K Blu-ray fra Universal Studios [80th Anniversary Edition] 01.11.2022
White Christmas streames på Blockbuster, Grand Hjemmebio, SF Anytime og YouTube Film
4K UHD + 2K Blu-ray fra Paramount Pictures [70th Anniversary] 05.11.2024 
Artiklen er skrevet færdig 24.12.2019. Dobbelt særtryk i dagens anledning. Happy Xmas (War Is Over)